Epistemologiens historie med de bibelske beretninger om Lucifer som udgangs-”hypotese”

 

I begyndelsen var der én Gud, som levede lykkeligt med sine engle. Dette var før dimensionerne ”tid” og ”rum” blev skabte. Alt det der var til, var det i kraft af Gud og der var ingen mulighed for at definere en anden slags virkelighed end den, som Gud havde opfundet og som var afhængig af ham. Og det vil i virkelighed hellere aldrig nogensinde blive muligt at definere en anden virkelighed end den som har sine rødder i Gud, selv om mange mente og mener det.

 

En af dem som mente noget andet var én af de højtstående engle, Lucifer. Lucifer besluttede, at komme med et alternativ til Gud. Han ville selv være Gud og overtage Guds plads. Ville der så eksistere en anden slags virkelighed, nemlig den, der svarede til Lucifers eksistens og foretagende? Det var i hvert fald det, Lucifer håbede på. I virkeligheden skulle det slet ikke ske, fordi hans påstand om en autonom virkelighed skulle defineres af Gud som løgn, og det blev den da også.

 

Udover at definere Lucifer som Satan (modstander af Gud) og som alle løgnhalsenes fader, og Lucifers tilsyneladende ekstra virkelighed som løgn, ville Gud yderligere bevise, at hans virkelighed var den bedste og at Lucifers version kun var noget vrøvl. Derfor skabte han nogle væsener i hans afbillede, men som var udelukkende skabte af materie. Han skabte også en verden til dem i tid og rum. De skulle ikke have nogen ånd selv. I stedet for fik de Guds ånd blæst ind gennem næseborene. Lucifer betvivlede dog fra begyndelsen, at Guds ånd skulle være nok for dem og at den var tilstrækkelig for at gøre dem lykkelige. Han påstod, at kun ved hans alternativ kunne de opnå sandheden og friheden.

 

Disse væsener, Adam og Eva, havde det dog godt i den materielle verden, som Gud havde skabt til dem i 7 dage. De kunne snakke med Gud sammen så ofte de ville og der var ingen adskillelse mellem dem og Gud, Gud var deres bedste ven (de andre venner var dyrene og måske også nogle engle) og stod altid til deres rådighed. De skulle nu begynde at herske over verdenen, først ved at kategorisere den og derefter ved at få den til at opføre sig efter deres ideer. De kunne få alt at vide, fordi der var jo ikke andet at vide end det, Gud vidste, og det kunne de jo altid spørge Gud om.

 

Men Lucifer var som altid af en anden mening. Han forførte dem ved at sige, at Gud havde foreholdt dem det bedste, fordi han ville forhindre, at de også blev ligesom Gud. Han ville snyde dem og føre dem bag lyset. Der eksisterede i virkelighed en anden, mere virkelig virkelighed bag den tilsyneladende virkelighed, Gud havde sat dem ind i. Den virkelighed, de erfarede, var ikke tilstrækkelig, den var egentlig kun en illusion. Der var noget højere at få bag kulisserne, noget som lå bag deres sanser og dette noget skulle være den egentlige verden, ”das Ding an sich”. Dette højere ville Lucifer nu gerne føre dem ind i. Det syntes menneskene at det lød da spændende, så hvorfor ikke prøve? Men desværre afhang denne test af at de skulle bryde det eneste lov, Gud havde givet dem. Så derfor tøvede de i lang tid. Men en dag kunne de alligevel ikke modstå fristelsen og indvilligede i at få at vide hvad der skulle kunne vides mere.

 

Der skete imidlertid det, at i stedet for at få noget mere at vide, blev det så bare dummere. Nu kunne de ikke engang finde Gud mere. Gud måtte lede efter dem og de ville ikke engang vise sig for ham mere. Det viste sig, at der fandtes i virkelighed ingen anden virkelighed end den, Gud havde bestemt fra begyndelsen, Lucifer havde bare ført dem bag lyset. Det var også det, Gud havde sagt til dem i forvejen, ved at sige, at når de overtrådte det bud, han havde givet, så ville de vissentlig dø. Så i stedet for at blive ligesom Gud, blev de bare adskilt fra Gud og måtte nu forsøge at klare sig på egen hånd.

 

Kendskabet til den Gud, der havde skabt alt, blev mere og mere tåget og ubestemt. Desuden fortsatte Lucifer med at ”lege Gud” og derfor blev menneskene endnu mere forvirrede. Til sidst vidste de overhovedet ikke mere, hvem der var Gud og hvem der var kun en kopi af Gud, så besluttede de, at tilbede flere guder, én af dem måtte jo være den rigtige, syntes de. I virkeligheden skete der dog det, at Lucifer og de engle som sammen med ham var blevet frafaldne fra Gud, erstattede den sande Gud og nu gik det rigtig skidt til. Menneskene skulle nemlig nu benægte deres menneskelighed. Lucifer kunne jo ikke lide, at de var mennesker skabte i Guds billede, derfor inspirerede han dem gennem de nye religioner som opstod, til at blive mindre og mindre menneskelige. For at kunne behage guderne skulle mennesket blive mindre menneskelig. Derfor fandt nogle præster på at ridse sig i huden, at klippe deres hår på en særlig unaturlig måde, eller endog at klippe noget væk fra kroppen. Så var de jo mindre menneskelige, mon ikke guderne nu var tilfredse? Mennesket skulle blive til en ”gud”, en ”halvgud”, en maskine (et urværk eller supercomputer) , et dyr, lige meget hvad, bare det ikke forblev menneske. Fordi, som menneske var det jo stadig væk skabt i Guds billede, og det bryder Lucifer sig overhovedet ikke om. Det kan han ikke lide, fordi han kan ikke lide Gud.

 

Menneskene kunne nu hellere ikke mere erkende sandheder svarende til deres omgivelser, dvs. verden, alt blev bestemt af præsterne. Man havde ikke lov til at mene noget andet end det, Lucifer mente, og som han gennem sine dæmoner og præster og religioner formidlede til menneskene. Alt blev forklaret på en måde, der tilslørede virkeligheden. Menneskeligheden og virkeligheden svarede jo til det, Gud havde skabt i begyndelsen, og dette kunne få menneskene til at besinde sig tilbage til den eneste sande Gud; og det ville Lucifer nu forhindre så godt han kunne.

 

Menneskene var dog stadig opmærksomme på den kendsgerning, at når de ville forandre deres omgivelser til deres fordel, så måtte de ligesom tænke sig lidt nøjere om og lidt på egen hånd. For at kunne opfinde noget nyttigt, skulle de diskutere frem og tilbage og tillade andre tanker end de som var blevet vedtaget af den officielle religion. I alle højtstående kulturer, i Kina, hos Aztekerne, i det gamle Ægypten, i Babylon og hvor end menneskene fandt på at gøre deres liv mere ordnet, overskueligt, forudsigeligt og mere sikkert, opstod der en ny måde at tænke på, man begyndte nu at lege med svar og modsvar, med sand og ikke sand, med mening og modsat mening. Religionen fortsatte dog at have det sidste ord at have sagt, derfor var denne udvikling også meget begrænset.

 

Først i Grækenland i det 6 århundrede før Kristus var der én, Tales i byen Milet i Lilleasien, der for første gang benyttede sig af videnskaben, ikke bare for at opfinde nyttige indretninger, men for at forklare hele universet, for at finde frem til sandheden. Han ignorerede simpelt hen præsterne (som nok blev rasende, lige som Lucifer selv) og vovede at sætte den hypotese frem, at alt var opstået af vand. Nu kunne han jo nemt have grundlagt en ny religiøs sekt som tilbad vandet og Lucifer ville have været tilfreds. Men nej, han indbød til åben diskussion og så kom der Anaximenes og Anaximander og Xenofanes og Demokrit og mange andre og de kom hver med deres bud på, hvordan det hele skulle hænge sammen. Én mente, at verdenen var formet som en tromme, der svævede i rummet. En anden mente, at der var fire elementer, alt bestod af. De spekulerede frem og tilbage og undersøgte, om verdenen var ”fuld” eller indeholdt ”tomrum” (Demokrit mente, at den havde tomrum, fordi ellers kunne man ikke skære et æble i to stykker, mente han. Nærmere vores tid fandt Maxwell ud, at der er kraftfelter overalt, så verden er nok alligevel ”fuld”). Desto mere de argumenterede frem og tilbage, desto mere forstod de, at man kunne nå til mere erkendelse ved kritik og modkritik og ved at undersøge virkeligheden, i stedet for at tro i en blind tro på det, præsterne plejede at fremføre. Den virkelighedsfornægtende hhv. –tilslørende religion tabte derved mere og mere terræn. Lucifer vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille an med dette. Det så ud, som om han tabte menneskene ud af sine hænder. Præsterne havde nu fået konkurrence, idet man kunne vælge imellem at få en mystisk forklaring og en spekulativ forklaring, der var begrundet i en kontinuerligt diskuteren frem og tilbage, i en tænkemåde, der ikke var afhængig af, at man skulle falde i trance eller tilkalde nogle guder, før man gav sig til at diskutere.

 

Denne nye, rationelle tænkemåde førte da også til at menneskene sugede viden i sig som vilde og snuppede alt fra de babylonske, ægyptiske, persiske, indiske og minoiske kulturer de kunne få fat i og så dannede de en kæmpemæssig syntese som blev kendt som den gamle græske civilisation. Civilisationen betød, at mennesket nu var uafhængigt af guderne. Det kunne selv finde ud af tingene gennem matematik, astronomi og de første spæde skridt mod noget der hedder fysik. De så ud som om Lucifer skulle finde på noget nyt for at få dem til at blive beruset af hans benægtelse af virkeligheden.

 

Det varede da heller ikke længe, så fik han religionen indført på ny. Denne gang i filosofien, som indtil da havde truet med at få afskaffet religionen. En fyr med navn Platon fandt på at definere virkeligheden på denne måde: Alt vi ser på en konkret måde er virkeligt, men der er nogle ideer, som ligger bag de konkrete ting, og disse ideer er mere virkelige end de konkrete. Derved sagde han faktisk mellem linjerne, at det konkrete er kun en illusion. Han foreholdt også menneskene, lige som Lucifer havde gjort med Adam og Eva, at de ikke ser virkeligheden, men kun indbilder sig at de gør sådan. Han sagde, at menneskene er som fangerne i en hule, der iagttager deres skygger og mener, at det er virkeligheden. Nu gjaldt det om at finde frem til den mere virkelige virkelighed, til ”idealet”. Denne tankegang blev senere kendt som idealisme. Idealisme betyder at nu er tingene ikke gode, men der eksisterer en god version af tingene, som man skal stræbe efter. Nu kunne Lucifer lyve om hvad som helst for at få menneskene til at finde frem til idealet. En ny præstekaste opstod, denne gang ikke religiøse præster, men politiske, filosofiske og samfundsvidenskabelige præster, der var, ligesom præsterne havde været det af ”guderne”, blevet initieret til en højere viden, til et abstrakt ideal, til en hemmelig viden, som kun var tilgængelig for denne sære præstekaste.

 

Derfor gik det nu også igen ned ad bakken for filosofien og i stedet for at spekulere over virkeligheden spekulerede man over hemmelige og skjulte ting, gnosticismen kom nu for alvor på mode.

 

Den sande Gud havde dog ikke opgivet menneskeheden, han åbenbarede sig til nogle udvalgte  mennesker, til Abel, Noah og til Abraham. Abraham blev grundlæggeren af et særligt folk som Gud indgik et særligt forbund med. Verden fik nu for øje hvad den sande Gud ville i modsætning til Lucifer. I stedet for at føre menneskene ind i trældom og beruselse og benægtelse af menneskelighed, blev dette folk udfriet fra Ægypten, hvor de havde været slaver, på en spektakulær måde og præsterne af denne sande Gud skulle, i modsætning til alle de andre religioners præster, fremstå som ganske normale menneskelige mennesker, uden særlige frisurer eller amputationer. Som det eneste tegn af forbundet med dem som gik ud over kroppen valgte Gud at påbyde dem omskærelsen, som i øvrigt praktiseres i dag ud fra medicinske overvejelser (75 % af den mandlige verdensbefolkning er i dag omskåret). Ellers skulle præsterne af ”YHWH” være ganske normale[1][1], ikke fremmedgjorte overfor resten af menneskeheden.

 

Desværre blev også denne af Gud selv igangsatte religion forfalsket og i stedet for at hjælpe mennesket med at forstå virkeligheden gennem den sande Guds åbenbaring og en rational beskæftigelse med de af ham inspirerede skrifter, begyndte nu Israelitterne at lære disse skrifter på en mekanisk måde, som de mente skulle hjælpe dem at nå til en hemmelig initiering til et mystisk højere viden, lige som gnostikerne gjorde i Grækenland.

 

En dag kom så Gud selv i form at et menneske, Jesus Kristus, til jorden og viste menneskene, at de skulle ikke forstå de hellige skrifter for ordenes skyld men for indholdets skyld. Han indledte en kæmpestor hermeneutisk diskussion hvor han differentierede mellem det, Gud ville have at menneskene skulle gøre, og det, farisæerne og andre religiøse nøglepersoner havde sat sig for.

 

Kristendommen blev en stor succes fordi den magtede at komme med svar på de spørgsmål, som var til stede i den helleniserede verden. Men desværre blev den mere og mere blandet med platonismen, noget som apostelen Paulus advarede flere gange imod. Denne nye platoniske form for kristendom, i stedet for at fremme civilisationen og menneskenes erkendelse af virkeligheden, viste sig at være den værste fjende imod rationaliteten og civilisationen. De nye ”kristne” gnostikere troede nu at man kunne nå Gud via flere stadier og den dag i dag snakkes der stadig væk i den østlig ortodokse teologi om en proces, hvorigennem mennesket bliver mere og mere lig med Gud, men i den forstand, at det bliver derved mere og mere abstraheret fra normal menneskelighed. Med andre ord, kristendommen, i stedet for at føre til den mest menneskelige form for menneskelighed, nemlig den som kan ses i Jesus Kristus, kom til at blive omstruktureret på den måde, at nu skulle man igen benægte virkeligheden som mindre ideal, den fysiske verden var ikke god, skabt af Gud, men ond, og man skulle overvinde den, og mennesket skulle fornægte dets menneskelighed som noget ondt. Den dag i dag mener mange filosofistuderende, at kristendommen er en religiøs form for platonisme, mens det ikke havde været hensigten med dens grundlæggere, Jesus Kristus og apostlene. Folk som Origenes og Plotin skabte noget som kaldes for ”nyplatonisme”.

 

Der opstod også mystiske sekter, med manichæismen som den mest karakteristiske version af perioden. Gud var nu en højere virkelighed og denne virkelighed mennesket levede i var mindre virkeligt. Mennesket skulle simpelthen fornægte virkeligheden fra det fysiske liv for at få andel i det hinsidige liv, som skulle være mere virkeligt. Men dette var ikke andet end at falde for Lucifers løgn i Eden en gang til. I virkeligheden findes der nemlig ingen anden virkelighed og menneskene som troede på manichæismens fidus blev bare inspirerede af dæmoner og blev afskåret fra muligheden af at kunne bevirke noget vedvarende i den ”normale” verden. De blev også mere og mere unaturlige, umenneskelige, korrupte og hykleriske. Det blev moderne at være from, men fromheden var temmelig skizofren, menneskene blev vant til at sige en ting og gøre noget andet, fordi de havde forladt en virkeligheds-relateret epistemologi. Det så ud som om surdejen af farisæerne var kommet til fuld udtryk i denne helleniserede version.

 

Til sidst blev menneskene trætte af alt dette hykleri og besluttede at fortsætte dér, hvor de gamle grækere var holdt op. Denne periode kaldes for renæssancen. Nu skulle mennesket stå i centrum uafhængigt af Gud, fordi Gud, sådan mente man (fejlagtigt)  kun førte til overtroiske forestillinger, en sygelig form for fromhed og anti-rationalistiske tankemønstre. Der var dog også nogle kristne, som var lige så led og ked af den officielle (platoniske) version af kristendommen og begyndte af forske i Bibelen med deres sunde fornuft og under udelukkelse af alle de fromme dogmer som var blevet bragt i omløb. Derfor fødtes i denne periode både den sekulære rationalisme såsom protestantismen, som førte kristendommen tilbage til sit egentlige anliggende, nemlig protesten imod religionen, imod virkelighedsforvrængning, imod overtro og imod farisæisk fromhed. Resultatet var en ny opblomstren af civilisationen. Nu var det ikke længere udelukkende den platoniske præstekaste der bestemte, hvad man skulle tro. Da Tycho Brahe observerede en Super Nova (stjerneeksplosion), kunne han frit operere med flere end kun en hypotese, det fik han lov til. I stedet for at blive bortvist som kætter fik han endog støtte fra den daværende danske konge for at gøre endnu flere observationer. Med andre ord, den førsokratiske videnskab havde fået sit comeback. Tycho Brahes observationer inspirerede Kepler og Keplers arbejde førte til Newtons ”Principia” som blev grundlaget for hele den moderne mekanisering og den teknologiske tidsalder. Menneskene fik mere og mere styr på deres tilværelse i verden på grund af deres forøgede indsigt i hvordan virkeligheden er sammensat og hvordan disse sammenhænge kunne udnyttes til deres fordel.

 

Der var endog en filosof, Leibniz, som indså, at alt må hænge sammen på grund af ét fælles princip i stedet for to (ide verdenen og sanseverdenen) som Platon havde sagt. Han blev derfor den mest indædte modstander af enhver form for dualisme (todeling af virkeligheden). Han skrev også, at selv om man ville spekulere over, om der mon var noget bedre end den her virkelighed, så ville man nok snart kunne indse, at Guds virkelighed eller verden alligevel var den bedst mulige variant, derfor var det meningsløst at tvivle på Gud. Dette synspunkt havde de andre filosoffer svært med at argumentere imod. Derfor blev den så bare gjort til grin af Voltaire som fandt på at skrive en satire om en ”doktor Pangloss” (som nok var et øgenavn for Leibniz, der talte og skrev i samtlige vigtige europæiske kultursprog, glossolalia=fremmedsprog, pan=overalt), hvor ideen om den bedste verden af alle mulige verdener blev fremstillet som naiv optimisme.

 

Men havde man nu indset, at den fysiske virkelighed eksisterede uafhængigt af hvad mennesket mener om den? Stort set ja, men igen var der nogle, som begyndte af falde for den gamle løgn, som Lucifer havde frembragt i Eden. René Descartes (som levede en generation tidligere end Leibniz) var én af dem som i denne tid begyndte at tvivle på virkeligheden. Han tænkte: Hvordan kan jeg vide, at det hele virkeligt eksisterer, måske drømmer jeg bare? Måske har en ond dæmon indbildt mig det hele? Men, Gud ske lov, når jeg kniber mig selv i mit øre, så er det jeg der sanser det, og ikke en anden. Derfor: Når jeg tvivler eller tænker, så kan jeg i det mindste være sikkert på den kendsgerning, at jeg selv eksisterer. Men resten af virkeligheden kunne der teoretisk sættes et spørgsmålstegn ved. Det som Descartes overså derved, var at når jeg sanser noget, så forudsætter det jo, at jeg eksisterer som et virkeligt bevidst væsen i en fysiske verden, fordi hvor var ellers sansningerne kommet fra? Sanseindtrykket må jo komme et sted fra. Den kan da ikke bare komme ud at ingenting. Den kan vel heller ikke være skabt af os selv. Men det går jo ikke at sige, at den forårsages af fysiske genstande, som vi bare desværre er afskåret fra at kende, for ifølge fænomenalismen (som er filosofien der dukker op på enden af den vej, som Descartes her slår ind på) er fysiske genstande ikke andet end aktuelle eller potentielle sanseindtryk[2][2].

 

Descartes havde i hvert fald sat kimen til empirismen (som senere blev til fænomenalismen), den nye form for platonisk idealisme, selv om han selv fortsatte lystigt med at opfinde koordinatsystemet og skabe en masse andre nyttige tilføjelser til matematikken og værktøj til beherskelsen af virkeligheden. Han havde ellers også stadig væk for det meste en optimistisk epistemologi, dvs. den indstilling (som også var kendetegnende for Spinoza, som sagde, at sandheden manifesterer sig selv, og for Bacon) som går ud på at mennesket har muligheden til at skelne mellem sandhed og løgn og kan komme til erkendelse[3][3] i det hele taget. Desværre havde Descartes med sin adskillelse mellem det udstrakte og det ikke-udstrakte også lagt kimen til den dikotomi (opdeling af virkeligheden i to områder) som senere skulle formuleres stærkest af Immanuel Kant. I stedet for at forstå sin tvivlen på virkelighedens virkelighed som et absurdum der uvægerligt fører til solipsisme (hvor erkendelsen bliver begrænset til jeget og dermed relativiseret og meningsløst), delte han virkeligheden op i to, den udstrakte og den ikke-udstrakte.

 

John Locke i England tog Descartes tanker op ved at accepterede Descartes dualisme, dvs. hans skelnen mellem den fysiske, materielle (udstrakte) verden og den sjælelige, usynlige, ikke-udstrakte (ideale) verden. Han forstod, at denne nye version af Platons dualisme mellem ide verden og sanse verden ville føre til erkendelsesteoretiske problemer. Men i stedet for at rydde op med Descartes opdeling, gjorde han det værre endnu. Han indførte nu et ”sansefelt” mellem det materielle og det immaterielle. Nu blev der endnu mere vægt lagt på den tanke, at verden er kun tilgængeligt gennem sansningen. David Hume gik endnu videre. Han bliver derfor betragtet som den egentlige grundlægger af empirismen, dvs. den gren i filosofien, hvorefter virkeligheden er relativt, det eneste sikre er sansningerne (empiriske erfaringer). 

 

For Hume eksisterede der ingenting, som ikke også kan klart fornemmes, derfor var han skeptisk overfor eksistensen af muligheden af sikkert viden i det hele taget, mens den lige så skeptiske Descartes gik dog stadig væk ud fra som en forudsætning for al tænkning, at sikker viden måtte være mulig og som stadigvæk også havde en fornemmelse af, at den på en eller anden måtte hænge sammen med en Gud der har skabt alt. Hume indrømmede, at man ikke kan være 100% skeptiker (pyrrhonist[4][4]), dvs., på en eller anden måde skulle man altså alligevel starte fra noget som man har antaget som sådan før man giver sig til at efterprøve tingene. Men denne antagelse er kun noget, som er en basis for tænkning, det skal ikke blive til et dogme. Her mente Hume nu, at virkelig akademisk filosofi skal efterprøve alt først og derefter formulere dogmer. Hume sagde sådan set ikke, at det er forkert AT SIGE AT noget ikke kan vides med sikkerhed, men det han sagde var, at ved nogle ting er det bare meningsløst at tvivle på dem, men i sig selv bliver de altså ikke bevist derved. Han sagde faktisk mellem linjerne: ”Det er godt at tro på sikker viden, men derfor er den altså ikke sikker, bare fordi den er ’god’ eller fordi den forhindrer meningsløsheden.” Derved åbnede han døren for den totale skepticisme, han selv havde ønsket at tage afstand fra, nemlig pyrrhonismen eller ”antifilosofien”. Han var lige som en Adam i Eden, som indser, at Lucifer nok er en løgnhals, og at Guds virkelighed nok er den eneste måde at forstå og styre tilværelsen på en meningsfuld måde, men alligevel begynder at tvivle på, om det mon havde været rigtigt med Guds bud, mon ikke man alligevel skulle prøve at være Gud selv, at definere virkeligheden udelukkende fra én selv, fra ens sansninger?

 

En katolsk præst, der ville redde Guds ære, satte sig for at kritisere Locke, men han gjorde det hele bare endnu værre. Berkeley, som præsten hed, mente nemlig at en fysisk verden slet ikke eksisterede. Han mente, at alt der ”eksisterede” eksisterede kun på grund af den kendsgerning, at dette ”eksisterende” blev sanset af nogen, et menneske, eller Gud. I sidste ende er det faktisk kun Gud, der styrer menneskenes sanseindtryk og sikrer derved, at de kan tale om en virkelighed. Men i stedet for at redde kristendommen ud af sin misere, indførte han derved en apollonarianistisk version af kristendommen i filosofiens verden. Apollonarianisme betyder nægtelse af Kristi legemliggørelse. Med andre ord, når Berkeley hævder, at den fysiske verden kun er sanseindtryk, så er Jesus Kristus mens han vandrer på jorden også kun et sanseindtryk. Og apostlen Johannes betegner netop nægtelsen af Jesu Kristi virkelige, fysiske legeme som en antikristen filosofi, i 2. Johannes-brev 7-9[5][5]. Kristendommen holder altså i virkeligheden fast ved den fysiske virkeligheds eksistens som værende uafhængig af et menneskets subjektivitet. Det verdenssyn, som betragter alt som værende ”ånd”, og som teologisk betegnes som ”gnosticisme” eller ”manichæisme”, bliver mange steder i bibelen fordømt, for eksempel i det andet kapitel af brevet til Kolossenserne[6][6]. 

 

Hume styrkede nu også yderligere den dikotomi, der som sagt blev så kendetegnende for Kant. Lige som Hume sagde, lad menneskene tro på, at der findes sikker viden, selv om sikker viden faktisk ikke kan bevises, sagde Kant, lad menneskene tro på kristendommen, som noget der er godt og gavnligt for den preussiske pligtetik (kategorisk imperativ), selv om der er ingen virkelig basis for den. På den ene side af betonloftet er der stjernehimlen (naturloven) og på den anden side er der moralloven, det jeg synes er godt for de andre. Men der er ingen egentlig forbindelse, jeg gør bare det gode, fordi sådan blev det sagt, at det skulle gøres. Der er altså ingen egentlig metafysisk grund for god etik, dvs. en grund der er baseret på en real eksisterende Gud, der er kun en sociologisk eller statsræsonmæssig grund. Nu skulle antifilosofien få fart på for alvor.

 

Kant, som af Mendelssohn blev betegnet som ”sønderknuseren af al metafysik”, indførte en syntetisk epistemologi. Han satte sig for at bestride, som det hidtil blev hævdet og anskueliggjort af Leibniz og Wolff, at ALLE PRINCIPPER FOR ERKENDELSEN I SIDSTE ENDE LADER SIG FØRE TILBAGE TIL ÉT FÆLLES PRINCIP[7][7]. Dikotomien blev skarpere og skarpere. Ikke ”ét fælles princip”, men flere, dvs. man må eller kan eller skal gå ud fra flere grundlæggende virkeligheder, hvis man føler sig presset mod væggen af Leibniz’ og Wolffs enhedsprincip. Dette er i øvrigt kendetegnende for filosofihistorien, at hver gang filosofferne nærmest tvang menneskene til at indse eksistensen af ét fælles princip, der gør at alle ting hænger sammen, så føler menneskene sig truet i deres frihed, fordi hvis der kun ét enkelt princip, som alle andre afhænger af, så har man jo ikke nogen egentlig frihed, fordi alt i sidste ende må bedømmes fra dette ene forenende princip, så kan man ikke postulere hvad som helst, og muligvis bliver man endog tvunget til at indse at man må ændre sit liv, noget som gør allermest ondt. Derfor kommer der efter ”filosofien” altid ”antifilosofien” som reaktion, som siger, jo, de har jo ret, filosofferne, men vi siger altså bare, at der findes mere end bare et princip, eller vi analyserer jeres sprog indtil alt er ødelagt (dekonstruktionisme), så er vi ”frie” igen, og kan tro hvad vi vil. Dette forklarer også, hvorfor Kant blev meget populær i hans levetid, hans værker slog ind som en bombe, fordi menneskene ønskede sig meget af være ”frie”. Bare at bagsiden af medaljen er, at skønt de nu blev befriet fra Gud, så blev de ført ind under bajonetspidserne af den preussiske stat, nemlig til et af ”frie” mennesker opretholdte regimente, en hær af ”frie” mennesker, der alle gør deres pligt, ikke overfor Gud, men overfor menneskene og staten. Mens Leibniz skrev at staten kun skal tjene menneskeheden, ikke menneskene staten, bliver ifølge Kants filosofi staten uvægerligt til den, der skal bestemme, hvordan man bliver lykkelig,  Her har han sine rødder i Rousseau, som tænkte på samme måde.

 

Rousseau var også et særligt modefænomen af tiden. Menneskene blev bange for virkeligheden, som blev mere og mere klar og teknisk og målbar og det så ud som om de til sidst måtte konfronteres med Gud, så havde de jo ingen ”egen” frihed tilbage! Lucifers tilbud stod endnu klart foran deres øjne: Vær selv Gud, kom til at kende mere end det, der er, bliv uafhængige af Gud! Rousseau kom nu med en ny variant af dette ”frihedsbudskab”. Han ræsonnerede, i begyndelsen var menneskene jo lige som dyr, de levede lykkeligt i naturen og der var slet ingen civilisation. Derfor må civilisationen være noget, der gør os ufrie. Altså, væk med den. Tilbage til naturen. Højt leve det vilde menneske!

 

Men så stødte han ind i et problem: Hvis alle mennesker bliver vilde og smider civilisationen over bord, hvem skal så sørge for at der alligevel opretholdes en vis orden? Det kunne jo være indlysende at mene, at han ville bare have, at alle skal være frie og gøre som de ville. Men det var nu netop ikke den slags frihed som Lucifer havde ønsket at give Adam og Eva, og Rousseau syntes heller ikke ret meget om den frihed, som Gud havde givet menneskene i begyndelsen. Han indså nemlig at hvis der tillades fuldstændig frihed, så ville civilisationsmenneskene bare gøre verden bedre og menneskene ville blive civiliseret igen. Nej, mente han, menneskene skal tvinges til at være ”frie”, jævnfør hans ”frihedsbegreb”. Man tvinger menneskene til at være vilde og lykkelige, så er der ingen mere, som skaber problemer. Så vil det hele gå jævnfør en ”almen vilje” som er udtryk for alles mening. Derved introducerede han faktisk en animistisk naturreligion hvor præstekasten nu skulle bestå af ”oplyste” hoveder, som sørgede for at hoveder, som ikke underkastede sig den ”almene vilje”, blev klippet af og kastet bort (i den franske revolution, for eksempel).

 

Udvirkningerne var ikke bare politiske men også pædagogiske. Der skete gennemgribende ændringer af hvordan man skulle opdrage sine børn. Rousseau var selv af meningen at oplyste forældre skulle overlade deres børn til en oplyst stats instanser. Han afleverede alle sine 5 børn et efter et til et hjem for forældreløse børn hvor børn havde en overlevelseschance på 5% og hans børn døde også alle sammen dér. Børnene skulle nu ikke længere opdrages til at være voksne, at blive til mennesker, der ville kunne herske over virkeligheden som lå foran deres næse; nej, de skulle ikke lære at klare sig og blive verdensforandrere, de skulle bare ”få lov” til at være børn (idet man foreholdt dem en solid opdragelse), så ville de jo være vilde og uciviliserede og derfor lykkelige, mente Rousseau. Så ville de også være meget mere åbne for den ”almene vilje” i stedet for at kunne tænke selv. Barnet skulle overlades til sin egen skæbne, noget som skulle blive skæbnesvangert ikke bare for børnene, men også for civilisationen, men den havde Rousseau jo også villet afskaffe derved. Den mest konsekvente anvendelse af Rousseaus filosofi skete i 70erne i det 20ende århundrede, hvor skolerne i Cambodja omdannedes til torturfængsler af Pol Pot regimet. Så var der i hvert fald nogle, som fik en rigtig ”skolegang” à la Rousseau.

 

Fænomenalisterne, som nu opstod i kølvandet af John Stuart Mill, begyndte at snakke om en virkelighed, der har ”potentialet” til at eksistere. Hvor Berkeley sagde, alt er kun sanseindtryk, så sagde Mill, at alt er til, fordi det har potentialet, muligheden, til at eksistere. Ifølge utilarismens (og senere også pragmatismens [Peirce] og instrumentalismens [Dewey]) epistemologi er sandheden ikke til fordi den er til, men fordi det er mere nyttigt at tage den som hypotetisk udgangsposition. Men dette er bare en mere spidsfindig formulering af empirismen. Det blev fra nu af i det hele taget filosofiens hovedbeskæftigelse, at levere originale og underholdende udmøntninger af empirismen, hvor man nok forsøgte til dels, at komme ud af ”den ukendte virkeligheds” forbandelse, noget som ikke var og er muligt, uden at forkaste hele den empiristiske epistemologi med rødder og det hele. Husserl inspirerede Heidegger, Heidegger Sartre og Sartre inspirerede Foucault og Merleau-Ponty og Merleau-Ponty inspirerede Pierre Bourdieu og den røde tråd som går igennem dem alle er, at virkeligheden er noget, der truer mennesket, noget som mennesket skal emancipere sig fra. Bourdieu for eksempel mente, at mennesket ikke skulle finde sig i de bestående strukturer men prøve at forandre dem. Men i stedet for at gøre dette ved at forandre virkeligheden, som ligger lige foran menneskenes næsespidser, at bruge virkeligheden som en ressource til forandring og forbedring, mener han at man heller ikke skal finde sig i virkeligheden, den er også en slags ”magt” som menneskene skal se at komme af med på en eller anden måde. Sartre og Jaspers opfattede virkeligheden som noget absurd, noget der truer menneskene og menneskene skal autentificere sig på ved at gøre et eller andet som de selv synes om, lige meget hvad, så har de haft deres helt personlige og individuelle reagensglas-oplevelse af ”virkeligheden”. Resultatet i uddannelsesverdenen er nu, at børnene gør et eller andet, lige meget hvad, og helst noget, der har med det surreale at gøre, fordi det surreale frigør os fra det reale, mener man. Så derfor skal de valfarte til kunstudstillinger med surrealistisk kunst som de nok kan lide men ikke ved hvorfor og de skal gå på drømmerejser hvor de efter sigende frigør sig fra den onde, onde virkelighed.

 

Men udover at arbejde med virkelighedsfornægtelse, virkelighedsforvrængning og virkelighedstilsløring, arbejder Lucifer også meget med misundelse. Han misunder jo Gud sin stilling som Gud, han vil nemlig som sagt helst selv være Gud og smide Gud ud i verdensrummet. Derfor inspirerer han også menneskene med forskellig slags misundelse. Gud vidste det, at menneskene skal komme ud for det, derfor hedder det også i et af de ti bud: Du skal ikke misunde (lyste efter noget en anden har)[8][8].

 

Enten skal menneskene være misundelige over andre menneskers materielle velstand (Marx) eller også skal de være misundelige over andre menneskers køn (Freud). Marx og Freud blev derfor også gift i filosofiens verden og de arbejder udmærket sammen i sociologien. Man skal ikke finde sig i, at der er nogle som har mere, ved mere eller er bedre. Man skal ikke finde sig i, at man er mand eller kone, nu gælder det om at gøre alt hvad man kan, for at forandre verden på den måde, at alle får det samme til sidst.

 

Udfra denne misundelses-ånd indfører Lucifer nu også en ny slags epistemologi, nemlig materialismen. Ifølge Marx er alt afhængigt af økonomien og med denne påstand sætter han en imaginær gravsten på filosofiens imaginære grav. Ifølge Freud er alt afhængigt af menneskenes seksualitet.

 

Nu havde man igen noget, man kunne bruge til at få andre til at tie stille. Lige som præsterne i det gamle Grækenland, der til alle kritiske spørgsmål gensvarede prompte: ’Guderne har talt, oraklet har talt!’, så kunne nu også Marx og Freud gøre det samme. Når en kritiserede Marx, sagde Marx bare: Det er fordi din klasse har gjort, at du tænker på denne her måde. Når en kritiserede Freud, svarede Freud bare: Vel mener du, at der er noget mere end seksualitet, men hos dig er det jo kun fortrængt.

 

Det var som om Lucifer sagde til Adam og Eva: Vel nok har Gud sagt sådan og sådan, men i jeres ubevidsthed ved i vel nok alligevel, at i skal være Gud lige, i forsøger bare at fortrænge det. Og til Gud angående Job: Vel nok opfører han sig som du vil, men det er jo bare på grund af hans økonomiske velstand, tag den væk fra ham, så vil han forbande dig[9][9].

 

Igen var der noget, som efter sigende lå bag den åbenbare virkelighed. Den åbenbare virkelighed siger: Det er muligt at følge Gud, det er muligt at adlyde Gud. Men Lucifer siger: Det er ikke muligt, fordi der er noget som ligger bag virkelighedens maske, noget som er ubevist, noget som er økonomisk betinget. Lucifer nægter, at det er muligt for mennesket at blive sammen med Gud hhv. at blive genforenet med Gud. Adam har et fortrængt ødipuskompleks, Eva lider under penismisundelse, Hiob er bare en borgerlig-liberal som skal sættes fri fra den reaktionære og kapitalistiske symbolske vold. Det er deres virkelige problemer, siger Lucifer. Så dem skal de kunne få styr på, i stedet for at indbilde sig at kunne komme nærmere til Gud. Og hvis én kommer og vover at søge efter en mening og efter sandheden, så kommer strukturalisterne og poststrukturalisterne (dekonstruktionalisterne), dvs. Foucault, Lacan, Derrida og andre franske og tyske obskurantister, og siger ”Stop! Dette sagde du bare, fordi du blev påvirket af semantikkens indboende magtstruktur!” og så bliver det bare meningsløs at bruge sproget i det hele taget.

 

Og sådan fortsætter det den dag i dag, at selv om mennesket har virkeligheden lige foran dets næsespidse og ingen undskyldning har for at kunne kende Gud, så lader det sig narre af Lucifer med hans påstande om noget der skulle være under overfladen. Og hvis menneskene ikke er afgået ved døden alle sammen, mon de så er blevet lidt klogere siden?

 

 

 

Tilbage til Dansk indgangsside

 

 

 

 



[1][1] 3 Mose 19:28 I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!

3 Mose 21:5  De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.

5Mose 14:1 HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.

 

 

[2][2] S. 79, højre spalte, i ”Erkendelsesteori” af David Favrholdt, Odense Universitetsforlag 1994

[3][3] Karl Popper fremfører denne analyse af Descartes mens han skelner mellem optimistisk og pessimistisk epistemologi,  på side 5 i ”Conjectures and Refutations” , Routlegde and Kegan Paul, London, 1963

[4][4] Pyrrhon var en filosof blandt de gamle grækere som udmærkede sig ved sin bestandighed til at tvivle på alt.

[5][5] Thi mange Forførere ere udgåede i Verden, som ikke bekende Jesus som Kristus kommen i Kød. En sådan er Forføreren og Antikrist. ... Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen.

[6][6] Kolossenserne 2:18 Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind,

2:23 thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.

[7][7] I kapitelen om Kant, på side 199 i midten, af bogen “Filosofi, nyere tid, fra Bacon til Nietzsche”, Politikens Forlag, skriver Otfried Höffe: ”....Allerede her (i en afhandling om ild) vender Kant sig mod den wolffske skolemetafysik. Han diskuterer forholdet mellem Leibniz’ realprincip om den tilstrækkelige grund og de logiske principper om enhed og modsigelse. Med den selvstændige Leibniz-elev og Wolff-kritiker Christian August Crusius (1715-75) anser Kant Wolffs forsøg på at underordne realprincippet de logiske principper for mislykket og bestrider dermed, at alle principper for erkendelsen i sidste ende lader sig føre tilbage til ét fælles princip. Dog er han endnu langt fra sin senere tese om enhver virkelighedserkendelses syntetiske natur. 

 

[8][8] 5Mose 5:21 Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!

[9][9] Job 1:11  Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

 

kamagra australia cialis generika cialis bestellen kamagra 100mg cialis preise cialis kaufen viagra online kaufen kamagra bestellen levitra generika kamagra oral jelly achat cialis kamagra pas cher levitra 20 kamagra oral jelly viagra femme cialis sans ordonnance levitra sans ordonnance viagra sans ordonnance cialis generique viagra pfizer viagra pour homme viagra pas cher viagra generique kamagra gel kamagra prix acheter cialis
Super Kamagra Viagra online kaufen Testosteron Viagra rezeptfrei Viagra bestellen Cialis Original rezeptfrei Viagra kaufen Generika Testpakete Viagra bestellen Cialis kaufen Zyban Generika Cialis Beipackzettel Viagra Original Original Testpakete Oral Jelly Kamagra Cialis und Alkohol Cialis Soft Lida daidaihua acheter viagra Viagra acheter viagra Viagra acheter viagra
viagra cialis 20 mg cialis generico acquisto viagra kamagra prezzo viagra generico levitra generico comprar cialis cialis generico kamagra 100 viagra sin receta cialis generika levitra generika kamagra gelkamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
timberland schuhe timberland wien timberland schuhe damen timberland boots timberland femme timberland boots timberland noir timberland shoes timberland homme timberland chaussure timberland schoenen timberland shoes timberland boots
Cialis oder Viagra Gegen Rauchen Viagra ohne Rezept Schlankheitsmittel Kamagra Brausetabletten kaufen Viagra pille Cialis Tadalafil Viagra rezeptfrei kaufen Cialis rezeptfrei Erfahrungen Viagra Generka Levitra rezeptfrei kaufen Kamagra Oral Jelly kaufen Kaufen Kamagra Kamagra Sildenafil Erfahrungen Kamagra 100mg Viagra und Cialis Online Viagra Nebenwirkung Erfahrungen Super Kamagra Cialis kaufen Potenzmittel Viagra Lida kaufen Erfahrungen Levitra Original Viagra Cialis
adidas nmd ray ban outlet nike roshe run flyknit Potenzmittel rezeptfrei kaufen Cialis Generika Voordelen van viagra gafas de sol ray ban baratas Acheter Generic Propecia cialis generika nike air force 1 blancas adidas nmd r1 timberland skor adidas stan smith femme timberland montreal adidas nmd r1 Acheter Generic Levitra acquisto viagra mbt barcelona
viagra tablets australia cialis online australia kamagra 100mg oral jelly australia viagra for sale australia cialis daily australia kamagra gel australia levitra online australia viagra priser apotek levitra virkning cialis en om dagen viagra virkning kamagra bivirkninger cialis online danmark kamagra 100mg preis cialis patent cialis erfahrungen
cialis generika kamagra australia cialis bestellen levitra generika viagra online kaufen kamagra bestellen cialis generika kamagra oral jelly kamagra 100mg prix cialis cialis generique kamagra gel kamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
Viagra Generico Cialis Originale Kamagra 100 mg Kamagra Oral Jelly Acquistare Propecia Generico Test Pacchetti Generica Acquistare Viagra Strips Kamagra Oral Jelly Priligy Dapoxetina Generico Viagra Originale Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Kamagra Soft Tabs Viagra Originale 100mg Levitra Generico Levitra Originale Acquistare Test Pacchetti originale viagra Levitra Soft Tabs Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Viagra Soft Tabs Viagra Generic Test Pacchetti Originale Acquistare Levitra Strips Il brevetto Viagra Cialis e Super Kamagra Acquistare Cialis Strips Viagra Pastiglie Viagra e Disfunzione Erettile priligy dapoxetina generico Kamagra 100