Denne prædiken handler om forskellige
aspekter af Guds herlighed. Det er vigtigt at få en korrekt forståelse af
Guds karakter, for ikke at falde for djævelens billige kopier af Guds
herlighed. Hvis man i sandhed har smagt lidt af Guds herlighed, har man ikke
lyst til efterligninger mere. Man vil få mere at vide om den sande Gud, og
dette får man gennem Guds ord, Bibelen, ikke gennem subjektive indtryk, drømme
eller ”profetier”. Denne prædiken omhandler altså Guds herlighed, som den
kan ses i Bibelen, ikke en ”åndsherlighed” af en ”ånd” der mener at kunne
virke uafhængig af Guds ord. Vi leder efter det sande guld i Bibelen,
guldpapir-marionetterne af djævelen er vi ikke interesseret i. Skulle én have
forventet et spiritualistisk lysspektakel, så må jeg altså desværre skuffe ham
eller hende. Men til gengæld kunne det være, at du ville få ny trosstyrke ved
et glimt af den sande levende Guds herlighed igennem denne prædiken!
Først og fremmest
ses Guds herlighed i selve skabelsen og Hans evighedskarakter.
Ofte er vi så indviklet i nogle forbistrede religiøse sammenhænge, at vi
(uanset på hvilken side vi nu befinder os) trænger til at få et glimt af Guds
evighedskarakter, at Gud er højere end vi mennesker og at Han ikke er afhængig
af vores fordrejelser af sandheden. Profeten Amos blev sendt til den frafaldne
nordlige del af Israel, som selv havde lavet sig en kopi af det sande
Jerusalem, nemlig Samaria, og en kopi af det sande tempel i Jerusalem, nemlig
”Bethel” og ”Gilgal”. (”Beth-El” betyder ”Guds hus”). Guds retfærdighed var de
derimod ikke gode til at kopiere, de var tværtimod meget korrupte og
uretfærdige. De fattige blev udbyttet og der var vold, hor og snyd alle vegne.
Midt i dette kaos og mørke oplyste Amos’ ord om den sande Gud der ikke forandres,
selv om vi mennesker skifter Ham ud med en afgud. Om den Gud der er evig, mens
vi er dødelige:
Amos 5, 4 Thi så
siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve! 5 Søg ikke til Betel, gå
ikke til Gilgal, drag ikke til Be'ersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig
(skal smage galden af bortførelsen ”ha-gilgal galoh yigleh”), og Betel skal
blive til intet (”Guds hus” skal blive til afguderi).6 Søg HERREN, så skal I
leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen,
som slukker.7 Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet! 8
Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag
til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN
er hans Navn! 9 Han lader Ødelæggelse bryde ind over
Borge, Ødelæggelse komme over Fæstninger.
Sand retfærdighed er altså ikke noget som
Moses eller nogle andre mennesker har opfundet for bedre at kunne styre
samfundet, men noget der har rødder i selve Guds væsen. Guds retfærdighed
udspringer af Hans herlighed. Hans herlighed, Hans retfærdighed og Hans sandhed
står urokkeligt fast fra før grundlæggelsen af universet. Sand retfærdighed er
begrundet i sand gudsfrygt, hvor man frygter den Gud der eksisterede før
dannelsen af alt det der er. Det er som om Amos peger på nattehimlen og siger:
”Hele universet er skabt af Gud. Når man så mener, at man kunne afgrænse Hans
virksomhed til en lille bitte landsdel eller by, hhv. mener at man kan isolere
sig fra Ham gennem oprettelsen af egne tolkninger af Ham, så har man fjernet
sig fra Ham og er kommet til en afgud. Så er Guds hus blevet til djævelens
hus”.
Dette bringer os til et andet aspekt af Guds
herlighed, nemlig Hans sandhedskarakter. Jesus gjorde det meget klart at
Han behøvede egentlig ikke at overbevise nogen, men at Hans sandhed ville tale
for sig selv, fordi den ikke bare er ”Hans” sandhed, men den eneste sande,
objektive sandhed som er gyldig for alle, fordi den er af Gud. Han siger i Joh.
7, 17:
Dersom
nogen vil gøre hans Vilje, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller jeg
taler af mig selv.
Jøderne ville jo gøre Guds vilje,
i hvert fald sagde de det. Jesus tilbyder altså muligheden til at forkaste Hans
lære, fordi den ikke er fra Gud, men kun fra Hans egne menneskelige idéer. Han
siger: Hvis i erkender, at jeg kun taler af mig selv, må i godt forkaste min
lære, fordi så er den ikke af Gud. Men hvis én virkelig vil finde Gud, bliver
han til sidst overbevist om, at min lære er sandheden for alle, ikke bare for
mig selv. Det er ikke nødvendigt for Ham, at trække på skuldrene ad jøderne,
eller at skrige dem ind i ansigtet: Vil i så endelig tro på mig! Ve med jer
hvis ikke i adlyder mig! Han har ikke brug for sådanne menneskelige
manipulationsteknikker.
I den såkaldte post-kristne
verden lever vi i nogle samfund, hvor den religion der har den stærkeste
politiske indflydelse ikke er kristendommen men PLURALISMEN. Pluralismen siger,
at den er tolerant, men den er i sandheden intolerant. Pluralismen påbyder
nemlig at man SKAL MIXE sin egen livsopfattelse, man har ikke lov til at tage
en udvalgt tro og præsentere den som en almengyldig tro, som er sand for alle
mennesker. Man har altså egentlig i vores samfund ikke lov til at gå hen og
sige: Jesus Kristus er blevet ofret for alle og alle som forkaster Ham bliver
fortabt i al evighed. Dette er noget, som man ikke har lov til at tro, at lære,
at videreformidle. I skolen bliver børn opdraget, helt fra børnehaveklassen,
til at blive fremtidens hedninger, dem, der vil indskrænke kristendommen endnu
mere, hvis de så bliver fx folketingsmedlemmer (dvs. hvis der overhovedet vil
eksistere noget folketing når de er blevet voksne). I dag indføres der
fjernøstasiatiske meditationsteknikker i skolen, forklædt som idrætsøvelser
eller øvelser, der skal fremme motorikken og forberede til skrivebevægelserne.
Som om det var synd at få et barn til at tegne rækker af bogstaver, som man
gjorde før i tiden! Den eneste motivation for indførelsen af disse nye
læremetoder er kun at fremme hedenskabet i skolen og samfundet. Det er nogle
folk fra new age osv. som står bag kulisserne dér.
Men også frikirkeområdet bliver
mere og mere pluralistisk i sin tankegang. I stedet for bare at præsentere
evangeliet som det er, lader man alle mulige verdslige ting finde indgang i
kirkerne. Naturligvis er det godt at tænke sig om. Hvilke kristne TRADITIONER
er egentlig ikke afgørende, men som blot er med til at danne en ikke-bibelsk
barriere til de ikke-troende. Ofte er sådanne traditioner baseret på en forkert
bibelfortolkning, som fx. sløret på kvinders hoveder, som er et stort problem i
Østeuropa, og som er baseret på den kendsgerning, at man har ikke forstået
tekstsammenhængene af 1. og 2. Korinterbrev, for at komme til den
overbevisning, at Paulus her (i 1. Kor. 11)
taler polemisk og fører Korinternes forkerte lære om sløret ad absurdum[1].
Sådanne traditioner skulle man feje ud af kirkerne. Men nu går mange kirker,
især i Vesteuropa, endnu nogle skridt videre og indfører alle mulige slags
verdslige ting, som ikke fremmer troværdigheden af kristendommen. Det er nogle
fuldstændig unødvendige ting, ja de gør endog, at menneskene føler sig
manipulerede og tror: Nå, de måtte stille op med en masse reklame for at jeg
antager deres ”Jesus”, dvs. bliver som dem. Og det har så alt for mange
ikke-troende slet ikke lyst til.
Da jeg som ikke-troende kom i en
veletableret Frikirke hvor de havde rock-musik og serverede te og kiks til
alle, blev jeg ikke interesseret i Bibelen, fordi der kun var nogle
overfladiske diskussioner om livets mening, men ikke om den sande levende Gud,
der ikke laver om på sin sandhed. Rock-musikken var efter min smag gammeldags
(kristen popmusik lever aldrig op til den nyeste trend) og det hele virkede for
mig som en fritidsklub, hvor det afgørende var fællesskabet, som jeg ikke brød
mig særlig om. Til gengæld morede jeg mig sammen med min ven (som naturligvis
heller ikke var troende) over, hvordan de unge baptister, der kom og serverede
te og kiks for os, forsøgte at finde noget som vi kunne være af den samme
mening om, for at skabe en form for venskab. En gang fremstillede vi os som
venstreorienterede radikale og så gav de os ret i det og det. En anden gang
udgav vi os for noget andet. Der var altid en unaturlig bestræbelse i gang, for
at få os til at blive hængende dér på én eller anden måde.
Da jeg til gengæld nogle år
senere kom til den kreds af kristne, hvor mine forældre lige var blevet
troende, var det helt anderledes: De havde kun et forfærdeligt Hammond-orgel,
som lavede de mest kitchede lyde man kunne forestille sig. Musikken var for mig
virkelig tæt på smertegrænsen. Oven i købet var der meget få unge mennesker dér
og folk så meget gammeldags ud. Præsten virkede som et fantom fra en anden
planet, han var overhovedet ikke oplagt til vittigheder eller betragtninger
omkring sport eller noget andet, som kunne interessere de unge. Kort sagt, der
var de mest umulige omstændigheder for at en ung fyr som mig kunne finde nogen
social tilslutning. Men så kom overraskelsen: En gammel dame tog mig med hen til
et bord og åbnede straks sin Bibel. Hun lavede ikke nogen ”social” indledning,
dvs. stillede ikke nogle spørgsmål om hvordan jeg havde det osv. Til gengæld
sagde hun i samme øjeblik som hun åbnede sin Bibel: ”Nu kan jeg altså virkelig
ikke lade være med at fortælle Dem, hvordan jeg har fundet fred med Gud og
glæde i Hans ord...! Så fulgte en meget usystematisk ”prædiken”. Jeg var
fuldstændig overrasket, fordi hun ellers så ud som en ganske almindelig kedelig
gammel kone fra det sydvestlige Tyskland, men nu kunne hun altså tolke bibelen
med en energi og overbevisning og åndelig styrke, så jeg bare sad der med åben
mund, jeg kan slet ikke huske, hvad hun fortalte, kun at hun også strejfede 2.
Tim. 3, hvor der stod noget om forfølgelsen, som Paulus havde været udsat for,
og det var noget helt nyt for mig indtil da, jeg havde hidtil troet, at
kristendommen er den mest accepterede religion på hele jordkloden og at den
ikke trængte til nogen som helst propaganda. Og på grund af denne nyhed,
begyndte jeg for første gang for alvor at beskæftige mig med kristendommen og
kom et halvt år senere selv til en personlig tro på Jesus.
På den anden side eksisterer der
i lande, hvor en stærk bibeltroende kristendom har været til stede gennem længe
tid, menigheder, der mener at skaffe en vækkelsesatmosfære ved at kopiere nogle
gammeldags traditioner. De mener så, at man SKAL være upopulær for at være
hellig. Dette er lige så kødsligt og ubibelsk som at lefle for nutidens trender
og popularitet. Når man taber perspektivet for en sand evangelie-centreret
fremgangsmåde, kommer man altid til en dårlig strategi og til uproduktive
opførselsmønstre.
Tænk hvis nu en biograf
besluttede, af og til at afbryde filmene og vise nogle bibelverser, ville der
så komme flere til hans filmforevisninger? Naturligvis ikke. Men kirkerne tror,
at hvis de af og til afbryder forkyndelsen af evangeliet og leverer nogle
verdslige indslag, så vil der komme flere. Dette regnestykke kommer ikke til at
gå op. Der er i virkeligheden mange mennesker, som gerne bare vil høre om den
Gud som er beskrevet i Bibelen. Hvorfor giver vi dem ikke denne kundskab?
Apostlen Peter havde set et
glimt af Guds herlighed. Han vidste, at Jesu´ budskab er sandheden, selv om den
til tider næppe var til at fatte og selv om Jesus til tider skuffede sine
efterfølgere, når de havde forkerte forventninger. Men Peter vidste, at Guds
herlighed er vigtigere, end om det går os godt nu og her, om vores
forventninger bliver indfriet eller ej. Han forstod, at Guds herlighed ikke
bestod i noget glitrende her på jorden, men i helligheden og livet der kommer
fra Gud, fra evigheden og fra Hans væsen.
Joh. 6,
66 Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med
ham. 67 Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?"
68 Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige
Livs Ord; 69 og vi har troet og erkendt,
at du er Guds Hellige."
Jesus giver sig ikke til at
tigge: ”Bare i 12 disciple bliver sammen med mig, ellers har jeg jo slet ikke
nogen menighed mere!” Sandheden er vigtigere end succesen i
menighedsplantningen. Jesus er den radikale menighedsplanter, han går bare
videre med sandheden, og netop derfor får han en stor mængde af efterfølgere,
selv om han til tider skræmmer alle bort med sandheden. Til sidst får han så en
menighed der i sandhed vil følge sandheden. Dette er den eneste rigtige
strategi til menighedsvæksten!
Når man så engang har
accepteret Guds sandhedskarakter og Hans evighedskarakter, har man mindre
problemer med Hans herlighed, som den kan ses gennem Hans dom. Gud kan
ikke acceptere det onde, selv om det til tiders ser ud, som om Han tillader
nogle ting og ingenting gør. Når vi elsker Gud og Hans retfærdighed, føler vi
at Hans herlighed kan ses i selveste Guds dom.
I Bibelen ses Guds herlighed
ofte netop, når Han er ved at dømme Hans folk. Guds herlighed er lige
som noget der står og brygger i templet, og så bliver der besluttet en form for
dom. Guds herlighed er noget herligt og frygteligt på samme måde, som når Guds
herlighed dukker op, og regnskabet bliver gjort op med dem, der har syndet imod
Ham:
Ezekiel
9, 3 Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den
hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han råbte til Manden i
det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden,4 og HERREN sagde til ham:
"Gå midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds
Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som øves i dets
Midte!" 5 Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem
Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel! 6 Oldinge og Ynglinge,
jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der
bærer Mærket, må I røre! Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de
Ældste, som stod foran Templet,
4. Mose
16, 19 og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom Herrens
Herlighed til Syne for hele Menigheden, 20 og HERREN talede til Moses og
Aron og sagde:21 "Skil eder ud fra
denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!"22 Men de faldt på
deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes
på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?"23 Da talede HERREN til
Moses og sagde:24 "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen
omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!"25 Moses gik nu hen til Datan og
Abiram, fulgt af Israels Ældste,26 og han talte til Menigheden og sagde:
"Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget
af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders
Skyld!"27 Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte
med deres Hustruer og Børn, store og små. 28 Og Moses sagde: "Derpå skal I
kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke
handler i Egenrådighed:29 Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der
ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt
mig; 30 men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og
sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget,
da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet HERREN!" 31 Og straks, da
han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem,32 og Jorden lukkede
sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora,
og alt, hvad de ejede;33 og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der
tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
Forsamlingen.34 Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres
Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"35 Og Ild for
ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.
Ezekiel 39:21 Jeg åbenbarer min
Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg
fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på dem.
Matthæus
16:27 Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine
Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.
Matthæus 24:30 Og da skal
Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer
jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og
megen Herlighed.
Aabenbaring
15:8 Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft; og
ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.
Esajas
63:1 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende
Klædebon, stolt i sin vældige Kraft? "Det er mig, som taler i
Retfærd, vældig til at frelse!" 2 Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine
Klæder som en Persetræders?3 "Jeg
trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min
Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod på mine Klæder, jeg
tilsøled hele min Klædning. 4 Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit
Genløsningsår var kommet. 5 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men
ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi;
6 jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i
Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden."
2.
Korinter 3:9 Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er
meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.
Guds herlighed åbenbares også i korsfæstelsen
af Jesus. Selv om dette er noget skrækkeligt og makabert i sig selv og var en
tåbelighed i menneskenes øjne, bliver Guds herlighed synlig gennem dette. I
Åbenbaringen 5 ser vi Jesus som Guds lam, der er den eneste, som bærer nøglen,
den eneste, der har lov til at åbne en forseglet bog som indleder Guds dom:
Åbenbaring
5, 1 Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog, beskreven indeni
og udenpå, forseglet med syv Segl.2 Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med
høj Røst: Hvem er værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?3 Og ingen i
Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under Jorden, formåede at åbne Bogen
eller at se i den.4 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne
Bogen eller at se i den.5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se,
sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og dens
syv Segl.6 Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod
et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke er de
syv Guds Ånder, som er udsendte til hele Jorden.7 Og det kom og tog Bogen af
hans højre Hånd, som sad på Tronen.8 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener
og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle
fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.9 Og de sang en ny Sang og sagde:
Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med
dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og
Folkeslag,10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster,
og de skulle være Konger på Jorden.11 Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen
og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder
Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,12 og de sagde med høj Røst: Værdigt
er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom
og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse! 13 Og
hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja,
alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet
tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
14 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.
Guds
herlighed er også forbundet med opstandelsen. Da Lazarus var død, siger
Jesus til hans søster Martha: "Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds
Herlighed?" (Johannes 11:40). Og så oprejser Han Lazarus
fra de døde.
Paulus
taler meget om opstandelsen som et aspekt af Guds herlighed:
Romerne
6:4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom
Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således
også vi skulle vandre i et nyt Levned.
1.
Korinter 15:43 det sås i Vanære, det oprejses i Herlighed; det sås i
Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
Filippenserne
3:21 der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med
hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han også kan
underlægge sig alle Ting.
Kolossenserne 3:4 Når
Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed.
Men det vigtigste aspekt af Guds
herlighed er ikke Hans dom, heller ikke opstandelsen, korsfæstelsen, sandheden
eller skabelsen, men Hans tilgivelse. Det var jo derfor, at Jesus blev
korsfæstet, så at vi måtte have en mulighed til at komme tilbage til Gud.
Tilgivelsen gennem Jesu blod er den største nådegave.
I lignelsen om den fortabte søn i
Lukasevangeliet 15, 11-32 kommer Guds herlighed til at stråle. Gud er her
sammenlignet med en far der tilgiver sønnen fuldtud og betingelsesløst.
Det er her, at Guds karakter ses tydeligt. Han elsker os og vil at vi kommer
tilbage til ham. Han står med åbne arme og tager os imod, når vi kommer tilbage
til Ham gennem Jesus Kristus.
I Rumænien fortælles der følgende
historie fra tiden efter anden verdenskrig:
En ung mand, som havde gjort sine
forældre meget ondt, blev indkaldt til hæren og var nogle år i krigen. Han
havde egentlig tænkt sig, at han aldrig mere ville have noget med sine forældre
at gøre. Men så tænkte han sig dog om og han skrev et brev til dem hvori han
bad om tilgivelse.
Lige ved forældrenes gård gik der
en toglinje forbi, nogle få kilometer før et bestemt stoppested. Sønnen skrev
så til sine forældre, at hvis de ville tilgive ham, måtte de hænge et hvidt
lagen op i et æbletræ, der stod lige tæt ved skinnerne. Så ville han vide, at
de havde tilgivet ham og så ville han stå af toget ved næste stoppested. Hvis
ikke han kunne se noget hvidt lagen i træet, ville han sande, at de ikke havde
tilgivet ham, og det kunne han sandelig godt forstå. Han ville så bare køre
videre med toget indtil en stor by hvor han ville begynde et nyt liv på egen
hånd.
Sønnen fortalte dette til sin
kammerat som rejste sammen med ham i toget. Da toget nærmede sig stedet, hvor
æbletræet skulle dukke op, begyndte han at græde og sagde, at forældrene nok
alligevel ikke ville tilgive ham, efter alt det onde som han havde gjort imod
dem. Hvor dumt af ham at skrive sådan noget, forældrene kunne da aldrig tilgive
ham, når han sådan havde snydt og såret dem. Han sad der og holdt hovedet ind i
hænderne og græd.
Men så kiggede kammeraten ud af
vinduet. Pludselig så han et æbletræ, som var helt hvidt. Forældrene havde ikke
bare hængt et enkelt hvidt lagen op i træet, nej, de havde hængt alt det hvide
tøj de kunne få fat på op i træet, sådan at træet var helt tildækket og
indviklet af hvidt stof. Han udbrød til sin kammerat: TRÆET ER HVIDT! TRÆET ER
HELT HVIDT!
Sådan er Gud også. Han tilgiver
ikke bare, han glæder sig overordentlig, når vi kommer tilbage til ham. Faren i
Lukas 15 sidder ikke bare stille og siger: Nu tilgiver jeg dig, velkommen hjem.
Nej, han råber med fuld lydstyrke, han løber imod sønnen, han laver fest. Guds
herlighed kan ses i Hans nåde imod os, han sender en radioudsendelse på fuld
lydstyrke hele døgnet rundt, igennem hvilken han forkynder: Kom tilbage til
mig, så vil jeg fejre en fest med dig, så skal du komme til at smage min
herlighed!
Må Gud hjælpe os, ret at kunne
forkynde dette evangelium om Guds herlighed.
Tilbage til listen af prædikerne
Tilbage til hovedmenuen med ”den brølende løve”
[1] Thomas Schirrmacher har skrevet en bog om
dette: ”Paulus im Kampf gegen den Schleier”, Verlag für Kultur und
Wissenschaft, Bonn