Kierkegaard set i sammenhængen af en historie af epistemologien

 

Kierkegaard er et eksempel på en filosof, som fik virkelig indflydelse i filosofien længe efter hans død og som blev og bliver fejlfortolket. Dette sker med alle de filosoffer, som kommer med ubekvemme budskaber, der står tidens ånd imod og som derudover i det hele taget foretager en så gennemgribende kritik af bestående måder at tænke på, at de ikke kan få en plads på platformen i det filosofiske etablissement. I Kierkegaards tilfælde er misforståelserne og vanskelighederne ved at forstå hans værker desuden selvforskyldt, idet han slet ikke havde interesse i at tilbyde et altomfattende system og en opskrift på, hvordan man bør tænke for alle tider og for alle mennesker, noget som kan bevises ved den kendsgerning, at han bevidst valgte pseudonymer til sine værker, vel vidende, at han alligevel hurtigt ville afsløres som de respektive værkers forfatter af datidens Københavnere. (København var jo denne tid forholdsvis overskuelig og alle fik før eller senere at høre om omstridte, bespottede og omtalte personligheder som Kierkegaard).

 

Kierkegaard ville give impulser til at gøre bevidste valg og indtage stillinger i stedet for at stå neutralt og upåvirket af alt. Men denne kendsgerning betyder på den anden side slet ikke, at Kierkegaard faktisk går ind for den dichotomi, som er kendetegnende for det tankesystem, der blev udviklet af hans produktion. (Dichotomi = opdeling af virkeligheden i 2 eller flere områder, som jeg senere skal komme nærmere ind på).

 

Det er tydeligt, at han ofte og bevidst førte læserne vild, for at gøre det klart for dem, hvor deres måde at tænke på ville føre dem hen. Her var Sokrates hans store forbillede og han benyttede sig så at sige af den sokratiske pædagogik. Dette er noget, som mange af de seneste Kierkegaard-forskere tager som udgangspunkt og nu spekulerer man over (især i England), hvorvidt denne bevidste vildførelse gik. En af de seneste bøger fra den nyeste Kierkegaard-forskning bærer titlen: ”Kierkegaard, the Godly Deceiver”, dvs. Kierkegaard som en slags guddommelig skikkelse eller profet, der fører folk vild, nærmest som et instrument for Guds dom.

 

For at kunne forstå hvordan Kierkegaard blev fejlfortolket og hvad betydningen af dette er, vil jeg påpege følgende: 

 

  1. Opdele filosofierne i tre kategorier, hvoraf 2 bliver behandlet nærmere, efter deres almene væsen mht. epistemologien., dvs. deres teori om (tilgang til) erkendelse.

 

  1. Foretage en sammenligning med Leibniz, som faktisk er det mest ekstreme eksempel af en filosof, som bliver opdaget meget senere end den tid, han levede i.

 

1.

Man kan groft sagt skelne mellem filosofier der tager udgangspunkt i den forhåbning (som fører til håbløshed) at ingenting kan vides med sikkerhed og andre som grundlæggende går ud fra et håb om, at sikker viden er tilgængelig og kan opnås. Disse grundpræmisser kan pilles ud, når man ser nærmere på den enkelte filosofi. Hegel kunne måske pakkes ind i en tredje kategori, idet han søger efter et sammenhængende system og går grundlæggende ud fra, at dette er muligt, men han lukker så at sige det hele ind i en glaskugle, som ingen forbindelse har med en højere kategori, som har indflydelse på det hele. Alt er rationelt, harmonisk og logisk og sammenhængende for Hegel, og verdensånden (der Weltgeist) flyder gennem det hele, men der er ingen egentlig årsag og ingen kategori som er ansvarlig for at tingene eksisterer, kun bevægelse og fremskridt. Det er det dog i det hele taget meget svært at indordne Hegel med

 

 sikkerhed i den opdeling jeg har fundet på, for at anskueliggøre udviklingen i epistemologien, hvorfor jeg indskrænker mig i det følgende til de førstnævnte to slags filosofier.

 

Den første slags, de som ikke tror på sikker viden, bliver af nogle forfattere (fx. Francis Schaeffer)  betegnet som ”antifilosoffer”. Hume og empiristerne i det hele taget hører til denne gruppe. For Hume eksisterer der ingenting, som ikke også kan klart fornemmes, derfor er han skeptisk overfor eksistensen af muligheden for sikker viden i det hele taget, mens den lige så skeptiske Descartes dog går ud fra som en præmisse, at sikker viden må være mulig og som også har en fornemmelse af, at den på en eller anden måde må hænge sammen med en Gud der har skabt alt. Hume indrømmer, at man kan ikke være 100% skeptiker (pyrrhonist), dvs., på en eller anden måde starter man fra noget som man alligevel har antaget, før man gav sig til at efterprøve tingene. Men denne antagelse er kun noget, som er en basis for tænkning, det skal ikke blive til et dogme. Her mener Hume nu, at virkelig akademisk filosofi skal efterprøve alt først og derefter formulere dogmer. Hume siger sådan set ikke, at det er forkert AT SIGE AT noget ikke kan vides med sikkerhed, men det han siger er, at ved nogle ting er det bare meningsløst at tvivle på dem, men i sig selv bliver de altså ikke bevist derved. Han siger altså, det er godt at tro på sikker viden, men derfor er den altså ikke sikker, bare fordi den er ”god” eller fordi den forhindrer meningsløsheden. Derved åbner han døren for den totale skepticisme, han selv ville tage afstand fra, nemlig pyrrhonismen eller ”antifilosofien”.

 

Hume indfører her også den dichotomi, som bliver så kendetegnende for Kant. Lige som Hume siger, lad menneskene tro på, at der findes sikker viden, selv om sikker viden faktisk ikke kan bevises, siger Kant, lad menneskene tro på kristendommen, som noget der er godt og gavnligt for den preussiske pligtetik (kategorisk imperativ), selv om der ikke er virkelig basis for den. På den ene side af betonloftet er der stjernehimlen (naturloven) og på den anden side er der moralloven, det jeg synes er godt for de andre. Men der er ingen egentlig forbindelse, jeg gør bare det gode, fordi sådan blev der sagt, at det skulle gøres. Der er altså ingen egentlig metafysisk grund for god etik, dvs. en grund der er baseret på en real eksisterende Gud, der er kun en sociologisk eller statsraisonmæssig grund. Her har antifilosofien fået fart på for alvor.

 

Kant, som af Mendelssohn blev betegnet som ”sønderknuseren af al metafysik”, indfører en syntetisk epistemologi. Han  bestrider, som det hidtil blev hævdet og anskueliggjort af Leibniz og Wolff, at ALLE PRINCIPPER FOR ERKENDELSEN I SIDSTE ENDE LADER SIG FØRE TILBAGE TIL ÉT FÆLLES PRINCIP[1][1]. Det er her, at dichotomien kommer til syne. Ikke ”ét fælles princip”, men flere, dvs. man må eller kan eller skal gå ud fra flere grundlæggende virkeligheder, hvis man føler sig trængt op mod væggen af Leibniz’ og Wolff’s enhedsprincip. Dette er i øvrigt kendetegnende for filosofihistorien, at hver gang filosofferne nærmest tvang menneskene til at indse eksistensen af ét fælles princip, der gør at alle ting hænger sammen, så føler menneskene sig truet i deres frihed, fordi hvis der kun er ét enkelt princip, som alle andre afhænger af, så har man jo ikke nogen egentlig frihed, fordi alt i sidste ende må bedømmes ud fra dette éne forenende princip, så kan man ikke postulere hvad som helst, og muligvis bliver man endog tvunget til at indse at man må ændre sit liv, noget som gør allermest ondt. Derfor kommer der efter ”filosofien” altid ”antifilosofien” som reaktion, som siger: Jo, i har ret, i filosoffer, men vi siger altså bare, at der findes mere end kun et princip, eller vi analyserer jeres sprog indtil alt er ødelagt (strukturalisme), så er vi ”frie” igen, og kan tro hvad vi vil. Dette forklarer også, hvorfor Kant blev meget populær i hans levetid, hans værker slog ned som en bombe, fordi menneskene ønskede sig meget mere ”frie”. Men bagsiden af medaljen er, at skønt de nu blev befriet fra Gud, så blev de ført ind under sabelspidserne af den preussiske stat, nemlig til et af ”frie” mennesker opretholdt regimente, en hær af ”frie” mennesker, der alle gør deres pligt, ikke overfor Gud, men overfor menneskene og staten. Mens Leibniz skrev at staten kun skal tjene menneskeheden, ikke menneskene staten, bliver ifølge Kant’s filosofi staten uvægerligt til den, der skal bestemme, hvordan man bliver lykkelig. Her har han sine rødder i Rousseau, som tænkte på samme måde.

 

Denne ”indbildte frihed” bliver i øvrigt også polemiseret af Kierkegaard, som gjorde grin med ”demokratiet”. For ham var en regering, der blev styret af den store masse, garantien for sammenbruddet af al sand civilisation. Han var meget kritisk overfor den begejstring, der herskede siden 1848 i Danmark efter enevældens afskaffelse og forudså pessimistisk Danmarks undergang. Her ville han sikkert på en måde have været på linie med Leibniz og imod Kant, den Kant, der gælder som en vigtig inspirationskilde til den moderne demokratiske stat.

 

Kierkegaard fik først stor betydning for filosofien efter den 1. verdenskrig. Problemet er bare, at han ikke blev forstået i sin teologiske kontekst. Kierkegaard skriver først og fremmest som teolog, han reagerer imod den ”harmoni” som den etablerede kristendom repræsenterede. Han reagerer imod den ligegyldighed og uengagerethed som regerede i en tid, hvis tænkning for størstedelens vedkommende stod under Hegels indflydelse. Her føler han, at den Jesus, som vi møder i det Nye Testamente, bliver forrådt. Han er interesseret i en legemliggørelse af kristendommen. Der blev skrevet en anden bog af en professer i Oxford for nylig som handler om ”den bibelske Kierkegaard” og ”Kierkegaards syn på Kristi legemliggørelse”. (når man skriver  ”incarnation” og ”Kirkegaard” i Amazon.com søgemaskinen, så finder man den)

 

Kierkegaard reagerer imod Hegel’s univers, som er lukket, og som lukker Gud ude. Han ser sig fortvivlet omkring, hvor mennesket kan finde frihed og en vej til den sande Gud og til sandheden ud af det fængsel, Hegel har oprettet. Fordi han ikke vil oprette et trossystem, der arbejder som et ”kategorisk imperativ”, hvor mennesket stiller sig tilfreds med religiøse fritidsbeskæftigelser og hvor Jesus og Kristendommen får en ”kategori”, en ”logeplads”, en plads i hjørnet. Han finder  en anden måde, nemlig ”kategorien ’hin enkelte’”. Det er her, at han også bliver beskyldt af den sande filosofi, at oprette en antifilosofi med et dichotomisk verdensbillede, hvor ”springet ud på det 70.000 favne dybe vand” bliver betragtet som en flugt fra realiteten og fra fornuften, noget som er kendetegnende for antifilosofien. Det er vist nok rigtigt, at her bliver eksistentialismen med dens realitetsflugt født, men Kierkegaard vil egentlig ikke flygte fra realiteten og fra fornuften, for ham er det bare vigtigt, at et menneske ikke stiller Gud op i en reol af et hegeliansk system, men i stedet for erfarer Gud i virkeligheden.

 

Dette ønske ser man stærkest i ”Frygt og Bæven”. Udtrykket ”frygt og bæven” stammer i øvrigt fra Filippenserne 2:12, hvor Paulus skriver:  Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag.” Det forekommer også mange andre steder i Bibelen, fx. i 1 Corinthierne 2:3 hvor Paulus skriver om sin tjeneste hos Corintherne: ”...og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven.” I denne bog, Frygt og Bæven, beskriver nu Kierkegaard, hvordan Abraham red op til bjerget Moria for at ofre sin søn, Isak, som Gud havde påbudt. Han beskriver fortvivlelsen og naturen af Abrahams tro. De ”harmoniske”, praktiske og uproblematiske navnkristne i hans tid, mener han, ville nok have valgt en hest i stedet for æselet, som Abraham rider på, for at få det hele hurtigt ordnet, lige som en aller anden kirkelig handling som man udfører lige så formelt og uden at tænke sig om. Abraham har ikke noget system, hvorefter han kan analysere Gud’s befaling uden at måtte tage stilling eller uden at måtte have noget engagement, han har i stedet for en lang snoet og stenet vej op mod bjergets spids som han går langsomt, tvivlende, lidende og dog troende. Kierkegaards punkt er at sand kristendom er ikke en opskrift til et bedre liv, men en lidelsens vej, der er fuld af tvivl og dog strålende vished om Guds indgriben og godhed samtidig. Abraham gør ikke bare noget, han bliver til noget. (Faktisk bliver han et billede af Gud Fader, som selv ofrer sin søn Jesus, uden at Abraham dog til sidst blev nødt til, virkelig at gøre det med Isaak).

 

Kierkegaard vil altså have, at troens mysterium bliver gennemlevet og erfaret. Han tror på paradoxet, lige som kirkefaderen Tertullian før ham. Sandheden er for ham dobbelsidig. Her finder han vist nok indirekte inspiration i Hegels tese-antitese-syntese model og desuden Hegels idé om ”bevægelse”, om et ikke-statisk, men dynamisk, bevægelig og udviklende system. Men han reagerer altså imod Hegels lukkede system. For ham er der frihed i ”hin enkeltes” konkrete legemliggørelse af Jesu Kristi legemliggørelse. Det er derfor ikke underligt, at når man afteologiserer Kierkegaard, og betragter ham udelukkende gennem en psykologs eller sekulær tænkers briller, så må man komme til den opfattelse, at han indfører en dichotomi (virkelighedstvedeling) mellem erfaring (autentificering, som Jaspers kalder det) og den onde, onde virkelighed hernede. Men det er teologisk set overhovedet ikke Kierkegaards mål. For ham er der ikke tvivl om realiteten i dette liv, lige så lidt som på realiteten i det hinsides liv.

 

Kierkegaard blev opdraget af en far, der var dybt pietistisk, men som samtidigt havde en dårlig samvittighed, fordi han engang havde forbandet Gud. Denne tungsindede side af troen kom til at sætte præg på Kierkegaards personlige forfatning. Han fik også at høre, da han var barn, at Jesus Kristus var foragtet og at menneskene spyttede Jesus i ansigtet. Dette troede han var noget, som ville være kendetegnende for hans eget liv. Han levede altså i en Kristus passion, en kristuscentereret ”liden”skab, ordet lidenskab blev også flittigt benyttet af ham. Kierkegaard var altså ikke en kristen, der var kristen, fordi kristendommen ville hjælpe ham at være anerkendt socialt, at føre et stille og rolig liv, at blive godkendt af Gud på forhånd, at have Gud inde i lommen. Han var en kristen, der så sig selv som en repræsentant af den lidende Kristus selv. Og dette er egentlig noget, som er helt bibelsk, fordi Paulus skriver i Galaterne 2, 20:

 

Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.

 

og Filipperne 3, 10: for at jeg må kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død

 

og i 2. Corintherne 4, 10+11+16: altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme. Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød v16: Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag.

 

Min teori er altså, at Kierkegaard skriver filosofisk for at sætte fingeren på en bibelsk dokumenterbar side af kristendommen, som blev glemt i hans tid. For alle som ikke forstår denne teologiske motivation, pga. uvidenhed om Bibelens indhold eller pga. liberal teologi, eller pga. en sekulær indgangsvinkel i det hele taget, må det se ud som om han indfører en dichotomi, som man så kan basere sekulære former for ”eksistentialisme”, hvor alt håb om at finde sandheden bliver reduceret til individets subjektive muligheder, hvor individet bliver afskåret fra ét fælles virkeligheds- og realprincip, som kan føres tilbage til, uafhængigt af individets subjektivitet. Kierkegaard ville have frihed fra Hegels ”Weltgeist”-fængsel, men ikke fra én fælles virkelighed, fra én skaber Gud som man bliver stillet overfor. Han var hellere som Sokrates, der nærmest tvang menneskene til selv at indse, at de tænkte forkert. Derfor er han egentlig en ægte filosof og ikke en antifilosof som de fleste tænkere blev som byggede videre på ham men med de forkerte udgangsforudsætninger.

 

Faktisk er det sådan, at Kierkegaards kirke- og religionskritik også blev brugt på en meget frugtbart måde, af mænd som Karl Barth og Dietrich Bonhoeffer. For Kierkegaard var statskirken i hans tid en vederstyggelighed. Hele hjemmekirkebevægelsen støtter sig på Kierkegaard, se på http://www.hccentral.com/.

 

I kontrast dertil virker det nærmest grotesk, når fx. en Jes Berthelsen støtter sig på Kierkegaard i sine bøger om dybdepsykologi. Men dette er nok bare et eksempel, hvor forskellige de tankeretninger er, som støtter sig på Kierkegaard på en eller anden måde.

 

Man kan altså stort set inddele filosofierne (når vi så ignorerer Hegel, som vi besluttede overfor) i 2 kategorier som følger:

 

”Antifilosofien”

 

”Filosofien”

 

 

Hume, Kant (som reagerede imod Leibniz), Schopenhauer (verden betragtet som vilje), sekulær eksistentialisme, Kierkegaard betragtet ud fra en psykologisk synsvinkel, den afteologiserede Kierkegaard (Sartre, Jaspers, osv.), Rousseau og Foucault (Michel Foucault, 1926-1984, drev Rousseau’s dichotomi til dens yderste konsekvens, idet han hævdede, at sand frihed findes kun i tilstande af psykisk sygdom), moderne ”teologier” (med en abstrakt ”Gud” eller ”troen” i et ”møde med Jesus”, dvs. en subjektiv erfaring som kan ikke diskuteres og er ikke åben overfor kritik), dekonstruktionisme. 

 

INGENTING KAN VIDES MED SIKKERHED

 

Verdenen består af stumper og stykker der flyder omkring på en kaotisk måde og er overladte til tilfældige luner af guder eller uforudsigelige, upersonlige kræfter som ikke kan kontrolleres eller ordnes, derfor kan man ikke drage konklusioner fra en erkendelse til en anden eller fra en videnskab til en anden (grunden til, hvorfor der fx. i Indien ingen fysik eller mekanik kom ud af den højtstående indiske matematik). Som ”kristen” tror man at kunne finde ”forløsning” gennem irrationelle (”higher order”) erfaringer, nøgle-oplevelser, ”møder” med ”Gud”.

 

Østlige livsanskuelser (verden som en drøm, som noget der gror ud af gud(er)). ”Gud” er ligeglad med verdenen, der findes ikke noget egentlig ”ondt”, kun opfattelser af ”godt” og ”ondt”.

 

Syntetisk epistemologi (tese, antitese, syntese, subjektiv dvs. relativ sandhed), ”moral” som menneskelig fordring efter moral (kategorisk imperativ, sociologisk begrundet etik, den preussiske pligtetik). Videnskabet reduceres til iagttagelse (Merleau-Ponty).

 

Dybdepsykologi, mennesket har værdi pga. beslutninger taget af mennesker indbyrdes, sociologisk manipulation, samfundet=”gud”, mennesket som maskine, skal finde sin plads i verdenen.

 

Religion for Kant og Hegel: Middel til at skabe harmoni i samfundet, til at få samfundet til at fungere som en godt smurt maskine.

 

Frihed: Kan kun opnås, når man opgiver ”ratio”, dvs. forstanden (Kant, Rousseau, Foucault). Fører til det absurde (Sartre), flugt til drømmeverden, mystik; fra virkeligheden.

 

Descartes (størstendels), Spinoza, Leibniz, Newton, Galilei, Faraday, Maxwell, de logiske positivister (den tidlige Wittgenstein, Russell, den tidlige Popper), Kierkegaard som teolog, hvis ”filosofi” er en nøjagtig beskrivelse af legemliggørelsen af Jesus Kristus og parallellen dermed i den troendes liv, den historiske kristne model (med en objektiv eksisterende uendelig men samtidig personlig Gud, der ønsker at kommunikere med menneskene på en klar og ikke-misforståelig måde, baseret på åbenbaring, ikke på erfaring.)

 

SIKKER VIDEN ER  TILGÆNGELIG

 

Der eksisterer mening og sammenhæng, verden er bygget op på en logisk måde, derfor får videnskabs-mænd lyst/mod at finde endnu flere sammenhænge, videnskabens begrundelse. Som kristen får man lyst til at leve et liv i døden og opstandelsen af Jesus Kristus, fordi man er overbevist om, at dette er målet med den menneskelige eksistens og den eneste måde til at overvinde døden, synden og det onde. Man vælger BEVIDST lidelsens vej og lader sig spytte i ansigtet, fordi man ved, at så bliver man Jesus Kristus lig.

 

Verden som noget skabt af Gud, der vil have kommunikation med den (ikke nøjagtig afspejlning af Gud, derfor findes der også det onde (Leibniz’ theodicé-argument)).

 

Analytisk epistemologi (tese, antitese, verificering, objektiv sandhed), moral som fordring ud fra Gud’s lov, dvs. guddommelig fordring efter moral (teologisk begrundet etik). Fordi sandheden er åben overfor verificering kan man finde frem til den gennem dialog (dialektisk teologi).

 

Mennesket som Guds skabning, har værdi pga. dens mulighed til kommunikation med Gud (sprog-kreatur) og muligheden til livet i Jesu Kristi død. Mennesket der elsker verden og er anset i den, er Gud’s fjende.

 

Religion for Kierkegaard: Et babelstårn, en pyramide, antikristendom. Den etablerede kristendom er en vederstyggerlighed i Guds øjne (Karl Barth’s og Bonhoeffer’s religionskritik har deres rødder her).

 

Frihed: Findes kun i et bevidst valg af en eksistens i Jesus Kristus. Dertil når man gennem en lang vej af tvivl, lidelse (”Frygt og Bæven”, Kirkegaard)

 

 

2.

Kierkegaard er ikke den eneste filosof, som blev genopdaget sent efter hans død. Leibniz er et andet eksempel. Kierkegaard døde i 1854 og blev genopdaget omkring 1918. Leibniz døde i 1716 og selv om han havde stor indflydelse i sin tid, er der stadig væk mange skrifter af ham, som er ikke offentliggjort endnu. I 1903 offentliggjorde Couturat Leibniz’ vigtige skrift ”Generales Inquisitiones” (Grundlæggende Undersøgelser). Som alle ægte filosoffer var også Leibniz tæt forbundet med videnskaben, han korresponderede meget med Newton og opdagede parallelt med Newton integralregningen, dog er det Leibniz’ skrivemåde, som benyttes i dag. Mahnke fortolker Leibniz fra en matematisk synsvinkel og skriver, at hans monadelære (og dens fremstilling af verdens uendelige mangfoldighed i monadens enhed) er faktisk den metafysiske udmøntning af integralregningen. Uanset, om monadelæren har nu med Descartes restproblemer eller med integralregningen af gøre, så er det klart, at for Leibniz hænger matematikken, logikken, fysikken og mekanikken tæt sammen med metafysikken, dvs. filosofien. Leibniz havde i øvrigt allerede forestillinger om relativiteten af rum og tid og om det ubevidste, århundreder før Einstein og Freud. Hvem ved, om ikke offentliggørelsen af nogle af de ikke endnu offentliggjorde skrifter vil føre til nogle overraskende opdagelser her.

 

I dag er vi omgivet af et hav af antifilosofi. Derfor står filosofistudernde ikke i kø for at få studeret Leibniz nu til dags. Han bliver tværtimod anset som ”reaktionær” og ”opportunist” (fordi han blev støttet af fyrster). At Kant var frimurer og at Leibniz udviklede en statsfilosofi, der beskytter den enkelte over for statslige indgreb mod individet og var i øvrigt mere interesseret i individets frihed end i statens ret til at indskrænke den, ved de fleste ikke. Kant er demokrat og Leibniz er reaktionær, sådan bliver det sagt, sådan skal vi tro.

 

Jeg har en video med en fjernsynsfilm af Søskende Scholl’s liv. Søskende Scholl var nogle filosofi- og medicinstuderende, der fordelte illegalt fremstillede politiske informationsblade på universitetet og som bødede med deres liv for denne aktivitet. De blev henrettet, sammen med de andre medlemmer af ”Weisse Rose” (den hvide rose), en modstandsbevægelse, i 1943. I denne film forekommer der en filosofiprofessor, som forelæser om Leibniz’ statsteorier, som var liberale og som inspirerede mange intellektuelle som var kritisk indstillet overfor Hitler. På et tidspunkt kommer der nogle unge nazister ind i forelæsningssalen for at stenografere, hvad han siger. Professoren siger så til disse: ”Jeg glæder mig over enhver, der finder vej til Leibniz, selv hvis det er meget sent.” Mange tænkere fandt vej til Leibniz, når den kantske og rousseauske dichotomi og ”oplysnings”filosofi truede med at ødelægge civilisationen. I 20erne var der en kreds i Vienna, kaldet for ”Wienerkreds”. Medlemmer af denne kreds tilbad nærmest et skrift af en ung filosof, som hed ”Tractatus Logico-Philosophicus” og medlemmerne af denne kreds hadede Hegel men elskede Ludwig Wittgenstein, forfatteren af dette skrift, der beror på Leibniz’ ideer. Folk som Wittgenstein, Frege, Russell ville genindføre en filosofi, der er objektiv og analytisk. Den kaldtes for ”logisk positivisme” og gav videnskabsmændene nyt gå-på-mod. Problemet for Wittgenstein er bare, at han ligesætter ”Gud” med ”stilhed” og er derfor dybest set en slags mystiker, men i hvert fald beviste han, at det stadig væk er muligt at tænke i Leibniz baner i det tyvende århundrede. I dag er der ingen universitet mere, hvor man kan studere i et miljø hvor den logiske positivisme regnes for noget. Det  blev nemlig ”ødelagt” af Michael Polanyi. Men måske bliver Leibniz alligevel genopdaget for anden gang i fremtiden, måske efter den næste diktator, der truer med at ødelægge civilisationen og bygger på Kants og Rousseaus præmisser.  

 

Senere blev Wittgenstein en slags antipode for Karl Popper. I 1946 mødtes disse to tænkere i Cambridge for at diskutere, i hvorvidt der overhovedet eksisterer problemer. Wittgenstein var nemlig ved dette tidspunkt kommet til den anskuelse, at der findes kun gåder og ingen egentlige problemer. Derved passer den sene Wittgenstein nok hellere ind i rubrikken ”antifilosofi”, hvis vi altså skal anvende min inddeling mellem antifilosofi og filosofi. Hvis der ingen egentlige problemer er, men alt er kun mystisk, så kan sikkert viden hellere ikke opnås. Popper derimod stod, i hvert fald i 1946, på den modsatte position, for ham findes der virkelige problemer, han er altså en slags realist. 

 

Arbejdsspørgsmål til emnet: ”Kierkegaard set i sammenhængen af en historie af epistemologien”

 

 

  1. (Angående Kierkegaard som sådan) Er kristendommen en religion/livsanskuelse, der fører til eller formidler eller opdrager til harmoni? Diskutér, hvad i selv mener og hvad i mener, Kierkegaard mente.

 

Her et lille citat som fingerpeg: ”New Testament Christianity is to suffer for the doctrine at the hands of men” (desværre kan jeg ikke finde den danske original, jeg tror den er fra ”Indøvelse i kristendommen”)

 

 

2.   (Alle følgende spørgsmål ang. epistemologien) Læg et penalhus på jeres bord. Diskuter, hvorfor det er dér, vælg evt. én af de 3 nedestående mulige svar:

 

 

a)     det eksisterer objektivt (dvs. uafhængigt af fremmede indflydelser), fordi en real eksisterende Gud har skabt det og har givet os muligheden for at lægge det på bordet i tid og rum.

 

 

b)    det er ikke i virkeligheden, men en os ukendt guddommelig skikkelse har haft en drøm i en for os ukendt tid om dets eksistens, derfor forekommer det os som om det er dér nu.

 

 

c)     det blev eksistent, fordi vi har haft viljen til at befatte os med det. Vi har ”erfaret” det, derfor kan vi sige, at det er dér.

 

 

3.   Er universet bygget op på en logisk, rationel måde, eller er det principielt kaotisk? Diskutér mulige udvirkninger (konsekvenser) af jeres svar med hensyn til etikken / samfundslivet. Er det nødvendigt for at fastholde, hhv. forkaste ideen om et logisk opbygget univers for at kunne nå frem til fundamentet for en etik, der fx. beskytter de svage i samfundet?

 

 

4.   Er videnskaben objektiv, kan der vides/erkendes noget med sikkerhed? Er det muligt at opbygge en videnskab hvis man tror, at der ingen mening og sammenhæng findes i universet? Eller er det tværtimod sådan, at videnskaben netop har bevist, at ingenting kan vides med sikkerhed?

 

 

 

 

 

 

Tilbage til listen med prædikerne / afhandlingerne

 

Tilbage til OKS

 

Tilbage til dansk indgangsside



[1][1] I kapitlet om Kant, på side 199 i midten, af bogen “Filosofi, nyere tid, fra Bacon til Nietzsche”, Politikens Forlag, skriver Otfried Höffe: ”....Allerede her (i en afhandling om ild) vender Kant sig mod den wolffske skolemetafysik. Han diskuterer forholdet mellem Leibniz’ realprincip om den tilstrækkelige grund og de logiske principper om enhed og modsigelse. Med den selvstændige Leibniz-elev og Wolff-kritiker Christian August Crusius (1715-75) anser Kant Wolffs forsøg på at underordne realprincippet de logiske principper for mislykket og bestrider dermed, at alle principper for erkendelsen i sidste ende lader sig føre tilbage til ét fælles princip. Dog er han endnu langt fra sin senere tese om enhver virkelighedserkendelses syntetiske natur. 

kamagra australia cialis generika cialis bestellen kamagra 100mg cialis preise cialis kaufen viagra online kaufen kamagra bestellen levitra generika kamagra oral jelly achat cialis kamagra pas cher levitra 20 kamagra oral jelly viagra femme cialis sans ordonnance levitra sans ordonnance viagra sans ordonnance cialis generique viagra pfizer viagra pour homme viagra pas cher viagra generique kamagra gel kamagra prix acheter cialis
Super Kamagra Viagra online kaufen Testosteron Viagra rezeptfrei Viagra bestellen Cialis Original rezeptfrei Viagra kaufen Generika Testpakete Viagra bestellen Cialis kaufen Zyban Generika Cialis Beipackzettel Viagra Original Original Testpakete Oral Jelly Kamagra Cialis und Alkohol Cialis Soft Lida daidaihua acheter viagra Viagra acheter viagra Viagra acheter viagra
viagra cialis 20 mg cialis generico acquisto viagra kamagra prezzo viagra generico levitra generico comprar cialis cialis generico kamagra 100 viagra sin receta cialis generika levitra generika kamagra gelkamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
timberland schuhe timberland wien timberland schuhe damen timberland boots timberland femme timberland boots timberland noir timberland shoes timberland homme timberland chaussure timberland schoenen timberland shoes timberland boots
Cialis oder Viagra Gegen Rauchen Viagra ohne Rezept Schlankheitsmittel Kamagra Brausetabletten kaufen Viagra pille Cialis Tadalafil Viagra rezeptfrei kaufen Cialis rezeptfrei Erfahrungen Viagra Generka Levitra rezeptfrei kaufen Kamagra Oral Jelly kaufen Kaufen Kamagra Kamagra Sildenafil Erfahrungen Kamagra 100mg Viagra und Cialis Online Viagra Nebenwirkung Erfahrungen Super Kamagra Cialis kaufen Potenzmittel Viagra Lida kaufen Erfahrungen Levitra Original Viagra Cialis
adidas nmd ray ban outlet nike roshe run flyknit Potenzmittel rezeptfrei kaufen Cialis Generika Voordelen van viagra gafas de sol ray ban baratas Acheter Generic Propecia cialis generika nike air force 1 blancas adidas nmd r1 timberland skor adidas stan smith femme timberland montreal adidas nmd r1 Acheter Generic Levitra acquisto viagra mbt barcelona
viagra tablets australia cialis online australia kamagra 100mg oral jelly australia viagra for sale australia cialis daily australia kamagra gel australia levitra online australia viagra priser apotek levitra virkning cialis en om dagen viagra virkning kamagra bivirkninger cialis online danmark kamagra 100mg preis cialis patent cialis erfahrungen
cialis generika kamagra australia cialis bestellen levitra generika viagra online kaufen kamagra bestellen cialis generika kamagra oral jelly kamagra 100mg prix cialis cialis generique kamagra gel kamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
Viagra Generico Cialis Originale Kamagra 100 mg Kamagra Oral Jelly Acquistare Propecia Generico Test Pacchetti Generica Acquistare Viagra Strips Kamagra Oral Jelly Priligy Dapoxetina Generico Viagra Originale Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Kamagra Soft Tabs Viagra Originale 100mg Levitra Generico Levitra Originale Acquistare Test Pacchetti originale viagra Levitra Soft Tabs Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Viagra Soft Tabs Viagra Generic Test Pacchetti Originale Acquistare Levitra Strips Il brevetto Viagra Cialis e Super Kamagra Acquistare Cialis Strips Viagra Pastiglie Viagra e Disfunzione Erettile priligy dapoxetina generico Kamagra 100