Den 31.10. er der Reformationssøndag, men Reformationen betragtes i dag mere som et uheld i historien end som noget, der var til gavn for menneskene. Spørgsmålet er så: Betød Reformationen et frafald fra, eller tilbagevenden til, kristendommen? Fra et reformatorisk synspunkt et det sidstnævnte tilfældet. Men hvorfor?
Kristendommen er altid i fare for at falde for religiøse indflydelser,
som går ud på at skabe et ”Jesus, og...”-evangelium. I religionen får mennesket
plads til at definere en vej til Gud på menneskets egne betingelser. Så kan
nogle mennesker endog udgive sig for at være Guds stedfortrædere og kræve
lydighed og underkastelse. Denne ”religiøse” vej til Gud er så typisk meget
indviklet og meget svært at forstå, sådan at en kaste af ”indviede” religiøse
vismænd kan argumentere for deres vejlederroller. Ingen har mulighed til at gå
denne vej udenom det religiøse kastesystem eller får lov til at kritisere disse
vismænd, deres autoritet kommer ”fra gud”, siger de, men i virkeligheden står
de imod Bibelens Levende Gud. Problemet advares imod allerede i 5. Mose
30.11-15:
”Thi
Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke
langt borte. Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op
til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan
handle derefter?" Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige:
"Hvem skal drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det,
så vi kan handle derefter?" Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i
dit Hjerte, så du kan handle derefter. Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og
Lykken, Døden og Ulykken!”
Her møder vi en Gud, der er ”lige omkring hjørnet”, som
taler til vores samvittighed og som giver nogle umisforståelige bud gennem en
klar offenbaring, en offenbaring, som ikke kræver nogen særlig dybdepsykologisk
sjælegymnastik. Denne gang gik vejen til Gud gennem Hans lov, som i den nye
pagt indfries, fuldendes og konkretiseres i personen Jesus Kristus:
”Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver
den, som tror. Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; eller: Hvem vil
fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad
siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord,
som vi prædiker. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst”
(Rom.10,4+6-9).
Reformationen tilvejebragte en tilbagevenden til denne
”enkle” vej – som giver mennesket muligheden til at møde Gud gennem tro i
Jesus, udenom religiøse fidusmagere og magtstrukturer, til denne ”enkle” vej
som samtidigt betyder en forkastelse af de ”indviklede”, spidsfindige veje,
hvor man først skal slukke for sin forstand og styrtkaste sig hovedkulds i et
abstrakt, kulsort nirvana, for at møde en upersonlig ”guddommelig” kraft som
bare fremmedgør én endnu mere fra
Bibelens Levende Gud. Reformatorisk kristendom betyder en forkastelse af
religionen slet og ret, også når den optræder i kirken, som det var tilfældet i
reformatorernes tid. Nogle få af vores katolske venner har efterhånden fået
øjnene op for denne sandhed og prædiker et ”simpelt” evangelium, mens vi
”protestanter” drager til konferencer med spiritistiske skrivemedier, som
foregiver at få et budskab fra ”gud” ved at blive brugt udenom deres gudgivne
bevidsthed for at skrive noget tvetydigt esoterisk vrøvl mens de er i trance.
Apostlene og reformatorerne kæmpede for
Bibelens ”enkelte” evangelium og imod forskellige ”engle-evangelier”, som
foregøglede noget bedre. Hvorfor faldt og falder mennesker for disse forkerte
evangelier? Fordi de i bund og grund giver os en mulighed til at gemme os fra den
Levende Gud, ved at søge tilflugt i noget ”åndeligt” som vi selv har kunnet
slide med. Disse forkerte evangelier er surrogatløsninger, vha. hvilke
mennesker får en erstatning, i form af nogle ”oplevelser”, for den tørst og det
søgen efter Gud, som er kendetegnende for hvert menneske. Man får en slags
gyseragtig halloween-oplevelse med nogle åndelige magter og mener så at på ”en
eller anden” måde har man nok erfaret ”et eller andet” som er lige som ”gud”.
Men Gud er ikke ”et eller andet” – Han er det mest virkelige og konkrete som
findes og han er hvert menneske nær, Apg.17,27.
Mathias Graul, Den Protestantiske Kirke, Oktober 2004
Tilbage til
listen med prædiker/artikler