I Danmark er man blandt de bibeltroende
kristne enig om den kendsgerning at Danskerne trænger til at nåes med evangeliet.
Man ved, ikke bare fra videnskabelige undersøgelser (fx ”Operation World” af
Patrick Johnstone) men også ved at se sig godt omkring, at Danmark er blandt de
mest sekulariserede lande i verden og at der er meget lidt kendskab til den
sande lære om Jesus Kristus og nødvendigheden såsom muligheden for at blive
frelst gennem hans blod.
Hvad man derimod er ikke enig
om, er hvordan man skal evangelisere, hvad evangeliet egentlig er og hvordan
man skulle bære sig ad med at nå ud til verden omkring.
Mange stikker så bare hovedet
i busken og venter på den ene eller anden vækkelsesflod som Gud nok vil sende
og hvor man skal bare flyde med uden at tænke sig om. Der er menigheder som til
tider lukker deres menighedslokale for at kunne gå sammen til en konference
hvor de bliver endnu mere hjernevasket med læren om denne såkaldte
vækkelsesflod. I stedet for at blive til rådighed for ikke-troende som kunne
dukke op til det offentlige menighedsbygning ved kl. 10:00 om Søndagen, er hele
menigheden fraværende og menighedslokalet er lukket. I stedet for at blive til
stede for offentligheden, er menigheden ved at blive beruset endnu en gang med
den urokkelige doktrin at ”Gud vil gøre noget stort i Danmark” og lader sig
derved lamme af djævelen for enhver sand form for gennemtænkt, åndelig og
bibelsk evangelisation. Dem som vil ikke ”være med” lukker man munden på, ved
at sige at de har en ”kritisk ånd” der strider imod den Hellige Ånd. Til tider
kunne man i sådanne sammenhænge mene, at man ikke befinder sig i et demokratisk
samfund men i en slags Nordkoreansk George-Orwell-”1984” samfund hvor den
tekniske overvågning er blevet erstattet af en religiøs massehypnose styret af
en elite af ”vækkelses”- (beruselses-)managere.
Men der er
også mange som virkelig har det på hjerte at drage andre til sandheden og se
dem blive frelste. De vil ikke mere lade sig
fragte passivt omkring i vækkelses-bussen men vil begynde at være
aktive. Det er dem som ville kunne identificere sig med de følgende 3
karakteristika af en sand evangelist:
1- Han bryder sig
ikke om hvad verden ville sige fordi han VED at evangeliet er sandt. Han
frygter ikke hvad verden kunne gøre ham til, fordi han er korsfæstet med
Kristus.
2- Han arbejder
flittigt og tålmodigt med Ordet for at kunne præsentere evangeliet i dets
logiske sammenhæng, overbevise menneskene om dets sandhed og gøre dem lydige
overfor Kristus.
3- Han arbejder ud
fra menigheden og er ikke uafhængig af den, men når der er tale om evangeliets
sandhed bryder han sig ikke om hvad andre kristne ville kunne sige eller gøre
fordi han ved at loyalitet overfor evangeliet er vigtigere end loyalitet
overfor menigheden.
1- Den sande
evangelist bryder sig ikke om hvad verden ville sige fordi han VED at
evangeliet er sandt. Han frygter ikke hvad verden kunne gøre ham til, fordi han
er korsfæstet med Kristus
Paulus skriver i Romerne 1,
16: Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til
Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker.
Paulus behøvede ikke at
beskæmmes over evangeliet, fordi det var ikke en menneskelig opfindelse, men
”... deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro” (v. 17).
Selv om den gode nyhed om den korsfæstede Jesus var noget fuldstændig tåbeligt
for hedningerne, vidste Paulus, at netop denne tro var den eneste der var og er
i stand til at føre et menneske til frelse.
Gud har udtrykt sit eget væsen
i Jesus Kristus, som skriveren af Hebræerbrevet skriver i 1, 3: ”... han,
som efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede
og bærer alle Ting med sin Krafts Ord, efter at have gjort Renselse fra
Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,...”
Der er ikke noget et andet
menneske behøver at vide om Gud end det som Jesus har åbenbaret om Ham. Jesus
Kristus er ”...den usynlige Guds Billede, al Skabnings
førstefødte; ...” som Paulus skriver i Kolosserbrevet 1, 15. ”... Thi
det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo...” fortsætter
Paulus i vers 19. Kristendommen er altså ikke bare en mulig vej til Gud blandt
mange andre menneskeskabte veje, men læren om den Gud der har åbenbart sig
fuldkomment i Hans søn, Jesus Kristus. I Jesus Kristus møder vi ikke bare et
aspekt af Gud, men alt dette som vi som mennesker behøver at vide om Gud. Selv
om Gud selvfølgelig er mere end Jesus, er der ikke noget andet, som vi behøver
at vide om Ham som ikke allerede er åbenbaret os glasklart gennem Jesus Kristus
og læren om Ham, som vi har en ganske formidabel og 100% sikker adgang til
gennem Hans ord, Bibelen.
Det er et symptom på
endetidens frafald, når kristne begynder at lade sig skræmme af humanismens
frimurerånd, af religiøs relativisme og ”tolerance” for med skam, lavmælt at sige ”Vi har ikke hele
sandheden”. Jesus Kristus siger derimod klart at Han er sandheden
og at ingen kommer til Gud uden Ham. Og først når man forstår den ensartethed
af Jesus Kristus, kan man sige til et andet menneske de ord som apostlen Peter
prædikede i Jerusalem kort efter Helligåndens komme: ”Og der er ikke Frelse
i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt
Mennesker, ved hvilket vi skulle (original tekst: må)
blive frelste.", uden at føle at man er intolerant og anmassende for
at sige sådant noget.
Mange kristne tilbeder i virkeligheden
en afgud, der optræder som ”Jesus” men
ikke er andet end en ny version af den gamle afgud Baal. Baal var en
skæbne-Gud, der førte til en orienteringsløs fatalisme, som minder om nutidens
Islam. Man vidste aldrig hvad Baal kunne finde på at gøre. Som alle hedningers
guder var han lunefuldt og utålelig. Når én døde, var det hans vilje. Når én
fødtes, var det også hans vilje. Når det blev godt vejr, var det hans vilje.
Når det blev dårligt vejr, var det også hans vilje.
Den bibelske
Gud er ganske anderledes. Han er en Gud af testamentet, af løfter, af
sikkerheden, af en nøje defineret relation mellem Ham og mennesket. Han er den
Gud der indgår aftaler med mennesker. Han slutter en pagt med Abraham og nu er
alle som er i Jesus arvinger af de løfter som Gud gav til Abraham: ”... så at de, som er af Tro, velsignes sammen med den troende
Abraham.” (Gal. 3, 9). Når vi taler om Gud og Jesus Kristus og Helligånden
taler vi ikke om et spring ud i mørket, som man skulle have en særligt vovemod
til, lige som at hoppe fra det synkende Titanic eller fra en flyver med en
faldskærm. Desværre er det sådan mange kristne forestiller sig troen. Dette
skyldes eksistentialismen, som vandt indpas i kristendommen gennem forskellige
udviklinger i teologien. Dette burde man glemme hurtigst muligt.
Nej, når vi taler om Gud og Jesus Kristus og Helligånden og om det at være frelst gennem offeret på korset, så
taler vi om ting som man kan komme til en 100% sikker viden gennem studium af
de bibelske løfter, af det Jesus lærte og af det gammelapostolske evangelium.
Hvis man studerer disse ting og endvidere lægger mærke til realiteten som den
er, kommer man til sidst til den opfattelse at Jesus virkelig er sandheden. Der
har været mennesker, som fx C. S. Lewis, der har været store tvivlere der
udviklede mange argumenter for at tvivle på Guds eksistens, men som til sidst
kom til tro, ikke fordi de blev hypnotiseret og så besluttede at kaste deres
forstand over bord, men netop fordi den sandhed der findes i Jesus forekom dem
større end menneskelige argumenter imod Hans lære.
I vores
relation med Gud ved vi nogle ting som er 100% klare. Vi ved, at når vi leder
efter Hans rige først, skal det andet også tilfalde os. Vi ved når vi lever
efter Åndens gerninger eller efter kødets gerninger. Vi ved, at der er mange
forfalskninger af det sande. Vi ved, hvordan Jesus levede. Vi ved, at når vi er
i Jesus Kristus er der ingen fordømmelse. Vi ved ikke hvordan vejret bliver, og
der er mange omstændigheder som vi kan ikke forudse. Men den Gud der afbillede
sig selv i Jesus Kristus og fremlagte et klart testamente med os, virker ikke
gennem omstændigheder og vejret. I Jesus Kristus har vi al den sikkerhed som vi
trænger til. Vi trænger ikke nødvendigvis til en forsikring mod, at vores bil punkterer.
Det er profane ting som hedningerne taler om hele dagen. Men den sande
Kristus-efterfølger er indgået i ”Hans ro” og lader sig ikke fortvivle af
omstændighederne, selv om han naturligvis kan fortvivle, når det ene eller
andet sker, men han er stadig væk i sikkerhed angående det, som virkelig er
vigtigt og lader sig derfor ikke bestemme af omstændighederne.
Derfor har
kristendommen også været den egentlige agent af virkelige forandringer i
menneskehedens historie. Kristne er ikke fatalistiske, de ved, at Gud altid kan
gøre det bedre, de ved, at gennem den tro som er grundfæstet i Jesus Kristus
kan bjerge flyttes, de ved, at selv om det ser ud som om djævelen triumferer,
så er det alligevel Gud og Jesus som har det sidste ord og at kristne kan intervenere
med en præstegerning for menneskene gennem tålmodig bøn, uselvisk tjeneste og
unuanceret forkyndelse.
Den sande evangelist behøver
altså ikke at skæmmes, fordi evangeliet han forkynder er det eneste rigtige
evangelium. Paulus behøver også ikke at beskæmmes, han er nemlig død for
verden. Når man er død, behøver man ikke at skamme sig for noget, så er man
bare død. Man bryder sig ikke mere om omverdenen. En sand Kristus-efterfølger
er korsfæstet sammen med Kristus og i en vis forstand død for omverdenen. I
Romerbrevet 1,1 beskriver Paulus sig sådan her: ”Paulus, Jesu Kristi Tjener,
Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium, ...”
Han er udtaget fra verden for at kunne forkynde Guds Evangelium. Det at være
evangelist er altså ikke bare en fritidsbeskæftigelse, selv om Paulus jo netop
var en fritidsevangelist. Om natten lavede han sine telte, som han solgte. Om
dagen ”evangeliserede” han. Mange af hans skrivelser eksisterer kun, fordi han
blev fængslet. I fangenskab behøvede han jo ikke at sørge for sin mad, så han
havde tid til at skrive. William Carey, der blev pionér for en helt ny måde at
missionere på, var skomager. Han lærte sig selv nederlandsk, for at kunne læse
de reformerte teologer, mens han bankede med hammeren på skodelene. Hvad jeg
mener med at sige, at det at være evangelist ikke er en fritidsbeskæftigelse
har altså ikke noget med det at gøre om man har en fuldtidstjeneste eller ej.
Hvad jeg mener er, at det at være evangelist er ens egentlige eksistens.
Arkæologerne fandt ikke ét eneste kort som Paulus har lavet. Men hans
skrivelser er kendte overalt på hele kloden. Det vi sår i Ånden bliver i al
evighed. Det vi sår i kødet forgår mere eller mindre hurtigt.
Vi skammer os ikke over
evangeliet fordi vi er udtagen til at forkynde det. Dette er vores egentlige
eksistens. Det er kun derfor vi blev født, sluset gennem det ene eller anden
skole- og samfundssystem, født i den ene eller anden nation, for at vi skulle
evangelisere, altså forkynde det virkelig sande evangelium. Når du sidder her
og er dansker og er frelst og har tro, så er der kun en éneste grund til alt
dette: Gud vil, at du skal evangelisere i dit samfund (eller et andet samfund,
når Gud kalder dig til det). Du er ikke dansker fordi du er født i Danmark af
danske forældre, men fordi du er udvalgt af Gud fra før begyndelsen af selve
skabelsen for at blive korsfæstet sammen med Kristus og at forkynde evangeliet
på dansk til Danskerne i det danske samfund (eller for at blive støttet af en
dansk mission for at gå andetsteds hen, hvis det skulle være).
Når vi så tænker over, hvordan
vi skal være evangelister, taler vi ikke om at få nogle flere mennesker til at
sidde ved vores menigheds-kaffebord. Vi taler ikke om at måtte leje en større
bus til næste menighedsudflugt. Nej, vi taler om at kunne nå til det, vi er
kommet til at eksistere for. Og det er netop fordi vi ikke er fatalistiske
Baals-tilbedere, at vi søger at være flittige for at komme til den rigtige tro,
at blive mere og mere grundfæstede i den sande tro, at kunne forklare troen
bedre i stedet for bare at vente på den næste ”vækkelsesbølge”. Kristne er ikke
korkpropper der flyder med bølgerne men klipper der står i strømmen og kan give
andre en mulighed for at blive frelste.
2- Den sande evangelist arbejder
flittigt og tålmodigt med Ordet for at kunne præsentere evangeliet i dets
logiske sammenhæng, overbevise menneskene om dets sandhed og gøre dem lydige
overfor Kristus.
I Bibelen er
der ikke tale om at Helligånden bare gør det hele af sig selv for os og vi
behøvede ikke at gøre noget som helst. I 2. Tim. 2, 15 skriver Paulus til
Timotheus: ”Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som en
Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer Sandhedens Ord.”
Han sagde ikke til Timotheus: ”Lad menneskene lære Bibelen udenad”. Han er
tværtimod interesseret i en logisk sammenhængende fortolkning af Bibelen, kort
sagt, i lære eller dogmatik. Én der arbejder med evangeliet kommer til en mere
systematiseret forståelse af evangeliet end den der bare gør dét andre gør. Man
behøver ikke at være akademisk uddannet eller intellektuel, i Tyskland var der
i 70erne en ung evangelist der havde et sådan lavt IQ at arbejdsformidlingen
mente han skulle kigge efter et job hos en landmand som ulært arbejdskraft. Men
han kom gennem sit engagement for evangeliet til en meget sofistikeret
teologisk forståelse og blev efterhånden kendt for at være i stand til at kræve
nogle kendte teologer til ansvar. Fordi den sande evangelist ikke er den, der
benytter sig af sit eget arsenal af gængse billige fiduser for på en
påtrængende måde udøve et følelsesmæssigt pres på tilhørerne og så få dem til
at gøre det ene eller andet. Den sande evangelist er derimod den, der vil komme
helt til bunds i sandheden, uafhængig af hvad den gængse teologiske mode
dikterer. Den sande evangelist er såmænd også den, der før eller senere kommer til at spotte de
teologiske svagheder der gør, at evangeliets fremgang er gået i stå i en menighed,
en by eller endog en nation. Dette fås ikke gennem håndspålæggelse, selv om
håndspålæggelse er godt i sig selv. Dette fås gennem hårdt arbejde med Bibelen
og gennem dialog med andre mennesker. Helligånden motiverer yderligere og giver
trøst og kraft for at man kan går videre og ikke opgive. Men Helligånden virker
ikke som en genvej til en overnaturlig skabt forståelse af sandheden. Sandheden
skal der kæmpes for ud fra Bibelen og i konfrontation med omverdenen. Dette er
Guds vilje og det er den kamp, Gud vil give sin overnaturlige kraft til.
Rom. 1, 5: ved hvem vi have
fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle
Hedningerne for hans Navns Skyld, 6: iblandt hvilke også I er
Jesu Kristi kaldede:
”Tros-Lydighed” til hvem? Til
den sande Gud, eller til vores afgudsbillede af Ham? Eller til os? Vi kan ikke
bare gå hen og sige: I skal tro det som vi tror. Dette ville ingen gøre. Men
mange går hen og forsøger at manipulere menneskene med det ene eller andet
”kristelige”. Har vi ret til at kræve tros-lydighed i sådanne tilfælde?
Naturligvis ikke. Vi skal derfor vide, hvad vi kalder menneskene til. Viden om
sandheden giver autoritet. Det bliver til sidst Guds autoritet med hvilken vi
forkynder evangeliet. Vi bliver mindre, han bliver større. Menneskene skal
vælge i mellem at tro evangeliet eller at ikke tro evangeliet og ikke i mellem
at tro på os og ikke at tro på os. Menneskene skulle helst være i stand til at
indse, at det er faktisk Gud der taler og ikke os. Mange gange er det tværtimod
sådan, at menneskene forkaster kun de kristne men ikke evangeliet, fordi det
har de nemlig ikke hørt rigtigt. De kristne siger i sådanne tilfælde: Sikken
nogle hårde hjerter! Men i virkeligheden var det dem, de kristne, der stod
mellem Gud og de ufrelste. Kun når vi er flittige med sandheden og kommer til
en eksistens i Kristus, som korsfæstet og opstået i ham, opnår vi denne
stilling af sand autoritet.
2. Kor. 10, 4: thi vore
Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse 5:
idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen
af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus
6: og er rede til at straffe
al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen.
Jesaja 50, 4: Den Herre HERREN
gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at styrke de trætte med Ord; han
vækker hver Morgen mit Øre, han vækker det til at høre, som Lærlinge hører.
5: Den Herre HERREN åbnede
mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke;
6: min Ryg bød jeg frem til
Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt skjulte jeg ikke for Hån og Spyt.
7: Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme.
8: Min Retfærdiggører er nær;
lad os mødes, om nogen vil Strid; om nogen vil trætte med mig, så træde
han hid!
3- Den sande
evangelist arbejder ud fra menigheden og ikke uafhængig af den, men når der er
tale om evangeliets sandhed bryder han sig ikke om hvad andre kristne ville
kunne sige eller gøre fordi han ved at loyalitet overfor evangeliet er
vigtigere end loyalitet overfor menigheden.
Der eksisterer
for tiden mange stemmer på internettet af kristne, der har været igennem nogle
kirker og menigheder med vranglære og korruption, og taler derfor meget om
endetidens frafald (som er jo forudsagt i 2. Thess. 2, 3). Lige som Darby i det
sidste århundrede kommer mange af disse kristne til sidst til den opfattelse,
at man skulle bare blive hjemme og dyrke sin egen tilbedelse til Gud, eventuel
med en familie mere, og ikke støtte menighedernes karneval med éns
tilstedeværelse. Der er ikke tale om at grundlægge nye, alternative menigheder
ud fra familierelationer, men om at dyrke en anti-menigheds spiritualitet.
Enhver form for organiseret menighedsliv (med mødested, bygning, ansatte,
præst, programmer til forskellige målgrupper, osv.) er stort set overflødigt og
skadeligt.
Naturligvis
eksisterer der mange undergrunds-kirker, fx. i China og Nordkorea.
Ikke-kompromitterede kristne i disse lande kan ikke gøre sig synlige gennem fx
en menighedsbygning. Men Gud ønsker ellers at det usynlige tempel, hans legeme,
menigheden set fra Gud, bliver synlig også i den synlige verden, ligesom
Kristus ikke bare var Gud men også menneske der kunne røres ved og ses.
Hvis man derimod mener at en
kristen kan trives uden menighed, så skulle man stille sig spørgsmålet, om ikke
alle de Bibelvers som handler om menighedsdisciplin, menighedsstruktur osv.
skulle rives ud af Bibelen. Efter manges mening er det nemlig sådan, at man
sagtens kunne vokse i troen og blive ”fremstillet fuldkomment i Kristus” uden
menighed. (Kolossenserne 1:28: ”hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert
Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille
hvert Menneske som fuldkomment i Kristus;”)
Gud vil arbejde gennem synlig
eksisterende menigheder. Kirken er ikke et æterisk, usynligt fata morgana, men
stedet hvorigennem Guds rige udbredes. Når man står overfor en menighed, der er
frafaldet i troen, skulle man derfor arbejde i den med formålet om at
genoprette den eller man skulle grundlægge en ny menighed i stedet for. Men
ikke-menigheds-relaterede strukturer er ikke bibelske, selv om de i krisetider
desværre bliver nødvendige (som fx den ”Bekennende Kirke” i Nazi-Tyskland, der
faktisk var en anti-kirke i kirken og samtidigt en undergrundskirke. I sådanne
tilfælde, når kirken går i undergrund, kan den naturligvis ikke udøve alle de
disciplinariske funktioner som den ellers har, men skal bare se til at den overlever
i et antikristent miljø).
Den samme Paulus, som senere hen skrev i 1. Timotheus 3:15 ”men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i
Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og
Grundvold.” og som ellers skrev en masse om menighedens ordning og
muligheder til at disciplinere medlemmerne, den samme Paulus altså var ellers
rede til at sætte menigheden på spil når det galt sandheden og evangeliet:
Gal. 2, 11: Men da Kefas (Apostelen Peter) kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans åbne Øjne, thi domfældt var han.
12: Thi førend der kom
nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig
tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
13: Og med ham hyklede
også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri.
14: Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en Jøde,
lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til
at opføre sig som Jøder?
Man må altså forestille sig Paulus, der først havde været
farisæer og havde forfulgt de kristne, og havde derfor fra begyndelsen svært
ved at vinde de andre apostles tillid efter at han var blevet kristen (han var
jo i den første tid meget isoleret i ørkenen, før han blev accepteret som
medapostel i Jerusalem), denne Paulus kunne nu have tænkt: ”Nu skal jeg ikke
lige blive sur når der sker det ene eller andet som jeg ikke kan lide. Peter er
jo ellers en dejlig bror, og desuden kaldt af selveste Jesus den klippe hvorpå
menigheden skulle bygges. Jeg holder altså min mund og tier når han bliver lidt
inkonsekvent i sine tanker og handlinger af og til.”
Var det ikke farligt for Paulus hvad han gjorde, kunne
det ikke være sket at de andre apostle ville have skældt ham ud? Måske gjorde
de det endda. Kunne han ikke have mistet sit ”job” som apostel? Så ville det jo
også have været ud og slut med evangeliet, fordi vi uden Paulus kendsgerninger,
ville vi i dag ikke have en klar formulering af evangeliet. Skulle han så ikke
hellere have holdt sin mund? Var den inderste kirkestruktur, apostlenes kreds i
Jerusalem ikke i fare? Kunne det ikke have sket at menigheden ville uddø i sin
embryonal tilstand? Paulus forstod nok at kirken var på spil. Men han forstod
også at evangeliets sandhed var på spil. Og den var vigtigere. Fordi det er
kirken som er baseret på sandheden og ikke omvendt.
Det er ikke sådan at en kirke eksisterer i første omgang
fordi sådan har menneskene besluttet det, og så kan det da hænde, at de også
beslutter sig for at forkynde evangeliet af og til, men de kan også lige så
godt lade være med det og bare være ”et fællesskab”. Det er derimod sådan, at
først er der Jesus der dør for menneskeheden på korset, og derefter er der en
menighed som udarbejder det glade budskab, evangeliet, derom i sin kultur og
samfund. Kirken er baseret på evangeliet. Men i dag er det ofte sådan at kirken
bliver en dårlig forvalter af evangeliet, kaster de sande evangelister ud, og
giver sig lov til den luksus til selv at vælge om den vil følge evangeliet
eller ej. Den er lige som en emanciperet kone der en dag beslutter at hun ikke
vil have noget med sin mand at gøre og en anden dag vil hun godt alligevel.
Når kristne bliver inkonsekvente i deres tankegang og
religiøse ånder sniger sig ind, bliver de også efterhanden uden af stand til at
komme med en spids, klar, overraskende, udfordrende, indlysende og dybsindig
evangelieforkyndelse. Tilbage bliver kun lidt ”fællesskab”, manipulation og
hykleri som ethvert ansvarligt tænkende ikke-troende menneske ville afvise og
det med rette.
Har i allerede observeret, at de kristne, som bedst kan
evangelisere, også er dem, som er mest ubekvemme menighedsmedlemmer? Mange gange
sker det, at en menighed gerne vil af med dem og så sender man dem for et år
til Indien eller på Bibelskole, i stedet for at bruge dem i menigheden og
støtte dem dér. Kristne, der arbejder med evangeliets sandhed, giver sig ikke
tilfreds med tabernaklet men vil hellere følge søjlen af sky og ild. De er
kristne, som er i bevægelse og som
gerne vil bevæge tingene. Man skal altså passe på, at de efterhånden
ikke bliver sur på menigheden i det hele taget og så kommer til en ekstrem og
ubibelsk darbistisk anti-menigheds-opfattelse.
En sund menighed vil derimod selv være en menighed, der er i bevægelse
og som derfor kan tilbyde en strategisk arbejdsbasis til kristne der vil gerne
nå andre med den sande Guds sandhed.
Paulus unddrog sig ikke når det gjalt at kæmpe for
evangeliet:
Gal. 2, 4: nemlig for de
indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure på vor
Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
5: For dem vege vi end ikke et Øjeblik
i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
Er vi også villige til at
kæmpe for evangeliet? Eller vil vi bare flyde med i strømmen? Hjælp os Gud til
at træffe den rigtige beslutning og må han så hjælpe os til at fuldføre det
gode arbejde med evangeliet.
Rom. 1, 8: Først takker jeg
min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele
Verden.
Må dette også kunne siges om os!
Tilbage til oversigt af prædiker