”Pssssst!” hviskede
Lucius til sin kone Priscilla. En tyk, grå rotte smuttede ind i et hul i den
fugtige væg. I det sitrende skær af faklen lignende den i nogle brøkdele af et
sekund et afhakket lem af et menneske, der vrider sig i mørket. ”Vi må endelig
ikke skrige! Sådan en dum rotte, altså. Husk hvad de gjorde ved Oktavian, da
han blev arresteret bare nogle få stadier herfra!”
Priscilla snøftede og
hulkede svagt. Hun trykkede lille Jakobus mere ind til sig, Barnet sov.
”Kom så, nu er der ikke
så langt igen.” Forsigtigt sneg de sig videre, gennem vandpytter og sten, som
var faldet ned fra loftet. Endelig kunne de skimte lyset fra andre fakler.
”Guds fred være med jer,
mine kære!”
En gammel mand med
snehvidt, lange hår og et langt, hvidt skæg rakte sine arme ud mod dem og lagde
så en af hænderne på lille Jakobus hoved. Barnet var lige blevet vågen og så
sig nysgerrigt omkring. Der var omkring to snese mennesker forsamlet i den
lille katakombehule, de var nået til.
Uden at der blev givet
et særligt tegn eller et indledningsord begyndte nu alle at synge med svage
stemmer, hvilket passede fint til teksten:
Ikke
mere lever jeg
men
Kristus lever i mig
Han vil
oprejse mig fra de døde
ligesom
han blev oprejst og besejrede døden
Verden,
hvad vil du mig?
Vel kan
du ikke være min ven?
Vi ser
mørket og døden nu
vi
skuer livet og herlighedens glans hinsides
Amen,
halleluja.
”Kære bror Lucius, kære
søster Priscilla, vil i love at opdrage lille Jakobus til et liv i Kristus
Jesus, sådan at han vil komme til at
følge Ham hele sit liv uden at frygte verdens forfølgelser?
”Ja!”
”Så døber jeg dig,
Jakobus, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi er hermed i dag vidner på,
at du er kommet ind i den nye pagt i Jesus Kristus gennem dine forældres tro. Vi
lover at hjælpe dig og vejlede dig på alle Guds veje. Vi lover dig at risikere
vores liv, hvis det skulle blive nødvendigt, for at du kan vokse op i et liv
der har Guds velbehag. Vi lover dig at stå sammen om din opvækst og skolegang,
sådan at du ikke opdrages af folk, der ikke kender Herren men følger denne
verdens gud, djævelen. Vi forsager hermed djævelen og alle hans gerninger og
indgår hermed en pagt med den treenige Gud, dine forældre og dig selv om, at vi
aldrig vil vige tilbage, når vi bliver fristet på grund af modgang, forfølgelse
eller frafald til at svigte dette løfte; men at vi altid under alle
omstændigheder vil gøre alt for at sikre, at du vokser op i hele Guds ord og
vilje. Æret være Herren, Amen!”
Den gamle vendte sig om
mod den lille skare og skuede ud over hovederne. Én efter én begyndte de nu at
gå frem, for at stille sig foran den lille familie og sige ”Ja, det lover også
jeg, amen!”.
Efter dette løftede den
gamle en amfore med vand og hældte en smule ud over babyens bitte hoved. Lille
Jakobus græd lidt, men blev straks stille igen, da Priscilla tørrede ham med
sin tunika. Lucius’ knæ sitrede. Hans tanker gik til sin bror, der for bare to
måneder siden blev revet i stykker af løverne i kolloseum under den jublende
begejstring af tilskuerne og Neros lystfulde skrigen. Hvad ville så vente på
Jakobus vej? Ville de nogensinde kunne opleve hans opvækst? Var det ikke
alligevel bedre at gøre som nogle, at sælge alt og flygte til bjergene? Mange
andre kristne var allerede nået derhen i god behold, havde han hørt. Men hvad
ville så de andre brødre og søstre sige? Ville han så ikke fratage dem
muligheden for at holde det løfte, de netop havde givet? Disse og mange andre
tanker fortsatte at røre sig i ham, mens gudstjenesten fortsatte og de derefter
sneg sig hjem gennem de mørke og fugtige gange.
...................................................
”Fff – øøø – rrr fff – ll – a ….. og men hold da kæft,
jeg kan slet ikke læse al det pjat som står på denne seddel, hvorfor gør
du det ikke?”
”...gidder ikk’...”
”Så får du aldrig mere
lov til at bruge min dukke-guillotine!”
Denne advarsel virkede. Bobser
kunne alt for godt lide det, når dukkernes plasthoveder rullede ned ad
legetøjets rullebane. Dukke-guillotinen var hans søsters yndlingslegetøj og det
var ikke ofte, han fik lejlighed til at prøve den selv. Langsomt trillede han
nærmere på sine rulleskøjter.
”Før flagets nnn – vent
lige lidt, nu skal jeg selv holde sedlen dit nervevrag! – Sådan står dér: Før
flagets nederste ring ind i hejsetråden! Det var da let at læse.”
Mere kom han ikke til at
sige denne gang, for han fik et ordentlig dask af sin søster, som surmulende
gav sig til at gøre flaget klar til hejsning.
”Nå, har i kunnet klare
det selv!” sagde Søren Hedensen mens han scannede sig ind i hjemmets
indgangsscanner. Tilfreds kiggede han op mod det røde flag, som vajede i den
lune forårsluft. Han kom til at tænke på den tid, da han var barn, dengang han
ikke hed Hedensen, men Kristensen, lige som sin far og farfar før ham. Dengang
var flaget ikke bare rødt som nu, men bar også et hvidt kors tværs over det
hele. Hvad dette kors stod for, havde hverken hans far eller farfar kunnet
forklare ham. Men i hvert fald blev det afskaffet, da Gaia-religionen blev
indført i Danmark. Vel kunne danskerne da ikke stå udenfor, når dette blev
nødvendigt for at kunne redde planeten og skabe en holistisk, global konsensus
imod miljøforureningerne og overbefolkningen?
”Er du endelig kommet!”
En ung kvinde med
metallblå koloreret hår kom frem og rakte Søren deres yngste.
”Lad os så komme afsted.
Det er da tosset med de møder klokken 7 søndag formiddag. Lad os så se at komme
til kirken i en fart.”
Med en blød og
beroligende ”bip”-lyd tilkendegav transportmodulet, at kirkens landingsplads
var nået. Ved indgangen til kirken var der allerede stor trængsel og det røde
flag vajede stolt mod himlen.
”Davs allesammen, nå der
er du jo din lille stratenrøver!” hilste præsten og kneb lille Delfina i øret. Delfina
blev straks mørkerød og skreg af alle kræfter, hvilket vakte stor glæde blandt
de ankomne. ”Nå, så håber vi, du har noget mere krudt af fyre af, når det
bliver din tur!” tilføjede præsten med et koket smil og missede flirtende med
øjnene til Bobser som stod ved siden af sin mor og fik hede ører. Hun skyndte
sig hen til betjeningsmodulet for at udskifte displayanvisningen fra de
forangående hverdage med denne søndags liturgiske anvisninger. Dette ville ikke
helt lykkes. ”Festlige rammer for eutanasi ved uønskede småbørn, gratis etisk
og æstetisk rådgivning ved præsten Inger-Gaia Groftensen” blinkede det mellem
dåbsgudstjenestens salmenumre.
Da alle havde fundet
plads på flamingosækkene i kirkeskibet, begyndte rockgruppen at spille. Deres
koncert blev afsluttet af et lille gag, hvor noget gammelt porcelæn blev
smadret og en rotte henrettet med en murerhammer, til børnenes store
begejstring. Bobser blev lidt ked af det, han havde nemlig ikke helt kunnet se,
hvordan blodet sprøjtede, fordi en stor mand havde siddet foran ham. Men hans
søster lovede så, at udmale det for ham hjemme.
Efter at nogle børn var
blevet døbt, blev det familien Hedensens tur. De kom op til det sted, hvor der
engang havde været et kors og et alter. Nu var der kun døbefonten tilbage.
”Vil i love os alle her,
at i ALDRIG vil komme til at opdrage jeres barn til en outsider?”
”Ja!”
”Vil i love at der
ALDRIG må komme noget kristent ind i hans liv, at han aldrig vil komme til at
miste en drømmerejse og at han altid vil gøre det, de andre børn i skolen gør?”
”Ja!”
Bobser tænkte på alle de
dejlige Harry Potter bøger, som han senere hen ville deles med Delfina om når
hun blev større. Og hurlumhej-spillet. Og væmmelses-spillet. Og dukke-guillotinen.
Han blev lidt vred, men han indså, at dette ville blive nødvendigt for Delfinas
opdragelse, især nu, da hans forældre havde lovet at holde Delfina fjernt fra
alt der er kristent. Han huskede, hvordan hans lærer havde fortalt hvordan de
kristne havde en stor afsky for alt der er blodigt og væmmeligt og at de slet
ikke gav deres børn lov til at gå på en drømmerejse. Det måtte da være et
kedeligt liv! Han gyste ved tanken om det. Godt, at Delfina nu bliver indviet i
det rigtige liv, tænkte han. Godt, at kristendommen var blevet afskaffet.
”Så døber jeg dig i
Gaias, og FN’s og LUCIFERS navn!” udråbte præsten frenetisk mens hun kastede en
hel kande fuld med noget rødtfarvet vand over Delfinas ansigt. Delfina gav sig
til at skrige, brøle og hulke, så det genlød i hele kirken. Alle grinede højt
og klappede i hænderne.
Rockgruppen spillede en
tusch, saxofonisten gav nogle lyde der lignede skrigene af et æsel og
sangerinden gav sig til at brøle ”Yeah ---” i mikrofonen. ”Altid sådan noget
gammeldags musik” tænkte Bobser. Hvorfor kunne de ikke engang spille
lasermusik, så ville alle falde i trance, det var da helt fedt, noget andet end
den slags her, som er 50 år gammel!”
..................................................
Matthæus 24:9 (DANSK)
Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I skulle
hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
Lukas 21:16 (DANSK) Men I skulle
endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå
nogle af eder ihjel.
Johannes 16:2 (DANSK)
De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, at hver
den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en Dyrkelse.
Aabenbaring 13:4 (DANSK)
Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de tilbade
Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe imod det?
Aabenbaring 21:8 (DANSK)
Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og
Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen,
som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.
.....................
Tilbage til listen med prædikerne