Epistemologiens historie – en kort oversigt

 

Epistemologi betyder hvordan man tror at man kan komme til erkendelse. Den er den mest grundlæggende disciplin i filosofien og epistemologien bestemmer, hvordan verdenen og jeget bliver opfattet. Enhver etik, pædagogik, politisk teori og videnskabsteori er altid begrundet i epistemologien som bliver bragt i anvendelse. Epistemologien bestemmer desuden også hvordan mennesket forstår rollen af religionen i samfundet.

 

Religionen i det hele taget før 600 f. Kr.

Det var i det hele taget præsterne af som bestemte, hvad der skulle tænkes om tingene. Religionen var bestemmende for virkelighedsopfattelsen. Kritik blev ikke tilladt.

 

Førsokratikerne

Tales kan i filosofisk og især epistemologisk henseende betegnes som opfinderen af videnskaben. Han ville ikke bare opfinde nyttige indretninger, men forklare hele universet, for at finde frem til sandheden. Han ignorerede simpelt hen præsterne og vovede at sætte den hypotese frem, at alt var opstået af vand. Nu kunne han jo nemt have grundlagt en ny religiøs sekt men i stedet for indbudte han til åben diskussion og så kom der Anaximenes og Anaximander og Xenofanes og Demokrit og mange andre og de kom hver med deres bud på hvordan det hele skulle hænge sammen. Én mente, at verdenen var formet som en tromme, der svævede i rummet. En anden mente, at der var fire elementer, alt bestod af. De spekulerede frem og tilbage og undersøgte, om verdenen var ”fuld” eller indeholdt ”tomrum” (Demokrit mente, at den havde tomrum, fordi ellers kunne man ikke skære et æble i to stykker, mente han. Nærmere vores tid fandt Maxwell ud, at der er kraftfelter overalt, så verden er nok alligevel ”fuld”). Desto mere de argumenterede frem og tilbage, desto mere forstod de, at man kunne nå til mere erkendelse ved kritik og modkritik og ved at undersøge virkeligheden, i stedet for at tro i en blind tro på det, præsterne plejede at fremføre. Den virkelighedsfornægtende hhv. –tilslørende religion tabte derved mere og mere terræn. Præsterne havde nu fået konkurrence idet man kunne vælge imellem at få en mystisk forklaring og en spekulativ forklaring der var begrundet i en kontinuerligt diskuteren frem og tilbage, i en tænkemåde, der ikke var afhængig af, at man skulle falde i trance eller tilkalde nogle guder, før man gav sig til at diskutere. Mennesket var nu uafhængigt af guderne, det kunne selv finde ud af tingene gennem matematik, astronomi og de første spæde skridt mod noget der hedder fysik.

 

Platon

Platon fandt på at definere virkeligheden på denne måde: Alt vi ser på en konkret måde er virkeligt, men der er nogle ideer, som ligger bag de konkrete ting, og disse ideer er mere virkelige end de konkrete. Derved sagde han faktisk mellem linjerne, at det konkrete er kun en illusion. Han foreholdt også menneskene, at de ikke ser virkeligheden, men kun indbilder sig at de gør sådan. Han sagde, at menneskene er som fangerne i en hule, der iagttager deres skygger og mener, at det er virkeligheden. Nu gjaldt det om at finde frem til den mere virkelige virkelighed, til ”idealet”. Denne tankegang blev senere kendt som idealisme. Idealisme betyder at nu er tingene ikke gode, men der eksisterer en god version af tingene, som man skal stræbe efter. En ny præstekaste opstod, denne gang ikke religiøse præster, men politiske, filosofiske og samfundsvidenskabelige præster, der var, ligesom præsterne havde været det af ”guderne”, blevet initieret til et højere viden, til et abstrakt ideal, til en hemmelig viden, som kun var tilgængelig til denne sære præstekaste. Gnosticismen kom nu for alvor i mode.

 

Bibelen

Bibelen er en af de stærkeste fortalere for en optimistisk epistemologi. Gud skabte verden og den er god, man kan komme til at erkende den, mennesket skal kunne ændre sine forhold. Det er slangen i paradisets have, som fremfører hypotesen om en højere virkelighed, ikke Gud. Denne virkelighedsopfattelse har også klare konsekvenser angående menneskesynet og synet om hvordan erkendelse skal opnås og om hvordan gudsdyrkelsen skal finde sted. Mennesket skal ikke falde i trance eller blive beruset, den skal heller ikke benægte dets menneskelighed. Præsterne af den bibelske Gud skulle, i modsætning af alle de andre religioners præster, fremstå som ganske normale menneskelige mennesker, uden særlige frisurer eller amputationer. Som det eneste tegn af forbundet med dem som gik ud over kroppen valgte Gud at påbyde dem omskærelsen, som i øvrigt praktiseres i dag ud fra medicinske overvejelser (75 % af den mandlige verdensbefolkning er i dag omskåret). Ellers skulle præsterne af ”YHWH” være ganske normale, ikke fremmedgjorte overfor resten af menneskeheden.

 

Nyplatonisme

I stedet for at hjælpe mennesket med at forstå virkeligheden gennem en rational beskæftigelse med Bibelen, begyndte nu Israelitterne at lære det Gamle Testamente på en mekanisk måde, som de mente skulle hjælpe dem at nå til en hemmelig initiering til et mystisk højere viden, lige som gnostikerne gjorde i Grækenland. Jesus Kristus kom da også med den pointe, at man skulle ikke forstå Guds ord for ordenes men for indholdets skyld. Han indledte en kæmpestor hermeneutisk diskussion hvor han differentierede mellem det, Gud ville have at menneskene skulle gøre, og det, farisæerne og andre religiøse nøglepersoner havde sat sig for. Denne diskussion lignede meget førsokratikernes måde at diskutere frem og tilbage. Men den platoniske form for kristendom, i stedet for at fremme civilisationen og menneskenes erkendelse af virkeligheden, viste sig at være den værste fjende imod rationaliteten og civilisationen. De nye ”kristne” gnostikere troede nu at man kunne nå Gud via flere stadier og den dag i dag snakkes der stadig væk i den østlig ortodokse teologi om en proces, hvorigennem mennesket bliver mere og mere lig med Gud, men i den forstand, at det bliver derved mere og mere abstraheret fra normal menneskelighed. Med andre ord, kristendommen, i stedet for at føre til den mest menneskelige form for menneskelighed, nemlig den som kan ses i Jesus Kristus, kom til at blive omstruktureret på den måde, at nu skulle man igen benægte virkeligheden som mindre ideal, den fysiske verden var ikke god, skabt af Gud, men ond, og man skulle overvinde den, og mennesket skulle benægte dets menneskelighed som noget ondt. Derfor mener den dag i dag mange filosofistuderende, at kristendommen er en religiøs form for platonisme. Der opstod også mystiske sekter, med manichæismen som den mest karakteristiske version af perioden. Gud var nu en højere virkelighed og denne virkelighed mennesket levede i var mindre virkeligt. Mennesket skulle simpelthen nægte virkeligheden fra det fysiske liv for at få andel i det hinsides liv, som skulle være mere virkeligt. Det blev moderne at være from, men fromheden var temmelig skizofren, menneskene blev vandt til at sige en ting og gøre noget andet, fordi de havde forladt en virkeligheds-relaterede epistemologi. Det så ud som om surdejen af farisæerne var kommet til fuld udtryk i denne helleniserede version.

 

Renæssancen og reformationen

Til sidst blev menneskene træt af al denne hykleri og besluttede at fortsætte dér, hvor de gamle grækere var holdt op. Denne periode kaldes for renæssancen. Nu skulle mennesket stå i centrum uafhængigt af Gud, fordi Gud, så mente man (fejlagtigt) førte jo kun til overtroiske forestillinger, en sygelig form for fromhed og anti-rationalistisk tankemønstre. Der var dog også nogle kristne, som var lige så led og ked af den officielle (platoniske) version af kristendommen og begyndte af forske i Bibelen med deres sunde fornuft og under udelukkelse af alle de fromme dogmer som var blevet bragt i omløb. Derfor fødtes i denne periode både den sekulære rationalisme såsom protestantismen, som førte kristendommen tilbage til sit egentlige anliggende, nemlig protesten imod religionen, imod virkelighedsforvrængning, imod overtro og imod farisæisk fromhed. Resultatet var en ny opblomstren af civilisationen. Nu var det ikke afhængigt af den platoniske præstekaste, hvad man skulle tro. Da Tycho Brahe observerede en Super Nova (stjerneeksplosion), kunne han frit operere med flere end kun en hypotese, det fik han lov til. I stedet for at blive bortvist som kætter fik han endog støtte fra den daværende danske konge for at gøre endnu mere observationer. Med andre ord, den førsokratiske videnskab havde fået sit comeback. Tycho Brahes observeringer inspirerede Kepler og Keplers arbejde førte til Newtons ”Principia” som blev grundlaget for hele den moderne mekanisering og det teknologiske tidsalder. Menneskene fik mere og mere styr på deres tilværelse i verden på grund af deres forøgede indsigt i hvordan virkeligheden er sammensat og hvordan disse sammenhæng kunne udnyttes til deres fordel.

 

Leibniz

Der var endog en filosof, Leibniz, som indså, at alt må hænge sammen på grund af ét fælles princip i stedet for to (ide verdenen og sanseverdenen) som Platon havde sagt. Han kom derfor at blive den mest indædte modstander af enhver form for dualisme (todeling af virkeligheden). Han skrev også at selv om man ville spekulere over om der mon var noget bedre end den her virkelighed, så ville man nok snart kunne indse, at Guds virkelighed eller verden alligevel var den bedst mulige variant, derfor var det meningsløst at tvivle på Gud[1].

 

Descartes

René Descartes (som levede en generation tidligere end Leibniz) var én af dem som i denne tid begyndte at tvivle på virkeligheden. Han tænkte: Hvordan kan jeg vide, at det hele virkeligt eksisterer, måske drømmer jeg bare? Måske har en ond dæmon indbildt mig det hele? Men, Gud ske lov, når jeg kniber mig selv i mit øre, så er det jeg der sanser det, og ikke en anden. Derfor: Når jeg tvivler eller tænker, så kan jeg i det mindste være sikkert på den kendsgerning, at jeg selv eksisterer. Men resten af virkeligheden kunne der teoretisk sættes et spørgsmålstegn ved. Det som Descartes overså derved, var at når jeg sanser noget, så forudsætter det jo, at jeg eksisterer som et virkeligt bevidst væsen i en fysiske verden, fordi hvor var ellers sansninger kommet fra? Sanseindtrykket må jo komme et sted fra. Den kan da ikke bare komme ud at ingenting. Den kan vel heller ikke være skabt af os selv. Men det går jo ikke at sige, at den forårsages af fysiske genstande, som vi bare desværre er afskåret fra at kende, for ifølge fænomenalismen (som er filosofien der dukker op på enden af den vej, som Descartes her indslår) er fysiske genstande ikke andet end aktuelle eller potentielle sanseindtryk[2].

 

Empirismens begyndelse

Descartes havde i hvert fald sat kimen til empirismen (som senere blev til fænomenalismen), den nye form for platonisk idealisme[3], Han havde også sat kimen for den dikotomi (opdeling af virkeligheden i to områder) som senere skulle formuleres stærkest af Immanuel Kant. I stedet for at forstå sin tvivlen på virkelighedens virkelighed som et absurdum der uvægerligt fører til solipsisme (hvor erkendelsen bliver begrænset til jeget og dermed relativiseret og meningsløst), delte han virkeligheden op i to, den udstrakte og den ikke-udstrakte. John Locke i England tog Descartes tanker op ved at accepterede Descartes dualisme, dvs. hans skelnen mellem den fysiske, materielle (udstrakte) verden og den sjælelige, usynlige, ikke-udstrakte (ideale) verden. Han forstod, at denne nye version af Platons dualisme mellem ide verden og sanse verden ville føre til erkendelsesteoretiske problemer. Men i stedet for at rydde op med Descartes opdeling, gjorde han det værre endnu. Han indførte nu en ”sansefelt” mellem det materielle og det immaterielle. Nu blev der endnu mere vægt lagt på den tanke, at verden er kun tilgængeligt gennem sansningen. David Hume gik endnu videre. Han bliver derfor betragtet som den egentlige grundlægger af empirismen, dvs. den gren i filosofien, hvorefter virkeligheden er relativt, det eneste sikre er sansningerne (empiriske erfaringer).  For Hume eksisterede der ingenting, som ikke også kan klart fornemmes, derfor var han skeptisk overfor eksistensen af muligheden af sikkert viden i det hele taget, mens den lige så skeptiske Descartes gik dog stadig væk ud fra som en forudsætning for al tænkning, at sikkert viden må være muligt og som havde også stadig væk en fornemmelse af, at den må på en eller anden måtte hænge sammen med en Gud der har skabt alt. Hume indrømmede, at man kan ikke være 100% skeptiker (pyrrhonist[4]), dvs., på en eller anden måde skulle man altså alligevel starte fra noget som man har antaget som sådan før man giver sig til at efterprøve tingene. Men denne antagelse er kun noget, som er en basis for tænkning, det skal ikke blive til et dogme. Her mente Hume nu, at virkelig akademisk filosofi skal efterprøve alt først og derefter formulere dogmer. Hume sagde sådan set ikke, at det er forkert AT SIGE AT noget kan ikke vides med sikkerhed, men det han sagde var, at ved nogle ting er det bare meningsløst at tvivle på dem, men i sig selv bliver de altså ikke bevist derved. Han sagde faktisk mellem linjerne: ”Det er godt at tro på sikkert viden, men derfor er den altså ikke sikkert, bare fordi den er ’godt’ eller fordi den forhindrer meningsløsheden.” Derved åbnede han døren for den totale skepticisme, han selv havde ønsket at tage afstand fra, nemlig pyrrhonismen eller ”antifilosofien”. Han var lige som en Adam i Eden, som indser, at Lucifer nok er en løgnhals, og at Guds virkelighed nok er den eneste måde at forstå og styre tilværelsen på en meningsfuld måde, men alligevel begynder at tvivle om det mon havde været rigtigt med Guds bud, mon ikke man skulle alligevel prøve, at være Gud selv, at definere virkeligheden udelukkende fra én selv, fra ens sansninger?

 

Berkeley

En katolsk præst, der ville redde Guds ære, satte sig for at kritisere Locke, men han gjorde det hele bare endnu værre. Berkeley, som præsten hed, mente nemlig at en fysisk verden slet ikke eksisterede. Han mente, at alt der ”eksisterede” eksisterede kun på grund af den kendsgerning, at dette ”eksisterende” blev sanset af nogen, et menneske, eller Gud. I sidste ende er det faktisk kun Gud, der styrer menneskenes sanseindtryk og sikrer derved, at de kan tale om en virkelighed. Men i stedet for at redde kristendommen ud af sin misere, indførte han derved en apollonarianistisk version af kristendommen i filosofiens verden. Apollonarianisme betyder nægtelse af Kristi legemliggørelse. Med andre ord, når Berkeley hævder, at den fysiske verden er kun sanseindtryk, så er Jesus Kristus mens han vandrer på jorden også kun en sanseindtryk. Og apostlen Johannes betegner netop nægtelsen af Jesu Kristi virkelige, fysiske legeme som en antikristen filosofi, i 2. Johannes-brev 7[5]-9. Kristendommen holder altså i virkeligheden fast ved den fysiske virkeligheds eksistens som værende uafhængig af et menneskets subjektivitet. Det verdenssyn, som betragter alt som værende ”ånd”, og som teologisk betegnes som ”gnosticisme” eller ”manichæisme”, bliver mange steder i bibelen fordømt, for eksempel i det andet kapitel af brevet til Kolossenserne[6]. 

 

Kant og dikotomien

Hume styrkede nu også yderligere den dikotomi, der som sagt blev så kendetegnende for Kant. Lige som Hume sagde, lad menneskene tro på, at der findes sikkert viden, selv om sikkert viden faktisk ikke kan bevises, sagde Kant, lad menneskene tro på kristendommen, som noget der er godt og gavnligt for den preussiske pligtetik (kategorisk imperativ), selv om der er ingen virkelig basis for den. På den ene side af betonloftet er der stjernehimlen (naturloven) og på den anden side er der moralloven, det jeg synes er godt for de andre. Men der er ingen egentlig forbindelse, jeg gør bare det gode, fordi sådan blev det sagt, at det skulle gøres. Der er altså ingen egentlig metafysisk grund for godt etik, dvs. en grund der er baseret på en real eksisterende Gud, der er kun en sociologisk eller statsræsonmæssig grund. Nu skulle antifilosofien få fart på for alvor. Kant, som af Mendelssohn blev betegnet som ”sønderknuseren af al metafysik”, indførte en syntetisk epistemologi. Han  satte sig at bestride, som det hidtil blev hævdet og anskueliggjort af Leibniz og Wolff, at ALLE PRINCIPPER FOR ERKENDELSEN I SIDSTE ENDE LADER SIG FØRE TILBAGE TIL ÉT FÆLLES PRINCIP[7]. Dikotomien blev skarpere og skarpere. Ikke ”ét fælles princip”, men flere, dvs. man må eller kan eller skal gå ud fra flere grundlæggende virkeligheder, hvis man føler sig presset mod væggen af Leibniz’ og Wolffs enhedsprincip. Dette er i øvrigt kendetegnende for filosofihistorien, at hver gang filosofferne nærmest tvang menneskene til at indse eksistensen af ét fælles princip, der gør at alle ting hænger sammen, så føler menneskene sig truet i deres frihed, fordi hvis der kun ét enkelt princip er, som alle andre afhænger af, så har man jo ikke nogen egentlig frihed, fordi alt må i sidste ende bedømmes fra dette ene forenende princip, så kan man ikke postulere hvad som helst, og muligvis bliver man endog tvunget til at indse at man må ændre sit liv, noget som gør allermest ondt. Derfor kommer der efter ”filosofien” altid ”antifilosofien” som reaktion, som siger, jo, i har jo ret, filosofferne, men vi siger altså bare at der findes flere end bare et princip, eller vi analyserer jeres sprog indtil alt er ødelagt (dekonstruktionisme), så er vi ”frie” igen, og kan tro hvad vi vil. Dette forklarer også, hvorfor Kant blev meget populær i hans levetid, hans værker slog ind som en bombe, fordi menneskene ønskede sig meget af være ”frie”. Bare at bagsiden af medaljen er, at skønt de nu blev befriet fra Gud, så blev de ført ind under bajonetspidserne af den preussiske stat, nemlig til et af ”frie” mennesker opretholdte regimente, et hær af ”frie” menneskene, der alle gør deres pligt, ikke overfor Gud, men overfor menneskene og staten. Mens Leibniz skrev at staten skal kun tjene menneskeheden, ikke menneskene staten, bliver ifølge Kants filosofi staten uvægerligt til den, der skal bestemme, hvordan man bliver lykkeligt, her har han sine rødder i Rousseau, som tænkte på samme måde.

 

Rousseau

Rousseau var også et særligt modefænomen af tiden. Menneskene blev bange for virkeligheden, som blev mere og mere klar og teknisk og målbar og det så ud som om de til sidst måtte konfronteres med Gud, så havde de jo ingen ”egen” frihed tilbage. Rousseau kom nu med et ”frihedsbudskab”. Han ræsonnerede, i begyndelsen var menneskene jo lige som dyr, de levede lykkeligt i naturen og der var slet ingen civilisation. Derfor må civilisationen være noget, der gør os ufrie. Altså, væk med den. Tilbage til naturen. Højt leve det vilde menneske! Men så stødte han ind i et problem: Hvis alle mennesker bliver vilde og smider civilisationen over bord, hvem skal så sørge for at der alligevel opretholdes en vis orden? Det kunne jo være indlysende at mene, at han ville bare have, at alle skal være frie og gøre som de ville. Han indså at vis der tillades fuldstændig frihed, så ville civilisationsmenneskene bare gøre verden bedre og menneskene ville blive civiliseret igen. Nej, mente han, menneskene skal tvinges til at være ”frie”, jævnfør hans ”frihedsbegreb”. Man tvinger menneskene til at være vilde og lykkelige, så er der ingen mere, som skaber problemer. Så vil det hele gå jævnfør en ”almen vilje” som er udtryk for alles mening. Derved introducerede han faktisk en animistisk naturreligion hvor præstekasten nu skulle bestå af ”oplyste” hoveder. Udvirkningerne var ikke bare politiske men også pædagogiske. Der skete gennemgribende ændringer af hvordan man skulle opdrage sine børn. Rousseau var selv af meningen at oplyste forældre skulle overlade deres børn en oplystes stats instanser. Han afleverede alle sine 5 børn et efter et til et hjem for forældreløse børn hvor børn havde en overlevelseschance af 5% og hans børn døde også alle sammen dér. Børnene skulle nu ikke længere opdrages at være voksne, at blive til mennesker, der ville kunne herske over virkeligheden som lå foran deres næse; nej, de skulle ikke lære at klare sig og blive verdensforandrer, de skulle bare ”få lov” til at være børn (idet man foreholdt dem en solid opdragelse), så ville de jo være vilde og uciviliserede og derfor lykkelige, mente Rousseau. Så ville de også være meget mere åbne for den ”almene vilje” i stedet for at kunne tænke selv. Barnet skulle overlades til sin egen skæbne.

 

Fænomenalisme og den sekulære eksistentialisme

Fænomenalisterne, som nu opstod i kølvandet af John Stuart Mill, begyndte at snakke om en virkelighed, der har ”potentialet” til at eksistere. Hvor Berkeley sagde, alt er kun sanseindtryk, så sagde Mill, at alt er til, fordi det har potentialet, muligheden, til at eksistere. Men det er bare en mere spidsfindig formulering af empirismen. Det blev fra nu af i det hele taget filosofiens hovedbeskæftigelse, at levere originale og underholdende udmøntninger af empirismen, hvor man nok forsøgte til dels, at komme ud af ”den ukendte virkeligheds” forbandelse, noget som ikke var og er muligt, uden at forkaste hele den empiristiske epistemologi med rødder og det hele. Husserl inspirerede Heidegger, Heidegger Sartre og Sartre inspirerede Foucault og Merleau-Ponty og Merleau-Ponty inspirerede Pierre Bourdieu og den røde tråd som går igennem dem alle er, at virkeligheden er noget, der truer mennesket, noget som mennesket skal emancipere sig fra. Bourdieu for eksempel mente, at mennesket skulle ikke finde sig i de bestående strukturer men prøve at forandre dem. Men i stedet for at gøre dette ved at forandre virkeligheden, som ligger lige foran menneskenes næsespidser, at bruge virkeligheden som en ressource til forandring og forbedring, mener han at man skal hellere ikke finde sig i virkeligheden, den er også en slags ”magt” som menneskene skal se at komme af med på en eller anden måde. Sartre og Jaspers opfattede virkeligheden som noget absurd, noget der truer menneskene og menneskene skal autentificere sig på ved at gøre et eller andet som de synes selv om, lige meget hvad, så har de haft deres helt personlige og individuelle reagensglad-oplevelse af ”virkeligheden”. Resultatet i uddannelsesverdenen er nu at børnene gør et eller andet, lige meget hvad, og helst noget, der har med det surreale at gøre, fordi det surreale frigør os fra det reale. Så derfor skal de valfarte til kunstudstillinger med surrealistisk kunst som de nok kan lide men ikke ved hvorfor og de skal gå på drømmerejser hvor de frigør sig fra den efter sigende onde, onde virkelighed.

 

Epistemologi baseret på misundelse

Denne form for erkendelsesteori tager en tilsyneladende mangel hos mennesket som udgangspunkt. De resulterende filosofier motiverer deres anhængere ved at inspirere dem til en eller anden form for misundelse. Enten skal menneskene være misundelige over andre menneskers materielle velstand (Marx) eller også skal de være misundelige over andre menneskers køn (Freud). Marx og Freud blev derfor også gift i filosofiens verden og de arbejder udmærket sammen i sociologien. Man skal ikke finde sig i, at der er nogle som har mere, ved mere eller er bedre. Man skal ikke finde sig i, at man er mand eller kone, nu gælder det om at gøre alt man kan, for at forandre verden på den måde, at alle får det samme til sidst. Ifølge Marx er alt afhængigt af økonomien og med denne påstand sætter han en imaginær gravsten på filosofiens imaginære grav. Ifølge Freud er alt afhængigt af menneskenes seksualitet. Nu havde man igen noget, man kunne få andre til at tie stille. Lige som præsterne i det gamle Grækenland, der til alle kritiske spørgsmål gensvarede prompte: ’Guderne har talt, oraklet har talt!’, så kunne nu også Marx og Freud gøre det samme. Når en kritiserede Marx, sagde Marx bare: Det er fordi din klasse har gjort, at du tænker på denne her måde. Når en kritiserede Freud, svarede Freud bare: Vel mener du, at der er noget mere end seksualitet, men hos dig er det jo kun fortrængt. Igen var der noget, som efter sigende lå bag den åbenbare virkelighed.

 

Obskurantisme

Obskurantisterne gør sig stor umage med at få andre mennesker til at tabe deres tro til muligheden om at opnå sikkert viden. Vis én kommer og vover ved at søge efter mening og efter sandheden, så kommer strukturalisterne og poststrukturalisterne (dekonstruktionalisterne), dvs. Foucault, Lacan, Derrida og andre franske og tyske obskurantister, og siger ”Stop! Dette sagde du bare, fordi du blev påvirket af semantikkens indboende magtstruktur!” og så bliver det bare meningsløs at bruge sproget i det hele taget. Dette er den mest konsekvente form for en pessimistisk epistemologi som fører til en ekstrem form for antifilosofi.

 

Epistemologiske grundmønstre i ikke-europæiske religioner

Grundlæggende er det nok rigtigt at sige, at hinduismen (og dens senere varianter buddhisme og jainisme) har en virkelighedsfornægtende epistemologi som udgangspunkt. Denne pessimistiske epistemologi fører også stort set til svarende etiske resultater. Når verden er en drøm (som i øvrigt også Schopenhauers filosofi i sidste ende gik ud på) så har det ikke nogen mening til at ville forandre den til noget bedre. Det er derfor lige meget når et menneske ligger afkræftet ved siden af en skrælcontainer. Men ikke alle indiske religioner er i denne grad virkelighedsfornægtende. Sikhismen lærer at man skal leve i samfundet og derved prøve at forandre den til det bedre. Dens grundlægger Nanak sagde, at verden er korrupt, derfor skal sikhisterne bevidst leve i den og gør deres til at der sker noget positivt. Der er nok også mange mystiske elementer i denne religion (hvilket kan også ses ved den kendsgerning at Nanak bliver afbildet med halvlukkede øjne som udtryk for en meditativ tilstand), men i det hele taget yder sikhisterne også nogen form for sociale tjenester i Indien. Så her har vi altså en ikke-europæisk religion, der kommer til en mere menneskevenlig etik på grund af en mere optimistisk epistemologi. David Favrholdt citerer en kinesisk filosof, der drømmer at han er en sommerfugl, og når han vågner, ved han ikke, om han er måske bare en sommerfugl der drømmer at være et menneske. Dette er et eksempel for en relativistisk epistemologi uden for den vesterlandske kulturkreds. I vores kultur har relativismen ført til relativistisk (ukonsekvent) etik. Det kunne være interessant at forske i hvorvidt dette havde været tilfældet i Kina.   

 

TILBAGE TIL OKS

 

 

 

 

 

 

 



[1] Denne synspunkt havde de andre filosoffer svært med at argumentere imod, derfor blev den så bare gjort til grin af Voltaire som fandt på at skrive en satire om en ”doktor Pangloss” (som nok var et øgenavn for Leibniz, der talte og skriv i samtlige vigtige europæiske kultursprog, glossolalia=fremmedsprog, pan=overalt), hvor ideen om den bedste verden af alle mulige verdener blev fremstillet som en naiv optimisme.

[2] S. 79, højre spalte, i ”Erkendelsesteori” af David Favrholdt, Odense Universitetsforlag 1994

[3] selv om han selv fortsatte lystigt med at opfinde koordinatsystemet og skabe en masse andre nyttige tilføjelser til matematikken og værktøj til beherskelsen af virkeligheden.

[4] Pyrrhon var en filosof blandt de gamle grækere som udmærkede sig ved sin bestandighed til at tvivle på alt.

[5] Thi mange Forførere ere udgåede i Verden, som ikke bekende Jesus som Kristus kommen i Kød. En sådan er Forføreren og Antikrist. ... Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen.

[6] Kolossenserne 2:18 Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind,

2:23 thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.

[7] I kapitelen om Kant, på side 199 i midten, af bogen “Filosofi, nyere tid, fra Bacon til Nietzsche”, Politikens Forlag, skriver Otfried Höffe: ”....Allerede her (i en afhandling om ild) vender Kant sig mod den wolffske skolemetafysik. Han diskuterer forholdet mellem Leibniz’ realprincip om den tilstrækkelige grund og de logiske principper om enhed og modsigelse. Med den selvstændige Leibniz-elev og Wolff-kritiker Christian August Crusius (1715-75) anser Kant Wolffs forsøg på at underordne realprincippet de logiske principper for mislykket og bestrider dermed, at alle principper for erkendelsen i sidste ende lader sig føre tilbage til ét fælles princip. Dog er han endnu langt fra sin senere tese om enhver virkelighedserkendelses syntetiske natur. 

kamagra australia cialis generika cialis bestellen kamagra 100mg cialis preise cialis kaufen viagra online kaufen kamagra bestellen levitra generika kamagra oral jelly achat cialis kamagra pas cher levitra 20 kamagra oral jelly viagra femme cialis sans ordonnance levitra sans ordonnance viagra sans ordonnance cialis generique viagra pfizer viagra pour homme viagra pas cher viagra generique kamagra gel kamagra prix acheter cialis
Super Kamagra Viagra online kaufen Testosteron Viagra rezeptfrei Viagra bestellen Cialis Original rezeptfrei Viagra kaufen Generika Testpakete Viagra bestellen Cialis kaufen Zyban Generika Cialis Beipackzettel Viagra Original Original Testpakete Oral Jelly Kamagra Cialis und Alkohol Cialis Soft Lida daidaihua acheter viagra Viagra acheter viagra Viagra acheter viagra
viagra cialis 20 mg cialis generico acquisto viagra kamagra prezzo viagra generico levitra generico comprar cialis cialis generico kamagra 100 viagra sin receta cialis generika levitra generika kamagra gelkamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
timberland schuhe timberland wien timberland schuhe damen timberland boots timberland femme timberland boots timberland noir timberland shoes timberland homme timberland chaussure timberland schoenen timberland shoes timberland boots
Cialis oder Viagra Gegen Rauchen Viagra ohne Rezept Schlankheitsmittel Kamagra Brausetabletten kaufen Viagra pille Cialis Tadalafil Viagra rezeptfrei kaufen Cialis rezeptfrei Erfahrungen Viagra Generka Levitra rezeptfrei kaufen Kamagra Oral Jelly kaufen Kaufen Kamagra Kamagra Sildenafil Erfahrungen Kamagra 100mg Viagra und Cialis Online Viagra Nebenwirkung Erfahrungen Super Kamagra Cialis kaufen Potenzmittel Viagra Lida kaufen Erfahrungen Levitra Original Viagra Cialis
adidas nmd ray ban outlet nike roshe run flyknit Potenzmittel rezeptfrei kaufen Cialis Generika Voordelen van viagra gafas de sol ray ban baratas Acheter Generic Propecia cialis generika nike air force 1 blancas adidas nmd r1 timberland skor adidas stan smith femme timberland montreal adidas nmd r1 Acheter Generic Levitra acquisto viagra mbt barcelona
viagra tablets australia cialis online australia kamagra 100mg oral jelly australia viagra for sale australia cialis daily australia kamagra gel australia levitra online australia viagra priser apotek levitra virkning cialis en om dagen viagra virkning kamagra bivirkninger cialis online danmark kamagra 100mg preis cialis patent cialis erfahrungen
cialis generika kamagra australia cialis bestellen levitra generika viagra online kaufen kamagra bestellen cialis generika kamagra oral jelly kamagra 100mg prix cialis cialis generique kamagra gel kamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
Viagra Generico Cialis Originale Kamagra 100 mg Kamagra Oral Jelly Acquistare Propecia Generico Test Pacchetti Generica Acquistare Viagra Strips Kamagra Oral Jelly Priligy Dapoxetina Generico Viagra Originale Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Kamagra Soft Tabs Viagra Originale 100mg Levitra Generico Levitra Originale Acquistare Test Pacchetti originale viagra Levitra Soft Tabs Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Viagra Soft Tabs Viagra Generic Test Pacchetti Originale Acquistare Levitra Strips Il brevetto Viagra Cialis e Super Kamagra Acquistare Cialis Strips Viagra Pastiglie Viagra e Disfunzione Erettile priligy dapoxetina generico Kamagra 100