Epistemologi betyder hvordan man tror at man kan komme
til erkendelse. Den er den mest grundlæggende disciplin i filosofien og
epistemologien bestemmer, hvordan verdenen og jeget bliver opfattet. Enhver
etik, pædagogik, politisk teori og videnskabsteori er altid begrundet i
epistemologien som bliver bragt i anvendelse. Epistemologien bestemmer desuden
også hvordan mennesket forstår rollen af religionen i samfundet.
Religionen i det hele taget før 600 f. Kr.
Det var i det hele taget præsterne af som bestemte,
hvad der skulle tænkes om tingene. Religionen var bestemmende for
virkelighedsopfattelsen. Kritik blev ikke tilladt.
Tales kan i filosofisk og især epistemologisk henseende betegnes som
opfinderen af videnskaben. Han ville ikke bare opfinde nyttige indretninger,
men forklare hele universet, for at finde frem til sandheden. Han ignorerede
simpelt hen præsterne og vovede at sætte den hypotese frem, at alt var opstået
af vand. Nu kunne han jo nemt have grundlagt en ny religiøs sekt men i stedet
for indbudte han til åben diskussion og så kom der Anaximenes og Anaximander og
Xenofanes og Demokrit og mange andre og de kom hver med deres bud på hvordan
det hele skulle hænge sammen. Én mente, at verdenen var formet som en tromme,
der svævede i rummet. En anden mente, at der var fire elementer, alt bestod af.
De spekulerede frem og tilbage og undersøgte, om verdenen var ”fuld” eller
indeholdt ”tomrum” (Demokrit mente, at den havde tomrum, fordi ellers kunne man
ikke skære et æble i to stykker, mente han. Nærmere vores tid fandt Maxwell ud,
at der er kraftfelter overalt, så verden er nok alligevel ”fuld”). Desto mere
de argumenterede frem og tilbage, desto mere forstod de, at man kunne nå til
mere erkendelse ved kritik og modkritik og ved at undersøge virkeligheden, i
stedet for at tro i en blind tro på det, præsterne plejede at fremføre. Den
virkelighedsfornægtende hhv. –tilslørende religion tabte derved mere og mere
terræn. Præsterne havde nu fået konkurrence idet man kunne vælge imellem at få
en mystisk forklaring og en spekulativ forklaring der var begrundet i en
kontinuerligt diskuteren frem og tilbage, i en tænkemåde, der ikke var afhængig
af, at man skulle falde i trance eller tilkalde nogle guder, før man gav sig
til at diskutere. Mennesket var nu uafhængigt af guderne, det kunne selv finde
ud af tingene gennem matematik, astronomi og de første spæde skridt mod noget
der hedder fysik.
Platon fandt på at definere virkeligheden på denne måde: Alt vi ser på en
konkret måde er virkeligt, men der er nogle ideer, som ligger bag de konkrete
ting, og disse ideer er mere virkelige end de konkrete. Derved sagde han
faktisk mellem linjerne, at det konkrete er kun en illusion. Han foreholdt også
menneskene, at de ikke ser virkeligheden, men kun indbilder sig at de gør
sådan. Han sagde, at menneskene er som fangerne i en hule, der iagttager deres
skygger og mener, at det er virkeligheden. Nu gjaldt det om at finde frem til
den mere virkelige virkelighed, til ”idealet”. Denne tankegang blev senere
kendt som idealisme. Idealisme betyder at nu er tingene ikke gode, men der
eksisterer en god version af tingene, som man skal stræbe efter. En ny
præstekaste opstod, denne gang ikke religiøse præster, men politiske,
filosofiske og samfundsvidenskabelige præster, der var, ligesom præsterne havde
været det af ”guderne”, blevet initieret til et højere viden, til et abstrakt
ideal, til en hemmelig viden, som kun var tilgængelig til denne sære
præstekaste. Gnosticismen kom nu for alvor i mode.
Bibelen er en af de stærkeste fortalere for en optimistisk epistemologi.
Gud skabte verden og den er god, man kan komme til at erkende den, mennesket
skal kunne ændre sine forhold. Det er slangen i paradisets have, som fremfører
hypotesen om en højere virkelighed, ikke Gud. Denne virkelighedsopfattelse har
også klare konsekvenser angående menneskesynet og synet om hvordan erkendelse
skal opnås og om hvordan gudsdyrkelsen skal finde sted. Mennesket skal ikke
falde i trance eller blive beruset, den skal heller ikke benægte dets
menneskelighed. Præsterne af den bibelske Gud skulle, i modsætning af alle de
andre religioners præster, fremstå som ganske normale menneskelige mennesker,
uden særlige frisurer eller amputationer. Som det eneste tegn af forbundet med
dem som gik ud over kroppen valgte Gud at påbyde dem omskærelsen, som i øvrigt
praktiseres i dag ud fra medicinske overvejelser (75 % af den mandlige
verdensbefolkning er i dag omskåret). Ellers skulle præsterne af ”YHWH” være
ganske normale, ikke fremmedgjorte overfor resten af menneskeheden.
I stedet for at hjælpe mennesket med at forstå virkeligheden gennem en
rational beskæftigelse med Bibelen, begyndte nu Israelitterne at lære det Gamle
Testamente på en mekanisk måde, som de mente skulle hjælpe dem at nå til en
hemmelig initiering til et mystisk højere viden, lige som gnostikerne gjorde i
Grækenland. Jesus Kristus kom da også med den pointe, at man skulle ikke forstå
Guds ord for ordenes men for indholdets skyld. Han indledte en kæmpestor
hermeneutisk diskussion hvor han differentierede mellem det, Gud ville have at
menneskene skulle gøre, og det, farisæerne og andre religiøse nøglepersoner
havde sat sig for. Denne diskussion lignede meget førsokratikernes måde at
diskutere frem og tilbage. Men den platoniske form for kristendom, i stedet for
at fremme civilisationen og menneskenes erkendelse af virkeligheden, viste sig
at være den værste fjende imod rationaliteten og civilisationen. De nye
”kristne” gnostikere troede nu at man kunne nå Gud via flere stadier og den dag
i dag snakkes der stadig væk i den østlig ortodokse teologi om en proces,
hvorigennem mennesket bliver mere og mere lig med Gud, men i den forstand, at
det bliver derved mere og mere abstraheret fra normal menneskelighed. Med andre
ord, kristendommen, i stedet for at føre til den mest menneskelige form for
menneskelighed, nemlig den som kan ses i Jesus Kristus, kom til at blive
omstruktureret på den måde, at nu skulle man igen benægte virkeligheden som
mindre ideal, den fysiske verden var ikke god, skabt af Gud, men ond, og man
skulle overvinde den, og mennesket skulle benægte dets menneskelighed som noget
ondt. Derfor mener den dag i dag mange filosofistuderende, at kristendommen er
en religiøs form for platonisme. Der opstod også mystiske sekter, med
manichæismen som den mest karakteristiske version af perioden. Gud var nu en
højere virkelighed og denne virkelighed mennesket levede i var mindre
virkeligt. Mennesket skulle simpelthen nægte virkeligheden fra det fysiske liv
for at få andel i det hinsides liv, som skulle være mere virkeligt. Det blev
moderne at være from, men fromheden var temmelig skizofren, menneskene blev
vandt til at sige en ting og gøre noget andet, fordi de havde forladt en
virkeligheds-relaterede epistemologi. Det så ud som om surdejen af farisæerne
var kommet til fuld udtryk i denne helleniserede version.
Til sidst blev menneskene træt af al denne hykleri og besluttede at
fortsætte dér, hvor de gamle grækere var holdt op. Denne periode kaldes for
renæssancen. Nu skulle mennesket stå i centrum uafhængigt af Gud, fordi Gud, så
mente man (fejlagtigt) førte jo kun til overtroiske forestillinger, en sygelig
form for fromhed og anti-rationalistisk tankemønstre. Der var dog også nogle
kristne, som var lige så led og ked af den officielle (platoniske) version af
kristendommen og begyndte af forske i Bibelen med deres sunde fornuft og under
udelukkelse af alle de fromme dogmer som var blevet bragt i omløb. Derfor
fødtes i denne periode både den sekulære rationalisme såsom protestantismen,
som førte kristendommen tilbage til sit egentlige anliggende, nemlig protesten
imod religionen, imod virkelighedsforvrængning, imod overtro og imod farisæisk
fromhed. Resultatet var en ny opblomstren af civilisationen. Nu var det ikke
afhængigt af den platoniske præstekaste, hvad man skulle tro. Da Tycho Brahe
observerede en Super Nova (stjerneeksplosion), kunne han frit operere med flere
end kun en hypotese, det fik han lov til. I stedet for at blive bortvist som
kætter fik han endog støtte fra den daværende danske konge for at gøre endnu
mere observationer. Med andre ord, den førsokratiske videnskab havde fået sit
comeback. Tycho Brahes observeringer inspirerede Kepler og Keplers arbejde
førte til Newtons ”Principia” som blev grundlaget for hele den moderne
mekanisering og det teknologiske tidsalder. Menneskene fik mere og mere styr på
deres tilværelse i verden på grund af deres forøgede indsigt i hvordan
virkeligheden er sammensat og hvordan disse sammenhæng kunne udnyttes til deres
fordel.
Der var endog en filosof, Leibniz, som indså, at alt må hænge sammen på
grund af ét fælles princip i stedet for to (ide verdenen og sanseverdenen) som
Platon havde sagt. Han kom derfor at blive den mest indædte modstander af
enhver form for dualisme (todeling af virkeligheden). Han skrev også at selv om
man ville spekulere over om der mon var noget bedre end den her virkelighed, så
ville man nok snart kunne indse, at Guds virkelighed eller verden alligevel var
den bedst mulige variant, derfor var det meningsløst at tvivle på Gud[1].
René Descartes (som levede en generation tidligere end Leibniz) var én af
dem som i denne tid begyndte at tvivle på virkeligheden. Han tænkte: Hvordan
kan jeg vide, at det hele virkeligt eksisterer, måske drømmer jeg bare? Måske
har en ond dæmon indbildt mig det hele? Men, Gud ske lov, når jeg kniber mig
selv i mit øre, så er det jeg der sanser det, og ikke en anden. Derfor: Når jeg
tvivler eller tænker, så kan jeg i det mindste være sikkert på den
kendsgerning, at jeg selv eksisterer. Men resten af virkeligheden kunne der
teoretisk sættes et spørgsmålstegn ved. Det som Descartes overså derved, var at
når jeg sanser noget, så forudsætter det jo, at jeg eksisterer som et virkeligt
bevidst væsen i en fysiske verden, fordi hvor var ellers sansninger kommet fra?
Sanseindtrykket må jo komme et sted fra. Den kan da ikke bare komme ud at
ingenting. Den kan vel heller ikke være skabt af os selv. Men det går jo ikke
at sige, at den forårsages af fysiske genstande, som vi bare desværre er
afskåret fra at kende, for ifølge fænomenalismen (som er filosofien der dukker
op på enden af den vej, som Descartes her indslår) er fysiske genstande ikke
andet end aktuelle eller potentielle sanseindtryk[2].
Descartes havde i hvert fald sat kimen til empirismen (som senere blev til
fænomenalismen), den nye form for platonisk idealisme[3],
Han havde også sat kimen for den dikotomi (opdeling af virkeligheden i to
områder) som senere skulle formuleres stærkest af Immanuel Kant. I stedet for
at forstå sin tvivlen på virkelighedens virkelighed som et absurdum der
uvægerligt fører til solipsisme (hvor erkendelsen bliver begrænset til jeget og
dermed relativiseret og meningsløst), delte han virkeligheden op i to, den
udstrakte og den ikke-udstrakte. John Locke i England tog Descartes tanker op
ved at accepterede Descartes dualisme, dvs. hans skelnen mellem den fysiske,
materielle (udstrakte) verden og den sjælelige, usynlige, ikke-udstrakte
(ideale) verden. Han forstod, at denne nye version af Platons dualisme mellem
ide verden og sanse verden ville føre til erkendelsesteoretiske problemer. Men
i stedet for at rydde op med Descartes opdeling, gjorde han det værre endnu.
Han indførte nu en ”sansefelt” mellem det materielle og det immaterielle. Nu
blev der endnu mere vægt lagt på den tanke, at verden er kun tilgængeligt
gennem sansningen. David Hume gik endnu videre. Han bliver derfor betragtet som
den egentlige grundlægger af empirismen, dvs. den gren i filosofien, hvorefter
virkeligheden er relativt, det eneste sikre er sansningerne (empiriske
erfaringer). For Hume eksisterede der
ingenting, som ikke også kan klart fornemmes, derfor var han skeptisk overfor
eksistensen af muligheden af sikkert viden i det hele taget, mens den lige så
skeptiske Descartes gik dog stadig væk ud fra som en forudsætning for al
tænkning, at sikkert viden må være muligt og som havde også stadig væk en
fornemmelse af, at den må på en eller anden måtte hænge sammen med en Gud der
har skabt alt. Hume indrømmede, at man kan ikke være 100% skeptiker (pyrrhonist[4]),
dvs., på en eller anden måde skulle man altså alligevel starte fra noget som
man har antaget som sådan før man giver sig til at efterprøve tingene. Men
denne antagelse er kun noget, som er en basis for tænkning, det skal ikke blive
til et dogme. Her mente Hume nu, at virkelig akademisk filosofi skal efterprøve
alt først og derefter formulere dogmer. Hume sagde sådan set ikke, at det er
forkert AT SIGE AT noget kan ikke vides med sikkerhed, men det han sagde var,
at ved nogle ting er det bare meningsløst at tvivle på dem, men i sig
selv bliver de altså ikke bevist derved. Han sagde faktisk mellem linjerne:
”Det er godt at tro på sikkert viden, men derfor er den altså ikke sikkert,
bare fordi den er ’godt’ eller fordi den forhindrer meningsløsheden.” Derved
åbnede han døren for den totale skepticisme, han selv havde ønsket at tage
afstand fra, nemlig pyrrhonismen eller ”antifilosofien”. Han var lige som en
Adam i Eden, som indser, at Lucifer nok er en løgnhals, og at Guds virkelighed
nok er den eneste måde at forstå og styre tilværelsen på en meningsfuld måde,
men alligevel begynder at tvivle om det mon havde været rigtigt med Guds bud,
mon ikke man skulle alligevel prøve, at være Gud selv, at definere
virkeligheden udelukkende fra én selv, fra ens sansninger?
En katolsk præst, der ville redde Guds ære, satte sig for at kritisere
Locke, men han gjorde det hele bare endnu værre. Berkeley, som præsten hed,
mente nemlig at en fysisk verden slet ikke eksisterede. Han mente, at alt der
”eksisterede” eksisterede kun på grund af den kendsgerning, at dette
”eksisterende” blev sanset af nogen, et menneske, eller Gud. I sidste ende er
det faktisk kun Gud, der styrer menneskenes sanseindtryk og sikrer derved, at
de kan tale om en virkelighed. Men i stedet for at redde kristendommen ud af
sin misere, indførte han derved en apollonarianistisk version af kristendommen
i filosofiens verden. Apollonarianisme betyder nægtelse af Kristi
legemliggørelse. Med andre ord, når Berkeley hævder, at den fysiske verden er
kun sanseindtryk, så er Jesus Kristus mens han vandrer på jorden også kun en
sanseindtryk. Og apostlen Johannes betegner netop nægtelsen af Jesu Kristi
virkelige, fysiske legeme som en antikristen filosofi, i 2. Johannes-brev 7[5]-9.
Kristendommen holder altså i virkeligheden fast ved den fysiske virkeligheds
eksistens som værende uafhængig af et menneskets subjektivitet. Det verdenssyn,
som betragter alt som værende ”ånd”, og som teologisk betegnes som
”gnosticisme” eller ”manichæisme”, bliver mange steder i bibelen fordømt, for
eksempel i det andet kapitel af brevet til Kolossenserne[6].
Hume styrkede nu også yderligere den dikotomi, der som sagt blev så
kendetegnende for Kant. Lige som Hume sagde, lad menneskene tro på, at der
findes sikkert viden, selv om sikkert viden faktisk ikke kan bevises, sagde
Kant, lad menneskene tro på kristendommen, som noget der er godt og gavnligt
for den preussiske pligtetik (kategorisk imperativ), selv om der er ingen
virkelig basis for den. På den ene side af betonloftet er der stjernehimlen
(naturloven) og på den anden side er der moralloven, det jeg synes er godt for
de andre. Men der er ingen egentlig forbindelse, jeg gør bare det gode, fordi
sådan blev det sagt, at det skulle gøres. Der er altså ingen egentlig metafysisk
grund for godt etik, dvs. en grund der er baseret på en real eksisterende Gud,
der er kun en sociologisk eller statsræsonmæssig grund. Nu skulle
antifilosofien få fart på for alvor. Kant, som af Mendelssohn blev betegnet som
”sønderknuseren af al metafysik”, indførte en syntetisk epistemologi. Han satte sig at bestride, som det hidtil blev
hævdet og anskueliggjort af Leibniz og Wolff, at ALLE PRINCIPPER FOR
ERKENDELSEN I SIDSTE ENDE LADER SIG FØRE TILBAGE TIL ÉT FÆLLES PRINCIP[7].
Dikotomien blev skarpere og skarpere. Ikke ”ét fælles princip”, men flere, dvs.
man må eller kan eller skal gå ud fra flere grundlæggende virkeligheder,
hvis man føler sig presset mod væggen af Leibniz’ og Wolffs enhedsprincip.
Dette er i øvrigt kendetegnende for filosofihistorien, at hver gang
filosofferne nærmest tvang menneskene til at indse eksistensen af ét fælles
princip, der gør at alle ting hænger sammen, så føler menneskene sig truet i
deres frihed, fordi hvis der kun ét enkelt princip er, som alle andre afhænger
af, så har man jo ikke nogen egentlig frihed, fordi alt må i sidste ende
bedømmes fra dette ene forenende princip, så kan man ikke postulere hvad som
helst, og muligvis bliver man endog tvunget til at indse at man må ændre sit
liv, noget som gør allermest ondt. Derfor kommer der efter ”filosofien” altid
”antifilosofien” som reaktion, som siger, jo, i har jo ret, filosofferne, men
vi siger altså bare at der findes flere end bare et princip, eller vi
analyserer jeres sprog indtil alt er ødelagt (dekonstruktionisme), så er vi
”frie” igen, og kan tro hvad vi vil. Dette forklarer også, hvorfor Kant blev
meget populær i hans levetid, hans værker slog ind som en bombe, fordi
menneskene ønskede sig meget af være ”frie”. Bare at bagsiden af medaljen er,
at skønt de nu blev befriet fra Gud, så blev de ført ind under bajonetspidserne
af den preussiske stat, nemlig til et af ”frie” mennesker opretholdte
regimente, et hær af ”frie” menneskene, der alle gør deres pligt, ikke overfor
Gud, men overfor menneskene og staten. Mens Leibniz skrev at staten skal kun
tjene menneskeheden, ikke menneskene staten, bliver ifølge Kants filosofi
staten uvægerligt til den, der skal bestemme, hvordan man bliver lykkeligt, her
har han sine rødder i Rousseau, som tænkte på samme måde.
Rousseau var også et særligt modefænomen af tiden. Menneskene blev bange
for virkeligheden, som blev mere og mere klar og teknisk og målbar og det så ud
som om de til sidst måtte konfronteres med Gud, så havde de jo ingen ”egen”
frihed tilbage. Rousseau kom nu med et ”frihedsbudskab”. Han ræsonnerede, i
begyndelsen var menneskene jo lige som dyr, de levede lykkeligt i naturen og
der var slet ingen civilisation. Derfor må civilisationen være noget, der gør
os ufrie. Altså, væk med den. Tilbage til naturen. Højt leve det vilde
menneske! Men så stødte han ind i et problem: Hvis alle mennesker bliver vilde
og smider civilisationen over bord, hvem skal så sørge for at der alligevel
opretholdes en vis orden? Det kunne jo være indlysende at mene, at han ville
bare have, at alle skal være frie og gøre som de ville. Han indså at vis der
tillades fuldstændig frihed, så ville civilisationsmenneskene bare gøre verden
bedre og menneskene ville blive civiliseret igen. Nej, mente han, menneskene
skal tvinges til at være ”frie”, jævnfør hans ”frihedsbegreb”. Man tvinger
menneskene til at være vilde og lykkelige, så er der ingen mere, som skaber
problemer. Så vil det hele gå jævnfør en ”almen vilje” som er udtryk for alles
mening. Derved introducerede han faktisk en animistisk naturreligion hvor
præstekasten nu skulle bestå af ”oplyste” hoveder. Udvirkningerne var ikke bare
politiske men også pædagogiske. Der skete gennemgribende ændringer af hvordan
man skulle opdrage sine børn. Rousseau var selv af meningen at oplyste forældre
skulle overlade deres børn en oplystes stats instanser. Han afleverede alle
sine 5 børn et efter et til et hjem for forældreløse børn hvor børn havde en
overlevelseschance af 5% og hans børn døde også alle sammen dér. Børnene skulle
nu ikke længere opdrages at være voksne, at blive til mennesker, der ville
kunne herske over virkeligheden som lå foran deres næse; nej, de skulle ikke
lære at klare sig og blive verdensforandrer, de skulle bare ”få lov” til at
være børn (idet man foreholdt dem en solid opdragelse), så ville de jo være
vilde og uciviliserede og derfor lykkelige, mente Rousseau. Så ville de også
være meget mere åbne for den ”almene vilje” i stedet for at kunne tænke selv.
Barnet skulle overlades til sin egen skæbne.
Fænomenalisterne, som nu opstod i kølvandet af John Stuart Mill, begyndte
at snakke om en virkelighed, der har ”potentialet” til at eksistere. Hvor
Berkeley sagde, alt er kun sanseindtryk, så sagde Mill, at alt er til, fordi
det har potentialet, muligheden, til at eksistere. Men det er bare en mere
spidsfindig formulering af empirismen. Det blev fra nu af i det hele taget
filosofiens hovedbeskæftigelse, at levere originale og underholdende
udmøntninger af empirismen, hvor man nok forsøgte til dels, at komme ud af ”den
ukendte virkeligheds” forbandelse, noget som ikke var og er muligt, uden at
forkaste hele den empiristiske epistemologi med rødder og det hele. Husserl
inspirerede Heidegger, Heidegger Sartre og Sartre inspirerede Foucault og
Merleau-Ponty og Merleau-Ponty inspirerede Pierre Bourdieu og den røde tråd som
går igennem dem alle er, at virkeligheden er noget, der truer mennesket, noget
som mennesket skal emancipere sig fra. Bourdieu for eksempel mente, at
mennesket skulle ikke finde sig i de bestående strukturer men prøve at forandre
dem. Men i stedet for at gøre dette ved at forandre virkeligheden, som ligger
lige foran menneskenes næsespidser, at bruge virkeligheden som en ressource til
forandring og forbedring, mener han at man skal hellere ikke finde sig i
virkeligheden, den er også en slags ”magt” som menneskene skal se at komme af
med på en eller anden måde. Sartre og Jaspers opfattede virkeligheden som noget
absurd, noget der truer menneskene og menneskene skal autentificere sig på ved
at gøre et eller andet som de synes selv om, lige meget hvad, så har de haft
deres helt personlige og individuelle reagensglad-oplevelse af ”virkeligheden”.
Resultatet i uddannelsesverdenen er nu at børnene gør et eller andet, lige meget
hvad, og helst noget, der har med det surreale at gøre, fordi det surreale
frigør os fra det reale. Så derfor skal de valfarte til kunstudstillinger med
surrealistisk kunst som de nok kan lide men ikke ved hvorfor og de skal gå på
drømmerejser hvor de frigør sig fra den efter sigende onde, onde virkelighed.
Denne form for erkendelsesteori tager en tilsyneladende mangel hos
mennesket som udgangspunkt. De resulterende filosofier motiverer deres
anhængere ved at inspirere dem til en eller anden form for misundelse. Enten
skal menneskene være misundelige over andre menneskers materielle velstand
(Marx) eller også skal de være misundelige over andre menneskers køn (Freud).
Marx og Freud blev derfor også gift i filosofiens verden og de arbejder
udmærket sammen i sociologien. Man skal ikke finde sig i, at der er nogle som
har mere, ved mere eller er bedre. Man skal ikke finde sig i, at man er mand
eller kone, nu gælder det om at gøre alt man kan, for at forandre verden på den
måde, at alle får det samme til sidst. Ifølge Marx er alt afhængigt af
økonomien og med denne påstand sætter han en imaginær gravsten på filosofiens
imaginære grav. Ifølge Freud er alt afhængigt af menneskenes seksualitet. Nu
havde man igen noget, man kunne få andre til at tie stille. Lige som præsterne
i det gamle Grækenland, der til alle kritiske spørgsmål gensvarede prompte:
’Guderne har talt, oraklet har talt!’, så kunne nu også Marx og Freud gøre det
samme. Når en kritiserede Marx, sagde Marx bare: Det er fordi din klasse har
gjort, at du tænker på denne her måde. Når en kritiserede Freud, svarede Freud
bare: Vel mener du, at der er noget mere end seksualitet, men hos dig er det jo
kun fortrængt. Igen var der noget, som efter sigende lå bag den åbenbare virkelighed.
Obskurantisterne gør sig stor umage med at få andre
mennesker til at tabe deres tro til muligheden om at opnå sikkert viden. Vis én
kommer og vover ved at søge efter mening og efter sandheden, så kommer
strukturalisterne og poststrukturalisterne (dekonstruktionalisterne), dvs.
Foucault, Lacan, Derrida og andre franske og tyske obskurantister, og siger
”Stop! Dette sagde du bare, fordi du blev påvirket af semantikkens indboende
magtstruktur!” og så bliver det bare meningsløs at bruge sproget i det hele
taget. Dette er den mest konsekvente form for en pessimistisk epistemologi som
fører til en ekstrem form for antifilosofi.
Grundlæggende er det nok rigtigt at sige, at hinduismen (og dens senere
varianter buddhisme og jainisme) har en virkelighedsfornægtende epistemologi
som udgangspunkt. Denne pessimistiske epistemologi fører også stort set til
svarende etiske resultater. Når verden er en drøm (som i øvrigt også Schopenhauers
filosofi i sidste ende gik ud på) så har det ikke nogen mening til at ville
forandre den til noget bedre. Det er derfor lige meget når et menneske ligger
afkræftet ved siden af en skrælcontainer. Men ikke alle indiske religioner er i
denne grad virkelighedsfornægtende. Sikhismen lærer at man skal leve i
samfundet og derved prøve at forandre den til det bedre. Dens grundlægger Nanak
sagde, at verden er korrupt, derfor skal sikhisterne bevidst leve i den og gør
deres til at der sker noget positivt. Der er nok også mange mystiske elementer
i denne religion (hvilket kan også ses ved den kendsgerning at Nanak bliver
afbildet med halvlukkede øjne som udtryk for en meditativ tilstand), men i det
hele taget yder sikhisterne også nogen form for sociale tjenester i Indien. Så
her har vi altså en ikke-europæisk religion, der kommer til en mere
menneskevenlig etik på grund af en mere optimistisk epistemologi. David
Favrholdt citerer en kinesisk filosof, der drømmer at han er en sommerfugl, og
når han vågner, ved han ikke, om han er måske bare en sommerfugl der drømmer at
være et menneske. Dette er et eksempel for en relativistisk epistemologi uden
for den vesterlandske kulturkreds. I vores kultur har relativismen ført til
relativistisk (ukonsekvent) etik. Det kunne være interessant at forske i
hvorvidt dette havde været tilfældet i Kina.
[1] Denne synspunkt havde de andre filosoffer svært med at argumentere imod,
derfor blev den så bare gjort til grin af Voltaire som fandt på at skrive en
satire om en ”doktor Pangloss” (som nok var et øgenavn for Leibniz, der talte
og skriv i samtlige vigtige europæiske kultursprog, glossolalia=fremmedsprog,
pan=overalt), hvor ideen om den bedste verden af alle mulige verdener blev
fremstillet som en naiv optimisme.
[2] S. 79, højre spalte, i ”Erkendelsesteori” af David Favrholdt, Odense
Universitetsforlag 1994
[3] selv om han selv fortsatte lystigt med at opfinde koordinatsystemet og
skabe en masse andre nyttige tilføjelser til matematikken og værktøj til
beherskelsen af virkeligheden.
[4] Pyrrhon var en filosof blandt de gamle grækere som udmærkede sig ved sin
bestandighed til at tvivle på alt.
[5] Thi mange Forførere ere udgåede
i Verden, som ikke bekende Jesus som Kristus kommen i Kød. En sådan er
Forføreren og Antikrist. ... Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi
Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen.
[6] Kolossenserne 2:18 Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen,
idet han finder Behag i Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig
på, hvad han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind,
2:23 thi alt dette har Ord for Visdom
ved selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved
noget, som er Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.
[7] I kapitelen om Kant, på side 199 i midten, af bogen “Filosofi, nyere tid,
fra Bacon til Nietzsche”, Politikens Forlag, skriver Otfried Höffe:
”....Allerede her (i en afhandling om ild) vender Kant sig mod den wolffske
skolemetafysik. Han diskuterer forholdet mellem Leibniz’ realprincip om den
tilstrækkelige grund og de logiske principper om enhed og modsigelse. Med den
selvstændige Leibniz-elev og Wolff-kritiker Christian August Crusius (1715-75)
anser Kant Wolffs forsøg på at underordne realprincippet de logiske principper
for mislykket og bestrider dermed, at alle principper for erkendelsen i sidste
ende lader sig føre tilbage til ét fælles princip. Dog er han endnu langt fra
sin senere tese om enhver virkelighedserkendelses syntetiske natur.