Erkendelsesteori hhv. epistemologi betyder hvordan
man tror at man kan komme til erkendelse. Den er den mest grundlæggende
disciplin i filosofien og epistemologien bestemmer, hvordan verdenen og jeget
bliver opfattet. Enhver etik, pædagogik, politisk teori og videnskabsteori er
altid begrundet i epistemologien som ligger bag og som bliver bragt til
anvendelse. Epistemologien bestemmer desuden også hvordan mennesket forstår
rollen af religionen i samfundet. Den er ikke bare udtryk for ens opfattelse af
verden og mennesket, men årsagen til ens udtryk for de respektive
opfattelser man måtte have.
Jeg har derfor beskæftiget mig med forskellige grundtendenser i
epistemologien som kan forfølges i historiens forløb. Karl Popper skelner i ”Conjectures
and Refutations” mellem optimistisk og pessimistisk epistemologi. Optimistisk
epistemologi betyder, at man i det hele taget går ud fra, at der findes
mening og sammenhæng og at verden kan forklares. Dette giver anledning til at
vove sig frem til arbejdshypoteser, med hjælp af hvilke man får anledning og
lyst til at prøve sig frem i forskning og videnskab, ifølge Poppers
hypotetisk-deduktive videnskabsmetode. En pessimistisk epistemologi
fører derimod til obskurantisme og solipsisme og er ifølge Popper også årsagen
til et negativt menneskesyn og de deraf resulterende totalitære statsformer.
Jeg skelner nu yderligere. Blandt de optimistiske epistemologier finder jeg
at der eksisterer to varianter, en statisk og en dynamisk én. Den ene forholder
sig til et statisk sæt af dogmer (fx et historisk positivistisk syn på
kristendommen, der ikke tror at yderligere dogmatiske udviklinger er
nødvendige, men tror at alt er tilstede) og den anden svarer til Poppers
hypotetisk-deduktive videnskabsteori og som kan meget vel omsættes i
kristendom, i form af en dynamisk dogmatisme, der er ikke bange for hele
tiden at være udsat for rettelser og justeringer. Den er ikke
emancipations-konservativ, idet den ikke smider samtlige traditioner over bord
på en udifferentieret måde. Faktisk har vi her at gøre med den mest radikale og
revolutionære metode overhovedet, idet den er både optimistisk og kritisk.
Dette fører med sig at den muliggør ikke bare et bæredygtigt arbejdsgrundlag
for enhver form for videnskab men giver samtidigt også anledning til
forkastelse af gamle teorier og dermed fornyelse og fremskridt.
Blandt de pessimistiske epistemologier finder jeg ligeledes flere
varianter. Én kalder jeg for den virkelighedsfjendtlig-religiøse.
Den kan spores i de bibelske beretninger om Lucifers frafald og fristelsen af
Adam og Eva i paradisets have, idet Lucifer tilbyder en anden virkelighed end
den, Gud har skabt. Samtlige animistiske/sjamanistiske religioner kører efter
dette paradigma. Menneskene bliver
derved ikke ført til erkendelse, men erkendelsen bliver tilsløret og
umuliggjort og kritik bliver naturligvis ikke tilladt, fordi den kunne føre med
sig, at mennesket kommer til erkendelse. Den virkelighedsfjendtlig-religiøse
epistemologi er i virkeligheden udtryk for en frygt for virkeligheden.
Derfor tillader den ingen kritik, fordi kritik belyser altid dele af
virkeligheden. I stedet for kritik og virkelighedserkendelse skal mennesket beruses
gennem meditative praktikker hvor det falder i trance. Forstanden skal slukkes
fra, mennesket skal holdes som fange i en drømmeverden, i en ikke-virkelighed.
Mennesket bliver derved umyndiggjort og får ikke lov til at bruge Guds verden
som en ressource til et bedre liv. Frygten for virkeligheden fører helt
automatisk til en frygt for det potentiale, som ligger i menneskenes evne til
at tænke kritisk. Den er derfor anti-videnskabelig og anti-akademisk. Dette
forklarer også, hvorfor den højtstående indiske matematik ikke førte til de
samme omvæltninger som vi kender fra den vesterlandske kultur. I den
vesterlandske kultur var der en organisk forbindelse mellem matematikken og
fysikken og derefter mekanikken. Isaak Newtons ”Principia” er det mest
indlysendste eksempel. I Indien var der næppe nogen grobund for denne
udvikling, fordi det religiøse klima var kendetegnet af forskellige former for
en virkelighedsfjendtlig epistemologi som var fremherskende. Der var og er ikke
noget i vejen med indernes evner at tænke logisk. Men deres geniale matematiske
påfund forblev forholdsvis isolerede fra omverdenen, i en epistemologisk
sæbeboble.
Denne virkelighedsfjendtlig-religiøse epistemologi er nært beslægtet med en
anden variant, nemlig den epistemologi, der opfatter virkeligheden som en
trussel. Her befinder vi os i den nyere tid, med Rousseau (som opfattede
civilisationen som en trussel for menneskeheden) og Bourdieu. Mennesket skal
emancipere sig fra virkeligheden, virkeligheden bliver opfattet som symbolsk
vold. I stedet for at bruge virkeligheden som en ressource for at bekæmpe
uretfærdigheder, flygter man til en drømmeverden.
Den tredje variant er den empiristisk-induktive epistemologi. Det
er, hvad David Favrholdt i ”Erkendelsesteori” kalder for ”den empiristiske
skråplan”. Den begyndte ganske småt med Descartes og fører altid til
solipsisme, hvor det bliver i sidste ende kun jeget som er målestok for
virkelighedsopfattelsen. Derved umuliggøres enhver meningssøgen, og enhver form
for medmenneskelig etik bliver ligeledes undergravet. Hele fænomenologismen og
den sekulære eksistentialisme har rødderne her.
Empirismen resulterede i problemer som Kant beskæftigede sig med, og hans
løsningsforslag blev en dikotomisk epistemologi. Denne fjerde
variant er faktisk et nyoplæg af Platons idealisme, hvor virkeligheden bliver
opsplittet i to områder, hhv. hvor der bliver indført en gradvis forøgelse af
virkeligheden. Der er ting som er mere virkelige som andre. Desto mere konkrete
og ”jordiske” tingene er, desto mindre virkelige er de. Desto mere de nærmer
sig en abstrakt ide, som ligger udenfor menneskenes rækkevidde, desto mere
virkelige bliver de. Her har vi i bund og grund den gamle religiøse lære af en
abstrakt Gud, som kan ikke nås af mennesker og som gider ikke åbenbare sig.
Denne form for dualisme blev også indført i kristendommen i form af
nyplatonisme og gnosticisme (Plotin, Manichæus) og levede et langt liv bl.a. i
den romersk-katolske kirke. Også i den østlig-ortodokse kirke findes der stadig
væk den opfattelse, at desto mere man bliver abstraheret fra sin
menneskelighed, desto nærmere kommer man til Gud, via flere stadier, i en
proces af ”guddommeliggørelse”. Denne form for kristendom har dog ikke
noget som helst med bibelsk og gammelapostolsk dogmatik at gøre, men er snarere
en ny version af asiatiske religioner som blev indført især gennem Plotin. Hos
den kantske version af denne dikotomiske epistemologi får religionen tildelt en
rolle som opretholder af moralloven. Den er god nok for at skabe nogle etiske
forudsætninger, men kan ikke give svaret på helheden af tilværelsen, fordi
helheden kan ikke erkendes af mennesket. Man kunne næsten sige, at den
dikotomiske epistemologi er halvt pessimistisk, halvt optimistisk, men så er
den jo i sidste ende pessimistisk. Fordi når man giver sig tilfreds med et
delområde, i hvilket sikkert viden ville kunne opnås, så har man dermed opgivet
at kunne opnå sikkert viden angående helheden, og er blevet lige som en
grævling, et dyr der er kendt for den kendsgerning, at den kan kun skelne
mellem mængder der er mindre eller større end 4. Grævlingen kan sådan set kun
”tælle” til 3, alt der er ”4” og mere er ”mange” for ham. Når han har 5
unger og man snupper én, så er han ikke bekymret, fordi han har jo stadig vak ”mange”.
Dette er en god illustration for den dikotomiske epistemologi. ”Stjernehimlen
over os”, tja, den kan man ikke vide noget sikkert om, men pyt med det, vi
har jo stadig væk ”moralloven inde i os”, det er os nok!
Som en femte form for den pessimistiske epistemologi ser jeg noget som
kunne kaldes for en epistemologi baseret på misundelse. Denne form for
erkendelsesteori tager en tilsyneladende mangel hos mennesket som udgangspunkt.
De resulterende filosofier motiverer deres anhængere ved at inspirere dem til
én eller anden form for misundelse. Enten skal menneskene være misundelige over
andre menneskers materielle velstand (Marx) eller også skal de være misundelige
over andre menneskers køn (Freud). Marx og Freud blev derfor også gift i
filosofiens verden og de arbejder udmærket sammen i sociologien. Man skal ikke
finde sig i, at der er nogle som har mere, ved mere eller er
bedre. Man skal ikke finde sig i, at man er mand eller kone, nu gælder det om
at gøre alt man kan, for at forandre verden på den måde, at alle får det samme
til sidst. Ifølge Marx er alt afhængigt af økonomien og med denne påstand
sætter han en imaginær gravsten på filosofiens imaginære grav. Ifølge Freud er
alt afhængigt af menneskenes seksualitet. Denne form for epistemologi bliver,
lige som den virkelighedsfjendtlig-religiøse, brugt til at få andre til at tie
stille. Lige som præsterne i det gamle førsokratiske Grækenland, der til alle
kritiske spørgsmål gensvarede prompte: ’Guderne har talt, oraklet har talt!’,
så kunne nu også Marx og Freud gøre det samme. Når én kritiserede Marx, sagde
Marx bare: ”Det er fordi din klasse har gjort, at du tænker på denne her
måde!” Når én kritiserede Freud, svarede Freud bare: ”Vel mener du, at
der er noget mere end seksualitet, men hos dig er det jo kun fortrængt!”
Den sjette form for pessimistisk epistemologi går ud på at sabotere sproget
og kunne derfor kaldes for antilinguistisk epistemologi. Her befinder vi
os i selskab med folk som Lacan, Foucault og især Derrida. Disse obskurantister
giver sig stor umage med at få andre mennesker til at tabe deres tro til
muligheden om at opnå sikkert viden. Vis én kommer og vover at søge efter
mening og efter sandheden, så bliver han afbrudt af dem med noget i stil af: ”Stop!
Dette sagde du bare, fordi du blev påvirket af semantikkens indboende
magtstruktur!”, og så bliver det bare meningsløst at bruge sproget i det
hele taget. Dette er den mest konsekvente form for en pessimistisk
epistemologi, en ekstrem antifilosofi.
Samtlige pessimistiske epistemologier er i bund og grund en slags fupnummer,
hvor man går ud fra en virkelighed, der efter sigende ligger bag den åbenbare
virkelighed. Lader man sig ind på dette, bliver man ført væk fra den eneste
virkelige virkelighed. Platons hulelignelse er den mest berømte illustration
for dette. Menneskene skal være utilfredse, de skal vende sig bort fra den
virkelighed, som ligger lige foran deres næsespidse, for at lede efter noget
der efter sigende skulle være endnu mere virkeligt. Man kan reducere samtlige
pessimistiske epistemologier til den bibelske beretning om Lucifers succesrige
forsøg på at foregøgle Adam og Eva noget, som Gud ville foreholde dem og som er
noget bedre end det, Gud giver. Resultatet er at Adam og Eva havner hos en abstrakt
gud, som er ikke gud, men Lucifer, som gerne ville være Gud, som misunder
Gud for at være Gud og mennesket for at være skabt i tid og rum og i Guds
billede; og som misunder menneskets gudgivne mulighed til at kategorisere og
forandre virkeligheden ved hjælp af sproget.