Den kendsgerning, at Maria fødte Jesus uden at have haft samleje med Joseph
eller nogen anden mand før hun fødte Jesus, bliver sat i tvivl af liberale teologer
og forsætter med at give verdenen stof til at gøre grin med Gud. Hvem har ikke
hørt fx. en feministisk ateist sige ord som ”Joseph, vil du så tilstå at det
har været dig!” og lignende ”vittige” bemærkninger.
Desværre er de bibeltroende kristne som regel ikke i stand til at forsvare
deres tro på jomfrufødslen på en overbevisende måde. Troen i jomfrufødslen
bliver stillet frem som et mystisk dogme, man skal tro på med en blind tro, med
en tro, der bliver gjort til et eksistentialistisk spørgsmål, til Kierkegaard’s
70.000 favne vand man skal vove springet i uden at håbe på, at man skal nå
bunden af afgrunden.
Men både de ikke-troendes forhånelse af jomfrufødslen såsom de troendes
manglende evne til at give et apologetisk fundament for jomfrufødslen skyldes
bare MANGLENDE KENDSKAB TIL BIBELEN. De ”bibeltroende” har ikke
taget tid til at forske i Bibelen og i Bibelkommentarer og ateisterne har givet
sig tilfreds med den overfladiske ”bibelviden” som den almene kristendom
fremstiller sig med overfor verden og har ikke gidet se lidt nærmere på sagen
på egen hånd. Menighederne forkaster kandidater til prædiketjenester som ville udlægge
BIBELEN for menigheden og ansætter i stedet for spasmagere,
vækkelsespropagandister og andre dilletanter. Situationen er ikke ny: De
”kristne” forsvarer deres ”tro” med manipulerende, indsmigrende ord, med
subjektive argumenter, lige som sekterne, mens ”verdensmenneskene” stirrer sig
blinde på den ”politiske korrekthed” som påbyder at man kaster snavs på Bibelen
og på Jesus Kristus. Kristenheden sidder i et babylonisk fangenskab på grund af
manglende kendskab til Bibelen og verden bliver derfor næppe konfronteret med
et tydeligt vidnesbyrd af sandheden.
Faktisk er det nemlig sådan, at jomfrufødslen slet ikke er så mystisk som
den umiddelbart ser ud til at være. Naturligvis er der tale om et under, om en
overnaturlig hændelse. Men denne hændelse er ikke vilkårlig, skurril og
kunstig. Jomfrufødslen er ikke et tilfældigt randfænomen, som faldt Gud ind i
sidste øjeblik, den er ikke noget kunststykke, lige som når en spiritist eller
lamaistisk munk giver sig til at svæve i luften. Jomfrufødslen er ikke en hvid
kanin som Gud trækker op af en sort hat for at drille menneskene og for at se,
hvem der kunne være så fanatisk at tro på den uden at tænke sig om.
Jomfrufødslen er derimod begrundet i en lang historie, den har rødderne
dybt inde i frelseshistorien. Jomfrufødslen kan der ikke viges udenom, den er
absolut nødvendig fordi, uden den falder logikken og resten af Bibelen sammen
som et korthus. Fastholdelsen af jomfrufødslen er ikke bare nødvendig for ikke
at øve forræderi mod læren angående Bibelens ufejlbarlighed. Der kunne være
grund nok til at tro på den, alene fordi Bibelen skriver om den. Men der er en
endnu vigtigere grund til at holde fast ved læren om Jesu jomfrufødsel. Den er
nemlig også nødvendig for ikke at sælge de inderste grundsøjler af den kristne
dogmatik, fordi uden jomfrufødsel er Jesus Kristus slet ikke Jødernes konge og
derfor ville Jesus Kristus slet og ret være en løgnhals. Desuden kan Jesu
dobbeltnatur som den kommer til udtryk i hans kongedømme hellere ikke forstås
fuldstændig uden Jomfrufødslen. Men for at forstå dette, er det nødvendig med
et grundigt Bibelstudium, som jeg her bare indledningsvis vil invitere til.
Jomfrufødslen er nemlig, som vi i det følgende vil se lidt nærmere på,
begrundet i de to Davidske slægtslinier, den Nathan’ske og den Salomon’ske og i
nogle love omkring hvordan kongeværdigheden blev videreformidlet i Jesu tid.
Var Jesus Kristus ikke født af Maria og havde han ikke haft Joseph som stedfar
og var det ikke sådan som Bibelen siger at Joseph IKKE var hans biologiske far,
så kunne Jesus ikke have haft grund til at snakke om sit rige, fordi han havde
nemlig slet ingen kongeværdighed til at støtte sig på. Gud blev ikke inkarneret
som en genganger eller et spøgelse, dvs. på en vilkårlig måde, men på en ganske
bestemt måde, nemlig ind i den davidske kongelinie, Gud viser dermed at han
tager de løfter, som han gav til David, alvorligt. Gud kommer altså ikke i
Jesus Kristus og smider hele den Jødiske kongelinie omkuld. Nej, Jesus Kristus
som menneske befinder sig i 100% overensstemmelse med menneskelige love
angående den jødiske kongelinie og opfylder de krav, Guds lov stiller til
Jødernes konge. Jomfrufødslen er nødvendigt på grund af ganske specifikke
udtalelser af Gud i Bibelen som umiddelbart kunne synes at være i modstrid med
hinanden.
Grunden for jomfrufødslen ligger i, at et løfte og et domsudsagn af Gud
står imod hinanden. I 2. Samuel 7, 16 lovede Gud til David, at af hans
slægtslinie skal der fødes et evigt kongerige.
2. Samuel 7, 8 Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE:
Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over
mit folk Israel,
12 Når dine
Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd,
som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.
13 Han skal
bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.
16 Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid,
din Trone skal stå til evig Tid!"
17 Alle
disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David (her er der tale om profeten Natan,
ikke om Salomons bror som også hedderNathan).
Dette indebærer naturligvis at dette ”evigheds-monarki” skal have nogle
paralleller med det monarki, som David rent faktisk og historisk havde stået
for. For det første skal Jesu fysiske kongerige på jorden afløse antikristens
kongerige, lige som David afløste Saul. Med Jesus som konge skal der herske ret
på jorden, ligesom der under David var bedre tilstande i Israel end under Saul,
selv om David som menneske alligevel gjorde fejl og begik synder.
Men i Jeremias 22 og 36 læser vi så at med kong Jojakim, som var en efterkommer
af David, blev denne frelser-kongelinie afbrudt, Gud lover her at af hans afkom
skal der ikke komme én, der skal herske over David’s trone, men han vil i
stedet for finde en anden, der skal herske retfærdigt.
Jeremia 22, 18 Derfor, så siger HERREN om Josias' Søn, kong Jojakim
af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!"
eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"
Jeremia 22,
24 Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong Jojakim
af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort.
Jeremia 22,
30 Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke
har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på
Davids Trone og atter herske over Juda.
Jeremia 23,
5 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David en
retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle viselig og
øve Ret og Retfærd i Landet.
Jeremia 36:29 Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger
HERREN: Du brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels
Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og Fæ?
Jeremia
36:30 Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke
have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal slænges hen
og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;
1 Kronike
3:15 Josias' Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim,
den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum.
Daniel 1,
1-2: 1 I Kong Jojakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar
af Babel til Jerusalem og belejrede det. 2 Og Herren gav Kong Jojakim af
Juda og en Del af Guds Huses Kar i hans Hånd, og han førte dem til Sinears
Land; men Karrene bragte han til sin Guds Skatkammer.
En slem historie, ikke sandt? Havde så Gud glemt sit løfte fra 2. Sam. 7,
16? Aldeles ikke, for bag kulisserne havde Gud nemlig sørget for, at den
Davidiske slægtslinie gik en anden parallel vej, ved siden af den linie, som
den ugudelige Jojakim blev en del af. Der er nemlig to David-sønner som Gud
ville arbejde med i denne henseende. Den linie, Jojakim hhv. Jekonias,
som han hedder hos Matthæus, var med i, kom fra Salomon, og den linie som Jesus
rent biologisk fødtes af, som altså danner Maria’s slægtsbaggrund, kom fra
Salomon’s bror, Nathan, som man ellers ikke hører noget om i Bibelen (denne
Nathan skal ikke blandes sammen med profeten Nathan, som foreholdt David
hans synd, efter at David havde ladet Urias myrde for at kunne få hans kone
Bathseba, se Psalm 51).
Nathan’s slægtslinie ender i Eli (hhv. Heli) som faktisk er Maria’s far, og som i Lukas 3,23 bliver nævnt som værende Joseph’s far, men faktisk var han Joseph’s svigerfar. På den tid var det nemlig sådan, at der ikke blev taget højde for kvinder i slægtslinier, selv om evangelisten Matthæus beretter om fx. Ruth og Rahab i den slægtslinie, han oplister. Desuden ser vi jo i Salomon’s slægtslinie, hvem Joseph’s far er, nemlig en hvis ”Jakob” (se Mt. 1,16) som bliver identificeret som en efterkommer af Jojakim hhv. Jekonias, Josias søn (se Mt. 1, 11 og 12) og som derfor altså kunne ikke være den biologiske arvekilde i det Davidiske kongehus som skulle finde sin kulmination i Jesus Kristus, mens Joseph som Jesu stedfar videregav til Jesus, den lovmæssige førstefødte i familien, det kongelige privilegium fra hele den Judæiske kongelinie (for at være anset som førstefødte, spillede det ingen rolle, om det derfra resulterende privilegium videregives fra en biologisk far eller en stedfar). Dette privilegium, nemlig at blive arving til kongeretten af David, også fra den Salomoniske linie, hvor der jo havde været konger også efter David (den Nathan’ske slægtslinie har jo ingen konger efter David), kunne kun formidles af Joseph, ikke af Maria, fordi kvinderne ikke kunne videreformidle dette privilegium. Joseph måtte altså være Jesu stedfar og samtidigt var det umuligt at han kunne være blevet Jesu biologiske far, på grund af den fordømmelse som lå på Jojakim og som Jeremias beretter om i Jer. 22 og 36.
Denne ”Jakob” var den biologiske far til Joseph, Maria’s mand og Jesu stedfar. Dette kan ses tydeligt i Mt. 1, 16, fordi her siger Matthæus eksplicit at Jakob ”avlede” Joseph, han var ikke bare ”far”, fordi ”far” kunne også betyde ”stedfar”, som det var tilfældet i Lukas 3,23, hvor det hedder at Jesus ”... var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn”. Hvis vi altså skal komme til at skændes om, hvem der har ret med hensyn til Joseph’s biologiske far, Lukas eller Matthæus, må vi nok give Matthæus ret, fordi han bruger udtrykket ”avlede”, mens Lukas altså ikke har ret med sin påstand om at ”Eli” (eller ”Heli” som andre bibeloversættelser gengiver navnet) er Joseph’s far. Hvad er det så Lukas mener i Lk. 3, 23? Han mener, at Joseph som stedfader får retten til at repræsentere Maria’s far, som er en del af den Nathan’ske slægtslinie, altså den, som bærer løftet fra 2. Sam. 7, 16. Dette var noget ganske almindeligt på den tid, at kvindenavne pludseligt forsvandt og at en mand, som ”bare” er kommet ind gennem et giftermål, bliver nævnt i stedet for kvinden. Ellers skulle Lukas 3, 23 jo eksplicit tale om Jesus som er søn af Maria som er søn af Eli (hhv.Heli) og slet ikke nævne Joseph.
Vel at mærke skriver Matthæus mange gange ”X avlede Y med Z”, men i Josephs tilfælde skriver han ikke at Joseph avlede Jesus med Maria, her skriver han bare, at Jakob avlede Joseph, som blev Marias mand, og så føjer han derefter ganske stille til, ”AF HENDE BLEV JESUS FØDT”. Det er jo Matthæus der beskriver den Salomon’ske linie, og han skriver i denne forbindelse også ganske tydeligt, hvem Jojakim hhv. Jekonias var, at det var ham kongen, der var skyldt i at Juda bortførtes i babylonsk fangenskab. For Matthæus er det ganske klart, hvad problemet med den Salomon’ske linie er, nemlig det domsudsagn som stod over hovedet af Jojakim/Jekonias og som tiltintetgjorde ethvert håb om, at denne linje skulle kunne fremavle den forjættede Messias.
Hvorfor brød Matthæus sig overhovedet om den Salomon’ske linie? Det så jo ud som om selveste Gud ikke længere brød sig om denne linie, efter Jojakim/Jekonias. Skulle Matthæus altså ikke hellere have oplistet udelukkende den Nathan’ske, hvor der ikke var problemet med Jojakim/Jekonias? Lukas havde jo også gjordt dette. Grunden til at den Salomon’ske linie alligevel nævnes i forbindelse med Jesus er, at Joseph som STEDFADER, ikke biologisk far, alligevel kunne overdrage den kongeværdighed som kom, ikke bare fra David, men også fra folk som Salomon, Josia, som indledte en reformation, en tilbagevenden til ordet, når den blev fundet i templet. Til Manasse, der gjorde bod over sine ugerninger, og mange andre, som var konger efter David og som ikke havde hørt til de mange, som bliver omtalt med ord som ”han gjorde hvad der var ondt i Guds øjne”. Fordi domsudsagnet angående Jojakim/Jekonias gik jo kun ud på at der ikke skulle FØDES nogen fra ham der skulle komme på Davids trone. Der skulle altså ikke komme noget biologisk AFKOM fra Jojakim. Med Jojakim/Jekonias bliver den Salomon’ske linie afbrudt i biologisk henseende. Men Joseph, som Jesus stedfader, havde alligevel de retslige muligheder efter jødernes skik til at overdrage ham kongeværdigheden. Så bliver Jesus altså den person, hvor begge linier, den Nathan’ske og den Salomon’ske mødes, fra Nathan får han det biologiske afkoms-kongeret gennem Maria og fra Salomon får han den retslige kongeværdighed gennem hans opdrage-far, Joseph, som var hans retmæssige formynder, men ikke hans biologiske far.
Her er så begge
slægtslinie-beretninger, både fra Lukas og fra Matthæus:
1. Den Nathan’ske slægtslinie:
Lukas 3, 23-38:
23 Og Jesus
selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en
Søn af Josef, Elis Søn,
24 Matthats
Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn,
25 Mattathias's
Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn,
26 Måths
Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn,
27 Joanans
Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris Søn.
28 Melkis
Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn,
29 Jesu Søn,
Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
30 Simeons
Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn,
31 Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas
Søn, Nathans Søn, Davids Søn,
32
Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn,
33 Aminadabs Søn, Arams Søn,
Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn,
34 Jakobs Søn, Isaks Søn,
Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn,
35 Seruks Søn, Ragaus Søn,
Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,
36 Kajnans Søn, Arfaksads Søn,
Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn,
37 Methusalas Søn, Enoks Søn,
Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn,
38 Enos's Søn, Seths Søn, Adams
Søn, Guds Søn.
1 Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog.
2 Abraham avlede Isak; og Isak avlede
Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre; 3
og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom; og Esrom
avlede Aram; 4 og Aram avlede Aminadab;
og Aminadab avlede Nasson; og Nasson avlede Salmon; 5 og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth; og
Obed avlede Isaj; 6 og Isaj avlede Kong
David; og David avlede Salomon med Urias's Hustru; 7 og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede
Abia; og Abia avlede Asa; 8 og Asa
avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; 9 og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede
Akas; og Akas avlede Ezekias; 10 og
Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias;
11 og Josias avlede Jekonias
og hans Brødre på den Tid, da Bortførelsen til Babylon fandt Sted.
12 Men efter Bortførelsen til
Babylon avlede Jekonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;
13 og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud
avlede Eliakim: og Eliakim avlede Azor; 14
og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede Eliud;
15 og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar
avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob; 16
og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født,
som kaldes Kristus. 17 Altså ere alle
Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil
Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon
indtil Kristus fjorten Slægtled. 18 Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således
til. Da Maria, hans Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom
sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd. 19 Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og
ikke vilde beskæmme hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig
fra hende. 20 Men idet han tænkte
derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en drøm og sagde:
"Josef, Davids Søn! frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig; thi det,
som er avlet i hende,er af den Helligånd. 21 Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi
han skal frelse sit Folk fra deres Synder." 22 Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er
talt af Herren ved Profeten, som siger: 23
"Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man
skal kalde hans Navn Immanuel," hvilket er udlagt: Gud med os. 24 Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde
han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig.
25 Og han kendte hende ikke, førend
hun havde født sin Søn, den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.
Denne særlige slægtsbaggrund af Jesus
Kristus hjælper os ikke bare til at forstå den historiske nødvendighed af
jomfrufødslen men også den særlige dobbeltkarakter af hans kongedømme som har
parallel med hans dobbeltnatur som værende 100% Gud og 100% menneske samtidigt.
Jesu kongedømme er nemlig 100% åndeligt og samtidigt 100% politisk.
Her findes der mange, som udelukker det
éne på bekostning af det andet. Dem, der udelukker den åndelige aspekt, glemmer
at Jesus sagde i Johannes 18:36 "Mit
Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine
Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit
Rige ikke deraf." Med andre ord, det åndelige aspekt af Jesu kongedømme er dets
overnaturlighed og anderledeshed i forhold til det, man normalt kender fra
verdenen. Folk som tenderer til denne grøft af vejen, hvor man glemmer det
åndelige aspekt af Jesu kongedømme, taler meget om politiske virkninger i
kristendommen. De er ofte rekonstruktionister, som tror at menigheden skal
herske i fremtiden. De taler meget om antikristen og om det politiske Israel og
glemmer, at antikristen virker også i menigheden: 1 Johannes 2:18 Mine Børn!
det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, således ere
nu mange Antikrister fremtrådte; deraf kende vi, at det er den sidste Time.
1 Johannes 2:22 Hvem er
Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Dette er Antikristen, som
fornægter Faderen og Sønnen. Så har antikristne kræfter et let spil i menigheden, når menigheden hele
tiden ser antikristen udelukkende i politikken.
Dette åndelige aspekt bliver
respræsenteret ved det overnaturlige i Jesu fødsel. Han er den éneste som
bliver født kun af en kvinde. Adam var det éneste menneske der ikke blev født
af et menneske, han blev fremstillet direkte af Gud. Jesus som den anden Adam
kommer ligeledes på en særlig måde til jorden. Jesu kongedømme skal altså være
helt anderledes, den grunder sig ikke på politisk magt som vi kender det fra
jordens riger. Jesus som konge er lige som David, han er ligeledes profet, han
når tronen kun efter en lang periode af forfølgelse gennem Saul.
Men så er der også dem, der
kun ser det åndelige aspekt og ikke forstår det politiske aspekt. Bibeltolkere som
falder i denne grøft, nægter også at Jesus Kristus kommer fysisk tilbage til
jorden for at herske som konge. De tror kun, at Jesus kommer tilbage i skyerne for at hente de troende,
ødelægge jorden og derefter foregår det hele bare i himlen hhv. den nye jord.
Med andre ord, Jesus skal slet ikke stille sine fødder på jorden (nemlig på
oljebjerget) mere, han kigger kun ned fra himlen for at indlede bortrykkelsen.
Angående antikristen tror disse folk heller ikke på en politisk person som vil
være et historisk fakta i fremtiden, en person der vil opstå i politikken. De
tror derimod at antikristen kun hersker i menigheden og derfor kun er et
åndeligt fænomen, et slags kodeord som står for al ugudelighed der foregår i
menigheden. Disse folk er typisk amillenialister, som altså tror, at
tusindårsriget kun er et åndeligt begreb der står for det fuldkomne, som Gud
vil give til sine udvalgte i evigheden.
Men Jesus Kristus skal også
herske som en politisk konge på jorden. Bibelen drejer sig ikke bare om
evangelisation og mission, men også om et magtskifte, ikke bare i de åndelige
dimensioner, men også på jorden. Bibelen drejer sig også om RIGET. Derfor beder
vi jo jævnfør Matthæus 6:10: ”...
komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på Jorden...”. Riget skal altså ikke bare
være i himlen, men også på jorden. Jesus Kristus skal komme til sin
kongeværdighed også på jorden, ikke kun i hjerterne af dem, der tror på ham og
følger ham. Og det vil være gennem ham, at dette rige vil begynde for alvor, ikke
gennem menigheden, som skaber 1000-årsriget for at tilberede Jesus en
overraskelse. Det er det postmillenialister tror. Nej, Jesus kommer tilbage til
jorden som han er opfaret til himmelen, nemlig på oliebjerget nær Jerusalem og
så skal HAN overtage verdensherredømmet ÅNDELIGT OG POLITISK.
Dette politiske aspekt af Jesu kongedømme er repræsenteret ved Josephs overdragelse af den Salomon’ske kongelinie til Jesus, gennem hans formynderskab som Jesu stedfar. Jesus vokser altså op hos tømmermanden Joseph og laver praktisk arbejde hos ham. Han skal også lave praktisk politisk arbejde når han opretter hans rige på jorden. Først skal han tilintetgøre antikristen. Så fornyes den gamle jord gennem den Hellige Ånds ild. Så opretter han sin verdensregering. Først efter 1000-årsriget bliver jorden tilintetgjort og Gud skal være alt i alt i en ny, himmelsk dimension. Jesus arver alt det, der har med Jødisk monarki at gøre, ikke bare ”David’s trone”, nej hele kongeværdigheden, fra begge Davids sønner. Ikke kun den Nathan’ske linie, som fremskrider i det skjulte, lige som David der er på flugt fra Saul, nej, også den Salomon’ske linie, hvor det rasler og larmer med konger, krige, belejringer, reformationer, sejre over fjenderne, oprør, indvielser og renselser af templet, osv. osv., alt sammen ting der foregik i blændende dagslys, ting som Juda’s fjender kunne have berettet om.
Jomfrufødslen er ligeledes begrundet i det såkaldte ”protevangelium”, det evangelium, som Eva fik med på vejen i 1. Mose 3, 15 hvor Gud sagde til slangen (djævelen):
1. Mosebog 3, 15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden,
mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge
den i Hælen!"
Dette er det
eneste sted i Bibelen (og nok også i de fleste biologigrundbøger) hvor der er
tale om en kvindelig ”sæd”. Det skal altså være af en kvinde alene, at den som
vil komme til at knuse djævelens hoved, vil fødes. Allerede her vil de fleste
liberale teologer nok forsøge at klippe denne tekst ud af Bibelen for ikke at
blive nødt til at anstille meget sofistikerede hermeneutiske gymnastikøvelser
og krogede manøvreringer for at kunne redegøre for deres tvivl på jomfrufødslen
i lyset af denne passage.
Liberale teologer argumenterer ofte, at det hebræiske ord ”ha’amma” som forekommer i Jesaja 7, 14 betyder både ”jomfru” og ”ung kvinde”. Faktisk eksisterer der bibeloversættelser, der skriver ”ung kvinde” i stedet for jomfru. Desuden taler Esajas højst sandsynligvis ikke kun med hensyn til noget der vil foregå 700 år efter ham, men også om noget i hans nærmeste fremtid, som et tegn til de folk i Juda, som levede i hans tid. På den anden side ser vi jo at Matthæus citerer Esajas 7, 14 i forbindelse med jomfrufødslen (Mt. 1, 22-23) og når en af de fire evangelister mener at kunne tyde Esajas 7, 14 på denne måde skulle vi nok følge ham i stedet for nogle liberale teologer.
Esajas 7,
14 Derfor vil Herren selv give eder et
Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder
ham Immanuel".
Jomfrufødslen var meget omdebatteret på Jesu tid og ”de skriftkloge” var godt klar over, hvad jomfrufødslen indebar. Desuden havde Maria jo ved at give sin indforståelse med Guds plan sat livet på spil. Det kunne nemt være sket at folk ville have beskyldt hende at have haft førægteskabelig samleje. Netop dette var også 30 år efter jomfrufødslen stadig væk noget, som de skriftkloge og Farisæerne forsøgte at udnytte for at lægge pres på Jesus. De vidste godt hvem Maria var og hvem Joseph var og hvad konsekvenserne var hvis jomfrufødslen skulle være sand: Nemlig at Jesus var den retmæssige konge af Juda. Men som en retfærdig konge ville han naturligvis gøre det af med korruptionen i templet og med Farisæernes magtfunktioner i folket. Det hedder jo i Johannesevangeliet gentagne gange at folk var ”bange for jøderne” hvilket er Johannes’ måde at beskrive det terrorherredømme som denne religiøse elite udøvede over folket. Farisæerne og de skriftkloge var godt klar over at hvis folket ville tro på at Jesus virkelig var den, der skulle være Jødernes konge, så ville det være slut med deres behagelige liv og deres privilegier. I Johannes 8 ser vi, hvordan man forsøgte at få Jesus i fedtefadet, i beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud. Højst sandsynlig var det hele et fingeret kup planlagt af dem. Kvinden blev muligvis forført af en betalt person eller også blev hun beskyldt ved hjælp af forkerte vidner. Farisæernes dobbeltmoral kommer klart til udtryk i den kendsgerning, at manden ikke omtales, selv om ”Moseloven” som de baserer sig på, påbyder steningen ikke bare af kvinden, men også af manden som tog del i ægteskabsbrudet (5. Mose 22, 22-25) . Men hovedtanken bag hele historien var at få Jesus bragt i klemme. Havde Jesus godkendt deres stening, som de jo forventede, så ville de nemlig slet ikke have stenet kvinden, det var de ikke umiddelbart interesseret i. I stedet for ville de have sagt til Jesus: OG HVAD SÅ MED DIN EGEN MOR, JESUS? Med andre ord, tvunget Jesus til at fordømme sin mor, fordi Farisæerne troede ikke på jomfrufødslen, mens mange af folket, som fulgte Jesus, troede på den. Her var det meningen at føre Jesus ind i en situation, hvor han ville fremstå med en dobbeltmoral, stening for en fremmed kvinde pågrebet i hor, frikendelse for sin egen mor, fordi det var jo hans egen mor. Og dette ville de så have beskyldt ham for: DU ANVENDER MOSES’ LOV I DETTE TILFÆLDE, MEN SELV ER DU JO BLEVET FØDT I MEGET MISTÆNKELIGE OMSTÆNDIGHEDER, HVAD SÅ MED DETTE? Så ville de have skældt ham ud med de ord, som de i Johannes 9, 34 brugte mod den blindfødte, som var blevet helbredt af Jesus: ”Du er hel og holden født i Synder!”, fordi det var nemlig det, som lå på deres tunge i Johannes 8 og som de så kom af med i Johannes 9.
3
Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor,
og stille hende frem i Midten. 4 Og de
sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning. 5 Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle
stenes; hvad siger nu du?" 6 Men
dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for.
Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden. 7 Men da de bleve ved at spørge ham, rettede
han sig op og sagde til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste
først Stenen på hende! " 8 Og han
bøjede sig atter ned og skrev på Jorden. 9
Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste
til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten.
10 Men da Jesus rettede sig op og ingen
så uden Kvinden, sagde han til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der
ingen, som fordømte dig?," 11 Men
hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg
fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"
5. Mose 22:22-25
22
Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge dø,
både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv. Således skal du udrydde det
onde af Israel. 23 Når en Mand inde i
Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med en anden, og har Samleje med hende,
24 skal I føre dem begge ud til
Byens Port og stene dem til Døde, Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og
Manden, fordi han krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det
onde af din Midte. 25 Men hvis Manden
træffer den trolovede Pige ude i det fri og tiltvinger sig Samleje med hende,
skal kun Manden, der havde Samleje med hende, dø.
Joh. 9, 29 Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi
ikke, hvorfra han er."
Hele denne diskussion omkring jomfrufødslen belyser også hvor vigtigt det er at have en bibelsk begrundet opfattelse om hvordan Bibelen bør omgås. Med andre ord, en bibelsk inspireret Bibelhermeneutik. Her eksisterer der megen forvirring. Nogle karismatikere hævder for eksempel at der eksisterer en forskel mellem ”rhema” og ”logos”. ”Rhema” hævdes at være det levende ord, gennem hvilket Gud taler i dag til menigheden. ”Logos” får tildelt rollen som udelukkende værende det ”døde” Bibelord. Men når man forsker alle bibelsteder igennem, hvor der forekommer ”rhema” og ”logos”, ser man snart, at de er bare to forskellige begreber for det samme. Man skal ikke overinterpretere forekomsten af to forskellige begreber for samme ting. Andre grupper igen falder for den samme fælde som farisæerne, som forskede og forskede i skriften uden at kunne forstå dens dogmatiske essens. I Johannes 5, 39 siger Jesus til dem: ”I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig” og Paulus siger i 2. Kor. 3, 18: ”...som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør.” Dette vers er dog brugt på en overdreven måde af nogle karismatikere som slagter det for at støtte deres rhema-vranglære. Når man vil komme til en forståelse af Bibelen i dens helhed, skal man ikke falde for hverken bogstav-tro, dvs. farisæisk biblicisme, men heller ikke for en overspiritualisering, hvor ”ånden” bliver vigtigere end Ordet. Man skal tage ordet bogstaveligt, ikke for at forblive ”i bogstaven”, men for at forstå helheden. Jeg har fremlagt i detailje flere forkerte veje man kunne fare vild på i hermeneutikken i en afhandling om hermeneutik på tysk. ”Ånden” er ikke noget mystisk, men den kan nogle gange ligestilles med bibelviden, for eksempel i lignelsen med de 10 jomfruer, hvor ”olien” efter min mening er bibelviden, som ikke bare kan købes ind og så har man det, det er noget som man skal have arbejdet med i lang tid. Fra bibelviden kan man også profitere når man vågner efter nogen tids søvn (læg mærke til, at i lignelsen er det jo alle 10 jomfruer som falder i søvn, ikke bare de 5 tåbelige). Gud er ikke interesseret i at vi hører nogen ”bip-bip”-lyd inde i hovedet, som ledsager os, han vil derimod at vi får sagligt begrundet bibelviden, at vi suger den bibelske visdom ind i os, at vi kommer til en dyb forståelse af hans almene planer af frelseshistorien og af hans måde til at handle med hans udvalgte og med verden i almindelighed. Mange er så stærkt fikseret på individuel ledelse gennem ånden at de glemmer dette sidstnævnte meget vigtigere aspekt af ”ånden”.
I øvrigt havde Joseph og Maria andre børn på den almene, naturlige måde
efter Jesu fødsel. I den katolske kirke tror man ikke på dette, her gælder det
som et dogme, at Maria fortsat forblev jomfru. I nogle engelske
internetsider som er specialiseret i romersk katolsk vranglære kan man meget
nemt finde det bibelske modbevis dertil.
Tilbage til danske prædiketekster
Tilbage til dansk indgangsside