Det religionskritiske livssynsparadigma som det manglende element i en pluralistisk kristendomsundervisning

 

Udgangssituationen

 

Ifølge lovgivningen skal kristendomskundskabslæreren stræbe efter at give eleven muligheden til at selv finde sit eget ståsted, ud fra overvejelser som eleven selv har gjort sig, i en dialogisk og refleksiv konfrontation med stoffet. Denne konfrontation, som igangsættes af læreren, skal være så neutralt som muligt, idet læreren skal ikke indoktrinere, men hellere initiere eleverne til egen tænkning. Desuden skal hun/han inddrage elevernes egne ønsker om tilrettelæggelsen af undervisningen.

 

Metode og strategi

 

Jeg tilbyder 3 forskellige ”nøgler” eller ”værktøjskasser” til hvordan man kan opbygge sig et syn på verdenen, ved at henholdsvis beskrive 3 typiske holdningsmønster som findes blandt menneskeheden. Disse er reduktioner, forenklede skitser af alt hvad der findes af holdninger, livssyn, filosofier og religioner. Med min inddeling opnås sideløbende med opstillingen af et ”holdnings-smørgåsbord til frit betjening” en faglig forenkling og kategorisering af stoffet, som vil hjælpe eleven med at få en overblik af de eksisterende livssyn. Faktisk kan foreliggende arbejde tjene som en inspiration til enhver lærer, uanset dens specifikke personlige holdninger og om han/hun stemmer overens med min metode i det hele taget hhv. min analyse af de 3 holdningsmønster eller ej.

 

Faktisk er min pointe den, at en lærer for at være en professionel lærer, er nødt til at blive klar over alle disse tre holdningsmønster i stedet for at køre på kun én som tilfældigvis er hendes/hans yndlingsparadigma. Kun når man inddrager også det 3. paradigma og ikke kun paradigmaer nr. 1 og 2, kan man være kristendomslærer i henhold med fagets bestemmelser. Det er helt naturligt, at en lærer tenderer mere til den ene eller den anden holdning, derfor ville de være naivt at sige, at en lærer indtager en neutral position fra starten. Der eksisterer en ensidighed bag de kulisser som betegnes som ”pluralisme” og dette vil jeg rette op med ved at vise paradigma nr. 3. 

 

Den meget grove kategorisering som jeg i denne forbindelse kommer til at foretager mig risikerer naturligvis som det altid er tilfældet med den slags kategoriseringer, at blive lidt klicheagtigt, men på den anden side står det jo frit til enhver til at gøre sine egne kategoriseringer, for eksempel som en modreaktion til den foreliggende. Om man kan lide dem eller ej, kategoriseringer er i sig selv allerede en pædagogisk fremgangsmåde, fordi de inspirerer andre (elever eller lærere) til at finde egne differentieringskriterier såsom om nødvendigheden og muligheden til overhovedet at differentiere. 

 

Det er ifølge Preben Kierkegaards tolkning af Niklas Luhmann lærerens ansvar at åbne og organisere læreindholdet sådan, at eleverne kan finde kriterier for kompleksitetsreduktion som vil hjælpe dem at kunne forholde sig til den mangfoldighed af principper og værdier som jo helt reelt eksisterer i det moderne centrumsløse samfund. Altså hverken relativistisk ”ansvar for egen læring”, hvor eleverne bliver overladt til sig selv og deres egen forståelse uden at være udfordret til selvkritisk nytænkning, og hverken normativ bedreviden med tilbøjelighed til at bringe sig selv som lærer i centrum for forståelesen af virkeligheden. I stedet skal eleverne lære at tænke rationelt og selvreflektivt, dvs. med åbenhed overfor den mulighed til at måtte korrigere for fejl i ens egen opfattelse. Moderne organisationer og menneskelige bevidshedssystemer må bestemme sig selv uf fra egne kriterier ifølge Luhmann. Dette er hvad man kunne kalde ”teoretisk produktivitet”. Evnen til udviklingen af individuelle differentieringskriterier (selektionskoder) skal kultiveres i undervisningen af læreren, den kommer ikke af sig selv. [1]

 

Den første ”værktøjskasse” kalder jeg for den platonisk-religiøse, den anden for den dikotomisk-religiøse og den tredje for den religionskritiske. Grunden fordi jeg har valgt denne inddeling er imidlertid min opfattelse fra min personlig erfaring og fra studier, at det tredje paradigma, det religionskritiske, bliver ikke eller i en for ringe grad tilbudt i kristendomsundervisningen. Det er næsten kun de første to paradigma, det religiøse og det dikotomiske, som tilbydes eleverne som mulige ”værktøjskasser” til opbyggelsen af et verdensbillede og et meningsgivende fundament til livsførelsen. Herved glemmer man, at netop det tredje paradigma har haft den mest skabende kraft i opbyggelsen af den vestlige civilisation, som jeg skal vise i det følgende. Kristendomsundervisningen er derfor blevet ensidigt, selv om den tror at den forholder sig til kravet om pluralistisk neutralitet. Hellere er det sådan, at der drives kristendomsundervisning ud fra en ensidig ”pluralisme” der udelukker det tredje paradigma fordi det svarer ikke til den specifikke holdning af læreren, og undervisningen er derfor ikke virkeligt pluralistisk.

 

Netop på grund af dets delvise eller fuldstændige fravær af kristendomsundervisningen i dag har jeg også valgt at lægge særlig vægt på det i foreliggende arbejde. Dette skal ikke misforstås i den forstand, at jeg vil derved mindske de første 2 paradigmaers indflydelse i undervisningen. Hellere vil jeg koncentrere mig på det mere end på de første 2, fordi når det er sådan, at det er det, som blev behandlet mindst, er det jo også nødvendigt til at sætte fingeren på det i en særlig grad for at skabe en ligevægt mellem de 3 paradigma i fremtiden. Jeg har derfor også valgt eksempler som kan videreudvikles til konkrete arbejdsspørgsmål til dette tredje paradigma, hvorimod jeg har ikke gjort dette ved de første 2 som jo allerede er gængse i kristendomsundervisningen og for hvilket der kan derfor alligevel findes gode ideer til planlæggelsen og gennemførslen af undervisningen i den bestående tilsvarende faglitteratur. Ved disse første 2 paradigmaer har jeg indskrænket mig til en kort analyse af deres grundlæggende karakter og af de grundpræmisser, de er byggede på. Ikke desto trods kan denne arbejde bruges som en handlingsplan for enhver lærer, idet enhver kan få et overblik over de grundlæggende valg, eleven skal stilles overfor, og i henhold til, hvad den enkelte selv synes, kan enhver lærer bygge videre med det paradigma, han eller hun føler sig tryggest med. Det henstilles til den lærer, som foretrækker paradigma 1 eller 2, at filtrere nogle kritiske bemærkninger fra, som jeg har gjort bevidst eller ubevidst, og at gøre sin egen vurdering af henholdsvis paradigma 1 eller 2. 

 

Det første paradigma: Den platoniske religion

 

For at kunne foretage foreliggende inddeling skal der defineres differentieringskriterierne ud fra hvilke samtlige eksisterende livssyn, religioner og filosofier kan indordnes i. Jeg har her taget nogle filosofiske overvejelser fra skabelsesberetningen, nærmere bestemt fra historien om fristelsen af Adam og Eva, som udgangspunkt for differentieringen mellem det religiøse og det religionskritiske, og angående det dikotomiske paradigma er det erkendelsesteoretiske (epistemologiske) besynderligheder som jeg har lagt mærke til.

 

Begrebet ”religion” bruges her i en ganske bestemt religionskritisk forstand, nemlig i lyset af en religionskritik, som tager skabelsesberetningen som en filosofisk udgangspunkt. I skabelsesberetningen møder vi nemlig religionen for første gang, i ”personen” af slangen hhv. djævelen, der frister til et ”højere” kundskab, som vil gøre mennesket Gud lige. Det er som om slangen siger til de første mennesker: ”Gud har ikke skabt jer godt nok, han har ikke givet jer al den kundskab, i har brug for. I er blevet snydt af Gud. Han vil forhindre, at i kommer til den virkelige erkendelse. Han vil føre jer vild og holde jer som trælle.” Man kan lige så godt sige, at det som slangen siger, er det første tilfælde af ”religionskritik”, hvis man nu anser Guds lov mht. det forbudte træ som ”religion”. Religionskritik er altså ikke lige med religionskritik. Det er på baggrund af dette måske ikke mere så forunderlig, at jeg i det følgende kommer til at regne marxismen med dens ”religionskritik” til det religiøse paradigma. Dette kan kun gøres, når man forstår ved ”religion” denne almene gnostiske holdning, hvorefter mennesket altid søger noget der er højere end Gud og giver sig så at gøre medmenneskene usikre ved at snakke om deres liv som værende et liv i en platoniske hule og ved at foregøgle en fiktiv frihed som skulle findes udenfor ”hulen”. Der har været teologer som Bonhoeffer, der brugte beretningen om fristelsen af Adam og Eva på denne måde. Bonhoeffer skrev, at i denne beretning er det ”Gud mod Gud” nemlig Satan mod Gud, som kampen går imellem. For at sige det på en meget forenklet måde: Når man opdager, at den ene ”Gud” er i virkeligheden Satan, har man bedrevet religionskritik i Bonhoeffers forstand, når man derimod kritiserer den rigtige Gud for at lyve, har man bedrevet religionskritik i den platoniske[2] forstand.

 

Den platoniske religion er derefter den grundlæggende indstilling, ifølge hvilken hele virkeligheden skal opfattes som en sammenvævning af uvirkeligheden med virkeligheden, af det irrationelle med det (kun efter sigende) rationelle. Mennesket bliver her indført i et labyrint af dæmoniske magter som han kan ikke styre umiddelbart, dvs. uden af have gennemgået en vis initiering af én eller anden art. Mennesket bliver konfronteret med et sammenhængende, kohærente verdensbillede og bliver samtidigt fremmedgjort overfor en personlig og konkret eksisterende Gud. I det platonisk-religiøse paradigma eksisterer der nemlig slet ingen personlig Gud, som søger kontakt med mennesket på en meningsfuld og opbyggende måde. Her har vi derimod med usynlige kræfter at gøre, med abstrakte guddommelige salvelser og magtoverførsler, med ”higher order” erfaringer og ”nøgle-erfaringer”. Dette paradigma eksisterer selv sagt også i nogle fremtrædelsesformer af den kristne tro. Det er lige meget, hvilken lære man påberåber sig fra officiel side, mentaliteten er det, som gør visse ”kristne” trosretninger til at ligge i dette paradigma og ikke i et af de andre to. På det filosofiske område har vi her med idealismen som sådan at gøre, med Platon, Rousseau og Hegel som de mest kendte eksponenter. Marxismen som én form for hegelianisme er et eksempel mere, også den er religiøs ifølge nærværende definition af religion. Idealismen tildeler sig selv retten, lige som religionen i den bonhoefferske religionskritiske forstand, til at bestemme, hvordan et menneske skal blive lykkeligt. De som ikke følger vedkommende teori om skabelsen af lykke, bliver sat under pres. Alle SKAL være lige lykkelige og skal derfor tilpasses menneskeidealet, som svarer til det vedkommende lykkebegreb. Dette lykkeideal bliver så ophøjet som en slags gud, med de typiske herliggørelser af visse ledende personligheder som følge. Folk begynder faktisk at tilbede idealet og dens ”legemliggørelse” i personer som Lenin og Mao. Det er den ”oplyste” hersker, det ”oplyste” pseudodemokratiske og i virkeligheden oligarkiske samfund, som styrer suverænt menneskenes skæbne. Det er ikke menneskets værdighed, faktisk heller ikke friheden, som står i centrum, men lykken. Det samme er sand for samtlige religioner, hvor mennesket tilpasses en ideologi, den eneste forskel med marxismen og lignende politiske ideologier er faktisk kun at traditionelle former for religion manipulerer ikke bare med sociale fakta men også med eskatologiske overvejelser, hvor man truer med konsekvenser i livet efter døden. Alt dette fordi man jo kun vil ”det bedste” for ethvert menneske.

 

Både den rousseauske-hegelianske ideologi såsom religionen er ikke andet end en overtro, som menneskeheden skulle egentlig helst sættes fri af snarest muligt. Denne overtro, være den politisk-sekulær eller religiøs, kan kendes ved den kendsgerning at den tillader ikke at blive verificeret eller forbedret. Her har vil billedet af Baals-præsterne, der ikke tillod at deres Baals-religion blev udsat for en kritik foretaget af de profeter, som var loyale overfor Israels Gud, men i stedet for valgte at benytte sig af Isebels magt for at få Guds-profeterne forkortede med et hoveds længde hver, i stedet for at indlade sig med en diskussion med dem. Denne platoniske overtro er desuden kendetegnet ved utopiske spekulationer. Det er spekulationer som frembringer en perfekt plan, en ”blueprint”, som skal følges. Dæmonen, som giver sig ud for at være Gud, har talt, menneskene skal adlyde blinde. Denne perfekte plan er sådan set ”hellig” og ve det menneske, der vover at røre ved den. Lenin og Stalin ville ikke tilgive Trotzki’s forsøg på at forbedre kommunismen. Utallige præster er blevet fyret eller udsat for chikanisering, forfølgelse eller endog drab, når de vovede at kritisere den bestående ordning i et religiøs system. Ifølge Karl Popper går en ideologi forbi sandheden, når den er ikke verificerbar. Når noget kan ikke verificeres, fordi det er ”helligt” som sådan, kan det umuligt have noget med sandheden at gøre. Det er en overtro, som holder menneskene i fangenskab, en spekulativ teori, som kan ikke angribes, analyseres eller sættes i tvivl mere. Mennesket har her skabt sig selv en gud, som det ikke kan angribe mere selv, nu er den blevet gud og skal tilbedes på en mekanisk og ureflekterende måde.

 

Derfor er det ifølge dette paradigma mere oplagt at ødelægge personligheden end at opbygge den. Mennesket skal ikke blive originalt, skrøbeligt, pudsigt, egenrådig, individualistisk, firkantet, vægtigt, funderet eller i det hele taget klodset; det skal tværtimod blive en let sky, ensartet og hele tiden i forandring, upåtrængende og ligeglad, rund og strømlinjeformet. Kort sagt, en slags flyvedrage, der kan nemt komme til at flyve i vinden. Et glasmenneske, der er let gennemskueligt og svært at skelne fra de andre glasmennesker.

 

Det kan ikke nægtes, at der kan godt findes en vis mening i livet i denne paradigma. Meningen består i, at man finder lykken ved at barbere sin egen personlighed væk. Så har man i hvert fald ikke nogle personlige problemer mere. Man er blevet en del af det hele, af ursuppen, af nirvanaen, af universets svingninger og har ikke engang brug for at føle sig tryg. Fordi tryghed er jo også noget, der forudsætter en personlighed. Med etikken er der heller ikke noget i vejen mere. Når man fx. lever i promiskuitet, er det faktisk sådan, at det er ikke én selv, der har sex med en anden, men det er ”strømmen” som gør noget gennem én selv. Spørgsmålet om at vente med sex indtil livets partner eller ej bliver altså genstandsløst, fordi man har ingen egen personlighed mere dybest set. Derfor kan det altså være lige meget hvad kroppen tilfældigvis kommer ud for. 

 

Når man tror at denne form af tænkning standser foran videnskaben, har man taget fejl. Store dele af videnskaben er nemlig selv gået ind for den. I et lærebog om matematik[3] citeres der Umberto Eco i sin beskrivelse af Foucaults[4] pendul. Man skal lægge mærke til et sprog, der bærer præg af esoterikken frem for Newtons og Leibniz’ fysik og skolemetafysik:

 

”Kuglen, der hang bevægelig for enden af en lang line fastgjort i korets loft, beskrev sine vide svingninger med isokron majestæt. Jeg vidste – men enhver burde have kunnet fornemme det i dette sindige åndedræts fortryllelse – at perioden var styret af forholdet mellem kvadrat-roden af linens længde og det tal pi, som, uforståeligt for jordiske sind, i kraft af en guddommelig fornuft nødvendigvis forbinder omkredsen af enhver mulig cirkel med dens diameter  - således, at den tid, det tog denne kugle at vandre fra den ene pol til den anden, var en følge af en gådefuld sammensværgelse mellem de mest tidløse af alle mål, ophængningspunktets enhed, dualiteten i en abstrakt dimension, pi’s tredelte natur, rodens hemmelighedsfulde tetragon, cirklens fuldkommenhed”.

 

I denne opfattelse af fysikken er der næppe noget af Newtons ”Principia” eller Leibniz’ ”Charakteristica Universales” tilbage. Ikke klart definerbare naturlove styrer tingene, men gådefulde og hemmelige; kort sagt, guddommelige kræfter har fingeren i spillet. Det er ikke en sand Gud i den historiske kristne forstand, som Newton og Leibniz forstår som det enende princip, alle andre principper havde som én fælles kilde, nej, her er det en abstrakt og dualistisk guddommelighed der bevæger sig i ”svingninger”, ikke ifølge sætningen om vedvarende kræfter. Her bliver man nærmest opfordret (som det jo sker i mange skoler i Europa) at ”ånde rigtigt” for at kunne blive ”fortryllet” og opnå en ”guddommelig fornuft” der har ikke noget med den fornuft at gøre, som en sand Gud siges at have lagt allerede i mennesket ifølge den bibelske kristne tro. Dette er nemlig en fornuft, som er ”uforståelig for det jordiske sind”, dvs. man skal ikke gøre sig umage ved at forsøge at forstå den, den kan aldrig forstås, videnskaben kan aldrig nogensinde forstås. Det hele er naturligvis baseret på nogle videnskabelige fakta, fordi tallet pi og kredsen er noget som man faktisk ikke har endnu kunnet forklare fuldt ud. Men dette betyder ikke, som denne videnskabsopfattelse går ud på, at hele virkeligheden er abstrakt, at det hele beror på lunefulde magter som har afgået en hemmelig aftale, en ”sammensværgelse”. Her bliver videnskabsmanden tvunget til at henvende sig til okkulte kræfter, så at sige, for at kunne opnå viden, en viden, som alligevel ikke kan fattes ved klar forstand; ifølge den platoniske religion er den hinsides den normale klare og rationelle erkendelse.

 

Dette kan nu alligevel give en vis mening, især når man føler sig presset i et hjørne af Descartes, Leibniz og Newton. Her får man så en vis frihed, men prisen er så den menneskelige erkendelsesmulighed som skal afleveres ved garderoben før man træder ind i ”åndernes” panteon. 

 

Pædagogisk set vil en lærer der går ind for dette paradigma ved udelukkelsen af de andre (noget som han ifølge fagets formål faktisk ikke må, men alligevel findes der jo lærere, der gør det) være tilbøjelig til at manipulere børnene med deres ”selvstændige arbejde”, ved at styre dem mod en retning, hvor de bliver modtagelige for platoniske-totalitære-religiøse-idealistiske tankemønstre. Samtidigt kan han håbe på, at eleverne, der så kommer til at vælge denne form for meningssøgen, vil stadig væk kunne kultivere et minimum af kritiske forbehold som vil sætte dem i stand til at hoppe fra når det bliver for uhyggeligt alligevel. Så ville disse elever måske kunne bidrage til nye kritiske overvejelser i deres fremtidige omverden.

 

Pædagogisk-filosofisk set svarer dette paradigma i øvrigt til det, Niklas Luhman kalder for ”den normative fælde”, idealet om det perfekte, som kræver, at der hele tiden kun er én mulighed og ingen alternativer[5].

 

Det andet paradigma: Det dikotomisk-religiøse paradigma

 

”Dikotomi” betyder inddelingen af virkeligheden i to eller flere områder eller kategorier. Ifølge det dikotomiske paradigma er det altså ikke muligt, til at komme til et altomfattende bud på tilværelsens mysterium, til et kohærent system, der omfatter hele virkeligheden[6]. I stedet for finder man på inddelinger, hvorefter man kategoriserer virkeligheden og tilordner forskellige elementer af virkeligheden til bestemte kategorier. Ved at gøre dette indfører man et klart skel mellem disse virkelighedsområder.

 

Det hele begyndte nok i den nyere tid med Hume, som indså, at mennesket kan ikke tænke anderledes end ud fra et håb om slutendelig sikkert viden, og som derfor skabte en plads på reolen, en ”kategori” for ”efter sigende sikkert viden”. Men netop derved afsnørede han ”sikkert viden” fra videnskabelig verificering og sund skepticisme. Han hævdede, at det er godt at tro på sikkert viden, men derfor er den altså ikke sikkert, bare fordi den er ”godt” eller fordi den forhindrer meningsløsheden. Med andre ord, der eksisterer ingen morale værdier som er gode ”per se”, dvs. uafhængigt at menneskelige verificeringer. Kant, som følger Hume i dette, går så videre og beskriver et morallov som er uafhængigt af naturlovene, af ”stjernehimlen”. Moralloven er inde i mig, jeg kan lide at være et kristent menneske, men det har ikke noget med den slutendelige virkelighed (naturloven) at gøre. Lad menneskene tro på kristendommen, hvis det hjælper dem og hvis det kan integreres i den preussiske statsapparat med dens pligtetik. Men kristendommen har ingen metafysisk basis ifølge det dikotomiske paradigma. Derfor er også den ”kristne” moral jævnfør dette paradigma ikke begrundet i Guds eksistens og Guds vilje, men i samfundets og statens (eller en kirkes) vilje. Dikotomien betyder at det historisk-positive kristendom bliver afskåret fra den menneskelige civilisation inklusive kirken. Samfundet får derved lov til at ”lege” kristendom på dens egne præmisser.

 

Fordelen ved dette paradigma var, at den fremmede en pluralistisk demokrati, som fratog kirken retten til at styre samfundet, noget som var og er gavnligt, når kirken har til hensigt til at trække en ”kristen” version af den platoniske religion over hovederne af menneskene. Det dikotomiske paradigma tenderer til at værne mod både det platonisk-religiøse og det religionskritiske paradigme. Den tillader ikke, at kun én enkelt slags af platonisk religion eller politisk idealisme får lov til at være den eneste bestemmende faktor i et samfund. Men den er lige så ubønhørligt overfor virkelig religionskritiske stemmer, fordi sand religionskritik skaber forandringer i samfundet, hvor så selve dikotomien risikerer at blive kritiseret og omkuldstyrtet. Dikotomien fører nemlig til en opfattelse af videnskaben, som gør at videnskaben og dermed muligheden til nye opdagelser stagnerer. Ifølge dikotomien eksisterer der ingen sammenhæng, som man kunne bruge som et udgangsparadigma for dristige spekulationer til nye teorier. Den del af virkeligheden A hører til teorien A og den del af virkeligheden B hører til teorien B. Derfor ville man næppe finde på at omkuldstyrte disse teorier, fordi man får ikke anledning til at formode en sammenhæng mellem A- og B-verdenen. Det var igen Karl Popper, som viste at videnskabelige opdagelser begynder ikke med iagttagelser (altså induktivt), men med dristige nye teorier som så afprøves, sammenlignes med gamle teorier, indtil en ny teori som gør rede for flere iagttagelser end den tidligere, bliver formuleret og som så igen er kun en hypotese der er åben overfor kontinuerlig afprøvning, udfordrende kritik og gendrivelse. Men dikotomien tillader ikke sådanne dristige spekulationer. Den tillader ikke en fantasifuld, lidenskabelig søgen efter en rød tråd som går gennem hele virkeligheden, et system bag systemerne. Fordi derved bliver dikotomien opløst, det klare skel mellem virkelighedsafdelingerne bliver stillet i spørgsmål.

 

Den dikotomisk-religiøse måde at forstå verdenen på svarer til Lessings ”Nathan den vise”-mentaliteten, til frimurer-idealet om tolerance og ligevægt mellem religionerne, dog ikke en tolerance, som udspringer fra en virkelig lyst til at undersøge, sammenligne og finde sandheden, men en relativistisk, flegmatisk indstilling, der er ligeglad med sandheden fordi den ikke tror på at der findes en sandhed; en indstilling, der søger at distancere sig fra sandheden ved at erstatte den med en generel relativistisk tomrum. ”Alt er tilladt – men ikke alt gavner”, nemlig ikke samfundets formål og programmer. I virkeligheden er ikke alt tilladt – det er nemlig ikke tilladt at have en klar holdning, der formår at give én standfæstethed selv når samfundet bliver totalitær. Der bliver kultiveret en efter sigende kritisk holdning, men virkelig dybtgående kritik bliver ikke fremmet. Virkelig søgen efter sandheden erstattes med en overfladisk og pragmatisk nyttelogik, hvor det drejer sig om at skabe gode, nyttige borgere af samfundet, at få maskinen ”samfundet” at køre videre uden problemer. Det er billedet af en myretue af videnskabsmænd, som følger strømmen og giver sig tilfreds med at bidrage hver med deres grannåle af stykkevis erkendelse til opbyggelsen af myretuen, i stedet for at stille grundlæggende spørgsmål der ville føre til en virkelig frigørelse af mennesket. Teologerne, der følger dette paradigma drømmer om at blive husket af generationerne efter dem på grund af en lille fodnote i en bibelkommentar, hvor de har ydet et bidrag med en semantisk vanskelighed af et hebræisk ord, hvor de antydede en mulighed til en ny fortolkningsaspekt; det ville aldrig falde dem ind at støde på store misforståelser hvis opklaring kunne sætte noget stort i bevægelse, de er helt tilfredse med myretuen.

 

Der eksisterer nogle teologier, som går forbi den sandhed, der findes i kristendommen. Især i den moderne teologi bliver troen ikke mere rettet mod et objekt, som betragtes som virkelig eksisterende. Man tror faktisk hellere i ”troen i troen”. Francis A. Schaeffer har påvist[7], hvordan den moderne teologi er som oftest baseret på en dikotomi, hvor Gud er en abstrakt filosofisk størrelse, man i virkeligheden ikke kan nå på nogen måde. Mennesket bliver henvist til et kristendom som befinder sig i en medmenneskelighed, hvor der ingen objektiv eksisterende Gud er. ”Gud” bliver bare til et slags politisk begreb, et kodeord, som har en styrelsesfunktion, hvormed man styrer samlivet og samfundet. Dette er noget, som mange teenagere vil ikke have noget som helst at gøre med. Det er denne abstraherende moderne kristendom, som de ofte føler sig manipulerede af, og dette med rette.

 

Der eksisterer også en dikotomisk version af religionen. I den dikotomiske religion er mennesket interesseret i at ”bruge” ”Gud” eller det guddommelige på sine egne præmisser. Det er altså faktisk det, Bibelen kalder for ”afguderi”. Mennesket tilrettelægger sig et billede af Gud efter sine egne ønsker. Derfor bliver en afgud aldrig en tilfældig fremstillelse af den sande, levende Gud, hvis eksistens dybest set er urelevant og uinteressant. Det er altså umuligt og i øvrigt også ikke ønskværdigt til at komme til en viden om en eventuelt eksisterende sande Gud eller om en eventuelt eksisterende sandhed i det hele taget når man tænker i de baner, dette paradigma fortegner, fordi hvis en sand Gud skulle eksistere, så ville denne sande Gud nemlig på forhånd afsondre sig selv fra alle mulige afguder som mennesket kan komme af finde på.

 

Den dikotomisk-religiøse tager det nu ikke engang så tungt, hvis han skulle miste den sande Gud gennem alle sine bestræbelser og foretagender. Fordi han er nemlig dybest set ikke interesseret i sandheden. Han eller hun vil derimod opnå harmoni og magt over omstændighederne for at få det hyggeligt. Hvis til dette formål benyttelsen af en ”Gud” synes af være fordelagtigt, er det ”o.k.”. Hvis ikke, finder vi bare en anden gud eller ideologi. Dette kan skabe en vis ”mening”, hvis man nu er tilfreds med at indskrænke sig, i al ”ydmyghed”, så at sige, i sin epistemologi, for at finde sig beskedent i en snæver afgrænset ramme for livet, en livsvirkelighed, der er begrænset i det, man kan erfare i religionen. Religionen er her et opium af den bedste sorte, som skaber glade, lykke, fremgang, beherskelse af ens liv og af ens dårlige vaner og succes i det hele taget. Mennesket er her sin egen lykkes smed og lærer en masse ”tryllekunster” som han kan bruge til at få virkeligheden underordnet sine ønsker og lyster. Hvad vil man have mere, siger den dikotomisk-religiøse pragmatist.

 

Her kan man altså finde en mening med livet ved at bevidst fravælge muligheden for en sammenhængende mening. Mennesket bliver her lykkelig ved at forkaste virkeligheden og forstanden. Den tyske forfatter Hermann Hesse tænkte i disse baner. For ham var verdenen et ”Glasperlespil[8]” som kan ikke tolkes grundlæggende. Den forbliver mystisk. Virkeligheden er ikke virkelig, det er mod uvirkelighedens mandala man skal rette sit øjemål (for så snarest af falde i trance). Verdenen er uigennemskuelig og ulogisk. ”Logikken” bliver betragtet som et forgæves forsøg på at tilfredsstille ens kødelige, egoistiske, forkrampede og ”vestlige” begær.  Filosoffer som løb i samme trit var Schopenhauer, for hvem verdenen var udtrykket af en ”vilje” og i nyere tid Michel Foucault, hvis filosofi i sidste ende går ud på at fastslå, at sand frihed findes kun i tilstande af psykisk sygdom.

 

I den religiøse del at den opdelte virkelighed er der mange muligheder for religiøs opførsel og aktivitet. Typisk ville man nok være ”mådeholdende” med sin religiøsitet, når man lever i dette paradigma, men dikotomi-religiøsiteten kan også antage entusiastiske former, hvor spændingen er højt og emotionerne går stærkt. Her handler det så typisk om, er at få mennesket i stand til at logge sig ind i en ”strøm” af guddommelig kraft, hvor ”Gud” bliver til en kraftkilde som kan downloades og bruges lige som man bruger elektromagnetiske onder til at kunne modtage radioudsendelser; og mennesket bliver omdannet til en antenne hhv. en upersonlig lynafleder. Når mennesket kan ikke logge sig ind, når lynet slår ikke ind, er det fordi forstanden står i vejen, den skal derfor slukkes fra. Dette igangsættes gennem narkotiske stoffer eller meditative praktikker eller (masse-)hypnotiske øvelser. Mennesket skifter altså fra en ond, logisk, rationel, jordbunden eksistens over i en anden verden, hvor den kan fornemme gudernes vingebrus og derved blive en del af universets rytme. Mennesket bliver derved til et ikke-menneske, til en ikke-personlig modtager eller erfarende størrelse. Personligheden er nemlig noget, der kan komme til at stå i vejen, når man skal ud at ride på kraftkilde-guderne. Den dikotomiske ånde-kirurg skærer ind i hjernen og lægger det stykke hjerne som hedder ”normalt liv som samfundsborger” i en skål og det stykke af hjernen som hedder ”religiøs modtagelighed” i en anden skål. Aldrig skal de to hjernedele kunne virke sammen mere.

 

Pædagogisk set kan en lærer, der går ind for dette paradigma ved udelukkelsen af de andre (noget som han ifølge fagets formål faktisk ikke må, men alligevel findes der jo lærere, der gør det), blive fristet til at fratage eleverne retten til at få konkrete informationer om værdisystemer, der kræver en klar stillingtagen, for så i stedet for at overlade dem til deres skæbne og lade dem selv finde frem til noget som er ”inde i dem selv”. Her kan han nemt gøre rede for sin metode ved at sige at han opdrager til selvstændighed, men faktisk får eleverne ikke faglig viden nok og bliver bare skråsikre, anmassende og rodløse, ikke virkelig selvstændige i dybeste forstand.

 

Det tredje paradigma: Det religionskritiske paradigma

 

Sand religionskritik kritiserer både den dikotomiske standpunktsløshed såsom den platonisk-religiøse dæmoni som uvidenskabelige, umenneskelige og ødelæggende for enhver for for civilisationsfremskridt. Det er billedet af videnskabsmanden, som er utilfreds med det bestående og risikerer sin position ved at fremlægge dristige og fantasifulde spekulationer til en mulig teori som så skal enten bekræftes eller forkastes i lyset af afprøvninger. Han kommer med foreløbige løsninger, som så skal underkastes fejlelimineringsprocesser. Albert Einstein sagde: ”Det er kun vovede spekulationer, der kan bringe os fremad, ikke en ophobning af kendsgerninger[9]”.

 

Religionskritik betyder også reformation. Det er billedet af profeten Elias som risikerer både sit eget liv såsom fundamentet af sin egen tro ved at udfordre Baal – hvis Baals alter bliver tændt af Baal, så vil han tilbede Baal, hvis derimod hans alter bliver tændt, så skal Israels Gud være sand. Det er religionen eller videnskaben som ransager sig selv, som udsætter sig selv for risikoen for at blive afprøvet og forkastet. Religionskritik og en videnskabelig metode i popperiansk forstand er en kontinuerlig (for Popper uendelig) feedback-proces, gennem hvilken teorierne hhv. dogmerne bliver hele tiden afprøvet og kritisk undersøgt. Kun derved kommer der fremskridt til vejs. Ifølge Popper startede civilisationen med de førsokratiske filosoffer Tales, Anaximander og Anaximenes og deres opfindelse af den kritiske metode. Sokrates er så højdepunktet. Disse fire filosoffer fører mennesket ud af de animistiske stammesamfund, hvor præsterne og høvdingerne bestemmer, hvad der skal tros. Først med den kritiske skole begynder der for alvor at ske fremskridt i tænkning, før havde menneskeheden kun bevæget sig i en slags naturalistisk sjamanisme, en naturreligion. Men efter Sokrates kommer Platon og han fører menneskeheden tilbage til et ”lukket samfund[10]”, hvor alt er planlagt og forudbestemt af ”ledelsen”, nemlig regeringen, bestående af oplyste ”filosoffer”. Platon bruger al den viden, som er blevet udviklet af den kritiske skole for at bygge en sofistikeret version af en animistisk stammereligion, som har været toneangivende i filosofien siden hen. 

 

Ifølge Popper er det sådan at mennesket vil normalt slippe fri af ”civilisationens byrde”. Denne byrde betyder kamp for civilisationen ved at risikere noget for sandheden ved at underkaste sig en kontinuerlig fejlelimineringsproces. For mennesket er det mere bekvemt at adlyde andre og blive en del af deres plan end at selv risikere at blive stillet i skudlinien af kritikerne når man tilfældigvis kommer ud for at provokere de bestående normer. Sokrates blev jo til sidst henrettet, fordi man kunne ikke holde ud på hans kritik mere til sidst. Lige som Sartre ser også Popper mennesket i færd med at finde sig en tro eller en utopisk drømmeteori som det følger efter, i stedet for at måtte tage ansvaret op for civilisationen. Forskellen er at Sartre overlader mennesket til sin egen dømmekraft og stort set til sig selv, mens Popper driver mennesket ud i dialogen med andre videnskabsmænd som er potentielle kritikere af det man har fundet ud af. For Sartre er tilværelsen absurd, mens Popper ser hele tiden sandhedsprincippet som det er værd at søge efter, selv om han ikke tror, at hele sandheden nogensinde ville kunne findes. Hos Sartre er opgøret imod borgerkulturen temmelig vilkårlig, han opretter ikke nogle kriterier til diffentiering, hvorfor og hvorledes man skulle kritisere osv. Det er bare en mode at være imod de borgerlige idealer. Hvis noget er borgerligt, så er det ”reaktionært”, men hvorfor dette er en ulempe, det kan man ikke forklare. Hos Popper kan det godt ske, at man til tider vender tilbage til nogen tradition, når man har fundet ud af, at en gamlere teori var bedre end nogen der er accepteret af de fleste i ens egen tid. Han er altså ikke interesseret i udifferentieret opgør mod en klasse eller en kultur, han forfølger sandheden, koste det, hvad det ville, opgør med det bestående eller tilbagevenden til noget der var blevet forkastet. Han kalder for oprettelsen af differentieringskriterier for at kunne skelne, hvilke af de nye teorier, som man har fremlagt som foreløbige teorier, skal forkastes og hvilke ikke. Det er her motivationen af den enkelte videnskabsmand som vil spille en rolle her. Videnskaben starter ikke i et tomrum, hvor man starter fra nul. Det giver ingen mening at ”iagttage”, man skal vide, hvad og under hvilke synspunkter man skal iagttage, og dermed starter man allerede med en ”teori”, nemlig med et dogmatisk fordom, med et klart sæt af differentieringskriterier og en klar målsætning. Så er man allerede ikke neutralt mere, men involveret på en lidenskabelig måde. Maurice Merleau-Pontys ide om at iagttagelse er den egentlige kilde til viden, og at den skulle studeres forud for videnskaben, er fundamentalt forkert. Det er omvendt, den videnskabelige teori kommer først, ellers var der ikke nogen anledning for iagttagelse. Fordi hvis man ikke havde en gammel teori, ville man ikke komme til at fortvivle, når den ikke holder, og derfor ikke blive inspireret til at søge efter alternativer, som så ville lede til flere iagttagelser. Menneskene er ikke ”frie” i den forstand, at de starter fra nul. tværtimod er vi alle blevet påvirket af en stor kompleksitet af kulturelle indflydelser som har givet os visse udgangsteorier til bedømmelsen af vore iagttagelser. 

 

Der eksisterer også en bibelsk version af religionskritikken, men det betyder ikke, at al religionskritik skal nødvendigvis være bibelsk. Ifølge Dietrich Bonhoeffer befinder virkelig sand og retskaffen religionskritik sig på Bibelens side. Dette havde været én af de grundlæggende teser, som han blev kendt for[11]. Bonhoeffer’s tese er at både den sekulære og den bibelsk begrundede religionskritik har én ting fælles: De vil begge befri mennesket fra religionernes labyrinter og dæmoner. Den eneste forskel er at Bibelen viser at det er først og fremmest Jesus Kristus, som giver udrustning til denne kamp og at den slutendelige befrielse er et liv, hvor mennesket er genforenet med Gud gennem en eksistens ”i Kristus”[12]. Bonhoeffer bliver altså grundlæggeren af et religionsløst kristendom[13]. Religion bliver betragtet af ham som en antikristen selvbekræftelse[14]. Men alt dette forudsætter, at man har lov til at tro på en objektiv eksisterende Gud som åbenbarer sig på en objektiv måde, fordi det er kun gennem denne åbenbaring, som religionen kan tilintetgøres. Kritiserer man denne objektive basis, saver man grenen af, på hvilken man sidder. Med andre ord, en relativistisk, dikotomisk teologi, som er kun baseret på troen i troen, er ingen støtte til dette foretagende[15]. Uden denne basis er der ingen mulighed tilbage til at bekæmpe illusionen. Så bliver alt til én eneste stor illusion, hvor vi på ingen måde kan være sikkert på noget som helst.

 

Gerhard Ebeling viser i samme retning, når han skriver, at alle mennesker er religiøse (har en forventning om at blive ”frelste” på en måde), mens den bibelske religionskritik demaskerer disse ”religioner” som dødbringende illusioner. Den sekulære religionskritik, som giver sig til at kritisere sand kristendom sammen med alle andre religioner, er i virkeligheden selv en religion, fordi der findes intet ”religionsfrit” område i den menneskelige eksistens ifølge Ebeling. Den bibelske religionskritik er nu i stand til at kritisere denne sidstnævnte tendens af den sekulære religionskritik, nemlig dens religiøse (henholdsvis pseudoreligiøse) karakter[16].

 

Ifølge denne bibelsk-motiverede form for religionskritik er kristendommen en religion, der ransager sig selv og er åben overfor kritik, fordi Jesus Kristus ved, at han ER sandheden, derfor behøver han ikke at manipulere andre eller at påtvinge sin tro med vold. I Johannes-evangeliet 7, 17 siger han: ”Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham”. Dette er fundamentet for den bibelske religionskritik. Sandheden er objektiv til stede i Jesus Kristus og enhver der søger sandheden, skal komme til kende, at Jesus Kristus er sandheden. Samtidigt er sandheden ikke nødt til at være anmassende, påtrængende eller manipulerende. Jesus Kristus ved, at han er Guds søn, derfor behøver han ikke at få folk til at terpe denne sandhed. Samtlige religioner bliver her demaskeret som værende forsøg fra løgnens side, til at føre sig frem som sandhed.

 

I Bibelen finder vi ligeledes en ”rød tråd”, der kan forfølges tilbage. Der er nogle grundtemaer, som gennemsyrer hele Bibelen. Når man i kristendomsundervisningen behandler kristendommen, skulle man gøre eleverne opmærksomme på dette og inspirere dem til at finde frem til de kriterier, der gjorde at nogle ting bliver forkastet i Bibelen frem for andre, at nogle fortolkninger af det gamle testamente bliver forkastet i det nye testamente, osv. Faktisk kunne man endda diskutere, hvorfor nogle bøger blev forkastet af den tidlige kirke, dvs. hvorledes Bibelen kom til at indeholde de bøger, den nu indeholder og ikke flere eller mindre. Hvad var  udvalgskriterierne og er de identiske med kriterierne som man kan i almindelighed bruge for at skelne religionen fra sandheden? Eksisterer der en logisk overensstemmelse her? Faktisk er hele Bibelen en guide til et sæt af bedømmelseskriterier, en hermeneutisk nøgle, ikke et sæt af dogmer. Hver gang der oprettedes et statisk sæt af dogmer standsede kristendommen, fordi en statisk dogmatisme er fremmed for Bibelen. Israel måtte følge efter søjlen af sky og ild[17], mens andre folkeslag boede sikkert i deres byer. Derfor må en statisk dogmatisme automatisk komme ud for at blive ”religiøs besat”, fordi dens eksistens er et paradoks i sig selv: En dogmatisme skabt af dogmer der tilsigter at danne grundlaget for kontinuerlig religionskritik kan umuligt tjene til oprettelsen af noget som egentlig skulle ødelægges, nemlig et idealistisk platonisk-religiøs tilflugtssted hvor mennesket kan finde tilflugt fra civilisationens byrde. Et sådant forehavende er altså fordømt fra starten, noget som kan ses i kirkehistorien. I Bibelen findes der en dynamisk dogmatisme, et sæt af regler af hvordan man kæmper hele tiden for en sandhed som er blevet overleveret, men som er ikke sand fordi den er fremlagt, men fordi den kan og skal testes og kæmpes for gennem ”den gode kamp for evangeliet”. Bibelen er ikke et narkotikamiddel, men et vækkeur, mennesket skal være vågen og tænke sig om hele tiden. Helligånden strider med menneskene (1 Mose 6:3, engelsk overs.), overbeviser og tilrettesætter, den platonisk-religiøse ånd derimod beruser menneskene.

 

Pædagogisk kan dette paradigma omsættes ved at man opdrager til faglig funderet kritik som er ikke kritisk på en udifferentieret måde. ”Kritisk tænkning” betyder her ikke at man bare går hen og kritiserer kristendommen eller nogen anden religion eller filosofi. Her drejer det sig om at finde og bedømme bedømmelseskriterier, at skelne mellem forskellige kriterier til bedømmelsen. Med andre ord, opdrage til sand neutralitet, der sætter eleven fri til at vælge uden emotionelle fordomme som han måtte have på grund af indflydelser hjemmefra eller fra andre lærere. Her bliver tingene kritiseret for tingenes og for motivets skyld, ikke for kritikkens skyld. Man kritiserer ikke for at kritisere, men for at finde noget. Man kritiserer ikke fordi det er blevet mode at kritisere og man skal jo være moderne og forkaste det gamle. Man kritiserer derimod for at finde frem til det sande, om dette nu måtte være noget nyt eller noget gammelt. Denne metodik vil også hjælpe eleven med at gennemskue ukonsekvenser i sin egen tænkning, at forstå sig selv som værende del af en kultur og som stående under indflydelsen af visse konditioneringer fra samfundet. Med andre ord, her bliver eleven virkelig sat fri til at gøre ”egne” valg – ikke lærerens, skolens, samfundets valg.

 

Didaktiske overvejelser

 

1. Overvejelser med hensyn til elevforudsætninger

 

Elever, som befinder sig i den for klasserne 6 til 9 typiske aldersgruppe, gennemgår en identitetskrise[18], som er et karaktertræk for puberteten og tiden umiddelbart før puberteten. Denne krise er forbundet med opgør mod forældrene og en voksende kritik for alt og enhver såsom indbyrdes konflikter med jævnaldrende. I disse konflikter afprøves der, hvem der er stærkest og de stærkere og mindre sensible lærer at manipulere de sensible og svage. Derfor ville det være interessant for i det mindste de svage (mere sensible) at høre om, hvordan mindretalsteorier forandrede til sidst hele verden, hvordan filosoffer og religiøse ledere sejrede over en accepteret ”stærk” modpart. I selve Bibelen kan man også finde mange inspirationer til dette, for eksempel historien om Josef, som ikke lod sig ikke manipulere af brødrene, men nåede sit livs mål, selv om dette så var forbundet med en ubehagelig rejse til Ægypten og mange års fængsel. Her kunne man føre samtalen til at omfatte muligheder om hvordan man undgår at lade sit liv bestemme af andre jævnaldrende[19], om hvordan man lærer at tænke selv. Det kan godt være at eleverne finder på i deres egne feedback-indlæg at kristendommen kan betragtes som en religion der befrier individet i stedet for at indlemme det i en blok at identitetsløse halv-robotter. Men det er aldrig til at forudse, hvorhen diskussionen ville kunne udvikle sig. 

 

Når man er i en klasse, hvor de fleste elever har et grundviden om nogle af de mest kendte historier fra Bibelen, kan man også provokere eleverne med ”forfalskninger” af Bibelen på en ironisk måde. Læreren giver her eleverne ret til at stille spørgsmål til alt og at kritisere alt, han kommer ikke med ordene: ”Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er sand, i skal bare lytte og lægge mærke til alt!” Læreren bevæger sig derved ind i en neutralitetszone. Fordi læreren er ikke bange til at stille teoretiske spørgsmålstegn ved Bibelens beretninger, er eleverne heller ikke uvillige til at skænke muligheden, at Bibelens beretning indeholder sandheder som kunne være relevante for deres liv og opfattelse, en seriøs tanke. Dette bekræfter også ungernes tendens til at kritisere alt som en ressource der kan udnyttes på en produktiv måde og ikke noget der skal bekæmpes. Bare at læreren lænker denne evne til kritik i nogle baner, hvor ad der kan nås et mål, hvor tingene begynder at hænge sammen. Dette hjælper også læreren at styre sig fri af den fare, som er typisk for en lærer der allerede har stærke holdninger, muligvis endda ud fra et historisk-positiv syn på kristendommen, at ”missionere” i stedet for at udvikle evnen til kritisk bedømmelse og lysten til at udforske sandheden til bunds. Samtaler med eleverne, hvor læreren supplerer med relevant faglig viden, vil føre til en kritisk holdning der er baseret på fakta-viden og ikke bare på den for eleverne alligevel typiske holdning, at bare de kritiserer noget, lige meget hvad, så er de kloge. Han viser, at enhver kan blive snydt, det hjælper ikke at være kritisk indstillet på en udifferentieret måde. Man skal have fikspunkter, ledende tanker, man skal gøre sig klar over sine svagheder og motiver. Hvis man vil hæve verden ud af dens fundament (noget som mange pubertetsaldrene ønsker sig inderst inde) skal man finde frem til en arkimedisk punkt, hvorfra dette kan gøres. Altså i stedet for at overlade eleverne til den tendens, som nogle har, at stritte imod alt og enhver på en blind og ureflekteret måde, give dem nogle værktøj, som de kan bruge til at skabe vedvarende og dybtgående forandringer i deres eget liv og i deres omverden. Hvis man vil ikke tillade at dette værktøj gives, så har man egentlig ikke ret til at snakke om udvikling til selvstændighed og kritisk tænkning. Eleven må betragtes og accepteres som en mulig verdensforandrer, ellers er det bare nogen hykleri (i trit med det dikotomiske paradigma) med snakken angående selvstændighed, man skaber bare nogle kanariefugle, der flakker omkring i et bur så vilde som de vil, bare de bliver inde i buret, for så at stille sig uden for buret og sige: ”Se, hvor er de frie at gøre hvad de vil, se hvordan de udfolder sig inde i buret og skaber deres egen verden inde i buret og hvor megen støj de er i stand til at lave!”.

 

Eleverne i denne aldersgruppe er også bedre til at få at reflektere over deres hjems konditionering med hensyn til stoffet, især når det gælder om at lære kristendommen at kende. Hvad enten baggrunden de har hjemmefra er ureflekteret navnekristendom eller kirkefjendtlig sekularisme, ungerne i denne alder begynder at emancipere sig og forsøger at bygge en egen livsanskuelse op. Mens børn i et mindre alder på nogen måde foretrækker at få ”sandheden serveret”[20], skal teenagere ledsages i deres egen søgen efter livets mening, sådan at de også bliver åbne overfor muligheder, de ikke var kommet til at tage i betragtning ”automatisk”, fordi trods emancipationen er konditioneringen hjemmefra dog stadig eksistent og en magtfuld faktor i ungernes valg af værdier og i deres fordomme.   

 

Ifølge Michael Grimmitt er teenagere også ukonsekvente i deres værdier. Han citerer Klitwood[21] som skriver, at det er muligt for en dreng eller pige at have lige så mange sæt værdier som de grupper, han eller hun deltager i, uden nødvendigvis at lægge mærke til, at de er indbyrdes uforenelige. Her kunne man måske få eleverne til at forstå ud fra en egen bearbejdning af stoffet, at der er nogle ting som kræver en klar stillingtagen, man kan ikke først beslutte noget, og så beslutte noget andet. Enten folket drager af sted til det forjættede land og lader farao være farao, eller ej. Desuden er det naivt at tro, at det onde vil forholde sig anderledes i forskellige situationer. Det onde er ond, derfor er også kun Guds standard den ubetinget gode, og etiske valg er bindende i dette henseende, man kan ikke skifte dem lige som tøj. Kristus kan ikke prædike sit budskab og så senere komme overens med farisæerne. Især i en tid, hvor lovgivningen der beskytter menneskets værdi og det etiske fundament for menneskerettighederne bliver undergravet i den vestlige verden som aldrig før i historien[22], skulle en lærer, der har den ærgerrighed til at styrke en demokratisk bevidsthed i eleverne, lægge vægt på kultiveringen af en grundlæggende indstilling som vil føre til at eleven kommer til at gøre klare etiske valg selv på et tidspunkt. Her er det vigtigt, at vise eleverne, at de kommer intet sted, når de er ukonsekvente i etiske spørgsmål og bare drejer sig efter vinden. De skal ikke blive forundret over når de igen bliver let manipulerbare og finder ikke deres livs mål eller livets mening, når de er ikke rede til at give afkald på alle de feje kompromisser på det etiske område som bare gøres for at kunne finde tilslutning til så mange grupper som muligt.

 

2. Overvejelser med hensyn til lovtekstens bestemmelser

 

Den af undervisningsministeriet udgivne læseplan giver gode muligheder til at begrunde en undervisning gennemført med diskussionsoplæg som også tager hensyn til det religionskritiske paradigma som et af de andre. I det hele taget gives der gennem direktiverne fra det danske undervisningsministerium stadig væk utrolig mange muligheder til at føre eleverne til en virkelig kritisk livsholdning, inklusive muligheden at vælge kristendommen, noget som i mange andre lænder er ikke mere muligt[23]. Der lægges vægt på, at det er eleverne selv, som kommer til de slutendelige valg. Det ville i øvrigt, som jeg har allerede vist, være i modsætning til den af Bibelen selv propagerede måde til at undervise dens sandheder (altså også ud fra faglige overvejelser), at presse eleverne til noget, som læreren kommer med som autoritetsperson. Men på den anden side kræves der heller ikke af læreren, at forblive i en relativistisk gråzone hele tiden, som det kræves af religionslæreren i de fleste andre lande, tværtimod, eleverne skal kunne komme til deres eget ”ståsted”, dvs. deres egen urokkelige overbevisning, selv hvis de skulle komme til at forsvare den imod ensidig-pluralistiske tendenser i resten af deres skoletid.

 

Angående den i nærværende arbejde behandlede aldersgruppe, som i læseplanen betegnes som ”3. fase” skrives der:

 

For at støtte og inspirere eleverne i deres søgen efter et ståsted og udvikling af personlige værdier belyses livsspørgsmål gennem etiske og filosofiske problemstillinger. I den forbindelse arbejder eleverne med hovedtanker i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser. Desuden inddrages religionernes indflydelse på menneskers historie, kultur og samfundsliv. I relation til elevernes egen udvikling udvides dette arbejde til også at omfatte evnen til at skelne mellem religionernes forskellige fremtrædelsesformer og til at forstå religion som noget, der kræver personlig stillingstagen og handling.

 

Ifølge denne tekst er det også eleverne som har visse tilværelsesspørgsmål, som man skal arbejde med. Disse spørgsmål er altså ikke noget, som læreren konfronterer eleverne med for at kunne ”missionere” dem, noget som læreren manipulerer eleverne med, som om det var kun ham der havde opfundet dem og nu skal eleverne bide på krogen, men de tager udgangspunkt i elevernes egne aldersspecifikke forudsætninger. Det er altså læreren der kommer eleverne i møde med disse spørgsmål. Det er ikke sådan at læreren finder en fidus for at jage eleverne gennem et labyrint hvor de til sidst står med ryggen mod væggen i et sted uden udvej. Tværtimod, læreren behandler nogle spørgsmål, som eleverne alligevel har i denne aldersgruppe, uanset om der findes kristendomskundskab i skolen eller ej. Følgerigtigt står det derfor også således i teksten:

 

Der arbejdes med tilværelsesspørgsmål fra elevernes verden. Det kan være spørgsmål som: Hvad er meningen med det hele? Hvad er er et godt liv? Hvad er lykke? Hvorfor er der så meget krig og lidelse?

 

Disse spørgsmål kan nemt drøftes ud fra det religionskritiske paradigma. For eksempel, udtrykket ”meningen med det hele”, tangerer spørgsmålet om ens eget livs mål såsom diskussionen angående muligheden til at opnå viden om universet og om virkeligheden. Her bliver man altså nød til at ridse erkendelsesteoretiske grundproblemstillinger op og det ville være fagligt ensidigt og uretfærdigt at gøre dette ved kun at tage det platonisk-religiøse og det dikotomiske paradigma som udgangspunkt ved udelukkelsen af det religionskritiske som går ud fra et fælles princip som binder samtlige erkendelser sammen og ifølge det er kun gennem kritik at man kan finde frem til erkendelse. ”Hvad er et godt liv” er et andet eksempel. Er det muligt, kunne man spørge, at finde frem til et godt liv når man holder fast ved et dikotomisk verdensbillede eller lader sig snyde og forblinde af religionen? Er det muligt at have et godt liv som en trælle? For israelitterne i Eksodus-beretningen fandtes der kun ét godt liv, nemlig udenfor Ægypten, trods drastiske forandringer med hensyn til kost og logi. Filosofferne i Sokrates’ tid plejede at sige: ”Hellere være utilfredse Sokratesser end utilfredse grise”. Her kunne man drøfte i hvorvidt ”et godt liv” kræver en klar stillingtagen til bestemte spørgsmål.

 

Desuden skrives der i læseplanen udtrykkeligt om muligheden henholdsvis nødvendigheden til at præsentere eleverne med forskellige menneskesyn. (”Hvad gør et menneske til et menneske?....”) Her kan man jævnfør det religionskritiske paradigma finde på diskussionsoplæg for og imod det kristne menneskesyn, om Jesus Kristus som værende den, der ikke er bare det perfekte afbillede af Gud, men også det perfekte afbillede af mennesket skabt i Guds billede, den ”anden Adam”; for så at sammenligne dette med menneskesynet som andre religioner har og etiske konsekvenser deraf og påpege nogle etiske udviklinger, der var funderet på et ikke-kristent menneskesyn, i historien (fx. i nazitiden) og i nutiden[24].

 

Praktiske overvejelser

 

     1. Eksempler

 

Mine eksempler for mulige diskussionsoplæg er centreret omkring emnet religionskritik fra både sekulære og kristne synsvinkler. Eleverne skal stimuleres til at tænke kritisk over religiøse (også ”kristne”) og pseudoreligiøse tænkekoncepter, som er ukonsekvente og ulogiske i sig selv, idet de går imod deres egne fundamenter, imod deres egen form for logik. Der tilstræbes bevidstheden om muligheden til at nå til et religionskritisk verdensbillede som en alternative til platonisk-religiøse og dikotomiske filosofiske og teologiske systemer.

 

De følgende eksempler for oplæg til undervisning er ikke ment som nøjagtige planlægninger af en undervisningsforløb over et bestemt tidsrum. De er hellere ment som en inspirationskilde for forberedelsen. Hvad man i sidste ende gennemfører, afhænger af klassens forudsætninger, af elevernes egne ønsker såsom af måden, samtalen udvikler sig. Eksemplerne er ment som en inspiration til mulige oplæg der følger det religionskritiske paradigma og som et forsøg på at vise, hvordan oplæg ud fra dette paradigma overhovedet lader sig formulere. Det henstilles til enhver at udvikle flere (længere og kortere) oplæg der bevæger sig i det religionskritiske paradigma. 

 

  1. En ”alternativ” bibelsk beretning om Josef

 

Jeg forklarer klassen, at der blev udgivet en ny Bibel og ”forelæser” denne nye Bibels version af beretningen om Josef. Den adskiller sig fra den ”gamle” Bibels version ved at her kommer Josef til at snakke med en venlig psykolog der forklarer ham det sygelige ved sine drømme. Josef indser, at han har blæst sig op på en egoistisk måde og beder om undskyldning hos sin far og sine brødre. Alle lever lykkelig og i fred til deres dagenes ende.

 

Muligvis vil der komme protest fra klassen, når nogle elever er kendte til den oprindelige version. Disse elever vil så indvende, at denne ”nye version” udelader helt Josefs eventyrlige bedrifter i Ægypten, brødrenes synd imod ham og deres rejser til Ægypten og stedfæstelsen af folket Israel i Ægypten. Så kunne man svare igen på en provokerende måde som følger:

 

-       Tror i ikke at den nye version er meget bedre, fordi den er jo meget mere fredelig og Josef bliver til et menneske, alle kan identificere sig med, i stedet for én, som Gud har en særlig plan med, en plan der er kun for ham?

 

-       Er Josef i den ”gamle” version ikke bare rigelig blæst op og indbildsk? Tror i ikke at han er et dårligt forbillede for os i dag, har vi ikke hellere brug for et forbillede af en Josef, der indser, at han har bare bildt sig det hele ind og som finder en god løsning på konflikterne i familien (misundelse, etc.)? Skal vi ikke alle sammen rette os efter vores medmennesker i stedet for at bilde os en masse ind? 

 

-       Hvorfor skulle Gud bruge en lidende Josef og hele denne familiedrama for at kunne få sit folk til at vokse sig talrigt i Ægypten? Kunne han ikke bare have ført dem dér og inspireret faraoen med tanken om at beskytte dem?

 

-       Betydningen af Guds udvalg af særlige ledere, af særlige drømme, særlige bestemmelser

 

-       Paralleller med den lidende og overvindende Josef og den lidende Messias. Hvad betyder det, at tage sit kors på sig og følge Jesus? Find andre eksempler fra Bibelen og fra historien (også fra ikke-kristne livsanskuelser) om folk, der havde en drøm og forfulgte den trods modstand og lidelser (M. Luther King, Gandhi, etc.). Paralleller med modstanden som Josef kommer til at opleve fra sine brødrenes side og forfølgelserne som Jesus blev udsat for.

 

-       Hvad er drømmen for mit liv[25]? Hvordan finder jeg min plads i tilværelsen? Guds metode at bruge individer. Individualisme og banebrydende ideer på den ene side og kollektiv ansvar på den anden side. Forskellen mellem egoisme og indbildskhed og det at være kaldet til noget, at have en vision for noget der kan gøres bedre hhv. en byrde fra Gud. 

 

-       Hvorfor bliver de kristne forfulgt i verden og hvorfor især i totalitære samfundsformer? Hvad går beskyldningerne ud på?

 

-       I hvorvidt kan jeg selv manipuleres af andre med beskyldningen om at være ”indbildsk”, find eksempler i en teenagers liv hvor andre manipulerer ham/hende ved at få at til at føle sig skyldig, men i virkeligheden er det kun de andres misundelse som spiller ind her? Er det muligt at man kan ikke nå sit livs potentiale på grund af gruppepres?

 

  1. En ”alternativ” bibelsk beretning om eksodussen

 

I denne ”nye” version indser faraoen efter det første dom over Ægypten at det er nok bedre at give Israelitterne lov til at drage af sted. Men der opstår uenighed mellem Moses og andre ledere fra folket, de laver en bestyrelsesmøde hvor de drøfter tingene. Til sidst laver de en demokratisk afstemning om at sende et udvalg til faraoen for at drøfte muligheden for at blive i landet med bedre arbejdsvilkår. Faraoen indvilliger på dette og alle lever lykkelige og i fred til deres livs ende.

 

Her kunne man (efter sammenligningen med den ”gamle” version, som eksisterer bl. a. som tegneserieforfilmning) drøfte følgende emner til diskussion:

 

-       Realiteten af det onde iflg. Bibelen (farao er et billede for djævelen, som vil ikke have, at Gud får Sit folk til at tjene kun Ham, etc.). Forhærdelsen af onde magthavere (eksempler fra historien kan drøftes). Ved denne punkt arbejdes med den kendsgerning, at faraoen i originalversionen ville ikke lade folket drage af sted, dvs. der belyses det naive ved at tro, at det onde lader sig styre udelukkende med menneskelige midler.

 

-       Demokrati og åndelig ledelse.

 

-       Slavearbejde i totalitære samfund. Er bedre arbejdsvilkår løsningen? Arbejde som en faktor, der kan forhindre én i at gøre det, han/hun er blevet bestemt til.

 

-       Hvad er frihed og hvordan lader den sig opnå iflg. bibelen og iflg. andre livsanskuelser?

 

-       Den bibelske idé om et Guds folk og hvordan den har haft indflydelser i den sekulære historie (udvandringerne fra Europa, etc.) såsom kirkehistorien (forskellige anskuelser af kirken, etc.).

 

-       Kan man drage af sted til det forjættede land og samtidigt tjene faraoen som slave? Er det muligt at finde livets mening og målet for ens eget liv, når man jonglerer med forskellige sæt af værdier i stedet for at gøre konsekvente valg?

 

  1. Indførslen i grundlæggende filosofiske spørgsmål

 

Her fortæller jeg en historie som indledning: På et loft lever der en snes muse. Disse muse har aldrig været udenfor loftet, fordi den er godt isoleret. Deres forfædre kom ind i loftet, da den ikke havde været isoleret så godt endnu. Musene er meget filosofiske og en af dem som hedder Jean siger: Der findes ingen anden virkelighed end den, vi kan spise. Ved at spise af træet, af træulden og af isoleringsmaterialet får vi en fornemmelse af denne virkelighed og bliver ensgjort med den. Det som ikke kan spises, er ikke virkeligt. Desuden siger Jean at musene kan opbygge sig deres egen virkelighed ved at lave reder af træulden og gnave huller i træbjælkerne. Disse forandringer af loftet bliver så en ny virkelighed, som den vedrørende mus har selv opbygget sig ved sin egen erfaring og sine tænder. Dette lyder meget logisk for alle de andre muse og de bliver straks enige med musen Jean. Men en dag finder en anden mus, René, et gammelt bog som havde været skrevet af nogle rotter som for meget længe siden levede på denne loft, længe før de første muse dukkede op dér. I denne bog står der beskrivelser af rotte- og musefælder og hvordan man undgår at blive fanget i dem. Men musen Jean siger, at den slags kan ikke eksistere, fordi ingen mus har aldrig før set det og derfor er det nok kun noget meget reaktionært og gammeldags noget, som man straks burde komme af med. Musene giver sig så at gnave bogen i stykker, for at ingen mus i fremtiden ville komme til at skræmmes på grund af dens usle påstand, som ingen mus kan forstå eller sætte tænderne i. En tredje mus, hvis navn blev glemt fordi den alligevel ikke kom til at leve ret længe efter at have sagt sin mening, fik en drøm (ifølge en PVC-rus fra nogle el-ledninger) som gjorde at den blev overbevist om at loftet befinder sig inde i en kæmpestor krystalkugle hvor der flyder nogle sæbebobler omkring. Nogle af musene blev så fascinerede af denne nye åbenbaring, at de blev trofaste tilhængere af denne nye trosretning, men længe varede eksistensen af denne tilhængerskare ikke, på grund af denne tredje musenes hemmelighedsfulde forsvinden. Grunden var en mystisk genstand af metal som en dag dukkede op på loftet og som lugtede af ost og skinke. Lidt efter lidt kom alle musene at sidde fast én efter én i rottefælden og i dag lever de slet ikke mere.

 

Her kunne man diskutere emner som er en forenkling hhv. forlængelse af de følgende emner:

 

-       Rationalismen og empirismen. Er det muligt at komme frem til en forståelse af universet kun ved at tænke (rationalismen) eller kun ved det, vi umiddelbart kan erfare (empirisme)? Objektiv sandhed og subjektive meninger. Er naturvidenskaben underlagt menneskelige spekulationer eller ikke, hvis ja, i hvilken grad?

 

-       Hvad er virkeligheden og hvordan kan man opnå viden angående universets opbygning, oprindelse, osv.?

 

-       Kristendommen som åbenbaringsreligion. Er det muligt at ”erfare Gud” uden en skrevet åbenbaring, dvs. kun ved ens følelser og egne forestillinger? Forskellen og samvirke af almindelig åbenbaring (engelsk = ”general revelation”) gennem skabningen og det, der kan ses uden for Bibelen og specifik åbenbaring (engelsk = ”special revelation”[26]), hvor Gud giver sig til kende gennem Bibelen[27].

 

-       Andre religioners forestillinger om virkeligheden, fx. i hinduismen og buddhismen. Hvad er ”nirvana”, etc.

 

-       Hvad er sandheden? Diskuter Jesu påstand om, at alle de, der vil finde Gud, vil alligevel sande, at han ikke taler af sig selv, men af Gud, dvs. at alle de som søger sandheden, vil alligevel komme til at tro på Ham (Johannes-evangeliet 7,17). Diskuter 2 Thessaloniker 2:10-11 ... og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste. 11 Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen. Diskuter evt. Lessings ”Nathan den Vise”, hvor ingen af de tre hovedreligioner har sandheden med sikkerhed. Også Calvins påstand om at virkelig gudløshed er egentlig umuligt[28].

 

-       Gnosticismen[29] og sekterne. Hvad er en sekt (forskellige definitioner fra forskellige sider)?

 

  1. En ”alternativ” skabelsesberetning og en ”alternativ” beretning om korsfæstelsen

 

Den ”nye” skabelsesberetning lyder omtrent sådan: ”I begyndelsen indkaldte Gud en generalforsamling, hvor der skulle drøftes, i hvorvidt skabelsen af himlen, jorden og mennesket kunne være fordelagtigt eller sjovt eller nyttigt. Og selv om Gud syntes godt om ideen, så ville Lucifer ikke være med og også andre væsener var imod. Derfor sagde Gud til sidst: Skabelsen bliver aflyst, måske bliver det til noget en anden gang.”

 

”Korsfæstelsen” kommer til at fortælles således: ”Jesus indså til sidst, at det kunne da ikke passe, at han virkelig var Guds søn, hvis hele den etablerede religiøse verden var af en anden mening. Havde han dog bare lyttet til djævelen, der foreslå ham at svæve ned fra Templets tag, så havde alle troet ham! Men nu kunne han selv ikke tro på det mere. Han kom altså til at give farisæerne og saddukæerne ret og korsfæstelsen blev aflyst.”

 

Her drejer diskussionerne sig om det følgende:

 

-       Hvad indebærer begrebet ”Gud”, hvad betyder det, at Gud er Gud[30]? Guds ret til at beslutte noget. Betydningen af Jesus’ påstand om at være ens med Gud og den eneste vej til Gud.

 

-       Hvorfor kommer Jesus i konflikt med de religiøse magter i Palæstina? Hvorfor åbenbarer sig Gud i en skikkelse som Jesus? Sammenlign med opfattelser af det guddommelige i Islam (hvor Gud bliver fremstillet som kæmperisk, hård, krævende og vilkårlig) og Buddhismen (hvor Gud slet ikke kommer til at lide i menneskeskikkelse) såsom i Hinduismen (hvor Gud er lige med et stort ”intet”).

 

-       Hvorfor tillader Gud det onde? Kunne han ikke bare ødelægge alt det onde og derved tvinge menneskene til at give ham ret? Hvordan kommer spørgsmålet om menneskets frie vilje ind i billedet her? (Leibniz’ theodicé-argument kunne være en inspirationskilde for en lærer, der vil forberede sig.)

 

-       Hvorfor sender Gud ikke bare tegn og undere til alle dem som kunne gøres til at holde op med onde gerninger hvis bare de blev overbevist om Guds eksistens? Diskuter i denne forbindelse evt. den rige mands påstand om, at sine brødre ville tro, hvis én (nemlig Lazarus) stod op fra de døde (Lukas 16:27-29).

 

-       Guds plan med mennesket, Lucifers fald, englene, syndefaldet.

 

 

2. Andre muligheder til at skematisere/strukturere en ”religionskritik” kristendomsundervisning                   

 

I. Formål med valg af emnet, dets betydning som undervisningsstof i faget

   ”Kristendomskundskab”

 

  1. Oplysning om diverse aspekter af kristendommens natur. Kristendommen som en religion, der ransager sig selv og er åben overfor kritik.
  2. Oplysning om fænomenet religion.
  3. Oplysning om filosofiske rødder der var jordmoderen til fænomenet religionskritik – både sekulær og kristen religionskritik.
  4. At give mulighed til konstruktiv selvransagelse – skabe rammer til velfunderede valg.
  5. Historisk horisont – give potentiel værktøj for konstruktiv samfundskritik (Bonhoeffer, Schaeffer) og differentieret ansvarsbevidsthed.

 

II. Elevforudsætninger der vedrører emnet religionskritik

 

  1. Sociologisk betingede forudsætninger
  2. Religiøse forudsætninger
    1. Navnekristendom og samfunds-/ familietraditioner som kilde til både ikke-differentierede loyaliteter og ikke-differentierede holdninger imod alt hvad der har med religion og kristendom at gøre.
    2. Populistisk religionskritik uden differentiering som eleverne fik med fra familie, skole og venner. Anti-kristne sloganer (Paul Copan). Etisk relativisme.
    3. Kristne sekter som familierne af enkelte elever er med i hhv. som kilde til ikke-differentieret populistisk religionskritik. (”Nu er der igen tale om ham Jehova...”)
    4. ”Fremmede” religioner som enkelte elevers familier dyrker hhv. som kilde til ikke-differentieret populistisk religionskritik (”Religionerne burde alle afskaffes, så var der fred”)
    5. Nyreligiøsitet. Nærmere bestemt nypanteisme (miljøpropagandistisk, fjernøstlig), ”New Age” og okkultisme og andre ting som eleverne bliver påvirket af uden at være klar over indflydelsernes betydning og følgerne
    6. Seksualitet, seksualisering. Kulturel fejludvikling af tankemønster ang. erotikken.

 

III. Religionskritik i Bibelen

 

  1. Religionskritik foretaget af ”fremmede” religioner hhv. ubibelske holdninger imod den af Bibelen forsvarede tro / holdning og som selve Bibelen beretter om (fx. Kain-Abel paradigme, religiøs begrundet opstand imod Moses, de ”falske” profeters kritik af ”sande” profeter, etc.)
  2. Religionskritik foretaget af Bibelen imod ”fremmede” religioner og ”forkerte” religiøse holdninger i det hele taget (fx. Babelstårnet, Elias og Baalskulten, Jesaja 45, Jonas som parodi på monopoliseringen af Gud; Daniel)
  3. Gud-Satan dialektikken (Job, 1. Moses 2, Jesaja 14, Hesekiel 28, 2. Korinther. 11,14, nogle tanker fra Luther og Bonhoeffer)
  4. Religionskritik foretaget af Gud Faderen som Bibelen beretter om. Løgn-sandhed dialektikken. Forførelse som Guds dom over dem der ikke gad søge sandheden.  
  5. Religionskritik foretaget af Jesus Kristus. Saddukæer og farisæer. Profetier ang. endetiden
  6. Religionskritik foretaget af Bibelen imod falske kopier af den af Bibelen forsvarede tro (menneskefjendtlige spiritualiteter beskrevet i GT og NT, lovtrældom, gnosticisme, arianisme, apollonarianisme. Hvordan erkender man en falsk profet iflg. Bibelen. Fra det GT Jesaja, Jeremias, Amos; fra det NT Galaterbrevet, 1. og 2. Joh.brev, Kolossenserne)
  7. Antikristens religiøsitet (Daniel, 2. Tess., Åbenbaring)

 

IV. Religionskritik i historien

 

  1. Religionskritiske motivationer hos kirkefædrene (Irenæus, Anasthasius).
  2. Sekulær religionskritik før Kierkegaard (Descartes, Rousseau, K. Marx mm.)
  3. Kristen religionskritik – Reformationen (Luther, Calvin, etc.)
  4. Kierkegaards reaktion imod Hegel og imod det etablerede kristendom – Rationalismen som religion
  5. Sekulær religionskritik efter Kierkegaard (Nietzsche og nihilismen)
  6. Eksempler fra kunsten: Rued Langgaards kirkeopera „Antikrist“ (teosofisk funderet apokalyptisk syn af antikristens religiøsitet i verden, kunsten, samfundet og kirken); Molière ”Tartuffe” (sekulær kirkekritisk satire hvor en katolsk præst bliver karikeret); Kaj Munk ”I Brændingen” (teaterstykke, hvori forskellige kristne og humanistiske livsholdninger bliver sat i kontrast med hinanden, kritik af humanistisk kristendomskritik)
  7. Reformationsbestræbelser i andre religioner (fx. Sikhisme).

 

V. Relevans af religionskritikken for en konstruktiv samfundskritik

 

  1. Luther og pavekirkens korruption (sociologiske aspekter af reformationerne). Eksempel på ”religion” der frigør fra religion – ”Gud” imod Gud.
  2. Afskaffelsen af slaveriet – ødelæggelsen, foretaget af kristne, af en pseudokristen forsvar af slaveriet. Eksempel på religionskritisk kristen etik mod kristendom som social maske.
  3. Bonhoeffer og det af nazismen forvredede kristendom. Eksempel på religiøsitet som yderligere middel til énsrettelsen af et samfund. Religionsløst kristendom.

d.     Samfundstruende sekter og religiøse strømninger. Scientology-debatten. Differentieringer ang. begrebet ”fundamentalisme”. Destruktiv fanatisme. Ghetto-fænomener. Religion som realitetsflugt og flugt fra ansvar. Ulemperne ved visse eskatologiske modeller mht. til dette. Sammenligningen af nazitidens religiøsitet og nutidens religiøsitet. Religion som middel  til ensrettelse af et samfund. Det ”sociale” evangeliet og andre politiseringer af kristendommen. Postmillenialisme og rekonstruktionisme (Schirrmacher, Rushdoony). Den religiøse natur af repressive samfundsformer / totalitære bevægelser med eller uden karismatisk leder / diktator. Politiske bevægelser med religiøse hjernevaske-mekanismer. Er der fare for en ny totalitarisme i den vestlige verden?

 

 

Bibliografi

 

Kristendomskundskab, Faghæfte 3

                                    Undervisningsministeriet 1995, Folkeskoleafdelingen

 

Beck, Hans Jørgen

Hansen, Hans Christian

Jørgensen, Anna

Petersen, Leif Ørsted

Bollerslev, Peter (red.)                  Matematik i læreruddannelsen – Undersøge, konstruere og argumentere 1

                                    Gyldendal Uddannelse

 

Böhl, Eduard                    Dogmatik – Mit einer Einleitung von Thomas Schirrmacher

                                    Hänssler Theologie, 1995 (originaludg. fra 1887)

 

Calvin, Johannes (Jean)                 Unterricht in der christlichen Religion (origin. : Institutio Christianae Religionis)   S. 6

                                    (den eneste eksisterende tyske oversættelse, af Otto Weber) Neukirchener Verlag, 1955/1988

 

Campbell, Ross                          How to Really Love Your Teenager           s. 44-48

                                    Editura Logos, Cluj, 1995 (rumænsk overs.)

 

Campbell, Ross                          How to Really Love Your Child                s. 3-8

                                    Editura “Vestea Bună”, Craiova, 1991 (rumænsk overs.)

 

Ebeling, Gerhard                Dogmatik des christlichen Glaubens – Band III: Der Glaube an Gott den Vollender der Welt

                                    J.C.B. Mohr (Paul Siebeck), Tübingen, 1982 (først udg. 1979)       s. 40 ff.

 

Erickson, Millard J.             Christian Theology

                                    Baker Book House, Grand Rapids, Mi., 1983

 

Furth, Hans G.                           Piagets teori om erkendelsesprocessen

                                    Rhodos, 1976

 

Grimmitt, Michael                       Religionskundskab og menneskelig udvikling          S. 144-167

                                    Odense Universitetsforlag, 1998

Hiim, Hilde

Hippe, Else                      Læring gennem Oplevelse, Forståelse og Handling

                                    Gyldendal Undervisning, 1993/97

 

Huntemann, Georg                      Der andere Bonhoeffer – Die Herausforderung des Modernismus

                                    R. Brockhaus Verlag, Wuppertal und Zürich, 1989

 

Kirkegaard, Preben                      Niklas Luhmann og at komme ud af den normative fælde

i ”Pædagogiske Grundfortællinger” af Niels Reinsholm og Hans Skadkær Pedersen

KvaN, Århus, 1999  

 

Kierkegaard, Søren                       Indøvelse i Christendom

                                    Gyldendal, 1963 (først udgivet i 1850)

 

Liben, Lynn S. (ed.)            Piaget and the Foundations of Knowledge

                                    Lawrence Erlbaum Associates, Hilldale, N.J., 1983

 

Magee, Brian                    Politikkens bog om de store filosoffer – Fra Sokrates til Popper

Politikens Forlag, 1998

 

Karl Popper

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1973

 

Munk, Kaj                       I Brændingen

                                    1926. Trykt 1929. Opført 1937

i: Kaj Munk Mindeudgave, Kærlighed og andre skuespil, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, 1948

 

Noica, Constantin                       Concepte deschise în istoria filozofiei la Descartes, Leibniz şi Kant

                                    Humanitas, Bucureşti, 1995 (først udgivet i 1936)

 

Renner, Rick                     Dream Thieves – Don’t Be Robbed Of Your Divine Destiny

                                    Albury Publishing, Tulsa, Oklahoma, 1992

Rydahl, John

Troelsen, Børge                          Mening og Sammenhæng

                                    Forlaget ANIS, 1996

 

Schaeffer, Francis A.           A Christian Worldview – Volume 1: A Christian View Of Philosophy And Culture, s. 64/65

                                    “The God Who Is There” (først udgivet i1968)

                                    Crossway Books, Westchester, Ill.                              

 

Schirrmacher, Thomas                   http://www.visi.com/~contra_m/ab/schirrmacher/berlinneu.html

Human Rights Threatened in Europe - The Euthanasia - Abortion - Bioethics - Convention Contra Mundum Essay Collection

 

Tange, Nina                      Religionspædagogiske Pejlinger

                                    Religionspædagogisk Forlag, Frederiksberg, 1999

 

 

Tilbage til OKS



[1] S. 130/131, 259 og 264/265, i Preben Kirkegaard: ”Niklas Luhmann og at komme ud af den normative fælde”, i ”Pædagogiske Grundfortællinger” af Niels Reinsholm og Hans Skadkær Pedersen

[2] Jeg følger her Karl Poppers påstand om at Platon er grundlæggeren af det første idealistiske filosofiske system, der fremmer et ”lukket” samfund, hvor en ideal plan, religiøs eller social, forfølges uden hensyn til mulige kritikere og mulige ofre blandt disse. Det er i sit værk ”Det åbne samfund og dens fjender” fra 1945 at Popper har fremlagt sin kritik af Platon, Hegel og Marx.

[3] Matematik i læreruddannelsen – Undersøge, konstruere og argumentere, bånd 1, på side 161

[4] Her er der tale om oplysningsfilosoffen Foucault – ikke om den 20ende århundredes Michel Foucault.

[5] S. 129, i Preben Kirkegaard: ”Niklas Luhmann og at komme ud af den normative fælde”, i ”Pædagogiske Grundfortællinger” af Niels Reinsholm og Hans Skadkær Pedersen

[6] noget som på engelsk hedder ”cohesive worldview”

[7] For eksempel skriver han i “The God Who is There”: “Probably the best way to describe this concept of modern theology is to say that it is faith in faith, rather than faith directed to an object which is actually there. Some years ago, at a number of universities, I spoke on the topic, “Faith versus faith”, speaking on the contrast between Christian faith and modern faith. The same word, faith, is used, but has an opposite meaning. Modern man cannot talk about the object of his faith, only about the faith itself. So he can discuss the existence of his faith and its “size” as it exists against all reason, but that is all. Modern man’s faith turns inward. In Christianity the value of faith depends upon the object towards which the faith is directed. So it looks outward to the God who is there, and to the Christ who in history died upon the cross once for all, finished the work of atonement, and on the third day rose again in space and in time. This makes Christian faith open to discussion and verification. On the other hand, the new theology is in a position where faith is introverted because it has no certain object, and where the preaching of the kerygma is infallible since it is not open to rational discussion. This position, I would suggest, is actually a greater despair and darkness than the position of those modern men who commit suicide. (s. 64 og 65 i udgivelsen ”A Christian Worldview”, Vol. I”).

[8] Titlen af én af hans bøger. Hermann Hesse voksede op som søn af en sydtysk missionær der havde været i Indien. Sønnen kom så som en modreaktion til en filosofi, der bærer umiskendelige træk fra hinduismen og andre fjernøstlige og endda uddøde religioner, som fx. Abraxasismen, en blanding mellem Kristendom/Jødedom og Satanisme, som Hesse beskriver i sin bog ”Steppenwolf”

[9] S. 221 i ”Politikens bog om de store filosoffer – fra Sokrates til Popper af Bryan Magee.

[10] Det er Karl Poppers teser om ”det åbne samfund”, som det er værd at lægge mærke til i denne forbindelse. Her et uddrag af en artikel om Popper fra side 223 i “Politikkens bog om de store filosoffer – Fra Sokrates til Popper” af Bryan Magee, Politikens Forlag: ”Sikkerhed... er fuldstændig lige så uopnåelig inden for politik som inden for naturvidenskaben, og derfor kan det aldrig retfærdiggøres at pålægge nogen – og slet ikke et helt samfund – et enkelt synspunkt. De mest uønskede og uforsvarlige af de moderne samfundsformer er dem, hvor en central plan trækkes ned over folket, og afvigelser ikke tolereres. Kritik er den eneste måde, hvorpå samfundspolitiske beslutninger kan forbedres inden de iværksættes, og udpegelsen af uønskede konsekvenser er den eneste måde, hvorpå de kan forandres, når de først er iværksat. Af den grund vil et samfund, der tillader åbne kritiske diskussioner og opposition ..., næsten altid vise sig bedre at være i stand til at løse praktiske politiske problemer end et samfund, der ikke tillader det. Der vil hurtigere og mindre omkostningsfyldt ske fremskridt....  Inden for politik er man nemlig, ligesom i naturvidenskaben, tvunget til at erstatte gamle ideer med det, der forhåbentlig er bedre ideer. Samfundet undergår til stadighed forandringer, og det sker med stadigt stigende hastighed. Og netop af den grund er skabelsen eller fastholdelsen af en ideal stat ikke en mulighed for os. Det som vi skal prøve at forvalte, er en evindelig foranderlig proces, der aldrig hører op. Vi er hele tiden involveret i problemløsninger. Vi skal hele tiden prøve at finde frem til ... samfundsproblemer og løse dem....”   

[11] Georg Huntemann viser dette i sin bog ”Der andere Bonhoeffer”, hvor han vrider Bonhoeffer ud af hænderne af ”Gud-er-død”-teologerne, som troede at kunne basere sig på ham, hvorimod han er faktisk i virkeligheden temmelig konservativ, som Huntemann hævder in sin analyse.

[12] “Dieses Hineingerissenwerden in das messianische Leiden Gottes in Jesus Christus”, das ist es, was das Besondere der christlichen Existenz ausmacht im Engagement für diese Welt. Das Leiden Gottes ist dabei immer das Leiden Gottes in Christus. Gott nimmt in Christus am Leiden des Christus und damit auch am Leiden des Christen teil. Diese Teilhabe am Leiden Christi meint nicht, dass das Leiden als solches einen Wert in sich selbst habe oder ein religiöses Mittel sei um „Gott zu haben“. Das wäre wiederum ein religiöses Missverständnis des Leidens. Bonhoeffer ist keineswegs der Meinung, dass man vorerst eine durch Leiden kaputte Type geworden sein muss, ehe man den Weg zur Erlösung in Christus finde. (s. 103, G. Huntemann, „Der andere Bonhoeffer“.

[13] ibid., s. 93 ff.

[14] ibid., s. 89 “Religion als antichristliche Selbstverwirklichung“. Ifølge Huntemann blev Bonhoeffer her inspireret af Karl Barth, som allerede i tyverne forstod den bibelske åbenbaring som en negation af religionen (Verneinung der Religion). Karl Barth er ifølge Huntemann teologen, som begyndte en systematisk kristen religionskritik.

[15] Huntemann viser også at Bonhoeffer var kun formelt tilhænger af den historisk-kritiske bibeludlægningsmetode. Han blev til tider kritiseret for at levere bibeleksegeses hvor han brugte Bibelen som om den historisk-kritiske metode ikke eksisterede. Men han kom heller ikke til at forlade denne udlægningsmetode formelt, fordi han så ingen alternativer i sin tid, som efter hans mening kunne svare til god akademisk praksis. (s. 180-118). 

[16] I Vol. III af hans “Dogmatik des christlichen Glaubens” skriver han på side 40: ”... in keiner (der Religionen) fehlt es an irgendeiner Art von Heilserwartung. Natürlich lässt sich leicht vom biblischen Denken her, sogar ein Stück weit im Bündnis mit der rationalen Religionskritik, polemisches Geschütz dagegen auffahren: Es handele sich um Wunschträume, Illusionen und Surrogate, die der Mensch aus seiner Notlage heraus erdacht hat, die ihn aber letztlich desto mehr darin festhalten. Dennoch ist dieser soteriologische Grundzug der Religionen ein bemerkenswerter Hinweis darauf, dass menschliches Leben dessen bedarf, was Zuversicht gewährt und hoffen lässt. Wenn es überhaupt in einer Hinsicht evident ist, dass sich beim Entschwinden von Religion deren Grundzüge in säkularisierter Form alsbald wieder durchsetzen und das Vakuum, das inhaltlich entsteht, sich sofort anders auffüllt, so tritt dies daran zutage, dass es in der Menschheit überhaupt keinen soteriologiefreien Raum gibt. Der Kampf gegen die Religion ist noch immer im Namen irgendeiner angeblich besseren Heilsbotschaft geführt worden.“

[17] 2 Mose 13:21: Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat.

[18] Michael Grimmitt giver nogle arbejdsspørgsmål “... af særlig betydning for fremme af selvforståelse” og selvidentitet, på siderne 228-230 (Religionskundskab og menneskelig udvikling)

[19] Ross Campbell giver praktiske eksempler og råd med hensyn til dette på siderne 44-48, til eksempel den tit brugte fidus af drengen som siger til sin kæreste: ”Hvis du virkelig elskede mig, ville du sove med mig.” (How to really love your teenager)

[20] iflg. Ross Campbell ”How to Really Love Your Child” på siderne 3-8

[21] s. 157, Michael Grimmitt “Religionskundskab og menneskelig udvikling”

[22] se artiklen af Thomas Schirrmacher om dette emne, http://www.visi.com/~contra_m/ab/schirrmacher/berlinneu.html Human Rights Threatened in Europe - The Euthanasia - Abortion - Bioethics - Convention Contra Mundum Essay Collection

[23] Fx. er det i staten Californien ikke lovligt at bare nævne navnet ”Jesus” i en offentlig skole eller at bære et kors om halsen. Bøn på offentlige skoler er blevet forbudt i USA i 1962. I stedet for undervises der nu på en grundigt måde om Islam i de amerikanske folkeskoler. I Tyskland er det siden 1995 som oftest religionslærerne som initierer eleverne til okkulte praktikker og skolebogforlaget Ernst Klett i Stuttgart har lige udgivet nogle ”Arbeitsblätter Religion”, hvorigennem de følgende punkter bliver nævnt for at kunne kende en sekt: Adskillelsen af verdenen i god og ond, nationalistisk holdning, troen på en personlig eksistens og magt af djævelen, radikal indstilling imod liberaliseringen af lovgivningen ang. abort,  forestillingen af Gud som en dommer og forkastelse af den økumeniske bevægelse såsom den historisk/kritiske bibeleksegese. Ved disse punkter skal tyske elever altså kende en sekt!

[24] for eksempel ved at snakke om de udviklinger der belyses i Schirrmachers artikel, han sammenligner nemlig nazitidens etiske fundament med det, der foregår i dag, fx. i Holland og andetsteds

[25] Rick Renner viser i sin bog ”Dream Thieves – Don’t Be Robbed Of Your Divine Destiny” hvordan man kan tabe sit livs mål ud af øjnene pga. gruppepres.

[26] Inddelingen i ”general” og ”special” ”revelation” er især blevet kendt gennem Carl Henry’s hermeneutik ”God, Revelation and Authority”, et standardværk i den engelsksproglige verden (står ikke i bibliografien, fordi jeg har den ikke til rådighed for tiden)

[27] Georg Huntemann skriver i ”Der andere Bonhoeffer” på side 127: ”Es liegt in Gottes Freiheit, sich zu offenbaren wie er will, Gott hat es gefallen, sich nicht in einem Stein, in der Farbe oder in der Emotion, sondern im Wort zu offenbaren: ”Um des Menschen willen ist Christus als Wort da“, sagte Bonhoeffer in seiner Christologievorlesung vom Sommer 1933... „Da der Mensch einen Logos hat, begegnet ihm Gott im Logos, der spricht under der das Wort selber ist.“ Die Welt ist durch das Wort geworden. Weil die Welt durch den Logos geworden ist, hat sie ihre logische Struktur.

[28] Institutio, I, 3, 3 (i den eneste eksisterende tyske udgivelse på side 6)

[29] Her ville Böhl’s dogmatik såsom forskellige websider (fx. www.carm.org) være behjælpelige. Se også engelsksproglige links til websider, der oplyser om sekter og kristen apologetik, på www.reformation.to.

[30] Kapitelen ”The Greatness of God” på siderne 263-282 i Millard J. Erickson’s “Christian Theology” belyser dette emne.

kamagra australia cialis generika cialis bestellen kamagra 100mg cialis preise cialis kaufen viagra online kaufen kamagra bestellen levitra generika kamagra oral jelly achat cialis kamagra pas cher levitra 20 kamagra oral jelly viagra femme cialis sans ordonnance levitra sans ordonnance viagra sans ordonnance cialis generique viagra pfizer viagra pour homme viagra pas cher viagra generique kamagra gel kamagra prix acheter cialis
Super Kamagra Viagra online kaufen Testosteron Viagra rezeptfrei Viagra bestellen Cialis Original rezeptfrei Viagra kaufen Generika Testpakete Viagra bestellen Cialis kaufen Zyban Generika Cialis Beipackzettel Viagra Original Original Testpakete Oral Jelly Kamagra Cialis und Alkohol Cialis Soft Lida daidaihua acheter viagra Viagra acheter viagra Viagra acheter viagra
viagra cialis 20 mg cialis generico acquisto viagra kamagra prezzo viagra generico levitra generico comprar cialis cialis generico kamagra 100 viagra sin receta cialis generika levitra generika kamagra gelkamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
timberland schuhe timberland wien timberland schuhe damen timberland boots timberland femme timberland boots timberland noir timberland shoes timberland homme timberland chaussure timberland schoenen timberland shoes timberland boots
Cialis oder Viagra Gegen Rauchen Viagra ohne Rezept Schlankheitsmittel Kamagra Brausetabletten kaufen Viagra pille Cialis Tadalafil Viagra rezeptfrei kaufen Cialis rezeptfrei Erfahrungen Viagra Generka Levitra rezeptfrei kaufen Kamagra Oral Jelly kaufen Kaufen Kamagra Kamagra Sildenafil Erfahrungen Kamagra 100mg Viagra und Cialis Online Viagra Nebenwirkung Erfahrungen Super Kamagra Cialis kaufen Potenzmittel Viagra Lida kaufen Erfahrungen Levitra Original Viagra Cialis
adidas nmd ray ban outlet nike roshe run flyknit Potenzmittel rezeptfrei kaufen Cialis Generika Voordelen van viagra gafas de sol ray ban baratas Acheter Generic Propecia cialis generika nike air force 1 blancas adidas nmd r1 timberland skor adidas stan smith femme timberland montreal adidas nmd r1 Acheter Generic Levitra acquisto viagra mbt barcelona
viagra tablets australia cialis online australia kamagra 100mg oral jelly australia viagra for sale australia cialis daily australia kamagra gel australia levitra online australia viagra priser apotek levitra virkning cialis en om dagen viagra virkning kamagra bivirkninger cialis online danmark kamagra 100mg preis cialis patent cialis erfahrungen
cialis generika kamagra australia cialis bestellen levitra generika viagra online kaufen kamagra bestellen cialis generika kamagra oral jelly kamagra 100mg prix cialis cialis generique kamagra gel kamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
Viagra Generico Cialis Originale Kamagra 100 mg Kamagra Oral Jelly Acquistare Propecia Generico Test Pacchetti Generica Acquistare Viagra Strips Kamagra Oral Jelly Priligy Dapoxetina Generico Viagra Originale Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Kamagra Soft Tabs Viagra Originale 100mg Levitra Generico Levitra Originale Acquistare Test Pacchetti originale viagra Levitra Soft Tabs Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Viagra Soft Tabs Viagra Generic Test Pacchetti Originale Acquistare Levitra Strips Il brevetto Viagra Cialis e Super Kamagra Acquistare Cialis Strips Viagra Pastiglie Viagra e Disfunzione Erettile priligy dapoxetina generico Kamagra 100