Det religionskritiske livssynsparadigma
som det manglende element i en pluralistisk kristendomsundervisning
Ifølge
lovgivningen skal kristendomskundskabslæreren stræbe efter at give eleven
muligheden til at selv finde sit eget ståsted, ud fra overvejelser som eleven
selv har gjort sig, i en dialogisk og refleksiv konfrontation med stoffet.
Denne konfrontation, som igangsættes af læreren, skal være så neutralt som
muligt, idet læreren skal ikke indoktrinere, men hellere initiere eleverne til
egen tænkning. Desuden skal hun/han inddrage elevernes egne ønsker om
tilrettelæggelsen af undervisningen.
Jeg tilbyder 3
forskellige ”nøgler” eller ”værktøjskasser” til hvordan man kan opbygge sig et
syn på verdenen, ved at henholdsvis beskrive 3 typiske holdningsmønster som
findes blandt menneskeheden. Disse er reduktioner, forenklede skitser af alt
hvad der findes af holdninger, livssyn, filosofier og religioner. Med min
inddeling opnås sideløbende med opstillingen af et ”holdnings-smørgåsbord til
frit betjening” en faglig forenkling og kategorisering af stoffet, som vil
hjælpe eleven med at få en overblik af de eksisterende livssyn. Faktisk kan
foreliggende arbejde tjene som en inspiration til enhver lærer, uanset dens
specifikke personlige holdninger og om han/hun stemmer overens med min metode i
det hele taget hhv. min analyse af de 3 holdningsmønster eller ej.
Faktisk er min
pointe den, at en lærer for at være en professionel lærer, er nødt til at blive
klar over alle disse tre holdningsmønster i stedet for at køre på kun én som
tilfældigvis er hendes/hans yndlingsparadigma. Kun når man inddrager også det
3. paradigma og ikke kun paradigmaer nr. 1 og 2, kan man være kristendomslærer i
henhold med fagets bestemmelser. Det er helt naturligt, at en lærer
tenderer mere til den ene eller den anden holdning, derfor ville de være naivt
at sige, at en lærer indtager en neutral position fra starten. Der eksisterer
en ensidighed bag de kulisser som betegnes som ”pluralisme” og dette vil jeg
rette op med ved at vise paradigma nr. 3.
Den meget grove
kategorisering som jeg i denne forbindelse kommer til at foretager mig
risikerer naturligvis som det altid er tilfældet med den slags
kategoriseringer, at blive lidt klicheagtigt, men på den anden side står det jo
frit til enhver til at gøre sine egne kategoriseringer, for eksempel som en
modreaktion til den foreliggende. Om man kan lide dem eller ej,
kategoriseringer er i sig selv allerede en pædagogisk fremgangsmåde, fordi de
inspirerer andre (elever eller lærere) til at finde egne
differentieringskriterier såsom om nødvendigheden og muligheden til overhovedet
at differentiere.
Det er ifølge
Preben Kierkegaards tolkning af Niklas Luhmann lærerens ansvar at åbne
og organisere læreindholdet sådan, at eleverne kan finde kriterier for
kompleksitetsreduktion som vil hjælpe dem at kunne forholde sig til den
mangfoldighed af principper og værdier som jo helt reelt eksisterer i det
moderne centrumsløse samfund. Altså hverken relativistisk ”ansvar for egen
læring”, hvor eleverne bliver overladt til sig selv og deres egen forståelse
uden at være udfordret til selvkritisk nytænkning, og hverken normativ
bedreviden med tilbøjelighed til at bringe sig selv som lærer i centrum for
forståelesen af virkeligheden. I stedet skal eleverne lære at tænke rationelt
og selvreflektivt, dvs. med åbenhed overfor den mulighed til at måtte korrigere
for fejl i ens egen opfattelse. Moderne organisationer og menneskelige
bevidshedssystemer må bestemme sig selv uf fra egne kriterier ifølge Luhmann.
Dette er hvad man kunne kalde ”teoretisk produktivitet”. Evnen til udviklingen
af individuelle differentieringskriterier (selektionskoder) skal
kultiveres i undervisningen af læreren, den kommer ikke af sig selv. [1]
Den første
”værktøjskasse” kalder jeg for den platonisk-religiøse, den anden
for den dikotomisk-religiøse og den tredje for den religionskritiske.
Grunden fordi jeg har valgt denne inddeling er imidlertid min opfattelse fra
min personlig erfaring og fra studier, at det tredje paradigma, det
religionskritiske, bliver ikke eller i en for ringe grad tilbudt i
kristendomsundervisningen. Det er næsten kun de første to paradigma, det
religiøse og det dikotomiske, som tilbydes eleverne som mulige ”værktøjskasser”
til opbyggelsen af et verdensbillede og et meningsgivende fundament til
livsførelsen. Herved glemmer man, at netop det tredje paradigma har haft den
mest skabende kraft i opbyggelsen af den vestlige civilisation, som jeg skal
vise i det følgende. Kristendomsundervisningen er derfor blevet ensidigt, selv
om den tror at den forholder sig til kravet om pluralistisk neutralitet.
Hellere er det sådan, at der drives kristendomsundervisning ud fra en ensidig
”pluralisme” der udelukker det tredje paradigma fordi det svarer ikke til den
specifikke holdning af læreren, og undervisningen er derfor ikke virkeligt
pluralistisk.
Netop på grund af
dets delvise eller fuldstændige fravær af kristendomsundervisningen i dag har
jeg også valgt at lægge særlig vægt på det i foreliggende arbejde. Dette skal
ikke misforstås i den forstand, at jeg vil derved mindske de første 2
paradigmaers indflydelse i undervisningen. Hellere vil jeg koncentrere mig på
det mere end på de første 2, fordi når det er sådan, at det er det, som blev
behandlet mindst, er det jo også nødvendigt til at sætte fingeren på det i en
særlig grad for at skabe en ligevægt mellem de 3 paradigma i fremtiden. Jeg har
derfor også valgt eksempler som kan videreudvikles til konkrete
arbejdsspørgsmål til dette tredje paradigma, hvorimod jeg har ikke gjort dette
ved de første 2 som jo allerede er gængse i kristendomsundervisningen og for
hvilket der kan derfor alligevel findes gode ideer til planlæggelsen og
gennemførslen af undervisningen i den bestående tilsvarende faglitteratur. Ved
disse første 2 paradigmaer har jeg indskrænket mig til en kort analyse af deres
grundlæggende karakter og af de grundpræmisser, de er byggede på. Ikke desto
trods kan denne arbejde bruges som en handlingsplan for enhver lærer, idet
enhver kan få et overblik over de grundlæggende valg, eleven skal stilles
overfor, og i henhold til, hvad den enkelte selv synes, kan enhver lærer bygge
videre med det paradigma, han eller hun føler sig tryggest med. Det henstilles
til den lærer, som foretrækker paradigma 1 eller 2, at filtrere nogle kritiske
bemærkninger fra, som jeg har gjort bevidst eller ubevidst, og at gøre sin egen
vurdering af henholdsvis paradigma 1 eller 2.
For at kunne foretage
foreliggende inddeling skal der defineres differentieringskriterierne ud fra
hvilke samtlige eksisterende livssyn, religioner og filosofier kan indordnes i.
Jeg har her taget nogle filosofiske overvejelser fra skabelsesberetningen,
nærmere bestemt fra historien om fristelsen af Adam og Eva, som udgangspunkt
for differentieringen mellem det religiøse og det religionskritiske, og
angående det dikotomiske paradigma er det erkendelsesteoretiske
(epistemologiske) besynderligheder som jeg har lagt mærke til.
Begrebet
”religion” bruges her i en ganske bestemt religionskritisk forstand, nemlig i
lyset af en religionskritik, som tager skabelsesberetningen som en filosofisk
udgangspunkt. I skabelsesberetningen møder vi nemlig religionen for første
gang, i ”personen” af slangen hhv. djævelen, der frister til et ”højere”
kundskab, som vil gøre mennesket Gud lige. Det er som om slangen siger til de
første mennesker: ”Gud har ikke skabt jer godt nok, han har ikke givet jer
al den kundskab, i har brug for. I er blevet snydt af Gud. Han vil forhindre,
at i kommer til den virkelige erkendelse. Han vil føre jer vild og holde jer
som trælle.” Man kan lige så godt sige, at det som slangen siger, er det
første tilfælde af ”religionskritik”, hvis man nu anser Guds lov mht. det
forbudte træ som ”religion”. Religionskritik er altså ikke lige med
religionskritik. Det er på baggrund af dette måske ikke mere så forunderlig, at
jeg i det følgende kommer til at regne marxismen med dens ”religionskritik” til
det religiøse paradigma. Dette kan kun gøres, når man forstår ved ”religion”
denne almene gnostiske holdning, hvorefter mennesket altid søger noget
der er højere end Gud og giver sig så at gøre medmenneskene usikre ved
at snakke om deres liv som værende et liv i en platoniske hule og ved at
foregøgle en fiktiv frihed som skulle findes udenfor ”hulen”. Der har været
teologer som Bonhoeffer, der brugte beretningen om fristelsen af Adam og Eva på
denne måde. Bonhoeffer skrev, at i denne beretning er det ”Gud mod Gud” nemlig
Satan mod Gud, som kampen går imellem. For at sige det på en meget forenklet
måde: Når man opdager, at den ene ”Gud” er i virkeligheden Satan, har man
bedrevet religionskritik i Bonhoeffers forstand, når man derimod kritiserer den
rigtige Gud for at lyve, har man bedrevet religionskritik i den platoniske[2]
forstand.
Den platoniske
religion er derefter den grundlæggende indstilling, ifølge hvilken hele
virkeligheden skal opfattes som en sammenvævning af uvirkeligheden med
virkeligheden, af det irrationelle med det (kun efter sigende) rationelle.
Mennesket bliver her indført i et labyrint af dæmoniske magter som han kan ikke
styre umiddelbart, dvs. uden af have gennemgået en vis initiering af én
eller anden art. Mennesket bliver konfronteret med et sammenhængende, kohærente
verdensbillede og bliver samtidigt fremmedgjort overfor en personlig og
konkret eksisterende Gud. I det platonisk-religiøse paradigma eksisterer der
nemlig slet ingen personlig Gud, som søger kontakt med mennesket på en
meningsfuld og opbyggende måde. Her har vi derimod med usynlige kræfter at
gøre, med abstrakte guddommelige salvelser og magtoverførsler, med
”higher order” erfaringer og ”nøgle-erfaringer”. Dette paradigma eksisterer
selv sagt også i nogle fremtrædelsesformer af den kristne tro. Det er lige
meget, hvilken lære man påberåber sig fra officiel side, mentaliteten er det,
som gør visse ”kristne” trosretninger til at ligge i dette paradigma og ikke i
et af de andre to. På det filosofiske område har vi her med idealismen som
sådan at gøre, med Platon, Rousseau og Hegel som de mest kendte eksponenter.
Marxismen som én form for hegelianisme er et eksempel mere, også den er religiøs
ifølge nærværende definition af religion. Idealismen tildeler sig selv retten,
lige som religionen i den bonhoefferske religionskritiske forstand, til at
bestemme, hvordan et menneske skal blive lykkeligt. De som ikke følger
vedkommende teori om skabelsen af lykke, bliver sat under pres. Alle SKAL være
lige lykkelige og skal derfor tilpasses menneskeidealet, som svarer til det
vedkommende lykkebegreb. Dette lykkeideal bliver så ophøjet som en slags
gud, med de typiske herliggørelser af visse ledende personligheder som følge.
Folk begynder faktisk at tilbede idealet og dens ”legemliggørelse” i personer som
Lenin og Mao. Det er den ”oplyste” hersker, det ”oplyste” pseudodemokratiske og
i virkeligheden oligarkiske samfund, som styrer suverænt menneskenes skæbne.
Det er ikke menneskets værdighed, faktisk heller ikke friheden, som står i
centrum, men lykken. Det samme er sand for samtlige religioner, hvor mennesket
tilpasses en ideologi, den eneste forskel med marxismen og lignende politiske
ideologier er faktisk kun at traditionelle former for religion manipulerer ikke
bare med sociale fakta men også med eskatologiske overvejelser, hvor man truer
med konsekvenser i livet efter døden. Alt dette fordi man jo kun vil ”det
bedste” for ethvert menneske.
Både den
rousseauske-hegelianske ideologi såsom religionen er ikke andet end en overtro,
som menneskeheden skulle egentlig helst sættes fri af snarest muligt. Denne
overtro, være den politisk-sekulær eller religiøs, kan kendes ved den
kendsgerning at den tillader ikke at blive verificeret eller forbedret.
Her har vil billedet af Baals-præsterne, der ikke tillod at deres
Baals-religion blev udsat for en kritik foretaget af de profeter, som var
loyale overfor Israels Gud, men i stedet for valgte at benytte sig af Isebels
magt for at få Guds-profeterne forkortede med et hoveds længde hver, i stedet
for at indlade sig med en diskussion med dem. Denne platoniske overtro er
desuden kendetegnet ved utopiske spekulationer. Det er spekulationer som
frembringer en perfekt plan, en ”blueprint”, som skal følges. Dæmonen, som
giver sig ud for at være Gud, har talt, menneskene skal adlyde blinde. Denne
perfekte plan er sådan set ”hellig” og ve det menneske, der vover at
røre ved den. Lenin og Stalin ville ikke tilgive Trotzki’s forsøg på at
forbedre kommunismen. Utallige præster er blevet fyret eller udsat for
chikanisering, forfølgelse eller endog drab, når de vovede at kritisere den
bestående ordning i et religiøs system. Ifølge Karl Popper går en ideologi
forbi sandheden, når den er ikke verificerbar. Når noget kan ikke verificeres,
fordi det er ”helligt” som sådan, kan det umuligt have noget med sandheden at
gøre. Det er en overtro, som holder menneskene i fangenskab, en spekulativ
teori, som kan ikke angribes, analyseres eller sættes i tvivl mere.
Mennesket har her skabt sig selv en gud, som det ikke kan angribe mere selv, nu
er den blevet gud og skal tilbedes på en mekanisk og ureflekterende måde.
Derfor er det
ifølge dette paradigma mere oplagt at ødelægge personligheden end at
opbygge den. Mennesket skal ikke blive originalt, skrøbeligt, pudsigt,
egenrådig, individualistisk, firkantet, vægtigt, funderet eller i det hele
taget klodset; det skal tværtimod blive en let sky, ensartet og hele tiden i
forandring, upåtrængende og ligeglad, rund og strømlinjeformet. Kort sagt, en
slags flyvedrage, der kan nemt komme til at flyve i vinden. Et glasmenneske,
der er let gennemskueligt og svært at skelne fra de andre glasmennesker.
Det kan ikke
nægtes, at der kan godt findes en vis mening i livet i denne paradigma.
Meningen består i, at man finder lykken ved at barbere sin egen personlighed
væk. Så har man i hvert fald ikke nogle personlige problemer mere. Man er
blevet en del af det hele, af ursuppen, af nirvanaen, af universets svingninger
og har ikke engang brug for at føle sig tryg. Fordi tryghed er jo også noget,
der forudsætter en personlighed. Med etikken er der heller ikke noget i vejen
mere. Når man fx. lever i promiskuitet, er det faktisk sådan, at det er ikke én
selv, der har sex med en anden, men det er ”strømmen” som gør noget gennem én
selv. Spørgsmålet om at vente med sex indtil livets partner eller ej bliver
altså genstandsløst, fordi man har ingen egen personlighed mere dybest set.
Derfor kan det altså være lige meget hvad kroppen tilfældigvis kommer ud
for.
Når man tror at
denne form af tænkning standser foran videnskaben, har man taget fejl. Store
dele af videnskaben er nemlig selv gået ind for den. I et lærebog om matematik[3]
citeres der Umberto Eco i sin beskrivelse af Foucaults[4]
pendul. Man skal lægge mærke til et sprog, der bærer præg af esoterikken frem
for Newtons og Leibniz’ fysik og skolemetafysik:
”Kuglen, der hang bevægelig for enden af en lang line fastgjort i korets loft, beskrev sine vide svingninger med isokron majestæt. Jeg vidste – men enhver burde have kunnet fornemme det i dette sindige åndedræts fortryllelse – at perioden var styret af forholdet mellem kvadrat-roden af linens længde og det tal pi, som, uforståeligt for jordiske sind, i kraft af en guddommelig fornuft nødvendigvis forbinder omkredsen af enhver mulig cirkel med dens diameter - således, at den tid, det tog denne kugle at vandre fra den ene pol til den anden, var en følge af en gådefuld sammensværgelse mellem de mest tidløse af alle mål, ophængningspunktets enhed, dualiteten i en abstrakt dimension, pi’s tredelte natur, rodens hemmelighedsfulde tetragon, cirklens fuldkommenhed”.
I denne opfattelse
af fysikken er der næppe noget af Newtons ”Principia” eller Leibniz’
”Charakteristica Universales” tilbage. Ikke klart definerbare naturlove styrer
tingene, men gådefulde og hemmelige; kort sagt, guddommelige kræfter har
fingeren i spillet. Det er ikke en sand Gud i den historiske kristne forstand,
som Newton og Leibniz forstår som det enende princip, alle andre principper
havde som én fælles kilde, nej, her er det en abstrakt og dualistisk guddommelighed
der bevæger sig i ”svingninger”, ikke ifølge sætningen om vedvarende kræfter.
Her bliver man nærmest opfordret (som det jo sker i mange skoler i Europa) at
”ånde rigtigt” for at kunne blive ”fortryllet” og opnå en ”guddommelig fornuft”
der har ikke noget med den fornuft at gøre, som en sand Gud siges at have lagt
allerede i mennesket ifølge den bibelske kristne tro. Dette er nemlig en
fornuft, som er ”uforståelig for det jordiske sind”, dvs. man skal ikke gøre
sig umage ved at forsøge at forstå den, den kan aldrig forstås, videnskaben kan
aldrig nogensinde forstås. Det hele er naturligvis baseret på nogle
videnskabelige fakta, fordi tallet pi og kredsen er noget som man faktisk ikke
har endnu kunnet forklare fuldt ud. Men dette betyder ikke, som denne
videnskabsopfattelse går ud på, at hele virkeligheden er abstrakt, at det hele
beror på lunefulde magter som har afgået en hemmelig aftale, en
”sammensværgelse”. Her bliver videnskabsmanden tvunget til at henvende sig til
okkulte kræfter, så at sige, for at kunne opnå viden, en viden, som alligevel
ikke kan fattes ved klar forstand; ifølge den platoniske religion er den
hinsides den normale klare og rationelle erkendelse.
Dette kan nu
alligevel give en vis mening, især når man føler sig presset i et hjørne af
Descartes, Leibniz og Newton. Her får man så en vis frihed, men prisen er så
den menneskelige erkendelsesmulighed som skal afleveres ved garderoben før man
træder ind i ”åndernes” panteon.
Pædagogisk set
vil en lærer der går ind for dette paradigma ved udelukkelsen af de andre
(noget som han ifølge fagets formål faktisk ikke må, men alligevel findes der
jo lærere, der gør det) være tilbøjelig til at manipulere børnene med deres
”selvstændige arbejde”, ved at styre dem mod en retning, hvor de bliver
modtagelige for platoniske-totalitære-religiøse-idealistiske tankemønstre.
Samtidigt kan han håbe på, at eleverne, der så kommer til at vælge denne form
for meningssøgen, vil stadig væk kunne kultivere et minimum af kritiske
forbehold som vil sætte dem i stand til at hoppe fra når det bliver for
uhyggeligt alligevel. Så ville disse elever måske kunne bidrage til nye
kritiske overvejelser i deres fremtidige omverden.
Pædagogisk-filosofisk
set svarer dette paradigma i øvrigt til det, Niklas Luhman kalder for ”den
normative fælde”, idealet om det perfekte, som kræver, at der hele tiden kun er
én mulighed og ingen alternativer[5].
”Dikotomi” betyder
inddelingen af virkeligheden i to eller flere områder eller kategorier. Ifølge
det dikotomiske paradigma er det altså ikke muligt, til at komme til et
altomfattende bud på tilværelsens mysterium, til et kohærent system, der
omfatter hele virkeligheden[6].
I stedet for finder man på inddelinger, hvorefter man kategoriserer
virkeligheden og tilordner forskellige elementer af virkeligheden til bestemte
kategorier. Ved at gøre dette indfører man et klart skel mellem disse
virkelighedsområder.
Det hele begyndte
nok i den nyere tid med Hume, som indså, at mennesket kan ikke tænke anderledes
end ud fra et håb om slutendelig sikkert viden, og som derfor skabte en plads
på reolen, en ”kategori” for ”efter sigende sikkert viden”. Men netop derved
afsnørede han ”sikkert viden” fra videnskabelig verificering og sund
skepticisme. Han hævdede, at det er godt at tro på sikkert viden, men derfor er
den altså ikke sikkert, bare fordi den er ”godt” eller fordi den forhindrer
meningsløsheden. Med andre ord, der eksisterer ingen morale værdier som er gode
”per se”, dvs. uafhængigt at menneskelige verificeringer. Kant, som følger Hume
i dette, går så videre og beskriver et morallov som er uafhængigt af
naturlovene, af ”stjernehimlen”. Moralloven er inde i mig, jeg kan lide at være
et kristent menneske, men det har ikke noget med den slutendelige virkelighed
(naturloven) at gøre. Lad menneskene tro på kristendommen, hvis det hjælper dem
og hvis det kan integreres i den preussiske statsapparat med dens pligtetik.
Men kristendommen har ingen metafysisk basis ifølge det dikotomiske paradigma.
Derfor er også den ”kristne” moral jævnfør dette paradigma ikke begrundet i
Guds eksistens og Guds vilje, men i samfundets og statens (eller en kirkes)
vilje. Dikotomien betyder at det historisk-positive kristendom bliver afskåret
fra den menneskelige civilisation inklusive kirken. Samfundet får derved lov
til at ”lege” kristendom på dens egne præmisser.
Fordelen ved
dette paradigma var, at den fremmede en pluralistisk demokrati, som fratog kirken
retten til at styre samfundet, noget som var og er gavnligt, når kirken har til
hensigt til at trække en ”kristen” version af den platoniske religion over
hovederne af menneskene. Det dikotomiske paradigma tenderer til at værne mod
både det platonisk-religiøse og det religionskritiske paradigme. Den tillader
ikke, at kun én enkelt slags af platonisk religion eller politisk idealisme får
lov til at være den eneste bestemmende faktor i et samfund. Men den er lige så
ubønhørligt overfor virkelig religionskritiske stemmer, fordi sand
religionskritik skaber forandringer i samfundet, hvor så selve dikotomien
risikerer at blive kritiseret og omkuldstyrtet. Dikotomien fører nemlig til en
opfattelse af videnskaben, som gør at videnskaben og dermed muligheden til nye
opdagelser stagnerer. Ifølge dikotomien eksisterer der ingen sammenhæng, som
man kunne bruge som et udgangsparadigma for dristige spekulationer til nye
teorier. Den del af virkeligheden A hører til teorien A og den del af
virkeligheden B hører til teorien B. Derfor ville man næppe finde på at
omkuldstyrte disse teorier, fordi man får ikke anledning til at formode en
sammenhæng mellem A- og B-verdenen. Det var igen Karl Popper, som viste at
videnskabelige opdagelser begynder ikke med iagttagelser (altså induktivt), men
med dristige nye teorier som så afprøves, sammenlignes med gamle teorier,
indtil en ny teori som gør rede for flere iagttagelser end den tidligere,
bliver formuleret og som så igen er kun en hypotese der er åben overfor
kontinuerlig afprøvning, udfordrende kritik og gendrivelse. Men dikotomien
tillader ikke sådanne dristige spekulationer. Den tillader ikke en fantasifuld,
lidenskabelig søgen efter en rød tråd som går gennem hele virkeligheden, et
system bag systemerne. Fordi derved bliver dikotomien opløst, det klare skel
mellem virkelighedsafdelingerne bliver stillet i spørgsmål.
Den
dikotomisk-religiøse måde at forstå verdenen på svarer til Lessings ”Nathan den
vise”-mentaliteten, til frimurer-idealet om tolerance og ligevægt mellem religionerne,
dog ikke en tolerance, som udspringer fra en virkelig lyst til at undersøge,
sammenligne og finde sandheden, men en relativistisk, flegmatisk indstilling,
der er ligeglad med sandheden fordi den ikke tror på at der findes en sandhed;
en indstilling, der søger at distancere sig fra sandheden ved at erstatte den
med en generel relativistisk tomrum. ”Alt er tilladt – men ikke alt gavner”,
nemlig ikke samfundets formål og programmer. I virkeligheden er ikke alt
tilladt – det er nemlig ikke tilladt at have en klar holdning, der formår at
give én standfæstethed selv når samfundet bliver totalitær. Der bliver
kultiveret en efter sigende kritisk holdning, men virkelig dybtgående kritik
bliver ikke fremmet. Virkelig søgen efter sandheden erstattes med en overfladisk
og pragmatisk nyttelogik, hvor det drejer sig om at skabe gode, nyttige borgere
af samfundet, at få maskinen ”samfundet” at køre videre uden problemer. Det er
billedet af en myretue af videnskabsmænd, som følger strømmen og giver sig
tilfreds med at bidrage hver med deres grannåle af stykkevis erkendelse til
opbyggelsen af myretuen, i stedet for at stille grundlæggende spørgsmål der
ville føre til en virkelig frigørelse af mennesket. Teologerne, der følger
dette paradigma drømmer om at blive husket af generationerne efter dem på grund
af en lille fodnote i en bibelkommentar, hvor de har ydet et bidrag med en
semantisk vanskelighed af et hebræisk ord, hvor de antydede en mulighed til en
ny fortolkningsaspekt; det ville aldrig falde dem ind at støde på store
misforståelser hvis opklaring kunne sætte noget stort i bevægelse, de er helt
tilfredse med myretuen.
Der eksisterer
nogle teologier, som går forbi den sandhed, der findes i kristendommen. Især i
den moderne teologi bliver troen ikke mere rettet mod et objekt, som betragtes
som virkelig eksisterende. Man tror faktisk hellere i ”troen i troen”. Francis
A. Schaeffer har påvist[7],
hvordan den moderne teologi er som oftest baseret på en dikotomi, hvor Gud er
en abstrakt filosofisk størrelse, man i virkeligheden ikke kan nå på nogen
måde. Mennesket bliver henvist til et kristendom som befinder sig i en
medmenneskelighed, hvor der ingen objektiv eksisterende Gud er. ”Gud” bliver
bare til et slags politisk begreb, et kodeord, som har en styrelsesfunktion,
hvormed man styrer samlivet og samfundet. Dette er noget, som mange teenagere
vil ikke have noget som helst at gøre med. Det er denne abstraherende moderne
kristendom, som de ofte føler sig manipulerede af, og dette med rette.
Der eksisterer
også en dikotomisk version af religionen. I den dikotomiske religion er
mennesket interesseret i at ”bruge” ”Gud” eller det guddommelige på sine egne
præmisser. Det er altså faktisk det, Bibelen kalder for ”afguderi”.
Mennesket tilrettelægger sig et billede af Gud efter sine egne ønsker. Derfor
bliver en afgud aldrig en tilfældig fremstillelse af den sande, levende Gud,
hvis eksistens dybest set er urelevant og uinteressant. Det er altså umuligt og
i øvrigt også ikke ønskværdigt til at komme til en viden om en eventuelt
eksisterende sande Gud eller om en eventuelt eksisterende sandhed i det hele
taget når man tænker i de baner, dette paradigma fortegner, fordi hvis en sand
Gud skulle eksistere, så ville denne sande Gud nemlig på forhånd afsondre sig
selv fra alle mulige afguder som mennesket kan komme af finde på.
Den
dikotomisk-religiøse tager det nu ikke engang så tungt, hvis han skulle miste
den sande Gud gennem alle sine bestræbelser og foretagender. Fordi han er
nemlig dybest set ikke interesseret i sandheden. Han eller hun vil derimod opnå
harmoni og magt over omstændighederne for at få det hyggeligt. Hvis til dette
formål benyttelsen af en ”Gud” synes af være fordelagtigt, er det ”o.k.”. Hvis
ikke, finder vi bare en anden gud eller ideologi. Dette kan skabe en vis
”mening”, hvis man nu er tilfreds med at indskrænke sig, i al ”ydmyghed”, så at
sige, i sin epistemologi, for at finde sig beskedent i en snæver afgrænset
ramme for livet, en livsvirkelighed, der er begrænset i det, man kan erfare i
religionen. Religionen er her et opium af den bedste sorte, som skaber glade,
lykke, fremgang, beherskelse af ens liv og af ens dårlige vaner og succes i det
hele taget. Mennesket er her sin egen lykkes smed og lærer en masse
”tryllekunster” som han kan bruge til at få virkeligheden underordnet sine
ønsker og lyster. Hvad vil man have mere, siger den dikotomisk-religiøse
pragmatist.
Her kan man altså
finde en mening med livet ved at bevidst fravælge muligheden for en
sammenhængende mening. Mennesket bliver her lykkelig ved at forkaste
virkeligheden og forstanden. Den tyske forfatter Hermann Hesse tænkte i disse
baner. For ham var verdenen et ”Glasperlespil[8]”
som kan ikke tolkes grundlæggende. Den forbliver mystisk. Virkeligheden
er ikke virkelig, det er mod uvirkelighedens mandala man skal rette sit øjemål
(for så snarest af falde i trance). Verdenen er uigennemskuelig og ulogisk.
”Logikken” bliver betragtet som et forgæves forsøg på at tilfredsstille ens
kødelige, egoistiske, forkrampede og ”vestlige” begær. Filosoffer som løb i samme trit var
Schopenhauer, for hvem verdenen var udtrykket af en ”vilje” og i nyere tid
Michel Foucault, hvis filosofi i sidste ende går ud på at fastslå, at sand
frihed findes kun i tilstande af psykisk sygdom.
I den religiøse
del at den opdelte virkelighed er der mange muligheder for religiøs opførsel og
aktivitet. Typisk ville man nok være ”mådeholdende” med sin religiøsitet, når
man lever i dette paradigma, men dikotomi-religiøsiteten kan også antage
entusiastiske former, hvor spændingen er højt og emotionerne går stærkt. Her
handler det så typisk om, er at få mennesket i stand til at logge sig ind i en
”strøm” af guddommelig kraft, hvor ”Gud” bliver til en kraftkilde
som kan downloades og bruges lige som man bruger elektromagnetiske onder til at
kunne modtage radioudsendelser; og mennesket bliver omdannet til en antenne
hhv. en upersonlig lynafleder. Når mennesket kan ikke logge sig ind, når lynet
slår ikke ind, er det fordi forstanden står i vejen, den skal derfor slukkes
fra. Dette igangsættes gennem narkotiske stoffer eller meditative praktikker
eller (masse-)hypnotiske øvelser. Mennesket skifter altså fra en ond, logisk,
rationel, jordbunden eksistens over i en anden verden, hvor den kan fornemme
gudernes vingebrus og derved blive en del af universets rytme. Mennesket bliver
derved til et ikke-menneske, til en ikke-personlig modtager eller erfarende
størrelse. Personligheden er nemlig noget, der kan komme til at stå i vejen,
når man skal ud at ride på kraftkilde-guderne. Den dikotomiske ånde-kirurg
skærer ind i hjernen og lægger det stykke hjerne som hedder ”normalt liv som
samfundsborger” i en skål og det stykke af hjernen som hedder ”religiøs
modtagelighed” i en anden skål. Aldrig skal de to hjernedele kunne virke sammen
mere.
Pædagogisk set
kan en lærer, der går ind for dette paradigma ved udelukkelsen af de andre
(noget som han ifølge fagets formål faktisk ikke må, men alligevel findes der
jo lærere, der gør det), blive fristet til at fratage eleverne retten til at få
konkrete informationer om værdisystemer, der kræver en klar stillingtagen, for
så i stedet for at overlade dem til deres skæbne og lade dem selv finde frem
til noget som er ”inde i dem selv”. Her kan han nemt gøre rede for sin metode
ved at sige at han opdrager til selvstændighed, men faktisk får eleverne ikke
faglig viden nok og bliver bare skråsikre, anmassende og rodløse, ikke virkelig
selvstændige i dybeste forstand.
Det tredje
paradigma: Det religionskritiske paradigma
Sand religionskritik kritiserer både den
dikotomiske standpunktsløshed såsom den platonisk-religiøse dæmoni som
uvidenskabelige, umenneskelige og ødelæggende for enhver for for
civilisationsfremskridt. Det er billedet af videnskabsmanden, som er utilfreds
med det bestående og risikerer sin position ved at fremlægge dristige og
fantasifulde spekulationer til en mulig teori som så skal enten bekræftes
eller forkastes i lyset af afprøvninger. Han kommer med foreløbige løsninger,
som så skal underkastes fejlelimineringsprocesser. Albert Einstein sagde:
”Det er kun vovede spekulationer, der kan bringe os fremad, ikke en ophobning
af kendsgerninger[9]”.
Religionskritik betyder også reformation.
Det er billedet af profeten Elias som risikerer både sit eget liv såsom
fundamentet af sin egen tro ved at udfordre Baal – hvis Baals alter bliver
tændt af Baal, så vil han tilbede Baal, hvis derimod hans alter bliver tændt,
så skal Israels Gud være sand. Det er religionen eller videnskaben som ransager
sig selv, som udsætter sig selv for risikoen for at blive afprøvet og
forkastet. Religionskritik og en videnskabelig metode i popperiansk forstand er
en kontinuerlig (for Popper uendelig) feedback-proces, gennem hvilken
teorierne hhv. dogmerne bliver hele tiden afprøvet og kritisk undersøgt. Kun
derved kommer der fremskridt til vejs. Ifølge Popper startede civilisationen
med de førsokratiske filosoffer Tales, Anaximander og Anaximenes og deres
opfindelse af den kritiske metode. Sokrates er så højdepunktet. Disse
fire filosoffer fører mennesket ud af de animistiske stammesamfund, hvor
præsterne og høvdingerne bestemmer, hvad der skal tros. Først med den kritiske
skole begynder der for alvor at ske fremskridt i tænkning, før havde
menneskeheden kun bevæget sig i en slags naturalistisk sjamanisme, en
naturreligion. Men efter Sokrates kommer Platon og han fører menneskeheden
tilbage til et ”lukket samfund[10]”,
hvor alt er planlagt og forudbestemt af ”ledelsen”, nemlig regeringen,
bestående af oplyste ”filosoffer”. Platon bruger al den viden, som er blevet
udviklet af den kritiske skole for at bygge en sofistikeret version af en
animistisk stammereligion, som har været toneangivende i filosofien siden
hen.
Ifølge Popper er det sådan at mennesket
vil normalt slippe fri af ”civilisationens byrde”. Denne byrde betyder kamp for
civilisationen ved at risikere noget for sandheden ved at underkaste sig en
kontinuerlig fejlelimineringsproces. For mennesket er det mere bekvemt at
adlyde andre og blive en del af deres plan end at selv risikere at blive
stillet i skudlinien af kritikerne når man tilfældigvis kommer ud for at
provokere de bestående normer. Sokrates blev jo til sidst henrettet, fordi man
kunne ikke holde ud på hans kritik mere til sidst. Lige som Sartre ser også
Popper mennesket i færd med at finde sig en tro eller en utopisk drømmeteori
som det følger efter, i stedet for at måtte tage ansvaret op for
civilisationen. Forskellen er at Sartre overlader mennesket til sin egen
dømmekraft og stort set til sig selv, mens Popper driver mennesket ud i
dialogen med andre videnskabsmænd som er potentielle kritikere af det man har
fundet ud af. For Sartre er tilværelsen absurd, mens Popper ser hele tiden
sandhedsprincippet som det er værd at søge efter, selv om han ikke tror, at
hele sandheden nogensinde ville kunne findes. Hos Sartre er opgøret imod
borgerkulturen temmelig vilkårlig, han opretter ikke nogle kriterier til
diffentiering, hvorfor og hvorledes man skulle kritisere osv. Det er bare en
mode at være imod de borgerlige idealer. Hvis noget er borgerligt, så er det
”reaktionært”, men hvorfor dette er en ulempe, det kan man ikke forklare. Hos
Popper kan det godt ske, at man til tider vender tilbage til nogen tradition,
når man har fundet ud af, at en gamlere teori var bedre end nogen der er
accepteret af de fleste i ens egen tid. Han er altså ikke interesseret i
udifferentieret opgør mod en klasse eller en kultur, han forfølger sandheden,
koste det, hvad det ville, opgør med det bestående eller tilbagevenden til
noget der var blevet forkastet. Han kalder for oprettelsen af differentieringskriterier
for at kunne skelne, hvilke af de nye teorier, som man har fremlagt som
foreløbige teorier, skal forkastes og hvilke ikke. Det er her motivationen af
den enkelte videnskabsmand som vil spille en rolle her. Videnskaben starter
ikke i et tomrum, hvor man starter fra nul. Det giver ingen mening at
”iagttage”, man skal vide, hvad og under hvilke synspunkter man skal iagttage,
og dermed starter man allerede med en ”teori”, nemlig med et dogmatisk fordom,
med et klart sæt af differentieringskriterier og en klar målsætning. Så er man
allerede ikke neutralt mere, men involveret på en lidenskabelig måde. Maurice
Merleau-Pontys ide om at iagttagelse er den egentlige kilde til viden, og at
den skulle studeres forud for videnskaben, er fundamentalt forkert. Det er
omvendt, den videnskabelige teori kommer først, ellers var der ikke nogen
anledning for iagttagelse. Fordi hvis man ikke havde en gammel teori, ville man
ikke komme til at fortvivle, når den ikke holder, og derfor ikke blive
inspireret til at søge efter alternativer, som så ville lede til flere
iagttagelser. Menneskene er ikke ”frie” i den forstand, at de starter fra nul.
tværtimod er vi alle blevet påvirket af en stor kompleksitet af kulturelle
indflydelser som har givet os visse udgangsteorier til bedømmelsen af vore
iagttagelser.
Der eksisterer
også en bibelsk version af religionskritikken, men det betyder ikke, at
al religionskritik skal nødvendigvis være bibelsk. Ifølge Dietrich Bonhoeffer
befinder virkelig sand og retskaffen religionskritik sig på Bibelens side.
Dette havde været én af de grundlæggende teser, som han blev kendt for[11].
Bonhoeffer’s tese er at både den sekulære og den bibelsk begrundede
religionskritik har én ting fælles: De vil begge befri mennesket fra
religionernes labyrinter og dæmoner. Den eneste forskel er at Bibelen viser at
det er først og fremmest Jesus Kristus, som giver udrustning til denne kamp og
at den slutendelige befrielse er et liv, hvor mennesket er genforenet med Gud
gennem en eksistens ”i Kristus”[12].
Bonhoeffer bliver altså grundlæggeren af et religionsløst kristendom[13].
Religion bliver betragtet af ham som en antikristen selvbekræftelse[14].
Men alt dette forudsætter, at man har lov til at tro på en objektiv
eksisterende Gud som åbenbarer sig på en objektiv måde, fordi det er kun gennem
denne åbenbaring, som religionen kan tilintetgøres. Kritiserer man denne
objektive basis, saver man grenen af, på hvilken man sidder. Med andre ord, en
relativistisk, dikotomisk teologi, som er kun baseret på troen i troen, er
ingen støtte til dette foretagende[15].
Uden denne basis er der ingen mulighed tilbage til at bekæmpe illusionen. Så
bliver alt til én eneste stor illusion, hvor vi på ingen måde kan være sikkert
på noget som helst.
Gerhard Ebeling
viser i samme retning, når han skriver, at alle mennesker er religiøse (har en
forventning om at blive ”frelste” på en måde), mens den bibelske
religionskritik demaskerer disse ”religioner” som dødbringende illusioner. Den
sekulære religionskritik, som giver sig til at kritisere sand kristendom sammen
med alle andre religioner, er i virkeligheden selv en religion, fordi der
findes intet ”religionsfrit” område i den menneskelige eksistens ifølge
Ebeling. Den bibelske religionskritik er nu i stand til at kritisere denne
sidstnævnte tendens af den sekulære religionskritik, nemlig dens religiøse
(henholdsvis pseudoreligiøse) karakter[16].
Ifølge denne
bibelsk-motiverede form for religionskritik er kristendommen en religion, der
ransager sig selv og er åben overfor kritik, fordi Jesus Kristus ved, at han ER
sandheden, derfor behøver han ikke at manipulere andre eller at påtvinge sin
tro med vold. I Johannes-evangeliet 7, 17 siger han: ”Min lære er ikke
min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal
erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. Den, der taler
af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt
ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham”. Dette er
fundamentet for den bibelske religionskritik. Sandheden er objektiv til
stede i Jesus Kristus og enhver der søger sandheden, skal komme til kende, at
Jesus Kristus er sandheden. Samtidigt er sandheden ikke nødt til at være
anmassende, påtrængende eller manipulerende. Jesus Kristus ved, at han er Guds
søn, derfor behøver han ikke at få folk til at terpe denne sandhed. Samtlige
religioner bliver her demaskeret som værende forsøg fra løgnens side, til at
føre sig frem som sandhed.
I Bibelen finder vi ligeledes en ”rød
tråd”, der kan forfølges tilbage. Der er nogle grundtemaer, som gennemsyrer
hele Bibelen. Når man i kristendomsundervisningen behandler kristendommen,
skulle man gøre eleverne opmærksomme på dette og inspirere dem til at finde
frem til de kriterier, der gjorde at nogle ting bliver forkastet i Bibelen frem
for andre, at nogle fortolkninger af det gamle testamente bliver forkastet i
det nye testamente, osv. Faktisk kunne man endda diskutere, hvorfor nogle bøger
blev forkastet af den tidlige kirke, dvs. hvorledes Bibelen kom til at
indeholde de bøger, den nu indeholder og ikke flere eller mindre. Hvad var udvalgskriterierne og er de identiske med
kriterierne som man kan i almindelighed bruge for at skelne religionen fra
sandheden? Eksisterer der en logisk overensstemmelse her? Faktisk er hele
Bibelen en guide til et sæt af bedømmelseskriterier, en hermeneutisk nøgle,
ikke et sæt af dogmer. Hver gang der oprettedes et statisk sæt af dogmer
standsede kristendommen, fordi en statisk dogmatisme er fremmed for Bibelen.
Israel måtte følge efter søjlen af sky og ild[17],
mens andre folkeslag boede sikkert i deres byer. Derfor må en statisk
dogmatisme automatisk komme ud for at blive ”religiøs besat”, fordi dens
eksistens er et paradoks i sig selv: En dogmatisme skabt af dogmer der
tilsigter at danne grundlaget for kontinuerlig religionskritik kan
umuligt tjene til oprettelsen af noget som egentlig skulle ødelægges, nemlig et
idealistisk platonisk-religiøs tilflugtssted hvor mennesket kan finde tilflugt
fra civilisationens byrde. Et sådant forehavende er altså fordømt fra starten,
noget som kan ses i kirkehistorien. I Bibelen findes der en dynamisk
dogmatisme, et sæt af regler af hvordan man kæmper hele tiden for en sandhed
som er blevet overleveret, men som er ikke sand fordi den er fremlagt, men
fordi den kan og skal testes og kæmpes for gennem ”den gode kamp for
evangeliet”. Bibelen er ikke et narkotikamiddel, men et vækkeur, mennesket
skal være vågen og tænke sig om hele tiden. Helligånden strider med menneskene
(1 Mose 6:3, engelsk overs.), overbeviser og tilrettesætter,
den platonisk-religiøse ånd derimod beruser menneskene.
Pædagogisk kan dette paradigma omsættes
ved at man opdrager til faglig funderet kritik som er ikke kritisk på en
udifferentieret måde. ”Kritisk tænkning” betyder her ikke at man bare går hen
og kritiserer kristendommen eller nogen anden religion eller filosofi. Her
drejer det sig om at finde og bedømme bedømmelseskriterier, at skelne mellem
forskellige kriterier til bedømmelsen. Med andre ord, opdrage til sand
neutralitet, der sætter eleven fri til at vælge uden emotionelle fordomme som
han måtte have på grund af indflydelser hjemmefra eller fra andre lærere. Her
bliver tingene kritiseret for tingenes og for motivets skyld, ikke for
kritikkens skyld. Man kritiserer ikke for at kritisere, men for at finde noget.
Man kritiserer ikke fordi det er blevet mode at kritisere og man skal jo være
moderne og forkaste det gamle. Man kritiserer derimod for at finde frem til det
sande, om dette nu måtte være noget nyt eller noget gammelt. Denne metodik vil
også hjælpe eleven med at gennemskue ukonsekvenser i sin egen tænkning, at
forstå sig selv som værende del af en kultur og som stående under indflydelsen
af visse konditioneringer fra samfundet. Med andre ord, her bliver eleven
virkelig sat fri til at gøre ”egne” valg – ikke lærerens, skolens, samfundets
valg.
1. Overvejelser med hensyn til elevforudsætninger
Elever, som
befinder sig i den for klasserne 6 til 9 typiske aldersgruppe, gennemgår en
identitetskrise[18], som er et
karaktertræk for puberteten og tiden umiddelbart før puberteten. Denne krise er
forbundet med opgør mod forældrene og en voksende kritik for alt og enhver
såsom indbyrdes konflikter med jævnaldrende. I disse konflikter afprøves der,
hvem der er stærkest og de stærkere og mindre sensible lærer at manipulere de
sensible og svage. Derfor ville det være interessant for i det mindste de svage
(mere sensible) at høre om, hvordan mindretalsteorier forandrede til sidst hele
verden, hvordan filosoffer og religiøse ledere sejrede over en accepteret
”stærk” modpart. I selve Bibelen kan man også finde mange inspirationer til
dette, for eksempel historien om Josef, som ikke lod sig ikke manipulere af
brødrene, men nåede sit livs mål, selv om dette så var forbundet med en
ubehagelig rejse til Ægypten og mange års fængsel. Her kunne man føre samtalen
til at omfatte muligheder om hvordan man undgår at lade sit liv bestemme af
andre jævnaldrende[19],
om hvordan man lærer at tænke selv. Det kan godt være at eleverne finder på i
deres egne feedback-indlæg at kristendommen kan betragtes som en religion der
befrier individet i stedet for at indlemme det i en blok at identitetsløse
halv-robotter. Men det er aldrig til at forudse, hvorhen diskussionen ville
kunne udvikle sig.
Når man er i en
klasse, hvor de fleste elever har et grundviden om nogle af de mest kendte
historier fra Bibelen, kan man også provokere eleverne med ”forfalskninger” af
Bibelen på en ironisk måde. Læreren giver her eleverne ret til at stille
spørgsmål til alt og at kritisere alt, han kommer ikke med ordene: ”Nu skal jeg
fortælle jer, hvad der er sand, i skal bare lytte og lægge mærke til alt!”
Læreren bevæger sig derved ind i en neutralitetszone. Fordi læreren er
ikke bange til at stille teoretiske spørgsmålstegn ved Bibelens beretninger, er
eleverne heller ikke uvillige til at skænke muligheden, at Bibelens beretning
indeholder sandheder som kunne være relevante for deres liv og opfattelse, en
seriøs tanke. Dette bekræfter også ungernes tendens til at kritisere alt som en
ressource der kan udnyttes på en produktiv måde og ikke noget der skal
bekæmpes. Bare at læreren lænker denne evne til kritik i nogle baner, hvor ad
der kan nås et mål, hvor tingene begynder at hænge sammen. Dette hjælper også
læreren at styre sig fri af den fare, som er typisk for en lærer der allerede
har stærke holdninger, muligvis endda ud fra et historisk-positiv syn på
kristendommen, at ”missionere” i stedet for at udvikle evnen til kritisk
bedømmelse og lysten til at udforske sandheden til bunds. Samtaler med
eleverne, hvor læreren supplerer med relevant faglig viden, vil føre til en
kritisk holdning der er baseret på fakta-viden og ikke bare på den for eleverne
alligevel typiske holdning, at bare de kritiserer noget, lige meget hvad, så er
de kloge. Han viser, at enhver kan blive snydt, det hjælper ikke at være
kritisk indstillet på en udifferentieret måde. Man skal have fikspunkter,
ledende tanker, man skal gøre sig klar over sine svagheder og motiver. Hvis man
vil hæve verden ud af dens fundament (noget som mange pubertetsaldrene ønsker
sig inderst inde) skal man finde frem til en arkimedisk punkt, hvorfra
dette kan gøres. Altså i stedet for at overlade eleverne til den tendens, som
nogle har, at stritte imod alt og enhver på en blind og ureflekteret måde, give
dem nogle værktøj, som de kan bruge til at skabe vedvarende og
dybtgående forandringer i deres eget liv og i deres omverden. Hvis man vil ikke
tillade at dette værktøj gives, så har man egentlig ikke ret til at snakke om
udvikling til selvstændighed og kritisk tænkning. Eleven må betragtes og
accepteres som en mulig verdensforandrer, ellers er det bare nogen hykleri
(i trit med det dikotomiske paradigma) med snakken angående selvstændighed, man
skaber bare nogle kanariefugle, der flakker omkring i et bur så vilde som de
vil, bare de bliver inde i buret, for så at stille sig uden for buret og sige:
”Se, hvor er de frie at gøre hvad de vil, se hvordan de udfolder sig inde i
buret og skaber deres egen verden inde i buret og hvor megen støj de er i stand
til at lave!”.
Eleverne i denne
aldersgruppe er også bedre til at få at reflektere over deres hjems
konditionering med hensyn til stoffet, især når det gælder om at lære
kristendommen at kende. Hvad enten baggrunden de har hjemmefra er ureflekteret
navnekristendom eller kirkefjendtlig sekularisme, ungerne i denne alder
begynder at emancipere sig og forsøger at bygge en egen livsanskuelse op. Mens
børn i et mindre alder på nogen måde foretrækker at få ”sandheden serveret”[20],
skal teenagere ledsages i deres egen søgen efter livets mening, sådan at de
også bliver åbne overfor muligheder, de ikke var kommet til at tage i
betragtning ”automatisk”, fordi trods emancipationen er konditioneringen
hjemmefra dog stadig eksistent og en magtfuld faktor i ungernes valg af værdier
og i deres fordomme.
Ifølge Michael
Grimmitt er teenagere også ukonsekvente i deres værdier. Han citerer Klitwood[21]
som skriver, at det er muligt for en dreng eller pige at have lige så mange
sæt værdier som de grupper, han eller hun deltager i, uden nødvendigvis at
lægge mærke til, at de er indbyrdes uforenelige. Her kunne man måske få
eleverne til at forstå ud fra en egen bearbejdning af stoffet, at der er nogle
ting som kræver en klar stillingtagen, man kan ikke først beslutte noget, og så
beslutte noget andet. Enten folket drager af sted til det forjættede land og
lader farao være farao, eller ej. Desuden er det naivt at tro, at det onde vil
forholde sig anderledes i forskellige situationer. Det onde er ond, derfor er
også kun Guds standard den ubetinget gode, og etiske valg er bindende i dette
henseende, man kan ikke skifte dem lige som tøj. Kristus kan ikke prædike sit
budskab og så senere komme overens med farisæerne. Især i en tid, hvor
lovgivningen der beskytter menneskets værdi og det etiske fundament for
menneskerettighederne bliver undergravet i den vestlige verden som aldrig før i
historien[22], skulle en
lærer, der har den ærgerrighed til at styrke en demokratisk bevidsthed i
eleverne, lægge vægt på kultiveringen af en grundlæggende indstilling som vil
føre til at eleven kommer til at gøre klare etiske valg selv på et tidspunkt.
Her er det vigtigt, at vise eleverne, at de kommer intet sted, når de er
ukonsekvente i etiske spørgsmål og bare drejer sig efter vinden. De skal ikke
blive forundret over når de igen bliver let manipulerbare og finder ikke deres
livs mål eller livets mening, når de er ikke rede til at give afkald på alle de
feje kompromisser på det etiske område som bare gøres for at kunne finde tilslutning
til så mange grupper som muligt.
2. Overvejelser med hensyn til lovtekstens
bestemmelser
Den af
undervisningsministeriet udgivne læseplan giver gode muligheder til at begrunde
en undervisning gennemført med diskussionsoplæg som også tager hensyn til det
religionskritiske paradigma som et af de andre. I det hele taget gives der
gennem direktiverne fra det danske undervisningsministerium stadig væk utrolig
mange muligheder til at føre eleverne til en virkelig kritisk livsholdning,
inklusive muligheden at vælge kristendommen, noget som i mange andre lænder er
ikke mere muligt[23]. Der lægges
vægt på, at det er eleverne selv, som kommer til de slutendelige valg. Det
ville i øvrigt, som jeg har allerede vist, være i modsætning til den af Bibelen
selv propagerede måde til at undervise dens sandheder (altså også ud fra
faglige overvejelser), at presse eleverne til noget, som læreren kommer med som
autoritetsperson. Men på den anden side kræves der heller ikke af læreren, at
forblive i en relativistisk gråzone hele tiden, som det kræves af
religionslæreren i de fleste andre lande, tværtimod, eleverne skal kunne komme
til deres eget ”ståsted”, dvs. deres egen urokkelige overbevisning, selv hvis
de skulle komme til at forsvare den imod ensidig-pluralistiske tendenser i
resten af deres skoletid.
Angående den i
nærværende arbejde behandlede aldersgruppe, som i læseplanen betegnes som ”3.
fase” skrives der:
For at støtte
og inspirere eleverne i deres søgen efter et ståsted og udvikling af personlige
værdier belyses livsspørgsmål gennem etiske og filosofiske problemstillinger. I
den forbindelse arbejder eleverne med hovedtanker i kristendommen samt i andre
religioner og livsopfattelser. Desuden inddrages religionernes indflydelse på
menneskers historie, kultur og samfundsliv. I relation til elevernes egen
udvikling udvides dette arbejde til også at omfatte evnen til at skelne mellem
religionernes forskellige fremtrædelsesformer og til at forstå religion som
noget, der kræver personlig stillingstagen og handling.
Ifølge denne
tekst er det også eleverne som har visse tilværelsesspørgsmål, som man
skal arbejde med. Disse spørgsmål er altså ikke noget, som læreren konfronterer
eleverne med for at kunne ”missionere” dem, noget som læreren manipulerer
eleverne med, som om det var kun ham der havde opfundet dem og nu skal eleverne
bide på krogen, men de tager udgangspunkt i elevernes egne aldersspecifikke
forudsætninger. Det er altså læreren der kommer eleverne i møde med disse
spørgsmål. Det er ikke sådan at læreren finder en fidus for at jage eleverne
gennem et labyrint hvor de til sidst står med ryggen mod væggen i et sted uden
udvej. Tværtimod, læreren behandler nogle spørgsmål, som eleverne alligevel har
i denne aldersgruppe, uanset om der findes kristendomskundskab i skolen eller
ej. Følgerigtigt står det derfor også således i teksten:
Der arbejdes med tilværelsesspørgsmål fra elevernes verden. Det kan være spørgsmål som: Hvad er meningen med det hele? Hvad er er et godt liv? Hvad er lykke? Hvorfor er der så meget krig og lidelse?
Disse spørgsmål
kan nemt drøftes ud fra det religionskritiske paradigma. For eksempel,
udtrykket ”meningen med det hele”, tangerer spørgsmålet om ens eget livs mål
såsom diskussionen angående muligheden til at opnå viden om universet og om virkeligheden.
Her bliver man altså nød til at ridse erkendelsesteoretiske
grundproblemstillinger op og det ville være fagligt ensidigt og uretfærdigt at
gøre dette ved kun at tage det platonisk-religiøse og det dikotomiske paradigma
som udgangspunkt ved udelukkelsen af det religionskritiske som går ud fra et
fælles princip som binder samtlige erkendelser sammen og ifølge det er kun
gennem kritik at man kan finde frem til erkendelse. ”Hvad er et godt liv” er et
andet eksempel. Er det muligt, kunne man spørge, at finde frem til et godt liv
når man holder fast ved et dikotomisk verdensbillede eller lader sig snyde og
forblinde af religionen? Er det muligt at have et godt liv som en trælle? For
israelitterne i Eksodus-beretningen fandtes der kun ét godt liv, nemlig udenfor
Ægypten, trods drastiske forandringer med hensyn til kost og logi. Filosofferne
i Sokrates’ tid plejede at sige: ”Hellere være utilfredse Sokratesser end
utilfredse grise”. Her kunne man drøfte i hvorvidt ”et godt liv” kræver en klar
stillingtagen til bestemte spørgsmål.
Desuden skrives
der i læseplanen udtrykkeligt om muligheden henholdsvis nødvendigheden til at
præsentere eleverne med forskellige menneskesyn. (”Hvad gør et menneske til
et menneske?....”) Her kan man jævnfør det religionskritiske paradigma
finde på diskussionsoplæg for og imod det kristne menneskesyn, om Jesus Kristus
som værende den, der ikke er bare det perfekte afbillede af Gud, men også det
perfekte afbillede af mennesket skabt i Guds billede, den ”anden Adam”; for så
at sammenligne dette med menneskesynet som andre religioner har og etiske
konsekvenser deraf og påpege nogle etiske udviklinger, der var funderet på et
ikke-kristent menneskesyn, i historien (fx. i nazitiden) og i nutiden[24].
Praktiske
overvejelser
1. Eksempler
Mine eksempler
for mulige diskussionsoplæg er centreret omkring emnet religionskritik
fra både sekulære og kristne synsvinkler. Eleverne skal stimuleres til at tænke
kritisk over religiøse (også ”kristne”) og pseudoreligiøse tænkekoncepter, som
er ukonsekvente og ulogiske i sig selv, idet de går imod deres egne
fundamenter, imod deres egen form for logik. Der tilstræbes bevidstheden om muligheden
til at nå til et religionskritisk verdensbillede som en alternative til
platonisk-religiøse og dikotomiske filosofiske og teologiske systemer.
De følgende
eksempler for oplæg til undervisning er ikke ment som nøjagtige planlægninger
af en undervisningsforløb over et bestemt tidsrum. De er hellere ment som en
inspirationskilde for forberedelsen. Hvad man i sidste ende gennemfører,
afhænger af klassens forudsætninger, af elevernes egne ønsker såsom af måden,
samtalen udvikler sig. Eksemplerne er ment som en inspiration til mulige oplæg
der følger det religionskritiske paradigma og som et forsøg på at vise, hvordan
oplæg ud fra dette paradigma overhovedet lader sig formulere. Det henstilles
til enhver at udvikle flere (længere og kortere) oplæg der bevæger sig i det
religionskritiske paradigma.
Jeg forklarer
klassen, at der blev udgivet en ny Bibel og ”forelæser” denne nye Bibels
version af beretningen om Josef. Den adskiller sig fra den ”gamle” Bibels
version ved at her kommer Josef til at snakke med en venlig psykolog der
forklarer ham det sygelige ved sine drømme. Josef indser, at han har blæst sig
op på en egoistisk måde og beder om undskyldning hos sin far og sine brødre.
Alle lever lykkelig og i fred til deres dagenes ende.
Muligvis vil der
komme protest fra klassen, når nogle elever er kendte til den oprindelige
version. Disse elever vil så indvende, at denne ”nye version” udelader helt
Josefs eventyrlige bedrifter i Ægypten, brødrenes synd imod ham og deres rejser
til Ægypten og stedfæstelsen af folket Israel i Ægypten. Så kunne man svare
igen på en provokerende måde som følger:
-
Tror i ikke
at den nye version er meget bedre, fordi den er jo meget mere fredelig og Josef
bliver til et menneske, alle kan identificere sig med, i stedet for én, som Gud
har en særlig plan med, en plan der er kun for ham?
-
Er Josef i
den ”gamle” version ikke bare rigelig blæst op og indbildsk? Tror i ikke at han
er et dårligt forbillede for os i dag, har vi ikke hellere brug for et
forbillede af en Josef, der indser, at han har bare bildt sig det hele ind og
som finder en god løsning på konflikterne i familien (misundelse, etc.)? Skal
vi ikke alle sammen rette os efter vores medmennesker i stedet for at bilde os
en masse ind?
-
Hvorfor
skulle Gud bruge en lidende Josef og hele denne familiedrama for at kunne få
sit folk til at vokse sig talrigt i Ægypten? Kunne han ikke bare have ført dem
dér og inspireret faraoen med tanken om at beskytte dem?
-
Betydningen
af Guds udvalg af særlige ledere, af særlige drømme, særlige bestemmelser
-
Paralleller
med den lidende og overvindende Josef og den lidende Messias. Hvad betyder det,
at tage sit kors på sig og følge Jesus? Find andre eksempler fra Bibelen og fra
historien (også fra ikke-kristne livsanskuelser) om folk, der havde en drøm og
forfulgte den trods modstand og lidelser (M. Luther King, Gandhi, etc.).
Paralleller med modstanden som Josef kommer til at opleve fra sine brødrenes
side og forfølgelserne som Jesus blev udsat for.
-
Hvad er
drømmen for mit liv[25]?
Hvordan finder jeg min plads i tilværelsen? Guds metode at bruge individer.
Individualisme og banebrydende ideer på den ene side og kollektiv ansvar på den
anden side. Forskellen mellem egoisme og indbildskhed og det at være kaldet til
noget, at have en vision for noget der kan gøres bedre hhv. en byrde fra Gud.
-
Hvorfor
bliver de kristne forfulgt i verden og hvorfor især i totalitære
samfundsformer? Hvad går beskyldningerne ud på?
-
I hvorvidt
kan jeg selv manipuleres af andre med beskyldningen om at være ”indbildsk”,
find eksempler i en teenagers liv hvor andre manipulerer ham/hende ved at få at
til at føle sig skyldig, men i virkeligheden er det kun de andres misundelse
som spiller ind her? Er det muligt at man kan ikke nå sit livs potentiale på
grund af gruppepres?
I denne ”nye”
version indser faraoen efter det første dom over Ægypten at det er nok bedre at
give Israelitterne lov til at drage af sted. Men der opstår uenighed mellem
Moses og andre ledere fra folket, de laver en bestyrelsesmøde hvor de drøfter
tingene. Til sidst laver de en demokratisk afstemning om at sende et udvalg til
faraoen for at drøfte muligheden for at blive i landet med bedre arbejdsvilkår.
Faraoen indvilliger på dette og alle lever lykkelige og i fred til deres livs
ende.
Her kunne man
(efter sammenligningen med den ”gamle” version, som eksisterer bl. a. som
tegneserieforfilmning) drøfte følgende emner til diskussion:
-
Realiteten
af det onde iflg. Bibelen (farao er et billede for djævelen, som vil ikke have,
at Gud får Sit folk til at tjene kun Ham, etc.). Forhærdelsen af onde
magthavere (eksempler fra historien kan drøftes). Ved denne punkt arbejdes med
den kendsgerning, at faraoen i originalversionen ville ikke lade folket drage
af sted, dvs. der belyses det naive ved at tro, at det onde lader sig styre
udelukkende med menneskelige midler.
-
Demokrati og
åndelig ledelse.
-
Slavearbejde
i totalitære samfund. Er bedre arbejdsvilkår løsningen? Arbejde som en faktor,
der kan forhindre én i at gøre det, han/hun er blevet bestemt til.
-
Hvad er
frihed og hvordan lader den sig opnå iflg. bibelen og iflg. andre
livsanskuelser?
-
Den bibelske
idé om et Guds folk og hvordan den har haft indflydelser i den sekulære
historie (udvandringerne fra Europa, etc.) såsom kirkehistorien (forskellige
anskuelser af kirken, etc.).
-
Kan man
drage af sted til det forjættede land og samtidigt tjene faraoen som slave? Er
det muligt at finde livets mening og målet for ens eget liv, når man jonglerer
med forskellige sæt af værdier i stedet for at gøre konsekvente valg?
Her fortæller jeg
en historie som indledning: På et loft lever der en snes muse. Disse muse har
aldrig været udenfor loftet, fordi den er godt isoleret. Deres forfædre kom ind
i loftet, da den ikke havde været isoleret så godt endnu. Musene er meget
filosofiske og en af dem som hedder Jean siger: Der findes ingen anden
virkelighed end den, vi kan spise. Ved at spise af træet, af træulden og af
isoleringsmaterialet får vi en fornemmelse af denne virkelighed og bliver
ensgjort med den. Det som ikke kan spises, er ikke virkeligt. Desuden siger
Jean at musene kan opbygge sig deres egen virkelighed ved at lave reder af
træulden og gnave huller i træbjælkerne. Disse forandringer af loftet bliver så
en ny virkelighed, som den vedrørende mus har selv opbygget sig ved sin egen
erfaring og sine tænder. Dette lyder meget logisk for alle de andre muse og de
bliver straks enige med musen Jean. Men en dag finder en anden mus, René, et
gammelt bog som havde været skrevet af nogle rotter som for meget længe siden
levede på denne loft, længe før de første muse dukkede op dér. I denne bog står
der beskrivelser af rotte- og musefælder og hvordan man undgår at blive fanget
i dem. Men musen Jean siger, at den slags kan ikke eksistere, fordi ingen mus
har aldrig før set det og derfor er det nok kun noget meget reaktionært og
gammeldags noget, som man straks burde komme af med. Musene giver sig så at
gnave bogen i stykker, for at ingen mus i fremtiden ville komme til at skræmmes
på grund af dens usle påstand, som ingen mus kan forstå eller sætte tænderne i.
En tredje mus, hvis navn blev glemt fordi den alligevel ikke kom til at leve
ret længe efter at have sagt sin mening, fik en drøm (ifølge en PVC-rus fra
nogle el-ledninger) som gjorde at den blev overbevist om at loftet befinder sig
inde i en kæmpestor krystalkugle hvor der flyder nogle sæbebobler omkring.
Nogle af musene blev så fascinerede af denne nye åbenbaring, at de blev trofaste
tilhængere af denne nye trosretning, men længe varede eksistensen af denne
tilhængerskare ikke, på grund af denne tredje musenes hemmelighedsfulde
forsvinden. Grunden var en mystisk genstand af metal som en dag dukkede op på
loftet og som lugtede af ost og skinke. Lidt efter lidt kom alle musene at
sidde fast én efter én i rottefælden og i dag lever de slet ikke mere.
Her kunne man
diskutere emner som er en forenkling hhv. forlængelse af de følgende emner:
-
Rationalismen
og empirismen. Er det muligt at komme frem til en forståelse af universet kun
ved at tænke (rationalismen) eller kun ved det, vi umiddelbart kan erfare
(empirisme)? Objektiv sandhed og subjektive meninger. Er naturvidenskaben
underlagt menneskelige spekulationer eller ikke, hvis ja, i hvilken grad?
-
Hvad er
virkeligheden og hvordan kan man opnå viden angående universets opbygning,
oprindelse, osv.?
-
Kristendommen
som åbenbaringsreligion. Er det muligt at ”erfare Gud” uden en skrevet
åbenbaring, dvs. kun ved ens følelser og egne forestillinger? Forskellen og
samvirke af almindelig åbenbaring (engelsk = ”general revelation”) gennem
skabningen og det, der kan ses uden for Bibelen og specifik åbenbaring (engelsk
= ”special revelation”[26]),
hvor Gud giver sig til kende gennem Bibelen[27].
-
Andre
religioners forestillinger om virkeligheden, fx. i hinduismen og buddhismen. Hvad er ”nirvana”, etc.
-
Hvad er
sandheden? Diskuter Jesu påstand om, at alle de, der vil finde Gud, vil
alligevel sande, at han ikke taler af sig selv, men af Gud, dvs. at alle de som
søger sandheden, vil alligevel komme til at tro på Ham (Johannes-evangeliet
7,17). Diskuter 2 Thessaloniker 2:10-11 ... og med
alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke
toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste.
11 Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen. Diskuter
evt. Lessings ”Nathan den Vise”, hvor ingen af de tre hovedreligioner har
sandheden med sikkerhed. Også Calvins påstand om at virkelig gudløshed er
egentlig umuligt[28].
-
Gnosticismen[29]
og sekterne. Hvad er en sekt (forskellige definitioner fra forskellige sider)?
Den ”nye”
skabelsesberetning lyder omtrent sådan: ”I begyndelsen indkaldte Gud en
generalforsamling, hvor der skulle drøftes, i hvorvidt skabelsen af himlen,
jorden og mennesket kunne være fordelagtigt eller sjovt eller nyttigt. Og selv
om Gud syntes godt om ideen, så ville Lucifer ikke være med og også andre
væsener var imod. Derfor sagde Gud til sidst: Skabelsen bliver aflyst, måske
bliver det til noget en anden gang.”
”Korsfæstelsen”
kommer til at fortælles således: ”Jesus indså til sidst, at det kunne da ikke
passe, at han virkelig var Guds søn, hvis hele den etablerede religiøse verden
var af en anden mening. Havde han dog bare lyttet til djævelen, der foreslå ham
at svæve ned fra Templets tag, så havde alle troet ham! Men nu kunne han selv
ikke tro på det mere. Han kom altså til at give farisæerne og saddukæerne ret
og korsfæstelsen blev aflyst.”
Her drejer
diskussionerne sig om det følgende:
-
Hvad
indebærer begrebet ”Gud”, hvad betyder det, at Gud er Gud[30]?
Guds ret til at beslutte noget. Betydningen af Jesus’ påstand om at være ens
med Gud og den eneste vej til Gud.
-
Hvorfor kommer
Jesus i konflikt med de religiøse magter i Palæstina? Hvorfor åbenbarer sig Gud
i en skikkelse som Jesus? Sammenlign med opfattelser af det guddommelige i
Islam (hvor Gud bliver fremstillet som kæmperisk, hård, krævende og vilkårlig)
og Buddhismen (hvor Gud slet ikke kommer til at lide i menneskeskikkelse) såsom
i Hinduismen (hvor Gud er lige med et stort ”intet”).
-
Hvorfor
tillader Gud det onde? Kunne han ikke bare ødelægge alt det onde og derved
tvinge menneskene til at give ham ret? Hvordan kommer spørgsmålet om menneskets
frie vilje ind i billedet her? (Leibniz’ theodicé-argument kunne være en
inspirationskilde for en lærer, der vil forberede sig.)
-
Hvorfor
sender Gud ikke bare tegn og undere til alle dem som kunne gøres til at holde
op med onde gerninger hvis bare de blev overbevist om Guds eksistens? Diskuter
i denne forbindelse evt. den rige mands påstand om, at sine brødre ville tro,
hvis én (nemlig Lazarus) stod op fra de døde (Lukas 16:27-29).
-
Guds plan
med mennesket, Lucifers fald, englene, syndefaldet.
2. Andre muligheder til at skematisere/strukturere
en ”religionskritik” kristendomsundervisning
I. Formål med
valg af emnet, dets betydning som undervisningsstof i faget
”Kristendomskundskab”
II.
Elevforudsætninger der vedrører emnet religionskritik
III.
Religionskritik i Bibelen
IV.
Religionskritik i historien
V. Relevans af
religionskritikken for en konstruktiv samfundskritik
d.
Samfundstruende
sekter og religiøse strømninger. Scientology-debatten. Differentieringer ang.
begrebet ”fundamentalisme”. Destruktiv fanatisme. Ghetto-fænomener. Religion
som realitetsflugt og flugt fra ansvar. Ulemperne ved visse eskatologiske
modeller mht. til dette. Sammenligningen af nazitidens religiøsitet og nutidens
religiøsitet. Religion som middel til
ensrettelse af et samfund. Det ”sociale” evangeliet og andre politiseringer af
kristendommen. Postmillenialisme og rekonstruktionisme (Schirrmacher,
Rushdoony). Den religiøse natur af repressive samfundsformer / totalitære
bevægelser med eller uden karismatisk leder / diktator. Politiske bevægelser
med religiøse hjernevaske-mekanismer. Er der fare for en ny totalitarisme i den
vestlige verden?
Kristendomskundskab, Faghæfte 3
Undervisningsministeriet
1995, Folkeskoleafdelingen
Beck, Hans Jørgen
Hansen, Hans
Christian
Jørgensen, Anna
Petersen, Leif
Ørsted
Bollerslev, Peter
(red.) Matematik i
læreruddannelsen – Undersøge, konstruere og argumentere 1
Gyldendal
Uddannelse
Böhl, Eduard Dogmatik – Mit einer
Einleitung von Thomas Schirrmacher
Hänssler
Theologie, 1995 (originaludg. fra 1887)
Calvin, Johannes
(Jean) Unterricht in der
christlichen Religion (origin. : Institutio Christianae Religionis) S. 6
(den eneste
eksisterende tyske oversættelse, af Otto Weber) Neukirchener Verlag, 1955/1988
Campbell, Ross How to Really Love Your Teenager s. 44-48
Editura Logos, Cluj, 1995 (rumænsk overs.)
Campbell, Ross How to Really Love Your Child s. 3-8
Editura “Vestea Bună”, Craiova, 1991 (rumænsk overs.)