Menneskesønnens ”humanisme”

i kampen mod engle-evangelier  

 

 

 

                                                                                                             Mathias Graul

 

 

 

 

Søg Herren, så skal I leve ... Ham, som skabte Syvstjernen og Orion.

 

(Amos 5, 6 og 8).

 

 

 

 

 

Mathias Graul



 

Indhold

 

 

Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Hvor går jeg hen?

 

 

Er det ikke bare noget hjernevask ...? Det mest væmmelige i ”kristendommen”

 

 

En billig fortrøstning til et bedre liv i det hinsides, for at finde sig i øvrighedens uretfærdigheder?

 

 

Guden, der ikke vil være abstrakt, upersonlig og fjern

 

 

Noget om Guds herlighed og hvordan den nogle gange forplumres i kirkelige sammenhæng

 

 

Noget om djævelen, Guds modstander og noget om englene

 

 

Bogen der advarer om sig selv: Bibelen

 

 

Mennesket som dyr ifølge bibelen og ifølge sekulær tænkning

 

 

Mennesket som skabt i Guds billede og Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram – humanismen på Guds præmisser

 

 

Jesus Kristus – frihedskæmper, rablende gal mystiker og folkeforfører, eller opretholderen af universet og Guds prototyp af det at være menneske i Hans billede?

 

 

To Jesusser sat i kontrast

 

 

Helligånden – opium for folket eller oplysningsånd?

 

 

Jomfrufødslen –  tros-fidus, der kræver blind forstandsfrakobling eller reel og uundværlig byggesten i Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram?

 

 

Treenigheden og konsekvenser af dens fornægtelse

 

 

At være i verden men ikke fra verden

 

 

Er Bibelen grundlæggende seksualfjendtlig og skal man være imod homoseksualitet, når man er kristen?

 

 

Den bibelsk begrundede ligestilling mellem kønnene og opgøret med den neoplatoniske foragt for kvinder, kristendommen og pædagogik og kristendommen og den flade jord

 

 

Hvordan ægtesskabet set som sakramente forhindrer ægtesskaber

 

 

Fakta om ”tienden” -  nutidens afladshandel - og lovens funktion i den nye pagt

 

 

Guds Israel og det politiske ”Israel” og den dispensationalistiske Israel-fetichisme

 

 

Hvad har Ku Klux Klan og W. M. Branham fælles? Gendrivelse af den racistiske ”serpent-seed” teori

 

 

Kristendommen og nationalisme

 

 

En sekt under lupen: Vigtige punkter i læren af Jehovas Vidner (”J.V.”), i sammenligning med den klassiske evangelisk-lutherske lære såsom moderne synspunkter i folkekirken

 

 

Menneskehedens fremtid ifølge bibelen

 

At træde ud af den onde cirkel - kristendommen og kognitiv psykologi

 

 

Nogle filosofiske grundovervejelser: En teologisk beskrivelse af erkendelsesteoriens historie

 

 

Et kald til en personlig stillingtagen

 

Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Hvor går jeg hen?

 

 

Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Hvor går jeg hen?” Dette er spørgsmålene, som enhver direkte eller indirekte stiller sig selv.

 

 

Biologien giver nogle videnskabelige fakta, men vi fornemmer, at der findes en dimension, hvor den ikke kan hjælpe os videre.

 

 

Mange ateister beretter, at mens de med forstanden er overbeviste om, at alt er bare kemi og at alt vil være forbi med døden, så kan de alligevel ikke komme helt af med den formodning, at der er noget inde i mennesket, som vil leve videre.

 

 

Der hersker i dag stor uvidenhed omkring kristendommen og bibelen i mange vestlige lande, herunder Danmark, og de mange fordomme imod kristendommen, som bl. a. henrører fra ubibelske traditioner i den ene eller anden kirke samt vildledende bibeludlægninger og åndelige kæpheste blandt kristne; gør det ikke lettere at forstå, hvad kristendommen egentlig er.  På den anden side vil en sådan introduktion være ufuldstændigt uden en gendrivelse af nogle af de mest gængse teologiske kæpheste og blindgyder som lammer mange kirker og som forplumrer vidnesbyrdet om evangeliet og om Jesus Kristus.

 

 

Selvfølgelig mener jeg ikke at være 100 % udtømmende, idet kristendommen forstås forskelligt indenfor mange kirkelige retninger og teologiske skoler, men jeg bestræber mig da at komme tæt på, og tage som udgangspunkt, nogle kerneområder hvor jeg i mine udføringer i hvert fald ikke vil kunne blive modsagt ved hjælp af de gammelkirkelige hhv. apostolske trosbekendelser som bl. a. folkekirken bygger på. Det gælder for mig om at forsvare og kontekstualisere det, som kirken har kæmpet for i løbet af de første tre til fire århundreder af sin eksistens. Det er iøjnefaldende at samtlige forkerte teologier til syvende og sidst allerede var i omløb (omend i en forskellig kulturel indpakning) i disse første 300-400 år af kirkens eksistens.

 

 

Der tilbydes nogle kritiske analyser af de mest gængse misforståelser, fordomme og forkerte bibeludlægninger som jeg er blevet bekendt med i løbet af mit liv og som efter min mening er vigtige at få belyst for at få en forståelse for hele situationen, hvad angår kristendommens væsen og nuværende skikkelse. Dette også hvad angår grupperinger, som foregiver at være kristne, men som i virkeligheden ikke er det, fordi de afviger fra punkter, som er så centrale, at de er afgørende for om man er kristen eller ej. Dermed håber jeg naturligvis også at motivere til at man fejer ”de gamle surdeje” ud, sådan at kirken bliver lidt bedre med at producere ”en klar lyd”, når den trutter i trompeten.

 

 

Efter læsningen af denne bog vil kritiske og oprigtige sandhedssøgere forhåbentlig ikke kunne lade være med at sætte Gud på prøve. Der findes en slags personlig eksperimentel bøn. Dette er noget, som Jesus anbefaler, Han siger ikke ”Ve dem, der ikke tror på mig!” men ”Kom og se, kom og smag!”, dvs. ”Kom og prøv det!” (fx Joh. 7, 17). På denne måde kan man, til trods for at man ikke tror det hele endnu helt og holdent, fremsige en bøn addresseret til den usynlige Jesus Kristus og den usynlige Helligånd. Man vil nok føle sig temmelig akavet, når man gør det første gang, men en gang skal man jo starte med det. Så kan man bede Jesus og Helligånden eller Gud Faderen i Jesu navn, til at få bibelens sandheder forklaret noget bedre. En enkel lille sætning som fx ”Gud Fader, i Jesu navn beder Jeg Dig: Forklar mig det hele noget bedre!” er nok. Jeg kender ingen, som ikke fik svar på den slags bøn. Før eller senere stukser Helligånden forsigtigt til én og så kommer ens indre lysestage at lyse op.

 

 

Det kan være en længere proces for én, men det kan også ske indenfor meget kort tid. Derefter kan man så træffe et kvalificeret valg mens man er ved sine fulde fem, om man nu også vil følge Jesus eller ej. Helligånden vil ikke presse én til noget, Han er ikke som en forsikringssælger, der stiller sin fod indenfor døren og presser én til at skrive under på noget man siden hen vil måtte gå til højesteret med for at kunne komme ud af det igen. Gud respekterer ens privatsfære, han kommer ikke dumpende ind i underbevidstheden som et bedøvelsesmiddel som nogle tyveknægte holder foran ens næse mens man ikke passer på. Gud har ikke brug for at manipulere og hypnotisere. Gud er ikke bange for sandheden – Han er jo sandheden selv. Gud er ikke bange når man er kritisk og holder øjnene åbne – faktisk er det noget, som bibelen hele tiden anbefaler: ”Vær vågne, vær på vagt!” Det er kun Guds modspiller, djævelen, som har brug for at få mennesket til at forfalde i trance, sådan at han kan gå ind i ”huset” (som menneskets liv og underbevisthed sammenlignes med i evangelierne) for at stjæle og for at ødelægge.

 

 

Selv har jeg truffet denne beslutning den 7. februar 1985. Efter en personlig undersøgelse, der varede to måneder, besluttede jeg mig at bede seriøst til Gud, at lægge kortene på bordet og give Ham lov at mikse dem for mig. I løbet af den forudgående to måneders periode havde jeg allerede bedt lidt til Jesus, halvt troende, halvt tvivlende. Men den 7. februar 1985 gik jeg så et skridt videre. Nu indgik jeg en slags kontrakt med Jesus: Jeg gav Ham retten til at styre mit liv og blive min konge i bogstavelig forstand. Jesus Kristus er altså derefter blevet den højeste autoritet i mit liv, selv om jeg ikke kan bryste mig med, at have fulgt Ham hele tiden som jeg skulle have gjort det. Denne Jesus Kristus førte mig på en rejse, hvor jeg kom til at forstå mere og mere af hvem Han i virkeligheden er og hvad der er sand kristendom. Dette var ikke altid en dans på roser, faktisk blev jeg offer for sektereriske grupperinger, men derigennem blev jeg så endnu mere interesseret i at lære bibelen at kende, fordi jeg fandt heldigvis ud af, at bibelen er den mest nyttige bog, når det gælder at gendrive sektereriske magtmennskers manipulerende misbrug af bibelen. Bibelen er nemlig en bog, der advarer om sin egen misbrug – noget som jeg skriver mere om i et særskilt kapitel. Jeg ønsker også at nå kristne, som er blevet såret og modløse på grund af diverse forhold i kirkerne og menighederne som ikke er som det skulle være. Jeg håber at de kan blive inspireret og styrket gennem denne bog.

 

 

Hvis man er kristen og samtidigt et reflekterende menneske, så kan man nogle gange få en krise i sin tro. Når man fx bliver snydt og bedraget af nogle mennesker, som gav sig ud for at være kristne; en bitter erfaring, som også apostelen Paulus gjorde – se 2. Korinter 11, 26 og 2. Timoteus 4, 14. Når jeg selv har sådan en nedtur, når jeg til trods for mange års vandren med Jesus Kristus komme i tvivl og tænker – har det hele bare været subjektivt, eller er det kristne budskabs nu også objektivt sandt? Når dette sker, så er der to ting der gør det umuligt for mig at opgive troen, to ting, som er så tvingende logisk for mig, at jeg skulle opgive hele logikken og blive irrationalist, hvis jeg absolut skulle nå til at kaste troen helt overbord: For det første Leibniz’ Gudsbevis (som jeg taler om i et kapitel om erkendelsesteori) og for det andet er det den kendsgerning, at et studie af både bibelen og kirkehistorien gør det helt klart, at djævelen kun har et meget begrænset arsenal af våben som han kæmper med og at den eneste logiske forklaring af gentagne fænomener i kirkehistorien som hele tiden ligner hinanden meget og som kan sammenlignes med fænomener beskrevet i bibelen, er, at der sandeligt må findes en djævel, men når der så findes denne af bibelen beskrevne åndsmagt og person, så må også bibelen være sandt og hvis den taler sandt, så er også Jesus Kristus, den gode hyrde, en realitet, og så er også opstandelsen og de troendes håb i det hinsides liv en realitet og så giver det ingen mening for mig at opgive troen, uanset, hvor tåbelige og uforskammede nogle kristne opfører sig og uanset hvilke lidelser og nedture livet måtte byde på. 

 

 

Når man bevæger sig indenfor religiøse samfund, kan man nogle gange have den oplevelse, at få ligesom et surt opstød over alt det religiøse teater man udsættes for, og så trænger man til en ny inspiration fra Gud. Dette var hvad profeten Amos ville tilbyde menneskene i det 8. århundrede før Kristus. Han var en ukendt fåreavler fra en afkrog i det sydlige Israel (”Juda”) som Gud kaldte til imod alle odds at drage til den nordlige del af det gamle Israel, som havde separeret sig fra Juda, dvs. den del af Israel, som indeholdt byen Jerusalem og jødernes tempel. Disse frafaldne nordlige Israelitter byggede deres eget ”Bet-El” (hebraisk for ”Guds hus”). Snart var de travlt optaget med en masse religiøse aktiviteter, som de mente ville kunne dække over al den uretfærdighed der foregik iblandt dem.

 

 

Det må have været lidt af et syn, da Amos som en fattig og ikke-lærd bondemand pludseligt dukkede op i Betel for at profetere imod hele den religiøse cirkus som foregik dér. Hans budskab går hovedsageligt ud på at man ikke kan snyde Gud med sin selvopfundne tomme gudsdyrkelse, bestående af ritualistiske fraser, som man plaprer løs med for lige som at besværge Gud med, og med sine egne udspekulerede krumspring. Han og Hans lov står ubevægelige fast, som stjernerne tilsyneladende gør det. Amos provokerer også i dag, over 2.700 år senere, de mennesker, som har tabt kontakten med Gud på grund af deres selv sammentømrede ”Bet-El”; til at rette blikket til stjernehimlen og derved se det hele ud fra et evighedsperspektiv. I Amos 5, 4-8 læser vi: ”Dette siger Herren til Israels hus: Søg mig, så skal I leve! Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, ... for ... Betel skal blive til intet. Søg Herren, så skal I leve, ... I forvandler ret til malurt og kaster retfærdighed til jorden. Han, som skabte Syvstjernen og Orion, som forvandler mulm til morgen og gør dagen til mørk nat, han, som kalder på havets vand og øser det ud over jorden, hans navn er Jahve.”

 

 

Er det ikke bare noget hjernevask ...? Skitsering af det værst tænkelige og mest væmmelige i kristendommen

 

 

Midt i 80erne kom jeg i en navnløs menighed i det sydlige Tyskland, som blev mere og mere til en sekt. Jeg havde en god ven i denne menighed, som var lige som jeg overbevist om at éns personlige tro var det vigtigste i livet og det eneste som det var værd at bruge tid på. Vi studerede bibelen sammen og bad systematisk for emner, som vi førte bog over. Når vi syntes, at en bøn var blevet bønhørt, kunne den flues af i en særlig spalte. Vi var meget aktive for vores tro og havde det hyggeligt med dette, men samtidigt var vi blevet godt og grundigt hjernevasket på grund af de mange ”sjælsorge” séancer hos sektens leder, hvorigennem vi i mere eller mindre grad var blevet gjort afhængige af ham. Vi havde den idé, at alle de andre kirker og menigheder var i mere eller mindre grad blevet frafaldne og derfor ville det være skæbnessvangert for vores personlige forhold til Gud, hvis vi skulle finde på (hhv. forføres af onde ånder til!) at vende denne sekt ryggen.

 

 

Men hvis man læser bibelen opmærksomt og bestræber sig at være oprigtig overfor sin Gud, kan man ikke holdes fange for altid i et sekt-labyrint, og også i vores tilfælde blev den hjernevask, som vi var blevet udsat for og som vores bibelforståelse var blevet formørket af, opblødt og der voksede tvivl i vores tanker med hensyn til spørgsmålet i hvorvidt det nu virkeligt var Guds vilje at være netop i denne menighed.

 

 

Vi kom i store samvittighedskvaler. Var det nu Helligånden, der bankede på, eller blev vores sjæl saboteret af den Onde? Var vores menighedsleder, som det blev fremstillet, en sandfærdig tjener af Kristus, ”den gode hyrde”, som trofast kæmpede for, at lede os dér, hvor Kristus ville have os, lige som ”den gode hyrde” leder Sine får og passer på at de ikke bliver ædt af vilde dyr eller forvilder sig? Eller var vi blevet offer for en åndelig diktator i en åndelig ghetto? På den ene side kunne vi ikke bare vende vores menighed ryggen, fordi, så mente vi, kunne vi være i fare for at falde helt fra Gud og forføres af den onde, onde verden som jo ligesom lå på lur udenfor de trygge rammer som menigheden så ud til at byde. På den anden side var vi godt klare over, at der var mange ting som var galt, som stred imod bibelen og som det var umuligt at få ændret noget ved, fordi når man vovede sig frem med et lavmælt forsøg på at kritisere, blev man mejet ned med antydninger om at man måske havde en ond ånd, der var ved at virke igennem én, for at sabotere denne perfekte, udvalgte, endetids-menighed; det blev fremstillet som om man var i gang med at drille et hul i bunden af Noas ark.

 

 

I vores tilfælde var et af de tiltag, som Gud brugte, for at vise os vejen ud af denne sekteriske gruppe, at Han viste os en sekt som var endnu mere sektererisk end den, vi selv var fanget i – og dette vel at mærke én, lige som vores, som mente at holde sig til de gammelapostolske trosbekendelser lige som alle kristne kirker. Med andre ord, Jehovas Vidner eller Mormonerne ville ikke have kunnet ”hjælpe” os i denne forstand, fordi de jo åbenbart ikke holdt sig til disse grundlæggende trosbekendelser, noget som vi vidste godt og var godt blevet undervist om. Vores egen sekteleder brugte nemlig fantastisk meget tid på systematisk undervisning, hvorfor det også til sidst var så svært at komme væk fra ham.

 

 

En skønne dag nemlig blev vi indbudt af nogle mennesker fra min vens familie, som boede et meget afsides og tyndtbefolket sted nogle få timers kørsel væk. De boede ikke langt fra en kæmpestor bygning, ejet af en anden slags sektererisk kristen gruppe, der havde en stor tilhængerskare mens den samtidigt opererede på en så tilbagetrukken måde, at den var stort set ukendt i samfundet på denne tid og den var derudover også temmelig ukendt for den kristne hovedstrømning. I denne afsides sydtyske bjergegn trivedes de i hvert fald på deres egen særegne måde. De havde bygget eller købt denne kæmpe sal og holdt møder dér. Tilskyndet af min vens familie og af egen nysgerrighed skulle vi jo stikken næsen indenfor dér på én af aftenerne.

 

 

Hvad vi så, hørte og oplevede, var så rædselsfuldt, at vi kom til at snakke om det lang tid efter og vi prøvede også samme aften at ”omvende” de stakkels folk som var vores gæstgivere, men de mente bare hele tiden at de havde det så godt dér, så det nyttede tilsyneladende ikke at bruge tid på at prøve at overtale dem. Noget som Gud jo indirekt brugte, for at stille os selv foran et spejl!

 

 

Hvad var det så, som chokerede os? For det første så medlemmerne af denne sekteriske gruppe nærmest ens ud. Der var mange unge, men de var klædt sådan, at de så ud som fra en fjern fortid. Pigerne havde hovedklæde på, så de så ud som mælkepiger fra øst for Uralbjergene. Men det værste var, at de talte i den samme kunstige tonefald og unaturlige, monotone talemelodi, som om de var forprogrammerede robotter. Aftenen bestod i en slags runde, hvor man skulle sige et ”vidnesbyrd”. De startede alle med den samme frase og deres vidnesbyrd lød næsten éns. Alle sagde noget i stil med ”... og jeg vil også forblive trofast...!” Jeg gik så selv op og fortalte noget om Kolossenser 2, 18-23 og hvordan dette bibelsted havde hjulpet mig at forstå evangeliet. Jeg talte naturligvis anderledes og så anderledes ud. De stirrede på mig, som om jeg var en broget og farlig fisk i et akvarie. Det føltes som at sidde inde i en glaskugle og se på verden udenfor den. Da jeg kom tilbage til min plads, hviskede min ven til mig: ”De har slet ikke fattet en pind af hvad du sagde!”

 

 

Denne oplevelse var vigtigt for mig og for min ven, fordi den viste, at man kan være hjernevasket med bibelen i hånden – noget som vi naturligvis mente, ikke var tilfældet hvad angik os. I vores menighed havde folk da trods alt deres specielle personligheder og i bibeltimerne kom folk med meget individuelle bidrag. Men på nogle punkter var vi også hjernevasket, og det fandt vi så senere hver af os ud af på forskellige måder, hvorom jeg kunne skrive meget mere.  Vi fik klar for øje, at det, som folk i vores ikke-troende omgangskreds hele tiden mente, at nemlig vores menighed skulle være en sekt, måske alligevel på nogle punkter var sandt.

 

 

Denne store sekteriske gruppe, som vi havde besøgt, var ikke på en håndgribelig måde en sekt, idet den formelt holdt sig til samtlige de lærerpunkter, som en religionsforkser normalt vil flue af, for at give en gruppe prædikatet ”kristen kirke”, dvs., den havde ikke nogle af de ekstravagante ekstra-lærpunkter, som er så karakteristiske for ”ægte” sekter som Jehovas Vidner eller Mormonerne. Lige som den gruppe, jeg selv havde været en del af indtil midten af 1986, overbetonede nødvendigheden at bekende de synder man havde begået og at udfries af dæmoniske kræfter og derved løb amok indtil den blev til en gruppe, hvor alle var mere eller mindre afhængige af ”sjælsorgeren”; så var denne i mine og min vens øjne endnu mere ekstreme gruppe løbet af sporet ved at overbetone nødvendigheden af personlige helliggørelse. Formelt betragtede de en person for at være ”frelst” bare ved denne persons personlig omvendelse ved en personlig tro udtrykt i en personlig bøn, hvori denne person henvender sig til Jesus og beder Jesus om at tage kontrollen over livet, men reelt var det sådan, at folk i denne gruppe begyndte at kopiere de andre medlemmers måde at ”helliggøre” sig, og så kom det til gruppedynamiske, (sub)kulturelle fænomener, hvor folk simpelthen kopierede hinanden og pludseligt stod denne gruppe frem som nogle, der havde hjernevasket hinanden og talte alle som om de havde været reagensglas-replikas, en slags ”clones” af hverandre.

 

 

De kom så til en åndelighed, der i virkeligheden befandt sig i en modsætning til den ånd, som bibelen er blevet skrevet i og som den vil hjælpe læserne at blive rodfæstet i. Deres gud var i virkeligheden ikke længere Jesus Kristus, menneskesønnen, men en afgud, bestående af en forestilling om ”den perfekte kristen”. Alle skulle nu kopiere denne afgud af en ”perfekt kristen”, det blev en slags religiøs fascisme. Og dette er hvad de frafaldne engle vil have, en religiøs fascisme, en blindgyde, hvor man sidder og efteraber hinanden og som danner et formidabelt vaccine i samfundet imod sand kristendom. Når nemlig verdenen udenfor ser denne gruppe, tror de fejlagtigt, de har med kristendom at gøre, men i virkeligheden er det en dæmonisk forvrængning og karikatur. Derudover tænker så mange halv-lunkne kristne, der ikke forstår, hvad de i virkelighden har med at gøre, at det nytter ikke, at blive mere alvorlig i sin tro, mere solgt ud til Jesus og Helligånden, fordi så ville man bare ende som disse ”ekstreme” grupper.

 

 

I 1. Timoteus 1, 3 – 11 læser vi: ”Da jeg rejste til Makedonien, bad jeg dig (Timoteus, Paulus’ elev og discipel) blive i Efesos, for at du skulle påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglæreeller holde sig til myter og endeløse stamtavler, hvad der snarere fremmer spekulationer, end det tjener Guds frelsesplan, hvor det drejer sig om tro. 5 Sigtet med det påbud er kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro. 6 Nogle har forvildet sig bort fra dette og har vendt sig til tom snak; 7 de vil være lærere i loven, men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om. 8 Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, 9 og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, 10 utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære 11 efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.”

 

 

En kirke eller kristen gruppe kan formelt holde sig til samtlige lærpunkter, som hører til ”det apostolske trosbekendelse”, som hovedstrømningen af samtlige kirker også holder sig til, men kan alligevel komme helt væk fra evangeliet. Det er ikke nok bare at lære bibelen udenad og plapre løs med bibelvers, man skal også holde sig til det som bibelen sigter til, det som er centralt for bibelen, det som er vigtigst for bibelen, ellers er man bare i gang med at dyrke nogle bibelsk motiverede hobbier og bliver en afgudsdyrker med en forkert Jesus og en dæmonisk karikatur af ”kristendommen”. Det er det, Paulus skriver om i 1. Timoteus 1, 3 – 11. Han skriver ikke bare om folk, der fører dissideret vranglære, men også om folk, der har deres specielle ”bibel-kæpheste” (her nævner han nogle, som er meget optaget af stamtavlerne, som bibelen indeholder, hvilke i sig selv kan være vigtige – fx for at bevise jomfrufødslen, noget som jeg skriver om i et særskilt kapitel i denne bog). Han nævner også folk, der interesserer sig for ”myter”, det kan være vanskelige dele af de profetiske skrifter, som man så udlægger på en spekulativ måde, men det kan også være nogle falske profetier som folk blærer sig med, eller ting fra den religiøse litteratur, som cirkulerede på denne tid, og som kirkefædrene til sidst forkastede som ikke værende inspirerede af Helligånden og derfor ikke hørende i bibelens kanon.

 

 

Når man dyrker myter, vranglære eller specielle bibelske kæpheste, kommer man væk fra ”Guds frelsesplan”. Så forstår man ikke, at det hele ”drejer sig om (oprigtig) tro” og ikke om helliggørelsen i første omgang. Man frelses af tro og man helliggøres af tro, ikke ved at kopiere nogle andre kristne. Der er så meget, som kan være ”bibelsk lære” men som slet ikke hører til det, Paulus beskriver som ”den sunde lære”. Vi har ikke et ”evangelium”, en god nyhed, om at kunne få tilslutning til en gruppe af fromme fanatikere, men et ”evangelium”, en god nyhed, om at kunne blive iklædt uforkrænkeligheds- og opstandelses-faktoren – et ”evangelium om herligheden”! Hvis der findes en ”sund lære”, findes der også en ”syg lære”, som nemlig går forbi evangeliet og som misser hele pointen med Guds frelsesplan, med Gud kommet i kødet i Jesus Kristus og alle de andre centrale ting der hører til ”herlighedens evangelium”.

 

 

En bibelunderviser forklarede mig omkring 1987, at hvis en gruppe propagerer nogle meget strenge hellighedskrav, hvor man skal følge visse af denne gruppe kultiverede traditioner, så er der altid dæmoner, som står bag. I den gamle forbund blev loven nemlig delvis overbragt gennem engle. Nu i den nye pagt er der nogle frafaldne engle (dæmoner) som kopierer det, de ”gode” engle gjorde i den gamle pagt. Nu spiller de from, så at sige. Lige som djævelen bestræber sig til at kopiere Gud, kopierer dæmonerne det, som de engle, der er på Guds side, gjorde i den gamle pagt. Resultatet er så et engle-evangelium. Derfor siger også Paulus i Galater 1, 8; at et falsk evangelium kunne teoretisk blive overleveret af en ”engel”. I bibelen er der ikke altid en 100 % adskillelse mellem de frafaldne og de ikke-frafaldne engle, derfor må vi være på vagt, når der er noget, hvor ”engle” er involveret – det kunne nemlig godt være dæmoner, som har fingeren med i spillet. Problemet er, at en sådan gruppe, der dyrker en ”syg lære”, misser derved ”Guds frelsesplan” ud af øjnene.

 

 

Hvis man bare dyrker nogle bibelske kæpheste, giver man mindre og mindre rum til Helligånden, indtil der til sidst kun er dæmoner tilbage, som får lov at indtage den rolle, som Helligånden skulle have haft. Resultatet er en skræmmende oplevelse af nogle hjernevaskede sekteofre i en formelt ortodoks kristen gruppe, der gebærder sig som Frankenstein-monstre. Og når der så er én i samfundet, som interesserer sig for bibelens Gud, så peger offentligheden, som blev ført bag lyset af djævelen, på disse grupper, for helt at diskreditere alt dét, der kalder sig for kristendom. Det er ikke ”ekstreme” grupper, det er komplet vildledte grupper, som til sidst ikke forstår en klap af evangeliet, selv om de mener at være i gang med at ”evangelisere”.

 

 

Jesus selv advarede om den mulighed, at man driver mission, men fører ikke folk til himlen derved:  ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.” (Matthæus 23, 15; proselyt = nyvundet medlem af en trosretning).

 

 

Da jeg i 1988 startede min bibelskoleuddannelse, ville jeg for alt i verden finde ud af, hvordan det kunne være, at man kan lede et andet menneske vild med selveste Guds ord, som jeg jo stadig væk troede på (og fortsat tror på). Jeg fandt ud af, at kirkefædre som Irenæus, i kirkens første tid, kæmpede med bl. a. noget som ”gnosticisme”, som førte til mange af de samme gruppedynamiske fænomener som i visse sektereriske nutidige religiøse kredse. At der fandtes en ubibelsk måde at adskille sig fra verden. At det at ville opfylde nogle love fra bibelen på en forkert måde er netop det, dæmonerne forsøger at inspirere mennesker til. 

 


Jeg bliver nødt nærmere at defininere begrebet ”sekt”. I de overvejende katolske landområder af fx Sydtyskland ville folk også beskylde én, som tilslutter sig en luthersk ungdomskreds, for at være offer af en ”sekt”. Alt som ikke er fra de officielt anerkendte statskirker anses af et stort flertal som ”sekt” – altså også ganske almindelige baptist-, metodist- og pinsekirker. Bare fordi man er i en lille gruppe, som svømmer imod strømmen, er man ikke nødvendigvis i en ”sekt”. Ordet ”sekt” betyder ”afspaltning” og kirkehistorien viser, at det tit var meget nødvendigt og også gavnligt for evangeliets fremgang og verdensmissionen, når en lille gruppe af kristne adskilte sig fra en større ”moderkirke”. Martin Luther blev jo også beskyldt for at være vranglærer og hans reformation blev tilvejebragt under store samvittighedskvaler og således er hele kirkehistorien en kamp for evangeliet. Bare fordi en gruppe kristne finder ud af noget fra bibelen som de mener er det værd at grundlægge en ny kirke, betyder ikke, at de er en ”sekt” – selv om den store ”moderkirke” vil måske sige det om den. Mange starter jo også nye kirker på grund af missiologiske overvejelser, fordi de gamle bestående kirker hænger fast i nogle traditioner, som hindrer dem i at være et dueligt vidnesbyrd for verden omkring dem.

 

 

For protestantiske, bibeltroende og evangeliums-centrerede kredse er definitionen på en sekt som følger: En gruppe, som fraviger fra Kristi lære på vigtige punkter, således at der faktisk prædikes et forkert evangelie. I denne forstand er Jehovas Vidner og Mormonerne altså sekter, fordi Jehovas Vidner dybest set ikke tror at Jesus Kristus er Guds søn og fordi Mormonerne ud over bibelen tror på en ekstra bog med samme status som bibelen, som skulle have været overleveret af en engel ved navn Mormon.

 

 

Derudover findes der yderligere den mulighed, at en kirke formelt tror på den rette lære og kun på bibelen og ikke andre åbenbarelser ved siden af den, mens der uofficielt udøves pres på medlemmerne at følge den ene eller anden leder, at indrette sit liv efter hvad denne eller disse leder(e) måtte have fået som påfund (”åbenbaring”) og så findes der jo også grupper som isolerer sig fra alt andet, fordi dette tror de skulle være Guds vilje. Derfor skriver jeg i et særskilt kapitel om emnet ”At være i verden men ikke fra verden”, som omhandler ubibelske måder at udskille sig fra verden hvorigennem evangeliet trækkes ned til en kulturel bevægelses niveau.

 

 

Mange mennesker skynder sig at trække forhænget for, når noget kristent viser sig på horisonten. De mener nemlig, at al kristendom er mere eller mindre noget farlig hjernevask. Og sekterne opnår jo gennem deres virke ganske rigtigt den sekundære effekt, ud over at ødelægge deres ofres liv, at der nemlig laves en meget dårlig reklame for bibelen og folk som skulle følge den.

 

 

En billig fortrøstning til et bedre liv i det hinsides, for at finde sig i øvrighedens uretfærdigheder?

 

Mange beskylder kristendommens og kirkens rolle i historien ved at den gav menneskene et håb om livet i det hinsides, som en slags ”opium for folket”, et bedøvelsesmiddel, der gjorde, at folk i stedet for at kæmpe for deres livsvilkår her og nu, bare fandt sig i alt, øvrigheden måtte finde på at gøre eller ikke gøre ved dem. Så måske når du nu læser dette tænker du også: ”Jeg skal da ikke forfalde til et billigt fortrøstningsmiddel.

 

 

Det er rigtigt, at kirken har i historiens løb tit støttet grusomme og uretfærdige regeringer, diktatoriske konger fik lov til at stå frem som ”Guds udvalgte” og på den måde blev Guds navn misbrugt. Det er også rigtigt, at Bibelen lærer, at man grundlæggende skal være en lydig borger og respektere myndighederne (Romer 13). Dog er Bibelen ikke blind for den uretfærdighed, der foregår og har derfor inspireret mange samfundsfornyere til at bekæmpe social ulighed, slaveri og anden uretfærdighed.

 

 

I Jakob 2, 5 - 7 læser vi: ”Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?” Konteksten var her, at verdens måde til at gøre skel mellem rig og fattig havde fået indpas endog i kirken.

 

 

Måske kalder Gud dig for at kæmpe for fattige og hjemløse, i dit hjemland eller i udlandet. Gud er ikke ligeglad med den sociale uretfærdighed som findes, men ønsker at den skal bekæmpes – gennem praktisk hjælp men frem for alt også derved, at evangeliets budskab udbredes sådan at menneskene kan forandres indvendig fra, når de kommer til troen og bliver genfødt gennem Helligånden. Derved får man den bedste sikkerhed for, at de efterhånden vil kunne klare sig selv sammen med Gud og ikke forbliver afhængige af andres hjælp hele resten af livet.

 

 

Guden, der ikke vil være abstrakt, upersonlig og fjern

 

 

I de fleste religioner er ”Gud” eller guderne noget, som man ikke bare skal tage hatten, men også helst hjernen af, for at vise sin respekt. Man skal enten falde i trance, eller i det minste kaste sig på jorden og fremstamme nogle ærbødige fraser til en streng, fjern og lunefuld gud, som kunne finde på at slå løs på én når som helst. Denne gud kan der ikke diskuteres med, han er udenfor rækkevidde af mennesket og skal i jævne mellemrum tilfredsstilles med ofringer – i form af aspekter af ens eget liv eller, hvad værre er, andres liv.

 

 

En gang besluttede Gud at vise Abraham, at Han ikke er interesseret i menneskeofringerne, som var kutyme i de fleste andre religioner af samtiden. Han sagde til Abraham, at han skulle ofre sin egen søn, Isaak. Men da Abraham allerede havde forberedt det hele og skulle stikke kniven i sin søn, afbrød Gud og lod et dyr dukke op, som Abraham så skulle ofre i stedet for. Abrahams Gud er ikke interesseret i menneskeofringer, det hører nemlig de hedenske religioner til. Gud har jo netop skabt mennesket i Sit billede, så hvorfor skulle Han ønske at mennesker skulle dø?

 

 

Denne ”Gud Fader”, som Han også kaldes i bibelen, er derudover det stik modsatte af det, det gennemsnitlige moderne menneske plejer at associere med begrebet ”gud” eller ”guddommelig”. Han er nemlig slet ikke et ektravagant lysfenomen eller en slags upersonlig kraftkilde, der lader sig ”downloade” med de forskellige trylleri-fiduser den moderne spiritualitet tilbyder. Han er ikke ”deus ex machina”, en slags automat-gud.

 

 

Den bibelske Gud Fader bor vel at mærke i et utilgængeligt lys og ingen kan se ham uden at dø. Bibelen lærer også, at det er frygteligt at falde i Den Levende Guds hænder, når man ikke er frelst gennem Jesus Kristus, som er Hans nøjagtige afbillede og eneste designerede vej til Ham. Men samtidigt er Han den Gud, der gerne vil åbenbare sig for mennesker og som gerne vil bo inde i mennesker og som har en særlig plan med mennesker, hvis de vel at mærke lader sig omdanne til mennesker som er blevet genfødt i ”menneskesønnen” Jesus Kristus, som er også kaldet ”den anden Adam” – herom mere i kapitlet  ”Mennesket som skabt i Guds billede og Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram – humanismen på Guds præmisser”.

 

 

Der sker ingenting, uden at det er Guds vilje og Han har til syvende og sidst ikke behov for at kæmpe mod det onde.

 

 

Samtidigt er Han meget personlig og har en interesse i hvert hår på hovedet af dem, der elsker Ham. Han vil gerne tilbedes som fader. Han er ikke en ”hun”. Han leder efter den fortabte søn, efter mennesket der er faret vild. Han vil gerne være i samvær med mennesket.

 

 

Gud kan ses i naturen, i den ordning som ikke kunne være opstået tilfældigt gennem evolutionen. Men Gud åbenbarer sin vilje først og fremmest på en specifik måde i Bibelen og i Hans lov. Denne lov gælder uanset hvad menneskene synes om den.

 

 

Gud er også en pagtens Gud. I det Gamle Testamente bliver han ofte kaldt ”Den Gud Abrahams, Isaaks og Jakobs”, dvs. den Gud, der lavede nogle særlige aftaler (pagter) med disse mennesker. Gud lader os ikke gætte, hvad Han vil og hvem Han er. Han giver os et klartdefineret forbund med klare regler. Vi skal altså ikke falde i trance eller tage på en astralrejse til nogle fjerne planeter for at komme til en viden om Ham og Hans vilje. Gud er overhovedet ikke ”mystisk”. Tværtimod, Gud advarer os at vi må være vågne og tænke klart. Han kalder os til at følge den gode hyrde, Jesus Kristus og være lydige overfor Ham. 

 

 

Gud kan godt lide at gøre underværker. Men Han gør slet ikke noget under for dem, der leder efter afguder. Tværtimod, Han sender løgnen til dem, for at de skulle være endnu mere forførte. Dem, der hader Gud, sender Gud alle mulige vildfarelser, så de vil blive Ham endnu fjernere.

 

 

Gud har ikke behov for at manipulere dem, der leder efter sandheden. Han gør brug af de tænkefaciliteter, Han har selv skabt og indbygget i mennesket: Forstanden, hjertet (dvs. den emotionelle vilje), færdigheden til at sammenligne kendsgerningerne og komme til et logisk resultat. Gud taler altså til mennesket i sin helhed, i stedet for at amputere eller klippe det i stykker først. Gud kræver ikke en intellektuel lobotomi af det menneske, som vil følge Ham.

 

 

Gud elsker menneskene og sender derfor Hans søn Jesus Kristus til jorden som menneske og lader Ham dø for menneskeheden på korset. 

 

 

Gud er kærlighed, men netop pga. den kendsgerning, at Han er det bedste der er, er Han også det farligste der er, når man ikke er på Hans side. Der eksisterer ingen sand kærlighed adskilt fra Gud. Kærlighed uden sandhed er bare forførelse.

 

 

Kristendommen er altid i fare for at falde for religiøse indflydelser, som går ud på at skabe et ”Jesus, og...”-evangelium. I religionen får mennesket plads til at definere en vej til Gud på menneskets egne betingelser. Så kan nogle mennesker endog udgive sig for at være Guds stedfortrædere og kræve lydighed og underkastelse. Denne ”religiøse” vej til Gud er så typisk meget indviklet og meget svært at forstå, sådan at en kaste af ”indviede” religiøse vismænd kan argumentere for deres vejlederroller. Ingen har mulighed til at gå denne vej udenom det religiøse kastesystem eller får lov til at kritisere disse vismænd, deres autoritet kommer ”fra gud”, siger de, men i virkeligheden står de imod Bibelens Levende Gud. Problemet advares imod allerede i 5. Mose 30, 11 - 15:

 

 

 ”Fordi budet, som jeg i dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte. Det er ikke i himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op til himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?" Ikke heller er det hinsides havet, så du måtte sige: "Hvem skal drage over havet for os og hente det til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?" Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan handle derefter. Se, jeg forelægger dig i dag livet og lykken, døden og ulykken!

 

 

Her møder vi en Gud, der er ”lige omkring hjørnet”, som taler til vores samvittighed og som giver nogle umisforståelige bud gennem en klar offenbaring, en offenbaring, som ikke kræver nogen særlig dybdepsykologisk sjælegymnastik. Denne gang gik vejen til Gud gennem Hans lov, som i den nye pagt indfries, fuldendes og konkretiseres i personen Jesus Kristus:

 

 

Fordi Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror. Men retfærdigheden af tro siger således: Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil fare op til himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; eller: Hvem vil fare ned i afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, det er det troens ord, som vi prædiker. Fordi hvis du med din mund bekender Jesus som Herre og tror i dit hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst” (Romer 10, 4 + 6 - 9).

 

 

Reformationen tilvejebragte en tilbagevenden til denne ”enkle” vej – som giver mennesket muligheden til at møde Gud gennem tro i Jesus, udenom religiøse fidusmagere og magtstrukturer, til denne ”enkle” vej som samtidigt betyder en forkastelse af de ”indviklede”, spidsfindige veje, hvor man først skal slukke for sin forstand og styrtkaste sig hovedkulds i et abstrakt, kulsort nirvana, for at møde en upersonlig ”guddommelig” kraft som bare fremmedgør én endnu mere fra  Bibelens Levende Gud. Reformatorisk kristendom betyder en forkastelse af religionen slet og ret, også når den optræder i kirken, som det var tilfældet i reformatorernes tid. Nogle få af vores katolske venner har efterhånden fået øjnene op for denne sandhed og prædiker et ”simpelt” evangelium, mens vi ”protestanter” drager til konferencer med spiritistiske skrivemedier, som foregiver at få et budskab fra ”gud” ved at blive brugt udenom deres gudgivne bevidsthed for at skrive noget tvetydigt esoterisk vrøvl mens de er i trance.

 

 

Apostlene og reformatorerne kæmpede for Bibelens ”enkelte” evangelium og imod forskellige ”engle-evangelier”, som foregøglede noget bedre. Hvorfor faldt og falder mennesker for disse forkerte evangelier? Fordi de i bund og grund giver os en mulighed til at gemme os fra den Levende Gud, ved at søge tilflugt i noget ”åndeligt” som vi selv har kunnet slide med. Disse forkerte evangelier er surrogatløsninger, vha. hvilke mennesker får en erstatning, i form af nogle ”oplevelser”, for den tørst og det søgen efter Gud, som er kendetegnende for hvert menneske. Man får en slags gyseragtig halloween-oplevelse med nogle åndelige magter og mener så at på ”en eller anden” måde har man nok erfaret ”et eller andet” som er lige som ”gud”. Men Gud er ikke ”et eller andet” – Han er det mest virkelige og konkrete som findes og han er hvert menneske nær, se Apostlenes Gerninger 17, 27.

 

 

Noget om Guds herlighed og hvordan den nogle gange forplumres i kirkelige sammehæng

 

 

Dette kapitel handler om forskellige aspekter af Guds herlighed. Jeg har fundet frem til 7 sådanne aspekter:

 

 

1. Skabelesen og Guds evighedskarakter,

2. Guds retfærdighed,

3. Guds sandhedskarakter,

4. Guds dom og Gud som dommer,

5. Korsfæstelsen,

6. Opstandelsen og som det sidste og mest herlige,

7. Tilgivelsen.

 

 

Det er vigtigt at få en korrekt forståelse af Guds karakter, for ikke at falde for djævelens billige kopier af Guds herlighed. Hvis man i sandhed har smagt lidt af Guds herlighed, har man ikke lyst til efterligninger mere. Man vil få mere at vide om den sande Gud, og dette får man gennem Guds ord, Bibelen, ikke gennem subjektive indtryk, drømme eller ”profetier”. Denne prædiken omhandler altså Guds herlighed, som den kan ses i Bibelen, ikke en ”åndsherlighed” af en ”ånd” der mener at kunne virke uafhængig af Guds ord. Vi leder efter det sande guld i bibelen, guldpapir-marionetterne af djævelen er vi ikke interesseret i. Skulle én have forventet et spiritualistisk lysspektakel, så må jeg altså desværre skuffe ham eller hende. Men til gengæld kunne det være, at du vil få et lille glimt af den sande levende Guds herlighed igennem dette kapitel!

 

 

1. Først og fremmest ses Guds herlighed i selve skabelsen og Hans evighedskarakter. Ofte er vi så indviklet i nogle forbistrede religiøse sammenhænge, at vi (uanset på hvilken side vi nu befinder os) trænger til at få et glimt af Guds evighedskarakter, at Gud er højere end vi mennesker og at Han ikke er afhængig af vores fordrejelser af sandheden og undergravelser af retfærdigheden. Når man selv har klippet og klistret sig sin ”gud” sammen, kan man gøre hvad som helst af onde narrestreger imod andre mennesker, fordi så er man til syvende og sidst sin egen personlige big-bang. 

 

 

2. Sand retfærdighed derimod er ikke noget som Moses eller nogle andre mennesker har opfundet for bedre at kunne styre samfundet, men noget der har rødder i selve Guds væsen. Guds retfærdighed udspringer af Hans herlighed. Hans herlighed, Hans retfærdighed og Hans sandhed står urokkeligt fast fra før grundlæggelsen af universet. Sand retfærdighed er begrundet i sand gudsfrygt, hvor man frygter den Gud der eksisterede før dannelsen af alt det der er. Det er som om profeten Amos (som beskrives i mit første kapitel) peger på nattehimlen og siger: ”Hele universet er skabt af Gud. Når man så mener, at man kunne afgrænse Hans virksomhed til en lille bitte landsdel eller by, hhv. mener at man kan isolere sig fra Ham gennem oprettelsen af egne tolkninger af Ham, så har man fjernet sig fra Ham og er kommet til en afgud. Så er Guds hus blevet til djævelens hus”. 

 

 

3. Dette bringer os til et andet aspekt af Guds herlighed, nemlig Hans sandhedskarakter. Jesus gjorde det meget klart at Han behøvede egentlig ikke at overbevise nogen, men at Hans sandhed ville tale for sig selv, fordi den ikke bare er ”Hans” sandhed, men den eneste sande, objektive sandhed som er gyldig for alle, fordi den er af Gud. Han siger i Joh. 7, 17:

 

 

Dersom nogen vil gøre hans vilje, skal han erkende, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv.”

 

 

Jøderne ville jo gøre Guds vilje, i hvert fald sagde de det. Jesus tilbyder altså muligheden til at forkaste Hans lære, fordi den ikke er fra Gud, men kun fra Hans egne menneskelige idéer. Han siger: Hvis i erkender, at jeg kun taler af mig selv, må i godt forkaste min lære, fordi så er den ikke af Gud. Men hvis én virkelig vil finde Gud, bliver han til sidst overbevist om, at min lære er sandheden for alle, ikke bare for mig selv. Det er ikke nødvendigt for Ham, at trække på skuldrene ad jøderne, eller at skrige dem ind i ansigtet: Vil i så endelig tro på mig! Ve med jer hvis ikke i adlyder mig! Han har ikke brug for sådanne menneskelige manipulationsteknikker.

 

 

I den såkaldte post-kristne verden lever vi i nogle samfund, hvor den religion der har den stærkeste politiske indflydelse ikke er kristendommen men pluralismen. Pluralismen siger, at den er tolerant, men den er i sandheden intolerant. Pluralismen påbyder nemlig at man skal mikse sin egen livsopfattelse, man har ikke lov at tage én udvalgt tro og præsentere den som en almengyldig tro, som er sand for alle mennesker. Man har altså egentlig i vores samfund ikke lov til at gå hen og sige: ”Jesus Kristus er blevet ofret for alle og alle som forkaster Ham, bliver fortabt i al evighed.” Dette er noget, som man ikke har lov til at tro, at lære, at videreformidle. I skolen bliver børn opdraget, helt fra børnehaveklassen, til at blive fremtidens hedninger, dem, der vil indskrænke kristendommen endnu mere, hvis de så bliver fx folketingsmedlemmer (dvs. hvis der overhovedet vil eksistere noget folketing når de er blevet voksne). I dag indføres der fjernøstasiatiske meditationsteknikker i skolen, forklædt som idrætsøvelser eller øvelser, der skal fremme motorikken og forberede til skrivebevægelserne. Som om det var synd at få et barn til at tegne rækker af bogstaver, som man gjorde før i tiden! Den eneste motivation for indførelsen af disse nye læremetoder er kun at fremme hedenskabet i skolen og samfundet. Det er nogle folk fra new age osv. som står bag kulisserne dér.

 

 

Men også frikirkeområdet bliver mere og mere pluralistisk i sin tankegang. I stedet for bare at præsentere evangeliet som det er, lader man alle mulige verdslige ting finde indgang i kirkerne. Naturligvis er det godt at tænke sig om. Hvilke kristne traditioner egentlig ikke er afgørende, men blot er med til at danne en ikke-bibelsk barriere til de ikke-troende. Ofte er sådanne traditioner baseret på en forkert bibelfortolkning, som fx sløret på kvinders hoveder, som er et stort problem i Østeuropa, og som er baseret på den kendsgerning, at man har ikke forstået tekstsammenhængene af 1. og 2. Korinterbrev, for at komme til den overbevisning, at Paulus her (i 1. Kor. 11)  taler polemisk og fører Korinternes forkerte lære om sløret ad absurdum[1]. Sådanne traditioner skulle man feje ud af kirkerne. Men nu går mange kirker, især i Vesteuropa, endnu nogle skridt videre og indfører alle mulige slags verdslige ting, som ikke fremmer troværdigheden af kristendommen. Det er nogle fuldstændig unødvendige ting, ja de gør endog, at menneskene føler sig manipulerede og tror: Nå, de måtte stille op med en masse reklame for at jeg antager deres ”Jesus”, dvs. bliver som dem. Og det har så alt for mange ikke-troende slet ikke lyst til.

 

 

Da jeg som ikke-troende kom i en veletableret frikirke hvor de havde rock-musik og serverede te og kiks til alle, blev jeg ikke interesseret i bibelen, fordi der kun var nogle overfladiske diskussioner om livets mening, men ikke om den sande levende Gud, der ikke laver om på sin sandhed. Rock-musikken var efter min smag gammeldags (kristen popmusik lever aldrig op til den nyeste trend) og det hele virkede for mig som en fritidsklub, hvor det afgørende var fællesskabet, som jeg ikke brød mig særlig om. Til gengæld morede jeg mig sammen med min ven (som naturligvis heller ikke var troende) over, hvordan de unge aktive menighedsmedlemmer, der kom og serverede te og kiks for os, forsøgte at finde noget som vi kunne være af den samme mening om, for at skabe en form for venskab. En gang fremstillede vi os som venstreorienterede radikale og så gav de os ret i det og det. En anden gang udgav vi os for noget andet. Der var altid en unaturlig bestræbelse i gang, for at få os til at blive hængende dér på én eller anden måde.

 

 

Da jeg til gengæld nogle år senere (måske som følge af bønner, som de førnævnte kristne havde bedt for mig!) kom til den kreds af kristne, hvor mine forældre lige var blevet troende, var det helt anderledes: De havde kun et forfærdeligt Hammond-orgel, som lavede de mest kitchede lyde man kunne forestille sig. Musikken var for mig virkelig tæt på smertegrænsen. Oven i købet var der meget få unge mennesker dér og folk så meget gammeldags ud. Præsten virkede som et fantom fra en anden planet, han var overhovedet ikke oplagt til vittigheder eller betragtninger omkring sport eller noget andet, som kunne interessere de unge. Kort sagt, der var de mest umulige omstændigheder for at en ung fyr som mig kunne finde nogen social tilslutning.

 

 

Men så kom overraskelsen: En gammel dame tog mig med hen til et bord og åbnede straks sin bibel. Hun lavede ikke nogen ”social” indledning, dvs. stillede ikke nogle spørgsmål om hvordan jeg havde det osv. Til gengæld sagde hun i samme øjeblik som hun åbnede sin bibel: ”Nu kan jeg altså virkelig ikke lade være med at fortælle Dem, hvordan jeg har fundet fred med Gud og glæde i Hans ord...!” Så fulgte en meget usystematisk ”prædiken”. Jeg var fuldstændig overrasket, fordi hun ellers så ud som en ganske almindelig kedelig gammel kone fra det sydvestlige Tyskland, men nu kunne hun altså tolke bibelen med en energi og overbevisning og åndelig styrke, så jeg bare sad der med åben mund, jeg kan slet ikke huske, hvad hun fortalte, kun at hun også strejfede 2. Timoteusbrev 3, hvor der stod noget om forfølgelsen, som Paulus havde været udsat for, og det var noget helt nyt for mig indtil da, jeg havde hidtil troet, at kristendommen er den mest accepterede religion på hele jordkloden og at den ikke trængte til nogen som helst propaganda. Og på grund af denne nyhed, begyndte jeg for første gang for alvor at beskæftige mig med kristendommen og kom et halvt år senere selv til en personlig tro på Jesus.

 

 

På den anden side eksisterer der i lande, hvor en stærk bibeltroende kristendom har været til stede gennem lang tid, menigheder, der mener at skaffe en vækkelsesatmosfære ved at kopiere nogle gammeldags traditioner. De mener så, at man skal være upopulær for at være hellig. Dette er lige så kødsligt og ubibelsk som at lefle for nutidens trender og popularitet. Når man taber perspektivet for en sand evangelie-centreret fremgangsmåde, kommer man altid til en dårlig strategi og til uproduktive opførselsmønstre.

 

 

Tænk hvis nu en biograf besluttede, af og til at afbryde filmene og vise nogle bibelvers, ville der så komme flere til dens filmforevisninger? Naturligvis ikke. Men kirkerne tror, at hvis de af og til afbryder forkyndelsen af evangeliet og leverer nogle verdslige indslag, så vil der komme flere. Dette regnestykke kommer ikke til at gå op. Der er i virkeligheden mange mennesker, som gerne bare vil høre om den Gud som er beskrevet i bibelen. Hvorfor giver vi dem ikke denne kundskab?

 

 

Apostlen Peter havde set et glimt af Guds herlighed. Han vidste, at Jesu´ budskab er sandheden, selv om den til tider næppe var til at fatte og selv om Jesus til tider skuffede sine efterfølgere, når de havde forkerte forventninger. Men Peter vidste, at Guds herlighed er vigtigere, end om det går os godt nu og her, om vores forventninger bliver indfriet eller ej. Han forstod, at Guds herlighed ikke bestod i noget glitrende her på jorden, men i helligheden og livet der kommer fra Gud, fra evigheden og fra Hans væsen.

 

 

Johannes 6, 66: ”Fra den tid trådte mange af hans disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. 67 Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?" 68 Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige livs ord; 69 og vi har troet og erkendt, at du er Guds hellige."”

 

 

Jesus giver sig ikke til at tigge: ”Bare i 12 disciple bliver sammen med mig, ellers har jeg jo slet ikke nogen menighed mere!” Sandheden er vigtigere end succéen i menighedsplantningen. Jesus er den radikale menighedsplanter, Han går bare videre med sandheden, og netop derfor får Han en stor mængde af efterfølgere, selv om han til tider skræmmer alle bort med sandheden. Til sidst får han så en menighed der i sandhed vil følge sandheden. Dette er den eneste rigtige strategi til menighedsvæksten!

 

 

4. Når man så engang har accepteret Guds sandhedskarakter og Hans evighedskarakter, har man mindre problemer med Hans herlighed, som den kan ses gennem Hans dom. Gud kan ikke acceptere det onde, selv om det til tiders ser ud, som om Han tillader nogle ting og ingenting gør. Når vi elsker Gud og Hans retfærdighed, føler vi at Hans herlighed kan ses i selveste Guds dom.

 

 

I Bibelen ses Guds herlighed ofte netop, når Han er ved at dømme Hans folk. Guds herlighed er lige som noget der står og brygger i templet, og så bliver der besluttet en form for dom. Guds herlighed er noget herligt og frygteligt på samme måde, som når Guds herlighed dukker op, og regnskabet bliver gjort op med dem, der har syndet imod Ham:

 

 

Ezekiel 9, 3 - 6: ”Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra keruberne (en slags engle), som den hvilede på, og flyttede sig hen til templets tærskel; og han råbte til manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden, 4 og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!" 5 Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! 6 Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!" Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet...”

 

 

Vi læser i 4. Mose 16, 19 - 35:  ”og Kora kaldte hele menigheden sammen imod dem ved indgangen til  åbenbaringsteltet. Da kom Herrens herlighed til syne for hele menigheden, 20 og HERREN talte til Moses og Aron og sagde: 21  "Skil jer ud fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre den!"22 Men de faldt på deres ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt køds ånder, vil du vredes på hele menigheden, fordi en enkelt mand synder?"23 Da talte HERREN til Moses og sagde: 24 "Tal til menigheden og sig: Fjern jer fra pladsen omkring Koras, Datans og Abirams bolig!" 25 Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels ældste, 26 og han talte til Menigheden og sagde: "Træk jer tilbage fra disse ugudelige mænds telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres synders skyld!"27 Da fjernede de sig fra pladsen om Koras, Datans og Abirams bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte med deres hustruer og børn, store og små. 28 Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse gerninger, og at jeg ikke handler i egenrådighed: 29 Dersom disse dør på vanlig menneskelig vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt mig; 30 men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så jorden spiler sit gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i dødsriget, da skal I derpå kende, at disse mænd har hånet HERREN!" 31 Og straks, da han havde talt alle disse ord, åbnede jorden sig under dem, 32 og jorden lukkede sit gab op og slugte dem og deres boliger og alle mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede; 33 og de for levende ned i dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af forsamlingen. 34 Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres skrig, fordi de sagde: "Blot ikke jorden skal opsluge os!" 35 Og ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 mænd, der frembar røgelse.”

 

 

Ezekiel 39, 21: ”Jeg åbenbarer min Herlighed blandt folkene, og alle folkene skal skue den dom, jeg fuldbyrder, og min hånd, som jeg lægger på dem.”

 

 

Matthæus 16, 27: ”Fordi menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed med sine engle; og da skal han betale enhver efter hans gerning.”

 

 

Matthæus 24, 30:Og da skal menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle jordens stammer jamre sig, og de skal se menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed.”

 

 

Åbenbaring 15, 8: ”Og templet fyldtes med røg fra Guds herlighed og fra hans kraft; og ingen kunne gå ind i templet, førend de syv engles syv plager fik ende.”

 

 

Esajas 63, 1 - 6: ”Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra Bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? "Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!" 2 Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders (vinbonde, som træder druer med fødderne)? 3  "Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min vrede, tramped dem i min harme; da sprøjtede deres blod på mine klæder, jeg tilsølede hele min klædning. 4 Fordi til hævnens dag stod min hu, mit genløsningsår var kommet. 5 Jeg spejdede, men ingen hjalp til, jeg studsede, men ingen stod mig bi. Da kom min arm mig til hjælp, og min harme, den stod mig bi; 6  jeg søndertrådte folkeslag i vrede, i harme knuste jeg dem, deres blod lod jeg strømme til jorden."

 

 

I 2. Korinter 3, 9 læser vi: ”Fordi når fordømmelsens tjeneste havde herlighed, hvor meget mere er retfærdighedens tjeneste rig på herlighed.

 

 

5. Guds herlighed åbenbares også i korsfæstelsen af Jesus. Selv om dette er noget skrækkeligt og makabert i sig selv og var en tåbelighed i menneskenes øjne, bliver Guds herlighed synlig gennem dette. I Åbenbaringens 5. kapitel ser vi Jesus som Guds lam, der er den eneste, som bærer nøglen, den eneste, der har lov til at åbne en forseglet bog som indleder Guds dom:

 

 

Åbenbaring 5, 1 - 14: ”Og jeg så i hans højre hånd, som sad på tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv segl. 2 Og jeg så en vældig engel, som udråbte med høj røst: ”Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?” 3 Og ingen i himmelen, ej heller på jorden, ej heller under jorden, formåede at åbne bogen eller at se i den. 4 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne bogen eller at se i den. 5 Og en af de ældste sagde til mig: ”Græd ikke! se, sejret har løven af Judas stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogen og dens syv segl.” 6 Og jeg så, midt imellem tronen med de fire væsener og de ældste stod et lam, ligesom slagtet: Det havde syv horn og syv øjne, hvilke er de syv guds ånder, som er udsendte til hele jorden. 7 Og det kom og tog bogen af hans højre hånd, som sad på tronen. 8 Og da det tog bogen, faldt de fire væsener og de fire og tyve ældste ned for lammet, holdende hver sin harpe og guldskåle fyldt med røgelse, som er de helliges bønner. 9 Og de sang en ny sang og sagde: Du er værdig til at tage bogen og åbne dens segl, fordi du blev slagtet og med dit blod købte Gud mennesker af alle stammer og tungemål og flk og folkeslag, 10 og du har gjort dem for vor Gud til et kongerige og til præster, og de skulle være konger på jorden. 11 Og jeg så, og jeg hørte rundt om tronen og væsenerne og de ældste en røst af mange engle, og deres tal var titusinder Gange titusinder, og tusinder Gange tusinder, 12 og de sagde med høj røst: Værdigt er lammet, det slagtede, til at få kraften og rigdom og visdom og styrke og ære og pris og velsignelse! 13 Og hver skabning, som er i himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på tronen, og lammet tilhører velsignelsen og æren og prisen og magten i evighedernes evigheder! 14 Og de fire væsener sagde: Amen! Og de ældste faldt ned og tilbad.”

 

 

6. Guds herlighed er også forbundet med opstandelsen. Da Lazarus var død, siger Jesus til hans søster Martha, i Johannes 11, 40: "Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds herlighed?". Og så oprejser Han Lazarus fra de døde.

 

 

Paulus taler meget om opstandelsen som et aspekt af Guds herlighed:

 

 

Romerne 6, 4: ”Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt levned.

 

 

1. Korinter 15, 43: ”... det sås i vanære, det oprejses i herlighed; det sås i skrøbelighed, det oprejses i kraft”

 

 

Filippenserne 3, 21: ”... der skal forvandle vort fornedrelses-legeme til at blive ligedannet med hans herligheds-Legeme, efter den kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle ting.”

 

 

Kolossenserne 3, 4:Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i herlighed.”

 

 

7. Men det mest ”herlige” aspekt af Guds herlighed er ikke Hans dom, heller ikke opstandelsen, korsfæstelsen, sandheden eller skabelsen, men Hans tilgivelse. Vi får her et indblik i Guds aller-inderste væsen, det som motiverer Gud for alt det, Han gør. Det var jo derfor, at Jesus blev korsfæstet, så at vi måtte have en mulighed til at komme tilbage til Gud. Tilgivelsen gennem Jesu blod er den største nådegave.

 

 

I lignelsen om den fortabte søn i Lukasevangeliet 15, 11 - 32 kommer Guds herlighed til at stråle. Gud er her sammenlignet med en far, der tilgiver sønnen fuldtud og betingelsesløst. Det er her, at Guds karakter ses tydeligt. Han elsker os og vil at vi kommer tilbage til Ham. Han står med åbne arme og tager os imod, når vi kommer tilbage til Ham gennem Jesus Kristus.

 

 

I Rumænien fortælles der følgende historie fra tiden umiddelbart efter anden verdenskrig:

 

 

En ung mand, som havde gjort sine forældre meget ondt, blev indkaldt til hæren og var nogle år i krigen. Han havde egentlig tænkt sig, at han aldrig mere ville have noget med hans forældre at gøre. Men så tænkte han sig dog om og skrev et brev til dem, hvori han bad om tilgivelse.

 

 

Lige ved forældrenes gård gik der en toglinje forbi, nogle få kilometer før et bestemt stoppested. Sønnen skrev så til sine forældre, at hvis de ville tilgive ham, måtte de hænge et hvidt lagen op i et æbletræ, der stod lige tæt ved skinnerne og som hørte til forældrenes gård. Så ville han vide, at de havde tilgivet ham og så ville han stå af toget ved næste stoppested. Hvis ikke han kunne se noget hvidt lagen i træet, ville han sande, at de ikke havde tilgivet ham, og det kunne han sandelig godt forstå. Han ville så bare køre videre med toget til en stor by, hvor han ville begynde et nyt liv på egen hånd.

 

 

Sønnen fortalte dette til sin kammerat som rejste sammen med ham i toget. Da toget nærmede sig stedet, hvor æbletræet skulle dukke op, begyndte han at græde og sagde, at forældrene nok alligevel ikke ville tilgive ham, efter alt det onde, som han havde gjort imod dem. Hvor dumt af ham at skrive sådan noget, forældrene kunne da aldrig tilgive ham, når han sådan havde snydt og såret dem. Han sad der og holdt hovedet ind i hænderne og græd.

 

 

Men så kiggede kammeraten ud af vinduet. Pludselig så han et æbletræ, som var helt hvidt. Forældrene havde ikke bare hængt et enkelt hvidt lagen op i træet, nej, de havde hængt alt det hvide tøj de kunne få fat på op i træet, sådan at træet var helt tildækket og indviklet af hvidt stof. Han udbrød til sin kammerat: TRÆET ER HVIDT! TRÆET ER HELT HVIDT!

 

 

Sådan er Gud også. Han tilgiver ikke bare, han glæder sig overordentlig, når vi kommer tilbage til ham. Faren i Lukas 15 sidder ikke bare stille og siger: Nu tilgiver jeg dig, velkommen hjem. Nej, han råber med fuld lydstyrke, han løber imod sønnen som havde været fortabt, han laver fest. Guds herlighed kan ses i Hans nåde imod os, han sender en radioudsendelse på fuld lydstyrke hele døgnet rundt, igennem hvilken han forkynder til ethvert menneske: Kom tilbage til mig, så vil jeg fejre en fest med dig, så skal du komme til at smage min herlighed!

 

 

Må Gud hjælpe til, at dette evangelie om Hans herlighed forkyndes på den i Hans øjne korrekte måde.  

 

 

Noget om djævelen, Guds modstander og noget om englene

 

 

Djævelen, som på hebraisk hedder Satan (= modstander), er ikke en sjov lille rød fyr med oksehorn, hale og behåret numse. Han er den første af de engle, der blev frafaldne fra Gud og lederen af samtlige frafaldne engle. Der eksisterer en tradition (som kan dog ikke begrundes med bibelen) ifølge hvilken han engang var lovsangslederen i himlen. Uanset om det er noget ved dette eller ej, så er det dog betegnende, hvor mange splittelser og problemer nogle menigheder gennemgår pga. deres lovsangsleder. Men det er nu ikke temaet. Djævelen (som dengang hed ”Lucifer”, dvs. lysbæreren, ifølge en tradition, som er afledt fra Bibelen, mens navnet ”Lucifer” ikke forekommer i Bibelen) havde nu sat sig ind i hovedet, at selv ville være Gud i stedet for at tjene Gud som engel. Derfor blev han så forkastet af Gud og blev til ”Satan” (hebræisk for ”modstander”), djævelen.

 

 

Da Gud indførte dimensionen ”tid” og gav sig til at skabe universet, besluttede han at skabe et levende væsen, der skulle bestå af stov og jord og blive levende kun pga. ånden givet af Gud. Dette væsen, som ikke selv havde noget lys eller kraft i sig selv som englene, men var og er fuldstændig afhængig af Gud, blev skabt i Guds afbillede og skulle være den slags væsen som engang i fremtiden skulle herske sammen med Gud over verden. Det var mennesket.

 

 

Mens de engle som forbliver solidarisk overfor Gud er også meget forundrede og nysgerrige og alt for gerne ville vide, hvordan netop mennesket, som er jo så svagt, er kommet til den position; så bryder de frafaldne engle sig overhovedet ikke om mennesket.

 

 

Djævelen vil nu bevise overfor Gud, at menneskene overhovedet ikke duer til noget som helst, til det formål Gud har udset dem til og derfor gør han alt hvad han kan for at forføre og ødelægge dem. Han er så rasende overfor menneskene som er skabt i Guds billede, at han helst vil at de bliver aborteret og fosteret solgt til kosmetik industrien eller til forsøgslaboratorier. Samtlige naturreligioner er insprierede af djævelen – fordi de har et billede af en ”gud” eller flere ”guder” som dybest set er potentielle modstandere af mennesket og hvis vrede imod menneskene skal imødekommes ved at man ofrer dyr eller mennesker eller gør noget ved sig selv som gør én mindre menneskelig. Man skal pierces eller lemlæstes, dette er naturreligionernes bud på djævelens vrede: Noget skal der ofres. I stedet for at opbygge mennesket som menneskelig, som det væsen, Gud har skabt for at gøre verden til et bedre sted, i stedet for at udnytte ethvert menneskets potentiale og søge det bedste for alle mennesker, så klipper man noget af fra mennesket, man berøver mennesket af en legemsdel eller af en aspekt af sin menneskelighed. Mennesket skal nu måske tale på en unaturlig måde, som det sker i så mange ”kristne” (naturreligiøse!) sekter. I visse afrikanske lande bliver kvinder lemlæstet ved kønsorganerne, hvilket har døden som følge for adskillige af dem og berøver dem næsten helt fra muligheden til at kunne nyde seksualiteten, denne gode gave som Gud har givet – ikke djævelen! (Djævelen kan slet ikke give noget som helst).

 

 

I revolutioner, krige og totalitære statsformer bliver menneskene tortureret, ensrettet eller klassificeret på en eller anden måde (en gul stjerne for jøderne, et andet tegn for sigøjnerne, osv.), hjernevasket, lobotomiseret, tyranniseret, dræbt. Djævelen er det mest religiøse, fascistiske, kommunistiske, mystiske og grusomme væsen der eksisterer. Hans ondskab er så ufattelig, at der i Bibelen tales faktisk om ”ondskabens hjemmelighed”. Roden til dette onskab er hans oprør imod Gud som består i hans fra starten dødsdømte plan til at erstatte Gud og hans lyst til at være så lig Gud som muligt, hvilket ligeledes er et absurdum i sig selv.

 

 

Da Jesus Kristus kom til jorden, blev djævelen endnu mere rasende, fordi Gud nu oven i købet havde identificeret sig fuldstændig med mennesket. Han inspirerede derfor kongen af Israel at slå samtlige børn i Bethlehem ihjel, men Jesus var det eneste overlevende barn, fordi Gud allerede havde advaret Josef om, at han skulle flygte til Ægypten og blive dér for en tid.

 

 

Djævelens hovedbeskæftigelse er at forsøge at erstatte Gud. Han har slet ikke opgivet denne sindssyge drøm om at indtage Guds stilling. Først og fremmest inspirerer han menneskene til at tro at Gud slet ikke eksisterer (”Gud er død”), fordi på denne måde kan han jo indtage stillingen med det samme. Ellers inspirerer han forfalskninger af Gud, sådan at menneskene tror, de tilbeder Gud, men i virkeligheden tilbeder dette forkerte billede af Gud, og dermed en afgud og i sidste konsekvens ”verdens gud”, dvs. djævelen. Ellers forsøger djævelen at efterligne Gud. Dette vil vi nu kigge lidt nærmere på, idet vi her ser på nogle af de ting djævelen efterligner og måden han gør det på:

 

 

1 -  Han forsøger at efterligne Gud som skaberen.

Man kan forstå meget af djævelens natur, hvis man lægger nøje mærke til de skrækkelige ting, som skete fx i koncentrationslejrene under nationalsocialismen – uden at dette på nogen måde skulle fratage de involverede skyldige noget af deres ansvar og skyld! Det er fx interessant at lægge mærke til, at mange mennesker, der skulle dræbes, blev ikke bare dræbt med det samme, men man fik dem typisk til at kopiere deres indtætoværede numre på papir, noget som kunne synes fuldstændig meningsløst, nu da disse mennesker alligevel skulle udslettes om ganske få øjenblikke. Men det er djævelen, som gerne vil numerere, tælle og kategorisere menneskene. Dette er hans efterligning af Gud skaberen. Han kan ikke skabe, men han kan tælle, forfølge, identificere, numerere osv. Han kan ikke skabe liv, han kan ikke skabe noget godt, fordi han er ond.

 

 

Det er heller ikke ham der bestemmer, hvornår et menneske skal dø og det er ikke ham der kaster et menneske i helvede, dette er nogle ting som kun Gud har autoritet til at bestemme. Men djævelen inspirerer nogle mennesker som ikke er på Guds side (og det er alle dem, som ikke er født på ny gennem Jesus Kristus), til at oprette en totalitær stat der indtager Guds stilling eller at oprette et religiøst system der stiller sig mellem Gud og menneske som en hindring. Nu er det menneskene hhv. staten, der bestemmer, om et barn skal aborteres eller kastes bort fordi det er under 3 kg ved fødslen (noget der sker og skete i totalitære stater og som i øvrigt forekommer i fiktive fortællinger som skolebørn in USA er blevet konfronteret med siden 1994 – fx bogen ”The Giver”). Nu er det ikke længere Gud, der bestemmer hvornår et gammelt menneske skal dø, men staten indtager Guds stilling og foranlediger eutanasi (som allerede lovligt og praktiseret i Holland, Belgien og mange andre lande).

 

 

Med andre ord, fordi djævelen ikke formår at skabe liv, vil han, for at komme så tæt som muligt til en ”skaberakt”, bestemme, hvem der skal dø og hvem ikke. Han er en menneskemyrder og tyv fra begyndelsen. En anden variant er at skabe forskel mellem mennesker, som dog alle er skabt i Guds billede, ved indførslen af kastesystemet i Indien, racisme, undertrykkelse af kvinder, osv. Endnu en anden variant er at ensrette menneskene, sådan at de ikke længere ligner nogle væsener som er skabt i Guds billede, som har værdighed og frihed, men blive til nogle dyr eller blandes sammen med teknikken for at blive til halv-robotter, dvs. mennesker blandet med maskiner.

 

 

Djævelen kan ikke skabe menneskets intelligens, kreativitet og originalitet, men han kan ødelægge dem eller i det mindste ensrette dem. Han ville nok helst have indført en microchip transponder som ethvert menneske får integreret i sin hjerne. Men indtil teknikken bliver så avanceret, bliver menneskene hjernevasket på andre måder – gennem religiøs og politisk propaganda, gennem trancetilstande hvorigennem menneskene bliver åbnet for dæmonernes indflydelse. Gud har nemlig skabt menneskene på denne måde, at de har en slags nøddeskal mellem den synlige og usynlige verden for ikke at blive forført af dæmonerne. Denne nøddeskal vil djævelen gerne knække, for at få dem inficeret med sine usynlige følgesvende og med sine tanker.

 

 

Mange nye og gamle religiøse tranceinducerende teknikker går netop ud på at ”knække nøddeskallen”, dvs. menneskene skal åbnes for dæmonernes indflydelse, noget som C. G. Jung kaldte for ”eudæmoni”, ”gode” ånder vejleder mennesket, som har åbnet sig for det usynlige og går på rejser med disse ledsagerånder, som bibelsk set må identificeres som ikke værende andet end ”dæmoner” – dvs faldne engle, som befinder sig på Satans side, og hvis planer med menneskene er onde. I nogle vestlige lande skal skolebørn gå på ”drømmerejser” og dette ikke bare i form af fortællende fantasiøvelser, men ”astralrejser” – altså forløb, hvor børnene faktisk skal befinde sig i trance-lignende tilstande, som C. G: Jung tilhængere mener at skulle hjælpe mennesker til at finde frem til deres ”gode” ledsageånd (hhv. finde en sådan én).

 

 

Dette er enden på al sand indlæring og begyndelsen til den totale samfundsformørkelse, hvor djævelen og antikristen får fri adgang og råderum. Universitetsprofessorerne i Tyskland klager allerede over de nye studenters manglende evne at tænke analytisk. Djævelen har ikke interesse i, at et menneskene skal vide noget eller lære noget, fordi han bryder sig ikke om at menneskene skal kunne klare sig og han bliver rasende når menneskene udvikler evnen til at kunne forandre ting.

 

 

2 – Han efterligner Guds rige.

Til dette formål gør han sig nu i vor tid stor umage, for at efterligne det kommende fredsrige som Jesus Kristus snart vil oprette sammen med de hellige. Derfor siger Bibelen, at når der er tale om ”fred, fred” i politikken, så venter der en værre overraskelse lige om hjørnet. Det er fordi djævelen er løgnens fader, han kan ikke gøre det, Gud kan, selv om det er det, han til stadighed proklamerer. Han kommer ikke gennem døren til fårene, men benytter sig af en illegal vej. Han er inspirator af ethvert antikristent, sekulært statsstyre. Ethvert sekulært og antikristent indstillet statsstyre er til syvende og sidst et totalitært styre, selv om der formelt er ”demokrati”. Den sekulære, antikristent indstillede stat er en ulovlig stat fordi den uvægerligt vil begynde at arbejde mod en trinvis afskaffelse af gamle love som havde været indført, da statsstyret var præget af kristendommen i mere eller mindre grad. Til trods for at Danmark betegnes i missiologisk forskningslitteratur som et af de mest sekulariserede samfund i verden, er der stadig væk et godt kristent fundament i måden at drive politik på – i hvert fald nu, i året 2016. Der er sorte skyer på horizonten, men den sovende jætte som hedder ”kristendommen i Danmark” kan måske vækkes til live igen!

 

 

Djævelen vil gerne, at alle mennesker bliver enten dræbt eller godkendt af ham. Når antikristen, den sidste og mest sofistikerede diktator, kommer, vil alle mennesker tvinges til at få et tegn på panden eller hånden. Når dette er sket, vil djævelen udråbe til Gud ”Se, nu er de alle mine!” og så vil han selv, i form af antikristen, deklarere sig som Gud og blive tilbedt af menneskene (jævnfør et af de måder, kristendommen ser på fremtiden). Men så bryder Guds vrede løs, og den er så beskrevet i den sidste bog i bibelen, Johannes’ Åbenbaring.

 

 

3 -  Han efterligner Gud som giveren af alle gode ting.

I USA blev der siden midten af 90erne læst op af en bog til skolebørn (man gav agt på at den ikke skulle falde i hænderne på forældrene) hvor eutanasi, mord af nyfødte børn som er under 3 kg, og mange andre ting der minder om Aldous Huxleys ”Brave New World” er beskrevet som noget helt normalt i fremtidens samfund. Denne bog har titlen ”The Giver” – ”Giveren”.  Den totalitære sekulære stat fremstiller sig selv som den, der giver til menneskene hvad de behøver. Ikke fra den sande, levende Gud skulle menneskets behov blive fyldt, men fra den totalitære velfærdsstat. Derfor indfører antikristen et identifikations-tegn som alle skal bære for at kunne købe og sælge. Fordi så kan djævelen føle sig som om menneskene er helt afhængige af ham og selv om han ikke har kunnet skabe et eneste atom, vil det så kun være gennem ham (hhv. antikristen) at nogen kan få noget – sådan håber han i hvert fald at det vil gå.

 

 

I virkeligheden kan djævelen ikke give noget godt, man tværtimod er han en tyv. Den socialistisk-kommunistiske kollektivisme er et typisk eksempel. Man stjæler huse, landejendomme og andet gods fra folk med henvisning til behovet for de fattige, men i virkeligheden blev og bliver de lande, som er under den slags styre, bare endnu fattigere. Judas blev vred da Jesus fik fødderne indbalsameret med noget meget dyrt og sagde, at pengene kunne have været givet til de fattige, men det sagde han, fordi han var en tyv. Djævelen kan i virkeligheden ikke lide at et menneske ejer noget. Fordi dette minder ham om den tid, da Gud gjorde mennesket til den, der skal herske over jorden og dens levevæsener. Nu bliver folk indoktrineret med den globaliserings-miljø-propaganda ifølge hvilken vi mennesker er de største skurke når vi vil eje noget for os selv, fordi så ville vi ødelægge jorden. I stedet for at få værdigheden ved at kunne eje noget selv, bliver menneskene omdannet til trælle af et totalitært system.

 

 

4 - Han efterligner Gud som en hellig dommer.

Dette gør han ved at forskrække og intimidere menneskene, at skabe religiøs atmosfære, at inspirere til forkerte omskærelser og helliggørelser, ved at gøre stor indtryk baseret på løgnagtig optræden, og  ved samtlige okkulte trusler der gør at menneskene sidder og er bange for at det orakel de fik fra spåkonen, eller hvad det nu ellers var, vil gå i opfyldelse. Men Jesus siger i Matthæus 10, 28:

 

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

 

Fordi det sidstnævnte kan kun Gud, derfor skulle vi ikke være bange for djævelens trusler og mareridter, fordi det er kun djævelen der ”leger Gud” uden at kunne være det. Den frygt, som menneskene skulle have for Gud, kan djævelen godt lide at få krediteret ved hans teaterspil. Hele gyser genren i filmverdenen og litteraturen går ud på at give djævelen ære som gud, uanset hvor meget der til tider blandes humor ind i produkterne, for at få det hele at se uskyldigt ud.

 

 

Også måden som nogle karismatiske ledere opnår autoritet er inspireret af djævelen. Mange kristne er bange for at kritisere en leder, fordi så siger de måske noget imod ”salvelsen” som skulle ligge på den vedrørende leder, ja, det er næsten som at synde imod Helligånden! Men hvis man opmuntrer til en velmenende, bibelsk motiveret dialog som leder, hvilken berettigelse har man så som kristen leder? Protestantisk kristendom er jo baseret på konstruktiv kritik af synspunkter, hvor man hele tiden sammenligner, det, der praktiseres og tros, med det, Bibelen lærer! Den slags magtmanipulation, hvorigennem kristne ledere bliver opblæste mullah’er som indgyder frygt og bæven for deres egen person i stedet for respekt for ordet og sandheden, er næppe inspireret af den sande Helligånd.

 

 

Måden at forestille sig en slags ”salvelse”, som hviler som en slags flyvende tallerken eller glorie over lederens hoved og som formår at slette noget fra den kritiserende kristnes velsignelses-konto er en fuldstændig gnostisk og hedensk måde at tænke på. I virkeligheden velsigner jo Gud dem, som oprigtigt søger efter sandheden og ikke dem, som blind følger et eller andet menneske. Gud væmmes ved synet af en falsk gudsfrygt, som ved nærmere eftersyn ikke er andet end indlært menneskefrygt, frygt for magtmennesker i menigheden.     

 

 

Med de enkelte kristne forfarer djævelen som følger: Han forfører dem til noget, og når de har gjort det forkerte, de er blevet forført til, så kommer han og anklager dem foran Gud og han fortæller dem, at nu har Gud forkastet dem for altid, at de alligevel ikke har været kristne fra begyndelsen, osv.

   

 

Med menighederne forfarer djævelen sådan her: Han optræder som en lysengel (2. Kor. 11, 14) og indfører massevis af falske apostler, som senere hen viser sig at være glubske ulve. Han indfører al mulig forkert teologi gennem forkerte profeter. Han gør alt hvad han kan, for at Bibelen bliver tolket forkert eller fornægtet. Han indfører det åndelige princip der hedder ”Isebel (Jezebel)” og som betyder forfølgelse og drab af alle sande profeter. Han får dem til at fejre sig selv og blive beruset af en forkert version af Helligånden, så de ikke formår at se, hvad Gud vil, at de skal gøre, for at de ikke ser, i hvilken tid og situation de virkeligt befinder sig i.

 

 

Eller han benytter sig af de enkelte kristnes kødelige karaktertræk for at gøre dem materialistiske og søvnige. En kirke, der sover eller bliver beruset, eller er fyldt med ”verden”, dvs. folk som fik at vide, at de ikke ville kunne miste frelsen, men som slet ikke er frelste; sådan en kirke er ikke noget problem for djævelen. Djævelen sørger også for, at kristne adlyder nogle menneskelige bud som Gud slet ikke er interesseret i, og som får dem til at tro at de er meget hellige. På den måde kan de nemlig ikke virke noget i Guds rige. Nogle menigheder bliver til sidst så verdslige, at de ender med at ligne en ”folkelig forening til minde om førhenværende menighed X”.

 

 

Djævelen er ellers bange for de kristne, han ved alt for godt, at bare et lille bitte stykke sand tro og et lille sandt ord fra Gud og én der tjener Gud 100 % i svaghed og fuldstændig afhængighed af Gud, kan ødelægge meget som djævelen har bygget.

 

 

Bogen der advarer om sig selv: Bibelen

 

 

Lige som Jesus Kristus var 100 % menneske og 100 % Gud samtidigt, er også bibelen en 100 % guddommelig inspireret bog og derfor ord for ord ”indåndet” af Guds Ånd, samtidigt med at den er også en 100 % menneske-inspireret bog, hvor der findes forskellige slags sprog-stiler, som blev skrevet i forskellige kulturelle sammenhæng, som indeholder ordspil, ironi, polemik, mm.  Gud ledte bibelens skribenter ved enhver lille bitte detalje, der er intet ord som står dér bare ”tilfældigt”. Gud ledte skribenternes valg af ord og udtryk, ikke bare deres udgangsmotivationer og overordnede ideer.

 

 

Både en “letteristisk” (bogstav-fikseret) og en udelukkende allegorisk bibeltolkningsteknik (hermeneutik) skal undgås. I stedet for en ikke-sammenhængende bibelsk lære efter mønstret ”lidt her og lidt dér” (Esajas 28, 10 - 13), skal man gøre sig umage ved at forsøge at finde frem til de dogmatiske orienteringslinier, som er identiske med de kriterier, som den gammelapostolske kirke brugte for at udråbe nogle bibelske bøger som værende “kanoniske” (dvs. værende del af Bibelen som vi kender den i dag) hhv. for at forkaste visse andre bøger som ligeledes udgav sig for at være inspirerede af Gud. Kun når vi finder frem til disse dogmatiske linier, kan vi fortolke Bibelen på en måde, der vil føre til de resultater, dens egentlige autor, nemlig Gud, har interesse i. Et af disse resultater er, at man finder Kristus i Bibelen (se Johannesev. 5, 29). 

 

 

Der eksisterer fire falske indstillinger overfor bibelen. Det nytter ikke noget at kæmpe imod en eller to af dem når man er fanget i en anden. Dette kunne så bare være en undskyldning for at kunne fortsætte i ens egen frafald.


1. Den første indstilling som har skadet kirken og dermed samfundet er liberalismen. Oprindelig opstod liberalismen som en forsøg til at redde kristendommen i en tid hvor oplysningen, videnskab og den industrielle revolution tilsyneladende fjernede eksistensberettigelsen af Bibelen. På grund af manglen af de archeologiske bevis (fx de 1900 år gamle skriftruller fra det døde hav som i 1947 beviste at det Gamle Testamente havde været meget nøjagtigt kopieret og var ikke en forfalskning af det 8. århundrede) som vi har i dag og på grund af det hurtigt skiftende samfund troede nogle teologer at de skulle fjerne alt det som kunne ikke "bevises", såsom jomfrufødslen af Jesus, opstandelsen fra de døde, mirakler, osv. for at kunne redde "det egentlige" i evangeliet og dermed sikre en fremtid for kirken i en samfund, der blev mere og mere sekulariseret.

 

 

Men hvad var nu det man havde "reddet"? Kun en kunstig moralisme blev tilbage. "Afmytologiseringen" af bibelen blev faktisk en "afskaffelse" af evangeliet. Evangeliet betyder jo "glad budskab". Hvad skal man nu kunne glade sig over, når alt det som kirken kan tilbyde er et intetsigende menneskeligt sammenrod af verdensåbenhed, kunst og litteratur, med nogle morallærestykke hvor man af og til tager også lidt fra bibelen og måske nogle få "trøsteord" hvor man tager nogle smukke, positive verser fra Salmerne ud af konteksten. Dette betyder jo at Gud har ikke noget at byde på, blot skal man være "en god kristen" og lader som alle kirkefolk. For et menneske, der leder efter sandheden, er dette i hvert fald ikke et "glad budskab".

 

 

Derfor vender sig også mange til asiatiske religioner og andre mystiske steder "hvor der sker noget". Det glade budskab af det sande evangelium er jo netop at Gud kommer med sin overnaturlige kærlighed ind i vores "naturlige" verden og skaber noget nyt som ikke kan forklares efter tidernes mode-videnskaber men som alligevel er sandt. Dette er et glad budskab, at Gud ikke lægger hænderne i skødet og lader menneskeheden alene i dens skæbne. Han er tværtimod interesseret i menneskene. Han skaber dem på overnaturlig måde, nemlig gennem skabelsen, ikke gennem evolution og "udvikling". Han sender sit ord på overnaturlig måde, ikke gennem litterære genier. Han sender sin søn på overnaturlig måde, ikke gennem Josefs slægt men gennem Helligåndens værk (mere herom på i denne bogs kapitel om jomfrufødslen).

 

 

Gud sender også mirakler og overnaturlig kraft til sine tjenere. Evangeliet er ikke kun ord, men også kraft. Gud skaber nye legemer i opstandelsen og helbreder gamle legemer før opstandelsen. Og det vigtigste: Gennem Jesus kan et menneske blive frelst fra fortabelsen og leve gennem Hans overnaturlige, ikke symbolske, men konkret indgribende, opstandelseskraft. Dette er det glade budskab.


Når man begynder at give sig selv berettigelsen til at skelne mellem et Guds ord som er ikke fra Gud og et Guds ord som er fra Gud, begiver man sig i Guds position. Men Gud deler ikke sin plads med menneskene. Han har talt, og vi skal adlyde. Når vi begynder at skelne mellem det vi kan godt lide og forklare og det vi kan ikke lide og ikke forklare, saver vi selv grenen som vi sidder på og har til slut ingen kristendom tilbage, kun en politisk og kulturel forening. Vi kan ikke længere stole på løfterne og de "gode ord" med rette, når vi har fravalgt det andet, nemlig muligheden til fordømmelsen, forbandelserne, realiteten og konsekvenserne af synden, og Guds retfærdighed som ingen kan stå imod og som ikke kan påvirkes fra menneskenes side.

 

2. På den anden side findes der den såkaldte ”letteristiske” (fra engelsk ”letter” for ”bogstav”) bibeludlægning, altså bogstavtroen, som ser ud til at være motiveret af en stor respekt for bibelen, men, så mærkeligt det end måtte lyde, fører til en forkastning af bibelens centrale budskab, nemlig evangeliet.

 

 

I Esajas 28, 9 – 13 læser vi: ”»Hvem kan han give kundskab, hvem kan han få til at fatte et budskab? Børn, der lige er vænnet fra, lige er taget fra brystet? 10 Han siger jo: Savlasav savlasav, kavlakav kavlakav, lidt her og lidt der! 11 Med stammende læber og på et fremmed sprog taler han til dette folk.« 12 Da han sagde til dem: »Her er hvilestedet, lad den trætte finde hvile, her får man fred,« ville de ikke høre. 13 Derfor er Herrens ord til dem: »Savlasav savlasav, kavlakav kavlakav, lidt her og lidt der«, for at de må snuble og falde bagover, lemlæstes og fanges i snaren.

 

 

Her er der tale om folk, som misser det store billede, frelsesplanen, og i stedet går i detailler med ting som ikke er vigtige når de står isoleret fra det store og hele, sådan at de bliver til ”lidt her og lidt der”. Det er som om Gud bliver nødt til at holde hænderne for ørene, fordi de spidsfindige bibeldiskussioner som ”letteristerne” fordriver deres tid med, lyder som ”bla bla bla” for Ham. Bibellæsningen skal ikke føre til, at man til sidst går rundt som et sammelsurium af bibelsteder, der svirrer rundt i ens hovedet uden at give mening, uden at man derved forstår planen bag det hele.

 

 

Folk der har tabt forståelsen af frelsesplanen, kan ikke forstå proportionerne, jævnfør hvilke de enkelte bibelske sandheder forholder til indbyrdes til hinanden. Dette fører til et religiøst liv med bizarre og ukonsekvente livsfilosofier, hvor man nemlig ”sier myggen fra og sluger kamelen” (Matthæus 23, 24), dvs. hvor man tolererer store synder samtidigt med at man er ekspert i at undgå små synder. Overholdelsen af de forbud mod de små synder er så noget man kan rose sig med, mens man er helt og holdent blind overfor de ”kameler” man lige har ”slugt”. Letterismen, bogstavtroen, fører altså til, eller ledsages af, former for dobbelmoral. Denne forkerte bibeludlægningsmetode fører til at man dyrker ”bibelske” kæpheste mens man misser det, som er vigtigt og essentielt.

 

 

I 2. Korinter 3, 18 skriver Paulus, at Gud ”... har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”

 

 

Letterismen, bogstavtroen, fører til, at al det sande kristendom, som Helligånden vil tilvejebringe, slås ihjel. Derfor må letterismens surdej fejes ud af kirkerne, ellers bliver der ikke noget liv i Helligånden.

 


3. En tredje indstilling som er lige så farlig, er den bibelsk kamuflerede overtroiskhed. Denne indstilling findes hos folk som ellers tror på bibelen og vil gerne forstå den i dens rette sammenhæng, men problemet er, at de også tror en hel masse andre ting, som lyder bibelsk, men som ikke har med sund bibelsk lære at gøre. Bibelen skal forstås i dens egne sammenhæng, forståelsen af disse sammenhæng kaldes "lære". Men når man jager efter nogle ”myter”, så forstår man heller ikke sammenhængen og misser pointen. Paulus skriver til hans discipel Timoteus i 2. Timoteus 4, 3 - 4:

 

Fordi en tid skal komme, da de ikke skal fordrage den sunde lære, men efter deres egne begæringer tage sig selv lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres ører, og de skal vende ørene fra sandheden og vende sig hen til fablerne.”

 

Så længe ”fablerne” har nogen bibelsk baggrund, bliver de troet og er velkomne i kirken. Der er ikke tale om H.C. Andersens eventyr. Der er tale om historier med "bibelske" figurer: Især engle. Det er simpelthen utrolig hvor let man i dag kan sælge en englehistorie i en moderne kirke. Når én kommer og prædiker kun citater af Jesus ud af Det Nye Testamente, så siger man: "Nå, han er vist af den eller den teologisk retning." Men når én kommer og fortæller den mest latterlige englehistorie, så vinder han autoritet og hele menigheden bæver af glæde.

 

 

Johannes advarer i 1. Johannesbrev 4, 1: ”I elskede! Tror ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud, fordi mange falske profeter er udgået i verden!”

 

 

Stik imod denne advarsel er situationen i dag den, at den åndelige gave, der kaldes "åndsbedømmelse" er næppe efterspurgt for tiden. Og dette netop i en tid, hvor det vrimler med falske evangelier (Galalter 1, 8 + 9), falske Kristusse i engelsskikkelse (2. Korinter 11, 14), og i hvilken  "Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med alt uretfærdigheds bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst... (2. Thessaloniker 2, 9 - 12)" plejer at forveksles med Helligåndens virkninger, som man jo ikke skulle kritisere, fordi så ville man jo risikere at synde imod Helligånden. ”Åndsbedømmelsens” gave er lidt farligt at håndtere, fordi den kan nemt eskalere til ”kødslige” versioner af sig selv, hvor den nemlig fører til bitterhed, kynisme og kærligheden til at være kritisk for sjov. Denne åndens gave skal plejes ved en samtidig bevidst kultivering af en kærlighed til menigheden, sådan at man virkeligt opbygger og hjælper ved hjælp af den, og ikke i processen river nogle gode ting ned, som Gud ikke ville se blive ødelagt, når der kæmpes imod falskheden, lunkenheden og de dæmoniske indflydelser. ”Kærligheden til sandheden” skal drives af kærligheden til Guds folk.

 

 

4. Den fjerde skæbnessvangere indstilling overfor bibelen er ligegyldigheden. Den findes hos kristne af alle kulør, uanset om de officielt i deres trosbekendelse tror på at bibelen er inspireret 100 % af Gud eller ej. Hvad der sker i mange moderne kirker og menigheder er at man simpelthen glemmer hvad Jesus har sagt.

 

 

Hvis man bare tager én af de engelske bibler, hvor alt det, som Jesus selv har sagt i evangelierne, er trykt i rød skrift og læser det, vil man hurtigt kunne se at det som almindeligvis læres i kirkerne i dag, også i dem som betegner sig "bibelske", "fundamentalistiske" eller "nytestamentlige", er noget helt andet end det, Jesus selv lærer.

 

 

Jesus siger at når vi elsker Ham, skal vi følge Hans ord. Den sande discipel kendetegnes ved hans trofasthed overfor de bud, Jesus gav os (se fx Johannes 8, 31). Hvis i dag én ville komme i en menighed og tale nogle radikale ord som Jesus selv har sagt, ville han blive smidt ud, lige som Jesus selv.

 

 

Jesus lærer fx at ens venstre hånd ikke måtte vide hvad ens højre hånd gør (Matthæus 6, 3) og at man giver almisser forgæves, når man så går hen og fortæller det til hele kirken. I dag er det derimod blevet moderne at "tale tro til sin gave" ved at fortælle om det ved enhver lejlighed.

 

 

Jesus lærer også at at give er mere velsignet end at få. I dag fokuserer man derimod meget på det man kunne få som velsignelse fra Gud ved at give. Derved nedgraderer man Gud til en slags spilleautomat, hvor man kaster nogle mønter i, og så rasler det og nogle flere mønter falder ud og menigheden bliver til en slags åndelig børs hvor man spekulerer med pengene.

 

 

Jesus siger vi skulle være rede til at lide for evangeliet, men den moderne kristen forventer først og fremmest økonomisk fremgang. Paulus siger: ”Jeg kender til begge dele, at have overflod og at lide mangel.” Der er ikke tale om selv-pålagt fattigdom ud fra en religiøs fattigdomsånd. Der er tale om frihed fra omstændighederne i ethvert henseende.


Nøglen for vækkelse og reformation er ikke det man kan få fra Gud, ikke velsignelserne, men Gud selv. Når man "kommer Jesus i hu", vil man også blive velsignet. Kun når Jesus gives den rette plads tilbage i menigheden, vil der virkeligt ske noget. Så vil menigheden nemlig få sand fuldmagt fra Gud til at helbrede de syge og kaste de onde ånder ud. Hvordan kunne man da ellers kaste onde ånder ud, når man selv befinder sig i endetidens frafald?

 

 

Mennesket som dyr ifølge bibelen og den sekulære tænkning

 

 

Konsekvensen af læren om makroevolutionen (hvis man altså skulle tro på den) er at mennesket er bare et dyr blandt andre dyr. Faktisk er dette også menneskets endelige skæbne, når det ikke lader sig forvandle ved et nyt fødsel gennem Helligånden, til at blive ”menneskeliggjort” jævnfør ”den anden Adam”, som er Jesus Kristus, og som er det eneste menneske Gud anser som værende et menneskeligt menneske. Alle de mennesker, som forbliver i den første Adam, ham, som faldt i Edens have, er i sidste konsekvens bare nogle dyr, der havde muligheden til at blive mennesker.

 

 

Men hvis mennesket dør i den første Adam, i denne Adams synd og dets egne synder, så er det dog alligevel ikke kommet fri fra det potentiale det havde som værende mennesker i den første Adam. Det er nemlig en betingelse for at kunne blive delagtigt af den anden Adams velsignelser at man først fødes i den første Adam. ”Mennesket først, kristen så!”, sagde Grundtvig. Når dette potentiale, at nå til en identitet i den anden Adam er forspildt, så befinder mennesket sig i et evigt absurdum og vil aldrig kunne få fred i al evighed. Der venter så kun en skrækkeligt evighed for dette menneske, fordi det aldrig fik iført sig Jesus-Kristus-menneskeligheden og er derfor ikke i stand til at kunne holde ud i Guds nærvær.

 

 

I Kolossenserne 3 skriver Paulus om det at tage ”det nye menneske” på, hvilket fører til helliggørelsen, dvs. forkastelsen af det, det gamle menneske plejede at trives med, og en bevidst henvendelse til det, det nye menneske vil gøre. Dette er også emnet af Romerbrevets 6. og 7. kapitler. Det er som om mennesket nu har fået 2 radiostationer som det skal vælge imellem. Før var der kun den ene radiostation, den af den gamle Adam, som djævelen så sendte sine udsendelser på dag og nat. Nu kan man også lytte til en ny radiostation, den, der hører den nye Adams væsen til. I Kolossenser 3, 9b – 10a skriver Paulus: ”... I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger v10 og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede ... ” 

 

 

I Salme 49 læser vi at de mennesker, som dør uden at have taget Guds visdom til sig (den gammeltestamentlige version af at være ”omvendt”), vil fare til dødsriget som dyr. Dette betyder dog ikke, at dyrene vil ende i helvede. Der siges næppe noget om dyrenes liv efter døden, hvis der findes et sådant. Bibelen er skrevet for mennesker, og selv om nogle forældre ville ønske sig noget klart udsagt i bibelen for at kunne trøste deres børn, når familiens kæledyr er gået bort, så er der altså ikke nogen systematisk oplysning om dette emne i bibelen. Men i Salme 49, 13 -  17 + 21 læser vi om de ugudeliges bortgang som følger:

 

 

Mennesker, der har rigdom, skal ikke overleve, de ligner dyrene, der går til grunde. v14 Sådan går det de selvsikre, sådan ender de, der nyder deres egne ord. Sela v15 De styrer mod dødsriget som får, døden er deres hyrde, og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, dødsriget bliver deres bolig. v16 Men Gud vil løskøbe mit liv, han vil drage mig ud af dødsrigets magt. Sela v17 Frygt ikke, når en mand er rig, når velstanden og rigdommen i hans hus vokser. ...  v21 Mennesker, der har rigdom, (men) er uden forstand, de ligner dyrene, der går til grunde.”

 

 

Jesus Kristus betegner selv kong Herodes som en ræv og der er mange andre eksempler i bibelen, hvor ugudelige mennesker sammenlignes med nogle dyr. Disciplene skal være vise som slanger og uden falsk som duer. Ulvene som tragter efter fårenes liv, er ligeledes en illustration over forhold, der afspiller sig blandt mennesker. De mennesker som følger efter Gud, sammenlignes med får, som typisk farer vild, når de kommer for langt væk fra hyrden. Der findes altså aspekter i menneskets natur, hvor man kan tale om fælles træk med diverse dyr. Antikristen betegnes så slet og ret som ”dyret” (Åbenbaring 13 og Daniel 7) og hans profet er en skikkelse, der har ”...  to horn som et lam, men [taler] som en drage” (Åbenbaring 13, 11). I Åbenbaring 5 ser vi Jesus Kristus fremstillet som et lam, der var blevet slagtet, men som er midtpunktet i tilbedelsen i himlen og som alene har magten til at åbne seglene på en bog, hvis åbning udløser Guds slutendelige dom over menneskeheden.

 

 

Men Gud skabte den første Adam som et menneske, en ny skabning, der skulle herske over jorden og leve i samvær med Gud, et væsen skabt af støv (jord) og som kun lever i kraft af den livsånd, som Gud har blæst ind i dets næsebor. Mennesket adskiller sig fra dyrene ved evnen til at tale og ved at kunne tilbede Gud eller nogle afguder. Mennesket kan blive fyldt med Helligånden eller besat af onde ånder. Dyr kan også besættes af onde ånder, men de vil så straks gøre et ende på sig selv – som tydeligt kan ses ved den flok svin, som ramtes af de dæmoner, som Jesus kastede ud fra en dæmonbesat ved Genesareth søens bredder – de stakkels svin løb nemlig straks og druknede sig selv i søen (Lukas 8, 26 - 39). Jesus gav dæmonerne lov til at gøre dette, så at menneskene kunne se omfanget af det der foregik i den åndelige verden i dette tilfælde. Dyr kan ikke holde ud at leve med en ond åndsmagt i sig, fordi de har ikke muligheden til at gøre noget aktivt imod Gud. De ville så heller ikke have et forsoningsoffer for de synder, de ville begå, ved at fortsat leve sammen med en ond ånd, selv om Jesus også forsonede hele skabningen ved sit offer, noget som Paulus muligvis tænkte på, da han skrev Romer 8, 19 og Kolossenser 1, 23. Når et menneske derimod begår forfærdelige ting inspireret af onde ånder, har det fortsat muligheden til at tage imod frelsen i Jesus og lade sig udfrie fra de onde ånder.

 

 

Mennesket kan tjene Gud eller djævelen og bliver derfor nødt til at beslutte sig, hvem det vil tjene, for ikke at ende i en irreversibel tilstand i evigheden som går imod det, Gud skabte det til fra starten.

 

 

Mennesket som skabt i Guds billede og Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram – humanismen på Guds præmisser

 

 

I en science fiction novelle finder nogle kriminelle på at stjæle DNA koden (den del fra cellernes indre, som bærer et menneskets arvmasse, som er dets genetiske fingeraftryk) fra en multimilliardær som døde nogle uger forinden. Ved hjælp af en ny teknologi, som de tvinger en kidnappet videnskabsmand til at opfinde for dem, får de deres egne DNA koder transformeret således, at de nu tilsyneladende bærer præg på en fælles afstamning fra den afdøde. Så gør de krav på en del af arven, ved at hævde, at de er denne rige mands børn, som følge af et sidespring. De scorer flere hundrede millioner, indtil deres snydenummer afsløres af en modig detektiv.

 

 

I dag er det fortsat således, at man ikke kan forandre sin egen DNA på denne måde. Men Bibelen fortæller om en måde, hvorved man kan score en endnu højere gevinst. På denne måde er det nemlig muligt at blive indpodet i Guds familie og derved at få en endnu rigere far, dog på fuldstændig reel og lovlig vis. Og det er ikke bare en fantastisk ”fortælling”, men noget som Gud tilbyder alle mennesker på en håndgribelig og nærværende måde.

 

 

Evangeliet” (= det gode budskab) for enhver er, at Gud byggede en 100 % pålidelig ”DNA-forvandlingsmaskine” til enhver, som vil gøre brug af den. For at kunne gøre brug af den, skal man være åben for Guds budskab og dette indebærer, at man tror på Bibelens påstand om, at alle mennesker stammer fra den ”første Adam” af.

 

 

Faktisk siger også videnskabsmænd som beskæftiger sig med arkæologi og genetik, at menneskeheden afstammer fra et eneste menneskepar, som levede i Afrika og som dannede en lille gruppe af mennesker, der siden hen udvandrede til Levanten (mellemøsten). Uanset om dette skulle være sandt eller ej, så kan man i hvert fald ikke forstå evangeliet, hvis man stiller sig udenfor denne ”første Adams” verdensomspændende familie, altså menneskeheden ifølge Bibelen. Først nu kan man drage nytte af det, den ”anden Adam”, også kaldet den ”sidste Adam”, nemlig Jesus Kristus, har at give som den mest fantastiske mulighed for mennesket nogensinde. I Kina lærer skolebørn dog fortsat at kineserne skulle stamme fra homo erectus og ikke homo sapiens af, til trods for nyere genetisk kinesisk forskning som har gendrivet denne populære teori for nogle få år siden.

 

Mikroevolutionen skabte racerne men alle er homo sapiens sapiens, skabt ved et overnaturligt genetisk indgreb af Gud via Helligånden. Gud havde et væddemål med djævelen om at nogle ikke-engle ville være mere loyale overfor ham end englene (noget som kan rekonstrueres fra bl. a. Salme 8, 6 og Jobs Bog 1, 6 - 8). Han tog noget "jord" og blæste "ruach" - Helligånden ("livsånden") - ind på næseborene af dette stykke "jord" (1. Mose 2, 7). Sproget og evnen til at tilbede Gud adskilte så dette komplet nye væsen fra dyrene.

 

 

Lige som den i Kina fortsat populære teori om at kineserne skulle stamme fra homo erectus og ikke sapiens af, er også teorien om makroevolutionen i det hele taget blevet modbevist. Det ville sprænge rammen af denne bog at gå detailleret ind på dette, enhver der vil forske videre er velkommen til at at forske videre på Internettet. Da evolutionsteorien stod stærkest (ca. 1880-1945), affødte den grusomme former for racisme, de såkaldte "eugenics" programmer i bl. a. USA, Nazityskland og fx kolonimagten Tyskland i det som i dag er Namibia (hvor man nærmest udstoppede folk som om de var dyr, til museer).

 

Evangeliet, den ”gode nyhed”, som man kan oversætte begrebet til fra græsk, er nu at vi først og fremmest er mennesker, skabt i Guds billede – dette er nemlig forudsætningen for, at vi så også kan forvandles gennem Helligånden til at være mennesker som bærer Kristus i sig. ”Mennesket først, kristen så!” (Grundtvig). ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” skriver Paulus i 2. Korinter 5, 17.

 

 

Skal man så blive til en slags ”engel”?

 

 

Paulus skriver i sit første Korinterbrev, kapitel 15, om den ”første” og den ”anden” Adam. I vers 49 skriver han: ”Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes (Adams) billede, skal vi også bære det himmelske menneskes (Jesus Kristus’) billede.” Det er ikke muligt, at kunne få del i ”det himmelske menneske” uden først at have været en del af ”det jordiske menneske”. For at kunne forhindre det, at mennesker i første omgang identificerer sig med ”det jordiske menneske”, indfører djævelen, som er menneskehedens store fjende, diverse sabotage angreb mod mennesket. Nu skal mennesket blandes med dyret, med engle, med maskiner eller det skal blive en slags halvgud.

 

 

Samtlige naturreligioner fører til menneskeofringer og til forvrængninger af ”det jordiske menneskes billede”. Nu skal mennesket slukke for sit forstand ved at falde i trance eller indtage bedøvende stoffer, man skal snakke med en unaturlig stemme, efterabe dyr, blive en del af en maskine, lave huller i sin krop, male på sin hud eller få et nummer indtatoveret. Bibelens gode budskab, evangeliet, går nu ud på, at den sande, levende, historiske Gud, denne ”Abrahams, Jakobs og Isaaks Gud”, slet ikke er interesseret i den slags religiøse forvrængninger af mennesket, men tværtimod gerne vil redde mennesket som det er, nemlig som menneske.

 

 

Når vi så har accepteret den kendsgerning, at vi er skabte af Gud, kan vi også acceptere den påstand, at vi alle er fortabte syndere i den ”første Adam”, på grund af dette første menneskets fald i synd. Apostelen Paulus udtrykker det således her: ”… for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Romerbrevet 3, 23). Gennem syndefaldet trådte døden ind i verden. Det var ikke en del af planen fra starten.

 

 

Den gode nyhed, evangeliet, er, at Gud har ikke givet op. Han vil arbejde videre med mennesket, med Adam Nr. 1. Dog skal der en forvandling til. En anden skal dø, således at vi kan gå fri fra døden. I Hebræerbrevet 2, 14b-15 læser vi: ”… han (Jesus Kristus) med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. 

 

 

Befrielsen fra dødens magt

 

 

Hvordan får man nu denne befrielse fra dødens magt? Skal man have nogen genetiske forudsætninger? Nej, bortset at man, som allerede skrevet, skal være del af den første Adams store familie. I Johannesevangeliet læser vi i det første kapitel i versene 12 og 13: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Det er altså gennem troen på Jesus Kristus, at man får ”retten til at blive Guds børn”. Denne tro indebærer, at jeg accepterer Guds dom over synden på korset. Det skulle have været mig, ikke Kristus, som hang dér på korset. Det var ikke jøderne, ikke romerne, ikke Pilatus, som korsfæstede ham, men mig og mine synder. Gud ser nu på korset og han ser alle mine synder. Samtidigt ser han på mig, som har givet ham ret i hans dom over synden, og han ser kun Jesus Kristus. Hvordan dette? Jo, fordi Gud dømte synden men valgte så i stedet for at dømme mennesket at tage dommen på ham selv. Dette kan man dog kun drage nytte af, hvis man tror på det personligt, ved at give Gud ret. Ellers forbliver man under Guds dom, som rækker ud over dette liv på jorden helt ind i evigheden. Hvis man fx hævder, at man er et godt menneske, der ikke behøver et indgreb fra Guds side, så er man netop derved afskyelig i Guds øjne. I Esajas 64,5 læser vi: ”Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden.”

 

 

Guds ”humanisme”

 

 

Gud skaber nu en ny prototype af det at være menneske, nemlig ”menneskesønnen” Jesus Kristus. Jesus Kristus blev ikke født af Maria og Josef, men af Maria og Helligånden. Josefs slægtslinie går helt tilbage til Kong David, den konge, som Gud havde lovet skulle være den, af hvem ”Messias”, det vil sige Kristus, skulle stamme fra (2. Samuel 7,16). Men denne slægtslinie blev så afbrudt (se i Jeremias 22,30), fordi Davids efterfølgere var grusomme, korrupte og ugudelige. Derfor kunne Josef altså ikke være Jesus’ biologiske far, men han måtte være til stede som Jesus’ opdragelsesfar, fordi som sådan kunne han ifølge datidens lov faktisk give kongeværdigheden videre til Jesus, som jo var Jødernes Konge.

 

 

Maria stammer dog også fra kong David af, nærmere bestemt fra en vis ”Natan” (ikke profeten Natan, men en bror til Solomon, se 2. Samuel 5,14 og Lukasevangeliet 3,31), som ikke blev konge. Hendes slægtslinie løber altså parallelt med Josefs og på denne måde videregiver hun Davids ”arvmasse” til Jesus på den biologiske måde. Derved er forjættelsen givet til kong David i 2. Samuel 7,16 alligevel opfyldt gennem Jesus. Helligånden giver nu ”Guds DNA”, hvis man kan sige sådan, til Jesus, og derved bliver Jesus en ny fader for menneskeheden, en Adam Nr. 2. Om dette emne (jomfrufødslen) kan læses mere udførligt i kapitlet ”Jomfrufødslen –  tros-fidus, der kræver blind forstandsfrakobling eller reel og uundværlig byggesten i Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram?”

 

 

Alle de, som tror på Jesus Kristus som en historisk person, der har været ”i kødet”, det vil sige på en håndgribelig og reel måde levende som et menneske, og som beder Ham at komme ind i deres liv, får Helligånden og dermed ”førstegrøden”. Ja, man kunne sige, at vi ”gensplejses” med en usynlig ”DNA information”, som først ved døden (eller bortrykkelsen, for dem som oplever Jesu genkomst i fremtiden i live) kommer til udfoldelse; ligesom et sædkorn først skal dø for så at udvikle roden til en ny plante.

 

 

Derom skriver apostelen Paulus i 1. Korinterbrev 15 således: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder« … Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? … Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. … Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden. Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i forgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. … Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede. … Vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret…

 

 

Hvis vi ”hører Kristus til”, som Paulus siger, kan vi også få denne ”uforgængelighedsfaktor” "indsplejset" i vores DNA. Denne ”uforkrænkelighedsfaktor” gør så, at vi ikke kan dø, men opstår med et opstandelseslegeme. Dette opstandelseslegeme er også et legeme, det er ikke et fantom, et spøgelse, som mange fejlagtigt forestiller det sig på græsk-platonsk vis. Men uden denne ”himmelske gensplejsning” kan vi ingenlunde arve Guds rige, fordi kød og blod kan ikke arve Guds rige (1. Korinterbrev 15, 50). Og uden at høre Kristus til, nytter det ikke noget, at vi har indset at høre til den ”første Adams” familie. Det kristne budskab er således en slags radikal ”humanisme”, som fordømmer den ”første Adam” og som peger mod ”den sidste Adam”, Jesus Kristus, som den måde at være menneske på, som gør én menneskelig efter Guds protokol.

 

 

Her en skematisk fremstilling på dette. Den øverste række beskriver mennesket, den nederste så at sige dets respektive ”genetiske” sammensætning i en ekstrem forenklet form:

 

1) Den første Adam før faldet

2) Den første Adam efter faldet og hele menneskeheden uden for Kristus

 

3) Jesus Kristus, født af Maria og Helligånden – prototypen (”førstegrøden”) af ”Kristus-menneskeheden”

4) Menneske, som bliver Guds arving og barn gennem troen

 

5) Menneske, som dør i Kristus

 

6) Menneske, som opstår i Kristus

Jord DNA (1. Moses 2,7: Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.)

Guds livsånd

 

 

 

 

 

Jord DNA – ”legemet” bærer fortsat Guds billede i sig, fordi den var skabt ”god”.

Guds livsånd ødelagt i mennesket på grund af syndefaldet

Kødslige” forsøg på at behage Gud (Religion) ved at efterabe andre, ved at kontrollere og manipulere andre og ved i det hele taget basere sig på andre end på Kristus.

Afstamning ”efter kødet” fra David – Jesus som ”Jødernes Konge”

 

 

Helligånden – Jesus som Guds søn

Jord DNA – det kristne menneske med fysiske behov såsom mad, bolig, partner – det ”sjælelige legeme”

Helligånden

Det ”kødslige” menneske – den ”gamle Adam”. En ond faktor, der trækker mennesket mod forkerte kopier af evangeliet, og som skal betragtes som død (Kolossenser-brevet 3,1-3)

Jord DNA – går i opløsning, giver vej til opstandelses-legemet

 

 

Det nye menneske, gemt hos Gud, Helligånden som pant, der indløses ved opstandelsen

Det ”kødslige” menneskes endeligt i graven. Jord DNA’en (”legemet”) forløses derved af denne onde faktor.

Opstandelses-legemet– det ”himmelske legeme” (kød og blod arver ikke Guds rige!). Ligner jord-DNA, dog ej det samme! Ens personlige identitet er 100 % bevaret (Jobs Bog 19, 26b - 27: ”Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,… skal jeg se Gud… med mine egne øjne.”Kolossenser 3, 4: ”Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.)

Helligånden

 

 

Bliver man født på ny, får man et tredje gen som er Helligånden og indpodes i den anden Adams familie. Uden skabelse og uden jomfrufødsel ingen opstandelse i et opstandelseslegeme. Det hele hænger sammen, take it or leave it.

 

 

Djævelen saboterer dette med sine engle-evangelier (lovtrældom, skamskærelse, en ikke-i-kød-kommet kristus-kopi, osv., se Galater 1, 8-9; 2. Korinter 11, 14; Filipper 3, 2; 2. Johannesbrev 7-10). Faktum er, at som genfødte kristne har vi trukket det store lod ved at ved Helligånden (Jesu genetiske far) have været genetisk indpodet i Jesus-menneske-slægten (det, som apostelen Paulus i Romer 5 kalder for den anden Adam). Nu er vi ikke bare Jesu efterfølgere men også Jesu søskende - se Hebræer 2. Helligånden er panten der indløses ved opstandelsen (1 Korinter 15). 

 

 

Dødens alvor

 

 

Uanset alt dette, og uanset hvor banalt det måtte lyde, så er det altså af en altafgørende vigtighed at du kære læser, som læser dette i dette øjeblik, kommer til at forstå, at vi alle en gang i fremtiden skal dø. I Hebræer 9, 27 - 28 læser vi: ”Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.” Endnu er der tid til at søge efter sandheden, at søge efter Gud og at lade sig finde af ham. Men der er ikke tid for altid, har man overskredet den nådes-frist som Gud har givet én, så er det for sent at komme til Gud.

 

 

Gode gerninger – eller bare troen?

 

 

Gennem Helligånden får den, der tror på Jesus Kristus ”uforgængelighedsfaktoren” og bliver del af Guds familie, men dette skal ikke forstås sådan at Helligånden udelukkende er en fribillet til himmelen og at de, som har fået den, nu får lov til at leve i en slags ghetto, hvor de bare sidder og venter på Jesu genkomst eller legemets forløsning gennem døden og opstandelsen på den sidste dag. Helligånden er også her for at give os åndelige gaver, som kan bruges for at gøre gode gerninger, som Gud leder én til at gøre og som Gud derfor også synes at de er gode. Man bliver ikke frelst af gode gerninger, ja faktisk er det sådan at Gud hader det, når folk gør gode gerninger, for at score points hos Ham, uden at lade sig frelse først. Men når man så er kommet til at bekende Jesus som éns personlige frelser og ikke gør gode gerninger inspireret af Helligånden, så er der også noget galt – så er man måske slet ikke frelst alligevel men spiller bare fromt teater.

 

 

Jakob siger det klart i hans brev (2, 14 – 19): ” Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død. Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver.”

 

 

Man bliver Guds barn uden nogen fortjeneste, i form af noget godt, man mener at have gjort. Paulus skriver i Romer 3, 24: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. ”Det at blive frelst og indpodet i Guds familie er en gave, som Gud frit giver til dem, der tror på evangeliet: ”Har døden på grund af den enes (Adams) fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus.” (Romer 5, 17). Alt du behøver at gøre, er at bekende for Gud, at du tror på hans evangelium: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.« (Romer 10, 9 - 11).

 

 

Guds barn og arving i alle henseender, gennem Helligånden

 

 

Helligånden er den ånd, som rejste Jesus fra de døde, og også du kan få del i denne opstandelseskraft i dag, for al tid og evighed! I Romer 8, 11 står der: ”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” Videre i det samme brev læser vi også: ”For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.”(Romer 8, 14 - 17) og i Romer 8, 23: Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

 

 

Gennem troen bliver vi ”Abrahams efterkommere” (Hebræer 2, 16). Abraham troede på Gud, og det blev regnet ham for retfærdighed. Gud viste ham stjernerne en klar nat og sagde, at lige så talrige som disse er, skulle også antallet af hans ”afkom” være. ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte” (Galater 3, 26 - 29).

 

 

Dette ”afkom” er alle de, som ved troens bekendelse bliver ”omvendt” og dermed får retten til at være Guds arvinger. I Johannes 1, 13 så vi, at der ikke er tale om ”genetisk” afkom (som jøderne i Jesu tid fejlagtigt troede, se i Johannes 8), men om en familie, som kunne kaldes ”Kristus-menneskeheden”, som man bliver en del af udelukkende gennem troen og ved at lade sig genføde gennem Helligånden.

 

 

Ved troen bliver vi del af denne ”afkom” som er ret og slet ”Kristus”eller ”Kristus-menneskeheden”: ”Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. (Galater 3, 15b - 16).

Kristus” betyder her nemlig den del af menneskeheden, som er blevet ”menneske” gennem den ”sidste Adam”, og dermed efter Guds ønske, fordi det eneste menneske, som Gud ikke fordømmer, er Jesus Kristus.

 

 

Det nytter ikke at følge en eller anden tradition, at kopiere andre menneskers fromhed. Gud ønsker noget som er fra Kristus selv og dermed 100 % autentisk. Den eneste mulighed til at kunne bestå foran Gud, er altså til at ”iklæde sig Kristus”, som vi så i Galaterbrev 3, 27. I Efeser 4, 23 - 24 omtales dette som ”at tage det nye menneske på”: ”I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed” (noget som i øvrigt forklares nærmere i det 3. kapitel af Kolossenserbrevet). Jesus Kristus er ”vejen, sandheden og livet” (Johannes 14, 6), og kun gennem ham selv kan der opnås en ”sandhedens fromhed”, det vil sige autentisk kristendom.

 

 

Dette betyder i øvrigt også at deltage i Jesu lidelser i verden, ved at være loyale overfor den del af verden, som undertrykkes af arrogante magtmennesker. ”Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.”(Jakob 4, 6). Hvis vi er loyale med den del af verden, som bare kører derudad ved hjælp af ”elbuerne”, drevet af verdens principper om ”overlevelsen af den stærkere”, så er vi nemlig Guds fjender (Jakob 4, 4). ”For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne.” (Lukas 16,15)

 

 

Kristus blev ikke kun et forbillede, en religionsstifter, hvis lære man skulle følge, men han blev vores bror. Dog er det kun ved troen, at man bliver en del af denne familie, ellers forbliver man bare i den ”første Adam” og dømmes sammen med verden på den sidste dag. Gud taler i dag til dig, at du måtte lade dig føre ind i denne familie og få ”Kristus-menneskeligheden” ”indsplejset".

 

 

Herom læser vi også i Hebræer 2, 10 - 17: ”For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i menighedens midte vil jeg lovprise dig, og ligeledes: Jeg vil sætte min lid til ham, endvidere: Her er jeg og de børn, Gud har givet mig. Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.” og i Romerbrevet 8,29: ”For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre.”

 

 

Gud ja – men Jesus?

 

 

Ikke alene i samfundet men også i mange kirker tror man i dag, at Gud kan findes på andre måder end gennem troen i Jesus Kristus. Petrus prædikede dog i Apostlenes Gerninger 4,12: ”… og der er ikke frelse i nogen anden; fordi der ikke er noget andet navn under himmelen, givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.” Mange tror at det er lige meget, hvordan man tror på Gud, bare man tror ”et eller andet”. Men så løber man fare for at man i virkeligheden er én, som slet ikke ”har” Gud. Fordi det er det, det hele handler om, om man har eller ikke har Gud. Hvis man ikke har Gud, nytter det ikke noget at være religiøs eller at få sjove oplevelser med nogle ånder, som måske måtte udgive sig som ”engle”.

 

 

Allerede i apostelen Johannes’ tid var der nogle, som prædikede en Jesus, der bare havde været et fantom og dermed slet ikke menneske, som Bibelen siger. Der var også andre, som lærte, at Jesus bare var en politisk skikkelse, en revolutionær, og dermed slet ikke Gud. Derfor valgte kirken i oldtiden at slå det fast som en trosbekendelse, at Jesus er 100 % menneske og samtidigt 100 % Gud. Det lyder ikke særlig matematisk, men uden denne lære falder alt andet fra Bibelen sammen som et korthus. Johannes skriver i 2. Johannesbrev 7 - 9: ”For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist. Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen.”

 

 

Jesus Kristus – frihedskæmper, rablende gal mystiker og folkeforfører, eller opretholderen af universet og Guds prototyp af det at være menneske i Hans billede?

 

 

Jesus Kristus er Guds søn. Han blev ikke bare deklareret Guds søn ved et bestemt tidspunkt i Hans liv, men har været Guds søn i al evighed. Mens Hans inkarnation (legemliggørelse) fortsætter i ”Hans får”, som er de mennesker, der tror på Ham, sidder Han nu ved Guds højre hånd. Derfra vil Han komme tilbage for at regere denne jord og for at dømme menneskeheden. I Ham er alt som eksisterer holdt sammen (Kolossenserne 1, 17; Hebræer 1, 2b).

 

 

I Ham er alt det, som Gud er, blevet manifesteret og gjort tilgængeligt til menneskeheden (Kolossenser 1, 19). Jesus Kristus står som den eneste lovlige vej, gennem hvilken et menneske kan komme til Gud (Apostelens Gerninger 4, 12). Gud har befalet at al sand tilbedelse til Ham skulle adresseres til Ham i Jesu Kristi navn, fordi Jesus Kristus er blevet bestemt af Gud som den eneste sande formidler mellem Gud og mennesket (1. Korinter 16, 22). Han er hjørnestenen, på hvilken tempelbygningen af det sande Israel er blevet bygget og bygges (Kolossenserne 1, 18) og ”stenen der er blevet revet løs, dog ikke ved menneskehænder”, som ødelægger det kæmpe afgudsbillede beskrevet i Daniel 2, 34 og dermed enhver form af menneskelig selvforhøjelse.

 

 

Mens Gud i Jesus Kristus åbenbarer Sin kærlighed for menneskeheden (Johannes 3, 16), markerer Han også den altafgørende og slutendelige forbandelse af enhver form af religion som går forbi eller ved siden af eller imod Ham (Markus 11, 15). Jesus Kristus er Guds sidste ord, Hans ultimative testamente (Hebræer 1, 2a). Han er ikke bare det perfekte afbillede af Gud Faderen (”Hans herligheds glans og Hans væsens udtrykte billede som bærer alle ting med Sin krafts ord” – Hebræer 1, 3), men også et bevis for den kendsgerning, at Gud ikke har opgivet Adams-slægten. Jesus Kristus, den anden Adam, er det perfekte afbillede af Gud og samtidigt det perfekte billede af mennesket i Guds billede.

 

 

I stedet for at lede efter ”personlige møder med Jesus” (dvs. efter subjektive erfaringer), skulle man hellere blive opfundet som én, der forbliver i Hans lære (dvs. i det som er blevet sagt og gjort og overleveret af Jesus på en objektiv måde, udenfor éns egen person), fordi dette er i virkeligheden vejen til at opholde sig ”i Jesus” Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen. (2. Johannesbrev 9).

 

 

Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: "Dersom I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal erkende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.” (Johannes 8, 31 + 32).

 

 

Det er altså ikke i første omgang et personligt kendskab til Jesus som frigører, men lydighed overfor Hans ord, Hans bud og dermed sandheden fra Gud. På denne måde giver Jesus frihed og værdighed til et menneske og skaber ud fra dette også personlig glæde, tryghed og vished angående éns frelse og det evige liv. Eller for at sige det anderledes: Man kommer til at kende Jesus personligt ved at adlyde dét, som Han har efterladt som objektiv sandhed. Når man så følger Jesus og forkaster djævelens gerninger og ikke bryder sig om ære fra menneskene, kan man virkeligt erfare at Jesus griber ind på en overnaturlig måde i éns tilværelse og livets omstændigheder. Men når man ikke gider adlyde Ham og så alligevel ”føler” at ”det er så dejligt med Jesus”, er det sandsynligt, at man i virkeligheden tilbeder et afgudsbillede, nemlig en falsk Jesus, og er blevet ført på et religiøst vildspor ved nogle forkerte apostle.

 

 

Jesus Kristus hader synden, men han elsker synderne. Han vil gerne frelse dem ved at tilgive deres synder og helbrede dem. Kun gennem Jesus Kristus er der blevet dannet en mulighed af Gud for tilgivelsen af synderne, fordi Jesus Kristus blev korsfæstet i vores sted.

 

 

Jesus Kristus hader enhver form for hykleri, især det religiøse hykleri, og religiøse mennesker hader Jesus fordi Jesus åbenbarer deres tvesindethed, deres sløve kompromier med verden og deres hykleri. 

 

 

Jesus Kristus kommer tilbage på et tidspunkt som ingen ved undtaget Gud selv. Så vil han ødelægge antikristen ved bare at puste på ham og derefter oprette Hans fredsrige. Indtil da er Jesus ikke kommet for at bringe fred, men for at bringe sværdet, dvs. når vi følger Jesus, befinder vi os i en kamp med ”fyrster og vældigheder”, åndelige magter, som er på djævelens side. En sand kristen viger ikke tilbage fra denne kamp, men går fremad og oplever gennembrud ved at lade Jesus stride igennem ham.

 

 

To Jesusser sat i kontrast

 

 

Den forkerte ”Jesus”...

Den rigtige Jesus ...

Der findes en forkert ”Jesus” som efterligner den rigtige. Det er som om en tyv kommer til ens hjem og banker på døren, og når man spørger, hvem det er, siger han et navn af en person, man har tillid til og når man så lukker døren op,  kommer så en tyv som slår én og begår indbrud. Lige som denne tyv giver sig ud for at være en bekendt, giver djævelen sig ud for at være Gud hhv. Jesus. Den forkerte ”Jesus” er ikke en lidelsens Jesus, han er ligesom uden tornekronen på hovedet. Mange prædikanter som prædiker en falsk Jesus, lover et liv uden lidelse. Den forkerte ”Jesus” gider ikke lide for menneskene, fordi han bryder sig nemlig overhovedet ikke om menneskene. Han vil kun være konge, men uden at tjene, bare fordi han har lyst til at herske og gøre menneskene til trælle.

 

 

 

 

... giver sig ud for at være lysets engel

 

Jesus har sagt at der vil komme mange, som vil sige at de er Jesus, men som i virkeligheden er lige som ”glubske ulve”, dvs. mennesker der vil udnytte eller endog dræbe andre. Djævelen var engang en af de højeste engle i himlen, han var ”Lucifer”, hvilket betyder ”lysbærer”. Men så forsøgte han at indtage Guds plads, derfor smed Gud ham ned fra himlen, sådan at han blev djævelen. Nu er det sådan at djævelens ”lys” i virkeligheden er mørke. Men han spiller ofte ”lysenglen” for at menneskene skal tænke, at han er én der mener det godt. Så falder de for hans løgne og kommer ikke til at se, hvor afskyelig og væmmelig han er.

 

 

... efterligner Gud

 

Som i begyndelsen, vil djævelen også i dag imitere Gud, han vil at Gud kommer ned fra Hans trone og at han, djævelen, så bliver Gud i stedet for.

 

 

... har syndet fra begyndelsen

 

Hvad var djævelens synd? Det var, at han ville selv være Gud, i stedet for bare at tjene Gud som lovsangsleder i himlen. Dette er den største synd der findes. Den største synd som menneskene kan komme til at begå, er at kalde sandheden for løgn. Det var, hvad menneskene i Palestina gjorde, ved at kalde Jesus en dæmonbesat. Også i dag tror mange at kristendommen er farlig for samfundet.

 

 

 

... er en morder fra begyndelsen

 

Da Gud besluttede at skabe menneskene i Hans billede, var djævelen ikke spor begejstret. Gud ville nemlig, at menneskene kommer til at herske over verden og til sidst også over englene (1. Kor. 6, 2-3). Men det ville djævelen ikke. Han gider ikke dømmes af et levende væsen som er svagere end han selv. Og overhovedet vil han være herskeren i stedet for Gud eller mennesket. Derfor vil djævelen helst have, at alle mennesker dør. Han opfatter ethvert menneske som en trussel, især de mennesker, som tror på den sande Jesus. Fordi det er nemlig dem, som vil komme at herske over det hele sammen med Gud Faderen og Jesus.

 

 

 

 

... en tyv som ikke skåner hjorden

 

Djævelen bliver gal, når han ser, at et menneske kommer til tro på Jesus, så vil han forsøge, at skade dette menneske. Det gør han ved at forføre det gennem forkerte apostle (dvs. mennesker, som udgiver sig for at forklare andre mere om Jesus, men som i virkeligheden sælger nogle løgnehistorier fra djævelen), eller ved at få nogle regeringer til at forfølge de kristne og smide dem i fænglser eller myrde dem. Djævelen kan heller ikke lide det, når et menneske ejer noget. Der findes nogle politikere, som vil afskaffe arveretten og retten til at eje jord eller en bolig.  

 

 

 

... er en løgner og løgnens fader

 

For eksempel lyver han overfor Adam og Eva ved at hævde, at de vil kunne blive Gud lige og komme til at kende noget mere end det, de kan få at vide fra Gud -  når nemlig de giver sig til at spise af det forbudte træ. I dag tror mange mennesker, at de er deres egen gud, hhv. at de har en gud inde i sig som skal udvikles og at Gud er en upersonlig kraft.

 

 

... vil ødelægge Guds plan med menneskene

 

Djævelen er rasende over at Gud har en plan med menneskene og at han blev forkastet af Gud. Det eneste som Gud har planlagt for djævelen, er at han får lov til at forføre dem som ikke kan lide sandheden og at han til sidst bliver kastet i en sø af brændende svøvl. Djævelen er derfor meget misundelig på menneskene og han forsøger, hvor han kan, at ødelægge Guds plan, selv om det ikke nytter ham noget.

 

 

 

 

 

 

... fører i trældom

 

I eventyret Pinocchio bliver nogle børn lokket ind i et land, hvor de kan få alt det slik og alle de forlystelser de kunne ønske sig, men efterhånden vokser der æselsører på dem og så bliver de til æsler, som skal gøre slavearbejde (hårdt arbejde), dvs. de bliver trælle.

 

 

... ønsker, at menneskene (for)bliver som dyr, der ikke kan klare sig og vil derfor lade sig trællebinde under en totalitær regering

 

Djævelen vil gerne at mennesket bliver til noget andet end menneske, en maskine, et dyr, en engel, bare noget der ikke er menneske. Han vil gerne at mennesket bliver afhængigt af nogle maskiner eller ”dyret”, en betegnelse i bibelen for antikristen, den sidste forkerte Jesus. Dette ”dyr” vil så indføre en ordning, som går ud på at alle skal have et tegn på panden eller hånden for at kunne købe eller sælge noget. Djævelen vil altså ikke, at mennesket klarer sig selv, han vil, at alle bliver afhængige af ham. Dette mål forfølger han ved at indbilde menneskene, at de kan klare sig uden Gud og uden den rigtige Jesus. Menneskene tror så, at de bliver frie og uafhængige, men i virkeligheden kommer de så under djævelens indflydelse og djævelen vil ikke lade dem slippe fri igen uden videre.  Mange tror, at samfundet bliver friere, når kristendommens indflydelse svækkes, men i virkeligheden bliver samfundet så bare mere totalitært. Djævelen vil gerne slukke menneskenes forstanden fra, fordi han ved, at mennesket kan lede med forstanden efter sandheden og kan så blive modtageligt for den rigtige Jesus. Derfor ser djævelen gerne, at menneskene er berusede, eller sover, eller bruger hele deres tid for at tjene penge, eller hele tiden bliver forstyrret, eller ikke kommer til at lære at tænke, eller hypnotiseres, eller falder i trance. Så er det endnu lettere for ham at forføre dem.

Den rigtige Jesus er konge, men hans krone er lavet af torne. Jøderne ønskede sig en jødisk konge, men Jesus krævede en forvandling af sindet, og det brød de sig ikke om og især de religiøse magthavere var rasende på Ham, fordi han jo havde stillet deres hykleri klart frem i lyset for alle at se og begribe. Så derfor blev stemningen i Jeruslem pisket op, for at få menneskene til at kræve af den romerske statholder Pontius Pilatus at korsfæste Jesus. Pilatus havde givet dem en alternativ mulighed: En slags guerilla kriger ved navn Barrabas, men menneskene ville hellere få Jesus korsfæstet og Barrabas løsladt. Før hans korsfæstelse blev Jesus spottet og hånet af mange slags mennesker, bl. a. soldaterne. Disse fik så ideen at flette en ”krone” af nogle grene hvor der sad nogle lange torne på. Den trykkede de så på Jesus’ hoved, sådan at tornene kom til at sidde fast i hans hovedhud og han blødte meget på grund af det.

 

... er verdens lys

 

Jesus kom ikke som et strålende lysfænomen, men som et lille barn der blev født i Betlehem og hans forældre måtte flygte med Ham til Ægypten for at undgå, at Han ville blive slået ihjel af Herodes’ soldater som de andre børn i Betlehem. Jesus fik engang et tilbud af djævelen, som bestod i at djævelen ville give Ham magt over verden efter djævelens ideer. Men dette ville Jesus ikke høre om. I stedet for valgte han at gå en ydmyg vej, at blive forhånet og tortureret og korsfæstet, men netop derved blev han verdens lys. Gud hersker ikke over verden efter djævelens måde at gøre det på. Jesus er også betegnet som den, gennem hvilken alle ting holdes sammen (Kol. 1, 13)

 

... er Gud

 

Gud er blevet menneske i Jesus, han er nemlig en personlig Gud, ikke nogen idé, nogen tanke, nogen kraft eller noget princip i universet. Derfor betegnes ham også som ”Gud Fader”.

 

... er uden synd

 

Jesus blev fristet som normale mennesker, men kom ikke til at synde. Derimod blev han ofte beskyldt for at være en synder. Når djævelen kunne ikke finde noget ved Jesus, han kunne klage over, fik han menneskene til at opfinde ting, som de beskyldte Jesus med, men det var kun opfundne beskyldninger. Nogle mennesker sagde til den rigtige Jesus, at han arbejder for djævelen og begik dermed den største synd der findes. Den kaldes også for synden imod Helligånden og er den eneste synd, som Gud ikke vil tilgive.

 

... lider og dør for menneskene

 

Egentlig skulle alle mennesker korsfæstes, fordi alle mennesker er syndere, men nu gjorde Jesus det, at han døde i stedet for alle, og enhver som tror på Ham, bliver regnet som Guds barn, selv om han ikke gjorde noget for det selv. Ikke alle mennesker er Guds børn, men alle har muligheden for at blive det, fordi Jesus døde for alle (til trods for hvad Calvinisterne måtte mene).

Djævelen troede at han kunne komme af med Jesus ved at få menneskene til at korsfæste ham. Men netop derved sejrede Jesus over djævelen.

Jesus ville have kunnet tilkalde milliarder af engle for at befri Ham, når Han hang på korset, men Han valgte at blive hængende og at dø, for at menneskene kunne få en mulighed til at komme tilbage til Gud.

 

... er den gode hyrde som giver sit liv for fårene

 

I Palestina, landet hvor Jesus boede, da han var på jorden, var der mange hyrder som ikke havde en stald til fårene, men de overnattede i det fri med fårene. Så lå fårene i en firkant dannet af store sten. Ved åbningen lagde hyrden sig selv til at sove. Når så en ulv eller et andet vildt dyr kom for at æde fårene, måtte det først kravle over hyrden, som så ville gribe og forsøge at dræbe det. Dette var ofte livsfarligt for hyrden selv. Hyrden risikerede altså sit liv for fårene og ofte døde han endog for dem. Dette gjorde så Jesus for dem, der tror på Ham. Derudover sørger Jesus for Hans efterfølgere, de må ikke bekymre sig om noget.

 

... er sandheden

 

Jesus siger at Han er den eneste vej til Gud, men idag tror de fleste mennesker, at alle veje fører til Gud. Jesus er ikke bange, når menneskene afprøver forskellige ting, fordi Han ved, at de som virkelig søger efter sandheden, skal alligevel komme til tro på Ham før eller senere. Forkerte ”Jesusser” er derimod nødt til at tvinge menneskene til noget eller at snyde og forføre med løgn og beruselse.

 

... tilintetgør djævelens gerninger

 

Jesus sejrede over døden, som er djævelens  værk-tøj. Når man tror på den rigtige Jesus, får man derfor evigt liv. Når man er på den rigtige Jesus’ side, vil man ligeledes tilintetgøre onde gerninger. Jesus sagde, at hans efterfølgere vil komme til at træde på slanger og skorpioner. Slanger og skor-pioner er giftige og farlige dyr, hvis gift man kan dø af, men når man er på den rigtige Jesus’ side, vil man kunne tilintetgøre dem, for eksempel ved at afsløre mørket og kaste lys over nogle ting som er forkerte, sådan at hemmelige uretfærdigheder og farlige indflydelser opdages og bekæmpes

 

... giver frihed

 

Et menneske kan kun være fri når det kommer til den plads, som Gud har tænkt sig for det. Ellers får djævelen nemlig ret til at føre dette menneske i trældom, selv om han frister med et liv, der på ydersiden ser endnu friere ud end det liv, Jesus vil give. Men Jesus kan altså sætte fri fra djævelen.

 

 

... ønsker, at menneskene skal kunne finde ud af tingene uden hjælp fra en totalitær stat

 

 

Det var Guds hensigt, at Adam og Eva skulle være lykkelige og herske over jorden og at de skulle få al indsigt og viden som der kan fås af Gud. De skulle klare sig altid på den bedst mulige måde i deres omgivelser og få det bedste af alt. Men menneskene blev forført af djævelen, de valgte at afprøve en visdom, som djævelen tilbød, selv om der er ingen, som kan tilbyde noget der er bedre end det, Gud kan tilbyde. Derefter kom de til at se tingene som djævelen ser dem. Det var syndefaldet og menneskene kom til at adskilles fra Gud. Før havde de altid Gud med dem og var gode venner med Ham, men nu skulle de ud af paradiset og det blev umuligt for dem at komme tilbage på egen hånd. Men Gud ønskede, at menneskene alligevel får en mulighed til at komme tilbage, derfor kom Han selv til jorden som Jesus og gennem Jesus kan man altså komme tilbage til Gud. Intet menneske kan i virkeligheden klare sig selv, men når det vælger den rigtige Jesus som konge og vejleder, får det alligevel indsigt i mange ting og kan gøre stor forskel i verden, men det er så i virkeligheden Jesus i dette menneske, som gør disse ting.

Når Jesus kommer tilbage, vil Han regere som en slags enevælde-konge samtidigt med at Han vil have fjernet alle de tvangsmekanismer, som antikristen vil have haft opbygget før Ham.

 

 

 

Helligånden – opium for folket eller oplysningsånd?

 

 

1 – Helligånden – Gud som lærer, eller: Helligåndens generelle virke i verden

 

 

Helligånden er ikke en ånd, der udelukker de kristnes forstand, men er derimod i Esajas 11, 1 - 5 beskrevet bl. a. som visdommens og forstandens (eller forståelsens) ånd:

 

 

Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte.”

 

 

Helligånden skal ikke opfattes som en hemmelig ånd fra en lille Aladdins lampe som de kristne råder over, men udover at stå til den troendes disposition som den der oplyser om Guds ord og leder ind i Guds vilje, er Han i almindelighed den ånd gennem hvilken Gud hjælper ethvert menneske til at udvikle sine tankefakulteter for så at komme til en forståelse af realiteten og Guds skabning og derigennem få evnen til at søge sandheden og derved som muligt blive modtagelig imod Helligåndens specielle oplysning om Guds retfærdighed og dom (Joh. 16, 8: ”... overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom”).

 

 

Når der eksisterer noget logisk, godt, fornuftigt, retfærdigt, sand, virkelig intelligent og gudsfrygtigt i denne verden, så er det kun Helligåndens fortjeneste. Hver gang et statsstyre gør noget fornuftigt og retskaffent, så er det grundet i en indflydelse af Helligånden, selv om flertallet af regeringsmedlemmerne ikke bryder sig om Gud.

 

 

Når en elev i skolen lærer at forstå realiteten (ikke drømmeverdenen) så er dette et indirekte værk af Helligånden, fordi kun Helligånden er den ånd, der er fra Gud, og kun Gud er den som har skabt skabningen og dermed realiteten og som har styr på den.

 

 

Djævelen forsøger altid at tilsløre, deformere, nægte eller bøje realiteten og dermed retten. Han vil ikke at mennesket finder sig til rette i verdenen og får styr på tingene, han vil at mennesket bliver til en viljesløs træl. Helligånden hjælper mennesket til at få orden i tilværelsen. Selv i det mørkeste Papua-NyGuinea, når en stenalder-indianer dér fortæller sin lille søn at et krympehoved plus endnu et krympehoved giver to krympehoveder, så er dette regnestykke kun muligt gennem Helligånden, som er menneskets store læremester. (Fremstillingen af krympehoveder er IKKE inspireret af Helligånden!).

 

 

Enhver sand form af undervisning sker pga. Helligåndens virke og uden Helligånd kan der ikke være nogen form for sand undervisning, kun fordummelse, løgn, forførelse og beruselse. På en meget tilspidset måde kunne man enda sige at ”Undervisningsministeriet” egentlig skulle hedde ”Helligåndsministeriet”, selv om den muligvis ikke er på Helligåndens side rent ”politisk” set. Men når selv det mest sekulære og antikristne Undervisningsministerium, selv når alle dens betjente dyrker spiritisme, når så dette Undervisningsministerium udvikler en regnebog til børn, hvorigennem man kan lære at tælle, selv om den er fuld med tegninger af djævle og slanger som bider sig i halen (et af yndlingsmotiverne af spiritisterne), så er dens tilblivelse dog kun mulig gennem Helligånden. Fordi var der ikke nogen Helligånd, så ville ingen kunne finde ud af, hvordan man får et barn til at tælle fra 1 til 3, fordi man nemlig næppe selv havde muligheden til at koncentrere sig på sådant noget. Måske ville menneskene ikke engang kunne finde ud af, hvor mange fingre de havde på handen, fordi de skulle hele tiden passe på at de ikke blev spist af andre.

 

 

En gang i fremtiden bliver Helligånden nemlig fjernet fra jorden (2. Thess. 2, 7: Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af Vejen. Den” mener mange bibelfortolkere er Helligånden som sammen med menigheden forlader jorden når sidstnævnte bliver bortrykket ved Herrens genkomst). Når dette sker, vil denne verden blive komplet fjollet. Denne ”Råds og Styrkes Ånd” som hele verdenen er støttet på uden at lægge mærke til det, denne ”retfærdighedens” og ”Gudsfrygts” Ånd, som gjorde at menneskene af og til gjorde noget nyttigt, er borte, der er ingenting tilbage af det som støtter menneskeheden. Det vil være som i en sygehusafdeling med udelukkende psykisk syge, hvis de alle sammen går fuldstændig amok på én gang. Menneskene vil begynde at spise hinanden og ethvert statsstyre vil bryde sammen. Der vil ikke være nogen form for lov og orden. Så vil antikristen måske overtage styret og oprette sin ”ersatz”-religion. Han vil så ophøje sig som Gud som alle skal tilbede og derved vil der være en relativ form for orden, men kun indtil Gud afslutter det hele. 

 

 

2 – Helligånden – Gud som missionær, eller: Helligåndens specielle virke i verdenen

 

 

Helligånden, udover at lære menneskene at tænke i almindelighed og kende Guds skabning, oplyser om Guds eksistens uafhængig af skabningen og om Guds specielle vilje, dvs. den som ikke kan ses i skabningen hhv. den almindelige realitet.

 

 

Han overbevise(r) Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom (Joh. 16, 8). Dette gør han for at gøre menneskene rede til at acceptere Guds forsoningsoffer i Jesus Kristus. 

 

 

3 – Helligånden – Gud som apostel, eller: Helligåndens virke i menigheden

 

 

Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." (Apg. 13, 2)

Helligånden kan vejlede en menighed som helhed og derved virke som en leder af menigheden.

 

 

Lige som apostlene bliver Helligånden dog ofte desværre ikke opfattet som ven, men som én der sniger sig ind, som en potentiel fare. I sådanne tilfælde kan Helligånden ikke virke i menigheden, kun i enkelte kristne. I de fleste tilfælde får Helligånden kun lov til at velsigne menighedens beslutning, som den har taget uden Ham. Derefter bryster man sig og siger at ”Ånden har ledet os til at beslutte som følger”, eller: ”Vi følte Helligåndens nærvær og samtykke efter at vi var kommet til denne beslutning.”. Her driver man gæk med Helligånden.

 

 

Helligånden vil gerne vejlede og kalde, men når menigheden ikke vil adlyde det som står klart sort på hvidt i Bibelen, det som Jesus påbyder, når den så ikke vil adlyde det, hvordan vil den så kunne få noget at høre fra Helligånden som vedrører kun dem og ikke menigheden i almindelighed? Sådan en menighed er derimod i fare for at falde under Guds dom, en dom som består i at Gud får dem til at lade sig vildlede ved nogle selv udtænkte eller dæmonisk inspirerede ”profetier” (”Fred, fremgang, vækkelse, ingen fare”) for at den skal tro endnu mere på løgneren!

 

 

4 – Helligånden – Gud som sjælesorger, eller: Helligåndens virke ved den enkelte kristne

 

 

Sandhedens Ånd, ... skal... vejlede jer til hele sandheden; fordi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. ” (Johannes 16, 13).

 

 

De kristne, som virkelig leder efter sandheden, får personlig hjælp af Helligånden. Helligånden er den ånd i hvilken menneskelige mennesker kunne skrive Bibelen, derfor er der ingen bedre vejleder gennem Bibelen end Helligånden selv. Fordi ligesom Helligånden kendte til de menneskelige følelser, svagheder, ambitioner, lidenskaber, lidelser og smerter som skribenterne af Bibelen havde, kan han nu også bruge en menneskelig kristens lidelser, egenarter og skrøbeligheder til bedre at kunne forstå Bibelen, når denne kristen også virkelig leder efter mere lys fra Gud.

 

 

Helligånden leder de kristne til at se bort fra hvad andre kristne kunne sige eller mene og til at se kun på Herren. Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. (Jes. 11, 3)

 

 

Jomfrufødslen –  tros-fidus, der kræver blind forstandsfrakobling eller reel og uundværlig byggesten i Guds menneskeliggørelses- og opstandelsesprogram?

 

 

Den kendsgerning, at Maria fødte Jesus uden at have haft samleje med Josef eller nogen anden mand før hun fødte Jesus, bliver sat i tvivl af liberale teologer og forsætter med at give verdenen stof til at gøre grin med Gud. Hvem har ikke hørt fx en feministisk ateist sige ord som ”Josef, vil du så tilstå at det har været dig!” og lignende ”vittige” bemærkninger. Nogle som er kyndige i oldtidens historie, henviser også til den kendsgerning, at moren til Alexander den Store hævdede, at hun blev gjort svanger ved hjælp af et lyn fra himlen, for således at kunne hævde, at Alexander den Store havde ingen ringere end selveste Zeus (den største gud i det græske pantheon) som egentlig far; og drager derved konklusionen, at Maria så bare skulle være én i rækken af kvinder i oldtiden som fandt på én eller anden historie for at hævde en guddommelig afkomst af sit barn.

 

 

Desværre er de bibeltroende kristne som regel ikke i stand til at forsvare deres tro på jomfrufødslen på en overbevisende måde. Troen i jomfrufødslen bliver stillet frem som en mystisk dogme, som man skal tro på med en blind tro, med en tro, der bliver gjort til et eksistentialistisk spørgsmål, til Kierkegaard’s 70.000 favne vand man skal vove springet i uden at håbe på, at man skal nå bunden af afgrunden.

 

 

Men både de ikke-troendes forhånelse af jomfrufødslen såsom de troendes manglende evne til at give et apologetisk fundament for jomfrufødslen skyldes bare manglende kendskab til bibelen. De ”bibeltroende” har ikke taget tid til at forske i bibelen og i bibelkommentarer og ateisterne har givet sig tilfreds med den overfladiske ”bibelviden” som den almene kristendom behandler spørgsmålet med, og har ikke gidet se lidt nærmere på sagen på egen hånd. Menighederne forkaster kandidater til prædiketjenester som ville udlægge bibelen for menigheden og ansætter i stedet for spasmagere, vækkelsespropagandister og andre dilletanter. Situationen er ikke ny: De ”kristne” forsvarer deres ”tro” med manipulerende, indsmigrende ord, med subjektive argumenter, lige som sekterne, mens ”verdensmenneskene” stirrer sig blinde på den ”politiske korrekthed” som påbyder at man kaster snavs på bibelen og på Jesus Kristus. Kristenheden sidder i et babylonisk fangenskab på grund af manglende kendskab til bibelen og verden bliver derfor næppe konfronteret med et tydeligt vidnesbyrd af sandheden.

 

 

Faktisk er det nemlig sådan, at jomfrufødslen slet ikke er så mystisk som den umiddelbart ser ud til at være. Naturligvis er der tale om et under, om en overnaturlig hændelse. Men denne hændelse er ikke vilkårlig, skurril og kunstig. Jomfrufødslen er ikke et tilfældigt randfænomen, som faldt Gud ind i sidste øjeblik, den er ikke noget kunststykke, lige som når en spiritist eller lamaistisk munk giver sig til at svæve i luften. Jomfrufødslen er ikke en hvid kanin som Gud trækker op af en sort hat for at drille menneskene og for at se, hvem der kunne være så fanatisk at tro på den uden at tænke sig om.

 

Jomfrufødslen er derimod begrundet i en lang historie, den har rødderne dybt inde i frelseshistorien. Jomfrufødslen kan der ikke viges udenom, den er absolut nødvendig fordi, uden den falder logikken og resten af bibelen sammen som et korthus. Fastholdelsen af jomfrufødslen er ikke bare nødvendig for ikke at øve forræderi mod læren angående bibelens ufejlbarlighed. Der kunne være grund nok til at tro på den, alene fordi bibelen skriver om den. Men der er en endnu vigtigere grund til at holde fast ved læren om Jesu jomfrufødsel. Den er nemlig også nødvendig for ikke at sælge de inderste grundsøjler af den kristne dogmatik, fordi uden jomfrufødsel er Jesus Kristus slet ikke Jødernes konge og derfor ville Jesus Kristus slet og ret være en løgnhals. Desuden kan Jesu dobbeltnatur som den kommer til udtryk i hans kongedømme hellere ikke forstås fuldstændig uden Jomfrufødslen. Men for at forstå dette, er det nødvendig med et grundigt bibelstudium, som jeg her bare indledningsvis vil invitere til.

 

 

Jomfrufødslen er nemlig begrundet i de to Davidske slægtslinier, den Nathan’ske og den Salomon’ske og i nogle love omkring hvordan kongeværdigheden blev videreformidlet i Jesu tid. Var Jesus Kristus ikke født af Maria og havde Han ikke haft Joseph som stedfar og var det ikke sådan som bibelen siger at Joseph ikke var Hans biologiske far, så kunne Jesus ikke have haft grund til at snakke om sit rige, fordi Han havde nemlig slet ingen kongeværdighed til at støtte sig på. Gud blev ikke inkarneret som en genganger eller et spøgelse, dvs. på en vilkårlig måde, men på en ganske bestemt måde, nemlig ind i den davidiske kongelinie, Gud viser dermed at Han tager de løfter, som Han gav til David, alvorlige. Gud kommer altså ikke i Jesus Kristus og smider hele den Jødiske kongelinie omkuld. Nej, Jesus Kristus som menneske befinder sig i 100% overensstemmelse med menneskelige love angående den jødiske kongelinie og opfylder de krav, Guds lov stiller til Jødernes konge. Jomfrufødslen er nødvendigt på grund af ganske specifikke udtalelser af Gud i Bibelen som umiddelbart kunne synes at være i modstrid med hinanden.

 

 

Grunden for jomfrufødslen ligger i, at et løfte og et domsudsagn af Gud står imod hinanden. I 2. Samuel 7, 16 lovede Gud David, at af hans slægtslinie skulle der fødes et evigt kongerige.

 

 

2. Samuel 7, 8: ”Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel,

12 Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.

13 Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.

16 Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"

17 Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.” (Her er der tale om profeten Natan, ikke om Salomons bror som også hedder Nathan).

 

 

Dette indebærer naturligvis at dette ”evigheds-monarki” skal have nogle paralleller med det monarki, som David rent faktisk og historisk havde stået for. For det første skal Jesu fysiske kongerige på jorden afløse antikristens kongerige, lige som David afløste Saul. Med Jesus som konge skal der herske ret på jorden, ligesom der under David var bedre tilstande i Israel end under Saul, selv om David som menneske alligevel gjorde fejl og begik synder.

 

 

Men i Jeremias 22 og 36 læser vi så at med kong Jojakim, som var en efterkommer af David, blev denne frelser-kongelinie afbrudt, Gud lover her at fra denne konges afkom skal der ikke komme én, der skal herske over David’s trone, men han vil i stedet for finde en anden, der skal herske retfærdigt.

 

 

Jeremias 22, 18: ”Derfor, så siger HERREN om Josias' Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"

 

 

Jeremias 22, 24: ”Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort.”

 

 

Jeremias 22, 30: ”Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda.”

 

 

Jeremias 23, 5:  ”Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle viselig og øve Ret og Retfærd i Landet.”

 

 

Jeremias 36, 29:  ”Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HERREN: Du brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og Fæ?”

 

 

Jeremias 36, 30:  ”Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;

 

 

1 Krønike 3, 15: ”Josias' Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum.”

 

 

Daniel 1, 1 – 2: ”I Kong Jojakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar af Babel til Jerusalem og belejrede det. 2 Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte han til sin Guds Skatkammer.”

 

 

En slem historie, ikke sandt? Havde så Gud glemt sit løfte fra 2. Sam. 7:16? Aldeles ikke, for bag kulisserne havde Gud nemlig sørget for, at den Davidiske slægtslinie gik en anden parallel vej, ved siden af den linie, som den ugudelige Jojakim blev en del af. Der er nemlig to Davids sønner som Gud ville arbejde med i denne henseende. Den linie, Jojakim hhv. Jekonias, som han hedder hos Matthæus, var med i, kom fra Salomon, og den linie som Jesus rent biologisk fødtes af, som altså danner Maria’s slægtsbaggrund, kom fra Salomon’s bror, Nathan, som man ellers ikke hører noget om i Bibelen (denne Nathan skal ikke blandes sammen med profeten Nathan, som foreholdt David hans synd, efter at David havde ladet Urias myrde for at kunne få hans kone Bathseba, se Salme 51).   

 

 

Nathan’s slægtslinie ender i Eli (hhv. Heli) som faktisk er Maria’s far, og som i Lukas 3,23 bliver nævnt som værende Josef’s far, men faktisk var han Josef’s svigerfar. På den tid var det nemlig sådan, at der ikke blev taget højde for kvinder i slægtslinier, selv om evangelisten Matthæus beretter om fx Ruth og Rahab i den slægtslinie, han oplister. Desuden ser vi jo i Salomon’s slægtslinie, hvem Josef’s far er, nemlig en hvis ”Jakob” (se Mt. 1,16) som bliver identificeret som en efterkommer af Jojakim hhv. Jekonias, Josias søn (se Mt. 1, 11 og 12) og som derfor altså kunne ikke være den biologiske arvekilde i det Davidiske kongehus som skulle finde sin kulmination i Jesus Kristus, mens Josef som Jesu stedfar var uden tvivl kvalificeret, efter jødisk skik, at videregive til Jesus, som nemlig også var den førstefødte i familien, det kongelige privilegium fra hele den Judæiske kongelinie (for at være anset som førstefødte, spillede det hos jøderne ingen rolle, om det derfra resulterende privilegium videregives fra en biologisk far eller en stedfar). Dette privilegium, nemlig at blive arving til kongeretten af David, også fra den Salomoniske linie, hvor der jo havde været konger også efter David (den Nathan’ske slægtslinie har jo ingen konger efter David), kunne kun formidles af Josef, ikke af Maria, fordi kvinderne ikke kunne videreformidle dette privilegium. Josef måtte altså være Jesu stedfar og samtidigt var det umuligt at han kunne være blevet Jesu biologiske far, på grund af den fordømmelse som lå på Jojakim og som Jeremias beretter om i Jer. 22 og 36.

 

 

Denne ”Jakob” var den biologiske far til Joseph, Maria’s mand og Jesu stedfar. Dette kan ses tydeligt i Mt. 1, 16, fordi her siger Matthæus eksplicit at Jakob ”avlede” Josef, han var ikke bare ”far”, fordi ”far” kunne også betyde ”stedfar”, som det var tilfældet i Lukas 3:23, hvor det hedder at Jesus ”... var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn. Hvis vi altså skal komme til at skændes om, hvem der har ret med hensyn til Josef’s biologiske far, Lukas eller Matthæus, må vi nok give Matthæus ret, fordi han bruger udtrykket ”avlede”, mens Lukas altså ikke har ret med sin påstand om at ”Eli” (eller ”Heli” som andre bibeloversættelser gengiver navnet) er Josef’s far. Hvad er det så Lukas mener i Lk. 3:23? Han mener, at Josef som stedfar får retten til at repræsentere Maria’s far, som er en del af den Nathan’ske slægtslinie, altså den, som bærer løftet fra 2. Sam. 7:16. Dette var noget ganske almindeligt på den tid, at kvindenavne pludseligt forsvandt og at en mand, som  ”bare” er kommet ind gennem et giftermål, bliver nævnt i stedet for kvinden. Ellers skulle Lukas 3:23 jo eksplicit tale om Jesus som er søn af Maria som er søn af Eli (hhv.Heli) og slet ikke nævne Josef. 

 

 

Vel at mærke skriver Matthæus mange gange ”X avlede Y med Z”, men i Josefs tilfælde skriver han ikke at Josef avlede Jesus med Maria, her skriver han bare, at Jakob avlede Josef, som blev Marias mand, og så føjer han derefter ganske stille til, ”af hende blev Jesus født”. Det er jo Matthæus der beskriver den Salomon’ske linie, og han skriver i denne forbindelse også ganske tydeligt, hvem Jojakim hhv. Jekonias var, at det var ham kongen, der var skyldt i at Juda bortførtes i babylonsk fangenskab. For Matthæus er det ganske klart, hvad problemet med den Salomon’ske linie er, nemlig det domsudsagn som stod over hovedet af Jojakim/Jekonias og som tiltintetgjorde ethvert håb om, at denne linje skulle kunne fremavle den forjættede Messias.

 

 

Hvorfor brød Matthæus sig overhovedet om den Salomon’ske linie? Det så jo ud som om selveste Gud ikke længere brød sig om denne linie, efter Jojakim/Jekonias. Skulle Matthæus altså ikke hellere have oplistet udelukkende den Nathan’ske, hvor der ikke var problemet med Jojakim/Jekonias? Lukas havde jo også gjort dette. Grunden til at den Salomon’ske linie alligevel nævnes i forbindelse med Jesus er, at Josef som stedfar, ikke biologisk far, alligevel kunne overdrage den kongeværdighed som kom, ikke bare fra David, men også fra folk som Salomon, Josia, som indledte en reformation, en tilbagevenden til ordet, når den blev fundet i templet. Til Manasse, der gjorde bod over sine ugerninger, og mange andre, som var konger efter David og som ikke havde hørt til de mange, som bliver omtalt med ord som ”han gjorde hvad der var ondt i Guds øjne”. Fordi domsudsagnet angående Jojakim/Jekonias gik jo kun ud på at der ikke skulle fødes nogen fra ham der skulle komme på Davids trone. Der skulle altså ikke komme noget biologisk kongelig afkom fra Jojakim. Med Jojakim/Jekonias bliver den Salomon’ske linie afbrudt hvad angår muligheden til at føre til den forjættede messias-konge, denne biologiske mulighed var forspildt. Men Josef, som Jesus stedfar, havde alligevel de retslige muligheder efter jødernes skik til at overdrage ham kongeværdigheden. Så bliver Jesus altså den person, hvor begge linier, den Nathan’ske og den Salomon’ske mødes, fra Nathan får han det biologiske afkoms-kongeret gennem Maria og fra Salomon får han den retslige kongeværdighed gennem hans opdrage-far, Joseph, som var hans retmæssige formynder, men ikke hans biologiske far. 

 

 

Her er så begge slægtslinie-beretninger, både fra Lukas og fra Matthæus:

 

 

1. Den Nathan’ske slægtslinie: Lukas 3:23-38:

 

 

23 Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en Søn af Josef, Elis Søn,

24 Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn,

25 Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn,

26 Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn,

27 Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris Søn.

28 Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn,

29 Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,

30 Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn,

31 Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,

32  Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn,

33  Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn,

34  Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn,

35  Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,

36  Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn,

37  Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn,

38  Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

 

 

2. Den Salomon’ske slægtslinie: Matthæus 1:1-25:

 

1 Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog. 2  Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre; 3  og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom; og Esrom avlede Aram; 4  og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson avlede Salmon; 5  og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Isaj; 6  og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's Hustru; 7  og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa; 8  og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; 9  og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede Ezekias; 10  og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias; 11  og Josias avlede Jekonias og hans Brødre på den Tid, da Bortførelsen til Babylon fandt Sted. 12  Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel; 13  og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim: og Eliakim avlede Azor; 14  og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede Eliud; 15  og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob; 16  og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født, som kaldes Kristus. 17  Altså ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten Slægtled. 18 Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd. 19  Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra hende. 20  Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids Søn! frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende,er af den Helligånd. 21  Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder." 22  Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, som siger: 23  "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel," hvilket er udlagt: Gud med os. 24  Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig. 25  Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

 

 

Denne særlige slægtsbaggrund af Jesus Kristus hjælper os ikke bare til at forstå den historiske nødvendighed af jomfrufødslen men også den særlige dobbeltkarakter af hans kongedømme som har parallel med hans dobbeltnatur som værende 100% Gud og 100% menneske samtidigt. Jesu kongedømme er nemlig 100% åndeligt og samtidigt 100% politisk.

 

 

Her findes der mange, som udelukker det éne på bekostning af det andet. Dem, der udelukker den åndelige aspekt, glemmer at Jesus sagde i Johannes 18:36 "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf." Med andre ord, det åndelige aspekt af Jesu kongedømme er dets overnaturlighed og anderledeshed i forhold til det, man normalt kender fra verdenen. Folk som tenderer til denne grøft af vejen, hvor man glemmer det åndelige aspekt af Jesu kongedømme, taler meget om politiske virkninger i kristendommen. De er ofte rekonstruktionister, som tror at menigheden skal herske i fremtiden. De taler meget om antikristen og om det politiske Israel og glemmer, at antikristen virker også i menigheden: 1 Johannes 2:18: ”Mine børn! Det er den sidste time, og som I har hørt, at antikristen kommer, således er nu mange antikrister fremtrådt; deraf kender vi, at det er den sidste time.” 1 Johannes 2:22: ”Hvem er løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Dette er antikristen, som fornægter faderen og sønnen.Så har antikristne kræfter et let spil i menigheden, når menigheden hele tiden ser antikristen udelukkende i politikken.

 

 

Dette åndelige aspekt bliver respræsenteret ved det overnaturlige i Jesu fødsel. Han er den éneste som bliver født kun af en kvinde. Adam var det éneste menneske der ikke blev født af et menneske, han blev fremstillet direkte af Gud. Jesus som den anden Adam kommer ligeledes på en særlig måde til jorden. Jesu kongedømme skal altså være helt anderledes, den grunder sig ikke på politisk magt som vi kender det fra jordens riger. Jesus som konge er lige som David, han er ligeledes profet, han når tronen kun efter en lang periode af forfølgelse gennem Saul.

 

 

Men så er der også dem, der kun ser det åndelige aspekt og ikke forstår det politiske aspekt. Bibeltolkere som falder i denne grøft, nægter også at Jesus Kristus kommer fysisk tilbage til jorden for at herske som konge. De tror kun, at Jesus kommer  tilbage i skyerne for at hente de troende, ødelægge jorden og derefter foregår det hele bare i himlen hhv. den nye jord. Med andre ord, Jesus skal slet ikke stille sine fødder på jorden (nemlig på oljebjerget) mere, han kigger kun ned fra himlen for at indlede bortrykkelsen. Angående antikristen tror disse folk heller ikke på en politisk person som vil være et historisk fakta i fremtiden, en person der vil opstå i politikken. De tror derimod at antikristen kun hersker i menigheden og derfor kun er et åndeligt fænomen, et slags kodeord som står for al ugudelighed der foregår i menigheden. Disse folk er typisk amillenialister, som altså tror, at tusindårsriget kun er et åndeligt begreb der står for det fuldkomne, som Gud vil give til sine udvalgte i evigheden.

 

 

Men Jesus Kristus skal også herske som en politisk konge på jorden. Bibelen drejer sig ikke bare om evangelisation og mission, men også om et magtskifte, ikke bare i de åndelige dimensioner, men også på jorden. Bibelen drejer sig også om RIGET. Derfor beder vi jo jævnfør Matthæus 6:10: ...  komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på Jorden.... Riget skal altså ikke bare være i himlen, men også på jorden. Jesus Kristus skal komme til sin kongeværdighed også på jorden, ikke kun i hjerterne af dem, der tror på ham og følger ham. Og det vil være gennem Ham, at dette rige vil begynde for alvor, ikke gennem menigheden, som skaber 1000-årsriget for at tilberede Jesus en overraskelse. Det er det postmillenialister tror. Nej, Jesus kommer tilbage til jorden som Han er opfaret til himmelen, nemlig på oliebjerget nær Jerusalem og så skal HAN overtage verdensherredømmet både åndeligt og politisk.

 

 

Dette politiske aspekt af Jesu kongedømme er repræsenteret ved Josef’s overdragelse af den Salomon’ske kongelinie til Jesus, gennem hans formynderskab som Jesu stedfar. Jesus vokser altså op hos tømmermanden Josef og laver praktisk arbejde hos ham. Han skal også lave praktisk politisk arbejde når han opretter hans rige på jorden. Først skal han tilintetgøre antikristen. Så fornyes den gamle jord gennem den Hellige Ånds ild. Så opretter han sin verdensregering. Først efter 1000-årsriget bliver jorden tilintetgjort og Gud skal være alt i alt i en ny, himmelsk dimension. Jesus arver alt det, der har med Jødisk monarki at gøre, ikke bare ”David’s trone”, nej hele kongeværdigheden, fra begge David’s sønner. Ikke kun den Nathan’ske linie, som forløb mere i det skjulte, lige som David der er på flugt fra Saul, nej, også den Salomon’ske linie, hvor det rasler og larmer med konger, krige, belejringer, reformationer, sejre over fjenderne, oprør, indvielser og renselser af templet, osv. osv., alt sammen ting der foregik i blændende dagslys, ting som Juda’s fjender kunne have berettet om. 

 

 

Jomfrufødslen er ligeledes begrundet i det såkaldte ”proto-evangelium”, det evangelium, som Eva fik med på vejen i 1. Mose 3, 15 hvor Gud sagde til slangen (djævelen):

 

 

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!"

 

 

Dette er det eneste sted i bibelen (og måske i verdenslittaturen) hvor der er tale om en kvindelig ”sæd”. Det skal altså være af en kvinde alene, at Den, som vil komme til at knuse djævelens hoved, vil fødes. Allerede her vil de fleste liberale teologer nok forsøge at klippe denne tekst ud af Bibelen for ikke at blive nødt til at anstille meget sofistikerede hermeneutiske gymnastikøvelser og krogede manøvreringer for at kunne redegøre for deres tvivl på jomfrufødslen i lyset af denne passage.

 

 

Liberale teologer argumenterer ofte, at det hebræiske ord ”ha’amma” som forekommer i Esajas 7, 14 betyder både ”jomfru” og ”ung kvinde”. Faktisk eksisterer der bibeloversættelser, der skriver ”ung kvinde” i stedet for jomfru. Desuden taler Esajas højst sandsynligvis ikke kun med hensyn til noget der vil foregå 700 år efter ham, men også om noget i hans nærmeste fremtid, som et tegn til de folk i Juda, som levede i hans tid. På den anden side ser vi jo at Matthæus citerer netop Esajas 7, 14 i forbindelse med jomfrufødslen (Matthæus 1, 22 - 23) og når en af de fire evangelister mener at kunne tyde Esajas 7, 14 på denne måde, skulle vi nok følge ham i stedet for nogle liberale teologer.

 

 

Esajas 7, 14: ”Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel".

 

 

Jomfrufødslen var meget omdebatteret på Jesu tid og ”de skriftkloge” var godt klar over, hvad jomfrufødslen indebar. Desuden havde Maria jo ved at give sin indforståelse med Guds plan sat livet på spil. Det kunne nemt være sket at folk ville have beskyldt hende for at have haft førægteskabelig samleje. Netop dette var også 30 år efter jomfrufødslen stadig væk noget, som de skriftkloge og farisæerne forsøgte at udnytte for at lægge pres på Jesus. De vidste godt hvem Maria var og hvem Josef var og hvad konsekvenserne var hvis jomfrufødslen skulle være sandt: Nemlig at Jesus var den retmæssige konge af Juda. Men som en retfærdig konge ville han naturligvis gøre det af med korruptionen i templet og med farisæernes magtfunktioner i folket.

 

 

Det hedder jo i Johannesevangeliet gentagne gange at folk var ”bange for jøderne” hvilket er Johannes’ måde at beskrive det terrorherredømme som denne religiøse elite udøvede over folket. Farisæerne og de skriftkloge var godt klare over at hvis folket ville tro på at Jesus virkelig var den, der skulle være Jødernes konge, så ville det være slut med deres behagelige liv og deres privilegier.

 

 

I Johannes 8 ser vi, hvordan man forsøgte at få Jesus i fedtefadet, i beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud. Højst sandsynlig var det hele et fingeret kup planlagt af dem. Kvinden blev muligvis forført af en betalt person eller også blev hun beskyldt ved hjælp af forkerte vidner. Farisæernes dobbeltmoral kommer klart til udtryk i den kendsgerning, at manden ikke omtales, selv om ”Moseloven” som de baserer sig på, påbyder steningen ikke bare af kvinden, men også af manden som tog del i ægteskabsbrudet (5. Mose 22, 22 - 25) .

 

 

Men hovedtanken bag hele historien var at få Jesus bragt i klemme. Havde Jesus godkendt deres stening, som de jo forventede, så ville de nemlig slet ikke have stenet kvinden, det var de ikke umiddelbart interesseret i. I stedet for ville de have sagt til Jesus: ”Og hvad så med din egen mor, Jesus?” Med andre ord, tvunget Jesus til at fordømme sin mor, fordi farisæerne troede ikke på jomfrufødslen, mens mange af folket, som fulgte Jesus, troede på den. Her var det meningen at føre Jesus ind i en situation, hvor han ville fremstå med en dobbeltmoral, stening for en fremmed kvinde pågrebet i hor, frikendelse for sin egen mor, fordi det var jo hans egen mor. Og dette ville de så have beskyldt ham for: ”Du anvender Moses’ lov i dette tilfælde, men selv er du jo blevet født i meget mistænkelige omstændigheder, hvad så med dette?” Så ville de have skældt ham ud med de ord, som de i Johannes 9, 34 brugte mod den blindfødte, som var blevet helbredt af Jesus: ”Du er hel og holden født i Synder!, fordi det var nemlig det, som lå på deres tunge i Johannes 8 og som de så kom af med i Johannes 9. 

 

 

Johannes 8, 3 - 11:  v3  Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham v4  og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, v5  og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« v6  Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. v7  Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« v8  Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. v9  Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. v10  Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« v11  Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«”

 

 

5. Mose 22, 22 - 25: 22 Når en mand gribes i samleje med en gift kvinde, skal de begge dø, både manden, der lå hos kvinden, og kvinden selv. Således skal du udrydde det onde af Israel. 23  Når en mand inde i byen træffer en jomfru, der er trolovet med en anden, og har samleje med hende, 24  skal I føre dem begge ud til byens port og stene dem til døde, pigen fordi hun ikke skreg om hjælp i byen, og manden, fordi han krænkede sin næstes brud. Således skal du udrydde det onde af din midte. 25  Men hvis manden træffer den trolovede pige ude i det fri og tiltvinger sig samleje med hende, skal kun manden, der havde samleje med hende, dø. ”

 

 

Johannes 9, 29: ”Vi ved, at Gud har talt til Moses; men om denne ved vi ikke, hvorfra han er."

 

 

Hele denne diskussion omkring jomfrufødslen belyser også hvor vigtigt det er at have en bibelsk begrundet opfattelse om hvordan bibelen bør omgås. Med andre ord, en bibelsk inspireret bibelhermeneutik. Her eksisterer der stor forvirring. Nogle karismatikere hævder for eksempel at der eksisterer en forskel mellem ”rhema” og ”logos”. ”Rhema” hævdes at være det levende ord, gennem hvilket Gud taler i dag til menigheden. ”Logos” får tildelt rollen som udelukkende værende det ”døde” Bibelord. Men når man forsker alle bibelsteder igennem, hvor der forekommer ”rhema” og ”logos”, ser man snart, at de er bare to forskellige begreber for det samme. Man skal ikke overinterpretere forekomsten af to forskellige begreber for samme ting. Andre grupper igen falder for den samme fælde som farisæerne, som forskede og forskede i skriften uden at kunne forstå dens dogmatiske essens.

 

 

I Johannes 5, 39 siger Jesus til dem: I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om migog Paulus siger i 2. Korinter 3, 18: ...som også gjorde os dygtige til at være en ny pagts tjenere, ikke bogstavens, men Åndens; fordi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.Dette vers er dog brugt på en overdreven måde af nogle karismatikere som ved hjælp af det støtte deres rhema-vranglære. Når man vil komme til en forståelse af bibelen i dens helhed, skal man ikke falde for hverken bogstav-tro, dvs. farisæisk biblicisme, men heller ikke for en overspiritualisering, hvor ”ånden” bliver vigtigere end ”ordet”. Man skal tage ordet bogstaveligt, ikke for at forblive ”i bogstaven”, men for at forstå helheden.

 

 

Ånden” er ikke noget mystisk, men den kan nogle gange ligestilles med bibelviden, for eksempel i lignelsen med de ti jomfruer, hvor ”olien”  efter min mening er bibelviden, som ikke bare kan købes ind og så har man det, det er noget som man skal have arbejdet med i lang tid. Fra bibelviden kan man også profitere når man vågner efter nogen tids søvn (læg mærke til, at i lignelsen er det jo alle 10 jomfruer som falder i søvn, ikke bare de 5 tåbelige). Gud er ikke interesseret i at vi hører nogen ”bip-bip”-lyd inde i hovedet, som ledsager os, han vil derimod at vi får sagligt begrundet bibelviden, at vi suger den bibelske visdom ind i os, at vi kommer til en dyb forståelse af hans almene planer af frelseshistorien og af hans måde til at handle med hans udvalgte og med verden i almindelighed. Mange er så stærkt fikseret på individuel ledelse gennem ånden at de glemmer dette sidstnævnte meget vigtigere aspekt af ”ånden”.

 

 

I øvrigt havde Josefh og Maria andre børn på den almene, naturlige måde efter Jesu fødsel. I den katolske kirke tror man ikke på dette, her gælder det som et dogme, at Maria fortsat forblev jomfru. I nogle engelske internetsider som har specialiseret i romersk katolsk vranglære kan man meget nemt finde det bibelske modbevis dertil.

 

 

Treenigheden og konsekvensen af dens fornægtelse

 

 

Gud eksisterer siden al evighed i tre personer: Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Den Hellige Ånd. Disse tre er ens og forenet, men er ikke smeltet sammen som om de var kun navne for den ene og samme Gud. Man kan hellere ikke betragte dem som værende fuldstændig adskilte, som om de var tre guder. For både Den Hellige Ånd og Jesus Kristus gælder dermed at de er ikke noget som bare er et udtryk af Guds vilje eller noget der ligesom flyder ud af Gud eller springer ud af ham, som en ekstra skud af en plante. Tværtimod er de to særlige personer af den Treenige Gud.

 

 

Dette lyder nu meget indviklet og kan ikke forklares med en overfladisk matematik-lærer-logik (Guds åbenbaring er ellers ikke ud på at modsige logikken, fordi logikken er bare et tegn på hvordan Guds skabelse er velordnet og peger mod en intelligent skaber i stedet for at være mystisk og uigennemskuelig pga. dens væsen; men der er ikke desto trods ting, som overstiger menneskets fatteevne. Dette er ikke en modsigelse imod logikken og realiteten som den kan iagttages og beskrives i sig selv. Det er kun djævelen, der til stadighed nægter realiteten og logikken og forsøger at erstatte den med ”følelser”, anti-intellektuelle  tågebanker, trancetilstande, trolddom, magi, ”intuition”, ”drømme, ”sorte huller” og uklare visioner. En kendt matematiker sagde engang: ”Gud skabte de hele tal. Menneskene har derefter kunnet definere brøkdelene af disse”).

 

 

Hvorfor er det nu så vigtigt at holde fast ved dette mærkelige dogme, som Treenigheden nu engang kunne synes af være? Jeg vil forsøge i det følgende at underbygge Treenigeheden ved at vise, hvor dens hele eller delvise nægtelse fører hen i læren. Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til den besynderlige kendsgerning, at samtlige sekter har uden undtagelse haft problemer med den Gamle Kirkes dogme af Treenigheden, hvis ikke de ligefrem har forkastet den. 

 

 

1. Når man nægter/ignorerer at Jesus Kristus er forenet med Gud Faderen og/eller med Den Hellige Ånd i Treenigheden, kommer man enten til at nægte Jesus’ guddommelighed og ender med en Jesus der kun er en politisk helt eller en sød lille trøste-Jesus som ikke er Faderens ”... udtrykte Billede...”, dvs. den for menneskene fuldtud tilstrækkelige afbildning af Gud Faderen som er “en fortærende ild” (Hebr. 12,29). 

 

 

Hebr. 1:3 ... han (Jesus), som-efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord-efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,...”

 

 

2. Når man nægter/ignorerer at Den Hellige Ånd er forenet med Jesus Kristus og/eller Gud Faderen i Treenigheden, kommer man til en gnostisk/subjektiviserende (følelsesbetonede) forståelse af en ”hellig ånd” som er en upersonlig kraft der har idéer uafhængige af de andre to personer af Treenigheden og som ikke fører den som tror, ind i sand tros-baseret fælleskab med Jesus Kristus og Gud Faderen. Tvært imod vil én som nægter/ignorerer denne aspekt af Treenigheden komme til en ”tro” baseret på sin egen personlige ”hellig ånd” som er adskilt fra enhver form af sandt kristent fælleskab, selv om det mange gange kan se ud som om han eller hun er med ligesindede i flertællet.   

 

 

3. Når man nægter/ignorerer

 

 

- at Gud Faderen er forenet i Treenigheden med Jesus Kristus og/eller Den Hellige Ånd (som ledte apostlene) og/eller når man nægter/ignorerer

 

- at de tre personer i Treenigheden (Gud, Sønnen og Helligånden) samtidig på en måde er forskellige fra hinanden,

 

 

kommer man til en opfattelse af Gud som en abstrakt størrelse hhv. en upersonlig gud, som kun eksisterer fordi samfundet påbyder en ureflekteret underkastelse under ham (som ifølge Immanuel Kant’s ”kategoriske imperativ” eller omtrent som det er tilfældet med Allah i Islam); en gud hvor man aldrig kan være helt sikker på hvad for nogle spontane uberegnelige indfald han kommer med – indfald som er lunefulde og uafhængige fra sine egne egenskaber og/eller løfter! Dette fører til opfattelsen af Gud som en gud der slet ikke er interesseret i at bygge menigheden på Jesus Kristus (dens ”hjørnesten”), og gennem virkningen af Den Hellige Ånd. 

 

 

Kolosser 2:19 ”... og ikke holder fast ved Hovedet (Jesus Kristus), ud fra hvem hele Legemet (menigheden), idet det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser Guds Vækst (ikke menneskenes planlagte vækst).”

 

 

Efeserne 2:20 ”... opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv,...”

 

 

Esajas 28:16  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke

 

 

Markus 12,10: Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

 

 

4. Når man nægter/ignorerer at de tre personer i Treenigheden er forenet med hinanden, kommer man til en politeistisk opfattelse af Treenigheden (dvs. at der faktisk skulle være tre ”guder” og ikke én).

 

 

At være i verden men ikke fra verden

 

 

Mange kristne går ubevidst ud fra, at „verden“ udenfor kirken ikke bryder sig om evangeliet. Vist nok oplever man mange konfrontationer og fjentligheder, men bibelen viser at Jesus og senere apostlene faktisk blev mødt af et glad og meget positivt indstillet publikum. I Markus 12, 37b læser vi således: ”Og den store folkeskare hørte gerne på ham.”

 

 

I Jesu tid var der i Palestina en atmosfære som i et totalitært samfund, menneskene levede i frygt for magthaverne, både de religiøse og de sekulære. I Johannesevangeliet, for eksempel, er det i øjnefaldende, hvor tit begrebet ”for frygt for jøderne” forekommer. ”Jøder” er i Johannesevangeliet farisæerne og saddukæerne. Han skrev tilsyneladende til en græsk-hedensk læserskare og sammenfattede derfor samtlige grupper af religiøse magthævere som ”jøder”.

 

 

Da Jesus så dukkede op og prædikede i al offentlighed og uden frygt imod denne religiøse elites tvesindethed og hykleri, gjorde han det på en humorfyldt måde, med sjove illustrationer og satiriske anskuelser. Det kom som en stor lettelse for det underkuede folk, endelig var der én der turde sige noget og endelig kunne man le af alt det, man i så lang tid havde måttet leve under i frygt og med bøjet nakke.

 

 

Jesu publikum var ”verden”, og denne ”verden” elskede Jesu prædiker imod religionen, denne ”verden” blev glad for Jesu  overraskende og indlysende karikaturer og lignelser. Naturligvis gjorde han dem, som han latterliggjorde, rasende (Matthæus 21, 15; Lukas 22, 2 + 6).

 

 

Farisæerne ville have været glæde, hvis de havde kunnet monopolisere Jesus for deres eksklusive gruppe, men Jesus befandt sig på siden af ”det gemene folk” (Markus 2, 16 – 24; 11, 18). Den religiøse elite hadede ”det gemene folk” og foragtede det. Farisæerne mente, almindelige folk kunne ikke forstå loven (og i almindelighed alt, der havde med Gud at gøre, se Johannes 7, 49).  Men i Guds øjne er ”verden”, det gemene folk, faktisk i stand til at lytte og forstå Guds sandhed og dette gemene folk er også i stand til at komme til en korrekt tro på Gud efter at have hørt og forstået det der blev prædiket, hvis det altså var Guds sandhed og ikke noget religiøst vås. Derfor vender Jesu forkyndelse sig hovedsageligt mod dette af eliterne underkuede gemene folk og ikke mod dem, der havde noget at have sagt (se Johannes 8, 26).  Jesus er populær og bliver elsket af ”verden” (se Johannes 12, 19), til den religiøse elites store forundring og fortvivlelse!

 

 

Djævelen gør sig selv latterlig gennem den opførsel, som hans udsendte lægger for dagen. Jesus trækker dem gennem snavset på en systematisk måde (Markus 12, 38), for derved at åbne folkets øjne og for at forklare dem forskellen mellem Hans ord og religionens ord, disse ord, som de var blevet opdraget med og som hidtil havde gjordt det umuligt for dem at kunne komme til en erkendelse af Gud.

 

 

Det bibelske begreb „verden“ trænger til en differentiering som følger:

 

a) For det første findes der den ”verden“ som lider, og

 

b) for det andet den ”verden”, som hører til dem, der har magt og som misbruger denne magt imod Guds lov.

 

 

Farisæerne levede isoleret fra omverdenen, de isolerede sig fra den verden, som led og lider, samtidigt med at de var venner af den verden, som tilhørte dem, der havde politisk magt, som fx af den korrupte og forhadte konge Herodes (Matthæus 2, 4; Markus 3, 6; Lukas 7, 36 – 39; 13, 31 og 16, 14; Johannes 10, 13; 19, 12 + 14 +19 – 21). Men det som i menneskenes øjne er ophøjet er en vederstyggelighed i Guds øjne. Gud hader dem, som monopoliserer Hans navn, bare for så under beskyttelse af denne Guds navn bedre at kunne tjene uretfærdigheden. Gud hader det at misbruges som et alibi til ondskaben. Det er som når en virksomhed, der fremstiller nogle karameller, bruger en virksomhed, der fremstiller tandbørster, for at hævde, at tandbørste producenten skulle have sagt at karamellerne ikke ville skade tænderne. Når denne tandbørste producent finder ud af det, vil han naturligvis stævne karamellerne i en retssag og så er det slut med at misbruge tandbørstens varemærke for at markedsføre karamellerne.

 

 

På den anden side er Gud nådig og barmhjertig med den „verden“, som er blevet skadet på grund af dens og andres synder og det er til netop denne „verden“, at Han sender Sin søn som et soneoffer (Johannes 3, 16; Galater 2, 10). Gud elskede verden og sendte Sin søn for den.

 

 

Når så Jakob i 1, 27b taler om en afsondring fra verden og fordrer at man opgiver en livsstil, som er præget af denne verdens „kødslige“ måde at tænke og leve på, må vi gå ud fra, at han taler om den verden, i hvilken magtmisbrugere trives:  ”En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.” Vi skal separeres fra dem, som bruger deres stilling for at begå uretfærdigheder. Vi skal ikke separeres fra dem, som tilfældigvis ikke hører til vores fromme kreds. Ellers ville Jakob 2, 1 - 9 jo ikke give mening, heller ikke Jakob 1, 27; hvor han taler om forældreløse børn og enker, som man skal hjælpe i deres nød, ligemeget om disse er en del af ens menighed eller ej. De skriftkloge (dvs. eliten af „teologer“ i Jesu tid) gjorde sig derimod afhængige af Herodes og farisæerne (Matthæus 8, 19 – 20 – dette bibelsted skal ikke misforstås som en opfordring til at blive en vagabond, se Matthæus 27, 57). Ifølge Jakob bevarer man sig ”uplettet af verden”, hvis man hjælper den verden, som lider nød.

 

 

Derudover skal man være fri fra frygt for mennesker, hvis man vil være kvalificeret til at undervise andre om sandheden (Matthæus 22, 16; Markus 12, 14). I lige måde er det umuligt at kultivere en levende tro, hvis man higer efter ære fra mennesker (Johannes 5, 44). På denne baggrund bliver det åbenlyst også fra en sociologisk synsvinkel, hvorfor Jesu lære var så omvæltende, mens de skriftkloges undervisninger ikke havde nogen kraft i sig (Matthæus 7, 29; Markus 1, 22; Johannes 7, 15).

 

 

Den bibelsk begrundede ligestilling mellem kønnene og opgøret med den neoplatoniske foragt for kvinder såsom noget om kristendommen og pædagogik og kristendommen og den flade jord

 

 

Der findes en slags ”middelalderlig” hetz mod kristne. For eksempel har kristne friskoler været i pressens søgelys i de seneste år. Ved nogle læserbreve i veletablerede aviser kunne der iagttages en indstilling, der kan sammenlignes med den måde, jesuiterne vogtede over deres universitetsmonopol ved at bekæmpe Galileo Galilei, som vovede at stille spørgsmål ved det aristotelske (og i øvrigt ubibelske) verdensbillede. Ganske vist findes der blandt de kristne sektereriske retninger, men for mig at se er det i vore dage nogle sekulære skribenter som opfører sig "middelalderlig", ikke de kristne. 

 

 

Ideologisk indstillede journalister som knapt nok kan skelne mellem en salmebog og en bibel giver sig så at betegne bibeltroende kristne som "højrereligiøs". Men bibeltroende kristne er hverken højre eller venstreorienteret. Når ikke-kristne indvandrer til Danmark, tænker en bibeltroende, missionsinteresseret kristen i første omgang om hvordan disse nye borgere kunne påvirke deres hjemlands samfund når de bliver kristne. Missionsfolk er ikke interesseret i en indvandrerstop. 

 

 

Angående kvindens ligestilling var det historisk set kirken som begyndte at kæmpe for den. Paulus skriver i Galater 3, 28:  "Der er hverken... mand eller kvinde, i er alle ens i Kristus Jesus." Jesus Kristus brød med den antikke tradition, at mænd burde ikke tale med kvinder (Joh. 4, 27). Jesus Kristus var faktisk den, der først befriede kvinden fra bare at være slave i køkkenet (Lk. 10, 39-42), ikke socialdemokratiet eller feminismen. Sekulære kvindebevægelser blev imidlertid nødvendige, fordi kirken i stort omfang ikke levede op til dens Gud-givne mission, nemlig at befrie menneskene fra slaveri af enhver form.

 

 

At der samtidigt i Bibelen er tale om at mand og kvinde har hver deres Gud-givne stilling i familien, har overhovedet ikke noget med undertrykkelse at gøre. Bibelen fremmer ikke mandlig chauvinisme ved at definere manden som familiens hoved. At være familiens hoved betyder nemlig ikke, at manden kan være pasha og kvinden skal slæbe tøfflerne efter ham. Det betyder i stedet for at manden, lige som Kristus, skal ofre sig for familien, han er hovedansvarlig, ikke hovedprofiterende. En mands bønner bliver hindrede, når han ikke "beviser sin hustru ære" (1. Petrus 3, 7).

 

 

Der er også mange eksempler i Bibelen, hvor mænd fik klar besked fra nogle kvinder som havde mere bibelviden (2. Konge 22 hhv. 2. Krønike 34). Kristendommen befriede kvinderne fra at være husslaver uden personlighed og uden rettigheder til at være læsende og vidende medarbejdere i Guds rige. Der findes beretninger om hvordan hedenske mænd i Romerriget misundede de kristne mænd, hvis kone havde en broget personlighed, talenter og karakter, i stedet for at bære et intetsigende ansigtsudtryk. Desuden var det også de første kristne som samlede udstedte baby-piger op og opdrog dem.

 

 

Ved at betegne kvinden som "det svagere kar" siger bibelen ingenlunde, at de ikke skulle have de samme rettigheder og muligheder som mænd. Ved dette bliver bare mændene ansvarliggjorte til at drage omsorg for kvinderne, som "i Kristus" befinder sig på samme niveau som mændene. 150 år sekularisering og 30 år feminisme har ikke kunnet ændre noget ved den kendsgerning, at mænd er biologisk set ofte stærkere end kvinder. Bibelen tager denne kendsgerning op og kalder mændene til ikke at udnytte den imod kvinderne, men i stedet for gør dem ansvarlige for alle som er svagere, dette er den kristne holdning i almindelighed. Hvis ikke man kan lide denne del af kristen etik, kan man jo i stedet for læse, hvad Marx skrev om kvinder, ofte i en foragtelig tone og med pornografiske antydninger. Frugterne af det marxistiske kvindesyn kan let ses i de østeuropæiske lande. Dér skal nemlig kvinderne blive slaver i fabrikkerne og de bliver udnyttet og sex-chikaniseret på det groveste. 

 

 

Der findes en platonisk forvrængning af kristendom som hedder nyplatonisme. Den fandt indgang i den romersk-katolske kirke hvor de gamle babyloniske indstillinger overfor kvinder fik deres renæssance. Derfor blev der nu kvinderne nedgjort igen i kristendommens navn. I middelalderen gjaldt en kvinde som noget urent. Dette er dog ikke en bibelsk, historisk kristen tankegang. Derudover findes der bibelsteder, hvor Paulus taler polemisk, med hensyn til jødisk tradition (1. Korinter 11) eller med hensyn til gnostiske sekter hvor kvinderne blev herliggjorte i en religiøs, hedensk forstand (forløberne af nutidens new-age-feminisme) og disse bibelsteder (1. Timoteus 2, 11 - 15) bliver altid fejltolket af forskellige kristne grupperinger.  

 

 

Vist nok er det rigtigt, at nogle adfærdsmønstre af NOGLE kristne fundamentalister kan sammenlignes med andre religiøse fundamentalister, bl. a. som sket med islamisk fundamentalisme. Men ifølge Bibelen adskiller kristendommen sig fra alle andre religioner ved at IKKE nægte, at der godt kan opstå en rivende forkert retning ud fra kirkens midte. Kristendommen er den eneste religion der ikke er bange for at ransage sig selv. Faktisk kan man godt argumentere ud fra Bibelen for, at antikristen vil være én der betegner sig som en kristen. Djævelen selv bliver beskrevet som én, der efteraber Kristus (2. Korinter 11). Derfor er også kristendommen den egentlige grobund for demokrati, for meningsfrihed, for muligheden til at vove sig frem med dristige spekulationer og hypoteser, kort sagt for videnskaben. Kristendommen og Jesus Kristus selv er ikke bange for kritik men indbyder tværtimod til at man efterprøver tingene selv, se Johannes 7, 17. Kristendommen giver grobund for dialog (og god journalistisk), mens religionen (og ideologisk ensrettet journalistik) er baseret på frygt og misundelse.

 

 

En anden vigtig forskel mellem islam og kristendom, som især bliver vigtigt i debatten om i hvorvidt religiøse friskoler burde tolereres, er indstillingen til staten. I bibelen bliver de kristne opfordret at være lydige overfor øvrigheden (Romer 13) mens koranen kalder til hellig krig mod ikke-muslimer. Tolerans mod kristne friskoler betinger derfor ikke nødvendigvis tolerans mod muslimske friskoler. Den kristne fundamentalisme er ingenlunde en trussel mod samfundet eller staten, mens NOGLE islamiske fundamentalister kunne nok finde på at drømme om et statskup. Bibeltroende kristne er først og fremmest loyale overfor Gud og i anden plan til øvrigheden, noget som ethvert totalitært system ikke kan tolerere. De første kristne i Rom gjorde kajseren rasende, fordi de nægtede at tilbede ham. Hitler brød sig hellere ikke om de kristne af dybest set samme grund. Er det danske samfund i stand til at tolerere kristendommen længere, eller befinder vi os i en overgangsfase til totalitarismen?

 

 

Det er min erfaring, at man i pædagogikkens verden dårligt kan tåle kritik. Man er blevet så empfindlig overfor kritik, at man reagerer voldeligt ved at fyre lærere og agere gennem politiske magtmidler. Hvis man virkeligt var overbevist om, at ens pædagogik er bedre, ville man bare fortsat arbejde ved den i stedet for at igangsætte en inkvisition imod anderledes tænkende. I øvrigt glemmer man at der i Danmark går 13 % af børnene til friskoler, i Københavnsområdet er det 25 %. Danskerne burde være stolte over deres enestående friskoletradition i stedet for at lade sig presse til uniformitet og ensrettelse, selv med den bitre smag i munden, at den også bl. a. kom til at eksistere på grund af bibeltroende kristne (nemlig Grundtvig og Kold).

 

 

Mange dygtige folkeskolelærere profiterer fra friskolerne ved at lade sig inspirere af deres pædagogik. Deres åbenhed fører til, at deres arbejde bliver bedre funderet, uanset hvordan de forarbejder inspirationen fra anderledes pædagogik. Kvalitet er betinget af viljen til bestændig udvikling. Men der findes også andre som bare beskylder friskolerne til at være "gammeldags". Som om det var tegn på kvaliteten, om noget er nyt eller gammelt. Dette er en fuldstændig usaglig måde at debattere.

 

 

Desuden findes der også udviklinger i bl. a. folkeskolen, hvor børn bliver tvangsmissioneret med diverse nyreligiøse tanker. For eksempel kan det klart ses på videopræsentationen af undervisningsprogrammet "Skrivedans" at børn bliver ledt til at falde i trance. I andre lænde findes der værre eksempler på regulær tvangshypnotisering i strid mod grund- og straffelove. Her kunne man så diskutere, hvem der bruger mere tvang, visse folkeskoler eller visse friskoler. Men dette hører man ikke noget i pressen om, fordi journalisterne gider ikke recherchere noget nyt, de skriver bare hvad den hjernevaskede og ensrettede mob alligevel går og tror.

 

 

Og så er der sagen med Darwin. Biologen Klaus P. Schaefer fra Konstanz’ Universitet har i firserne udmeldt, at for ham er evolutionsteorien lige så hypotetisk som skabelsesberetningen. Men denne udvikling i videnskaben går forbi den danske presse som sover videre i sit torneroseslot. Darwin's teorier står i dag på meget tynde ben, lige som Big Bang teorien, hvis præmisser blev for nyligt undermineret netop gennem data fra Hubble teleskopet som skulle bevise den. Big Bang teorien blev også kritiseret af Dr. Ernst Peter Fischer, en anden biolog fra Konstanz’ Universitet. Udover videnskabsmænd som stiller spørgsmålstegn ved evolutionslæren eksisterer der også en lang række videnskabsfolk som ligefrem driver forskning på skabelsesberetningens præmisser, se på www.answersingenesis.org/home/area/bios/default.asp#presentsci. Instituttet for fysik og teknologi i Braunschweig bliver endog ledt af en kreationist, nemlig Dr. Werner Gitt (www.answersingenesis.org/home/area/bios/w_gitt.asp). Skabelsesberetningen er altså ikke bare et religiøst dogme af nogle  amerikanere der lever i et åndeligt ghetto. Men Darwin blev jo tilsyneladende udråbt som helgen af socialdemokratiet, så derfor må vi nok hellere lade være med at kritisere Darwinismen, ellers bliver vi politisk ukorrekte.

 

 

Her nogle links til sider med informationer omkring videnskaben og omkring diverse fordomme imod kristendommen, fx at den skulle fremme en tro om, at jorden skulle være flad, mm.:

http://www.scientus.org/Galileo-Myths.html

http://www.strangenotions.com/did-the-church-teach-the-earth-was-flat/

http://www.strangenotions.com/debunking-the-mythical-conflict/

 

 

Er bibelen grundlæggende seksualfjendtlig og skal man være imod homoseksualitet, når man er kristen?

 

 

Mange tager afstand fra bibelen, kristendommen, kirkerne og evangeliet om Jesus Kristus fordi de mener, at man så skal tilslutte sig nogle sure farisæere, der bruger en god del af deres tid til at støtte diskrimination af homoseksuelle og indpode en livslammende skamfølelse i unger som onanerer. Havde ikke Sigmund Freud ret, argumenteres der, når han identificerer den kristne (og jødiske) tro med en psykologisk fælde, der går ud på, at man udbreder en frygt for en ”far”, hvis eksistens er ren og skær opspind, med det formål til at holde nogle arkaiske familie- og samfundsbånd og livsmønstre intakte? Burde derfor ikke den fornemste opgave af en samfundsforbedrer være bekæmpelsen af denne fælde?

 

 

Som kristen der personlig har været fanget i sektereriske grupperinger, må jeg desværre til dels dele Freudianernes tilgrundeliggende bekymring.

 

 

Meget af det, der i dag løber under betegnelsen af ”bibelens lære om seksualitet” er i virkeligheden bare det, som apostelen Paulus i Filipper 3, 2 betegner som ”skamskærelsen” – de ”sønderskårnes” ånd. I den engelske bibel står der ”mutilation”, som betyder ”lemlæstelse”. Det græske begreb er et ordspil: ”kata-tomee”, fra ”peri-tomee”, som betyder ”omskærelse”. ”Kata-tomee” betyder således at ”skære ved siden af”. ”Kata-tomee” er som at ville skære i et brød, men så glider man ud med kniven og skære sig i fingeren i stedet for, man skærer uhensigtsmæssigt, forkert, med en lemlæstelse til følge.

 

 

Paulus mener, at man som kristen bedriver en fornuftig gudstjeneste, når man giver hele sit liv og dermed også sin krop til Gud (Romer 12, 1 - 2). Det er det, han ophøjer begrebet ”peri-tomee” til, ideen at samtlige aspekter af éns liv underlægges Guds vilje, den altomfattende hengivelse, hvor Gud får lov at ”skære” rundt omkring én, indtil man er ligesom på en lille ø med Jesus som éns gode hyrde. Oprindeligt var begrebet ”peri-tomee” bare oversættelsen af den jødiske omskærelse af mænd hhv. drenge, men idet denne rituelle handling ikke længere er tegnet på den troendes forbund med Gud (noget som er Galaterbrevets emne), fortæller Paulus nu, at den ”omskæring”, den ”peri-tomee” som Gud nu ønsker, er den helliggørelse, hvorved samtlige livets aspekter føres under Guds regi.

 

 

Den ufornuftige gudstjeneste derimod, som er ”kata-tomee”, drives af folk, som (til trods for deres falske ydmyghed og deres udspekulerede religiøse brug af fromme fraser) dybest set synes at de kan bare forblive løgnagtige, korrupte og egocentriske, så længe de følger en eller anden tradition om afholdenhed i et eller flere områder i deres liv og når de bruger deres tid og energi på at pådutte deres specielle version af afholdenhed på andre.

 

 

Dette fører og førte i kirkehistorien til ret bizarre fænomener. Fx fandtes der i den tyske by Bremen for nogle hundrede år siden to slags reformerte kirker, én hvor kvinderne havde lov at gå med broderede kjoler og én hvor de nærmest skulle gå i sæk og æske.

 

 

Denne hykleriske form for religiøsitet, når man altså ikke omvender sig fra sin dårlige karakter, men kun fra nogle aspekter af ens seksualitet, er ”kata-tomee”, denne ”skæren-ved-siden-af”, eller lemlæstelse, som ikke giver Gud æren men som derimod diskrediterer troen på Gud. Det er billedet på den falske religiøsitet slet og ret, en forkert helliggørelse, som kører efter djævelens version af kristendommen. Den bruges for at gøre det kristne budskab utroværdigt. Mange falder for dette manøver og mener på grund af dette at med god grund kunne lægge kristendommen i den skuffe, som bærer navneskiltet ”Sager, som blev undersøgt og befundet værdiløse”. I områder, hvor der findes mange bibeltroende kristne (nogle dele af USA, Rumænien, Norge, Vestjylland, etc.) vokser der visse ”kristne” traditioner frem, som er altsammen udtryk for denne ”kata-tomee”-ånd og som kan være svære at overvinde. Nogle gange opstår der en ny, modig menighed, der prøver på at tilbyde en alternative og som så bekæmpes af de de andre som er præget af den farisæriske ”kata-tomee”-ånd. Ofte læser man vidnesbyrd om mennesker, der voksede op i falsk religiøsitet, emanciperede sig fra den, og blev så overbeviste ateister. Men når man taler med dem, bliver man hurtigt klar over, at de i virkeligheden aldrig har fået kendskab til sand kristendom, men kun til den forvrængning af kristendommen som henrører fra ”kata-tomee”-religiøsiteten.

 

 

Mange homoseksuelle er spændende mennesker, der på grund af deres outsider-situation i livet ofte har beskæftiget sig med filosofi og andre spændende ting og som derfor egentligt kunne være værdifulde samfundsdebattører, fordi de tit kan gennemskue dobbeltmoral og ukonsekvent tænkning. Det er derfor ret sørgeligt, at disse mennesker ofte udelukkes fra at kunne komme til et reelt kendskab til det der i virkelighedheden ligger til grunde for kristendommen, fordi de ikke kun hindres af deres egne fordomme, men også af nogle holdninger, som bibeltroende kristne fejlagtigt mener at måtte stå for for at fortjene betegnelsen ”bibeltro”.

 

 

For en troende kristen er det vigtigt at være bibeltro, fordi Jesus siger i Johannes 8, 31b - 32:  ”Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer!” En sand kristen vil derfor gerne holde sig til Jesu ord, og vil desuden opleve, at når han følger Jesu ord, vil han kunne komme fri fra religiøse fidusmagere, som typisk vil foregive at have en eller anden åbenbaring fra Gud. Kriteriet for at være Jesu efterfølger er Jesu ord, ikke en eller anden følelse som religiøse fidusmagere mener at man skulle have for at være ”hellig”. Meget af det, de kristne udsættes for i menighederne, fører i virkeligheden væk fra sandheden. Paulus skriver til sin elev Timoteus i 2 Timoteus 3, 11 - 17:

 

 

Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild. Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du de hellige skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

 

 

Det er nemlig sådan, at bibelen i virkeligheden er en bog, som afslører falsk religiøsitet. Den advarer faktisk mange gange om folk, som vil bruge den på en forkert måde, for at støtte deres hykleri. Derfor giver det ingen mening, at forkaste bibelen som troværdig, fordi så saver man bare den gren af, man sidder på.

 

 

Men er det ikke sådan, at bibelen forbyder visse former for seksualitet?

 

 

Også ikke-bibelkyndige læsere vil nok nikke enforstående med den grundlæggende lære, at man ikke har lov til at gøre til andre, hvad man selv ikke vil have, at andre skal gøre ved én. Derved er der allerede udelukket samtlige former for seksualitet, som udøves ved hjælp af reel vold (ikke i-scene-sat vold, som en slags leg). Altså voldtægt, eller når en ægtefælle tiltvinger samleje med reel vold og naturligvis handel med mennesker, også kaldet sexslaver. Bibelen taler meget om egoistiske lyster, hvis dyrkelse vil fjerne én fra Gud og vil til sidst uvægerligt føre én til fortabelsen (evig fordømmelse) hvis ikke man bruger Guds hjælp til at komme ud af dem.

 

 

Når vi nu har sagt ja til dette, vil det også lyde meget logisk for os, at et fredeligt homoseksuelt forhold er i en vis grad mindre forkasteligt, end et voldeligt heteroseksuelt forhold, hvor den ene undertrykkes af den anden. Mange heteroseksuelle kristne dukker op hver søndag i kirken med fromme masker på, mens deres liv hjemme er det rene helvede.

 

 

Derudover fordømmer bibelen folk som bryder ægtesskabet ved at være utro, samtidigt med at Jesus i Johannes 8 nægter at fordømme en kvinde som (angiveligt) blev taget i ægtesskabssbrud. Gud ser bag kulisserne og kender hele dybden af enhver omstændighed. Måske blev denne kvinde forført af én, som farisærerne betalte for det, for at kunne have noget at anklage Jesu mor for, som jo, som de mente, havde født Jesus som et uægteskabeligt barn. Farisæerne burde have vidst bedre, fordi de kendte både Josefs og Marias slægtslinier og vidste derfor at Josef umuligt kunne have været Jesu biologiske far (noget som de fleste teologer idag ikke gider at bruge tid på at undersøge). Derom handler et ekstra kapitel i denne bog. Men farisæerne stuksede hele tiden til sagen, fordi denne Jesus drev dem til vanvid med hans fordømmelse af deres hykleri, deres dobbeltmoral og deres krumspring bevæbnet med bibeltekster taget ud af deres kontekst.

 

 

Til sidst taler Paulus om nogle falske kristne, som er det man på engelsk kalder ”womanizer”, mænd, som er så glade for kvinder, at de har flere forhold kørende på samme tid. Enhver mand, der nogensinde har læst mere end et halvt dusin profiler af partnersøgende kvinder på en datingside, vil med sikkerhed sande, at 99,9 procent af kvinderne (også de mest ateistiske) ikke bryder sig om mænd, som flyver fra kvinde til kvinde som en humlebi fra blomst til blomst. Når dette så derfor fordømmes af 99,9 procent af kvinderne, vil det nok falde let at indse, at også Gud er imod det! Se for eksempel 2. Timoteus 3, 4b - 7:

 

 

... de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem! Til dem hører nemlig de, der sniger sig ind i husene og får magt over kvinder, der er belæssede med synder og lader sig lede af alle mulige lyster, og som altid vil lære, men aldrig lærer sandheden at kende.”

 

 

Bibelens forbud mod sex med dyr og incest er nok heller ikke noget, som ret mange ateister vil kendes for at bebrejde kirken for. Anderledes ser det ud hvad angår homoseksualiteten, hvorfor vi vil bruge noget mere tid på dette emne.

 

 

Er det ikke sådan, som man gang på gang hører fra bibeltroende kristne, at Paulus fordømmer homoseksualitet i det første kapitel af Romerbrevet? Er ikke homoseksuelle med på den liste i Åbenbaring 21, 8 og 22, 15; over folk som til sidst vil lande i ”ildsøen”? Vi bliver nødt til at se lidt nærmere på disse bibelsteder.

 

 

Romerbrevets første kapitel er i denne sammenhæng taget ud af dens kontekst, som det så mange gange sker. Derfor her hurtigt en oprids af konteksten. Paulus lander omsider i Rom, efter en lang og indviklet rejse som fanger. Først ser han sig lidt omkring, så vidt det er ham muligt, og han konstaterer, at homoseksualitet er meget udbredt. Hans forklaring for dette er, at det nok også er et af symptomerne på den kendsgerning, at de er temmelig langt fra Gud. Men han starter ikke en systematisk lære om at homoseksuelle bliver fordømt og heteroseksuelle ikke. Tværtimod skriver han nu i det andet kapitel noget for at sætte en stopper for de jøde-kristnes tendens til at moralisere og indbilde sig at de er noget bedre, fordi de havde været jøder før de blev kristne. Han skriver nemlig i dette andet kapitel, at nogle hedninger (ikke-jøder) gjorde nogle gange nogle prisværdige ting, til trods for at de havde mindre kendskab til Gud end jøderne. Argumentet bliver så brugt for at gøre læserne klare til det tredje kapitel, hvor han nemlig skriver, at uanset om man har haft en religiøs eller en ikke-religiøs opvækst, så mangler man komplet Guds herlighed. Alle sættes dermed på samme niveau, som er ”0”, hvad angår det at kunne prale angående ens kendskab eller forhold til Gud. Gud laver tabula rasa, rent bord, alle er på samme niveau. Jøderne har ikke noget fortrin. Heller ikke nogle indremissionske kristne fra det ene eller andet danske vandkantsområde. Alle mangler de Guds herlighed. Og alle har de brug for den anden Adam, som er Jesus Kristus og som er Guds tilbud om at blive menneskelig efter Guds idé om at være menneske. Hele den del af menneskeheden, som kommer fra den første Adam, står altså fordømt, mens alle kan frelses gennem den anden Adam, som er Jesus Kristus, som er også Guds sidste ord til menneskeheden, hans slutendelige testamente så at sige. 

 

 

Lad os nu se på Romer 1 fra vers 14 til slut:

 

 

Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for. v15  Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom. v16  For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. v17  For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.« v18  For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. v19  Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. v20  For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. v21  For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. v22  De hævdede at være vise, men blev tåber, v23  og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. v24  Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. v25  De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen. v26  Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, v27  og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. v28  Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: v29  De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder,v30  de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; v31  de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. v32  De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.

 

 

Jeg vil bare komme med nogle punkter til denne tekst, som ellers taler for sig selv:

 

 

1)      Paulus føler sig forpligtet ikke alene over for ”de fromme”, men over for alle mennesker. Mange kristne lever derimod i et religiøst ghetto, lige som jøderne ofte gjorde det i Paulus’ tid.

2)      Livet med Gud leves gennem en autentisk og personlig tro, ikke gennem det at efterabe andre menneskers religiøse opførsel, ikke gennem gode gerninger.

3)      Gud er vred over AL ugudelighed – ikke kun den, som de kristne synes er ugudelig! Gud er altså lige så vred på en kristen, som bagtaler en anden kristen, som Han er på en homoseksuel, der bagtaler en anden homoseksuel.

4)      Guds sandhed undertrykkes gennem uretfærdige handlinger. I en stat eller et samfund, hvor der er megen korruption og kriminalitet, bliver det sværere at kunne finde sandheden, end i et samfund, hvor der er en vis form for ”retsstat”. Typisk er de lande, hvor der er meget kristenforfølgelse, også de lande, hvor det er sværest at kunne vinde en retssag. Omvendt må man sige, at et samfund hvis retssystem bliver mere og mere korrupt må forvente at blive et samfund der bliver mere og mere negativ indstillet overfor kristendommen.  Husk i denne sammenhæng, at også homoseksuelle kan komme ud for uretfærdigheder, så vi er alle i samme båd hvad angår dette!

5)      Men også i de mest korrupte samfund på jorden har ingen en undskyldning for ikke at have søgt Gud, fordi Guds eksistens er selvindlysende.

6)      Afgudsdyrkelse er et forgæves forsøg at ville komme udenom Gud. Den fører til løgnagtighed, som forstærkes derved, at Gud yderligere som straf sender flere løgne.

7)      Afgudsdyrkelse fører så også til seksuelle former for urenhed (bemærk at her, i v. 24, er der endnu ikke tale om dissideret homoseksualitet!)

8)      Homoseksualitet er så derefter bragt som et eksempel på en form for seksuel urenhed – en ”naturstridig” seksualitet, som Paulus mener.

9)      Homoseksualiteten er ifølgen Paulus’ mening allerede en straf i sig selv – han har tydeligvis medlidenhed med de homoseksuelle på et vist plan.

10)  Paulus generaliserer derefter (v. 28 og frem til slutningen), ved at sammenfatte, at manglende kendskab til Gud fører til en ”forkastelig tankegang” (ikke kun angående seksualiteten) og, som han siger, ”al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed” .

 

 

Til denne ”al slags uretfærdighed” hører ikke kun det, at for eksempel en ældre homoseksuel holder sig en yngre homoseksuel slave (en typisk form for homoseksualitet i antikken), men også at en mand bedrager sin kone, at en far gør sig skyldig i incest, at man udøver vold mod andre generelt, at man går til spådomskonen, etc. Listen er nærmest uendelig lang, kun fantasien sætter grænsen. Midt i al dette er så homoseksualiteten som ET af de mange eksempler. Det var noget, som faldt Paulus i øjet, og som han brugte som illustration. Men det betyder ikke, at det er hovedemnet i kapitlet eller at han mener at homoseksualiteten burde være noget som de kristne fører en indædt kamp imod. Det som Paulus kæmper for, er evangeliet. Paulus kæmper ikke imod homoseksualitet, men for evangeliets udbredelse.

 

 

Djævelen elsker at holde de kristne beskæftiget med åndelige hobbier – bare så de ikke arbejder med ved udbredelsen af evangeliet. Djævelen har ikke noget imod en verden uden homoseksuelle, uden abort, uden sexshops for den sags skyld. Så forpligter han de kristne til at følge én eller anden kæphest. Så drager de på en porno-messe iført et T-shirt med et kors på og mener de befinder sig i en åndelig kamp. Eller de pynter kirken med kort over det politiske Israel, som er slet ikke det ”Guds Israel” Paulus taler om i Galater 6. Eller de besætter en abortklinik. Derved politiseres evangeliet til ukendelighed, til sidst tales der i TV om ”den kristne højrefløj”. Som om Jesus døde på korset for en ”kristen højrefløj”!  En kristen er hverken på højre elle venstre, men repræsenterer en ny slags menneskehed, nemlig den som på grund af troen i Adam Nr. 2 blev forseglet med Helligånden som en slags 3. DNA streng, som indeholder opstandelsesfaktoren, der vil forvandle det døde legeme, uanset om det blev brændt, ædt af hajer eller jordsat, til det nye opstandelseslegeme!

 

 

Mange af de kristne traditioner, som i dag formørker evangeliet, henrører også fra en manglende forståelse af de kulturelle forskelle, som er mellem Jesu og apostlenes tid og vores.

 

 

I Jesu tid blev folk gift mens de var ret unge. En ung mand eller kvinde havde kun et kort antal år, som han eller hun skulle leve uden sex. De nutidige torturøvelser propageret af visse ingen-sex-før-ægteskab-bevægelser som for eksempel ”Promise Keepers” i USA, kan slet ikke sammenlignes med den forholdsvis korte tid, et ungt menneske i oldtiden skulle holde hovedet koldt. Typisk blev de unge forlovet ret tidligt, det var sædvanligvis en aftale mellem to familier. Paulus synes i øvrigt at det er helt ok (se 1. Korinter 7, 36). Så manden vidste, hvem der skulle blive hans hustru og skulle derfor ikke tabe tid på at se til højre og venstre og blive svimmel. Han kunne støt og roligt arbejde videre sammen med faren i familieforetagendet og nogle gange kom den anden familie på besøg og så kunne de to unge mennesker, som var blevet lovet til hinanden, allerede lære hinanden lidt at kende. Hos jøderne kunne det også ske på den måde, at den unge teenager fik kun en eneste gang hans tilkomne at se. Den unge mand skulle nu bygge et hus og så blev hans tilkommende ført til ham i en natlig bortførelsesaktion organiseret af familien, hvis tidspunkt afhang af om huset var bygget godt nok i fædrenes øjne. Noget som bruden ikke havde kendskab til, så hun skulle være parat når som helst og tilberede nogle sager imens. De rituelle sætninger som blev brugt, som var i stil med ”Jeg går og tilbereder et hus for dig!” og ”Vi drikker denne vin sammen igen, når vi er sammen i vores hus!” blev så brugt som en illustration af Jesus, for at beskrive omstændighederne med hans himmelfart og hans genkomst i fremtiden, når han indstiftede Nadveren, hvilket er grunden til, at den katholske kirke mener, at også vielsen skulle være et sakramente, noget som Martin Luther af gode grunde modsætter sig vehement. For protestanter findes der kun 2 sakramenter, dåben og nadveren. Dette fordi Paulus hos Korinterne og andre hedningekristne ikke pådutter den jødiske bryllupsceremoni. Derfor er vielsen ikke et sakramente.

 

 

Senere kunne der så opstå den situation, at en pige eller dreng som var blevet lovet til én fra en anden familie, blev kristen sammen med hele familien, men den anden familie ikke. Nu kunne det jo ske, at den unge følte, at han eller hun ville hellere blive omrejsende prædikant og hjælpe en af apostlene, i stedet for at forblive hos familieforetagendet som håndværker eller hvad de nu havde som hverv. Så kunne, ifølge 1. Korinter 7, 37, en far gå hen og sige til faren af den anden familie: ”Vi bliver nødt at bryde kontrakten, ungen vil følge Helligånden, vi er nemlig blevet kristne, og der er mere vigtigere ting end at blive gift som 17-årig!” Så kom der sikkert en masse ballade, men Paulus mener, at hvis denne far så har nerver til dette, fordi ungen også vil, så er det alle tiders. Men hvis de alligevel holder sig til kontrakten, så er det lige så fint (vers 38). Alt det bøvl som ugifte kristne står overfor idag, med at finde en partner, var der ikke endnu. Men kimen til dette var lagt, fordi nu kunne man gifte sig efter hvad Helligånden mente. Og det kunne naturligvis også føre til, at nogle blev et par, der tilsammen ville udbrede evangeliet.

 

 

I dag lever vi så i et samfund, hvor man fra det tidspunkt, seksualiteten melder sig i éns krop til man endelig når ægtesskabets mere eller mindre sikre havn, typisk gennemlever mindst et årti, hvis man er heldig, typisk dog omkring 15 år eller længre. I denne periode lever man altså uden partner og hvis man er bibeltroende kristen, vil man jo ikke leve for seksualiteten, men for Herren.

 

 

Bibelsteder, som de følgende står så klistret op på éns vægge:

 

1 Korinter 6, 12 - 20: ”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig. v13  Maden er til maven, og maven til maden, og begge dele vil Gud lade forgå. Legemet er ikke til utugt, men er til for Herren, og Herren for legemet, v14  og Gud oprejste Herren og vil oprejse os ved sin kraft.v15  Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da gøre Kristi lemmer til en skøges lemmer? Aldeles ikke! v16  Eller ved I ikke, at den, der binder sig til en skøge, er ét legeme med hende? – det hedder jo: »De to skal blive ét kød.« v17  Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham. v18  Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. v19  Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, v20  for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!”

 

 

2. Timoteus 2, 22: ”Sky de ungdommelige tilbøjeligheder (gammel overs.: ”lyster”), og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.

Rom. 12, 1-2: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige (anden overs.: ”fornuftige”) gudstjeneste. v2  Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”

 

 

Som ikke disse omstændigheder ville have potentiale nok til at mindske andelen af mennesker med normale seksuelle anlæg fra kirkerne, så pådutter man nu også disse kristne at det skulle være synd at onanere. Ganske vidst kommer den udøvende her i samvittighedskvaler, ikke fordi han eller hun mener at falde fra troen derved, men fordi man jo i sagens natur forestiller sig det ene og andet og så hvorfor ikke for eksempel forestille sig en kvinde fra et modeblad, hvor chancerne til at få hende at kende i virkelighedens verden er ret små. Visse sadistiske typer af menighedsledere formår nu at stukse yderligere til dette åbne sår og får den stakkels ensomme kristen til at frygte at han begår ægteskabsbrud i sit hjerte, når han onanerer. Sagde ikke Kristus, at man allerede har begået ægteskabsbrud, når bare man ser lysternt på en anden kvinde? Jo, men her tænkte han på GIFTE mænd som gloede lystert til en anden kvinde end deres egen hustru! Hvis man vil læse mere om dette, anbefaler jeg K. Scott Schaeffer’s bog ”Biblical Freedom from Religious Oppression” (se også www.biblicalfreedom.com), ISBN 9 780981 931517.

 

 

Der burde også nævnes diskussionen omkring skilsmisse, som er lige så belæsset med traditionelle fejlslutninger baseret på interpretationer af bibelsteder taget ud af deres kontekst. Et godt overblik, ud fra et bibeltroende synspunkt, giver siden www.divorcehope.com (alternativt www.divorcehope.org

 

 

De førnævnte steder i Åbenbaringsbogen omhandler mennesker, som i stedet for at bruge deres gud-givne frihed, lod sig frivilligt ind i et forhold, hvor den ene var en slags sex-slave. Det var populær i det gamle Grækenland og i Romerriget at unge mænd havde en ældre herre som en slags beskytter og levede således i et homoseksuelt forhold, som ikke har de store paralleler med de fleste nutidige homoseksuelle par. Men denne synd, at bare sælge sin krop til en anden, kan jo også være tilstede i en heteroseksuel ramme. Gud bryder sig ikke om, når man kaster sit liv bort på denne måde og det er bare alt for logisk, at man ikke vil kunne komme i himlen, når man bruger sin tid på denne måde og forspilder sine muligheder og kræfter ved at udelukkende være en andens kælebasse.

 

 

Min personlige erfaring er at nogle homoseksuelle holder op med at være homoseksuelle, når de bliver kristne, mens andre vælger at forblive homoseksuelle men holder op med at propagere deres seksualitet som noget, verden skal missioneres med. Der findes nemlig også det aspekt, at nogle homoseksuelle mener at de skal få stor indflydelse i for eksempel skolevæsenet eller pædagogikken og så opstår der bizarre historier, om børnehavebørn der initieres til at lugte ved hinandens kønsorganer – som sket i Tyskland og også i Danmark! Nogle homoseksuelle har en agenda i denne retning. Dette ændrer dog ikke noget ved den kendsgerning, at mange homoseksuelle også udsættes for diskrimination, ja endog forfølgelse og i nogle lænde endog fængslig eller henrettelse (som for eksempel i Iran). Dette burde enhver logisk tænkende kristen tage afstand fra. Logisk tænkende, fordi hvis man som kristen giver støtte til politiske systemer, der fremmer diskriminering af homoseksuelle, så fodrer man de løver man senere selv møder i kolosseum, fordi tit bliver disse populistiske systemer, baseret på had og fordomme, også indstillet imod kristendommen og så bliver det éns egen tur. Som kristen burde vi være solidariske over for mindretals grupperinger i det hele taget.

 

 

Ydermere ville jeg nok foretrække en homoseksuel præst, som prædiker evangeliet, frem for en heteroseksuel præst, som synes at evangeliet er bare en god-nat-historie og prædiker et eller andet politiskt vås. Idet dog de fleste homoseksuelle har visse fordomme imod bibeltro kristendom, hvilket er forståeligt i betragtning af den hetz de udsættes for blandt andet fra visse kristne som praler med at være ”bibeltro”, må der dog antages at der næppe findes homoseksuelle præster som også er bibeltro, men at en homoseksuel præst så derimod vil bruge sin platform for at fremme sin egen mere eller mindre liberale version af ”kristendommen”. Men hvis der alligevel skulle findes en bibeltro homoseksuel præst, vil jeg gerne betegne mig selv som dens eller hendes bror i Herren – uden dog derved at forfalde til den mening, at det er fuldstændig ligemeget om man er hetero- eller homoseksuel.

 

 

Sammenfattende burde vi slå fast at bibelen først og fremmest fordømmer det at være egocentrisk, hyklerisk, løgnagtig og voldelig. Det er generelt sådan, at man ikke kan leve et liv i Helligånden, når man sætter tilfredsstillelsen af sine (bl. a. seksuelle) lyster på førstepladsen og troen på andenpladsen, lige som man ikke kan tjene Gud og ”mammon” (pengepungen) samtidigt. En kirke burde være et sted, hvor også homoseksuelle vil føle sig velkomne. Når de så bliver frelst og får Helligånden, kan det jo ske at de holder op med at være homoseksuelle, men det burde ikke være målet i sig selv i første omgang. Det kan også være at Gud lader dem forblive homoseksuelle, fordi Han ønsker at der skabes kontakt til flere homoseksuelle, som befinder sig i den sidstnævtes vennekreds. Dette kan i hvert fald ikke udelukkes. Tit sker det jo, at man pladask taber hele sin sociale kontaktflade, når man bliver kristen, men andre gange skal man netop være den redningsanker til alle dem, man kender, så de kan få muligheden til at få kendskab til én, som blev frelst.

 

 

Jesus døde for alle syndere, ikke kun for de heteroseksuelle af slagsen. Jesus sagde ikke: ”Kom til mig, I som er tyngede af byrder, jeg vil give jer hvile, men hvis I er homoseksuelle, bliv først heteroseksuelle og kom så!”. Nej, han sagde kun den første del, og skabte ikke nogle betingelser for at komme. Farisærerne blev sure, da Jesus ikke protesterede, da en prostitueret begyndte at balsamere hans fødder. De tænkte: ”Hvis han er fra Gud, burde han da kunne indse, at hun er en synder!” Men Jesus så synder som hende, eller som Zachæus, der var en korrupt pengeindriver, og sagde: ”Også dette menneske er et fortabt får fra flokken, som jeg er kommet for at føre til frelse!” Kristne burde have den samme indstilling.

 

 

Kirken gør netop det omvendte af det, den burde gøre: Den fordømmer dem udenfor, og lukker samtlige øjne overfor åbenlyse tilfælde af uretfærdighed i dens midte. I stedet for burde kirken åbne armene for synderne og blive derefter streng imod dem, som mener de kan bruge Gud som dække for al deres griskhed.

 

 

I Rumænien fortalte en af mine teologilærere om en tid sidst i 60erne, mens chikaniseringen og forfølgelsen af kristne var på sit højeste. I denne tid var det næppe muligt at få en teologisk uddannelse. En Baptistpræst besluttede dog at have nogle hemmelige ”Timoteusser”, som han ville uddanne til at være dygtige til at lede en menighed, prædike fra bibelen og evangelisere. Undervisningen fandt sted i løbet af vinterhalfåret og meget tidligt om morgenen, således at ingen kunne få kendskab til det, når det var bælgmørkt og den manglende gadebelysning ville yde sit bidrag til at holde det hele hemmeligt. Denne Baptistpræst risikerede derved sit liv, fordi hvis det ville opdages, ville han selv komme i fænglet og chancerne at komme ud derfra var temmelig ringe.

 

 

Så tænkte han nok: ”Jeg vil da nødig løbe dette risiko, bare for at hjælpe en opblæst farisærer med at blive endnu mere opblæst, sådan at han til sidst bare prædiker et dæmonisk engle-evangelie for de sønderskårne!”

 

 

Derfor blev de unge mænd, som gerne ville være med på holdet, underkastet en ”test”. De skulle komme marcherende til hans hus meget tidligt om morgenen og derefter stille sig ved kakkelovnen. Når en rask ung mand står meget tidligt op om morgenen og går en tur gennem is og sne og derefter får varmen i bagdelen, så sker der ting og sager. Og rigtignok kunne der iagttages en lille ”bule” ved den unge mand – et tegn på, at der kunne være tale om normale seksuelle anlæg. Hvis der derimod ikke kom nogen bule, kunne det så være tegn på to muligheder: Enten havde kandidaten masturberet hele natten, hvilket nok var usandsynligt i betragtning af at han også ville risikere sit liv ved at komme til dette hemmelige møde og derfor nok hellere ville have bedt meget, bl. a. for Guds beskyttelse. Eller, mere sandsynligt, denne kandidat havde så svage seksuelle anlæg, at der ville være en risiko for, at han ville torturere dem i menigheden med normale seksuelle anlæg ved at udsætte dem for et eller andet engle-evangelie. Han ville aldrig kunne forstå en person, der kom til ham til sjælesorg og klagede over en kamp med seksuelle fristelser. Sådan én ville præsten ikke bruge tid på og risikere sit eget liv for. Ud med ham. Når der ingen bule kom, blev der ikke lavet en videre aftale om en hemmelig teologisk uddannelse.

 

 

Den franske digter Montesquieu sagde engang, at der fandtes 3 køn: Mand, kvinde og præst. Her sigtede han til hans samtids katolske præster, som ikke måtte giftes, og hvor det derfor jo var en fordel at være nærmest a-seksuel. I Vesteuropa findes der i (fri)kirkerne mange folk som hører til denne gruppe til. De fremmer så en masse problematiske lærdomme, som fører kirken væk fra evangeliet. Der findes også den type kvinder, som blev udsat for et overgreb som barn eller ung og derved kom at hade alt der har med seksualitet at gøre og nu finder de det som deres livs opgave at gøre seksualiteten sur for andre i kirken. Bliver man gift med sådan én, kan man ikke regne med at få et normalt liv. Det bliver et ægtesskab med en forindbygget skilsmisse.   

 

 

Hvordan ægtesskabet set som sakramente forhindrer ægteskaber

 

 

Mens den romersk-katolske kirke har 7 sakramenter, deriblandt ægteskabet, anerkender de klassisk-protestantiske kirker kun 2: Nemlig dåben og nadveren. Frikirkerne, som ellers formelt regner sig selv for at være protestanter (eller også betegnes som ”neo-protestanter” af nogle landes journalister), taler slet ikke om sakramenter, men i deres reelle praksis er det tit sådan, at ægteskabet faktisk ophøjes til en slags sakramente.

 

 

Sakramente betyder, at det er noget helligt, som kirken ikke må undlade hhv. som mennesket har brug for at observere og hvis observans er nødvendigt for troen. Man kan frelses udelukkende ved troen, teoretisk kan det ske for et menneske på sit dødsleje og så er det ikke nødvendigt for frelsen at være døbt eller at deltage i nadveren. Men hvis man lever et normalt kristent liv, så skal man både døbes og deltage i nadveren.

 

 

Den katolske kirke anser nu også ægteskabet som sakramente og dette fører til, at man i konservativ katolske lande normalt ikke kan skilles. Det er på første øjekast nærliggende, at tro, at ægteskabet er så helligt, at de ikke kan opløses, idet Jesus selv forsvarer ægteskabet overfor farisæernes griskhed (som nemlig tit begik ægteskabsbrud eller ødelagde andres ægteskaber ved deres lokalpolitiske intriger) og fordi Jesus bruger den jødiske bryllupsceremoni som en illustration for sit andet komme.

 

 

Når nemlig to unge jøder vil gifte sig, får de deres fædre til at lave en slags kontrakt. Den unge mand siger så til sin udvalgte i et særligt ritual: ”Jeg går hen at bygge et hus for os!” og så drikker de vin sammen og den unge mand siger videre noget i stil med: ”Vi drikker denne vin igen, når vi bliver gift!” og dette bruger Jesus, da Han indstifter nadveren (1. Korinter 11). Med andre ord, Jesus siger at han går bort for at bygge en bolig for os og at næste gang vi drikker ”vinen” sammen med Ham, bliver i himlen og at vi derfor skal gøre det regelmæssigt (i nadveren) for at mindes om dette.

 

 

Når så den unge mand er færdig med huset, og den er blevet godkendt af pigens familie, bliver pigen kidnappet af brudgommens familie, typisk om natten og med stor stohej. Tidspunktet for denne aktion er ukendt for bruden, hvorfor hun altid skal have noget lys brændende som et symbol på, at hun venter på brudgommen og er beredt at drage afsted (hhv. lade sig bortføre af Ham) når som helst. Denne tradition praktiseres i det politiske Israel den dag i dag. Jesus tog det i sin tid som illustration på at de kristne altid skal være vågne og beredte på at blive hentet i bortrykkelsen, når Han nemlig kommer for anden gang, noget man ikke ved, hvornår det skulle ske.   

 

 

Men den kendsgerning, at Jesus tager denne jødiske tradition som en illustration for noget som er yderst vigtig for hele kristenheden (ikke kun de kristne som før var jøder), nemlig bortrykkelsen og det at være rede for Hans andet komme, betyder dog ikke at alle kristne nu er bundet til denne specielle jødiske bryllupstradition.

 

 

Da nemlig Paulus dukker op i Korint, hvor han grundlægger en menighed blandt nogle hedninger som havde helt andre opfattelser af ægteskabet, pådutter ham dem ikke den jødiske bryllupstradition. Når vi læser det 7. kapitel i Hans første brev til korinterne, står der ingenting om at manden først skal bygge et hus og at pigen skal sidde og vente med en tændt olielampe og vente på at blive bortført på et hende ukendt tidspunkt om natten osv. Der står heller ikke at det skal gå nøjagtigt som med Isaak og Rebekka (1. Moses 24), nemlig som følge af en overnaturlig ledelse.

 

 

Der står heller ikke noget om at hun skal have hvidt tøj på og han sort tøj på og at de skal have en bryllupskage i flere etager med kransekagerfigurer af dem selv på toppen. I versene 12 og 13 taler Paulus faktisk om par, der skulle blive ”boende” sammen, hvis de ville det, selv hvis den anden ikke var troende. Hvis den ikke-troende partner derimod ville volde sin partner besvær på grund af den kendsgerning at sidstnævnte på et tidspunkt kom til troen, så skulle det være bedre at skilles. I realiteten sker der dog i dag tit det, at den nyomvendte kristen påvirkes af dæmoniske ånder fra menigheden (som nemlig hindrer ægteskabet, 1. Timoteus 4, 1 – 3) og at derfor den ikke-troende til sidst ikke kan holde det ud og så kan den nyomvendte blive stolt af sit store offer som han eller hende gjorde for ”evangeliet” (hvor det i virkelighden var et engle-evangelie der krævede ofret) og djævelen kan dø af grin i baggrunden, fordi det lykkedes ham at ødelægge et parforhold, som ellers fungerede, og hvor den anden måske på et tidspunkt alligevel var blevet troende senere hen – noget som djævelen jo ingenlunde har noget interesse i! 

 

 

Paulus skriver ikke, at disse par nu skulle rende til rådhuset eller en kirke eller noget andet. Der påbydes ingen form for ritus. I Korint havde de vistnok en eller anden rituel handling også, men den omtales ikke i 1. Korinter 7.

 

 

Hvor mange hindringer lægger man derimod i de stakkels menneskers vej, som er blevet fanget i en (fri)kirke og nu vil gerne giftes! Man pålægger dem at læse alle mulige bøger om hvordan man kan være 100 % sikker at det nu er den rigtige for hele livet, sådan at de bliver nødt at producere en eller anden selv-opfunden tåbelig profeti eller drøm for at få det som at fremstå som ”Herrens ledelse”. Og så kommer alle de indviklede, dyre og udspekulerede forberedelser til brylluppet, som nok kan få mange til at komme nær et nervesammenbrud.   

 

 

En leder af et mellemstor missionsværk i Tyskland fortalte mig engang at hvis han rekrutterede et missionærspar til et vanskeligt land, så foretrak han par, der var blevet gift før de blev kristne. Når de nemlig ikke var kristne, kom de bare til dans og blev tiltrukket af hverandre og havde sex og det holdt så godt at de blev gift og så en skønne dag blev først den ene og så den anden frelst og de blev trofaste medlemmer af en kirke i nogle år. De blev søjler i denne menighed, bl. a. fordi deres ægteskab var godt, den var nemlig baseret på deres kærlighed for hinanden.

 

 

Med par som var blevet gift efter deres omvendelse var det derimod ifølge denne missionsforstander desværre tit en helt anden historie. De havde nu kun et lille antal af mulige partner at vælge imellem, fordi den syndige verden var de jo blevet frelst fra og derfor blev en partner fra udenfor kirkernes og menighedernes verden jo fra starten udelukket, noget som også støttes af 2. Korinter 6, 14 – 18 hvor Paulus advarer imod det at forpligte sig til et samarbejde med ikke-troende. Dertil kom så måske at deres menighed anså det at rejse rundt til andre menigheder som noget ”kødsligt”, dvs. noget som ville manifestere en mangel på tro. Derved blev udvalget af potentielle livspartnere endnu mere indskrænket.

 

 

Man finder så det eksempel fra bibelen frem, hvor nemlig Isaak finder sin Rebekka som følge af en overnaturlig ledelse af Guds ånd (1. Mose 24). Men den historie betyder ikke, at alle skal kunne finde deres livspartner på den samme måde. Nu måtte de producere alle mulige overnaturlige ”ledelses”-tegn for at overbevise sig selv og menigheden om, at han eller hende var den rigtige.

 

 

Deres ægteskab ville også holde så længe de udøver den del af den kristne disciplin, som har at gøre med at betragte sit eget ego som død i Kristus, dvs., give afkald på egne ønsker og se efter hvad den anden vil have fremfor hvad man selv ønsker. Meget skønt og smukt lyder det jo (og er også bibelsk, se fx Efeser 5, 21 – 33) og det holder også nogenlunde, når det kun er dét man har at kæmpe med. Men når man så ovenikøbet skal drive en vanskelig missionsopgave i en korrupt bananrepublik som er fyldt med moskitos og giftigt kryb, så eksploderer det hele, den fromme facade falder og de to stakler begynder at kaste tallerkener efter hverandre.

 

 

Derved kan der naturligvis ikke udelukkes, at nogle få kristne singler faktisk er så heldige virkeligt at få den rigtige ”ledelse” og finde en partner, som de kan have et ægteskab med, der holder selv under de værste forfølgelser og i den værste nød og de værste angreb på det åndelige plan.

 

 

Den menneskelige livsform, som er mest under angreb fra den ondes side, er et ægteskab, som føres af kristne og i Kristus, som producerer nogle børn, der også bliver opdraget i troen, og som kan være et vidnesbyrd for mange udenfor kirken og en støttende søjle indenfor kirken. De to alternativer som i stedet reklameres for fra den ondes side er for det første løse forhold der ikke fører til noget bindende, hvor man skifter partner forholdsvis hurtigt, for det andet er det forhold hvor den ene holdes som den andens husslave (og det er i denne sammenhæng at Paulus nævner homoseksualiteten i hans kulturelle kontekst, se kapitlet derom i denne bog) og for det tredje er det en dæmonisk inspireret afholdenhed fra ægteskabet.

 

 

Dette beskrives i 1. Timoteus 4, 1 – 5: ”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, 2 som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. 3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. 4 For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; 5 for det helliges ved Guds ord og ved bøn.”

 

 

Mange prædikanter indpræger det overfor de unge, at det skulle være meget godt at være alene, men Gud er ikke altid af denne mening, faktisk siger han i 1. Mose 2, 18 det modsatte: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene.” Da Gud skabte Eva, blev det beskrevet som noget meget ”godt” (1. Mose 1, 27 – 33), men i gnosticismen og neo-platonismen af det første århundrede efter Kristus, såsom i Middelalderen (hvor kirken fremstod som groft sagt 50 % kristent og 50 % neo-platonsk), er kvinden altid noget dårligt, hun betragtes som uren og som mindre værd en manden, noget som strider imod bl. a. Galater 3, 28. 

 

 

På det teoretiske plan er man ikke imod ægteskabet, men i realiteten lægger man mange hindringer i vejen for at folk kan blive gift i menigheden. I Moldova, et land, hvor de fleste baptistkirker hænger fast i lovtrælske traditioner fra 1930erne, er det typisk at se kvinder, som voksede op i kirken, som gang på gang blev hindret i at gifte sig med den ene eller den anden og så til sidst blev gift med en ikke-kristen, som så udviklede sig til en værre tyran. Så sidder de der i menigheden, alene, iført det obligatoriske tørklæde på hovedet, og så er de enten skilt eller lever i et helvede hjemme. Når de så vil giftes igen bryder en anden slags helvede løs (bl. a. pga. ubibelske teorier omkring skilsmissen), men de korrupte og dæmoniserede præster, som bærer deres del af skylden i hele miseren, går fri for påtale gang på gang.

 

 

Det er min overbevisning, at hvis kristendommen vil udvikle sig til en reformerende kraft, der kan stå nutidens religiøse bølger imod, skal de gamle surdeje af traditionelle opfattelser omkring ægteskab, partnersøgning, skilsmisse og seksualitet underkastes et grundigt bibelsk motiveret eftersyn. Meget af det, der hævdes som værende ”bibelsk” er det ikke, det er bare noget neoplatonsk skamskærelses-pladder (Filipper 3, 2).

 

 

Et af hovedårsagene for, at især unge mennesker i dag går i en stor bue omkring alt der har med kirken, menigheden, bibelen og evangeliet at gøre, er den udbredte mening, at kristendommen er imod seksualiteten. Kristendommen er imod uretfærdigheden, også imod uretfærdigheden indenfor ægteskaber (og derfor ikke altid så meget imod skilsmisser som mange fejlagtigt lærer!). Dette kan så betyde, at man (nemlig for at undgå en uretfærdighed) afholder sig fra det seksuelle i nogle år mere end man ville have gjort uden troen, men til syvende og sidst er Gud af den mening at det er meget godt at have en partner og stifte en familie og de skamskærelses-prædikanter som indirekte hindrer folk i dette skal fejes ud af menigheden sammen med al de andre dæmoniske surdeje og engle-evangelier!

 

 

Fakta om ”tienden” - nutidens afladshandel – og Lovens funktion i den Nye Pagt

 

 

Mange danske ikke-kristne spørger mistroisk: ”Er det ikke sådan, at man så skal give 10 % af sin løn?”, når de føler, at man er på nippet til at overtale dem til at komme i en typisk dansk (fri)kirke. Det er iøjnefaldende, hvordan læren om tienden er afhængig af forskellige landes teologiske landskaber. I mange lande hører man aldrig om tienden, fx har jeg aldrig hørt en prædiken om tienden i Rumænien, hvor der findes mindst 300.000 bibeltroende baptister og tilsvarende mange pinsevenner, darbyster og andre. De har så mange andre problemer: Fx misforstås der 1. Korinter 11, hvilket fører til at kvinderne går rundt med en hovedbeklædning, som får dem til at se ud som mælkepiger fra det 18. århundrede, og hvilket er en stor hindring for mange kvinder i dette land til at komme i en kirke. I Danmark er det så misforståelsen af bibelens lære om tienden, der sørger for, at mange holder sig væk fra menighederne.

 

 

I sin bog ”Apostasy Now” (hvilket kan oversættes med ”Frafaldet er nu”) leverer Dean Flanders en god undersøgelse af læren om tienden og hvordan den bliver brugt på en ubibelsk måde i dag. Jeg gengiver derfor i store træk og sammenfattende hans bibelstudie om dette i det følgende.

 

 

Mens 10 % kan tjene som en orientering angående hvor meget man skal give til sin menighed, pga. de tilfælde i det gamle testamente, hvor der er tale om “tiende”,  blev tienden ikke praktiseret i bogstavelig forstand som mange prædikanter i dag vil få kirken til at tro.

 

 

Af 5. Mose 14, 22 kan vi se, at jøderne ikke gav 10 % af alt det de havde eller fik, men kun af det som blev tilovers ”af afgrøden” ved årets udgang (eller ved udgangen af en 3-års periode, se 5. Mose 14, 28), dvs. af den rene høst-overskud, ikke af det, de skulle bruge som investering til den næste høst. Oven i købet var det tilladt at fortære noget af denne overskuds-tiende foran Herren og endog at sælge noget af det for at kunne købe vin (5 Mose 14, 23 - 26)!

 

 

5. Mose 14, 22 - 26: ”Du skal give tiende af al din afgrøde, der vokser på marken, år for år; 23 og for HERREN din Guds åsyn, på det sted, han udvælger til bolig for sit navn, skal du nyde tienden af dit korn, din most og din olie og de førstefødte af dit hornkvæg og småkvæg, for at du kan lære at frygte HERREN din Gud alle dage. 24 Men når vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen, eftersom det sted, HERREN din Gud udvælger for dér at stedfæste sit navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud velsigner dig, 25 så skal du gøre det i penge og pakke pengene ind og tage dem med og drage til det sted, HERREN din Gud udvælger, 26 og du skal for pengene købe alt, hvad dit hjerte begærer, hornkvæg og småkvæg, vin og stærk drik og alt, hvad du har lyst til, og nyde det dér for HERREN din Guds åsyn og være glad sammen med din husstand.”

 

 

Tienden blev ikke brugt alene for templen, men også for at støtte Leviterne (de jøder, som arbejdede i templet) og hjælpe de fattige, som kan ses i de to efterfølgende skriftsteder:

 

 

5. Mose 14, 27: ”Og Levitten indenfor dine porte må du ikke glemme; fordi han har ikke arvelod og del som du, 28 men hver Gang der er gået tre år, skal du tage al tienden af din afgrøde i det år og samle den inden dine porte, 29 så at Levitten, der jo ikke har arvelod og del som du, og den fremmede, den faderløse og enken indenfor dine porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må velsigne dig i al den gerning, du tager dig for.”

 

 

4. Mose 18, 26 + 28: ”Tal til levitterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager tienden, som jeg har givet jer som den arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN en offerydelse deraf, tiende af tienden; .....28 Således skal også I yde HERREN en offerydelse af al den tiende, I modtager af Israelitterne, og denne Herrens offerydelse skal I give præsten Aron.”

 

 

Det at give tiende blev hverken påbudt eller praktiseret blandt de første kristne. Og i det Gamle Testamente er det faktisk kun kong Saul (som senere frafaldt og alligevel havde været forkastet af Gud allerede fra starten), som påbyder at give tienden bogstaveligt og nøjagtigt af alt hvad man ejer, altså inklusive ”sæd” dvs. investeringsmidlerne, ikke kun af den årlige eller 3-årlige tilvækst, dvs. den rene høst-profit eller overskud. I 1. Samuel 8, 15 – 18 advarer dommer-profeten Samuel om Sauls måde at praktisere tiende-skatten som følger: ”Af jeres sæd og vinhøst skal han (kong Saul) tage tiende og give sine hofmænd og tjenere. 16 De bedste af jeres trælle og trælkvinder, det bedste af jeres hornkvæg og æsler skal han tage og bruge til sit eget arbejde. 17 Af jeres småkvæg skal han tage tiende; og I selv skal blive hans trælle. 18 Og når l da til den tid klager over jeres konge, som I har valgt jer, så vil HERREN ikke bønhøre jer.”

 

 

Det at give tienden “bogstaveligt” kan også tjene som en undskyldning foran Gud for ikke at måtte lade Gud have det sidste ord at have sagt angående ens formue. Man giver ”Gud” (som man tror og foregiver og får indprentet) denne 10 % - skive og over resten vil man selv råde på en egoistisk og uforsvarlig måde som man har lyst til, i stedet for at ”dø” til sin ”gamle Adams-natur” (som hele tiden vil leve uafhængigt af Gud); i stedet for at hengive sig 100 % til Gud og lade Ham lede én med hensyn til hvad man skal gøre med det hele.

 

 

Romer 12, 1: ”Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

 

 

I stedet for praktisering af tienden skal en kristen som udgangspunkt være rede til at sælge alt og give det til de fattige (Lukas 18, 22, se også Lukas 12, 33 og 14, 33). Praktisering af tienden sker normalt på en overtroisk måde som ikke herliggører den Levende Guds navn, men hvor man opfatter Gud som en ”Deus ex machina”, dvs. en slags bingo-automat; man kaster nogle mønter i, drejer et håndtag og derefter sker der et eller andet. Derved bliver menigheden fornedriget til et aktiemarked, en investeringsplads, hvor man spekulerer med pengene.

 

 

Paulus siger derimod i Romer 11, 35:  ”... eller hvem gav ham først, så at der skulle gives ham gengæld derfor?”

 

 

Når man baserer sig udelukkende på Maleachi 3, 10 angående spørgsmålet om at give penge til menigheden, er man også nødt til at holde sig til samtlige resterende 611 love fra det Gamle Testamente. Derved falder man fra nåden (jfr. Galater 3, 10 og 5, 3), dvs. man har taget sin skæbne i sin egen hånd og prøver at fuldføre troens løbebane i egen kraft, noget som er dømt til at mislykkes.

 

 

Galater 3, 10:Fordi så mange, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse; fordi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de ting, som er skrevne i lovens bog, så han gør dem."

 

 

Galater 5, 3:  ”Men jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven(fremhævelse min).

 

 

Det er ingenlunde hensigten med loven, at den skulle føre os væk fra nåden i Jesus Kristus:

 

 

1. Timoteus 1, 8: ”Men vi ved, at loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt”

 

 

Vi ser altså at der eksisterer en ulovmæssig brug af Guds lov. I Romer 3, 31 argumenterer Paulus: ”Gør vi da loven til intet ved troen? Det være langt fra! Nej, vi hævder loven”. Loven som sådan er altså ikke blevet ophævet (se også Matthæus 5, 17 – 18), men dens funktion er blevet ændret. Den kan ikke give sikkerhed angående en persons pagt med Gud gennem Jesus Kristus, men den kan give indsigt i Guds dom over synden:

 

 

1. Timoteus 1, 9 - 10: ”... idet man ved dette, at loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øver vold imod deres fader og moder, for manddrabere, v10 utugtige, syndere imod naturen, menneskerøvere, løgnere, menedere, og hvad andet der er imod den sunde lære, efter den salige Guds herligheds evangelium, som er blevet mig betroet.”

 

 

Loven forbandede før i tiden dem som ikke overholdt det, mens nu forbander den enhver som ikke adlyder Jesus Kristi ord og som ikke lader sig frelse ved Hans nåde. Loven har altid været rettet imod forkert religiøsitet og deriblandt er også lovtrældommen.

 

 

Lovtrældommen er altså forbudt ved Guds lov, fordi den fører forbi Kristus. Lovtrældommen spytter Gud i ansigtet ved at sige: ”Golgota var ikke nok. Der mangler meget mere for at vi kan blive hellige. Vi skal yde en ekstra indsats!”, osv. Og så bliver man regnet gennem loven og under loven blandt dem, der er lovløse, ugudelige (hvor from man end giver sig ud for at være eller opfatter sig selv som værende), for mordere, osv. ifølge 1. Timoteus 1, 9 - 10. Der er altså ikke spor slut med lovens forbandelse, bare at nu bliver den defineret gennem Kristus:

 

 

1. Korinter 16, 22:  ”Dersom nogen ikke elsker Herren (Jesus Kristus), han være en forbandelse! ...

 

 

Det drejer sig altså ingenlunde om at acceptere en blød, sødlig, sentimental, “rummelig”, ”tolerant” og gummibamse-agtig kristendom, men om at adlyde Evangeliets ord og ikke vige fra dem.

 

 

En kristen skal give på sådan en måde, at hans venstre hånd ikke ved, hvad hans højre hånd gør, dette betyder ikke uforsvarlig og uden at tænke sig om (man skal nøje undersøge, hvad pengene går til), men at give uden derved at mene, at nu kan man få ekstra-points hos Gud eller blive rost af menigheden. Vi har jo allerede alt der kan fås af velsignelser i Kristus, hvad forventer vi så mere? Vi kan blive velhavende som kristne, men vi kan også blive fattige som Lazarus ved porten af den rige mands hus (Lukas 16). Er vi rede til at indtage Lazarus-positionen hvis dette er prisen for at følge sandheden eller vil vi hellere feste og blive rost som den rige mand og så komme i helvede?

 

 

Paulus skriver i Filipper 4, 12: ”Jeg forstår at være i ringe kår, og jeg forstår også at have overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have overflod og i at lide savn.”

 

 

Dvs. Paulus sætter ikke nogen standard mht. til formue, men siger blot at for ham som kristen er der andre ting som er vigtigere end om han nu er rig eller fattig. Vi skal altså ikke tro, at vi er forbandet af Gud, når det ikke går så godt financielt i en tid. Vi behøver heller ikke at have dårlig samvittighed, når vi har det rigtig godt. Når vi holder fast ved troen og ikke taber Jesus Kristus af syne, vil en periode af materiel velsignelse ikke forføre os til åndelig søvnighed og frafald.

 

 

Læren om “tienden” er nutidens afladshandel. I Luthers tid fik de kristne at vide, at de skulle betale noget for at få deres sjæl ud af skærsilden hurtigere. Dette fik Luther så op af stolen og sige Tetzel, Pavens handlanger i Tyskland, imod og oplyse det bedragede folk om evangeliets sandhed.

 

 

I dag gør man de kristne bange, ved at sige, hvis ikke de betaler 10 % af deres løn eller kontanthjælp, før skat, så vanker der smæk af Gud i form af ”dårlig høst”. Problemet er nu mindre seriøst end i Luthers tid, fordi den gang drejede det sig jo om frelsen, mens det i dag ”kun” er velsignelsen som er på spil. Men ikke desto mindre er det en stor synd at misbruge Herrens Navn på den måde. Det er lige som at ville træde mellem Gud og mennesker som en formidler, en af djævelens yndlingsbeskæftigelser. Skal vi så også betale for at få lov til at sidde på en stol i menigheden? Sådan plejede man jo at gøre i middelalderen. Det ville faktisk være mere oprigtigt.

 

 

Kristne skal give ud af et glad hjerte (2. Korinter 9, 7) uden at spekulere på velsignelserne, som så måtte komme som resultat af dette. Gud handler i henhold til vores tro, ikke vore gerninger. Af gerninger er der ingen der bliver hverken frelst eller velsignet. Det er Gud som ejer sølvet og guldet (Haggai 2, 8) og ikke djævelen, uanset hvad han lyver med overfor Kristus når han frister Ham i ørkenen (Matthæus 4, 1 – 11). Når en kristen får tro af Gud til at flytte et bjerg ud i havet skal det så ske gennem tro og ikke gennem gerninger eller pga. en ”salvelse” eller noget andet fikst ud af djævelens tryllehat.

 

 

Kristne har ikke brug for at frygte ulemper som følge af en større gave som vel at mærke er blevet givet gennem tro og efter god overvejelse i bøn og nøje undersøgelser. De har lært, at når Gud kalder dem til at give et større offer (meget mere end 10 %), så vil Han også forsyne dem med hvad de derefter har brug for. Desuden har kristne, der har lært en kristen livsstil også lært at nøjes med få ting.

 

 

Nøjsomhed er et kristent karaktertræk som ikke er særlig omtalt i menighederne nu til dags. I stedet for lærer man folk at ”visualisere” deres nye bil, etc. Når der så er en, som alligevel skifter til en lidt mere beskeden livsstil, er det bare med at komme i gang med at trutte trompeterne lige foran ham eller hende, for at enhver må lægge mærke til, hvor ”åndelig” han eller hun er!

 

 

Til sådanne henvender sig Jesus i Matthæus 6, 16 – 18 som følger: ”Og når I faster, da ser ikke bedrøvede ud som hyklerne; fordi de gør deres ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for menneskene som fastende; sandelig, siger jeg jer, de har allerede fået deres løn. Men du, når du faster, da salv dit hoved, og vask dit ansigt, for at du ikke skal vise dig for menneskene som fastende, men for din fader, som er i løndom; og din fader, som ser i løndom, skal betale dig.”

 

 

Modne kristne er ikke irriteret over deres materielle situation, de lever simpelthen på et højere plan og glæder sig over små og store velsignelser i lige måde.

 

 

Nu er det jo vistnok også sådan at kristne er ansvarlige for ikke at lade deres menighed i stikken (Hebræer 10, 25), dette ikke bare mht. gudstjenesterne, men også ang. materiel støtte såsom støtte gennem alt hvad man har som personlige gaver, man kunne bidrage med, med sin tid, erfaring, sin bil til at transportere folk med, osv. Og så er der jo den berømte ”okse” som man “må ikke binde munden til” når han (eller hun) ”tærsker” (1. Timoteus 5, 18). Mange menigheder ansætter kun meget naive unger, som er lige kommet ud af bibelskolen, til en meget lav vikarløn og som de kan kommandere rundt som de vil og nemt kan fyre igen efter behag. De har kun brug for en symbolsk leder, ellers vil de selv “tærske”. En missionær i Tyskland, som nu er hos Herren, advarede mig engang imod sådan en menighed ved at sige: “Pas på, de steger den ene praktikant efter den anden. Det er ikke en menighed, mand, det er en bibelskolestudenter-ovn, og dem som kommer ud derfra kan man ikke hjælpe mere, de er færdige, helt sortbrændte!” Desværre var jeg på dette tidspunkt allerede i en anden ”vikar-ovn” hvor jeg fik 1.000,- DM (ca. 3.850,- DKK) pr. måned for at spille en slags Queen of England for dem, fuld tid, hvor jeg endog blev afbrudt midt i mine prædiker, etc.

 

 

Der er to aspekter ved spørgsmålet om hvordan man skal betale prædikanter. På en måde er lønnen til en prædikant også menighedens udtryk for deres kærlighed til Guds ord. Man indser, at man har brug for fortolkningerne og prædikerne, altså for en ledelse i det hele taget, og det værdsætter man ved at give en fornuftig løn. Lønnen er på den måde ikke bare for at gøre det muligt for prædikanten at arbejde fuld tid eller deltid og for at gøre ham tilfreds, men også en gave til Gud på en måde. Den anden side er så at prædikanten hhv. menighedslederen skal spørge sig selv, om han virkelig har brug for den drømmeløn han helst ville have. Han må være forsigtig for ikke at lægge et for stort åg på menighedens skuldre.

 

 

I dag er det jo alligevel sådan, at mange menigheder eksisterer kun gennem internettet og ledes af en pensioneret præst, eller et lille missionsselskab, etc. Ofte kan der nås mange mennesker gennem sådanne tjenester og det er billigere end at leje et mødested med stoler og varmesystem og lovpligtige nødudgange og toiletter osv. I Tyskland opstår der nu for tiden mange hjemmekreds-circler som så deles om en rejsepræst, lytter til kassetter sammen og får selv lidt teologisk uddannelse gennem posten osv. Den klassiske form af en frikirke med bygning osv. er så småt ved at forsvinde fra kirkelandskabet i Tyskland, mens der andre steder opstår stadig flere og flere af den slags menigheder – for ikke at tale om de mange nye kirker bestående af kristne immigranter! 

 

 

Når vi engang står foran Herrens trone skal vi gøre rede for, hvad vi har brugt vores liv til, og dertil hører også hvad vi har brugt vores penge til.

 

 

Guds Israel og det politiske ”Israel” og den dispensationalistiske Israel-fetichisme

 

 

Mange ”bibeltroende” evangelikale kristne forsøger at tjene 2 guder samtidigt:

 

 

 

 

Hvordan kan vi undgå at forfalde til denne anden guds afgudsdyrkelse?

 

 

Hvordan kan vi sikre os at være udelukkende på den rigtige Guds side?

 

 

Ved at tjene Gud i den nye pagts lovmæssigheder.

 

 

Dertil hører

 

 

I. at man læser hele Bibelen i en åndelig, ikke i en bogstavelig forstand.

 

 

Det Gamle Testamente skal forstås i den nye pagts ånd, ud fra det, som Jesus Kristus lærte, da Han underviste på jorden. Dette indebærer, at man tror at alle Guds løfter, også dem fra det Gamle Testamente, er gyldige for os kristne gennem udelukkende Jesus Kristus og dette i en åndelig forstand, se i 2. Korinther 3, 6: ”... som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”

 

 

Derom læser vi også i 1. Korinter 2, 9 - 16: ”Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,  det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, 10 det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Fordi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. 11 For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. 12 Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. 13 Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.14 Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. 15 Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; 16  for »hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?« Men vi har Kristi tanker.

 

 

Gud har ikke et Jesus-Kristus-evangelie på den ene side for os og så et særligt program for det politiske Israel på den anden side, som dispensationalismen lærer. Alle forjættelser, alle løfter er opfyldt udelukkende i Kristus, der er ikke nogle ekstra-numre tilbage til et politisk Israel -  ”... for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære.” (2. Korinter 1, 20).

 

 

Guds Israel er noget helt andet end det politiske Israel. Guds løfter er givet menneskene for at kunne erfare opstandelseskraften, ikke for at kunne besejre en fjende på politisk eller militærisk vis. Det gælder om at få del i Guds natur, ikke i Guds hævn. Det gælder om at få del i opstandelseskraften, i Guds natur, ikke i politisk magt – se fx 2. Petrus 1, 4: ”... og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.”

 

 

II. at man ikke giver sig tilfreds med ”fællesskabet” i den ene eller anden gruppe.

 

 

I den nye pagt nytter det nemlig ikke at være del af den eller den gruppe.

 

 

I Romer 2, 28-29 definerer Paulus, hvad en ”jøde” er ifølge den nye pagt: ”For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. 29 Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven. Hans ros kommer fra Gud, ikke fra mennesker.” Lige som en kirke bliver ikke en kirke, ved at man skruer et skilt på en bygnings ydermur, hvor der står ”kirke” på, er heller ikke alt det ”Israel” som udgiver sig for at være ”Israel”, som også kan ses i Åbenbaring 2, 9: ”Jeg kender din trængsel og din fattigdom – men rig er du! – og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.” Og videre i Åbenbaring 3, 9:  ”Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig.”

 

 

III. at man tror på frelsesmuligheden og muligheden at erfare Guds herlighed for alle mennesker gennem udelukkende tro i Jesus Kristus.

 

 

Derom læser vi i de følgende bibelsteder: 

 

 

Efeser 1, 10: ”om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.”

 

 

Johannes 14, 6: ”Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

 

 

Apostlenes Gerninger 4, 12: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan (”må” i den oprindelige græske tekst) blive frelst ved.”

 

 

Markus 16, 16:  ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

 

 

2. Korinter 4, 6: ”Fordi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

 

 

1. Timoteus 2, 1-7: ”Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; 2 bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. 3 Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, 4 som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. 5 For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, 6 som gav sig selv som løsesum for alle – det var vidnesbyrdet, da tiden var inde. 7 For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel – jeg taler sandhed, jeg lyver ikke – og som hedningers lærer i tro og sandhed.”

 

 

2. Korinter 3, 16 - 18: ”Men hver gang én (jøde) vender om til Herren, tages sløret bort« 17 – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. 18 Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”

 

 

1. Timoteus 3, 16: ”Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.”

 

 

Apostlenes Gerninger 20, 21: ”Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus.”

 

 

Kolossenserne 2, 9: ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.”

 

 

Mattæus 5, 38 - 48: ”I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ 39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. 40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. 41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. 42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig. 43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, 45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. 47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. 48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

 

 

IV. at man ser på det, den nye pagt handler om.

 

 

Den nye pagt handler nemlig om frelse gennem syndsforladelse og helliggørelse, ikke med politiske eller militæriske sejre. Menneskets største problem, nemlig synden, har Gud fundet en løsning for: Jesu død på korset og muligheden til et nyt liv i Helligånden. Dette fremhæves af Paulus i Romer 11, 26 + 27. Bemærk, at for ordet ”” i vers 26 står der på græsk ”houtos” som betyder ”på denne måde” eller ”således” og ikke ”derefter”, som dispensationalisterne hævder.  ”... så (på denne måde) skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. 27 Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.

 

 

Mattæus 1, 21 b: ”…han skal frelse sit folk fra dets synder.”

 

 

1. Timoteus 1, 15 b: ”For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.”

 

 

Hebræer 8, 5 - 12: ”De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: »Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.« 6 Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter. 7 For havde den første pagt ikke været at dadle, havde der ikke været brug for en anden i stedet. 8 For han dadler dem under den første pagt, når han siger: »Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, 9 en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren. 10 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 11 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største. 12 Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.« 13 Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.

 

 

1. Petrus 1, 9 - 12: ”... når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse. 10 Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; 11 de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge. 12  Det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne om alt det, som nu er forkyndt for jer af dem, der ved Helligånden, sendt fra himlen, har bragt jer evangeliet – alt det, som englene begærer at få indblik i.”

 

 

Titus 2, 11 + 12: ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker 12 og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden.

 

 

V. at man tror på et Guds rige som er åndelig, ”himmelsk” og ikke politisk (til trods for at åndelige vækkelser selv sagt fører omfattende politiske omvæltninger med sig i det lange løb)

 

 

Hebræer 11, 13 - 16:  ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. 14 Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. 15 Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; 16 men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.”

 

 

Mattæus 26, 52: ”Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.”

 

 

2. Petrus 3, 7 - 13: ”Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt. 8Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. 9 Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. 10  Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. 11 Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, 12 mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. 13 Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

 

 

VI. at man forkaster samtlige falske evangelier.

 

 

Alle evangelier, der fraviger fra den nye pagts lovmæssigheder, er falske og fører væk fra det sande evangelie. Dsse falske evangelier blev i sidste konsekvens overleveret af ”engle” – vel at mærke, faldne engle (også kaldet for dæmoner), som kopierer det, som de ikke-faldne engle gjorde i den gamle pagts tid, når de nemlig var med til at overlevere Guds lov. Når man står udbredningen af disse engle-evangelier imod, kan man roligt regne med, at møde modstand blandt menneskene. Dette var også det, Paulus erfarede i sin tid:

 

 

Galater 1, 8 - 10: ”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. 9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. 10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.”

 

 

VII. at man holder sig til ”Guds Israel”.

 

 

I den nye pagt findes der kun én Israel: Nemlig ”Guds Israel” (Galater 6, 12). Dette er det Israel, som er baseret på den ældgamle pagt, Gud indgik allerede med Abraham, før loven blev givet ved Moses. Denne forbindelse med den nye pagts folk og Abraham beskrives flere steder i det Nye Testamente, se fx i Lukas 9, 54 - 55:  ”Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed 55 – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

 

 

I Romer 9, 22 - 33 citerer Paulus profeterne Hosea og Esajas, for at gøre det helt klart, at der findes et ”Guds folk” som nu bliver kaldt for ”Guds folk” ikke fordi det hører til den gruppe som kalder sig selv for ”Guds folk”; men fordi Gud kalder dem sådan:  ”Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, 23 og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? 24 Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger 25 – som det hedder hos Hoseas:
      Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
      og kalde Ikke-Elsket Elsket;
       26 og dér, hvor det lød til dem:
      I er ikke mit folk,
      dér skal de kaldes
      den levende Guds børn.
27 Men om Israel råber Esajas: »Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses; 28 for Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden.« 29 Som Esajas også forud har sagt:
      Havde ikke Hærskarers Herre
      levnet os efterkommere,
      var vi blevet som Sodoma
      og havde lignet Gomorra.

30 Hvad skal vi så sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. 31 Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. 32 Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, 33 som der står skrevet:
      Se, i Zion lægger jeg en anstødssten,
      en klippe til at snuble over.
      Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.

 

 

Til dette hører også hele diskussionen omkring den ”rest”, som fx omtales i Romer 11, 5 – 7: ”Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. 6 Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. 7 Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet.”

 

 

Det politiske Israel bliver tit forsvaret med Ezekiel 20, 34: ”Jeg fører jer bort fra folkene, og med stærk hånd og løftet arm og med udøst harme samler jeg jer fra de lande, hvor I blev spredt”, og med Ezekiel 36, 24: ”Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land.”

 

 

Men hvis Paulus havde forkyndet en fremtid for et politisk Israel, så havde han ikke haft de mange problemer med jøderne i hans tid. Det ”Israels håb” som Paulus forkyndte i stedet for, var derimod af åndelig natur, det havde med frelse gennem syndsforladelse og helliggørelse at gøre, ikke med politiske tydninger af Bibelens forjættelser. 

 

 

I Apostlenes Gerninger 28, 19 – 31 ser vi, hvordan Paulus forklarede sit livs opdrag overfor de jøder, som boede i Rom: ”Men jøderne (i Jerusalem) gjorde indsigelse, og jeg blev nødt til at indanke min sag for kejseren, dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for. 20 Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb.« 21 De svarede: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, og der er heller ikke kommet nogen af vore brødre, som har fortalt eller sagt noget ondt om dig. 22 Men vi ønsker at høre af din egen mund, hvad du har i sinde. For vi ved, at dette parti (de kristne) vækker modsigelse alle vegne.« 23 Efter at have aftalt en dag med ham kom der endnu flere til ham på hans bopæl; og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus. 24 Nogle blev overbevist af hans ord, men andre troede ikke. 25 Under indbyrdes uenighed brød de op, og Paulus sagde det ene ord til dem: »Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre 26 og sagt:
      Gå hen til dette folk, og sig:
      I skal høre og høre, men intet fatte,
      I skal se og se, men intet forstå.
       27 For dette folks hjerte er dækket med fedt,
      og med ørerne hører de tungt,
      og deres øjne har de lukket til,
      for at de ikke skal se med øjnene,
      høre med ørerne og fatte med hjertet
      og vende om, så jeg må helbrede dem.
28 Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!« 29 Da han havde sagt dette, gik jøderne bort under stor indbyrdes strid. 30 Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham. 31 Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring.”

 

 

Konklusion:

 

 

Alle kristne vil have en tilbøjelighed at fatte sympati for ”Israel”, fordi jøderner er de kristnes gamle storebror. Med rette ærgrer man sig over den ensidige (ateistisk-”ventre”-orienterede) medieomtale i mellemøstkonflikten, som tit tenderer at tage det politiske Israels fjenders side. I Sverige har man endog slettet staten Israel helt fra de landkort, som skolebørn arbejder med. Dette er et symptom på en politisk fanatisme, som grænser til det religiøse. Ifølge Karl Popper er politisk fanatisme, som ikke tillader at man får lov at kende det, som kan efterprøves og bevises, lige så samfundsformørkende som religiøs fanatisme, ja, denne politiske ensretning er for Karl Popper faktisk en slags menneskefjendtlig religion slet og ret.

 

 

Dietrich Bonhoeffer (som altså ikke var dispensationalist!) sagde angående jødeforfølgelsen i Tyskland, at hvis man tolererede den, så ville man også tolerere forfølgelsen af kristne. I virkeligheden var det nemlig sådan, at djævelen hellere ville have tilintetgjort kirken (og det havde også været det næste planlagte skridt), men det er nemmere for ham at forfølge jøderne.

 

 

Dispensationalismen lærer, at kirken er bare en ca. 2000 år lang ”parantese” i Israels historie. Når hedningernes tid er fuldendt (Romer 11, 25), og nådens tid er forbi, så kører Gud igen med ”Israel” (som man så mener, er det politiske Israel). Men ifølge Romer 4 er det i virkeligheden sådan, at det politiske/historiske Israel var en parantese, mens dem, der tror lige som Abraham, er dem, Gud er interesseret i, de bliver Abrahams sande efterkommere, ikke på grund af genetiske faktorer, men gennem troen, se Johannes 1, 13: ”De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud”. Gud lavede nemlig en pagt med Abraham før Israel reelt fik sit debut på verdenshistoriens scene, og det er gennem en tro lige som Abrahams at alle frelses, jøder eller ikke jøder.

 

 

I Skandinavien, Schweiz og Tyskland er næsten samtlige frikirker præget udelukkende af dispensationalismen og opfatter alt andet som vranglære, mens man i England finder mange frikirker med den stik modsatte ”covenant theology” (forbundsteologi) og i lande som Rumænien er dispensationalismen stort set ukendt. Der findes fx ca. 300.000 baptister i Rumænien og mens jeg studerede dér, så jeg ikke et eneste Israelskort (noget som er et vant syn i danske, tyske og schweiziske frikirker) i nogen af menighederne og der blev aldrig brugt forkyndelsestid på emner som har med det politiske Israel at gøre og de få frikirkelige rumænere som interesserer sig for fx at rejse til den moderne stat Israel, er udelukkende kristne, som forud have levet nogle år i fx USA, hvor de så havde fået en dispensationalistisk indsprøjtning, hvis man må kalde det sådan. Dette fordi de fleste baptistpræster i Rumænien blev direkte eller indirekte påvirket af skoler som igen var præget af teologilærere, som engang havde fået deres uddannelse i England og var derfra præget af den forbundsteologiske ”Church of England” (Anglikanerne). Det er interessant at se, hvordan det teologiske landskab af forskellige lande er præget helt forskelligt.

 

 

Gud har afskaffet ”skillevæggen” (Efeser 2, 14) og gjort af to folk ét (Efeser 2, 15 - 17). I Kristus har Gud kun ét ejendomsfolk (Efeser 1, 14), ét tempel (Efeser 2, 21), som opbygges til én Guds bolig i Ånden (Efeser 2, 22). Dette er ikke en ”undtagelsestilstand”, en ektra-ordning, kun for ”kirken” som altså skulle være en ”parantese” ifølge dispensationalismen, men tværtimod gælder det også for jøderne, som kommer til tro i Jesus: ”Fordi ved ham (Jesus) har vi, begge parter (altså eks-hedningerne og eks-jøderne), adgang til Faderen” (Efeser 2, 18). Udtrykket ”begge parter” gentages i Efeser 2 , 14 + 16 + 18.

 

 

I virkeligheden er enhver kristen, som har Helligånden, ”jøde” i Guds øjne (Romer 2, 28 - 29) og hører til ”Guds Israel” (Galater 6, 16). Alle som ikke har Helligånden, er bare religiøse, være det sig jødisk-religiøs eller ”kristen”-religiøs eller en modeblanding deraf (Romer 8, 9).

 

 

Evangeliet taber af dens troværdighed, når kristne går hen og beskæftiger sig 50 % af tiden med det politiske Israel. Selvsagt skal vi elske jøderne, fordi ”de er elskede for fædrenes skyld” som Paulus siger i Romer 11, 28; og fordi vi i det hele taget skal elske alle mennesker. Jøderne er givetvis noget interessant for os kristne, fordi de jo har de samme rødder som os og vi er blevet ”indpodet” i det ”ædle” oliventræ (Romer 11, 24). Jøderne er som sagt de kristnes storebror. Men udvælgelsen sker i den nye pagt ikke ”genetisk” (efter ”kødets vilje”), men gennem troen og Helligånden. Vi gentager Johannes 1, 13: ”De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud”. Vi er Guds ejendomsfolk, ikke på grund af en afstamning fra Abraham, men på grund af Abrahams tro. Enhver jøde, som omfavner denne tro, den nye pagts tro, evangeliet gennem Jesus Kristus, og døbes i Helligånden, bliver således gen-indpodet i det rigtige oliventræ (Romer 11, 24 b: ”...hvor meget snarere skal da ikke de andre (jøderne) indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen (genetisk) hører til.”).

 

 

Det handler ikke om at støtte en ”erstatningsteologi”, ifølge hvilken kirken ”erstatter” det historiske Israel. Bibelen lærer derimod at der findes et nyt Israel, som består udelukkende af mennesker, som er blevet en del af ”det nye menneske”, nemlig den ”sidste Adam” i Romerbrevet 5, som er Kristus. Nøglevers for dette er Efeser 2, 15 og 16: ”Ved sit kød afskaffende han nemlig loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to til ét nyt menneske og stifte fred og bringe begge parter, forenede i ét legeme, forligelse med Gud ved korset, da han ved dette dræbte fjendskabet.” ”Fjendskabet” var både hedningerne og jøderne imellem og også Gud og menneskeheden i den første Adam imellem.  

 

 

Både dispensationalismen og erstatningsteologien er forkerte. Kristendommen er budskabet om en ny menneskehed i Kristus. Evangeliet er budskabet om muligheden at blive ”menneskelige” jævnfør Guds sidste Adam, Kristus, ”menneskesønnen”, gennem den via Helligånden indvendigt i det troende menneske virkende helliggørelses- og opstandelseskraft. Helligånden er ”panten” som er vores adgang til den sidste store genetiske transformation, nemlig når vort legeme får iført ”uforkrænkeligheds”-faktoren (1. Korinter 15, 50 - 54). Dette er det egentlige ”Israel”, Guds ejendomsfolk, nemlig Jesus-menneskeheden iført uforkrænkeligheden og udødeligheden. Og dette er genstand for ”den nye pagt”, som er Guds sidste ord, Hans sidste testamente, lige som Jesus er Guds ”sidste Adam” (Romer 5), der kommer ikke noget nyt efter bortrykkelsen eller efter Harmageddon eller hvad dispensationalisterne ellers måtte mene.   

 

 

Hvad har Ku Klux Klan og William M. Branham fælles? Gendrivelse af den racistiske ”serpent-seed” teori

 

 

Oral Roberts (som er en af de åndelige fædre af Benny Hinn, en populær karismatisk TV-prædikant, hvis materiale tilbydes i de fleste danske pinsekirkers boghjørner) holdt meget af William M. Branham, men det mange ikke ved, er at William M. Branham (1909-1965) var tilhænger af den racistiske ”serpent-seed” teori og denne teori er grundlæggende også det, der får Ku Klux Klan folkene til at tro, at de gør Guds gerning, når de myrder sorte afro-amerikanere. Den danner også den læremæssige baggrund for science-fiction-agtige teorier omkring mennesker i politiske magtpositioner som i virkeligheden skulle være udenjordiske reptiler forklædt som mennesker, en forestilling, som mange (nok i forvejen lidt af forfølgelsesvanvid lidende) randgruppe-mennesker plages med dag og nat i den engelsktalende verden.

 

 

Selv om der findes (eller fandtes) en ganske lille gruppe på Bornholm, som nogle gange indbyder til en filmfremvisning med foredrag af William M. Branham, så er han, såsom hele diskussionen omkring ”serpent-seed” teorien, forholdsvis ukendt og umiddelbart urelevant i danske sammenhæng. Jeg har dog valgt at inkludere et kapitel om dette emne i denne bog af to grunde: Den første er, at Ku Klux Klan jo er en gruppe (lige som korsridderne i det 11. århundrede, som mente, at de gjorde Guds gerning ved at slå muslimer ihjel) som diskrediterer kristendommen i den brede offentligheds øjne og dette også i Europa (hvor nemlig ”ateister” med hovedsageligt overfladiske kundskaber om kristendommen ynder at pege med fingeren på disse fanatiske ”kristne” racister); og den anden er, at hele denne diskussion viser, hvordan en forkert forståelse af menneskehedens oprindelse fører til uoverskuelige og skadelige teologiske konsekvenser. Nogle gange er det en hjælp at forstå noget bedre, når man ser på hvordan det af nogle blandes med en spekulativ antagelse, som så fører til en klar vranglære, altså forkert teologi, med katastrofale udvirkninger som følge.

 

 

Hvad altså går denne “serpent-seed” teori ud på? Yaffah Batya daCosta sammenfatter denne lære, som deler menneskeheden i to store slægtslinier, som følger[2]:

 

 

Tilhængerne af "Two Seeds"-teorien er af den opfattelse, at slangen i beretningen om syndefaldet i 1. Mose ikke forførte Eva med en frugt, men i stedet for havde samleje med hende og gjorde hende derved gravid med hendes førstefødte, nemlig Kain. Bibelstedet som bruges for at underbygge denne idé er den, hvor Eva siger: ”Jeg har fået en mand ved hjælp af Herren” (og her mener man så, at hun refererede til slangen, når hun sagde ”Herren”), da hun fødte Kain (1. Mose 4, 1). Denne interpretation kan nemt gendrives, når man nemlig ser på verset fra lige før, hvor vi læser at ”… Adam kendte Eva” (dvs. Havde samleje med hende). “Two-Seeds”-spekulanterne går så videre at hævde, at Kai og Abel var to-æggede tvillingebrødre. Ganske vist havde Adam samleje med Eva, men, siger de, kort tid forinden var hun blevet gjort gravid af slangen og slangens sæd blev således til Kain (derfor ”Two Seeds” – to forskellige slags sæd). Rigtignok er der en biologisk mulighed at to-æggede tvilinger kan afstamme fra to forskellige fædre.

 

 

Men argumentationen bevæger sig nu på endnu tyndere is. Havde Two-Seeds-spekulationen været sandt, så ville jo Kains afkom helt og heldent være omkommet i syndfloden, som Gud havde foranstaltet netop for at få det overstået med de mennesker, som var onde. Men Two-Seeds-spekulanterne trækker så et formentlig trumfkort mere: Efter deres mening skulle Kams (hhv. Hams, ifølge andre bibeloversættelser) synd imod hans far Noa have været den, at han “... så sin fars nøgenhed og fortalte det til sine to brødre ..." (1. Mose 9, 22). Dette bliver så tydet til at skulle mene, at Kam (hhv. Ham) havde samleje med Noas kone Na-amah, som så angiveligt skulle have været en efterkommer af slægtslinien af de mennesker, som havde slangens sæd i sig. Denne Na'amah nævnes kun i 1. Mose 4, 22 som søster af Tubal-kain. Men Noas ægteskab med denne Na’amah bliver intetsteds i bibelen nævnt. Teorien går så endvidere ud på at barnet, som denne Na’amah skulle have født til Noa var Kanaan og Guds forbandelse på denne Kanaan skulle have været begrundet ikke kun i den kendsgerning at han var blevet født som følge af et illegitimt forhold, men også på grund af den kendsgerning, hævdes der, at han var efterkommeren af den onde ”slangens sæd” slægtslinie gennem hans mor, som havde overlevet syndfloden som det eneste menneske af denne onde slægtslinine.

 

 

Deraf følger så, ifølge denne lære, at samtlige efterkommere af Kanaan blev bogstaveligt og biologisk efterkommere af selveste slangen, og er således Satans børn. På grund af yderligere giftemål af Kanaan-linien med Kams (Hams) andre efterkommere skabtes der samtlige folkeslag i Afrika. Derfor anses, af tilhængerne af denne lære, samtlige Afrikanere som djævelens børn, født uden sjæl og værende halvt menneske og halvt dæmoner. Denne lære førte så til skrækkelige forbrydelser imod den sorte (såsom den jødiske) befolkning i USA og andre lande. Et kendt eksempel er tortur-mordet af en sort i byen Jaspers, Texas, som blev bundet og trukket efter en kørende lastbil indtil han var død; denne ugerning blev begået af folk som troede på denne ”Two Seeds” teori. Mange Ku Klux Klan folk tror på den og har brugt den for at underbygge deres hadepropaganda imod sorte og imod jøder. Den blev også brugt til at støtte antisemitismen (jødehadet).

 

 

Ifølge 1. Mose 38, 2 giftede Josefs bror Juda sig med en kanaanitisk kvinde og derfor er samtlige efterkommere af stammen af Juda (en af de 12 stammer Israels, og den, som disse spekulanter mener, skulle være den eneste, som ikke blev spredt ud over hele verden, som de andre stammer, men blev stamfaderen af nutidens jøder) ligeledes bogstavelig talt børn af slangen (djævelen).  

 

 

Den såkaldte "Christian Identity"-bevægelse går meget op i at fokusere på giftermålet mellem Juda og den kanaanitiske kvinde. Denne bevægelse lærer at Jesus (som ikke stammer fra stammen Juda, fordi Hans genetiske far ikke er Josef, men Helligånden) snakker om slangens sæd, når Han siger, at de sidste dage vil komme at blive som Noas dage (dvs. disse dage vil være præget af den ondskab, som efterkommerne af slangens sæd ville så bringe til lyset). Der fokuseres på “fjendskabet” som ifølge 1. Mose 3, 15 eksisterer mellem de to slægtsliner, Cains og Abels sæd, som menneskeheden skulle bestå af. Man snakker så om, at de sorte sammen med jøderne skulle føre krig eller planlægge en krig imod den hvide race (sønnerne af ”kvinden”, Eva i 1. Mose 3, 15). Hertil bruger man også (taget helt ud af tekstsammenhængen) Åbenbaringsbogens brug af begrebet “Satans synagoge”.

 

 

Denne “Two-Seeds”-teori taber en vigtig bibelsk lære ud af synet, nemlig den, at Guds pagt delagtiggøres man i gennem troen og ikke gennem fødselsretten (afstamningen). I Hebræerbrevet 7, 3 bliver vi gjort bekendt med en højepræst ved navn Melchisedek, som er en tilsynekomst af Kristus i Abrahams tid. Abraham møder Kristus gennem denne Melchisedek, som  “… er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig.” (Hebræer 7, 3). Det var Esau, som havde førstefødselsretten, men hans tvillingebror Jakob (som fødtes få øjeblikke senere end Esau) havde troen - dvs. interressen i at få pagtens velsignelser.

 

 

Bibelen har mange eksempler på tvillinger (som altså har de samme genetiske forudsætnigner), men hvor den ene tror jævnfør den tro, som behager Gud, mens den anden forkaster denne tro, netop en bevis på, at frelsen sker gennem tro og ikke er begrundet i ens genetiske forudsætninger. Det er ikke sådan, som ”seed-liner”-ne tror, at den ene tvilling skulle have haft Satans sæd i sig og den anden Guds sæd.

 

 

Evangeliet om Jesus Kristus introducerer den nye pagts måde til at få gavn af pagtens velsignelser,  hvor det netop ikke er “blodet” (genetikken, afstamningen, som man ikke kan gøre noget ved via sin egen fri vilje), men troen på Kristus og de deraf følgnede individuelle og bevidste beslutninger, som gør forskellen mellem det at være frelst eller ikke frelst. Den aktive og tilsyneladende selvvalgte tro i Kristus gør, at man bliver ”udvalgt”, at man bliver ”prædestineret” (dvs. bestemt til frelse fra før verdens grundlæggelse).

 

 

Ganske vist er slægtslinier (stamtræer) meget vigtige for bibelen. Slægtstavlerne i Evangelierne af Matthæus og Lukas beviser at Jesus var retmæssigt jødernes konge, såsom dermed forbundet nødvendigheden for jomfrufødslen (som beskrevet i mit kapitel i denne bog om dette emne). Disse slægtstavler skulle have overbevist de religiøse magthavere i Palestina om den kendsgerning, at Jesus var den forjættede Messias, jødernes konge. Samtidigt lærer det Nye Testamente, at man ikke bliver en del af Guds familie på grund af genetiske faktorer. Endnu en gang, lige som i kapitlet om Israel, hvor jeg beskriver dispensationalismen som værende en teologisk blindgyde, gentager vi Johannes 1, 13: De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud”.

 

 

Den nye tænkemåde af det nye forbund eller den nye pagt med Gud, væk fra det genetiske, fra afstamningen, og hen til et bevidst valg gennem troen, dukker nogle gange op allerede i det Gamle Testamente, som fx Esajas 54, 1, hvor en biologisk betinget ufrugtbarhed (henholdsvis, som i Jesu tilfælde, den omstændigheds-betingede udelukkelse af at stifte familie og få børn på den biologiske måde, fordi man blev henrettet af romerne) ikke ses som en hindring i at producere ”afkom” – at blive ”stamfader” til en ny ”slægtstavle” grundlagt på troens fundament.  Den messianske profeti i Esajas 53 formidler ligeledes dette nye koncept, at nemlig de som er født på ny gennem troen i Kristus er Kristi børn – vi er Kristi ”afkom” gennem troen: “… Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom… ” (Esajas 53, 10 b).

 

 

Jesus siger i Matthæus 3, 9: “... og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Her ser vi igen, at den biologiske afstamning, uanset om den måtte være reelt eller bare foregivet, fra Abraham (som netop troens fader), ikke kan frelse nogen fra at dømmes til helvede efter døden (som er det, konteksten drejer sig om, se de forudgående vers 7 og 8). Det er derimod nødvendigt at have været ”opvakt” som barn af Gud. Gud kan deklarere én som værende et Guds barn, også hvis man før bare havde været en død sten. Gud kan opvække nogen afkom af Abraham fra sten, om nødvendigt. Hvis man er et Guds barn, så er man det i kraft af det som Gud har erklæret og lovet. Guds forjættelse kortslutter samtlige genetiske faktorer som måtte være eller ikke være til stede. Frelsen sker ikke gennem blods-båndet, gennem afstamning, men gennem Guds forjættelse, Guds nåde og den personlige tro, som Gud i Sin nåde formår at frembringe i det enkelte menneske.

 

 

Et vigtigt bibelsted i denne diskussion er 1. Mose 3, 14 a og 15: ”  Da sagde Gud Herren til slangen: ... v15 Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.

 

 

Ted Weiland fra en vis ”Mission to Israel” (www.missiontoisrael.org) har ligeledes udarbejdet en detailleret gendrivelse af forskellige varianter af “serpent-seed”-teorier. Tilhængerne af disse teorier beskylder den klassiske teologi for at være dobbeltmoralsk hvad angår deres bibeludlægningsmetode (hermeneutik), når der nemlig angående 1. Mose 3, 15 snakkes om en ”åndelig” afkom af slangen og en ”biologisk” afkom af ”kvinden” (nemlig Eva, hhv., når bibelstedet tages som en messiansk profeti, Maria). Han demonterer nu denne beskyldning som “Two Seeds”-folkene frembringer, ved at skrive som følger:

 

... hvad med den mulighed, at 1. Mose 3, 15 snakker i begge tilfælde om noget åndeligt, nemlig om to “åndelige” slags sæd, som ligger skjult som to modsatte muligheder indenfor det ene biologiske “kvindens afkom” (slags sæd)? Eller, som man også kunne sige, snakke om én eneste biologiske slægtstavle som giver rum for to modsatte åndelige metoder at anskue livet på; som frembringer mennesker, der følger det åndelige princip af det onde og ligeledes mennesker, som følger åndelige principper af det gode. Så giver det også mening, når nemlig Jesus advarer om, at det nemt kan ske, at éns fjender kan dukke op fra midten af ens egen familie (Mattæus 10, 36). ”

 

 

Slangens-sæd”-teorier bruges af tilhængerne af diverse racistiske bevægelser, som fx “British Israelism” og “Christian Identity”, derudover af jødiske sammenslutninger for deres særegne former for raciste påfund. Disse teorier fremmer desuden forskellige fromme versioner af kvindehad, med afsæt i 1. Mose 3, 13. 

 

 

Disse racistiske teorier glemmer den bibelske lære, ifølge hvilken der ikke gøres nogen forskel for Gud om man er jøde, græker eller noget tredje, alle mennesker stilles på lige måde overfor evangeliets mulighed og opfordring. Denne lære ses i fx Galater 3, 28 - 29: “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, 29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte” og

Romer 2, 29: “Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven. Hans ros kommer fra Gud, ikke fra mennesker, endvidere i Romer 5, 18: “Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.Også i Salme 107, 2 – 3 lærer vi om denne universalitet af den del af menneskeheden, som gør eller gjorde brug af Guds soneoffer i Jesus Kristus: Det skal Herrens løskøbte sige, dem, som han løskøbte fra fjendens magt 3 og samlede fra landene, fra øst og vest, fra nord og syd.“ Det er udelukkende gennem Kristus, at vi kan blive del af den menneskehed, som ikke går fortabt, se Kolossenser 3, 11: “Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.  

 

 

W. H. Griffith Thomas skriver[3]

 

 

... menneskeslægtens enhed er en grundforudsætning for alt det andet, bibelen lærer.

 

 

Romer 3, 23 lærer klart, at nemlig “… alle har syndet og mangler Guds herlighed…”. Dette betyder at hele menneskeheden star fordømt foran Gud, se også vers 19: “Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.Derfor bærer vi alle sammen lidt af Kains genetiske kode i os. Vi er alle sammen kommet til verden som afkom af Adam, ikke af slangen. Det var Adams fald i synd som førte til, at vi er alle sammen i mere eller mindre grad tilbøjelige til at opføre os som Kain, som jo slå sin bror Abel ihjel.

 

 

Seedliners”-folkene bruger også meget 1. Johannes 3, 12a; her gengivet sammen med 11b og 12b (som så ikke nævnes af ”seedliners”-folkene af indlysende grunde): ”... Vi skal elske hinanden v12 og ikke være som Kain, der var af den Onde og slog sin bror ihjel. Og hvorfor slog han ham ihjel? Fordi hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige.Seedliners”-folkene støtter sig så udelukkende på 12a, hvor der står at Kain ”... var af den Onde”. Men 12b gendriver så den opfattelse, at Kain skulle have været af den Onde af genetiske årsag, ved nemlig at sige, at “... hans gerninger var onde”.  Kain var altså ond, fordi hans gerninger var onde, ikke fordi han havde slangen som biologisk far. Jesus Kristus er så den, der genetablerer menneskeheden, der giver til enhver muligheden at få gjort Kain-elementet uvirksomt. Idet Jesus Kristus er det eneste menneske, som Gud kan acceptere, kan man blive ”menneskelig” eller ”human” i Guds øjne udelukkende ved troen i Jesus Kristus og den deraf resulterende genfødsel i Helligånden.

 

 

Apostlen Jakob underviser om menneskehedens universalitet som følger:  “Med den (tungen) velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede”. Denne bibelske lære om universalitet af menneskeheden befinder sig i modsætning til “seedliner”-folkenes lære om en forsoning, der kun er ment for en del af menneskeheden. Denne lære, at forsoningen skulle være begrænset, deles også af Calvinisterne (som så taler om ”limited atonement”), men her drejer det sig ikke om racer eller slægtslinier, men om man var forudbestemt til at blive frelst (noget af en værre hårspalteri, der fører til bizarre teologiske gymnastikøvelser). 

 

 

Ifølge bibelen (og den simple, ikke-calvinistiske brug af den) er ethvert menneske skabt i Guds billede, der findes ikke nogle “Untermenschen” som skulle være undtaget af muligheden at frelses af nåde gennem troen i Jesus, fordi de skulle være nogle kun tilsyneladende menensker, som i virkeligheden skulle være halvt menneske halvt dæmon, med djævelens DNA i deres kroppe. Her giver man djævelen en masse ære, som han nok kan sole sig i.

 

 

Denne “slangens sæd”-teori befinder sig i en klar modsætning imod de mest centrale bibelske sandheder. Evangeliets budskab går ud på at Gud er ikke ligeglad med menneskene, Han er ikke en  fjern og abstrakt gud, men en Gud som bliver menneske og identificerer sig med menneskene. ”Seedliner”-folkene tror at Gud har nogle få udvalgte, som Han skabte i Hans billede, mens resten er nogle half-menneske/half-dæmon skikkelser uden sjæl og uden en forløser. Lige som Calvinisterne tror på en ”limited atonement”, en forsoning som gælder kun i et begrænset omfang, nemlig kun for de “udvalgte”,  går ”seedliner”-folkene et skridt videre på dette skråplan og tror på en begrænset skabning af menneskeheden i Guds billede, som kun gælder for de udvalgte, for dem, som ikke stammer fra Kain af.

 

 

Derfor har “seedliner”-folkene også en svag teologi omkring Jesus Kristus, omkring Hans forsoningsværk og omkring nødvendigheden for frelsen og omkring syndens alvor. Dette fordi de dybest set ikke tror at de har brug for frelse og forsoning, idet de jo ser sig selv som nogle, der blev skabt på den rigtige måde fra starten og derfor egentlig er på Guds side på grund af en genetisk faktor.

 

 

Djævelen forfører I virkeligheden på en intellektuel måde, han påvirker menneskeners tænkning. Dette taber “seedliner”-folkene ud af syne, fordi de er så fikseret på deres vrangforestilling af en Kain, der har Satan som genetisk far. Folk kan falde for en vranglære og komme i helvede på grund af den. Gud talte med Kain efter at han var faldet i synd, havde Kain været forprogrammeret på grund af hans gener at synde, havde Gud nok slet ikke brugt tid på ham. Den eneste ”forførelse” som ”seedliner”-folkene taler om, er når Eva lader sig forføre af djævelen. De har derfor heller ikke nogen lære om helliggørelse, om kampen imod fristelser og synden. Mennesket kan ikke beslutte sig at følge Jesus, det hele er forudbestemt genetisk for ”seedliner”-folkene.

 

 

Hele denne diskussion omkring en så ekstrem vranglære som denne “seedline”-teori kan faktisk bruges som en interessant udgangspunkt for en diskussion omkring Luthers opfattelse af at mennesket ikke har nogen fri vilje dybest set. Gud dømmer ikke nogen at tro på en løgn, fordi denne person har den eller den genetiske faktor. Nej, Gud sender én løgne, hvis man bevidst har vendt sandheden ryggen. Gud reagerer altså på et bevidst valg, som mennesket har gjort.

 

 

I 2. Tessalonicher 2, 10 skriver Paulus angående antikristens magt til at forføre ”... dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst.”. Han skriver her om nogle mennesker, der kunne have blevet frelst, teoretisk, hvis de havde valgt at interessere sig for sandheden, men de valgte bevidst (ved deres egen fri vilje) at vende sandheden ryggen. De gik ikke fortabt på grund af deres afstamning, men på grund af deres bevidste valg.

 

 

Var det kun afstamningen, der var afgørende, så ville det være absurd af djævelen at prøve at forføre de ”udvalgte” (Matthæus 24, 24; Markus 13, 22). Kendsgerning er, at deres ”udvælgelse”  beror på deres frie beslutning, som virkede sammen med Guds viden om alting, også de ting i fremtiden. I Åbenbaring 17, 14 læser vi om dem, som til sidst kæmper på ”Lammets” (Jesu Kristi) side: ”... og sammen med det (Lammet) sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste ... ”. Det var Gud, som kaldte og som valgte, men det var dem selv, der valgte at forblive ”trofast”.

 

 

Kristendommen og nationalisme

 

 

Mange tror, at kristendommen er en konservativ kraft, der fremmer en navlebeskuende nationalisme. Men faktum er, at man ud fra bibelen nærmere kan tale om en jødisk-kristen ”kulturrelativisme”. Kristendommen er vokset ud af jødedommen og med udgangspunkt i jødedommens oprindelse er det faktisk sådan, at man som både som jøde og som kristen i stedet for at føle ”nationalt”, hellere føler sig som den evige ”indvandrer”.

 

 

I begyndelsen var jødedommen en regelret ”indvandrerreligion” og kristendommen, som udviklede sig i jødedommens barm, har bibeholdt denne mentalitet, at man er i verden, men altid kritisk overfor verden. Denne grundlæggende kritiske indstilling har frembragt det som er kendetegnende for den såkaldte vesterlandske kulturkreds. Som kristen kan man ikke bare sige ja og amen til alt og enhver, man er hele tiden som en fremmed, man er på distans og føler sig ingenlunde ”hjemme”.  

 

 

Jødedommens opståen begyndte jo med en udvandring, nemlig Abrahams. Abraham er nok den første ind- eller udvandrer der berettes om på skrift. Han møder alle de ydmygelser, en indvandrer kan komme ud for[4]. Men Gud har tilsyneladende et interesse i ”den fremmede” lige fra starten af frelsehistorien. Til Isaak, Abrahams søn, siger Gud ifølge 1 Mose 26, 3: ”Bo som fremmed i det land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; fordi dig og dit afkom vil jeg give alle disse lande og stadfæste den ed, jeg tilsvor din fader Abraham”. Isaak skulle altså ikke føle at nu er han ikke mere ”fremmed”, eftersom han jo var blevet født i det nye land. Men ikke nok med én udvandring: Den udvalgte familie (med Josef som ufrivillig første udsending) skulle først drage til Ægypten, hvor den så blev til et folk. Der blev det så udsat for slaveri og systematisk børnedrab, hvorfor Moses fik som opgave til at føre hele folket ud af Ægypten igen. Men først skulle Moses selv blive en politisk flygtning, nemlig fra Ægypten. I denne landflygtighed (i Midian) finder han så sin kone og sønnen som han får med hende, kalder de for ”Gersom[5]”, som betyder ”fremmed” på hebraisk.

 

 

Omsider lykkes det Moses (vha. en række overnaturlige hændelser, som Gud dømmer ægypterne med) at føre jødernes folk ud af Ægypten. Nu skal de komme fri fra hele den ægyptiske kultur, og være et folk udelukkende for Herren. Det var et folk uden kultur, det eneste de havde som identifikations-samlingspunkt var Guds tilstedeværelse såsom Gudstjenesten. De skulle bygge et tabernakel (også kaldet for ”åbenbaringsteltet”, et telt med forgyldte brædder og et rum, kaldet det allerhelligste, hvor der stod pagtens ark), som en flytbar foreløber for det senere tempel i Jerusalem.

 

 

Når en fremmed tilfældigvis kom nær det sted, hvor det omvandrende jødiske folk havde slået teltpælene op, kunne de se dette tabernakel, med en skysøjle stigende op lige over det sted hvor det allerhelligste var, en skysøjle som om natten blev til en lysende ildsøjle. Det må have været et forunderligt og lidt skræmmende syn. Lige så skræmmende virker de kristne nogle gange på ikke-kristne, når de nemlig viser sig at være først og fremmest solidariske overfor deres Gud, deres tro og først derefter bekender sig til en eller anden nationalitet. Dette er noget, som gjorde mange nationalister rasende, hvorfor både jøder og kristne som oftest stod for skud, når en aggressiv nationalisme skulle finde en syndebuk for noget man ikke var tilfreds med. 

 

 

Engang bosat (efter 40 års vandring in ørkenen) i det forjættede land, får jøderne gentagne gange indskærpet at de har været fremmede selv og at denne kendsgerning burde præge deres forhold til fremmede: Når en fremmed bor hos dig i jeres land, må I ikke lade ham lide overlast; som en af jeres egne skal I regne den fremmede, der bor hos jer, og du skal elske ham som dig selv, fordi I var selv fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN jeres Gud! (3 Mose 19, 33 - 34)[6]

 

 

Tilsyneladende blev jødernes land et populært mål for flygtninge, den hårde juridiske forskelsbehandling som jøderne var blevet udsat for i Ægypten havde nemlig inspireret dem[7] til den første lovgivning i historien, der sætter indvandrere lige med indfødte[8]. Jøderne skulle ikke bare give de samme rettigheder (som fx retten til fridage[9]) til de fremmede, de skulle også feste sammen med dem[10], give dem de samme forudsætninger til gudsdyrkelsen (vel at mærke kun af Israels Gud!)[11], de samme af Gudsdyrkelsen afhængige forjættelser[12], tilgang til den samme undervisning[13], de samme pligter[14] og forudsætninger ved anvendelsen af straffelovene[15]. Det var ikke sådan, at jøderne havde nogen retslig fordel bare på grund af den kendsgerning at de var ”indfødte”.

 

 

Mens ”etnocentriske” folkeslag hånes i bibelen[16], advarer Gud jøderne om ikke selv at blive etnocentriske, at tage Gud for givet på en billig måde[17]. Oldtidens første sociallovgivninger[18] er begrundet i den kendsgerning, at Gud selv identificerer sig med de fattige og de ”fremmede”[19]. Gud advarede jøderne gentagne gange, at de vil bortføres fra landet, hvis de, i stedet for at overholde betingelserne for velsignelsen, bliver chauvinistiske og etnocentriske[20] og monopoliserer Gud i stedet for at lade alle komme til Gud. At dette ikke var nogen tom snak beviser bortførelserne til Assyrien hhv. Babylonien i 586 hhv. 712 f. Chr. Fordi jøderne ikke ville leve som ”potentielle fremmede” i deres egen land, blev de så igen slaver og fremmede i et fremmed land, indtil de under Nehemiah og Ezra fik lov at vende tilbage og genopbygge templet og Jerusalem.

 

 

Ikke engang Gud selv, da han senere kom til verden som Jesus Kristus, blev sparet for den oplevelse af at være fremmed. Først flygter hans forældre med Ham, mens han er et lille barn, til Ægypten (Matthæus 2, 7 – 23), for på denne måde at undgå kong Herodes’ massemord på samtlige små drengebørn i Bethlehem. Og da han som voksen begynder sit virke i Palestina, føler Han sig stadig væk som en fremmed i sit eget land: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” (Johannes 1:11).

 

 

Og i Apostlenes Gerning 2 ser vi så, at Helligånden inspirerer ganske almindelige mennesker til at forkynde evangeliet i alle de sprog, som var repræsenteret blandt den skare af udlændinge, som opholdt sig i Palestina på det tidspunkt. Vi må altså sammenfattende sige, at nationalismen og kristendommen er to uforenlige størrelser, hvis man ser bort fra ønsket om at beskytte et land, en nation, fra de aspekter af globalismen og kulturrelativismen, som vil skade både kirken og samfundet.

 

 

Enhver der er inspireret af den jødisk-kristne tankegang, som den kan ses i bibelen, vil altid finde noget, som kan gøres bedre, i stedet for at finde sig i det, der er. I kristendommen bliver denne indstilling ligeledes koblet sammen med forventningen om en bedre verden i det hinsides hhv. i den verden, som Jesus Kristus vil komme til at oprette ved tidernes ende: ”Fordi her har vi ikke en blivende stad, men vi søger den kommende.” (Hebræer 13, 14).

 

 

Kristendommens iboende dynamik er bl. a. ønsket om at forandre til det bedre, ud fra troen og visheden om, at Gud har nogle bedre muligheder. De kristnes kritiske holdning overfor verden fører til involvering, ikke til ureflekteret isolation: ”En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og faderen er dette, at besøge faderløse og enker i deres trængsel, at holde sig selv uplettet af verden. (Jakob 1, 27). Man holder sig isoleret fra det onde i verden, for at kunne gøre tjeneste i verden. I sektereriske, nyplatoniske, gnostiske osv. former for sektererisk kristendom blev naturligvis isolations-elementet styrket på en ubibelsk måde, som kritiseredes allerede af kirkefædrene. Men samtidigt er det sådan, at en kristen befinder sig altid i en uforenelig position overfor ”verden”[21], dvs. den del af verden, der bare går med strømmen, som ”ligger på sin bærme” (Jeremiah 48, 11), som bliver etnocentrisk eller chauvinistisk eller holdningsløs. 

 

 

Som kristen er man ikke bundet til en bestående kultur, men har muligheden til at betragte sine egne kulturelle rødder med kritiske øjne. Derfor vil et samfund som er præget af kristendommen også tendere til at være rummelig på den måde, at andre kulturer får lov at pleje deres traditioner, hvis disse vel at mærke ikke forvolder skader i samfundet. Der er altså ikke tale om en etisk relativisme.

 

 

Hos jøderne var det ikke en ”jødisk kultur” (som nemlig slet ikke fandtes) som de kunne være stolte af. Det eneste de kunne være stolte af var deres Gud og Hans lov (ikke engang den havde de selv opfundet). På samme måde mener jeg at man som dansker burde være stolt af den danske kristne tradition og Det Danske Grundlov, som jo i mange tilfælde er en reel faktor i flygtningernes beslutning om overhovedet at komme til Danmark. Men det man burde holde sig fra er en stolthed over den danske kultur, som jo er et sammensurium af europæiske, amerikanske, kulturradikale og globalistiske indflydelser.

 

 

Måske skulle man ligefrem udklamre den danske kultur, i dialogen med minoriteter, og koncentrere sig i stedet for på de værdier og holdninger, som også minoriteterne kan få en forståelse for. I en tid hvor ”dansk kultur” tjener som camoufleringsbegreb for ”postmodernitetens uniformiserende kompleksitet” og ”kristendom” tjener som camoufleringsbegreb for ”postmodern lystprincip-hedonisme”, hvor Grundtvig tages til indtægt for new age og Kierkegaard for dybdepsykologisk nyreligiøsitet à la Jes Berthelsen, hvor holdningsrelativismen forsvares med begrebet ”demokrati”; er en omfattende nyorientering blevet nødvendig, og en ny besindelse på den jødisk-kristne idé-arv skulle blive til et udgangspunkt dertil.

 

 

Vigtige punkter i læren af Jehovas Vidner (”J.V.”), i sammenligning med den klassiske evangelisk-lutherske lære såsom moderne synspunkter i folkekirken

 

 

Både Jehovas Vidner såsom præster, som er præget af liberal teologi, prøver på at diskreditere det klassiske evangeliske kristendom, ved at sætte det sammen i samme skuffe med noget andet: Den liberal-teologiske præst vil så sætte de klassisk-evangeliske kristne i samme skuffe som Jehovas Vidner og Jehovas Vidner plejer at pege udelukkende på den standpunktløshed og de teologiske udskejelser, som kirker, der følger en liberal teologi, er typisk præget af og sætter dermed alle ikke-Jehovas-Vidner som foregiver at være kristne i samme skuffe. Hvorfor skulle de også give sig umage med at skelne mellem bibeltro-evangelikale kristne, når Jehovas Vidners kirker efter deres mening alligevel er den eneste kirke på jorden, som har forstået det hele 100 % rigtigt?

 

 

Derfor tilbydes der nu her en sammenligning mellem tre teologiske retninger – den klassiske evangeliske lære, den typiske holdning, man forefinder i kirker præget af liberal teologi, såsom til sidst Jehovas Vidners lære, som ifølge min analyse katapulterer dem helt og holdet ud af den kristne kirke jævnfør nogle meget afgørende bibelsk begrundbare lærpunkter. 

 

 

En religionssociolog som jeg engang havde en korrespondence med på Internettet, blev ret vred, da jeg udfordrede den gængse bestræbelse af religionsvidenskabsmænd at betegne Jehovas Vider som ”kristne”. Mens der måske er enkelte mennesker, der hænger i denne sekt, og som til syvende og sidst bliver frelst, fordi de gennem deres personlige bibelstudie kom til at tro på den Jesus, som bibelen beretter om, så er hele sekten under apostelen Johannes’ dom, efter hvilken en gruppe, der fraviger fra den bibelske lære om Kristus i virkeligheden er en antikristen lære.

 

 

I det andet Johannesbrev læser vi nemlig i versene 7 til 10:

 

 

v7 For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist. v8  Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. v9  Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen.v10  Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; v11  for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”

 

 

Der kaldes altså til en afsondring fra prædikanter, som underviser om en Kristus, der ikke er ”kommet i kødet” (dvs. som ikke blev menneske) eller som på anden vis går ud over Kristi lære (blandt andet om det, Jesus Kristus lærte om sig selv – at Han var Gud også, ikke kun menneske). Det er ikke sådan, at vi her har med ”kristne” at gøre, der kom lidt på afveje, men med folk, som vitterligt ”ikke har Gud”. Og hvis man ikke ”har Gud”, så kan man umuligt være frelst. Hvis man er frelst, har man Helligånden og er forseglet med den, men hvis man følger en lære, som tager en forkert opfattelse af Jesus Kristus som udgangspunkt, så fordufter Helligånden gennem bagdøren og man har står tilbage som et menneske der ikke har Gud og ikke er frelst.

 

I apostelen Johannes’ tid fandtes der mange rejseprædikanter, som søgte husly hos de kristne, og her skulle disse kristne altså være på vagt, at de ikke ved deres gæstfrihed kom til at fremme en vranglære, et antikristent budskab som gav sig ud for at være evangelie men ikke var det i virkeligheden, fordi det tog udgangspunkt i noget helt andet end det, det rigtige evangelie går ud på.

 

 

Både Jehovas Vidner og den liberale teologi fremmer nogle lærsystemer hhv. livsholdninger, som går ud over eller forbi Kristi lære og som derfor er med at bygge antikristens rige, ikke Guds rige.

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Gud Fade-ren

 

Gud er ikke et mystisk lysfænomen eller en abstrakt filosofisk idé, men en person med stærke følelser, som har åbenbaret sig på en håndgribelig måde i historien og er blevet menneske i Jesus Kristus. Selv om Han er på et højere plan og selv om ingen kan se Ham uden at dø, er Han hvert eneste menneske nær og har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Gud vil gerne bo i mennesket og hjælpe og vejlede det. I den Anglikanske kirke siger man at man skal ”nyde Gud for evigt” – ”enjoy Him forever”. Den eneste vej til Gud er gennem Jesus Kristus. Gud er ikke vilkårlig og lunefuld, men først og fremmest kærlighed, derefter også retfærdighed og ”hellig” – dvs. på en fuldkommen måde fuld af godhed. Han er alvidende og tilstede overalt, og Gud søger samværet med menneskene.

Gud Faderen er del af Treenigheden, sammen med Jesus Kristus, Guds søn, og Helligånden – som ligeledes er en person, ikke bare en oplysnings- og vejledningsånd.

Man kan bede til Gud med ganske normale ord uden at skulle forvrænge sin stemme på en ”from” måde og uden at skulle være afhængig af en særlig liturgi, som dog kan bruges som en hjælp. Derfor findes der forslag til bønner bagved i salmebogen – og ikke mindst ”Fadervor”, af Jesus selv. Man kan også bede til Gud uden at skulle sige nogle ord men bare ved at tænke dem – altså bede i stilhed. Man beder til Gud enten ved at bede til Gud Faderen, eller til Jesus Kristus, nogle beder også til Helligånden. Gud elsker at blive udfordret gennem en kristnes tro. Man kan komme direkte til Gud gennem Jesus Kristus – forhænget mellem ”det Allerhelligste” og resten af templet sønderflængedes ved Jesu korsfæstelse – Jesus skabte en åben vej til Gud. 

 

Ud over formelt at holde sig til den klassiske kristne trosbekendelse, forfalder nogle til new age idéer om, at Gud findes i os, og vi skal bare lytte til denne indre gud. Der eksperimenteres også med katolske lærdomme om at bede til sin egen skytsengel (tilbedelse af engle er udtrykkelig forbudt i Bibelen) eller bruge en såkaldt rosenkrans, lige som i fjernøstlige religioner, hvor man fremsiger særlige bønneformler gentagne gange. Dette forkastes både af den klassiske evangeliske kristendom såsom af J.V. som værende afgudsdyrkelse.  J.V. bruger dette så for at sætte liberal teologi og klassisk evangelisk kristendom i den samme skuffe, mens den liberale teolog vil være tilbøjelig at sætte kravet af et personligt åndeligt liv af evangeliske kristne i den samme skuffe som J.V. eller andre sekter.

 

 

Gud ses som en person, lige som i klassisk evangelisk kristendom og som i jødedom (faktisk mere som i jødedom), men der lægges mere vægt på, at ”Gud er en ånd” (Joh. 4,24), dvs. anderledes end menneskene. Her tages dog Joh. 4,24 ud af tekstsammenhængen, fordi det teksten drejer sig om, er at tilbede Gud i ånd og sandhed og ikke foregøgle Ham noget ved udspekulerede, udenad lærte tilbedelsesritualer, som så påtvinges andre. Især er det vigtigt at bemærke, at både i jødedommen såsom i J.V. beder man ikke til Jesus Kristus eller Helligånden, men udelukkende til ”Jehova”. J.V. mener at være de eneste, som kan tyde de hebraiske bogstaver som står for Guds navn som betydende ”Jehova”. I det Gamle Testamente skrev man dog hebraisk uden vokaler, der står altså YHWH og dette kunne lige så godt betyde ”Jahve”. Faktisk betød YHWH ”Jeg er den, der er” – altså med andre, ord, jeg er den sande Gud, som altid har været der og altid vil være der og det giver ingen mening at skændes om mit navn – hvilket imidlertid er netop det, J.V. gør. Jævnfør J.V. er Gud først og fremmest fri at gøre som han vil og siden hen er han også fuld af godhed (den samme rækkefølge er også kendetegnende for Calvinismen, som har påvirket meget af kristendommen i den engelsktalende verden). Gud ses som havende åbenbaret den rette lære til sine udvalgte og til den eneste rigtige kirke på jorden – J.V.! Mange rigtige Bibelske sandheder om Gud bruges, men på en ensidig måde, der betones især Gud som værende en almægtig dommer, for at få dem til at tie, som kunne finde på at kritisere lederskabet i sekten/kirken. Denne teknik, at benytte sig af Gud som et påskud til at få kritikere til at tie, bruges i øvrigt også af de Skriftkloge og Farisæer i Jesu tid og af den katolske kirke i Luthers tid og af mange sektereriske kirker (som rent formelt måske stadig væk har en klassisk kristen lære). J.V. nægter læren om Treenigheden og Helligånden er ikke en person for dem, men kun en kraft.

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Jesus Kris-tus

 

Jesus Kristus er Guds søn. Han holder alt i universet sammen, alt består ved Ham og gennem Ham (Kol. 1,15-17) og Han er således også lige så meget Gud skaberen, som Gud Faderen selv er det. Samtidigt er Han ”menneskesønnen” – dvs. Han er Guds prototype af en ny version af mennesket skabt i Guds billede, altså den nye Adam (Rom. 5). Jesus Kristus er ikke det engleagtige, platoniske ”fromme” væsen, som man ser på nogle katolske afbildninger eller russisk ortodokse ikoner, men Han havde det fulde register af mulige menneskelige følelser, kunne blive vred (fx over det religiøse profitmageri i templet), græde (fx over Lazarus’ død) og som den gode hyrde leder Han efter det fortabte får indtil Han har fundet det. Jesus Kristus kalder sine efterfølgere for brødre (Hebr. 5), dog er Han ikke den julemandsagtige hippie-type som nogle forestiller sig, men en hellig Gud, del af Treenigheden. I Åbenbaringsbogen fremstilles Han som et lam, som blev slagtet, og som er centrum for tilbedelsen i himmelen (Åb. 5). Jesus Kristus er opstandelsen og livet og Guds endegyldige testamente til menneskeheden – dvs., Gud kommer ikke for at opfinde en ny religion i fremtiden, men Jesus Kristus er Guds sidste ord til menneskeheden.

 

Ud over formelt at holde sig til den klassiske kristne trosbekendelse, kan nogle liberale teologer også se Jesus Kristus som revolutionær, hvis politiske budskab senere blev overspiritualiseret af kirken. Jesus selv betonede dog (overfor Pilatus), at Hans rige ikke er fra denne verden – dvs. selv om Hans lære havde, og har, store samfundsforandringer til følge, så drejer det sig først og fremmest om et usynligt rige, som starter i menneskenes hjerter, og som vil finde sit fulde udtryk i opstandelsen, og derfor kan man ikke reducere Hans lære til en revolutionær kamp for retfærdighed. Men på en måde er Jesus rigtig nok revolutionær, idet Han nemlig en gang for alle stiller selvvalgt menneskelig religiøsitet ud som hyklerisk og dobbeltmoralsk. Denne Jesu kamp imod religionen blev understreget af liberale teologer som Bultmann og af den moderat liberale teolog Bonhoeffer. 

 

Til udenforstående siges der at man tror på Jesus som i den klassiske kristne lære, men de indviede ”insidere” tror at Jesus Kristus bare er det første Jehovas vidne og at Han ikke var Gud. I virkeligheden er J.V. en moderne version af Arianismen i det 3. århundrede – en afspaltning af kristendommen (hvis tilhængere dog udgjorde flertallet i kirken i en tid!), hvor man betragtede Jesus som ikke værende ens med Gud (del af Treenigheden). I dag er så de bibeltroende kristne i et mindretal og kastes i samme skuffe som J.V. Mange religionsvidenskabsmænd betegner også fejlagtigt J.V. som en kristen gruppe hvilket ikke er rigtigt, hvis man tager de gammelapostolske trosbekendelser som rettesnor for at definere, hvad kristendom er og hvad den ikke er. J.V. gør også lidt ud af det med at designe deres egen Jesus – med kort hår og korsfæstet på et T-formet kors – for at betone, at de ved det hele meget bedre end i den klassiske kristenhed.

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

 

Djæ-velen

 

Djævelen var engang en højtstående ”kerub”, dvs. engel, som på et ”tidspunkt” selv ville være Gud, afskaffe den gamle Gud og erstatte Ham med sig selv (Jes. 14, Hes. 28). Denne plan har djævelen ikke opgivet. Han efteraber Gud (”Guds abe”) og vil være endnu mere from end Gud selv. Nogle engle fulgte ham i hans frafald fra Gud, og blev således til dæmoner. Djævelen kan også godt lide at skabe karikaturer af kristendommen, for at afskrække menneskene. Jesus kalder ham for ”menneskemorderen og løgneren fra begyndelsen”. Djævelen hader menneskene, fordi Gud har en plan om at herske sammen med menneskene i fremtiden. Gud praler over for djævelen med det retfærdige menneske Jov – ”se hvor retfærdig og trofast Jov er!” Dette fører til et væddemål mellem djævelen og Gud, og Gud vinder, fordi Jov forbliver Gud tro til trods for de ulykker, djævelen får lov at påføre ham. Gud har skabt menneskene som værende svagere end englene (S. 8), men han har udvalgt dem til at herske over englene til sidst (1.  Kor. 6). Djævelen (og hans falske messias, Antikristen) dømmes dog af Jesus Kristus til sidst. Djævelen kommer til at spærres inde i en tid og vil til sidst komme til at lide i al evighed sammen med de fortabte. Djævelen vil gerne ”lege” Gud skaberen, men er ikke i stand til at skabe noget godt, derfor vil han – for at komme så tæt på som muligt til noget der ligner en skabende akt – tælle, inddele, separere eller forene menneskene. Derfor påtvinger antikristen menneskeheden et tegn på ansigtet eller hånden, uden dette ”tegn” vil ingen kunne købe eller sælge noget (Åb. 13). Der er dog delte meninger om, hvorvidt dette skulle tages som en bogstavelig ment profeti for fremtiden eller som en allegorisk (symbolsk) beskrivelse af antikristen som et åndeligt princip i verden. Den egenskab af Gud at have styr på alt og at kunne sørge for alle, efterlignes af djævelen ved at skabe frygt og kontrol og altomfattende terror. Djævelen er denne verdens gud, som forblinder dem som ikke søger sandheden og han forklæder sig som en lysets engel, for at forføre til falske former for fromhed (2. Kor. 11). Jesus Kristus foreholder de Skriftkloge og Farisæer, at de har Satan som far (Joh. 8). På bundlinjen er djævelen en gammel nar, fordi hans plan om at omstyrte Gud og overtage styret, står fordømt fra starten og siden Jesu sejr på korset ved han det også udmærket. Derfor siges der om dæmonerne: De tror på Gud og Hans ord og skælver. Allerede i 1. Mose 3,15 i det såkaldte ”protoevangelium” står der, at ”kvindens sæd” (Jesus født af Maria) vil knuse slangens (djævelens) hoved – djævelen er altså allerede i en vis grad besejret, mens hans endegyldige dom sker efter Jesu genkomst.

 

 

Selv om der gennemføres det af Grundtvig indførte dåbsritual, hvori forældrene spørges om de vil vende Satan ryggen og forkaste hans væsen og gerninger, tror man ikke på en konkret eksisterende djævel. Djævelen ses som et symbol for det onde, som i sidste ende kommer fra mennesket, og man mener at idéen stammer fra den græske ”satyr” – en ged-lignende lyst-halvgud. Ganske rigtigt hører middelalderlige fremstillinger af djævelen som rødhudet, dyrlignende skikkelse fantasiens verden til og har ikke medhold i Bibelen. I Jakobus’ brev i det Nye Testamente læser vi, at mange ting, som man mener at kunne tilskrive djævelen, i virkeligheden stammer fra menneskets egne egoistiske lyster – man skal altså ikke se djævelen bag hvert hjørne. Jakobus skriver også, at djævelen flygter fra én, når man holder sig tæt ved Gud.

 

 

Der tages mange bibelske synspunkter, for at holde tilhængerne for øjnene, at hvis de kritiserer sekten, så er de nok forførte af djævelen. Al kritik ses som værende et resultat af dæmonisk aktivitet. Derved bruges bibelen for at gøre folk bange og også for at fremme en slags ghetto-mentalitet – mange J.V. vælger praktiske uddannelser frem for universitetsuddannelser – fordi de har ikke så mange forhåbninger for verden, verden skal jo dømmes snart (som de lærer) og derfor giver det ikke mening for dem, at investere i en længere uddannelse. Hovedopgaven for en J.V. er alligevel det at fremme J.V. læren. I Nazityskland led J.V. samme skæbne som jøderne, fordi de stod fast på ikke at følge verdens protokol.

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Syn på spiri-tisme, okkul-tisme, af-guderi

 

I 1. Konge 22 er der en interessant beretning om en løgnens ånd, som får lov af Gud at vildlede kongen Ahab gennem falske profeter. Bibelen er imod spiritisme, fordi dæmonerne ved nogle gange noget mere end menneskene, men de bruger deres viden for at føre menneskene væk fra Gud. Spiritisme er som at prøve at kigge i Guds kort bagfra – men Gud har besluttet at åbenbare sig på en på forhånd fastlagt måde, gennem Bibelen, gennem Jesus og gennem Helligånden – hvis man prøver noget andet end det, lander man automatisk ved ”den forkerte adresse” – nemlig dæmonerne, som gerne vil have indflydelse og helst vil bo i menneskekroppe. Jesus og apostlene ses som kastende onde ånder ud af menneskene og Paulus havde store konflikter fx i byen Efesus pga. folk der tjente penge på andre religioner og som nu gik konkurs pga. kirkens vækst. I Apostlenes Gerninger ser vi kristne, som brænder deres trolddomsbøger og der nævnes endog værdien på disse bøger. I Europa havde de første missionærer (fx Ansgar i Skandinavien) voldsomme konfrontationer med hedenske religioner.

Der findes meget stærke advarsler imod spiritisme og okkultisme i 5. Mose 18. I mange evangeliske (fri)kirker tilbydes der særlig hjælp af såkaldte ”sjælesørgere” (ofte en præst eller diakon) for gennem samtaler, forbøn og beslutninger i troen at kunne komme fri fra åndelige belastninger, som man kan have pådraget sig ved at beskæftige sig med spiritisme eller okkultisme.

 

Den liberale teolog tror dybest set ikke på en usynlig verden og derfor er man tolerant over for næsten alt. Indtil sidst i 1980erne advarede folkekirken imod okkulte lege som dengang var populære som fx ouija-board, mens det i dag er et sædvanligt syn at se børnene i en kristen børnehave udmale mandalaer (som i Asien bruges for at initiere en astralrejse eller trance-tilstand) og gå på astralrejser og gøre dybdepsykologiske ting jfr. C.G. Jung, som var en spiritist. Der findes også mange folkekirkepræster som driver yoga (som indeholder tilbedelsesritualer fra østlige religioner) og yoga tilbydes i mange menighedskredse. De som kritiserer dette, bliver puttet i samme skuffe som J.V. og andre sekter.

 

 

J.V. putter hele kirken i samme skuffe sammen med den liberale teologi ved at skabe indtrykket, at de er de eneste, som har et klart syn mht. til okkultisme, spiritisme og afgudsdyrkelse. Derved fastholder man folk i sekten – fordi alt andet er jo ”frafaldet kristendom” og kun i J.V. sekten kan man være sikker på at få det rigtige, afgudsdyrkelsesfrie åndelige liv. Samtlige sekter foregiver at holde monopolet på sandheden og forkaster alle andre kirker. Derved bruger man Bibelen som et middel at fastholde folk i sekten – ja, man kan endog sige, at Bibelen bruges her for at ”hjernevaske” mennesker.

 

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Men-nesket

 

Gud vil ikke, at vi bliver ”engleagtige”, men tværtimod menneskelige, men netop efter Guds idé om at være menneske – og her tolererer Han kun mennesket Jesus Kristus. Mennesket født i den første Adam står under Guds vrede og kommer at dømmes (Rom. 3,23). Hvis man derimod tror på Jesus Kristus, har man evigt liv og kommer ikke for dommen (Joh. 5,24). Evangelium – den gode nyhed – består bland andet i den kendsgerning, at det at ”få Gud” hhv. ”have Gud” ingenlunde betyder at blive fremmedgjort over for menneskeheden, tværtimod bliver man ”menneske først og kristen så”, som Grundtvig sagde. Gud vil frelse os som mennesker, ikke som religiøse, engleagtige, ”fromme” i en spiritualistisk-religiøs forstand. I alle andre religioner skal mennesket først komme af med noget af dets menneskelighed, fordi Gud ses altid som noget der er kategorisk anderledes end mennesket – hvilket jo også er sandt, på den ene side, men den anden side er, at Gud netop er blevet menneske i Jesus Kristus, og det er ”den gode nyhed” = ”eu angelios” = evangelium. Gud forkaster menneskelig religion og al menneskelig selvvalgt religiøsitet og fromhed forkastes af Gud. Det er kun Jesus Kristus og Helligånden som accepteres af Gud. Han vil se Jesus Kristus i mennesket og derved gøre mennesket i sandhed menneskelig. Dette kan ej tilvejebringes af mennesket selv, derfor er mennesket afhængig af Guds nåde og Guds Ånd - og den sekulære humanisme, såsom al selvvalgt fromhed, står fordømt.

 

 

Mennesket kan drage nytte af Guds visdom som findes i Bibelen for at fremme retfærdigheden på Jorden og for at hjælpe andre. Et yndlings-motiv for den liberale teolog er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Kristendom betyder næstekærlighed og bruges i sekulær-humanistisk forstand, med Bibelen som en sekundær inspirationskilde.

 

Mennesket skal arbejde for at blive en del af Guds udvalgte – af de 144.000 som nævnes i Åbenbaringsbogen (men dette er kun et symbolsk tal, 144 er 12 gange 12 og 12 er et guddommeligt tal – 12 apostle, 12 stammer Israels, osv. og 1000 betyder Guds fuldendte plan, nummeret skal derfor ikke tages bogstaveligt). Mennesket skaber sin egen frelse ved at tilhøre den eneste rette kirke – nemlig J.V.

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Bibe-len

 

Bibelen er Guds ord, men ikke dikteret til mennesker ordret gennem direkte påvirkning ved udelukkelse af menneskelig forstand eller gennem engle (som i spiritisme, Mormonisme eller Islam). Gud bruger litterære midler som ironi, satire, lignelser, poesi, osv., for at formidle sit budskab. Man kan gå glip af det egentlige ved at læse den på en hårspaltende måde (Joh. 5,39). Jesus beskylder de Skriftkloge for at ”si (filtrere) myggen fra, og dog sluge kamelen”, dvs. deres hårspaltende måde at bruge Skriften førte til, at de så tingene udenfor deres rette proportioner og lagde stor vægt på ting, som er afhængige af nogle vigtigere ting. Bibelen er både menneskelig og guddommelig – ligesom Jesus Kristus, som betegnes som ”Ordet, der blev kød” (Joh. 1,1-14). Bibelen selv advarer mod en forkert brug af sig selv (2. Kor. 3,6) som fører til sekterisme og åndelig død. ”Bogstavet” kan slå ”ånden” ihjel.

 

 

Bibelen er ikke Guds ord, den indeholder Guds ord. Mange ting skal forkastes som bare værende myter. Bibelen er i sidste ende bare menneskelig, dog indeholder den et ”kerygma” – et kerneevangelium.

 

Har deres egen oversættelse, som indeholder ændringer, dér hvor det drejer sig om Jesus som værende Gud og om deres lære angående Guds navn. Betragter andre bibeloversættelser som mangelfulde. Bibelvers tages tit ud af sammenhængen for at begrunde særlige punkter i læren. Bibelen er bare guddommelig og skal forsvares gennem en gruppe, som har den samme lære.

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Kir-ken/

Me-nig-heden

 

Kaldes for ”Kristi brud” og ”Kristi legeme”, som han er hovedet for. Den har mange forskellige udformninger. Ligesom Helligånden har syv udformninger (Åb. 1), så findes der forskellige slags menigheder (Åb. 1-3). Johannes kæmper i sit 3. brev imod en menighedsdiktator, Diotrefes, som ikke lod apostlene besøge menigheden, fordi han ville isolere medlemmerne fra resten af kirken. I Kol. 2.18-23 læser vi om nogle kristne, som blev så opblæste af deres englesyner, at de til sidst ikke var del af ”hovedet” (Kristus) mere. Hvis man går videre og ikke forbliver i Jesu lære om sig selv (fx at ingen kan komme til Faderen uden gennem Jesus, Apg. 4,12), så har man slet ikke Gud (2. Joh. 7-9), og er såmænd heller ikke del af Kristi kirke mere. Kirken havde aldrig en central forvaltning (som Rom for katolikkerne og New York for J.V. sekten), men var styret af diakoner (tjenere), hyrder (pastorer), som så fik vejledning og besøg af apostle (Paulus, Johannes, Petrus, Barnabas, Timoteus, osv.).

 

 

Kirken er en organisation, som skal enes med andre kirker, for at opfylde Jesu ønske i Joh. 17 om at ”de alle måtte være ens”. Derved laver man imidlertid store kompromier i læren, og til sidst skal alt accepteres, og den gammelapostolske trosbekendelse bliver genstandsløs. Den katolske kirke, som betegner sig som moderkirken over alle andre kirker, driver ligeledes et stort arbejde, for at få alle kirker tilbage under sit paraply. De, som fortsat kæmper for den evangeliske udformning af kristendommen og reformationens arv, tvinges til sidst ud i frikirkelige miljøer. Kirken befinder sig altså i en krise på verdensplan.

 

I deres public relations arbejde udstiller J.V. sig ydmygt som en del af kristenheden, men de indviede medlemmer får så at vide, at de er den eneste sande kirke, og at alle andre kirker er frafaldne. Dette fænomen forekommer også i nogle sektereriske (fri)kirker, som ellers har en forholdsvis klassisk kristen lære.

 

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner (”J.V.”)

Frel-sen

 

Jesus Kristus har betalt for menneskenes synder, og når man tror på Ham og følger Ham (Joh. 8,31), får man del af Helligånden, som er panten for opstandelsen (1. Kor. 15). Især pietistiske kristne peger på Jesu lære om ”at blive genfødt” (Joh. 3). En personlig omvendelse er nødvendig for at få nytte af Jesu Kristi forsoningsgerning på korset. For en lutheraner fører denne omvendelse ikke til selvbeskuelse og en betoning af det, man har gjort som menneske (ens omvendelse), men til en tro på det, Gud har gjort, til en meditation over det, Jesus gjorde på korset. Man baserer sin tro på Guds nåde, ikke gerninger.

 

Den liberale teolog forkaster nødvendigheden for personlig omvendelse fordi han tror, at Gud forekommer overalt, ikke kun i kristendommen, og at menneskene derfor altid har Gud hhv. muligheden til at erfare Gud, i sig selv, i andre religioner, eller i kristendommen, eller bare i kirkens sakramenter.

 

Der findes i sidste ende ingen frelse udenfor J.V. sekten. Man skal blive medlem og følge J.V. læren og omvende andre til J.V. læren.

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Mis-sion

 

Kristne adlyder Kristi missionsbefaling fra Markus 16 og Matt. 28. Kristne skal forkynde ”det glade budskab” – evangelium. Desværre er der stor teologisk forvirring mht. hvad evangelium egentlig er, i mange kirkelige miljøer. Jesus siger, at høsten er stor, men arbejdere er der få af. Kristne vil stilles til ansvar over for Gud, hvis ikke de fortæller om Jesus Kristus til andre (Hes. 33, Rom. 10).

 

 

Gode gerninger i det sociale område er vigtigere end omvendelse til kristendommen, som man jo ikke tror på som den eneste sande vej til Gud.

 

Mennesker bearbejdes med bibelsteder (fra J.V. bibelversionen) indtil de følger J.V. sekten og selv bliver medlemmer. I Matt. 23, 15 advarer Jesus om denne slags missionsaktivitet: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv!

 

 

 

Emne

Klassisk evangelisk (gammel luthersk)

Liberal teologi hhv. typiske synspunkter i folkekirken i dag

Jehovas Vidner – her forkortet som ”J.V.”

Livet efter døden

 

Lige som en sommerfugl gennemgår en forvandling fra larve til tilsyneladende livløs puppe til fuldvoksen sommerfugl, vil alle mennesker opstå fra de døde ved den sidste dag, når basunen lyder (1. Kor. 15). De, som gennem troen på Jesus Kristus har fået Helligånden som pant, mens de levede på jorden, får del i Kristi opstandelse og det evige liv i Hans herlighed, mens de andre dømmes til evig straf sammen med de dæmoner, de havde været under indflydelse af i livet på jorden. Hvad man sår, det høster man.

 

 

Stor usikkerhed og standpunktsløshed i denne del af læren. Nogle tror, at alle frelses, andre fastholder en retfærdighedens domstol, hvor kriteriet dog ikke nødvendigvis er personlig tro i Jesus Kristus.

 

J. V. tror på annihilation, altså at de ikke-frelste til sidst tilintetgøres. Dette i modsætning af Bibelens ord om, at de vil lide i evig tid i fuld bevidsthed. De som hørte de udvalgte til, ifølge J.V.’s forståelse deraf, indgår i en paradisisk verden, som fremstilles i de kitschede billeder, som er del af J.V. materiale.

 

 

Arbejdsspørgsmål til elever, konfirmander og bibelstudiekredse:

 

1. Læs Johannes 4, 24: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”. Hvad tror du, at formålet er med dette vers?

 

 

2. Beskriv, hvordan J.V. misbruger Johannes 4, 24 for deres lære om Gud.

 

 

3. Hvem holder hele verden sammen ifølge Kolossenser 1, 15 - 17: ” Han er den usynlige Guds billede,al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder.Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham.”?

 

 

4. Hvad har man ikke, ifølge 2. Johannes 7 - 9, hvis man har en anden lære end den, som Jesus lærte? ”For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist.Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både faderen og sønnen.

 

 

5. Beskriv, hvordan en leder af en J.V. menighed ville bruge læren om djævelen som denne verdens gud, for at få folk til at tie, som han/hun mener, er i gang med at kritisere ham/hende eller menighedens ledelse eller J.V. i det hele taget. Læs 2. Korinter 4, 2 - 6 og beskriv, hvordan Paulus forstod hans opgave som apostel og missionær: ”Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld”.

 

 

6. Hvordan ser djævelen ud i Bibelen? Læs 2. Korinter 11. Her er versene 13 til 15: ” De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.”

 

 

7. Hvorfor forkaster de fleste liberale teologer idéen om en personlig omvendelse til Jesus Kristus og hans lære? Læs i denne sammenhæng Apostelens Gerninger 4, 12: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”

 

 

8. Hvorfor tror mange (muligvis alle) religioner på nødvendigheden at fornægte/undertrykke menneskelige træk? Hvad tror en evangelisk kristen?

 

 

9. Hvorfor kaldes Jesus ”menneskesønnen” i evangelierne?

 

 

10. Hvem taler til hvem og i hvilken sammenhæng i Johannes 8, 44 - 47?: ”I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.

 

 

11. Hvilken sætning i denne tekst (Johannes 10, 27 - 31) er stik imod J.V.’s lære om Jesus Kristus? ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

 

 

12. I Galater 2, 19b - 20 siger Paulus: ”… Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Hvordan ville denne lære om den troendes identifikation med Jesu død kunne misbruges i en sekterisk kirke/menighed, der binder dens medlemmer til sine ledere?

 

 

Menneskehedens fremtid ifølge bibelen

 

 

Mange frygter, at vi bevæger os imod en global totalitarisme, når de læser de dele af bibelen, som har med endetiden at gøre. Andre derimod mener, at disse profetier er bare symbolske skildringer af den kamp mellem Kristus og Hans fjender som har udspillet sig siden begyndelsen af kirkens hhv. Guds folks eksistens og som til sidst vil kulminere i en altafgørende sejr tilvejebragt af Jesus Kristus selv. 

 

 

I endetidsprofetierne møder vi så en skikkelse som betegnes som ”antikrist”. Bibelen betegner som  ”antikrist” enhver religiøs forfører, der leder én væk fra Kristus ved enten at nægte eller fordreje den bibelske lære om Jesus Kristus eller ved at optræde som en slags lysengel-Jesus, en fejlkopi af den sande Jesus (2. Korinter 11, 14). I 2. Johannes 7 læser vi: ”Fordi mange forførere er udgået i verden, som ikke bekender Jesus som Kristus kommet i kød. En sådan er forføreren og antikrist.”

 

 

Med udover dette ser det ud til at bibelen også taler om et politisk magtmenneske, der skal optræde før Jesus Kristus kommer tilbage på Jorden. Allerede i det gamle testamente læser vi hos profeten Daniel det følgende, i Daniel 7, 8: ”... dette horn havde øjne som et menneske og en mund, der talte store ord... 19: Så bad jeg om sikker oplysning om det fjerde dyr, som var forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med jerntænder og kobberkløer, og som åd og knuste og med sine fødder nedtrampede, hvad der levnedes, 20: og om de ti horn på dets hoved og det andet, som skød frem, for hvilket de tre faldt af, det horn, som havde øjne og en mund, der talte store ord, og som var større at se til end de andre. 21:  Jeg havde skuet, hvorledes dette horn førte krig mod de hellige og overvandt dem, 22:  indtil den gamle af dage kom og retten blev givet den højestes hellige og tiden kom, da de hellige tog riget i eje. 23: Hans svar lød: "Det fjerde dyr betyder, at et fjerde rige skal fremstå på jorden, som skal være forskelligt fra alle de andre riger; det skal opsluge hele jorden og søndertræde og knuse den. 24: Og de ti horn betyder, at der af dette rige skal fremstå ti konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre konger 25: og tale mod den højeste og mishandle den højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal gives i hans hånd en tid og to tider og en halv tid. 26: Men så sættes retten, og hans herredømme fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. 27: Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det."

 

 

Profeten Daniel forudsagde jo diverse ”verdensregeringer”, som fx perserriget som tog magten fra babylonierne og som senere, i 333 før Kristus, blev overtaget af Alexander den Store. Derfor skulle det være nærliggende at tro, at den af hans profetier, som har med den sidste tid at gøre, også ville have et reelt eksisterende politisk rige som genstand og ikke bare nogle udviklinger på en udelukkende åndelig plan. 

 

 

På en anden måde beskriver apostelen Paulus flere hundrede år senere udviklingerne i endetiden i 2. Tessaloniker 2, 7 – 12:  ”Fordi lovløshedens hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af vejen 8: og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre ved sin tilkommelses åbenbarelse, 9: han, hvis komme sker ifølge Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere 10: og med alt uretfærdigheds bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toger imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelste. 11: Og derfor sender Gud dem kraftig vildfarelse, så at de tror løgnen, 12: for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.”

 

 

Hændelserne i endetiden beskrives også i Åbenbaring 13, 11 - 18: ”Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam og talte som en drage. 13: Og det gør store tegn, så at det endog får ild til at falde ned fra himmelen på jorden for menneskenes åsyn. 16: Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både frie og trælle, til at sætte sig et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, 17: for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har mærket, dyrets navn eller dets navns tal. 18: Her gælder det visdom! Den, som har forstand, udregne dyrets tal; fordi det er et menneskes tal, og dets tal er 666.”

 

 

Antikristen afbildes som en reelt eksisterende politisk leder, der forfører hele verden inklusive alle andre politiske ledere, som nemlig så bliver enige med ham. Dette kan ses i Åbenbaring 17, 13: ”Disse har ét sind, og deres kraft og magt giver de til dyret.”

 

 

Det bliver mere og mere farligt at bekende sig til sin kristen tro, på grund af den øgede forfølgelse. Til sidst bliver Gud faktisk nødt til at bortrykke dem som er kristne og er ikke blevet likvideret endnu af den antikristelige (verdens)regering. Bibelen lover ikke dem, der vil komme til tro i Jesus Kristus, et hyggeligt liv hvor man bliver ladt i fred. Tværtimod, den tegner et klart billede af de repressalier og forfølgelser som man kan forvente, når man er kristen. På den anden side loves der, at Jesus Kristus vil til sidst dømme antikristen og så oprette Guds rige sammen med dem, der havde troet på Jesus Kristus. I Åbenbaring 20, 4 læser vi: ”... og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget mærket på deres pande og på deres hånd; og de bleve levende og bleve konger med Kristus. ...  Og i Åbenbaring 22, 4: ”... og de skulle se hans ansigt, og hans navn skal være på deres pander.”

 

 

Ifølge denne vers mener nogle bibeludlæggere at ”mærket” (både det af antikristen og det af den sejrende Kristus i Åbenbaring 22) er bare noget symbolsk, ikke noget som en slags tatovering eller chip eller lignende. Det ville jo ikke give mening, at den sejrende Kristus så også ville begynde at forsyne sine udvalgte med et bogstaveligt tegn på panden. Denne vers har også inspireret kirker, som praktiserer børnedåb, at ”tegne korsets tegn på panden” af det barn, som skal døbes, når nemlig præsten så ”tegner” et kors på denne måde, og dette naturligvis uden at bruge nogen synligt maling!

 

 

Uanset om antikristens ”mærke” er symbolsk eller reelt (i form af en chip, en tatowering eller lignende), kan man ifølge Åbenbaring 14, 9b - 10 være 100% sikker på at komme i helvede, når man lader sig forsyne med det:  ”Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og tager mærke på sin pande eller på sin hånd, 10: så skal han drikke af Guds harmes vin, som er iskænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for lammets åsyn.”

 

 

I dag har vi stadig muligheden til at vælge den ”rigtige” side i tide – uanset om atikristen dukker op i næste uge eller om 20 år, så skulle man alligevel gøre sig tanker om, hvad der er meningen af livet og hvordan tingene ser ud, når man dør (som nemlig sagtens kunne ske for enhver af os før antikristens optræden!). Jesus siger i Johannes 6, 37:  ... den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.” Der står ikke: ”Når du så er blevet et bedre menneske, så kan vi da måske tale om at frelse dig!”. Man skal ikke rose sig foran Gud på grund af de lyse sider i ens liv eller fortvivle foran Gud på grund af de mørke sider i ens liv. Man skal bare komme, sådan som man er, og lægge hele sit liv med al dets mørke og lyse sider i Jesu Kristi hænder. Dette betyder, at man opgiver at have det sidste ord at have sagt foran Gud. I stedet for giver man Ham ret i Hans analyse, at man er en synder der har fortjent forabelsen og kan frelses udelukkende af nåde, dvs. ved Hans indgriben.

 

 

At træde ud af den onde cirkel - kristendommen og kognitiv psykologi

 

 

Vores livs bestemmelse og mening

 

 

Ifølge kristendommen er ethvert menneskets bestemmelse til at blive “menneske” efter Guds plan. Guds plan for det “at blive menneske” er at aflægge “det gamle menneske” (som er død for Gud på grund af dets overtrædelser af Guds lov såsom arvesynden) og i stedet for tage “det nye menneske” på (derom står der mere i Kolosenserbrevet).

 

 

Dette betyder ingenlunde, at Gud ønsker at ødelægge vores personlighed. Tværtimod, vi finder først vores personlighed, nemlig den som Gud har bestemt for os, i Kristus. Gud bekræfter vores personlighed i Kristus. Når man finder Gud, bliver man ikke udsat for en nedbrydning af éns personlighed, hvor man bliver fremmedgjort for sig selv, men man finder i stedet for det det omvendte af fremmedgørelsen, man føler sig som om man kommer til sin hjemby, som man havde helt glemt og nu falder det hele ligesom på plads. Dette er fordi Gud er ikke en abstrakt størrelse, en kosmisk kraft, en nirvana-oplevelse, en eksistentiel udspring i det mørke ukendte, men Gud er Den der styrer Hans harmoniske univers, denne “bedste af alle teoretisk mulige verdener” som Leibniz siger, og derfor er det at komme tilbage til Gud gennem Jesus som at komme hjem til sin gamle far som man har forladt for længe siden og som man har helt glemt men nu genkender man Ham og glæder sig.

 

 

Guds væsen illustreres i Salme 84 hvor det hedder at “Guds altar” er der, hvor virkelig omsorg finder sted – illustrationen er så nogle fugle, der sørger for deres unger ved at bygge en fuglerede. Når man kommer tilbage til Gud er man som en fugleunge, der faldt ud af reden og nu bliver sat tilbage i reden.

 

 

Jesus Kristus er det eneste menneske, som Gud kan sige godt for. Alle andre mennesker er under Guds vrede (Romer 3, 7 - 20) – vi er alle sammen faldt ud af fuglereden, for at følge illustrationen fra før. Da Gud skabte Adam og Eva, var de skabte “i Guds billede”. Mennesket har fortsat dette “være skabt i Guds billede” i sig, dog i stærk forvrænget form.

 

 

Mennesket er som en bil, der har ligget på bunden af en sø i nogle år. Det der trækkes ud af søen, ligner meget en bil, men det er fuldstændig ubrugeligt som bil. Dets oprindelige bestemmelse havde været at køre rundt og transportere folk og ikke at være legeplads for fiskene. Ligeså er mennesket oprindeligt bestemt til at være i samvær med Gud, at genspejle Gud og at “nyde Gud”, som det siges i det anglikanske trosbekendelse “...man’s end is to know God and enjoy Him forever”. Man skal have glæde af at have en bil, men hvis den altså er ødelagt af vandet, skal der foretages en omfattende, dyr, radikal, ja en nærmest overnaturlig restauration med den, før den kan komme til at fremstå igen i al dens glans og herlighed – normalt betragtes biler, der røj ind i vandet, selv om de kun har været deri i nogle få timer, som totalskadede.

 

 

Hvordan kan man nu blive et “oprindeligt” menneske igen efter Guds protokol? Dette kan kun ske, ved at tro på Jesus Kristus og denne tro indebærer, at man for det første accepterer at den, der døde på den mest pinlige og uudsigelige måde, nemlig ved en henrettelsesmetode, der var så uhørt foragtet i Romerrigets tid, at man ikke engang skrev om det eller talte om det som romersk borger; at altså denne Jesus ikke bare var uskyldig men også Gud og at Han netop ved at dø på korset sonede verdens syner, vores synder.

 

 

Denne accept er dog ikke nok. Man skal nemlig nu også tro på, at man selv skulle have været på korset, ikke Jesus! Man indgår på denne måde en pagt, en kontrakt, med Gud, hvor Gud forpligter sig til at samtlige synder som man har begået og som man fik arvet af ens familie (henholdsvis i sidste konsekvens af Adam, det første menneske), er nu fordømte i Jesus, Jesus bliver synden, han er forbandet på korset, fordi Bibelen siger nemlig “enhver der hænger på et træ er forbandet”. Gud forpligter sig videre til at lade som om det menneske, der indgår denne pagt, betragtes som om han eller hun var Jesus, rent juridisk set. Gud ser på Jesus på korset og ser kun mig og mine synder som dømmes dér. Derfor bliver Gud også nødt til at vende sig fra Jesus, da han hænger på korset og Jesus mærker pludselig, at han er forladt af Gud og råber “Eli, Eli, lama sabachtani!”, det vil sige, “Gud hvorfor har du forladt mig?”Gud ser på mig, der har indgået denne pagt, og ser kun Jesus. Det er så i første omgang denne juridiske udskiftning af den skyldige med den sonede, som Gud foretager, man bytter plads med Jesus, så at sige, og bliver adopteret af Gud som en søn henholdsvis datter.

 

 

På denne måde er kristendommen faktisk den mest radikale form for humanisme – samtlige mennesker er dømte på forhånd, intet menneske kan frelse sig selv, det religiøse menneskets forsøg for at indsmigre sig hos Gud med gode gerninger er afskyelige i Guds øjne - en vederstyggelighed. Men så bliver Gud selv menneske og viser os, hvad det betyder, at være skabt i Hans billede. Gud beviser derved, at Han ikke har givet op på menneskeheden, men at Hans oprindelige plan med mennesket bliver ført til ende. I Guds frelsesplan findes der et “Happy End” – nemlig udvælgelsen af mennesker, som vælger at lade sig forsone med Ham gennem Jesus for at høre Hans folk til.

 

 

De andre mennesker, som ikke vælger denne vej, betragtes som dyr, der dumpes i helvede, som man dumper døde dyr i en stor kødmaskine (der er nogle tilsvarende grove formuleringer i slutningen af Salme 49, se også i mit kapitel ”Mennesket set som dyr”). De mennesker, der ikke vælger, at indgå en pagt med Gud gennem Jesus Kristus, har mistet deres livs egentlige bestemmelse, de kan så kun behandles som dyr. Antikristen (fremtidens diktator, som der profetiseres om i Bibelen, og som vil få Hitler og Stalin til at ligne Gøj og Gøkke) betegnes også som “dyr” eller “bæst” og han vil forsyne alle mennesker (som er tilovers, efter at de kristne er blevet pist væk på grund af bortrykkelsen) med numre på deres kroppe, lige som man gør med burhøns.

 

 

Det som mennesket, der på denne måde er blevet forsonet med Gud gennem Kristus, nu har at gøre, er at fortsat betragte sig som død i Kristus (Galaterbrev, 2,19-22). Livet som en kristen lever, er ikke sit eget liv, men det liv, som Jesus Kristus ville have ført, hvis han havde været i den samme situation. Dog kniber det tit for den troende at “vandre i troen” og derfor kommer der tit noget af den gamle Adams natur til syne, hvorfor også billedet af Jesus bliver forstyrret, som ved en dårlig modtaget fjernsynskanal. Men man kan dog, hvis man kigger nøje og er ærlig overfor sig selv, ved mødet med de kristne få nogle glimt af et billede af Jesus Kristus. Naturligvis er djævelen der også med sine folk og religiøse mennesker, der fremstår som karikatur af det at være kristen, fordi så vil de ikke-troende blive afskrækket fra at blive kristne. Men hvis man søger sandheden, vil man før eller senere støde på nogle kristne, der i nogen grad lever i det at være død i Kristus for så at genspejle noget af Jesu Kristi genopstandelseskraft.

 

 

Dynamikken af at “leve i troen” og “være død i Kristus” er bevægelsen fra “død” til “genopstandelse”, som man så gennemlever gang på gang. Man dør i Kristus, man taber venner, man bliver foragtet, måske endog forkastet som familiemedlem, kommer ud for forfølgelser af forskellige slags, men så genopstår man igen som en phønix ud af asken, ja endog får man tit en bedre plads i livet end den man måske lige netop tabte på grund af éns uvilje til at leve efter de principper, som verden dikterer. Man lever lige som Josef, der bliver ført som fange til Ægypten hvor han sælges som slave. Forrådt af sine brødre og uskyldig beskyldt af Potifar’s hustru tilbringer han adskillige år i fængel. Men så bliver han vice-konge og sørger for, at hans brødre overlever en 7-årig hungersnød og at Guds folk kan vokse sig stor i Gosen, en ægyptisk provins. Sådan bliver man også som kristen udsat for underlige ting, hvor det først går ned ad bakken og derefter op igen, men altid på den måde, at Gud forherliges derved.

At træde ud af den onde cirkel

 

 

Som kristen giver man nu sine “lemmer” i Guds tjeneste (Romer 6, 19). Man vælger at følge Guds protokol i stedet for verdens protokol. Man vælger for eksempel ikke at lyve, fordi hvis man lyver, bevæger man sig ind i djævelens magtområde. Djævelen betegnes jo som løgnens fader.

 

 

Psykiateren, psykologen og skole-reformatoren William Glasser skriver i kapitel 13 i sin bog “Skolen uden tabere” (1969, oversat til dansk af Poul Nissen i 1972) om nogle 7. skoleårs elever i USA, der var meget modstræbende til at indgå en aftale om ikke at lyve. En pige sagde til Glasser, at hvis hun opgav at lyve, ville hele hendes verden styrte sammen. Dette fordi man har opbygget sig en verden, et netværk af sociale relationer, ved at bruge de midler, den korrupte verden stiller til rådighed. Glasser mener nu at det er ikke muligt at have en god atmosfære på en skole hvor eleverne lyver til lærere, forældre og medelever. Han siger at eleverne behøver ikke finde sig i en amoralsk verden, de kan bare træde ud af denne onde cirkel og nægte at have del af de tilsyneladende fordele man får ved at lyve, snyde, afpresse og intrigere. Glasser mener, at mennesket kan selv foretage dette valg og han stiller mennesket foran dette valg.

 

 

Dette er meget tæt på kristendommens sandhed. Kristendommen siger dog, at mennesket netop ikke kan træde ud af “den onde cirkel”, af verdens og djævelens magtområde, ved sine egne anstrengelser, selv om det i en vis grad er muligt at ændre nogle af éns indstillinger og éns adfærd ved bevidst træning og positiv tænkning. Ifølge kristendommen er det sådan, at man har brug for Helligånden for at få kraft til at kunne leve et liv udenfor verdens og djævelens magtområde. Helligånden er stedfortræderen for Jesus Kristus, Jesus troner i himlen og Helligånden i de kristne fortsætter hans gerning på jorden. Helligånden får man, når man indgår pagten beskrevet overfor. Man bliver forseglet med den og dette kaldes også som en “genfødsel” – man bliver så at sige født på ny, det er derfra begrebet “born again Christian” kommer.

 

 

Menneskets åndelige natur og menneskets søgen efter en meningsfuld bestemmelse i livet

 

 

En anden psykolog, som kommer meget tæt på kristendommens sandhed, er Viktor Frankl. Han havde været som østrigsk jøde i koncentrationslejren og skrevet en bog om dette (som solgtes i 9 millioner eksemplarer: “En psykolog oplever koncentrationslejren”). Frankl mener nu, at de filosofier, der førte til nazismen og altså til koncentrationslejrene og gaskamrene, er altsammen filosofier, der nægter menneskets åndelige bestemmelse og natur. Han betegner disse som “homunkulismer” i hans bog “Psykologiens menneskebillede”. En “homunkulus” er et kunstigt menneske, fremstillet af legemsdele fra døde mennesker (altså en slags Frankenstein-monster).

Homunkulisme” er så en filosofi, der forenkler mennesket til nogle mekanismer, der kan manipuleres på en forudsigbar måde. Han nævner 3 homunkulismer: Biologismen, psykologismen og sociologismen.

 

 

Biologismen” er det menneskebillede, jævnfør hvilket mennesket er bare en organisme, en kompliceret maskine, en sammensætning af kemiske forbindelser og et resultat af noget man har arvet genetisk fra sine forældre.

 

 

Psykologismen” (og her kritiserer han Freuds psykoanalyse) betragter mennesket som bestemt af nogle drifter og instinkter, der rumstrerer i “id”, i det Freud siger er ubevidstheden. Derfor er Freudianismen også en slags nihilisme. En katolsk sociolog ved navn Michael Casey har skrevet en bog “Meaninglessness – The Solutions of Nietzsche, Freud and Rorty” (Meningsløshed – det som Nietzsche, Freud og Rorty har at tilbyde). Ifølge Freud er Gud jo også kun en projektion af super-ego’ets tvangsbillede af en far, det vil sige, religionen er kun en måde for mennesket til at tackle problemerne man havde med sin far. Man havde det ikke så godt med sin far og derfor opfinder man nu en far i himlen for at forlagre det hele på et højere plan og få fred fra sin sjæls pinsler. Derfor betegnes den omvæltende bevægelse, som Freud satte i gang, også som en “anti-far-revolution”. Freuds psykoanalyse er altså ifølge Frankl en “homunkulisme”, en lære, der forenkler menneskets natur ved at skære den åndelige dimension væk. Den åndelige dimension betegnes hos Freud som et symptom på det psykiske, mennesket er set som udelukkende værende produktet af de drifter og instinkter, der bevæger sig i det ubevidst-psykiske.

 

 

Sociologismen” er så den tredje “homunkulisme” som Frankl kritiserer. ”Sociologismen” betragter mennesket udelukkende som et produkt af samfundet (sociologi = samfundsvidenskab) henholdsvis miljøet. Også her findes der ingen mening ved at være menneske, mennesket er kun et produkt af masserne.

 

 

Frankl siger så at hvis et menneske er psykisk syg, kan det have andre årsager end problemer med hjernen eller det psykiske eller det, samfundet har forvoldt mod én. Der kan være noget, som en læge skal tage sig af, men som ikke har med hjernen at gøre, fx en under- eller overfunktion af binyrebarken, skjoldbrystkirtlen eller nogle andre kirtler i kroppen. Men det kan også have årsag i en eksistentiel krise eller en moralsk konflikt.

 

 

Frankl er i denne forbindelse ikke moralrelativistisk som Freud, han siger, at en læge kan kun være en god læge, når han eller hun også er et godt menneske. Der findes altså hos ham noget absolut godt og noget absolut ondt (lige som hos Leibniz, og faktisk går også Glasser i denne retning, selv om han ikke skriver om det på en filosofisk måde). En moralsk konflikt er altså ikke en neurose, men den kan føre til en neurose. Årsagen i mange sygdomme kan ifølge Frankl være at man ikke har fundet en mening med ens eksistens, derfor betegner han også sin terapiform som “eksistens-terapi” eller “logoterapi” (fra logos = betydning, mening). Det er en meningsfindings- og personlig-instillings-terapi. Patienten skal finde ud af, hvad hans bestemmelse er i verden. Man ser på hans biografi (curriculum vitae) og snakker sig frem til det, mennesket ser som det mest logiske og indlysende for hans livs bestemmelse.

 

 

Frankl (som ellers gerne vil have psykologien og religionen adskilt) siger endog, at nogle af hans patienter havde været engang kristne, men var kommet væk fra kristendommen og gennem hans terapi kom de tilbage til kristendommen, de var blevet klare over, at Jesus Kristus var deres livs egentlige bestemmelse. Frankl forsøger at “genetablere en urtillid til tilværelsen”, for at overvinde menneskets “urangst”, som ifølge ham er er angsten for ikke at finde mening med ens liv. Frankl siger også at mennesket kan ikke separeres fra moralske værdier, det skal tværtimod få øjnene op for eksistensen af disse værdier. Lige som Glasser vil han opdrage mennesket til at tage ansvar for dets eget liv og træffe de rigtige beslutninger. Både Frankl og Glasser vil ikke prædike, fordi begge mener at det er kun mennesket selv, der kan tage disse beslutninger, for at kunne finde mening i livet (Frankl) henholdsvis en høj livskvalitet (Glasser i hans “choice theory” fra 1998).

 

 

Disse psykologiske teorier kommer meget tæt på kristendommens sandhed, men som sagt er forskellen den, at det ifølge kristendommen er kun muligt ved et indgreb fra Guds side at få del af Guds rige og få kraften og viljen til at ændre sit liv. Dog skal mennesket derefter fortsat træffe de rigtige valg, det kan Gud ikke gøre for én. Ifølge kristendommen er det sådan, at Kristus i én træffer disse valg, men den gamle natur (“Adam”) er vel at mærke i stand til at sabotere dette, og så træffer man alligevel nogle forkerte valg. Dette lyder meget indviklet og det er det også, fordi det overstiger menneskets fatteevne, at Gud er både Den, der stiller mennesket foran sit eget ansvar og respekterer menneskets frie vilje til at vælge og Den, der formår at virke det hele. Herom har teologerne skrevet meget og er ikke kommet til nogen form for konsensus.

 

 

Som kristen skal man være stædig – man skal være som en elefant, der har besluttet at ikke rokke sig, selv om alle trækker i én. Når verden forsøger at få én til en kompromitterende gerning, så skal man stå på sit og sige nej. Nogle gange kan dette endog føre til martyrdøden, men så bliver man bare et sædkorn der bliver plantet og i stedet for én selv er der pludselig flere andre som bliver kristne og som fører Kristi gerning videre.

 

 

En gang kørte jeg med min bil i centrum af Paris. Det var en meget spændende oplevelse, fordi trafikken er temmelig kaotisk, ikke så velordnet som i Tyskland eller Danmark. På et tidspunkt kom jeg til at sidde fast i midten af et gadekryds. Både fra venstre og højre side, såsom fra foran mig og bagfra stod der biler, som ikke kunne komme videre. De tudede med deres horn, vinduer blev rullet ned og der kom vrede skrig. Men jeg kunne bare ikke rokke mig. Til sidst kom der en politibetjent der fik orden på sagen – det havde ikke været min fejl, der var bare for stor trafik eller en lyskurv havde ikke virket (mange kører alligevel over for rødt i Paris). Sådan er også mange gange de kristne – de roder sig uforskyldt ind i noget i verden, så nægter de at spille med på verdens præmisser og blokerer for det hele. Det romerske imperium faldt på grund af læren om en henrettet jøde. Martin Luther sagde til biskopperne og kongerne i Worms: “Her står jeg, jeg kan ikke anderledes” og væltede den romerske katolske kirkes enevælde. Martin Luther King nægtede at opgive sin “drøm” om et retfærdigt samfund uden raceadskillelse og vendte sydstaterne op og ned. Det polske folk betragtede sig som helhed som den korsfæstede Kristus og fik Warszawapagten væltet. Bare én eneste kristen er en udfordring og en trussel for djævelens magtområde og kan ødelægge meget ved simpelthen at blokere for det perverse og korrupte spil der spilles i den onde cirkel.

 

 

Nogle filosofiske grundovervejelser: En teologisk beskrivelse af epistemologiens historie

 

 

Epistemologi betyder hvordan man tror at man kan komme til erkendelse. Derfor hedder den også ”erkendelsesteori”. Den er den mest grundlæggende disciplin i filosofien og epistemologien bestemmer, hvordan verdenen og jeget bliver opfattet. Enhver etik, pædagogik, politisk teori og videnskabsteori er altid begrundet i den epistemologi, som bliver bragt i anvendelse.

 

 

Epistemologiens historie med de bibelske beretninger om Lucifer som udgangs-hypotese

 

 

I begyndelsen var der én Gud, som levede lykkeligt med Hans hær af engle. Dette var før dimensionerne ”tid” og ”rum” blev skabt. Alt det der var til, var det i kraft af Gud og der var ingen mulighed for at definere en anden slags virkelighed end den, som Gud havde opfundet og som var afhængig af Ham. Og det vil i virkelighed hellere aldrig nogensinde blive muligt at definere en anden virkelighed end den som har sine rødder i Gud, selv om mange mente og mener det.

 

 

En af dem som mente noget andet var én af de højtstående engle, Lucifer. Lucifer besluttede, at komme med et alternative til Gud. Han ville selv være Gud og overtage Guds plads. Ville der så eksistere en anden slags virkelighed, nemlig den, der svarede til Lucifers eksistens og foretagende? Det var i hvert fald det, Lucifer håbede på. I virkeligheden skulle det slet ikke ske, fordi hans påstand om en autonom virkelighed skulle defineres af Gud som løgn, og det blev den da også. Navnet ”Lucifer” findes i øvrigt ikke i bibelen, men der findes derimod begrebet ”lysets engel” (2. Kor. 11, 14) og det græske ord ”Luci-fer” (Lysbringeren eller –bæreren) passer godt på denne beskrivelse.

 

 

Udover at definere Lucifer som Satan (modstander af Gud) og som alle løgnhalsenes fader, og Lucifers tilsyneladende ekstra virkelighed som løgn, ville Gud yderligere bevise, at Hans virkelighed var den bedste og at Lucifers version kun var noget vrøvl. Derfor skabte han nogle væsener i hans afbillede, men som var udelukkende skabte af materie. Han skabte også en verden til dem i tid og rum. De skulle ikke have nogen ånd selv. I stedet for fik de Guds Ånd blæst ind gennem næseborene. Lucifer betvivlede dog fra begyndelsen, at Guds Ånd skulle være nok for dem og at den var tilstrækkelig for at gøre dem lykkelige. Han påstod, at kun ved hans alternative kunne de nå at kende sandheden og opnå frihed.

 

 

Disse væsener, Adam og Eva, havde det dog godt i den materielle verden, som Gud havde skabt til dem. De kunne snakke med Gud sammen så ofte de ville og der var ingen adskillelse mellem dem og Gud, Gud var deres bedste ven (de andre venner var dyrene og måske også nogle engle) og stod altid til deres rådighed. De skulle nu begynde at herske over verdenen, først ved at kategorisere den og derefter ved at få den til at opføre sig efter deres ideer. De kunne få alt at vide, fordi der var jo ikke andet at vide end det, Gud vidste, og det kunne de jo altid spørge Gud om.

 

 

Men Lucifer var som altid af en anden mening. Han forførte dem ved at sige, at Gud havde foreholdt dem det bedste, fordi Han ville forhindre, at de også blev ligesom Gud. Han ville snyde dem og føre dem bag lyset. Der eksisterede i virkelighed en anden, mere virkelig virkelighed bag den tilsyneladende virkelighed, Gud havde sat dem ind i. Den virkelighed, de erfarede, var ikke tilstrækkelig, den var egentlig kun en illusion. Der var noget højere at få bag kulisserne, noget som lå bag deres sanser og dette noget skulle være den egentlige verden, ”das Ding an sich”. Dette højere ville Lucifer nu gerne føre dem ind i. Det syntes menneskene at det lød da spændende, så hvorfor ikke prøve? Men desværre afhang denne test af at de skulle bryde den eneste lov, Gud havde givet dem. Så derfor tøvede de i lang tid. Men en dag kunne de alligevel ikke modstå fristelsen og indvilligede i at få at vide hvad der skulle kunne vides mere.

 

 

Der skete imidlertid det, at i stedet for at få noget mere at vide, blev det så bare dummere. Nu kunne de ikke engang finde Gud mere. Gud måtte lede efter dem og de ville ikke engang vise sig for Ham mere. Det viste sig, at der fandtes i virkelighed ingen anden virkelighed end den, Gud havde bestemt fra begyndelsen, Lucifer havde bare ført dem bag lyset. Det var også det, Gud havde sagt til dem i forvejen, ved at sige, at når de overtrådte det bud, Han havde givet, så ville de vissentlig dø. Så i stedet for at blive ligesom Gud, blev de bare adskilt fra Gud og måtte nu forsøge at klare sig på egen hånd.

 

 

Kendskabet til den Gud, der havde skabt alt, blev mere og mere tåget og ubestemt. Desuden fortsatte Lucifer med at ”lege Gud” og derfor blev menneskene endnu mere forvirrede. Til sidst vidste de overhovedet ikke mere, hvem der var Gud og hvem der var kun en kopi af Gud, så besluttede de, at tilbede flere guder, én af dem måtte jo være den rigtige, syntes de. I virkeligheden skete der dog det, at Lucifer og de engle som sammen med ham var blevet frafaldne fra Gud, erstattede den sande Gud og nu gik det rigtig skidt til. Menneskene skulle nemlig nu benægte deres menneskelighed. Lucifer kunne jo ikke lide, at de var mennesker skabt i Guds billede, derfor inspirerede han dem gennem de nye religioner som opstod, til at blive mindre og mindre menneskelige. For at kunne behage guderne skulle mennesket blive mindre menneskelig. Derfor fandt nogle præster på at ridse sig i huden, at klippe deres hår på en særlig unaturlig måde, eller endog at klippe noget væk fra kroppen. Så var de jo mindre menneskelige, mon ikke guderne nu var tilfredse? Mennesket skulle blive til en ”gud”, en ”halvgud”, en maskine (et urværk eller en supercomputer) , et dyr, lige meget hvad, bare det ikke forblev menneske. Fordi, som menneske var det jo stadig væk skabt i Guds billede, og det bryder Lucifer sig overhovedet ikke om. Det kan han ikke lide, fordi han kan ikke lide Gud.

 

 

Menneskene kunne nu hellere ikke mere erkende sandheder svarende til deres omgivelser, dvs. verden, alt blev bestemt af præsterne. Man havde ikke lov til at mene noget andet end det, Lucifer mente, og som han gennem sine dæmoner og præster og religioner formidlede til menneskene. Alt blev forklaret på en måde, der tilslørede virkeligheden. Menneskeligheden og virkeligheden svarede jo til det, Gud havde skabt i begyndelsen, og dette kunne få menneskene til at besinde sig tilbage til den eneste sande Gud; og det ville Lucifer nu forhindre så godt han kunne.

 

 

Menneskene var dog stadig opmærksomme på den kendsgerning, at når de ville forandre deres omgivelser til deres fordel, så måtte de ligesom tænke sig lidt nøjere om og lidt på egen hånd. For at kunne opfinde noget nyttigt, skulle de diskutere frem og tilbage og tillade andre tanker end de som var blevet vedtaget af den officielle religion. I alle højtstående kulturer, i Kina, hos Aztekerne, i det gamle Ægypten, i Babylon og hvor end menneskene fandt på at gøre deres liv mere ordnet, overskueligt, forudsigeligt og mere sikkert, opstod der en ny måde at tænke på, man begyndte nu at lege med svar og modsvar, med sand og ikke sand, med mening og modsat mening. Religionen fortsatte dog at have det sidste ord at have sagt, derfor var denne udvikling også meget begrænset.

 

 

Først i Grækenland i det 6 århundrede før Kristus var der én, Tales i byen Milet i Lilleasien, der for første gang benyttede sig af videnskaben, ikke bare for at opfinde nyttige indretninger, men for at forklare hele universet, for at finde frem til sandheden. Han ignorerede simpelt hen præsterne (som nok blev rasende, lige som Lucifer selv) og vovede at sætte den hypotese frem, at alt var opstået af vand. Nu kunne han jo nemt have grundlagt en ny religiøs sekt som tilbad vandet og Lucifer ville have været tilfreds. Men nej, han indbød til åben diskussion og så kom der Anaximenes og Anaximander og Xenofanes og Demokrit og mange andre og de kom hver med deres bud på, hvordan det hele skulle hænge sammen. Én mente, at verdenen var formet som en tromme, der svævede i rummet. En anden mente, at der var fire elementer, alt bestod af. De spekulerede frem og tilbage og undersøgte, om verdenen var ”fuld” eller indeholdt ”tomrum” (Demokrit mente, at den havde tomrum, fordi ellers kunne man ikke skære et æble i to stykker, mente han. Nærmere vores tid fandt Maxwell ud, at der er kraftfelter overalt, så verden er nok alligevel ”fuld”). Desto mere de argumenterede frem og tilbage, desto mere forstod de, at man kunne nå til mere erkendelse ved kritik og modkritik og ved at undersøge virkeligheden, i stedet for at tro i en blind tro på det, præsterne plejede at fremføre. Den virkelighedsfornægtende hhv. –tilslørende religion tabte derved mere og mere terræn. Lucifer vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille an med dette. Det så ud, som om han tabte menneskene ud af sine hænder. Præsterne havde nu fået konkurrence, idet man kunne vælge imellem at få en mystisk forklaring og en spekulativ forklaring, der var begrundet i en kontinuerligt diskuteren frem og tilbage, i en tænkemåde, der ikke var afhængig af, at man skulle falde i trance eller tilkalde nogle guder, før man gav sig til at diskutere.

 

 

Denne nye, rationelle tænkemåde førte da også til at menneskene sugede viden i sig som vilde og snuppede alt fra de babylonske, ægyptiske, persiske, indiske og minoiske kulturer de kunne få fat i og så dannede de en kæmpemæssig syntese som blev kendt som den gamle græske civilisation. Civilisationen betød, at mennesket nu var uafhængigt af guderne. Det kunne selv finde ud af tingene gennem matematik, astronomi og de første spæde skridt mod noget der hedder fysik. De så ud som om Lucifer skulle finde på noget nyt for at få dem til at blive beruset af hans benægtelse af virkeligheden.

 

 

Det varede da heller ikke længe, så fik han religionen indført på ny. Denne gang i filosofien, som indtil da havde truet med at få afskaffet religionen. En fyr med navn Platon fandt på at definere virkeligheden på denne måde: Alt vi ser på en konkret måde er virkeligt, men der er nogle ideer, som ligger bag de konkrete ting, og disse ideer er mere virkelige end de konkrete. Derved sagde han faktisk mellem linjerne, at det konkrete er kun en illusion. Han foreholdt også menneskene, lige som Lucifer havde gjort med Adam og Eva, at de ikke ser virkeligheden, men kun indbilder sig at de gør sådan. Han sagde, at menneskene er som fangerne i en hule, der iagttager deres skygger og mener, at det er virkeligheden. Nu gjaldt det om at finde frem til den mere virkelige virkelighed, til ”idealet”. Denne tankegang blev senere kendt som idealisme. Idealisme betyder at nu er tingene ikke gode, men der eksisterer en god version af tingene, som man skal stræbe efter. Nu kunne Lucifer lyve om hvad som helst for at få menneskene til at finde frem til idealet. En ny præstekaste opstod, denne gang ikke religiøse præster, men politiske, filosofiske og samfundsvidenskabelige præster, der var, ligesom præsterne havde været det af ”guderne”, blevet initieret til en højere viden, til et abstrakt ideal, til en hemmelig viden, som kun var tilgængelig for denne sære præstekaste.

 

 

Derfor gik det nu også igen ned ad bakken for filosofien og i stedet for at spekulere over virkeligheden spekulerede man over hemmelige og skjulte ting, gnosticismen kom nu for alvor på mode.

 

 

Den sande Gud havde dog ikke opgivet menneskeheden, han åbenbarede sig til nogle udvalgte mennesker, til Abel, Noah og til Abraham. Abraham blev grundlæggeren af et særligt folk som Gud indgik et særligt forbund med. Verdenen fik nu for øje, hvad den sande Gud ville i modsætning til Lucifer. I stedet for at føre menneskene ind i trældom og beruselse og benægtelse af menneskelighed, blev dette folk udfriet fra Ægypten, hvor de havde været slaver, på en spektakulær måde og præsterne af denne sande Gud skulle, i modsætning til alle de andre religioners præster, fremstå som ganske normale menneskelige mennesker, uden særlige frisurer eller amputationer. Som det eneste tegn af forbundet med dem som gik ud over kroppen valgte Gud at påbyde dem omskærelsen af mænd, som i øvrigt praktiseres også i dag i mange lande af læger, ud fra medicinske overvejelser, selv om der også er visse risici forbundet med det. Ellers skulle præsterne af ”YHWH” være ganske normale[22][1], ikke fremmedgjorte overfor resten af menneskeheden.

 

 

Desværre blev også denne af Gud selv igangsat religion forfalsket og i stedet for at hjælpe mennesket med at forstå virkeligheden gennem den sande Guds åbenbaring og en rationel beskæftigelse med de af Ham inspirerede skrifter, begyndte nu Israelitterne at lære disse skrifter på en mekanisk måde, som de mente skulle hjælpe dem at nå til en hemmelig initiering til et mystisk højere viden, lige som gnostikerne gjorde i Grækenland.

 

 

En dag kom så Gud selv i form at et menneske, Jesus Kristus, til jorden og viste menneskene, at de ikke skulle forstå de hellige skrifter for ordenes, men for indholdets skyld. Han indledte en kæmpestor hermeneutisk diskussion hvor han differentierede mellem det, Gud ville have at menneskene skulle gøre, og det, farisæerne og andre religiøse nøglepersoner havde sat sig for.

 

 

Kristendommen blev i første omgang en stor succes fordi den magtede at komme med svar på de spørgsmål, som var til stede i den helleniserede verden. Men desværre blev den mere og mere blandet med platonismen, noget som apostelen Paulus advarede flere gange imod. Denne nye platoniske form for kristendom, i stedet for at fremme civilisationen og menneskenes erkendelse af virkeligheden, viste sig at være den værste fjende imod rationaliteten og civilisationen. De nye ”kristne” gnostikere troede nu, at man kunne nå Gud via flere stadier og den dag i dag snakkes der stadig væk i den østlig ortodokse teologi om en proces, hvorigennem mennesket bliver mere og mere lig med Gud, men i den forstand, at det bliver derved mere og mere abstraheret fra en menneskelig menneskelighed. Med andre ord, kristendommen, i stedet for at føre til den mest menneskelige form for menneskelighed, nemlig den som kan ses i Jesus Kristus, kom til at blive omstruktureret på den måde, at nu skulle man igen benægte virkeligheden som mindre ideal, den fysiske verden var ikke god, skabt af Gud, men ond, og man skulle overvinde den, og mennesket skulle fornægte dets menneskelighed som noget ondt. Den dag i dag mener mange filosofistuderende, at kristendommen er en religiøs form for platonisme, mens det ikke havde været hensigten med dens grundlæggere, Jesus Kristus og apostlene. Folk som Origenes og Plotin skabte noget som kaldes for ”nyplatonisme”, mens de fremstod som lærere for kirken.

 

 

Der opstod også mystiske sekter, med manichæismen som den mest karakteristiske version. Gud var nu en højere virkelighed og denne virkelighed mennesket levede i var mindre virkeligt. Mennesket skulle simpelthen fornægte virkeligheden fra det fysiske liv for at få andel i det hinsidige liv, som skulle være mere virkeligt. Men dette var ikke andet end at falde for Lucifers løgn i Eden en gang til. I virkeligheden findes der nemlig ingen anden virkelighed og menneskene som troede på manichæismens fidus blev bare inspirerede af dæmoner og blev afskåret fra muligheden af at kunne bevirke noget vedvarende i den ”normale” verden. De blev også mere og mere unaturlige, umenneskelige, korrupte og hykleriske. Det blev moderne at være from, men fromheden var temmelig skizofren, menneskene blev vant til at sige en ting og gøre noget andet, fordi de havde forladt en virkeligheds-relateret epistemologi. Det så ud som om surdejen af farisæerne var kommet til fuld udtryk i denne helleniserede version af kristendommen.

 

 

Til sidst blev menneskene trætte af alt dette hykleri og besluttede at fortsætte dér, hvor de gamle grækere var holdt op. Denne periode kaldes for renæssancen. Nu skulle mennesket stå i centrum uafhængigt af Gud, fordi Gud, sådan mente man (fejlagtigt) kun førte til overtroiske forestillinger, en sygelig form for fromhed og anti-rationalistiske tankemønstre. Der var dog også nogle kristne, som var lige så led og ked af den officielle (platoniske) version af kristendommen og begyndte af forske i Bibelen med deres sunde fornuft og under udelukkelse af alle de fromme dogmer som var blevet bragt i omløb. Derfor fødtes i denne periode både den sekulære rationalisme såsom protestantismen, som førte kristendommen tilbage til sit egentlige anliggende, nemlig protesten imod religion, imod virkelighedsforvrængning, imod overtro og imod farisæisk fromhed. Resultatet var en ny opblomstren af civilisationen. Nu var det ikke længere udelukkende den platoniske præstekaste der bestemte, hvad man skulle tro. Da Tycho Brahe observerede en Super Nova (stjerneeksplosion) i 1573, kunne han frit operere med flere end kun én hypotese, det fik han lov til. I stedet for at blive bortvist som kætter fik han endog støtte fra den daværende danske konge for at gøre endnu flere observationer. Med andre ord, den førsokratiske videnskab havde fået sit comeback. Tycho Brahes observationer inspirerede Kepler og Keplers arbejde førte til Newtons ”Principia” som blev grundlaget for hele den moderne mekanisering og den teknologiske tidsalder. Menneskene fik mere og mere styr på deres tilværelse i verden på grund af deres forøgede indsigt i hvordan virkeligheden er sammensat og hvordan disse sammenhæng kunne udnyttes til deres fordel.

 

 

Der var endog en filosof, Leibniz, som indså, at alt måtte hænge sammen på grund af ét fælles princip i stedet for to (ide verdenen og sanseverdenen) som Platon havde sagt. Han blev derfor den mest indædte modstander af enhver form for dualisme (todeling af virkeligheden). Han skrev også, at selv om man ville spekulere over, om der mon var noget bedre end denne her virkelighed, så ville man nok snart kunne indse, at Guds virkelighed eller verden alligevel var den bedst mulige variant, derfor var det meningsløst at tvivle på Gud. Havde Gud kunnet skabe en bedre verden, ville Han jo være sadistisk for ikke at have gjort dette, og så ville han ikke være 100 % god og så ville han til gengæld aldrig have kunnet skabe noget godt overhovedet.

 

 

Men vi ser jo at der også findes noget godt, så hvordan forklare man så dette gode? Derfor må denne verden som vi lever i være den bedst mulige af alle mulige verdener, til trods for det onde som også findes – og det må vil tillade Gud til at have Sine grunde for at tillade det. Disse synspunkter havde de andre filosoffer svært med at argumentere imod. Derfor blev de så bare gjort til grin af Voltaire som fandt på at skrive en satire om en ”doktor Pangloss” (et øgenavn for Leibniz, der talte og skrev i samtlige vigtige europæiske kultursprog, glossolalia = fremmedsprog, pan = overalt), hvor ideen om den bedste verden af alle mulige verdener blev fremstillet som en naiv erindrings-optimisme. Leibniz mente i øvrigt også, at hvis der så fandtes denne Gud som er 100 % god, så måtte Han være interesseret i at give menneskene en mulighed til at komme til Ham og blive delagtige i Hans fortræffeligheder. Han måtte åbenbare sig som det væsen, som er det højeste væsen, som er tilgængelig for menneskenes forstand, som jo også blev skabt af Gud. Dette væsen er ikke en eller anden engel, men mennesket. Så i stedet for at komme dumpende ind i verden som én eller anden super-engel, åbenbarer Han sig som mennesket Jesus Kristus, Guds Søn. Det var logisk for Guds natur som værende helt og holdent god, at åbenbare sig som et menneske, og derfor må kristendommen med Jesus Kristus som centrum være den eneste religion med en så høj grad af sandhedsværdi, at den gør menneskets stillingtagen tvingende nødvendigt.

 

 

I årene 1940-43 var der en filosofiprofessor Kurt Huber som underviste meget om Leibniz på et universitet i München i Nazityskland. Han sagde for eksempel, at Leibniz havde ment, at staten skulle være menneskenes tjener. Dette var lige omvendt end hvad de filosofistuderende dag ind og dag ud måtte høre fra statspropagandaens side, nemlig at man som tysker skulle ofre sig for «folkets fællesskab», for staten. Nogle begyndte at printe det de havde lært hos Huber og fordelte det, noget som var forbudt ved dødstraf. De blev også omsider fanget og halshugget i 1943 – søskene Scholl og nogle af deres venner. Kurt Huber blev også arresteret og i de måneder som han havde op til hans henrettelse brugte han for at skrive en bog om Leibniz. Det er altså ikke sådan at Leibniz er bare en brav barock og konservativ filosof som lefler efter magthaverne (han tjente jo som diplomat for en Kurfyrste i Tyskland), som han ofte fremstilles af den gængse konsensus i de filosofistuderendes verden, i stedet for er hans filosofi faktisk ret banebrydende.

 

 

Men havde man nu indset, at den fysiske virkelighed eksisterede uafhængigt af hvad mennesket mener om den? Stort set ja, men igen var der nogle, som begyndte af falde for den gamle løgn, som Lucifer havde frembragt i Eden. René Descartes (som levede en generation tidligere end Leibniz) var én af dem som i denne tid begyndte at tvivle på virkeligheden. Han tænkte: Hvordan kan jeg vide, at det hele virkeligt eksisterer, måske drømmer jeg bare? Måske har en ond dæmon indbildt mig det hele? Men, Gud ske lov, når jeg kniber mig selv i mit øre, så er det dér, i mit eget øre, jeg sanser det; det er mig, der sanser det og ikke en anden. Derfor: Når jeg tvivler eller tænker, så kan jeg i det mindste være sikkert på den kendsgerning, at jeg selv eksisterer. Men resten af virkeligheden kunne der teoretisk sættes et spørgsmålstegn ved. Det som Descartes overså derved, var at når jeg sanser noget, så forudsætter det jo, at jeg eksisterer som et virkeligt bevidst væsen i en fysisk verden, fordi hvor var ellers sansningerne kommet fra? Sanseindtrykket må jo komme et sted fra. Den kan da ikke bare komme ud at ingenting. Den kan vel heller ikke være skabt af os selv. Men det går jo ikke at sige, at den forårsages af fysiske genstande, som vi bare desværre er afskåret fra at kende, for ifølge fænomenalismen (som er filosofien der dukker op på enden af den vej, som Descartes her slår ind på) er fysiske genstande ikke andet end aktuelle eller potentielle sanseindtryk[23][2].

 

 

Descartes havde i hvert fald sat kimen til empirismen (som senere blev til fænomenalismen), den nye form for platonisk idealisme, selv om han selv fortsatte lystigt med at opfinde koordinatsystemet og skabe en masse andre nyttige tilføjelser til matematikken og værktøj til beherskelsen af virkeligheden. Han havde ellers også stadig væk for det meste en optimistisk epistemologi, dvs. den indstilling (som også var kendetegnende for Spinoza, som sagde, at sandheden manifesterer sig selv, og for Bacon) som går ud på at mennesket har muligheden til at skelne mellem sandhed og løgn og kan komme til erkendelse[24][3] i det hele taget. I stedet for at forstå sin tvivlen på virkelighedens virkelighed som et absurdum der uvægerligt fører til solipsisme (hvor erkendelsen bliver begrænset til jeget og dermed relativiseret og meningsløst), delte han virkeligheden op i to, den udstrakte og den ikke-udstrakte. Desværre havde Descartes med denne sin adskillelse mellem det udstrakte og det ikke-udstrakte også lagt kimen til den dikotomi (opdeling af virkeligheden i to områder) som senere skulle formuleres stærkest af Immanuel Kant. Nærmere vort tid blev Descartes og fænomenologien modsagt af David Favrholdt, som mente, at nok kunne Descartes sige ”Jeg tænker (tvivler), jeg er”, men ikke ”Jeg tænker (tvivler) ALTSÅ er jeg”, fordi dette ”altså” forudsætter en logik, som går ud over det enkelte menneskets subjektive sanseindtryk. Siger vi ”altså”, bekender vi os til en logik, som eksisterer uafhængigt af os og så giver det ingen mening, bagefter at hævde, at alt som jeg sanser, potentielt kunne være det pure opspind af mit eget hjerne, som måske (ukendt for mig) manipuleres af onde dæmoner (noget, som Descartes spekulerede over).

 

 

John Locke i England tog Descartes’ tanker op ved at accepterede dens dualisme, dvs. dens skelnen mellem den fysiske, materielle (udstrakte) verden og den sjælelige, usynlige, ikke-udstrakte (ideelle) verden. Han forstod, at denne nye version af Platons dualisme mellem idéverden og sanseverden ville føre til erkendelsesteoretiske problemer. Men i stedet for at rydde op med Descartes opdeling, gjorde han det værre endnu. Han indførte nu et ”sansefelt” mellem det materielle og det immaterielle. Nu blev der endnu mere lagt vægt på den tanke, at verden er kun tilgængelig gennem sansningen. David Hume gik endnu videre. Han bliver derfor betragtet som den egentlige grundlægger af empirismen, dvs. den gren i filosofien, hvorefter virkeligheden er relativt, det eneste sikre er sansningerne (empiriske erfaringer). 

 

 

For Hume eksisterede der ingenting, som ikke også kan klart fornemmes, derfor var han skeptisk overfor eksistensen af muligheden af sikkert viden i det hele taget, mens den lige så skeptiske Descartes gik dog stadig væk ud fra, som en forudsætning for al tænkning, at sikker viden måtte være mulig og som stadigvæk også havde en fornemmelse af, at den på én eller anden måde måtte hænge sammen med en Gud der har skabt alt. Hume indrømmede, at man ikke kan være 100% skeptiker (pyrrhonist[25][4]), dvs., på en eller anden måde skulle man altså alligevel starte fra noget som man har antaget som sådan før man giver sig til at efterprøve tingene. Men denne antagelse er kun noget, som er en basis for tænkning, det skal ikke blive til et dogme. Her mente Hume nu, at virkelig akademisk filosofi skal efterprøve alt først og derefter formulere dogmer. Hume sagde sådan set ikke, at det er forkert AT SIGE AT noget ikke kan vides med sikkerhed, men det han sagde var, at ved nogle ting er det bare meningsløst at tvivle på dem, men i sig selv bliver deres reelle eksistens altså ikke bevist derved. Han sagde faktisk mellem linjerne: ”Det er godt at tro på sikker viden, men derfor er den altså ikke sikker, bare fordi den er ’god’ eller fordi den forhindrer meningsløsheden.” Derved åbnede han døren for den totale skepticisme, han selv havde ønsket at tage afstand fra, nemlig pyrrhonismen eller ”antifilosofien”. Han var lige som en Adam i Eden, som indser, at Lucifer nok er en løgnhals, og at Guds virkelighed nok er den eneste måde at forstå og styre tilværelsen på en meningsfuld måde, men alligevel begynder at tvivle på, om det mon havde været rigtigt med Guds bud, mon ikke man alligevel skulle prøve at være Gud selv, at definere virkeligheden udelukkende fra én selv, fra ens sansninger?

 

 

En katolsk præst, der ville redde Guds ære, satte sig for at kritisere Locke, men han gjorde det hele bare endnu værre. Berkeley, som præsten hed, mente nemlig at en fysisk verden slet ikke eksisterede. Han mente, at alt der ”eksisterede” eksisterede kun på grund af den kendsgerning, at dette ”eksisterende” blev sanset af nogen, et menneske, eller Gud. I sidste ende er det faktisk kun Gud, der styrer menneskenes sanseindtryk og sikrer derved, at de kan tale om en virkelighed. Men i stedet for at redde kristendommen ud af sin misere, indførte han derved en apollonarianistisk version af kristendommen i filosofiens verden. Apollonarianisme betyder nægtelse af Kristi legemliggørelse. Med andre ord, når Berkeley hævder, at den fysiske verden kun er sanseindtryk, så er Jesus Kristus mens han vandrer på jorden også kun et sanseindtryk. Og apostlen Johannes betegner netop nægtelsen af Jesu Kristi virkelige, fysiske legeme som en antikristen filosofi, i 2. Johannes-brev 7-9[26][5]. Kristendommen holder altså i virkeligheden fast ved den fysiske virkeligheds eksistens som værende uafhængig af et menneskets subjektivitet. Det verdenssyn, som betragter alt som værende ”ånd”, og som teologisk betegnes som ”gnosticisme” eller ”manichæisme”, bliver mange steder i bibelen fordømt, for eksempel i det andet kapitel af brevet til Kolossenserne[27][6]. 

 

 

Hume styrkede nu også yderligere den dikotomi, der som sagt blev så kendetegnende for Kant. Lige som Hume sagde, lad menneskene tro på, at der findes sikker viden, selv om sikker viden faktisk ikke kan bevises, sagde Kant, lad menneskene tro på kristendommen, som noget der er godt og gavnligt for den preussiske pligtetik (kategorisk imperativ), selv om der er ingen virkelig basis for den. På den ene side af betonloftet er der stjernehimlen (naturloven) og på den anden side er der moralloven, det jeg synes er godt for de andre. Men der er ingen egentlig forbindelse, jeg gør bare det gode, fordi sådan blev det sagt, at det skulle gøres. Der er altså ingen egentlig metafysisk grund for god etik, dvs. en grund der er baseret på en real eksisterende Gud, der er kun en sociologisk eller statsræson-mæssig grund. Nu skulle antifilosofien få fart på for alvor.

 

 

Kant, som af Mendelssohn blev betegnet som ”sønderknuseren af al metafysik”, indførte en syntetisk epistemologi. Han satte sig for at bestride, som det hidtil blev hævdet og anskueliggjort af Leibniz og Wolff, at ALLE PRINCIPPER FOR ERKENDELSEN I SIDSTE ENDE LADER SIG FØRE TILBAGE TIL ÉT FÆLLES PRINCIP[28][7]. Dikotomien blev skarpere og skarpere. Ikke ”ét fælles princip”, men flere, dvs. man må eller kan eller skal gå ud fra flere grundlæggende virkeligheder, hvis man føler sig presset mod væggen af Leibniz’ og Wolffs enhedsprincip. Dette er i øvrigt kendetegnende for filosofihistorien, at hver gang filosofferne nærmest tvang menneskene til at indse eksistensen af ét fælles princip, der gør at alle ting hænger sammen, så føler menneskene sig truet i deres frihed, fordi hvis der kun ét enkelt princip, som alle andre afhænger af, så har man jo ikke nogen egentlig frihed, fordi alt i sidste ende må bedømmes fra dette ene forenende princip, så kan man ikke postulere hvad som helst, og muligvis bliver man endog tvunget til at indse at man må ændre sit liv, noget som gør allermest ondt.

 

 

Derfor kommer der efter ”filosofien” altid ”antifilosofien” som reaktion, som siger, jo, de har jo ret, filosofferne, men vi siger altså bare, at der findes mere end bare et princip, eller vi analyserer jeres sprog indtil alt er ødelagt (dekonstruktionisme), så er vi ”frie” igen, og kan tro hvad vi vil. Dette forklarer også, hvorfor Kant blev meget populær i hans levetid, hans værker slog ind som en bombe, fordi menneskene ønskede sig meget af være ”frie”. Bare at bagsiden af medaljen er, at skønt de nu blev befriet fra Gud, så blev de ført ind under bajonetspidserne af den preussiske stat, nemlig til en af ”frie” mennesker opretholdt militærdiktatur, en hær af ”frie” mennesker, der alle gør deres pligt, ikke overfor Gud, men overfor menneskene og staten. Mens Leibniz skrev at staten kun skal tjene menneskeheden, ikke menneskene staten, bliver ifølge Kants filosofi staten uvægerligt til den, der skal bestemme, hvordan man bliver lykkelig, her har han sine rødder i Rousseau, som tænkte på samme måde.

 

 

Rousseau var også et særligt modefænomen af tiden. Menneskene blev bange for virkeligheden, som blev mere og mere klar og teknisk og målbar og det så ud som om de til sidst måtte konfronteres med Gud, så havde de jo ingen ”egen” frihed tilbage! Lucifers tilbud stod endnu klart foran deres øjne: Vær selv Gud, kom til at kende mere end det, der er, bliv uafhængige af Gud! Rousseau kom nu med en ny variant af dette ”frihedsbudskab”.

 

 

Han ræsonnerede, i begyndelsen var menneskene jo lige som dyr, de levede lykkeligt i naturen og der var slet ingen civilisation. Derfor må civilisationen være noget, der gør os ufrie. Altså, væk med den, tilbage til ”naturen”, højt leve det vilde menneske! Men så stødte han ind i et problem: Hvis alle mennesker bliver vilde og smider civilisationen over bord, hvem skal så sørge for at der alligevel opretholdes en vis orden? Det kunne jo være indlysende at mene, at han ville bare have, at alle skal være frie og gøre som de ville. Men det var nu netop ikke den slags frihed som Lucifer havde ønsket at give Adam og Eva, og Rousseau syntes heller ikke ret meget om den frihed, som Gud havde givet menneskene i begyndelsen. Han indså nemlig at hvis der tillades fuldstændig frihed, så ville civilisationsmenneskene bare gøre verden bedre og menneskene ville blive civiliserede igen. Nej, mente han, menneskene skal tvinges til at være ”frie”, jævnfør hans ”frihedsbegreb”.

 

Man tvinger menneskene til at være vilde og lykkelige, så er der ingen mere, som skaber problemer. Så vil det hele gå jævnfør en ”almen vilje” som er udtryk for alles mening. Derved introducerede han faktisk en animistisk naturreligion hvor præstekasten nu skulle bestå af ”oplyste” hoveder, som sørgede for at hoveder, som ikke underkastede sig den ”almene vilje”, kom til at rulle (i den franske revolution, for eksempel). Udvirkningerne var ikke bare politiske men også pædagogiske. Der skete gennemgribende ændringer af hvordan man skulle opdrage sine børn. Rousseau var selv af meningen at oplyste forældre skulle overlade deres børn til en oplyst stats instanser. Han afleverede alle sine 5 børn et efter et til et hjem for forældreløse børn hvor børn havde en overlevelseschance på 5% og hans børn døde også alle sammen dér.

 

 

Børnene skulle nu ikke længere opdrages til at være voksne, at blive til mennesker, der ville kunne herske over virkeligheden som lå foran deres næse; nej, de skulle ikke lære at klare sig og blive verdensforandrere; nej, de skulle bare ”få lov” til at være børn (idet man holdt dem væk fra alt, som kunne føre til en solid opdragelse), så ville de jo være vilde og uciviliserede og derfor lykkelige, mente Rousseau. Så ville de også være meget mere åbne for den ”almene vilje” i stedet for at kunne tænke selv. Barnet skulle overlades til sin egen skæbne, noget som skulle blive skæbnesvangert ikke bare for børnene, men også for civilisationen, men den havde Rousseau jo også villet afskaffe derved. Den mest konsekvente anvendelse af Rousseaus filosofi skete i 70erne i det 20ende århundrede, hvor skolerne i Cambodja omdannedes til torturfængsler af Pol Pot regimet. Så var der i hvert fald nogle, som fik en rigtig ”skolegang” à la Rousseau. En karikatur af det rousseauiske, vilde naturbarn er Astrid Lindgrens ”Pippi Langstrømpe”. Hun bor alene i sit hus uden forældre og når hun en gang imellem dukker op i en skole, er det bare for at gøre grin med den. Pippi Langstrømpe er i nutidens læreruddannelsessteder blevet en slags kransekagefigur.

 

 

Fænomenalisterne, som nu opstod i kølvandet af John Stuart Mill, begyndte at snakke om en virkelighed, der har ”potentialet” til at eksistere. Hvor Berkeley sagde at alt er kun sanseindtryk, så sagde Mill, at alt er til, fordi det har potentialet, muligheden, til at eksistere. Ifølge utilarismens (og senere også pragmatismens [Peirce] og instrumentalismens [Dewey]) epistemologi er sandheden ikke til fordi den er til, men fordi det er mere nyttigt at tage den som hypotetisk udgangsposition. Men dette er bare en mere spidsfindig formulering af empirismen. Det blev fra nu af i det hele taget filosofiens hovedbeskæftigelse, at levere originale og underholdende udmøntninger af empirismen, hvor man nok forsøgte til dels, at komme ud af ”den ukendte virkeligheds” forbandelse, noget som ikke var og er muligt, uden at forkaste hele den empiristiske epistemologi med rødder og det hele.

 

 

Husserl inspirerede Heidegger, Heidegger Sartre og Sartre inspirerede Foucault og Merleau-Ponty og Merleau-Ponty inspirerede Pierre Bourdieu og den røde tråd som går igennem dem alle er, at virkeligheden er noget, der truer mennesket, noget som mennesket skal emancipere sig fra. Bourdieu for eksempel mente, at mennesket ikke skulle finde sig i de bestående strukturer men prøve at forandre dem. Men i stedet for at gøre dette ved at forandre virkeligheden, som ligger lige foran menneskenes næsespidser, at bruge virkeligheden som en ressource til forandring og forbedring, mener han at man heller ikke skal finde sig i virkeligheden, den er også en slags ”magt” som menneskene skal se at komme af med på en eller anden måde.

 

 

Sartre og Jaspers opfattede virkeligheden som noget absurd, noget der truer menneskene og menneskene skal autentificere sig ved at gøre et eller andet som de selv synes om, lige meget hvad, så har de haft deres helt personlige og individuelle reagensglas-oplevelse af ”virkeligheden”. Resultatet i uddannelsesverdenen er nu, at børnene gør et eller andet, lige meget hvad, og helst noget, der har med det surreale at gøre, fordi det surreale frigør os fra det reale, mener man. Så derfor skal de valfarte til kunstudstillinger med surrealistisk kunst og de skal gå på drømmerejser (føres i trance) hvor de efter sigende frigør sig fra den onde, onde virkelighed.

 

 

Men udover at arbejde med virkelighedsfornægtelse, virkelighedsforvrængning og virkelighedstilsløring, arbejder Lucifer også meget med misundelse. Han misunder jo Gud sin stilling som Gud, han vil nemlig som sagt helst selv være Gud og smide Gud ud i verdensrummet (hvis dette kunne lade sig gøre). Derfor inspirerer han også menneskene med forskellig slags misundelse. Gud vidste det, at menneskene skal komme ud for det, derfor hedder det også i et af de ti bud: Du skal ikke misunde (lyste efter noget en anden har)[29][8].

 

 

Enten skal menneskene være misundelige over andre menneskers materielle velstand (Marx) eller også skal de være misundelige over andre menneskers køn (Freud). Marx og Freud blev derfor også gift i filosofiens verden og de arbejder udmærket sammen i sociologien. Man skal ikke finde sig i, at der er nogle som har mere, ved mere eller er bedre. Man skal ikke finde sig i, at man er mand eller kone, nu gælder det om at gøre alt hvad man kan, for at forandre verden på den måde, at alle får det samme til sidst.

 

 

Udfra denne misundelses-ånd indfører Lucifer nu også en ny slags epistemologi, nemlig materialismen. Ifølge Marx er alt afhængigt af økonomien og med denne påstand sætter han en imaginær gravsten på filosofiens imaginære grav. Ifølge Freud er alt afhængigt af menneskenes seksualitet.

 

 

Nu havde man igen noget, man kunne bruge til at få andre til at tie stille. Lige som præsterne i det gamle Grækenland, der til alle kritiske spørgsmål gensvarede prompte: ’Guderne har talt, oraklet har talt!’, så kunne nu også Marx og Freud gøre det samme. Når én kritiserede Marx, sagde Marx bare: Det er fordi din klasse har gjort, at du tænker på denne her måde. Når én kritiserede Freud, svarede Freud bare: Vel mener du, at der er noget mere end seksualitet, men hos dig er det jo kun fortrængt.

 

 

Det var som om Lucifer sagde til Adam og Eva: Vel nok har Gud sagt sådan og sådan, men i jeres ubevidsthed ved i vel nok alligevel, at i skal være Gud lige, i forsøger bare at fortrænge det. Og til Gud angående Job: Vel nok opfører han sig som du vil, men det er jo bare på grund af hans økonomiske velstand, tag den væk fra ham, så vil han forbande dig[30][9].

 

 

Igen var der noget, som efter sigende lå bag den åbenbare virkelighed. Den åbenbare virkelighed siger: Det er muligt at følge Gud, det er muligt at adlyde Gud. Men Lucifer siger: Det er ikke muligt, fordi der er noget som ligger bag virkelighedens maske, noget som er ubevist, noget som er økonomisk betinget eller hænger sammen med éns kønsdrifter. Lucifer nægter, at det er muligt for mennesket at blive sammen med Gud hhv. at blive genforenet med Gud. Adam har et fortrængt ødipuskompleks, Eva lider under penismisundelse, Hiob er bare en borgerlig-liberal som skal sættes fri fra den reaktionære og kapitalistiske symbolske vold. Det er deres virkelige problemer, siger Lucifer. Så dem skal de kunne få styr på, i stedet for at indbilde sig at kunne komme nærmere til Gud.

 

 

Og hvis én kommer og vover at søge efter en mening og efter sandheden, så kommer strukturalisterne og poststrukturalisterne (dekonstruktionalisterne), dvs. Foucault, Lacan, Derrida og andre franske og tyske obskurantister, og siger ”Stop! Dette sagde du bare, fordi du blev påvirket af semantikkens indboende magtstruktur!” og så bliver det bare meningsløst at bruge sproget i det hele taget.

 

 

Og sådan fortsætter det den dag i dag, at selv om mennesket har virkeligheden liggende lige foran dets næsespids og ingen undskyldning har for ikke at søge og komme til kendskab til Gud, så lader det sig narre af Guds modstander, djævelen, med dens påstande om noget der skulle være under overfladen og som gør at det som ligger lige for bare er indbildning.

 

 

Et kald til en personlig stillingtagen - frelst i sidste øjeblik

 

 

Vinden suste voldsommere og voldsommere og regnen faldt stærkere og stærkere, da bilen nærmede sig den store bro, der krydsede Mississippi-floden. Men, hvad var det? En mand stod ved siden af sin bil og vinkede vildt med sin hvide skjorte. Han så meget tosset ud med sin nøgne overkrop og sine pjaskvåde bukser.

 

 

Han er vist en gal fyr, der har tabt sin sunde fornuft!” tænkte bilisten, da han nærmede sig manden. “Måske er han endda en røver!”

 

 

Bilisten havde allerede sin fod på speederen for at trykke den ned, da han næsten var kommet forbi manden. Men til sidst tænkte han sig dog om.

 

 

Måske har han haft havari med sin bil og behøver hjælp!”

 

 

Langsomt kørte han de to til tre meter tilbage, som han var kørt forbi manden og åbnede sit vindue, men kun en lille smule. Manden pustede af anstrengelse og rystede af kulde, hans våde hår hang vildt ned over brillerne, der var fulde af regndråber. Ved dette syn blev bilisten endnu mere irriteret og tænkte til sig selv, “Han er dog en gal fyr, jeg må hellere køre videre!”, men lige da han ville gøre dette, kunne manden trække vejret dybt og så endelig udstøde en forklaring på, hvorfor han havde vinket med sit skjorte.

 

 

Da bilisten havde hørt denne forklaring, syntes han, at det mest fornuftige at gøre ville være at stille sin egen bil på tværs midt på kørselsvejen, tage sin egen skjorte af og begynde at vinke vildt med den sammen med manden, der først havde gjort dette.

 

 

Hvad var der mon sket? Den store bro var brudt sammen og flere biler, der havde ignoreret advarslen, kunne ikke standse, før de kom til det sted, hvor vejen endte.

 

 

I dette tilfælde var det til sidst let at overbevise bilisten, for det gjaldt jo hans liv på jorden. Det er derimod ikke så let at overbevise mennesker om noget, når det gælder livet bag døden.

 

 

Grunden er, at intet menneske kan føre et andet menneske til den dimension, der ligger bag døden og så føre det tilbage og sige: “Nu har du så set, hvad der foregår dér, og nu siger jeg til dig, hvad du skal gøre!”

 

 

Man er derfor nødt til at følge et lærdomssystem, der giver én en forklaring på, hvad der sker bag døden og hvordan man skal forholde sig for at komme til det sted bag døden, hvor der er godt og ikke til et sted, hvor der ikke er så godt, ja, hvor der måske er så forfærdeligt, at man ikke kunne holde det ud et eneste sekund. Og nu kommer så de forskellige religioner og sekter med deres forskellige lærdomssystemer og det forvirrer naturligvis menneskene endnu mere.

 

 

Mange når til sidst til den opfattelse, at når der alligevel ikke kan gives en 100% sikker viden om livet efter døden, så er det nok det klogeste at leve så “godt”, man kan, at udnytte den tid man har her på jorden efter sit eget hoved, smag og behag og ikke lade sig manipulere af nogen.

 

 

Andre derimod er ikke tilfredse med dette. De føler, at livet må have en mening, der går ud over den synlige dimension, at der må være noget, der føjer livets forskellige gåder sammen og giver et svar på eller oplysning om eksistensens gåde. Mon denne mening om livet kunne findes i et specielt esoterisk program, hvor man gennem forskellige øvelser kommer ind i en slags trancetilstand, eller skulle man hellere prøve at finde en Gud, der er ikke afhængig af ens egne følelser og oplevelser?

 

 

Uanset  hvilken vej du i øjeblikket er mest interesseret i, vil jeg gennem denne bog give dig mulighed for at lære lidt om den Gud, Bibelen taler om. Måske siger du nu, at det må da være noget af det kedeligste, for det er jo kirkens Gud, den slags har vi jo haft længe her i landet, deri kan der ikke findes noget nyt og spændende.

 

 

Sådan tænkte Israelitterne også for længe siden. De syntes efterhånden, at det måtte være mere interessant at dyrke andre guder end den Gud, der havde ført dem ud fra Egypten. Men Gud kunne jo ikke gøre noget nyt og spændende med dem, fordi de netop havde vendt sig væk fra Ham.

 

 

Profeten Esajas var overbevist om, at der var mange nye og spændende ting at opleve med Israels “gamle” Gud, hvis bare man lod ham være den eneste sande Gud igen. På grund af den viden, han havde om Gud, vidste han, at den elendige tilstand, Israel var kommet i, skyldtes deres dyrkelse af fremmede guder og hans ønske var, at Gud måtte overbevise dem om deres fejl og på ny åbenbare sig for dem: “Gid du ville flænge himlen og stige ned, så bjergene rystede foran dig, som når ild sætter kvas i brand og ild får vand til at koge, så dine fjender får dit navn at kende, og folkene skælver for dit ansigt, når du gør undere, som vi ikke havde ventet. Du stiger ned, så bjergene ryster foran dig; intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig, som griber ind for den, der håber på ham!” (Esajas 63, 20 -  64, 3).

 

 

Denne Gud er ikke en Gud, som menneskene kan placere på anklagebænken og beskylde: “Hvorfor har du tilladt dette og dette..?” Denne Gud er tværtimod den Gud, der en gang efter døden skal anklage hver eneste af os og spørge: “Hvorfor har du ikke ledt efter mig, hvorfor har du ikke adlydt mine ord, hvorfor har du kun levet efter dit eget hoved...?” og vi skal ikke være i stand til at argumentere med Ham. “Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes.” (Hebræer 9, 27).

 

 

Det kunne være overraskende for dig, at Bibelens Gud slet ikke er interesseret i, at du begynder at blive lidt mere religiøs, opfører dig pænere og forsøger at holde Guds lov ved din egen kraft. I Romerbrevet skriver Paulus, at Gud stiller både jøderne (datidens fromme gudsdyrkere) og hedningerne (dem som ikke havde Guds ord) på samme trin: “Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Romer 3, 23). Grunden til dette er, at hvis jeg kunne nærme mig Gud ved at “leve bedre”, var det faktisk min egen standard, der var gyldig for alle mennesker, og så måtte jeg overbevise alle andre om at leve efter min standard. Men uanset hvor mange gange jeg ville øge min standard, ville den stadig være utilstrækkelig i Guds øjne; til hans hellighed rækker intet menneske.

 

 

Det, der adskiller dig fra Gud, er ikke først og fremmest den kendsgerning, at du har overtrådt hans hellige lov med dine gerninger, men at du er “ugudelig”, dvs., at din udødelige sjæl, der egentlig havde været bestemt af Gud til at leve sammen med Ham i Hans herlighed, er blevet komplet deformeret og næsten ukendelig i Hans øjne. “For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker” (Rom. 1,18). (Bemærk: at først nævnes “ugudelighed”, derefter “uretfærdighed”).

 

 

Ja, Paulus går endda så vidt, at han siger: “Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste.” (Romer 3, 10 - 12). Du siger måske: “Jeg ved, at jeg er ikke særlig from, men der må dog findes mennesker, Gud må finde nogen behag i!” Fra et grundlæggende bibelsk synspunkt forbliver det dog sådan, at der findes intet menneske, Gud kan finde noget godt i. “Så er der jo ingen vej til Gud!”, kunne man nu fortvivle. Men man skulle nu definere det nærmere: Der findes ingen menneskelig vej til Gud. Der findes ingen religion, som er opfundet af noget samfund, der kan danne en vej til Gud.

 

 

Evangeliet”, (= det gode budskab), siger nu, at Gud ikke har opgivet menneskene, trods deres medfødte genstridighed imod Hans lov og Hans væsen. Han havde nemlig oprindelig skabt mennesket “i sit billede” for, at det skulle afspejle Hans herlighed og leve i samvær med Ham. Nu har Gud åbnet en vej tilbage gennem sin søn, Jesus Kristus. Jesus Kristus, der samtidigt var 100% Gud og 100% menneske, blev Guds offerlam. Han blev nemlig korsfæstet og dermed bar alle menneskenes synder og smerter som deres stedfortræder. Dette er den eneste “religiøse” handling, der er godkendt af Gud og som Gud finder behag i. Alle andre religiøse handlinger er enten grundfæstet i denne korsfæstelse af Jesus, eller afskyelige i Guds øjne.

 

 

Hvis fx et Jesus-troende menneske laver noget i den ånd, der står bag Jesu korsfæstelse, betyder det, at han eller hun er “død med Kristus” eller er “i Kristus” og derfor glæder sig Gud over dette menneskets gerninger og velsigner det. I sidstnævnte tilfælde ser Gud bag om dette menneskes egne begrænsninger og finder den opstandne Jesus levende i dette menneske. (Jesus er jo opstanden fra de døde, efter at han var blevet henrettet gennem korsfæstelse). “Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i  troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Galater 2, 19 - 20).

 

 

Det er klart, at hvis dette evangelium er sandt, at det så også må være den eneste vej til Gud:

Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (Apostlenes Gerninger 4, 12). Gud deler ikke menneskeheden på den måde, at én gruppe kan blive frelst gennem tro på Jesus, og andre grupper gennem forskellige religioner: “Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed...” (Romer 3, 23 - 25).

 

 

Der er i dit liv ikke noget vigtigere end, at du gennem tro på Jesus Kristus bliver “deltager” i Hans korsfæstelse og opstandelse. Ved Jesus Kristus får du ikke bare forsoning for dine synder, men du bliver også Guds barn og får evigt liv. Husk, at du under alle forhold skal leve evigt, og at det er dit valg, hvor du vil tilbringe evigheden. Bibelen skjuler ikke noget, når den beskriver tilværelsen for de mennesker, der har afvist troen på Jesus: “De er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.” (Judas brev 12b - 13).

 

 

Gennem Jesus er vejen til Gud fri! Du kan finde Jesus ved at bede til Ham, for Han er “ikke langt borte fra en eneste af os” (Apostlenes Gerninger 17, 27). Husk, at du ikke ved, hvornår du skal dø. Dette kunne ske tidligere end du selv tror. Lyt til Esajas’ ord fra 55, 6: “Søg HERREN, mens han findes, kald på ham, den stund han er nær!” Jesus har ikke noget imod, at du udfordrer Ham. Han har intet behov for at manipulere andre, for Han ved, at Han er sandheden. I Johannes evangeliet 7, 17 siger han: “Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære.” Og i Salme 34, 9 skrives der: “Smag og se, at HERREN er god, salig den mand der stoler på ham!

 

 

Hvis du vil begynde at læse Bibelen, vil vi anbefale dig at begynde med Johannes evangeliet.

 

 

Du kan bede med dine egne ord, og/eller benytte dig af et af de to efterfølgende mønstre:

 

 

 “Jesus, gør det klart for mig, om du er sandheden eller ej, for jeg vil ikke ind i et religiøst hjernevaskeri. Jeg vil heller ikke risikere at gå fortabt, når jeg dør. Jeg vil gerne hermed begynde at lede efter sandheden og at søge efter troen på dig ved at læse i Bibelen. Jesus fra Nazareth, giv mig mere oplysning om dig gennem dit ord, din Hellige Ånd og mennesker, der tror på dig. Giv mig nåde til at kunne være oprigtig overfor sandheden og at kunne være konsekvent, når jeg bliver overbevist om, at du er sandheden!

 

 

Jesus Kristus fra Nazareth, tilgiv mine synder, tilgiv mig, at jeg har syndet imod dig, imod himlen og imod mennesker. Giv mig kraft og mulighed til at gøre godt, hvor jeg har snydt eller såret andre. Jeg takker dig, at dit forsoningsoffer også gælder for mig og at du har båret mine synder på korset på Golgata og dermed har fuldbragt en forsoning for mig, der er fuldt tilfredsstillende i Guds øjne og evigt gyldig. Jeg takker dig, at du gav dit liv for mig. Jeg forsager Djævelen og alt hans væsen og beder om at kunne leve til din ære gennem din opstandelseskraft. Før mig til nogle mennesker, der kan hjælpe mig at lære dig bedre at kende og at følge dig og som ikke vil udnytte mig. Jeg takker dig, at jeg fra nu af er indskrevet i Livets Bog og at du nu er med mig og har taget bolig i mig gennem din Hellige Ånd!

 

 

Menneskesønnens ”humanisme” i kampen mod engle-evangelier

 

Mange går en stor bue omkring alt, der har med kristendom, kirken, Jesus Kristus og Gud at gøre. Ifølge Mathias Graul er en af grundene for dette de mange fordomme, som mennesker har imod kristendommen. Disse fordomme henrører ofte fra ”engle-evangelier”, forvrængninger af evangeliet om Jesus Kristus, der helt misser pointen og fører til en menneskefjendtlig skamskærelses-religiøsitet, i modsætning til det, Guds havde tænkt sig, da Han sendte Sin Søn til verden.

 

Denne bog er tænkt som en introduktion til kristendommen fra en skæv, kritisk vinkel og som et kald til en ny debat om kristendommens rolle i samfundet, hvorfor den også indeholder sociologiske, psykologiske og filosofiske betragtninger.

 

Kristendommen forstås bedst, hvis man lader sig inspirere af dens autor,  hvorfor Mathias Graul ikke er bleg for at vise, hvordan man kan kvit og frit få denne inspiration fra Gud, uden først at måtte aflevere sin hjerne i garderoben.   

 

Mathias Graul

Født i Bremen i 1963, Bachelorgrad i teologi fra Babeş-Bolyai Universitetet i Cluj, Rumænien (1995) og læreruddannet fra Aalborg Seminarium (2005)

 

 



[1] Thomas Schirrmacher har skrevet en bog om dette: ”Paulus im Kampf gegen den Schleier”, Verlag für Kultur und Wissenschaft, Bonn

[2] Yaffah Batya daCosta - Why do they Love to Hate the Jews --- October 20, 2001, http://www.blossomingrose.org/yaffalovehate.htm

[3] På side 36 i ”Through the Pentateuch Chapter by Chapter”, Eerdmans Publishing, Grand Rapids, 1957

[4] Fx skulle Abraham bede landets indbyggere om et gravplads til sin afdøde kone Sarah: 1 Mose 23:4 "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!"

[5] 2 Mose 2:22 og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

[6] 2 Mose 22:21: Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten.2 Mose 23:9: Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I var selv fremmede i Ægypten. 5Mose 23:7 ...Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed i deres Land.

[7] Hhv. så var det indlysende for dem at holde sig til disse love, som nemlig Gud gav dem ifølge bibelen.

[8] 2 Mose 12:49 En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder.", se også 4. Mose 15:16.

[9] 3 Mose 16:29 Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.

[10] 5Mose 26:11...være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig, sammen med din Husstand, Levitten og den fremmede, der bor i din Midte

[11] 4Mose 9:14 Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte. 4Mose 15:14-15 Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv. Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens Åsyn

[12] Kong Salomos bøn ved templets indvielse, i 1. Konge 8:41-43, inkluderer således de ”fremmede”: ”...Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget....” 4Mose 15:26 Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare. Esaja 56:3 Ej sige den fremmede, som slutter sig til HERREN: "HERREN vil skille mig ud fra sit Folk!" Og Gildingen sige ikke: "Se, jeg er et udgået Træ!"

[13] 5Mose 31:12 Kald da Folket Sammen,mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord.

[14] 3 Mose 18:26 Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.

[15] 3 Mose 24:16 og den, der forbander Herrens Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide Døden når han forbander Navnet. 4Mose 15:29-30 For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare. Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk.

[16] Jeremia 48:11 Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed; derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke.

[17] Zefania 1, 12: Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: HERREN gør hverken godt eller ondt.

[18] 5Mose 24:20-21 Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde. Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.5Mose 26:12 Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele Tienden af din Afgrøde og har givet Levitten, den fremmede, den faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine Porte.

[19] Salmerne 146:9 HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. Matthæus 25:35 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder Jakobs brev 2:5 Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham?

[20] Ezekiel 22:7 Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den faderløse og Enken lider Uret Ezekiel 22:29 Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.

[21] 1 Johannes 3:13 Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. 1 Johannes 2:15 Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. Jakobs brev 4:4 I utro! Vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.

[22][1] 3 Mose 19:28 I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!

3 Mose 21:5  De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.

5Mose 14:1 HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.

 

 

[23][2] S. 79, højre spalte, i ”Erkendelsesteori” af David Favrholdt, Odense Universitetsforlag 1994

[24][3] Karl Popper fremfører denne analyse af Descartes mens han skelner mellem optimistisk og pessimistisk epistemologi, på side 5 i ”Conjectures and Refutations”, Routlegde and Kegan Paul, London, 1963

[25][4] Pyrrhon var en filosof blandt de gamle grækere som udmærkede sig ved sin bestandighed til at tvivle på alt.

[26][5] Fordi mange forførere ere udgåede i verden, som ikke bekender Jesus som Kristus kommen i kød. En sådan er forføreren og antikrist. ... Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud. Den, som bliver i læren, han har både Faderen og Sønnen.

[27][6] Kolossenserne 2:18 Lad ingen frarøve jers sejrsprisen, idet han finder behag i ydmyghed og dyrkelse af englene, idet han indlader sig på, hvad han har set i syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige sind,

2:23 fordi alt dette har ord for visdom ved selvgjort dyrkelse og ydmyghed og skånselsløshed imod legemet, ikke ved noget, som er ære værd, kun til tilfredsstillelse af kødet.

[28][7] I kapitelen om Kant, på side 199 i midten, af bogen “Filosofi, nyere tid, fra Bacon til Nietzsche”, Politikens Forlag, skriver Otfried Höffe: ”....Allerede her (i en afhandling om ild) vender Kant sig mod den wolffske skolemetafysik. Han diskuterer forholdet mellem Leibniz’ realprincip om den tilstrækkelige grund og de logiske principper om enhed og modsigelse. Med den selvstændige Leibniz-elev og Wolff-kritiker Christian August Crusius (1715-75) anser Kant Wolffs forsøg på at underordne realprincippet de logiske principper for mislykket og bestrider dermed, at alle principper for erkendelsen i sidste ende lader sig føre tilbage til ét fælles princip. Dog er han endnu langt fra sin senere tese om enhver virkelighedserkendelses syntetiske natur. 

 

[29][8] 5Mose 5:21 Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke attrå din næstes hus, hans mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!

[30][9] Job 1:11  Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!"