En kristen eksistens i opstandelseskraften eller et billigt verdslig nummer?

Mathias Graul, undervisning i Bornholmerkirken d. 14.05.2006

Jeg vil i dag fokussere på to illustrationer af både menigheden og den enkelte kristens eksistens: Nemlig for det første Åbenbaringsteltet, også kaldet for Tabernaklet, og for det andet beretningen om de to vidner i Åbenbaringsbogen 11, som efter min opfattelse ikke handler om bare to personer i fremtiden, men om menigheden fra Moses tid op til den tid i fremtiden, når bortrykkelsen vil ske. Nummeret 2 er jo bare et bibelsk symbol for ”vidne(r)” i det hele taget, ”på to og tre vidners mund skal enhver sag stå fast” (2 Kor 13,1), ”to med olie salvede (oliegrene) står for al Jordens Herre” i Zakarias (Sacharja) 4,14; osv. (se også 1 Tim 5,19 og Hebr. 10,28). Åbenbaringsteltet såsom beretningen om de to vidner er altså to illustrationer, igennem hvilke Gud vil vise os nogle grundlæggende principper.

Jeg vil lige i begyndelsen slå fast, at jeg er ikke ude på at kritisere hverken Willow Creek eller ”Seeker Sensitivism”. Willow Creek og seeker sensitive church er missiologisk motiverede menighedsplantningsstrategier, som har gode bibelske begrundelser. Jeg har kendt Willow Creek hhv. seeker sensitive menigheder, hvor der var forståelse for de principper, jeg vil snakke om i dag, og jeg har ligeledes kendt menigheder, som havde hver deres bibelske begrundelser for at forkaste Willow Creek bevægelsen og seeker sensitive church, men hvor der ikke var forståelse for disse principper. Og også omvendt. Det er ikke ved at foretrække hverken Willow Creek eller anti-Willow-Creek, at man sikrer sig at leve op til Guds forventninger i forbindelse med de principper, jeg vil tale om i dag.

Principperne jeg vil belyse er princippet af opstandelseskraften og hvordan den kan blive virksom i en menighed såsom i en enkelt kristens liv såsom nogle overvejelser omkring en menigheds henholdsvis en enkelt kristens forhold til det, bibelen kalder for ”verdens principper”, som er noget der kan sabotere opstandelseskraften. Omkring en kristens hhv. en menigheds forhold til verden findes der mange misforståelser, som jeg vil ligeledes prøve at kaste noget lys over. Der findes nemlig ikke kun den kirkefjerne verden, men også en from verden, som er lige så fortabt som den kirkefjerne.

Åbenbaringsteltet havde været en flytbar tempel i den tid, da folket Israel endnu ikke var kommet til at indtage Kanaan. Gud havde ført dem ud af Ægypten på en meget dramatisk måde, der var mange overnaturlige hændelser forbundet dermed, plagerne over Ægypten og Pharao, delingen af det Røde Hav, osv. Gud havde åbenbaret sig til Moses på bjerget Sinai. Moses kom tilbage med ”Pagtens Tavler”, som Gud havde skrevet på bjerget. Moses havde også fået at vide, hvordan Tabernaklet hhv. Åbenbaringsteltet og de enklete genstande, som skulle være deri, skulle bygges.

I stedet for at drage den direkte vej langs med Middelhavets kyst til Kanaan, skulle Israelitterne drage en lang omvej gennem den sydlige del af Sinai halvøen. Ørkenvandring tog 40 år, grundet Israelitternes oprørske indstilling overfor Gud, som fik Gud til at beslutte sig for at kun Kaleb, Josua såsom Israelitternes børn skulle kunne indtage Kanaan. Alle de andre døde i ørkenen.

Gud ledte menigheden gennem ørkenen ved at vise sin tilstedeværelse gennem en skystøtte (en søjle af røg) om dagen og en ildstøtte (en søjle af røj med lysende ild deri) om natten. Sky- hhv. ildstøtten hvilede lige over det Allerhelligste i Åbenbaringsteltet, det var den del, hvori Pagtens Ark opbevaredes og hvor Aaron kun 1 gang om året havde lov til at komme i for at virke forsoning for folket. Det var ikke sådan, at sky- hhv. ildstøtten var afhængig af Åbenbaringsteltets placering. Det var tværtimod sådan, at Åbenbaringsteltets placering var afhængig af sky- hhv. ildstøtten. Når sky- hhv. ildstøtten forblev dér, skulle også Israelitterne forblive, det ville i så fald have været helt tosset at drage af sted ved egenrådig beslutning. Ligeså skulle Israelitterne skille Åbenbaringsteltet ad og bære det videre, når også sky- hhv. ildstøtten bevægede sig videre. I så fald ville det nemlig have været katastrofalt at forblive på stedet og lade sky- hhv. ildstøtten drage videre alene. I så fald ville Åbenbaringsteltet med alt dets indhold bare have været en bunke dyner, tæpper, brædder belagt med guld, kobber og en masse anden skrammel uden åndelig værdi. Fjenderne ville have kunnet ødelægge det uden problemer. Det skete også faktisk at fjendtlige folkeslag nogle gange i løbet af Israels senere historie fik lov til at ødelægge templet og så var det noget, som Gud selv havde ønsket: ”Herren forkastede sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i Herrens Hus som på Festens Dag.” (Klagesangene 2,7) Der findes også en meget interessant historie om hvordan Filisterne engang snuppede Pagtens Ark (som eller svar dødsens farligt at bære også for Israelitterne, en gang var der én, som døde, fordi han vil forhindre, at Pagtens Ark skulle falde, i stedet for at lade Gud sørge for, at den ikke skulle falde, og så døde han på stedet) og fik lov til det og om hvordan den så kom tilbage. Men ved sky- hhv. ildstøtten, hhv. med Herrens fysiske tilstedeværelse, var Åbenbaringsteltet noget, som var frygtet blandt de andre folkeslag i regionen. Den gjorde det synligt for alle, at Gud var med Israel og ville beskytte dette folk.

I lige måde er også en menighed bare en klub af nogle mere eller mindre fromme mennesker, der følger den ene eller anden ”fromhedsmode”, hvis ikke Herren er tilstede. Herrens tilstedeværelse kan opnås ved at befølge nogle bibelske principper, som Gud har bundet Sig Selv til ved sin ”Pagt”, dvs. sin forbund eller kontrakt med os. Guds dom over en menighed eller en kristens liv viser sig ikke i, som det havde været tilfældet i Moses’ og Aarons tid, at Gud bare slår de genstridige ihjel eller, som i Mirjams tilfælde, får én til at blive helt hvid over hele kroppen med spedalskhed (lepra). Det viser sig derimod ved, at menigheden så småt bliver til en social forening uden opstandelseskraft og uden modstandskraft imod dæmoniske angreb.

Hvis derimod opstandelseskraften, som er nutidens parallele med sky- hhv. ildstøtten, hviler på en menighed hhv. på den enkelte kristens liv, så vil der også ske overnaturlige ting, de dæmoniske kræfter vil blive presset tilbage, djævelens gerninger vil blive ødelagt, der sker sand vækkelse i mindre eller større format efter Guds plan og ikke nogen falsk vækkelse på grund af psykologiske manipulationer. Det, det kommer an på, er om man er villig til at følge nogle bibelske principper eller om man vil bare gøre nogle mennesker tilfredse, være de sig fromme, ”kristne” mennesker, eller kirkefjerne mennesker.

(Slide 1)

2. Mosebog 25,8-9: Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig.                          

Efeserne 3:17-19: ... at Kristus må bo ved troen i eders hjerter, for at I, rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formå at begribe, hvor stor bredden og længden og dybden og højden er, og at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds fylde                          

Paulus snakker her i Efes. 3, 17-19 om at lige som Israelitterne skulle bygge Åbenbaringsteltet efter nogle mål, som Herren havde fastlagt, så må også menigheden kende til nogle åndelige ”mål”, for at kunne blive ”fyldt med Guds fylde”. I 2 Mose, hvor der berettes om Åbenbaringsteltets fremstilling, står der at Herren fyldte ”Boligen”, dvs. denne flytbare tempel, efter at den var blevet fremstillet nøje efter Guds specifikationer.

2 Mose 40,34 Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og Herrens Herlighed fyldte Boligen

I lige måde vil også en menighed og en enkel kristen kunne blive ”fuld” eller ”fyldt” med Kristi opstandelseskraft og Helligånden, når der følges nogle bibelske principper. Det er det, Paulus mener, når han snakker om ”bredden” og ”længden” og ”dybden” og ”højden”.

Hebr. 8,5: hvilket jo tjener ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulle indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."

(Slide 2)

1 Timotheus 3,15:  men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds menighed, sandhedens søjle og grundvold.

Lige som Åbenbaringsteltet med Helligdommen i det Gamle Testamente ikke blev bygget efter Israelitternes ideer, men efter nøje direktiver fra Gud, så er også kirken/menigheden ikke en opfindelse af mennesker.

Menigheden er ikke en klub og ikke et samfundsorgan, men det sted, hvor Helligånden opererer, hvor mennesker tilberedes til tjeneste og Jesu genkomst og opdrages til sand helliggørelse.

I Moses og Aarons tid var Åbenbaringsteltet, til trods for dets beskedne størrelse i sammenligning til de ægyptiske og babylonske templer, det vigtigste bygningsværk på jorden. Det var ”sandhedens søjle og grundvold”, det sted, hvor Gud åbenbarede sig, derfor også kaldet for ”Åbenbaringsteltet” i den danske bibel. I samme måde er også i dag kirken, menigheden den vigtigste institution i verden i dag, på trods af dets til tider triste tilstand og på trods af at størstedelen af kirken hhv. menigheden befinder sig i dag i den store frafald, som er blevet forudsagt i bibelen (2 Thess.2,3). Gud har givet ”Pagtens Ark” videre til menigheden, nu er det her, at Guds pagt, Guds testamente, forvaltes og kan kendes. Gud åbenbarer sig i dag igennem menigheden i det omfang, som denne lever op til Jesus Kristus, som er Guds sidste ord til menneskeheden (Hebr. 1,1), Guds testamente. Uden helliggørelse kan intet menneske komme til at se Gud (Hebr. 12,14). Uden menighed kan ingen kristen komme til at trænes i et helligt liv (1 Thess. 4,1-13). Der findes ikke noget individuelt skræddersyet kristendom til den enkelte, til trods for, at enhver individuel kristen er en ”Guds tempel”, som Helligånden ønsker at bo i. 2 Kor 6,16: ”Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi er den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk”.Enhver skal have sin egen personlige forbindelse, sit eget personlige forhold til Gud (se Gal. 6,4: ”Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten”), man kan ikke basere sig på andre menneskers erfaringer med Gud, dem kan man ikke bestå med foran Gud. Men det er hellere ikke sådan at man så kan få sig sig egen private pagt med Gud. Når Aarons sønner engang bragte ”fremmed ild” (nemlig ild, de selv havde fået lavet, som ikke var blevet taget fra røgelsesaltaret) foran Gud ved Åbenbaringsteltet, blev de slået ihjel. 3 Mose 10,1-2: Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i dem og lagde Røgelse derpå og frembar for Herrens Åsyn fremmed Ild, som han ikke havde pålagt dem. 2 Da for Ild ud fra Herrens Åsyn og fortærede dem, så de døde for Herrens Åsyn. Det samme skete med 52 oprørske individualister, nemlig Korah’s tilhængerskare (4Mose 16:40). Guds Pagt blev dengang administreret gennem Moses og Aaron og de, der gerne ville selv eksperimentere med den på egen hånd, blev slået ihjel eller straffet af Gud. I samme måde er der i dag ikke givet menneskerne noget andet navn under himlen end navnet Jesus Kristus, igennem hvilken vi må blive frelste (Apg. 4,12), der er kun et rigtigt evangelium ved siden af de mange engleevangelier af Galaterne og Kolossenserne og selv hvis en engel fra himlen bragte noget andet, så bliver han 2 gange forbandet af apostelen Paulus i Galaterbrevet: “Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder jer Evangeliet anderledes; end vi har forkyndt jer det, han være en Forbandelse! Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer Evangeliet anderledes, end I har modtaget det, han være en Forbandelse!” (Gal.1,8-9)

Det var fx forbudt at selv fremstille noget af den salve, som der findes en opskrift om i 2 Mosebog 30,23-33, og som skulle bruges til at indbalsamere teltet. Det samme gjaldt røgelsen, hvis én tilberedte noget af det til personlig brug, blev han slået ihjel af Gud: “Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal udryddes af sin Slægt.” (2 Mose 30:38). I lige måde findes der også i dag kristne, der opfinder deres egen kristendom og tildrager sig derved forbandelse og åndelig død.

Her er nogle bibelsteder, der viser, hvor farligt Åbenbaringsteltet også kunne være selv for Israelitterne, når de ikke holdt sig til nogle bestemmelser, som Gud på forhånd havde givet:

4Mose 3,38: Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på alt det, Israelitterne havde at varetage ved Boligen. Enhver Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.

4Mose 4,15: Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal Kehatitterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad Kehatitterne skal bære af Åbenbaringsteltet.

4Mose 18,4: De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand må der komme eder nær. 5: Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israelitterne. 6. Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Levitterne af Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 7: Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden.

4Mose 18,22: Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for at de ikke skal pådrage sig Synd og dø

(Slides 3 og 4)

Sådan så åbenbaringsteltet ud om dagen og om natten:

Man ser tydeligt sky- hhv. ildstøtten og at røgelsesaltaret skulle brænde dag og nat.

Folket havde såmænd udelukkende adgang til den plads foran åbenbaringsteltet, som var omgærdet af de hvide teltvægge og som kaldes ”den ydre gård” eller ”lejren”. De var alle sammen ”lægmænd”, kun præsterne havde adgang til helligdommen og kun Aaron havde adgang til helligdommens inderste del, det Allerhelligste, som var adskilt af en ekstra forhæng inde i helligdommen og hvor der stod Pagtens Ark. Aaron gik deri kun 1 gang om året og så var det også farligt for ham. Derfor skulle der hænge nogle små klokker eller bjælder på enden af hans tøj, sådan at man kunne høre, om han stadig væk lever eller om Herren havde slået ham ihjel. Hvis det nemlig skulle vise sig at Aaron var uren, så ville også han dø i Herrens nærvær.

I dag, i den nye pagt gennem Jesus Kristus, er vi alle sammen præster og vi er også alle sammen hver for sig en helligdom og et alter for Gud. 1 Peter 2,9: ”Men I er en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte jer fra Mørke til sit underfulde Lys.” Men den ”ydre gård” findes stadig væk i åndelig forstand, det er nemlig det område, hvor der i stedet for folket Israel er de mennesker, som i stedet for at omvende sig til Kristus har omvendt sig til kristendommen og bruger nu dette kristendom (hhv. deres misforståelse af kristendommen) som en mulighed til at blive et verdsligt nummer, at chikanisere folk (tit dem, som er inde i helligdommen) ved at bruge verdens principper på en from måde. Dette skriver apostelen Paulus om i Galaterbrevet 6,12-13, hvor han skriver at nogle vil ikke selv korsfæstes i Kristus men bruger kristendommen (hhv. én af de former for forkert kristendom baseret på forkerte evangelier, i Galaternes tilfælde, lovtrældom og en ugudelig anvendelse af omskærelsen (som i dag kun kan opnås i Ånden, dvs. Gud anerkender i dag kun omskærelse i Ånden, ikke den omskærelse fra den gamle Pagt)) for at chikanisere og forfølge de sande kristne inde i menigheden. Der er altså en strid mellem dem, som render rundt i den ydre gård og dem, som er, hhv. befinder sig i (i åndelig forstand), helligdommen.

Hvorfor er det sådan, at de, som er nærmest helligdommen, men som altså ikke er i den eller ens med den, er de mest farlige mennesker? Dette fordi, djævelen, Satan, vil gerne være så tæt hos Gud som muligt, han vil jo selv være Gud, og derfor er der flest dæmonisk aktivitet lige ved siden af det sted, hvor Gud virker. I verden er det sådan, at disse mennesker, som altså befinder sig i ”den ydre gård” i åndelig forstand, finder på at kaste de hellige ud, Johannes kalder dette også for Jesabels princip (Åbenbaring 2,20), efter en dronning Jesabel (eller: Jezebel), der i profeten Elias tid lod samtlige Herrens profeter halshugge. Tit sker det, at en menighed (eller anden kristen virksomhed) ødelægges, fordi sådan en kvinde (som også kan være en mand) får stor indflydelse ved brug af ”verdens principper” (chikane, mobning, bagtalelse, manipulation, som på en hyklerisk måde udgives for at være omsorg for andre) og så bliver de sande Guds tjenere sendt på flugt. Men i Åbenbaring 11,2 ser vi, at nu er det Gud, som kaster den ydre gård ud, noget som på græsk udtrykkes meget voldsomt, nemlig med ordene ”ekballe exe”, som ordret betyder ”udkast ud”, og som normalt ikke oversættes, fordi det lyder så mærkeligt at ”kaste” en ”gård” ”ud”. I Guds øjne er de, som altså befinder sig i den ydre gård i åndelig forstand, allerede kastet ud, det er bare i den profetiske dimension, som Johannes’ Åbenbaring indfører os i, at dette bliver synligt.

Derfor var det også sådan, at selv folket Israel var i livsfare, når de kom for tæt til helligdommen, når de nemlig var i en tilstand af rebellion (oprør) imod Gud, i så fald var de på djævelens side, og dermed var de også ”dødsens”, fordi djævelen og døden er jo tæt beslægtede.

4Mose 8,19: og skænkede Levitterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet og skaffe Israelitterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israelitterne, om de selv nærmer sig Helligdommen.

4 Mose 17,13: Enhver, der kommer Herrens Bolig nær, dør. (dette i en specifik sammenhæng, læs det, der kommer forud) Skal vi da virkelig omkomme alle sammen?"

(Slide 5)

Sådan så helligdommen ud set oppefra (teltloftet er fjernet):

Den tredjedel, som ligger på venstre hånd, er det Allerhelligste med Pagtens Ark. Deri kunne kun Aaron komme og dette kun 1 gang om året og sky- hhv. ildstøtten hvilede ovenpå dette sted. Så kommer der forhænget til det Allerhelligste. De andre to tredjedele er de dele, som altså præsterne kunne komme ind i, men ikke folket. Tæt ved forhænget står der endnu et røgelsesalter. Ved den ene væg (her i den øvre del) står skuebrødsbordet og ved den anden væg stør lysestagen (her i den nedre del). Man ser i dette model de tykke brædder som var overtrukket af guld. Hvis man altså var inde i helligdommen, så lyste alt af guld.

(Slide 6)

Af Guds Pagts Ark findes der mange forskellige modeller, fordi man ved ikke nøjagtig hvordan den kom til at se ud. Vi ved kun ifølge bibelen, at den indeholdt en guldkrukke, noget manna (som var nogle kiks, Gud forsynede folket med i ørkenen, som de kun skulle samle op om morgenen), Aarons stav, som havde givet sig til at blomstre såsom Pagtens Tavler med indgraveringer foretaget af Gud selv på bjerget Sinai. Låget blev også kaldet for ”Nådestolen” eller ”sonelåget”. Den blev overskygget af to kerubim (engle) hvis vingespidserne berørte hinanden eller pegede mod hinanden. Kerubim (englene) skulle se mod indholdet af Arken. Så havde den nogle stænger for at gøre den bærbart.

Her er nogle modeller:

Der findes en videoklip fremstillet af J.Tyler af lidt over et minuts længde, som er ca. 4 mb stor og som kan downloades fra http://home.comcast.net/~gctz/holy_asf.zip, hvorefter den kan afspilles med Windows Media. Den viser lejren, åbenbaringsteltet, vaskekummen som stod foran indgangen til helligdommen (og som præsterne skulle vaske sig i på en rituel måde, før de kunne gå ind i helligdommen, som i den nye pagt er et billede på, at vi har adgang til Gud, hvis vi bekender vore synder (1 Joh.1,8-9)) og hvordan det så ud, når man bevægede sig imod helligdommen og ind i det.

(Slides 7 til 11)

De to vidner (Johannes’ Åbenbaring 11, 1-13)                          

Kolossenserne 2, 16 – 23: v16  Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. v17  Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus. v18  Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, v19  og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst. v20  Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: v21  Tag ikke, smag ikke, rør ikke! v22  – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. v23  Det går for at være visdom  med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.