Velkommen hos Den Protestantiske Kirke!

 

Nedenstående vil du finde en nøjere beskrivelse af Den Protestantiske Kirke. Teksten bliver løbende opdateret. I øvrigt henvises til den engelske del af publikationen som er meget mere specifik hvad angår læren men ikke i første omgang tænkt som program for en synlig eksisterende kirke, mens denne her danske version er lavet specielt med hensyn til situationen i Danmark og med hensyn til grundlæggelsen af menigheder. Der henvises også til prædikerne og de andre tekster. Det er klart, at denne mini-dogmatik ikke vil være fuldstændig. Det der tilbydes her, er nogle accentueringer som der er hårdt brug for i dag. Altså en dogmatik med en apologetisk karakter.

 

Oversigt (dér, hvor der mangler et link til teksten, er teksten ikke blevet skrevet endnu):

 

I. Identitet

                        I. 1. Oprindelse

                        I. 2. Formål og fremgangsmåde

                        I. 3. Teologisk placering

            II. Teologiske retningslinier

                        II. 1. Gud Faderen       

                                    II. 1. a. Guds modstander (djævelen); og noget om englene og skabelsen

                        II. 2. Jesus Kristus

                        II. 3. Helligånden

                        II. 4. Treenigheden og konsekvenser af dens fornægtelse

                        II. 5. Kirken

                                    II. 5. a. ”Apostolisk succession”

                                    II. 5. b. Fakta om ”Tienden” - nutidens afladshandel - og Lovens funktion i den Nye Pagt

                                    II. 5. c. Ledelsesstruktur

                                    II. 5. d. Sakramenterne, dåbssynet

                                    II. 5. e. Nådegaverne

                        II. 6. Bibelen

                        II. 7. Eskatologi

                                    II. 7. a. Personlig eskatologi

                                                II. 7. a. [1] Livet efter døden og menneskets bestemmelse

                                                II. 7. a. [2] Soteriologi (frelseslæren)

                                    II. 7. b. Universel eskatologi    

                                                II. 7. b. [1] Endetiden

                                                II. 7. b. [2] Israel

                                                II. 7. b. [3] Bortrykkelsen

                                                II. 7. b. [4] 1000-års-riget

 

             I. Identitet

 

                       I.         1. Oprindelse

 

Den Protestantiske Kirke er Continual Reformation Church i Danmark. Sidstnævnte blev grundlagt som internetkirke på 5 sprog af Mathias Graul i December 1999. Mathias Graul er født i 1963 i Bremen, Tyskland, har studeret ved Bibelskoler i Frankrig og Rumænien, afsluttet to kirkevikariater og er bosat i Danmark siden 1998. Foreliggende arbejde er et fritidsprojekt, som ikke støttes af nogen mission eller menighed. 

 

                        I.          2. Formål og fremgangsmåde

 

Mens Continual Reformation Church i første omgang er et dogmatisk program, er Den Protestantiske Kirke aktiv med evangelisation og menighedsplantning i Danmark. Evangelisationen som Den Protestantiske Kirke gennemfører og står for, sker på baggrund af den åndelige situation (nemlig diverse nye former for naturreligiøsitet og kristendommens frafald) i hvilken den vestlige verden befinder sig i. Den Protestantiske Kirke opfatter sig som et vidnesbyrd om den levende Gud som åbenbares i Bibelen til et samfund, der udsættes for massive indflydelser af religiøs art – Gaia, New Age og andre fjernøstlige, hedenske og okkulte religiøse orienteringer; og til den del af kristendommen, der følger en kristendom som ved nærmere undersøgelse viser sig også bare at være naturreligiøs – altså afgudsdyrkelse i ”kristen” forklædning! På denne baggrund kan en evangelisation på traditionel vis kun misforstås. Den Protestantiske Kirke bestræber sig derfor at vise den naturreligiøse, ikke-kristne karaktér af nutidens populære spiritualiteter, uanset, om de sejler under ”kristent” flag eller ej, og at oplyse om samfundets udviklinger for så at kunne give menneskene muligheden til at forstå deres åndelige udgangspunkt og som kontrast dertil den bibelske Guds væsen.

Den Protestantiske Kirke tror ikke på omvendelser der sker emotionelt og under psykisk manipulation. Det er Gud der trækker sine udvalgte til sig, men vi har ansvaret til at prædike Guds evangelium med ”en Basun giver en tydelig Lyd” (1. Kor. 14,8). Når et menneske får muligheden til at kunne forstå med forstanden den åndelige realitet og omkostningerne af et liv i lydighed overfor ordene af Jesus Kristus, kan det i sandheden omvende sig og dette for hele livet. 

 

                    I.           3. Teologisk placering

 

Den Protestantiske Kirke hedder ”protestantisk” fordi de kirker som i Danmark (såvel som andre steder i Europa) historisk set udgør Protestantismen, har i en vis udstrækning forladt Reformationens fundament, hvorfor de næppe kan betegnes som protestantisk mere teologisk set. Samtidigt vil Den Protestantiske Kirke være åben overfor alle, som ønsker en protestantisk menighed, der er baseret på Reformationens præmisser. Den Protestantiske Kirke ser sig som et udspring af samtlige gode, bibelske protestantiske (både klassisk protestantisk og frikirkelige) traditioner men forkaster samtidigt traditionalismen som gør, at kirken ikke formår at reagere på bibelsk vis i dens kontekst. Den Protestantiske Kirke ser sig som del af den kristendom, som er fundamenteret i de gammelapostolske trosbekendelser, såsom fx den Nicaeiske trosbekendelse og kirkefædrenes kamp mod vranglære. Denne kamp er dog ikke et enestående fænomen i kirkehistorien, som nu er overstået – nej, de samme slags vranglærer, som fx Irenaeus og andre kampede med, får deres ”comeback” gang på gang igen i nye udformninger, så derfor gælder om det at gøre dogmatikken levende! I stedet for en statisk dogmatisme, der er baseret på dogmer, som var blevet udviklet som reaktion af en specifik situation i historien, tror Den Protestantiske Kirke på en dynamisk dogmatisme, der udvikler dogmer på præmisserne af de anti-religiøse motivationer der var kendetegnende for skaberne af de gamle dogmer. Dette er det egentlige væsen af Protestantismen, at den altid er rede til at ”protestere” når surdejene af religionen er ved at ødelægge kirken. Derfor er en kirke der opererer i Reformationens og Protestantismens ånd altid en kirke der reformeres kontinuerligt (”Continual Reformation Church”) i stedet for at basere sig på nogle dogmer, der havde været dynamit og virkede store omvæltninger i deres tid, men som ofte er intetsigende og ikke formår at udrette ret meget i dag. Det gælder ikke om at opfinde en ”ny” slags kristendom – dette ville jo bare føre til en ny sekte. Det gælder derimod om at kontekstualisere den ældgamle kristendom som er baseret på Bibelen og den tidlige kirkes trosbekendelser.

 

Den Protestantiske Kirke er ”økumenisk” i den forstand at den føler sig solidarisk med samtlige kristne der søger sandheden først og enheden derefter. Gud vil ikke bedømme os efter hvor mange finheder i læren vi har forstået rigtigt, men efter vores ”kærlighed til sandheden”. Alle Guds udvalgte befinder sig i en stadig proces af udskillelse fra religiøse strukturer. Det er ikke vigtigt for Gud, hvor man befinder sig i denne proces, men om man er udvalgt eller ej. Den sande kristendom er til stadighed i bevægelse og aldrig tilfreds med sin tilstand på jorden.

 

Den Protestantiske Kirke er anti-økumenisk i den forstand at den forkaster som gudløs bedragi, religiøs propaganda og kirkepolitiske manipulationer samtlige forsøg på at skabe enhed på bekostninger af sandheden.

 

Den Protestantiske Kirke er karismatisk i den forstand at den er åben overfor samtlige i Bibelen beskrevne nådegaver, når disse praktiseres ud af en Helligånd der går hånd i hånd med lydighed overfor Jesus Kristus: Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. (Joh. 14, 15-17) Samtlige i Bibelen beskrevne nådegaver er stadig aktive, selv om der til tider kan være flere fejlkopier i omløb end gudgivne versioner.

 

Den Protestantiske Kirke er anti-karismatisk i den forstand at den forkaster samtliger ”gaver” og underværker der praktiseres ud af en ”Helligånd” som fås uden og praktiseres uafhængig af lydighed overfor Jesus Kristus. Dette er en fejlkopi af det sande. 

 

        II. Teologiske retningslinier

 

                      II.     1.     Gud Faderen 

 

Gud Faderen er det stik modsatte af det, det gennemsnitlige moderne menneske plejer at associere med begrebet ”gud” eller ”guddommelig”. Han er ikke et ektravagant lysfenomen og abstrakt kraftkilde der lader sig ”downloade” med de forskellige trylleri-fiduser den moderne spiritualitet tilbyder. Han er ikke ”deus ex machina”, en slags automat-gud.

Gud Faderen bor i et utilgængeligt lys og ingen kan se ham uden at dø. Det er frygteligt at falde i Den Levende Guds hænder, når man ikke er frelst gennem Jesus Kristus, som er Hans nøjagtige afbillede og eneste designerede vej til Ham. 

Der sker ingenting, uden at det er Guds vilje og Han har til syvende og sidst ikke behov for at kæmpe mod det onde.

Samtidigt er Han meget personlig og har en interesse i hvert hår på hovedet af dem, der elsker Ham. Han vil gerne tilbedes som fader. Han er ikke en ”hun”. Han leder efter den fortabte søn, efter mennesket der er faret vild. Han vil gerne være i samvær med mennesket.

Gud kan ses i naturen, i den ordning som ikke kunne være opstået tilfældigt gennem evolutionen. Men Gud åbenbarer sin vilje først og fremmest på en specifik måde i Bibelen og i Hans lov. Denne lov gælder uanset hvad menneskene synes om den.

Gud er også en pagtens Gud. I det Gamle Testamente bliver han ofte kaldt ”Den Gud Abrahams, Isaaks og Jakobs”, dvs. den Gud, der lavede nogle særlige aftaler (pagter) med disse mennesker. Gud lader os ikke gætte, hvad Han vil og hvem Han er. Han giver os et klartdefineret forbund med klare regler. Vi skal altså ikke falde i trance eller tage på en astralrejse til nogle fjerne planeter for at komme til en viden om Ham og Hans vilje. Gud er overhovedet ikke ”mystisk”. Tværtimod, Gud advarer os at vi må være vågne og tænke klart. Han kalder os til at følge den gode hyrde, Jesus Kristus og være lydige overfor Ham. 

Gud kan også godt lide at gøre underværker. Men Han gør slet ikke noget under for dem, der leder efter afguder. Tværtimod, Han sender løgnen til dem, for at de skulle være endnu mere forførte. Dem der hader Gud, sender Gud alle mulige vildfarelser, så de vil blive Ham endnu fjernere.

Gud har ikke behov for at manipulere dem, der leder efter sandheden. Han gør brug af de tænkefaciliteter, Han har selv skabt og indbygget i mennesket: Forstanden, hjertet (dvs. den emotionelle vilje), færdigheden til at sammenligne kendsgerningerne og komme til et logisk resultat. Gud taler altså til mennesket i sin helhed, i stedet for at amputere eller klippe det i stykker først. Gud kræver ikke en intellektuel lobotomi af det menneske, som vil følge Ham.

Gud elsker menneskene og sender derfor Hans søn Jesus Kristus til jorden som menneske og lader Ham dø for menneskeheden på korset. 

Gud er kærlighed, men netop pga. af den kendsgerning, at Han er det bedste der er, er Han også det farligste der er, når man ikke er på Hans side. Der eksisterer ingen sand kærlighed adskilt fra Gud. Kærlighed uden sandhed er forførelse.

 

                                II. 1. a. Guds modstander – djævelen; og noget om englene og skabelsen

 

Djævelen, som på hebraisk hedder Satan (Modstander), er ikke en sjov lille rød fyr med oksehorn, hale og behåret numse. Han er den første af de engle, der blev frafaldne fra Gud og lederen af samtlige frafaldne engel. Der eksisterer en tradition (som kan dog ikke begrundes med Bibelen) ifølge hvilken han engang var lovsangslederen i himlen. Uanset om det er noget ved dette eller ej, så er det dog betegnende, hvor mange splittelser og problemer nogle menigheder gennemgår pga. deres lovsangsleder. Men det er nu ikke temaet. Djævelen (som dengang hed ”Lucifer”, dvs. lysbæreren, ifølge en tradition, som er afledt fra Bibelen, mens navnet ”Lucifer” ikke forekommer i Bibelen) havde nu sat sig ind i hovedet, at selv ville være Gud i stedet for at tjene Gud som engel. Derfor blev han så forkastet af Gud og blev til ”Satan” (hebræisk for ”modstander”), djævelen.

Da Gud indførte dimensionen ”tid” og gav sig til at skabe universet, besluttede han at skabe et levende væsen, der skulle bestå af stov og jord og blive levende kun pga. ånden givet af Gud. Dette væsen, som ikke selv havde noget lys eller kraft i sig som englene, men var og er fuldstændig afhængig af Gud, blev skabt i Guds afbillede og skulle være den slags væsen som engang i fremtiden skulle herske sammen med Gud over verden. Det var mennesket.

Mens de engle som forbliver solidarisk overfor Gud er også meget forundrede og nysgerrige og alt for gerne ville vide, hvordan netop mennesket, som er jo så svagt, er kommet til den position; så bryder de frafaldne engle sig overhovedet ikke om mennesket.

Djævelen vil nu bevise overfor Gud, at menneskene overhovedet ikke duer til noget som helst, til det formål Gud har udset dem til og derfor gør han alt hvad han kan for at forføre og ødelægge dem. Han er så rasende overfor menneskene som er skabt i Guds billede, at han helst vil at de bliver aborteret og fosteret solgt til kosmetik industrien eller til forsøgslaboratorier. Samtlige naturreligioner er insprierede af djævelen – fordi de har et billede af en ”gud” eller flere ”guder” som dybest set er potentielle modstandere af mennesket og hvis vrede imod menneskene skal imødekommes ved at man ofrer dyr eller mennesker eller gør noget ved sig selv som gør én mindre menneskelig. Man skal pierces eller lemlæstes, dette er naturreligionernes bud på djævelens vrede: Noget skal der ofres. I stedet for at opbygge mennesket som menneskelig, som det væsen, Gud har skabt for at gøre verden til et bedre sted, i stedet for at udnytte ethvert menneskets potentiale og søge det bedste for alle mennesker, så klipper man noget af fra mennesket, man berøver mennesket af en legemsdel eller af en aspekt af sin menneskelighed. Mennesket skal måske tale på en unaturlig måde, som det sker i så mange ”kristne” (naturreligiøse!) sekter. I visse afrikanske lande bliver kvinder lemlæstet ved kønsorganerne, hvilket har døden som følge for adskillige af dem og berøver dem næsten helt fra muligheden til at kunne nyde seksualiteten, denne gode gave som Gud har givet – ikke djævelen! (Djævelen kan slet ikke give noget som helst). I revolutioner, krige og totalitære statsformer bliver menneskene tortureret, ensrettet eller klassificeret på en eller anden måde (en gul stjerne for jøderne, et andet tegn for sigøjnerne, osv.), hjernevasket, lobotomiseret, tyranniseret, dræbt. Djævelen er det mest religiøse, fascistiske, kommunistiske, mystiske og grusomme væsen der eksisterer. Hans ondskab er så ufattelig, at der i Bibelen tales faktisk om ”ondskabens hjemmelighed”. Roden til dette onskab er hans lyst til at være Gud lige.

Da Jesus Kristus kom til jorden, blev djævelen endnu mere rasende, fordi Gud nu oven i købet havde identificeret sig fuldstændig med mennesket. Han inspirerede derfor kongen af Israel at slå samtlige børn i Bethlehem ihjel, men Jesus var det eneste overlevende barn, fordi Gud allerede havde advaret Josef om, at han skulle flygte til Ægypten og blive der for en tid.

 

Djævelens hovedbeskæftigelse er at forsøge at erstatte Gud. Han har slet ikke opgivet denne sindssyge drøm om at indtage Guds stilling. Først og fremmest inspirerer han menneskene til at tro at Gud slet ikke eksisterer (”Gud er død”), fordi på denne måde kan han jo indtage stillingen med det samme. Ellers inspirerer han forfalskninger af Gud, sådan at menneskene tror, de tilbeder Gud, men i virkeligheden tilbeder dette forkerte billede af Gud, og dermed en afgud og i sidste konsekvens ”verdens gud”, dvs. djævelen. Ellers forsøger djævelen at efterligne Gud. Dette vil vi nu kigge lidt nærmere på, idet vi her ser på nogle af de ting djævelen efterligner og måden han gør det på:

 

1 -  Han forsøger at efterligne Gud som skaberen.

Man kan forstå meget af djævelens natur, hvis man lægger nøje mærke til de skrækkelige ting, som skete fx i koncentrationslejrene under nationalsocialismen – uden at dette på nogen måde skulle fratage de involverede skyldige noget af deres ansvar og skyld! Det er fx interessant at lægge mærke til, at mange mennesker, der skulle dræbes, blev ikke bare dræbt med det samme, men man fik dem typisk til at kopiere deres indtætoværede numre på papir, noget som kunne synes fuldstændig meningsløst, nu da disse mennesker alligevel skulle udslettes om ganske få øjenblikke. Men det er djævelen, som gerne vil numerere, tælle og kategorisere menneskene. Dette er hans efterligning af Gud skaberen. Han kan ikke skabe, men han kan tælle, forfølge, identificere, numerere osv. Han kan ikke skabe liv, han kan ikke skabe noget godt, fordi han er ond. Det er heller ikke ham der bestemmer, hvornår et menneske skal dø og det er ikke ham der kaster et menneske i helvede, dette er nogle ting som kun Gud har autoritet til at bestemme. Men djævelen inspirerer nogle mennesker som ikke er på Guds side (og det er alle dem, som ikke er født på ny gennem Jesus Kristus), til at oprette en totalitær stat der indtager Guds stilling eller at oprette et religiøst system der stiller sig mellem Gud og menneske som en hindring. Nu er det menneskene hhv. staten, der bestemmer, om et barn skal avorteres eller kastes bort fordi det er under 3 kg ved fødslen (noget der sker og skete i totalitære stater og som i øvrigt forekommer i fiktive fortællinger som skolebørn in USA er blevet konfronteret med siden 1994 – fx bogen ”The Giver”). Nu er det ikke længere Gud, der bestemmer hvornår et gammelt menneske skal dø, men staten indtager Guds stilling og foranlediger eutanasi (som allerede lovligt og praktiseret i Holland). Med andre ord, fordi djævelen ikke formår at skabe liv, vil han, for at komme så tæt som muligt til en ”skaberakt”, bestemme, hvem der skal dø og hvem ikke. Han er en menneskemyrder og tyv fra begyndelsen. En anden variant er at skabe forskel mellem mennesker, som dog alle er skabt i Guds billede, ved indførslen af kastesystemet i Indien, racisme, undertrykkelse af kvinder, osv. Endnu en anden variant er at ensrette menneskene, sådan at de ikke længere ligner nogle væsener som er skabt i Guds billede, som har værdighed og frihed, men hellere bliver til nogle dyr eller blandes sammen med teknikken for at blive til en halv robotter, dvs. mennesket blandet med maskinen. Djævelen kan ikke skabe menneskets intelligens, kreativitet og originalitet, men han kan ødelægge dem eller i det mindste ensrette dem. Han ville nok helst have indført en microchip transponder som ethvert menneske får integreret i sin hjerne. Men indtil teknikken bliver så avanceret, bliver menneskene hjernevasket på andre måder – gennem religiøs og politisk propaganda, gennem trancetilstande hvorigennem menneskene bliver åbnet for dæmonernes indflydelse. Gud har nemlig skabt menneskene på denne måde, at de har en slags nøddeskal mellem den synlige og usynlige verden for ikke at blive forført af dæmonerne. Denne nøddeskal vil djævelen gerne knække, for at få dem inficeret med sine tanker. Mange nye og gamle religiøse tranceinducerende teknikker går netop ud på at ”knække nøddeskallen”, dvs. menneskene skal åbnes for dæmonernes indflydelse, noget som C. G. Jung kaldte for ”eudæmoni”, ”gode” ånder vejleder mennesket, som har åbnet sig for det usynlige og går på rejser med disse ledsagerånder, som bibelsk set må identificeres som ikke værende andet end ”dæmoner”. I nogle vestlige lande skal skolebørn gå på ”drømmerejser” og dette ikke bare i form af fortællende fantasiøvelser, men ”astralrejser” – altså forløb, hvor børnene faktisk skal befinde sig i trance-lignende tilstande, som C. G: Jung tilhængere mener at skulle hjælpe mennesker til at finde frem til deres ”gode” ledsageånd (hhv. finde en sådan én). Dette er enden på al sand indlæring og begyndelsen til den totale samfundsformørkelse, hvor djævelen og antikristen får fri adgang og råderum. Universitetsprofessorerne i Tyskland klager allerede over de nye studenters manglende evne at tænke analytisk. Djævelen har ikke interesse i, at et menneske skal vide noget eller lære noget, fordi han bryder sig ikke om at menneskene skal kunne klare sig og han bliver rasende når menneskene udvikler evnen til at kunne forandre ting.

 

2 – Han efterligner Guds rige. Til dette formål gør han sig nu i vor tid stor umage, for at efterligne det kommende fredsrige som Jesus Kristus snart vil oprette sammen med de hellige. Derfor siger Bibelen, at når der er tale om ”fred, fred” i politikken, så venter der en værre overraskelse lige om hjørnet. Det er fordi djævelen er løgnens fader, han kan ikke gøre det, Gud kan, selv om det er det, han til stadighed proklamerer. Han kommer ikke gennem døren til fårene, men benytter sig af en illegal vej. Han er inspirator af ethvert antikristent, sekulært statsstyre. Ethvert sekulært og antikristent indstillet statsstyre er til syvende og sidst et totalitært styre, selv om der formelt er ”demokrati”. Den sekulære, antikristent indstillede stat er en ulovlig stat fordi den uvægerligt vil begynde at arbejde mod en trinvis afskaffelse af gamle love som havde været indført, da statsstyret var præget af kristendommen i mere eller mindre grad. Til trods for at Danmark betegnes i missiologisk forskingslitteratur som et af de mest sekulariserede samfund i verden, er der stadig væk et godt kristent fundament i måden at drive politik på – i hvert fald nu, i året 2008. Der er sorte skyer på horizonten, men den sovende jætte som hedder ”kristendommen i Danmark” kan måske vækkes til live igen!

Djævelen vil gerne, at alle mennesker bliver enten dræbt eller godkendt af ham. Når antikristen, den sidste og mest sofistikerede diktator, kommer, vil alle mennesker tvinges til at få et tegn på panden eller hånden. Når dette er sket, vil djævelen udråbe til Gud ”SE, NU ER DE ALLE MINE!!” og så vil han selv, i form af antikristen, deklarere sig som Gud og blive tilbedt af menneskene. Men så bryder Guds vrede løs, og den er så beskrevet i den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen.

 

3 -  Han efterligner Gud som giveren af alle gode ting. I USA bliver der for tiden læst op af en bog til skolebørn (man giver agt på at den ikke falder i hænderne på forældrene) hvor eutanasi, mord af nyfødte børn som er under 3 kg, og mange andre ting der minder om Aldous Huxleys ”Brave New World” er beskrevet som noget helt normalt i fremtidens samfund. Denne bog har titlen ”The Giver” – ”Giveren”.  Den totalitære sekulære stat fremstiller sig selv som den, der giver til menneskene hvad de behøver. Ikke fra den sande, levende Gud skulle menneskets behov blive fyldt, men fra den totalitære velfærdsstat. Derfor indfører antikristen et identifikations-tegn som alle skal bære for at kunne købe og sælge. Fordi så kan djævelen føle sig som om menneskene er helt afhængige af ham og selv om han ikke har kunnet skabe et eneste molekyle, er det kun gennem ham (hhv. antikristen) at nogen kan få noget.

 

I virkeligheden kan djævelen ikke give noget godt, man tværtimod er han en tyv. Den socialistisk-kommunistiske kollektivisme er et typisk eksempel. Man stjæler huse, landejendomme og andet gods fra folk med henvisning til behovet for de fattige, men i virkeligheden blev og bliver de lande, som er under den slags styre, bare endnu fattigere. Judas blev vred da Jesus fik sine fødder indbalsameret med noget meget dyrt og sagde, at pengene kunne have været givet til de fattige, men det sagde han, fordi han var en tyv. Djævelen kan i virkeligheden ikke lide at et menneske ejer noget. Fordi dette minder ham om den tid, da Gud gjorde mennesket til den, der skal herske over jorden og dens levevæsener. Nu bliver folk indoktrineret med den globaliserings-miljø-propaganda ifølge hvilken vi mennesker er de største skurke når vi vil eje noget for os selv, fordi så ville vi ødelægge jorden. I stedet for at få værdigheden ved at kunne eje noget selv, bliver menneskene omdannet til trælle af et totalitært system.

 

4 - Han efterligner Gud som en hellig dommer. Dette gør han ved at forskrække og intimidere menneskene, at skabe religiøs atmosfære, at inspirere til forkerte omskærelser og helliggørelser, ved at gøre stor indtryk baseret på løgnagtig optræden, og  ved samtlige okkulte trusler der gør at menneskene sidder og er bange for at det orakel de fik fra spåkonen, eller hvad det nu ellers var, vil gå i opfyldelse.

Men Jesus siger: Vær ikke bange for dem, der kan slå kroppen i hjel, vær hellere bange for Ham der kan kaste mennesket i helvede. Fordi det sidstnævnte kan kun Gud, derfor skulle vi ikke være bange for djævelens trusler og mareridter, fordi det er kun djævelen der ”leger Gud” uden at kunne være det. Den frygt, som menneskene skulle have for Gud, kan djævelen godt lide at få krediteret ved hans teaterspil. Hele gyser genren i filmverdenen og litteraturen går ud på at give djævelen ære som gud, uanset hvor meget der til tider blandes humør ind i produkterne, for at få det hele at se uskyldigt ud.

Også måden som nogle karismatiske ledere opnår autoritet er inspireret af djævelen. Mange kristne er bange for at kritisere en leder, fordi så siger de måske noget imod ”salvelsen” som skulle ligge på den vedrørende leder, ja, det er næsten som at synde imod Helligånden! Men hvis man opmuntrer til en velmenende, bibelsk motiveret dialog som leder, hvilken berettigelse har man så som kristen leder? Protestantisk kristendom er jo baseret på konstruktiv kritik af synspunkter, hvor man hele tiden sammenligner, det, der praktiseres og tros, med det, Bibelen lærer! Den slags magtmanipulation, hvorigennem kristne ledere bliver opblæste mullah’er som indgyder frygt og bæven for deres egen person i stedet for respekt for ordet og sandheden, er næppe inspireret af den sande Helligånd. Måden at forestille sig en slags ”salvelse”, som hviler som en slags flyvende tallerken eller glorie på lederens hoved og som formår at slette noget fra den kritiserende kristnes velsignelses-konto er en fuldstændig gnostisk og hedensk måde at tænke på. I virkeligheden velsigner jo Gud dem, som oprigtigt søger efter sandheden og ikke dem, som blind følger et eller andet menneske. Gud væmmes ved synet af en falsk gudsfrygt, som ved nærmere eftersyn ikke er andet end indlært menneskefrygt, frygt for magtmennesker i menigheden.      

 

Med de enkelte kristne forfarer djævelen som følger: Han forfører dem til noget, og når de har gjort det forkerte, de er blevet forført til, så kommer han og anklager dem foran Gud og han fortæller dem, at nu har Gud forkastet dem for altid, at de alligevel ikke har været kristne fra begyndelsen, osv.

   

Med menighederne forfarer djævelen sådan her: Han optræder som en lysengel (2. Kor. 11, 14) og indfører massevis af falske apostler, som senere hen viser sig at være glubske ulve. Han indfører al mulig forkert teologi gennem forkerte profeter. Han gør alt hvad han kan, for at Bibelen bliver tolket forkert eller fornægtet. Han indfører det åndelige princip der hedder ”Isebel” og som betyder forfølgelse og drab af alle sande profeter. Han får dem til at fejre sig selv og blive beruset af en forkert version af Helligånden, så de ikke formår at se, hvad Gud vil, at de skal gøre, for at de ikke ser, i hvilken tid og situation de virkeligt befinder sig. Eller han benytter sig af deres kødelige karaktertræk for at gøre dem materialistiske og søvnlige. En kirke, der sover eller bliver beruset, eller er fyldt med ”verden”, dvs. folk som fik at vide, at de ikke ville kunne miste frelsen, men som slet ikke er frelste; sådan en kirke er ikke noget problem for djævelen. Djævelen sørger også for, at kristne adlyder nogle menneskelige bud som Gud slet ikke er interesseret i, og som får dem til at tro at de er meget hellige. På den måde kan de nemlig ikke virke noget i Guds rige.

 

Djævelen er ellers bange for de kristne, han ved alt for godt, at bare et lille bitte stykke sand tro og et lille sandt ord fra Gud og én der tjener Gud 100 % i svaghed og fuldstændig afhængighed af Gud, kan ødelægge meget som djævelen har bygget.

 

                                 II.    2.    Jesus Kristus

 

Jesus Kristus er Guds søn. Han blev ikke bare deklareret Guds søn ved et bestemt tidspunkt i Hans liv, men har været Guds søn i al evighed. Mens Hans inkarnation (legemliggørelse) fortsætter i ”Hans får”, sidder Han nu ved Guds højre hånd. Derfra vil Han komme tilbage for at regere denne jord og for at dømme menneskeheden. I Ham er alt som eksisterer holdt sammen (Kol. 1,17; Hebr. 1, 2b).

I Ham er alt det, som Gud er, blevet manifesteret og gjort tilgængeligt til menneskeheden (Kol. 1, 19). Jesus Kristus står som den eneste lovlige vej, gennem hvilken et menneske kan komme til Gud (Apg. 4, 12). Gud har befalet at al sand tilbedelse til Ham skulle adresseres til Ham i Jesu Kristi navn, fordi Jesus Kristus er blevet bestemt af Gud som den eneste sande formidler mellem Gud og mennesket (1. Kor. 16, 22). Han er hjørnestenen, på hvilken tempelbygningen af det sande Israel er blevet bygget og bygges (Kol. 1, 18) og ”stenen der er blevet revet løs, dog ikke ved menneskehænder”, som ødelægger det kæmpe afgudsbillede beskrevet i Daniel 2, 34 og dermed enhver form af menneskelig selvforhøjelse. Mens Gud i Jesus Kristus åbenbarer Sin kærlighed for menneskeheden (Joh. 3, 16), markerer Han også den altafgørende og slutendelige forbandelse af enhver form af religion som går forbi eller ved siden af eller imod Ham (Markus 11, 15). Jesus Kristus er Guds sidste ord, Hans ultimative testamente (Hebr. 1, 2a). Han er ikke bare det perfekte afbillede af Gud Faderen (”Hans herligheds glans og Hans væsens udtrykte billede som bærer alle ting med Sin krafts ord” – Hebr. 1, 3), men også et bevis for den kendsgerning, at Gud ikke har opgivet Adams-slægten. Jesus Kristus, den anden Adam, er det perfekte afbillede af Gud og samtidigt det perfekte billede af mennesket i Guds billede.

I stedet for at lede efter ”personlige møder med Jesus” (dvs. efter subjektive erfaringer), skulle man hellere blive opfundet som én, der forbliver i Hans lære (dvs. i det som er blevet gjort af Jesus på en objektiv måde, udenfor éns egen person), fordi dette er i virkeligheden vejen til at opholde sig ”i Jesus” Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen. (2. Joh.br. 9).

Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.” (Joh. 8, 31+32).

Det er altså ikke i første omgang et personligt kendskab til Jesus som frigører, men lydighed overfor Hans ord, Hans bud og dermed sandheden fra Gud. På denne måde giver Jesus frihed og værdighed til et menneske og skaber ud fra dette også personlig glæde, tryghed og vished angående éns frelse og det evige liv. Eller for at sige det anderledes: Man kommer til at kende Jesus personligt ved at adlyde dét, som Han har efterladt som objektiv sandhed. Når man så følger Jesus og forkaster djævelens gerninger og ikke bryder sig om ære fra menneskene, kan man virkelig erfare at Jesus griber ind på en overnaturlig måde i éns tilværelse og livets omstændigheder. Men når man ikke gider adlyde Ham og så alligevel ”føler” at ”det er så dejligt med Jesus”, er det sandsynligt, at man i virkeligheden tilbeder et afgudsbillede, nemlig en falsk Jesus, og er blevet ført på et religiøst vildspor ved nogle forkerte apostle.

Jesus Kristus hader synden, men han elsker synderne. Han vil gerne frelse dem ved at tilgive deres synder og helbrede dem. Kun gennem Jesus Kristus er der blevet dannet en mulighed af Gud for tilgivelsen af synderne, fordi Jesus Kristus blev korsfæstet i vores sted.

Jesus Kristus hader alt form for hykleri, især det religiøse hykleri, og religiøse mennesker hader Jesus fordi Jesus åbenbarer deres tvesindethed, deres sløve kompromiser med verdenen og deres hykleri. 

Jesus Kristus kommer tilbage på et tidspunkt som ingen ved undtaget Gud selv. Så vil han ødelægge antikristen ved bare at puste på ham og derefter oprette Hans fredsrige. Indtil da er Jesus ikke kommet for at bringe fred, men for at bringe sværdet, dvs. når vi følger Jesus, befinder vi os i en kamp med ”fyrster og vældigheder”, dvs. åndelige magter som er på djævelens side. En sand kristen viger ikke tilbage fra denne kamp, men går fremad og oplever gennembrud ved at lade Jesus stride igennem ham.

 

                                    II. 3. Helligånden

 

1 – Helligånden – Gud som lærer, eller: Helligåndens generelle virke i verdenen.

Helligånden er ikke en ånd, der udelukker de kristnes forstand, men er derimod i Jesaja 11,1-5 beskrevet bl. a. som visdommens og forstandens (eller forståelsens) ånd:

”Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte.”

Helligånden skal ikke opfattes som en hemmelig ånd fra en lille Aladdins lampe som de kristne råder over, men udover at stå til den troendes disposition som den der oplyser om Guds ord og leder ind i Guds vilje, er Han i almindelighed den ånd gennem hvilken Gud hjælper ethvert menneske til at udvikle sine tankefakulteter for så at komme til en forståelse af realiteten og Guds skabning og derigennem få evnen til at søge sandheden og derved som muligt blive modtagelig imod Helligåndens specielle oplysning om Guds retfærdighed og dom (Joh. 16, 8: ”... overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom”).

Når der eksisterer noget logisk, godt, fornuftigt, retfærdigt, sand, virkelig intelligent og gudsfrygtigt i denne verden, så er det kun Helligåndens fortjeneste. Hver gang et statsstyre gør noget fornuftigt og retskaffent, så er det grundet i en indflydelse af Helligånden, selv om flertallet af regeringsmedlemmerne ikke bryder sig om Gud.

Når en elev i skolen lærer at forstå realiteten (ikke drømmeverdenen) så er dette et indirekte værk af Helligånden, fordi kun Helligånden er den ånd, der er fra Gud, og kun Gud er den som har skabt skabningen og dermed realiteten og som har styr på den.

Djævelen forsøger altid at tilsløre, deformere, nægte eller bøje realiteten og dermed retten. Han vil ikke at mennesket finder sig til rette i verdenen og får styr på tingene, han vil at mennesket bliver til en viljesløs træl. Helligånden hjælper mennesket til at få orden i tilværelsen. Selv i det mørkeste Papua-NyGuinea, når en stenalder-indianer dér fortæller sin lille søn at et krympehoved plus endnu et krympehoved giver to krympehoveder, så er dette regnestykke kun muligt gennem Helligånden, som er menneskets store læremester. (Fremstillingen af krympehoveder er IKKE inspireret af Helligånden!).

Enhver sand form af undervisning sker pga. Helligåndens virke og uden Helligånd kan der ikke være nogen form for sand undervisning, kun fordummelse, løgn, forførelse og beruselse. På en meget tilspidset måde kunne man enda sige at ”Undervisningsministeriet” egentlig skulle hedde ”Helligåndsministeriet”, selv om den muligvis ikke er på Helligåndens side rent ”politisk” set. Men når selv det mest sekulære og antikristne Undervisningsministerium, selv når alle dens betjente dyrker spiritisme, når så dette Undervisningsministerium udvikler en regnebog til børn, hvorigennem man kan lære at tælle, selv om den er fuld med tegninger af djævle og slanger som bider sig i halen (et af yndlingsmotiverne af spiritisterne), så er dens tilblivelse dog kun mulig gennem Helligånden. Fordi var der ikke nogen Helligånd, så ville ingen kunne finde ud af, hvordan man får et barn til at tælle fra 1 til 3, fordi man nemlig næppe selv havde muligheden til at koncentrere sig på sådant noget. Måske ville menneskene ikke engang kunne finde ud af, hvor mange fingre de havde på handen, fordi de skulle hele tiden passe på at de ikke blev spist af andre.

En gang i fremtiden bliver Helligånden nemlig fjernet fra jorden (2. Thess. 2, 7: Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af Vejen. Den” mener mange bibelfortolkere er Helligånden som sammen med menigheden forlader jorden når sidstnævnte bliver bortrykket ved Herrens genkomst). Når dette sker, vil denne verden blive komplet fjollet. Denne ”Råds og Styrkes Ånd” som hele verdenen er støttet på uden at lægge mærke til det, denne ”retfærdighedens” og ”Gudsfrygts” Ånd, som gjorde at menneskene af og til gjorde noget nyttigt, er borte, der er ingenting tilbage af det som støtter menneskeheden. Det vil være som i en sygehusafdeling med udelukkende psykisk syge, hvis de alle sammen går fuldstændig amok på én gang. Menneskene vil begynde at spise hinanden og ethvert statsstyre vil bryde sammen. Der vil ikke være nogen form for lov og orden. Så vil antikristen måske overtage styret og oprette sin ”ersatz”-religion. Han vil så ophøje sig som Gud som alle skal tilbede og derved vil der være en relativ form for orden, men kun indtil Gud afslutter det hele. 

 

2 – Helligånden – Gud som missionær, eller: Helligåndens specielle virke i verdenen.

Helligånden, udover at lære menneskene at tænke i almindelighed og kende Guds skabning, oplyser om Guds eksistens uafhængig af skabningen og om Guds specielle vilje, dvs. den som ikke kan ses i skabningen hhv. den almindelige realitet.

Han overbevise(r) Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom (Joh. 16, 8). Dette gør han for at gøre menneskene rede til at acceptere Guds forsoningsoffer i Jesus Kristus. 

 

3 – Helligånden – Gud som apostel, eller: Helligåndens virke i menigheden.

Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." (Apg. 13, 2)

Helligånden kan vejlede en menighed som helhed og derved virke som en leder af menigheden.

Lige som apostlene bliver Helligånden dog ofte desværre ikke opfattet som ven, men som én der sniger sig ind, som en potentiel fare. I sådanne tilfælde kan Helligånden ikke virke i menigheden, kun i enkelte kristne. I de fleste tilfælde får Helligånden kun lov til at velsigne menighedens beslutning, som den har taget uden Ham. Derefter bryster man sig og siger at ”Ånden har ledet os til at beslutte som følger”, eller: ”Vi følte Helligåndens nærvær og samtykke efter at vi var kommet til denne beslutning.”. Her driver man gæk med Helligånden.

Helligånden vil gerne vejlede og kalde, men når menigheden ikke vil adlyde det som står klart sort på hvidt i Bibelen, det som Jesus påbyder, når den så ikke vil adlyde det, hvordan vil den så kunne få noget at høre fra Helligånden som vedrører kun dem og ikke menigheden i almindelighed? Sådan en menighed er derimod i fare for at falde under Guds dom, en dom som består i at Gud får dem til at lade sig vildlede ved nogle selv udtænkte eller dæmonisk inspirerede ”profetier” (”Fred, fremgang, vækkelse, ingen fare”) for at den skal tro endnu mere på løgneren!

 

4 – Helligånden – Gud som sjælesorger, eller: Helligåndens virke ved den enkelte kristne

Sandhedens Ånd, ... skal... vejlede eder til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder.

(Joh. 16, 13).

Den kristne, som virkelig leder efter sandheden, får personlig hjælp af Helligånden. Helligånden er den ånd i hvilken menneskelige mennesker kunne skrive Bibelen, derfor er der ingen bedre vejleder gennem Bibelen end Helligånden selv. Fordi ligesom Helligånden kendte til de menneskelige følelser, svagheder, ambitioner, lidenskaber, lidelser og smerter som skribenterne af Bibelen havde, kan han nu også bruge en menneskelig kristens lidelser, egenarter og skrøbeligheder til bedre at kunne forstå Bibelen, når denne kristne også virkelig leder efter mere lys fra Gud.

Helligånden leder de kristne til at se bort fra hvad andre kristne kunne sige eller mene og til at se kun på Herren. Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. (Jes. 11, 3)

 

                   II. 4. Treenigheden og konsekvenser af dens fornægtelse

 

Gud eksisterer siden al evighed i tre personer: Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Den Hellige Ånd. Disse tre er ens og forenet, men er ikke smeltet sammen som om de var kun navne for den ene og samme Gud. Man kan hellere ikke betragte dem som værende fuldstændig adskilte, som om de var tre guder. For både Den Hellige Ånd og Jesus Kristus gælder dermed at de er ikke noget som bare er et udtryk af Guds vilje eller noget der ligesom flyder ud af Gud eller springer ud af ham, som en ekstra skud af en plante. Tværtimod er de to særlige personer af den Treenige Gud.

 

Dette lyder nu meget indviklet og kan ikke forklares med en overfladisk matematik-lærer-logik (Guds åbenbaring er ellers ikke ud på at modsige logikken, fordi logikken er bare et tegn på hvordan Guds skabelse er velordnet og peger mod en intelligent skaber i stedet for at være mystisk og uigennemskuelig pga. dens væsen; men der er ikke desto trods ting, som overstiger menneskets fatteevne. Dette er ikke en modsigelse imod logikken og realiteten som den kan iagttages og beskrives i sig selv. Det er kun djævelen, der til stadighed nægter realiteten og logikken og forsøger at erstatte den med ”følelser”, anti-intellektuelle  tågebanker, trancetilstande, trolddom, magi, ”intuition”, ”drømme, ”sorte huller” og uklare visioner. En kendt matematiker sagde engang: ”Gud skabte de hele tal. Menneskene har derefter kunnet definere brøkdelene af disse”).

 

Hvorfor er det nu så vigtigt at holde fast ved dette mærkelige dogme, som Treenigheden nu engang kunne synes af være? Jeg vil forsøge i det følgende at underbygge Treenigeheden ved at vise, hvor dens hele eller delvise nægtelse fører hen i læren. Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til den besynderlige kendsgerning, at samtlige sekter har uden undtagelse haft problemer med den Gamle Kirkes dogme af Treenigheden, hvis ikke de ligefrem har forkastet den. 

 

1. Når man nægter/ignorerer at Jesus Kristus er forenet med Gud Faderen og/eller med Den Hellige Ånd i Treenigheden, kommer man enten til at nægte Jesus’ guddommelighed og ender med en Jesus der kun er en politisk helt eller en sød lille trøste-Jesus som ikke er Faderens ”... udtrykte Billede...”

 

Hebr. 1:3 ... han (Jesus), som-efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord-efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,...”

 

dvs. den for menneskene fuldtud tilstrækkelige afbildning af Gud Faderen som er “en fortærende ild” (Hebr. 12,29). 

 

2. Når man nægter/ignorerer at Den Hellige Ånd er forenet med Jesus Kristus og/eller Gud Faderen i Treenigheden, kommer man til en gnostisk/subjektiviserende (følelsesbetonede) forståelse af en ”hellig ånd” som er en upersonlig kraft der har idéer uafhængige af de andre to personer af Treenigheden og som ikke fører den som tror, ind i sand tros-baseret fælleskab med Jesus Kristus og Gud Faderen. Tvært imod vil én som nægter/ignorerer denne aspekt af Treenigheden komme til en ”tro” baseret på sin egen personlige ”hellig ånd” som er adskilt fra enhver form af sandt kristent fælleskab, selv om det mange gange kan se ud som om han eller hun er med ligesindede i flertællet.   

 

3. Når man nægter/ignorerer

 

- at Gud Faderen er forenet i Treenigheden med Jesus Kristus og/eller Den Hellige Ånd (som ledte apostlene) og/eller når man nægter/ignorerer

 

- at de tre personer i Treenigheden (Gud, Sønnen og Helligånden) samtidig på en måde er forskellige fra hinanden,

 

kommer man til en opfattelse af Gud som en abstrakt størrelse hhv. en upersonlig gud, som kun eksisterer fordi samfundet påbyder en ureflekteret underkastelse under ham (som ifølge Immanuel Kant’s ”kategoriske imperativ” eller omtrent som det er tilfældet med Allah i Islam); en gud hvor man aldrig kan være helt sikker på hvad for nogle spontane uberegnelige indfald han kommer med – indfald som er lunefulde og uafhængige fra sine egne egenskaber og/eller løfter! Dette fører til opfattelsen af Gud som en gud der slet ikke er interesseret i at bygge menigheden på Jesus Kristus (dens ”hjørnesten”), og gennem virkningen af Den Hellige Ånd. 

 

Kolosser 2:19 ”... og ikke holder fast ved Hovedet (Jesus Kristus), ud fra hvem hele Legemet (menigheden), idet det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser Guds Vækst (ikke menneskenes planlagte vækst).”

 

Efeserne 2:20 ”... opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv,...”

 

Esaja 28:16  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke

 

Markus 12,10: Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

 

4. Når man nægter/ignorerer at de tre personer i Treenigheden er forenet med hinanden, kommer man til en politeistisk opfattelse af Treenigheden (dvs. at der faktisk skulle være tre ”guder” og ikke én).

 

                              II. 5. b. Fakta om ”tienden” - nutidens afladshandel – og Lovens funktion i den Nye Pagt

Angående læren om tiende og om at give i almindelighed (sammenfatning af Dean Flander’s artikel om tiende hos ”apostasy-now”, se link under engelske links)

 

Mens 10 % kan tjene som en orientering angående hvor meget man skal give til sin menighed, pga. de tilfælde i det gamle testamente, hvor der er tale om “tiende”,  blev tiende ikke praktiseret i den bogstavelige forstand som de fleste prædikanter i dag vil få kirken til at tro.

 

Af 5. Mose 14, 22 kan vi se, at jøderne ikke gav 10 % af alt det de havde eller fik, men kun af det som blev tilovers ”af afgrøden” ved årets udgang (eller ved udgangen af en 3-års periode, se 5. Mose 14,28), dvs. af den rene høst-overskud, ikke af det, de skulle bruge som investering til den næste høst. Oven i købet var det tilladt at fortære noget af denne overskuds-tiende foran Herren og endog at sælge noget af det for at kunne købe vin! (5 Mose 14, 23-26)

 

5. Mose 14, 22: Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År for År; 23. og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan lære at frygte HERREN din Gud alle Dage. 24. Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen, eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud velsigner dig, 25. så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger, 26. og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer, Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad sammen med din Husstand.

 

Tienden blev ikke brugt alene for templen, men også for at støtte Leviterne og hjælpe de fattige (5. Mose 14, 27-29 og 4. Mose 18, 26+28).

 

5. Mose 14,27: Og Levitten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke Arvelod og Del som du 28. Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte, 29. så at Levitten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.

 

4. Mose 18, 26+28: Tal til Levitterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden; .....28.Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne Herrens Offerydelse skal I give Præsten Aron.

 

Det at give tiende blev hverken påbudt eller praktiseret blandt de første kristne. Faktisk er det kun kongen Saul (som senere frafaldt og alligevel havde været forkastet af Gud allerede), som påbyder at give tienden bogstaveligt og nøjagtigt af alt hvad man ejer, altså inklusive ”sæd” dvs. investeringsmidlerne, ikke kun af den årlige eller 3-årlige tilvækst, dvs. den rene høst-profit eller overskud (1. Sam. 8, 15-18).

 

1. Samuel 8:15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han (kong Saul) tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. 16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. 17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. 18. Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder.

 

Det at give tienden “bogstaveligt” kan også tjene som en undskyldning foran Gud for ikke at måtte lade Gud have det sidste ord at have sagt angående ens formue. Man giver ”Gud” (som man tror og foregiver og får indprentet) denne 10 % - skive og over resten vil man selv råde på en egoistisk og uforsvarlig måde som man har lyst til, i stedet for at ”dø” til sin ”gamle Adams-natur” (som hele tiden vil leve uafhængigt af Gud); i stedet for at hengive sig 100 % til Gud og lade Ham lede én med hensyn til hvad man skal gøre med det hele.

 

Romerbrevet 12, 1: Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

 

I stedet for praktisering af tienden skal en kristen være rede til at sælge alt og give det til de fattige (Lukas 18,22, se også Lukas 12,33 og 14,33). Praktisering af tienden sker normalt på en overtroisk måde som ikke herliggører den Levende Guds Navn men hvor man opfatter Gud som en ”Deus ex machina”, dvs. en slags bingo-automat; man kaster nogle mønter i, drejer et håndtag og derefter sker der et eller andet. Derved bliver menigheden fornedriget til et aktiemarked, en investeringsplads, hvor man spekulerer med pengene. Paulus siger derimod i

 

Romerbrevet 11,35:  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor?

 

Når man baserer sig udelukkende på Maleachi 3, 10 angående spørgsmålet om at give penge til menigheden, er man også nødt til at holde sig til samtlige resterende 611 love fra det Gamle Testamente. Derved falder man fra nåden (Gal. 3, 10; 5,3), dvs. man har taget sin skæbne i sin egen hånd og prøver at fuldføre troens løbebane i egen kraft.

 

Gal. 3, 10: Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem."

Gal. 5, 3: Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven.

 

Det er ingenlunde hensigten med loven, at den skulle føre os væk fra nåden i Jesus Kristus:

 

1. Tim. 1, 8: Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt,

 

Vi ser altså at der eksisterer en ulovmæssig brug af Guds lov. Loven som sådan er ikke blevet ophævet (Mt. 5, 17-18; Rom. 3,31: Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven), men dens funktion er blevet ændret. Den kan ikke give os sikkerhed angående vores pagt med Gud gennem Jesus Kristus, men udover at give os etiske grundlinier for regeringer osv. giver den os indsigt i Guds forbandelse af synden:

 

1. Tim. 1,9: idet man veed dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere,10. utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære, efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet.

 

Loven forbandede før i tiden dem som ikke overholdt det, mens nu forbander den enhver som ikke adlyder Jesus Kristi ord og som ikke lader sig frelse ved Hans nåde. Loven har altid været rettet imod forkert religiøsitet og deriblandt er også lovtrældommen i menigheden. Lovtrældommen er altså forbudt ved Guds lov, fordi den fører forbi Kristus. Lovtrældommen spytter Gud i ansigtet ved at sige: Golgota var ikke nok. Der mangler meget mere for at vi kan blive hellige. Vi skal yde en ekstra indsats osv. Og så bliver man regnet gennem loven og under loven blandt dem, der er lovløse, ugudelige (hvor from man end er), for mordere, osv. ifølge 1. Tim. 1,9-10. Der er altså ikke spor slut med lovens forbandelse, bare at nu bliver den defineret gennem Kristus:

 

1. Kor. 16,22: Dersom nogen ikke elsker Herren (Jesus Kristus), han være en Forbandelse! Maran Atha.

 

Det drejer sig altså ingenlunde om at acceptere en blød, sødlig, sentimental, “rummelig”, ”tolerant” og gummibamse-agtig kristendom, men om at adlyde Evangeliets ord og ikke vige fra dem.

 

En kristen skal give på sådan en måde, at hans venstre hånd ikke ved hvad hans højre hånd gør, dette betyder ikke uforsvarlig og uden at tænke sig om (man skal nøje undersøge, hvad pengene går til), men at give uden derved at mene, at nu kan man få ekstra-points hos Gud eller blive rost af menigheden. Vi har jo allerede alt der kan fås af velsignelser i Kristus, hvad forventer vi så mere? Vi kan blive velhavende som kristne, men vi kan også blive fattige som Lazarus ved porten af den rige mands hus (Lukas 16). Er vi rede til at indtage Lazarus-positionen hvis dette er prisen for at følge sandheden eller vil vi hellere feste og blive rost som den rige mand og så komme i helvede? Paulus siger i

 

Fil. 4, 12: Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn

 

Dvs. Paulus sætter ikke nogen standard mht. til formue, men siger blot at for ham som kristen er der andre ting som er vigtigere end om han nu er rig eller fattig. Vi skal altså ikke tro, at vi er forbandet af Gud, når det ikke går så godt financielt en tid. Vi behøver heller ikke at have dårlig samvittighed, når vi har det rigtig godt. Når vi holder fast ved troen og ikke taber Jesus Kristus af syne, vil en periode af materiel velsignelse ikke forføre os til åndelig søvnighed og frafald.

 

Læren om “tienden” er nutidens afladshandel. I Luthers tid fik de kristne at vide, at de skulle betale noget for at få deres sjæl ud af skærsilden hurtigere. Dette fik Luther så op af stolen og sige Tetzel, Pavens handlanger i Tyskland, imod og oplyse det bedragede folk om evangeliets sandhed. I dag gør man de kristne bange, ved at sige, hvis ikke de betaler 10 % af deres løn eller kontanthjælp, før skat, så vanker der smæk af Gud i form af ”dårlig høst”. Problemet er nu mindre seriøst end i Luthers tid, fordi den gang drejede det sig jo om frelsen, mens det i dag ”kun” er velsignelsen som er på spil. Men ikke desto mindre er det en stor synd at misbruge Herrens Navn på den måde . Det er lige som at ville træde mellem Gud og mennesker som en formidler, djævelens yndlingshobby. Skal vi så også betale for at få lov til at sidde på en stol i menigheden? Sådan plejede man jo at gøre i middelalderen. Det ville i det mindste være lidt mere oprigtigt på en måde.

 

Kristne skal give ud af et glad hjerte (2. Kor. 9, 7) uden at spekulere på velsignelserne, som så måtte komme som resultat af dette. Gud handler i henhold til vores tro, ikke vore gerninger. Af gerninger er der ingen der bliver hverken frelst eller velsignet. Det er Gud som ejer sølvet og guldet (Haggai 2, 8) og ikke djævelen, uanset hvad han lyver til Kristus når han forsøger ham i ørkenen. Når en kristen får tro af Gud til at flytte et bjerg ud i havet skal det så ske GENNEM TRO og ikke gennem gerninger eller pga. en ”salvelse” eller noget andet fikst ud af djævelens tryllehat.

 

Kristne har ikke brug for at frygte ulemper som følge af en større gave som blev givet GENNEM TRO og efter god overvejelse i bøn og nøje undersøgelser. De har lært, at når Gud kalder dem til at give et større offer (meget mere end 10 %), så vil han også forsyne dem med hvad de derefter har brug for. Desuden har kristne, der har lært en kristen livsstil også lært at nøjes med få ting. Nøjsomhed er et kristent karaktertræk som ikke er særlig omtalt i menighederne nu til dags. I stedet for lærer man folk at ”visualisere” deres nye bil, etc. Når der så er en, som alligevel skifter til en lidt mere beskeden livsstil, er det bare med at komme i gang med at trutte trompeterne lige foran ham eller hende, for at enhver må lægge mærke til, hvor ”åndelig” han eller hun er!

 

Matth. 6, 16-18: Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.

 

Modne kristne er ikke irriteret over deres materielle situation, de lever simpelthen på et højere plan og glæder sig over små og store velsignelser i lige måde.

 

Nu er det jo vistnok også sådan at kristne er ansvarlige for ikke at lade deres menighed i stikken (Hebr. 10,25), dette ikke bare mht. gudstjenesterne, men også ang. materiel støtte såsom støtte gennem alt hvad man har som personlige gaver, man kunne bidrage med, med sin tid, erfaring, sin bil til at transportere folk med, osv. Og så er der jo den berømte ”okse” som man “må ikke binde munden til” når han ”tærsker” (1. Tim. 5, 18). Mange menigheder ansætter kun meget naive unger, som er lige kommet ud af bibelskolen, til en meget lav vikarløn og som de kan kommandere rundt som de vil og nemt kan fyre igen efter behag. De har kun brug for en symbolsk leder, ellers vil de selv “tærske”. En missionær i Tyskland, som nu er hos Herren, advarede mig engang imod sådan en menighed ved at sige: “Pas på, de steger den ene praktikant efter den anden. Det er ikke en menighed, mand, det er en bibelskolestudenter-ovn, og dem som kommer ud derfra kan man ikke hjælpe mere, de er færdige, helt sortbrændte!” Desværre var jeg på dette tidspunkt allerede i en anden ”vikar-ovn” hvor jeg fik 1.000,- DM (ca. 3.850,- DKK) pr. måned for at spille en slags Queen of England for dem, fuld tid, hvor jeg endog blev afbrudt midt i mine prædiker, etc.

 

Der er to aspekter ved spørgsmålet om hvordan man skal betale prædikanter. På en måde er lønnen til en prædikant også menighedens udtryk for deres kærlighed til Guds ord. Man indser, at man har brug for fortolkningerne og prædikerne, altså for en ledelse i det hele taget, og det værdsætter man ved at give en fornuftig løn. Lønnen er på den måde ikke bare for at gøre det muligt for prædikanten at arbejde fuld tid eller deltid og for at gøre ham tilfreds, men også en gave til Gud på en måde. Den anden side er så at prædikanten hhv. menighedslederen skal spørge sig selv, om han virkelig har brug for den drømmeløn han helst ville have. Han må være forsigtig for ikke at lægge et for stort åg på menighedens skuldre. I dag er det jo alligevel sådan, at mange menigheder eksisterer kun gennem internettet og bliver ledet af en pensioneret præst, eller en lille mission, etc. Ofte kan der nås mange mennesker gennem sådanne tjenester og det er billigere end at leje et mødested med stoler og varmesystem og lovpligtige nødudgange og toiletter osv. I Tyskland opstår der nu i tiden mange hjemmekreds-circler som så deles om en rejsepræst, lytter til kassetter sammen og får selv lidt teologisk uddannelse gennem posten osv. Den klassiske form af en frikirke med bygning osv. er så småt ved at forsvinde fra kirkelandskabet i Tyskland, mens der andre steder opstår stadig flere og flere af den slags menigheder. 

 

Når vi engang står foran Herrens trone skal vi gøre rede for, hvad vi har brugt vores liv til, og dertil hører også hvad vi har brugt vores penge til.

 

                        II. 6. Bibelen

Lige som Jesus Kristus var 100 % menneske og 100 % Gud samtidigt, er også Bibelen en 100 % guddommelig inspireret bog og derfor ORD FOR ORD indåndet af Gud, samtidigt med at den er også en 100 % menneske-inspireret bog, hvor der findes forskellige slags sprogstiler, som blev skrevet i forskellige kulturelle sammenhæng, som indeholder ordspil, ironi, polemik, mm.  Gud ledte Bibelens skribenter ved enhver lille bitte detalje, der er intet ord som står der bare ”tilfældigt”, Gud ledte skribenternes valg af ord og udtryk, ikke bare deres udgangsmotivationer og overordnede ideer. Både en “letteristisk” og en udelukkende allegorisk bibeltolkningsteknik (hermeneutik) skal undgås. I stedet for en ikke-sammenhængende bibelsk lære efter mønstret ”lidt her og lidt dér” (Jesaja 28, 10-13), skal man gøre sig umage ved at forsøge at finde frem til de dogmatiske orienteringslinier, som er identiske med de kriterier, som den gammelapostolske kirke brugte for at udråbe nogle bibelske bøger som værende “kanoniske” (dvs. værende del af Bibelen som vi kender den i dag) hhv. for at forkaste visse andre bøger som ligeledes udgav sig for at være inspirerede af Gud. Kun når vi finder frem til disse dogmatiske linier, kan vi fortolke Bibelen på en måde, der vil føre til de resultater, dens egentlige autor, nemlig Gud, har interesse i. Et af disse resultater er, at man finder Kristus i Bibelen (se Johannesev. 5, 29). 

 

Læs også prædiken “Tre Forkerte Indstillinger til Bibelen”.

 

                        II. 7. Eskatologi

                                    II. 7. a. Personlig eskatologi

                                                II. 7. a. [1] Livet efter døden og menneskets bestemmelse

 

Her behandles to slags vranglær, hvorigennem den bibelske lære omkring livet efter døden bliver fremhævet

 

To slags vranglære: Universalisme og annihilisme

 

Kilder brugt til det følgende:

 

Eduard BÖHL ”Dogmatik – Mit einer Einleitung von Thomas Schirrmacher“, Hänssler Verlag, Stuttgart, ISBN 3-7751-2287-7, siderne 459-461

 

Millard J. Erickson „Christian Theology. Unabridged, one-volume edition”, Baker Book House, Grand Rapids, Michigan, ISBN 0-8010-3433-7, siderne 1234-1241.

 

Et af de kristne dogmer, som bliver mest angrebet er læren om helvedet og Guds dom efter døden.

 

Denne lære, sammen med læren vedr. eksistensen af engle og dæmoner, er ofte i første række, når liberale teologer giver sig at demytologisere Bibelen.

 

Tanken om en Gud der straffer synderne ved at kaste dem i et helvede, der ikke har nogen ende overhovedet, men varer til al evighed, og som er kendetegnet ved en evig pinefuld torturering og evig forbandelse, brændende luer af ild og tænderskæren; synes uforenelig med en Gud der i sin person er selve kærligheden. Er det rimeligt, argumenterer man, at Gud straffer nogle synder som dog bare blev gjort i en tid, dvs. var ikke evige, ved at hævne sig i al evighed? Er Gud så hævnesyg, at Han ikke giver sig tilfreds med, lad os sige, 3 milliarder år? Skal det så virkelig straffes i en periode af endnu 300 milliarder år til, og derefter endnu længere, og endnu længere, uden ende?

 

Også nogle kristne, som ellers angiver at tro på Bibelen til punkt og prikke, bliver usikre og kommer så til en diplomatisk løsning: Helvedet eksisterer, Gud straffer de onde, modsigende mennesker, men ikke i al evighed. To former af denne ”diplomatiske løsning” bliver så formuleret:

 

Ifølge den første form af denne ”diplomatiske løsning”, som hedder universalisme, bliver de onde på et bestemt tidspunkt som ligger meget langt ude i fremtiden, forsonet med det hele og til sidst er så hele skabningen genforenet med Gud.

 

Ifølge den anden form af denne ”diplomatiske løsning”, som hedder annihilisme, bliver de onde bare frataget deres evne til at leve evigt og bliver derfor, muligvis efter en periode af torturering og pinsel i helvedet, annihileret, dvs. deres eksistens ophører simpelthen og Gud gør det slut med dem, så de ikke kan pines længere.

 

Der er flere problemer med disse vranglære. Her er 12 af dem:

 

1- De modsiger Bibelen. Vi skal efterfølgende kigge på både universalismens og annihilismens bibliske argumenter og bevise at de baseres på en forkert fortolkning hhv. hvorfor de ikke holder stik med det Bibelen som helhed lærer.

 

2- Guds evighedskarakter bliver ikke forstået. Gud er evig, og når vi dør og kommer vi ind i evigheden bliver vi til væsener som behandles mht. til evigheden og derfor skal synden straffes evigt, hvis ikke den er blevet sonet ved forsoning med Jesus Kristus i det tidsbundne, jordiske liv. ”...det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom (nemlig også kun EEN GANG) (Hebr. 9, 27)

 

3- Menneskets natur bliver ikke forstået. Mennesket er blevet skabt i Guds billede og er konciperet til evigt samvær med den evige levende Gud. Hvis et menneske så fravælger Gud, bliver dens kapacitet for at leve evigt ikke annuleret derved.

 

4- Alvoren af synden og det onde ved synden bliver ikke forstået. Synden bliver opfattet udelukkende i menneskelige kategorier, som noget, der kan tilgives af et menneske og som kun kommer menneskene ved, men ikke Gud. Der bliver ikke forstået, i hvilken grad synden sårer Gud og er en fornærmelse af Hans hellighed. Man forstår ikke hvad det betyder, at ”røre Guds øjesten” (Zakarias 2, 8 hhv. 12). Rebellionen mod Gud, modstanden, modviljen mod Gud, altsammen kvaliteter der startede med ”Lucifers” frafald, bliver ikke forstået i deres evighedsperspektiv. Hvis der ikke eksisterede en Guds dom over det onde, ville der faktisk ikke eksistere noget virkeligt ondt.

 

5- Guds suveranitet bliver tilsidesat. Der fratages Gud retten og kompetencen til at vide, hvad Han gør. Når Gud dømmer et menneske for al evighed, så gør Han det ikke bare for sjov eller for at hævne sig, men fordi dette er det eneste rigtige der overhovedet kan findes på nogen sinde at blive gjort. Gud har skabt menneskene, og dem som bliver dømt til evig pinsel vil selv kunne indse, at de aldrig ville have været villige til at lade sig frelse. Der er intet menneske, som vil kunne komme med argumenter, hvorfor Gud ikke havde givet det ”en chance”. Den rige mand i Lukas 16 ved, at hans brødre ikke vil lytte til ordet, fordi sådan var han selv!

 

6- Guds retfærdighed bliver sat i tvivl. Hvis man kommer til at spekulere over de ”stakkels mennesker som bliver pint i al evighed i helvedet” tvivler man i virkeligheden på, at det Gud gør, er retfærdigt. Guds tanker er ikke vores tanker, de er højere. Guds retfærdighed er den eneste retfærdige retfærdighed. Menneskets retfærdighedssans er kun relativ, den er retfærdig så vidt som den reflekterer en lille smule af Guds Hellige Ånd, Guds lov og Guds ord. Men den er aldrig fuldkommen, mens Jesus Kristus, Guds lov, Den Hellige Ånd og Gud Faderen såsom hans beslutninger mht. til evigheden, som blev fastlagte før tidernes begyndelse, er fuldkommen retfærdige.

 

7- Betydningen af Jesus Kristus’ soneoffer såsom andre vigtige begivenheder i frelseshistorien bliver mindsket. Hvis der vil blive en forsoning af alle ved evighedens ”ende”, hvorfor så hele dukketeatret med ”Lucifers” frafald, Skabelsen, Adams synd, Sinai, Golgata, bortrykkelsen af de Hellige, Antikristen, Tusindårsriget og til sidst dommedagen? I hvert fald ville Jesus Kristus’ soneoffer så ikke have evig gyldighed, men være kun for en ”tid” så at sige.

 

8- Bibelen bliver mindsket i dens betydning. Hvis der eksisterer en forsoning udover det som Bibelen tilkendegiver som umiddelbare betingelser for evig salighed, så er Bibelen ikke Guds evige åbenbaring, men kun en advarsel for en vis ”tid”. Gud skjuler altså noget, som vi har ikke ret til at vide om nu. Denne tænkemåde, at der er flere ting bag kulisserne ang. forsoningen og evigheden, er født af satanisk stolthed (Satan vil altid vide alt bedre end Gud, fordi han ville jo selv helst være Gud, og naturligvis kan han ikke udholde tanken om, at han allerede er dømt for evigheden). Denne tænkemåde er også kendetegnende for gnosticismen, hvor super-hellige selv-”udvalgte” altid foregiver at vide om skjulte aspekter af Guds åbenbaring som ikke er tilgængelige for ”offentligheden”.

 

9- Guds hellighed bliver mindsket hhv. tilsidesat. Gud bliver til en teatermester, der først spiller første akt, og så anden akt. Han opfører sig som et menneske, der skifter mening efter en tid.

 

10- Djævelens ondskab bliver ikke forstået. Mange universalister tror nemlig, at endog djævelen får tilgivelse til sidst. Derved bliver det igen ikke forstået, hvor enestående og hellig Gud er. Når man forstår Guds hellighed, forstår man at Satan og alle som lader sig styre af ham må forbandes i al evighed.

 

11- En universalist som ikke kun er universalist, fordi han blev undervist forkert og mangler forståelse, men som beslutter sig til at holde fast ved hans vranglære under alle omstændigheder, kan umuligt blive omvendt og dermed frelst, fordi når man er omvendt, har man vendt ryggen mod verden, dens menneskelige forbindelser og jordiske glans, man har vendt ryggen mod sit eget og har korsfæstet sin egen ”ret” til at selv at designe sin personlighed i stedet for at lade Helligånden gøre det. En sand kristen lader Gud have det sidste ord i stedet for at give sig til at spekulere over, hvordan Gud mon kan gøre det ene og det andet bedre på dommedagen. På dommedagen har kun Jesus Kristus en chance og dermed alle dem, Jesus Kristus kan ses i. De hellige bliver beundret ved dommens dag ikke fordi DE er hellige, men fordi Jesus Kristus er i dem. I bund og grund er det altså kun Jesus Kristus som bliver fejret ved dommens dag. Gud vil ikke have noget som helst at gøre med noget menneske som ikke er menneske i kraft af Jesus Kristus, fordi al anden slags menneskelighed er dæmonisk; det er menneskeligheden i de mennesker som afspejler den frafaldne Adam som blev jaget ud af paradiset og af den skyldige Kain som ikke kunne tåle at se sin bror Abel blive velsignet. Den dæmoniske, frafaldne menneskelighed er Babels menneskelighed, den menneskelighed der ophøjer sig over Gud og altid vil vide alting bedre end Gud, ligesom fanden selv. Med den slags mennesker vil Gud ikke have noget som helst at gøre med, heller ikke efter en par snes millarder år. Jesus Kristus, ”den anden Adam”, er det eneste menneske Gud virkelig holder af, men hvis et menneske har ”fået Jesus indeni” gennem Helligåndens genfødsel, gennem tro på Jesus (eller i en tros-baseret og dermed Jesus-mæssig forbund i gammeltestamentelig tid, som Gud lavede med ham, ligesom med Abraham), gennem omvendelse fra sine synder, gennem fællesskab i nadveren og dermed i Jesu liv og legeme, gennem fællesskab i dåben og dermed i Jesu død og opstandelse, så bliver han også accepteret, ja endog elsket af Gud, men udelukkende pga. Jesus Kristus, ikke fordi han eller hun ellers er sød og blev elsket meget af andre eller pga. noget som helst som dette menneske mener at have gjort.

 

12- Universalismen modsiger læren om muligheden af at have vished om sin frelse. Det er ifølge Bibelen muligt at vide sikkert, om man er frelst eller ej (se min prædiken over 1. Johannesbrev ”Jesus som korsfæstet”). Men universalisten er ikke sikker, han tror som en muslim, at man ikke kan vide hvordan man har det med Gud (Allah) efter man dør, måske bliver man alligevel manipuleret ind i himlen hvor man så sørger over sine nærmeste som ikke kunne komme med. En kristen derimod, som har vished om sin frelse, har ingen problemer med den kendsgerning at han er udvalgt fra før evigheden (selv om han naturligvis ikke går rundt og praler med det, men søger derimod med ”frygt og bæven” at gøre sin frelse endnu mere sikkert (Fil. 2,12)). Mange er nemlig blevet universalister, fordi de er blevet opdraget med en muslimsk-”kristen” opfattelse af Gud som findes i mange sekter. Denne ”gud” er uberegnelig og lunefuld og derfor kunne man godt komme lidt i tvivl om hans hellighed og suveranitet og retfærdighed. Eller er de også bare navn-kristne, dvs. kristne som ikke er kommet til virkelig tro på Jesus Kristus i sandhed. 

 

Vi vil nu se lidt nærmere på universalisternes og annihilationisternes ”bibelske” argumenter.

 

Frem for alt begrunder universalisterne deres påstand om at evigheden ikke er evig med henvisning til den kendsgerning, at det græske ord for evighed ”aionos” også kan betyde tidsalder. Altså, med andre ord, evigheden er i virkeligheden bare en tidsalder. Men parallelismen i Matthæus 25, 46 ødelægger dette argument: Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv. Her er der brugt det samme græske ord for ”evig” både for de dømtes og de frelstes vedkommende. Og når man så argumenterer at de dømte kun bliver dømt for en begrænset tidsalder, så er de frelste da også kun frelst for en vis tid. Så kommer spørgsmålet: Hvad sker der så med de frelste efter denne tidsalders udløb? Man kommer ingen vegne med denne argumentation.

 

Efeser 1, 10 og Fil. 2, 10-11 tages som argument for at Gud til sidst vil forsone alle i Kristus. I Efeser 1, 10 siger Paulus: ”...for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham.”

Tekstsammenhængen modsiger dog universalisternes påstand, at ”tidernes fylde” er afslutningen på en ”evigheds-tidsalder” og at ”sammenfatningen af alt i Kristus” ville betyde, at alle til sidst bliver forsonet gennem Ham. Derimod må ”tidernes fylde” fortolkes som tiden, da Gud kom i Jesus Kristus til ”sit eget”, nemlig til jøderne. Og ”sammenfatningen” betyder det samme som Jesus selv siger i Mt. 28, 18; nemlig at Ham ”...er given al Magt i Himmelen og på Jorden”. I det næste kapitel siger Paulus hvad han mener med denne nye ”husholdning” han snakker om her: ”...at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod.”(Ef. 2, 12-13). Altså skriver han om den kendsgerning, at der nu er mulighed for hedningerne at blive en del af Guds folk.

I samme kapitel findes der oven i købet en begrundelse for læren af forudbestemmelsen, som knapt nok kan forenes med tanken om en tidsbegrænset ”evighed”: ”...idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag,”(Ef. 1, 5)

 

I Fil. 2, 10-11 siger Paulus: for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, der er i Himmelen og på Jorden og under Jorden, 11. og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære”. Her er der dog ikke på nogen måde tale om frelse og om at komme i himlen. Derimod må vi antage (og sådan bliver disse vers også tolket i kristendommen) at de fortabte her er tvunget til at konfronteres med Jesus Kristus og at give ham ære, men de vil på denne dag blive ligesom en fjendtlig hær, der må kapitulere og bøje sig for hærføreren af den hær som vandt krigen. De ville helst afsætte Kristus fra sin trone, men det får de ikke lov til. De giver sig til at diskutere med Jesus ”Har vi ikke i dit navn....gjort dette og dette....” (Mt. 7,22) men Jesus svarer dem: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. (Mt. 25.12) og: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret! (Mt. 7, 23) og: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. (Mt. 25, 41).

 

Apg. 3, 25 er også et yndlingsvers for universalisterne: ”I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes."” Med andre ord, ”alle slægter” betyder ”alle mennesker der nogensinde har levet”. Men Paulus definerer jo i Gal. 3, 9, hvem der kan regnes til den troende Abrahams ”slægt”: Nemlig kun dem som tror i Jesus Kristus. Dem som ikke tror i Jesus Kristus, hører ikke til denne ”slægt” og bliver derfor heller ikke spor velsignede.”Så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.” (Gal. 3, 9).

 

Rom. 6, 23 er annihilisternes vers: ”...thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.” Ud fra denne vers argumenteres der, at de frelste får evigt liv mens synderne ”kun” får DØDEN som ”sold”. Man argumenterer at vel har Gud skabt mennesket som konciperet til at leve evigt, men når det så synder, taber det denne evne og bliver derfor annihileret, eventuelt efter en periode i et pinested, muligvis varer denne periode så bare fra det tidspunkt de dør og til den endelige dommedag, hvor de så bliver tilintetgjort, dvs. annihileret.

 

Først og fremmest skal der bemærkes, at denne fortolkning baserer på en meget bogstavelig forståelse af ordet ”Død”. Det er ellers udmærket at tage Bibelen alvorligt og bogstaveligt, men når man taber tekstsammenhængen af syne, kan det føre én vild. I dette kapitel bruger Paulus nemlig ”død” og ”døde” som modsætning til ”retfærdighed”, ”evigt liv” og  ”levende” (i Gud). I v. 13, fx, siger han: ”...fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud.” (Rom. 6, 13). Altså ”død” betyder her ikke ”tilintetgjort”, men ”ikke frelst”. Og i Rom. 6, 16 læser vi: Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? Her er der tale om vores livsstil og helliggørelse, ikke om livet efter døden. Paulus siger ikke, at man bliver tilintetgjort, når man ”tjener”, ”er lydig overfor” synden, dvs. handler som følge af syndige impulser. Så ville der jo ikke blive nogen kristen tilbage på jordkloden! Det er altså mildt sagt temmeligt problematisk at tage ovennævnte vers 23 som en nøjagtig beskrivelse af synderens tilstand efter døden. Der findes jo også udtrykket ”at dø i sine synder” i Bibelen. Ligeledes betegnes dommedagens endelige fordømmelse af de uretfærdige som ”den anden død” (Åbenbaring 20,6 + 14; 21,8). Men den er ikke beskrivet som en tilintetgørelse (annihilation), der er derimod tale om at blive kastet i ildsøen:

Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den anden Død, Ildsøen.(Åbenbaring 20,14). I øvrigt modsiger dette vers også annihilisternes påstand at de ufrelse bliver tilintetgjort, nemlig netop gennem det, at ”Døden” bliver kastet i ildsøen, og derfor må de ufrelste således straffes med noget andet end med ”døden”, hvis døden er sat ud af funktion ved at havne i ildsøen.

Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. (Åbenbaringen 21, 8). Der er ikke grund til at antage udfra disse verser at ”ildsøen” betyder ”tilintetgørelse”, pga. de mange andre bibelvers, hvor netop det at være ”i flammerne” bliver beskrivet som pinsel: Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. (Lk. 16, 23-24).

 

Vi kan altså sammenfattende sige, at både universalisternes og annihilisternes bibelske fundament er bygget på flyvesand.

 

Lad os så kigge på nogle bibelsteder, der vedrører evigheden og tiden mellem døden og dommedagen: 

 

Mt. 8, 12: Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.

 

Mt. 13, 50: og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.

 

Åbenb. 14, 10-11: så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Åsyn.

Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke.

 

Rom. 2, 5: Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,

 

2. Tess. 1,7-9: og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium,de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed.

 

2. Tess. 2,9-12: han (Antikristen), hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste. Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.

 

Mk.9,43-48 (se også Mt. 18,8): Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede,hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.

 

Jesaja 66, 24 (den allersidste vers i Jesaja): og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.

 

Jes. 33, 14: På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?

 

Jeremia 17, 4-5: Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig, trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min Vrede, den brænder evigt. Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra HERREN.

 

Judas 6, 7: og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom; ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed Kød, ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds Straf.

 

Dan. 12,2-3: Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky. De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de, der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner evigt og altid.

 

2. Peter 3, 9: Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse.

 

...................

Indtil her er jeg nået, 13.10.02. (Sidst opdateret 15.03.08)

 

Tilbage til dansk indgangsmenu

kamagra australia cialis generika cialis bestellen kamagra 100mg cialis preise cialis kaufen viagra online kaufen kamagra bestellen levitra generika kamagra oral jelly achat cialis kamagra pas cher levitra 20 kamagra oral jelly viagra femme cialis sans ordonnance levitra sans ordonnance viagra sans ordonnance cialis generique viagra pfizer viagra pour homme viagra pas cher viagra generique kamagra gel kamagra prix acheter cialis
Super Kamagra Viagra online kaufen Testosteron Viagra rezeptfrei Viagra bestellen Cialis Original rezeptfrei Viagra kaufen Generika Testpakete Viagra bestellen Cialis kaufen Zyban Generika Cialis Beipackzettel Viagra Original Original Testpakete Oral Jelly Kamagra Cialis und Alkohol Cialis Soft Lida daidaihua acheter viagra Viagra acheter viagra Viagra acheter viagra
viagra cialis 20 mg cialis generico acquisto viagra kamagra prezzo viagra generico levitra generico comprar cialis cialis generico kamagra 100 viagra sin receta cialis generika levitra generika kamagra gelkamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
timberland schuhe timberland wien timberland schuhe damen timberland boots timberland femme timberland boots timberland noir timberland shoes timberland homme timberland chaussure timberland schoenen timberland shoes timberland boots
Cialis oder Viagra Gegen Rauchen Viagra ohne Rezept Schlankheitsmittel Kamagra Brausetabletten kaufen Viagra pille Cialis Tadalafil Viagra rezeptfrei kaufen Cialis rezeptfrei Erfahrungen Viagra Generka Levitra rezeptfrei kaufen Kamagra Oral Jelly kaufen Kaufen Kamagra Kamagra Sildenafil Erfahrungen Kamagra 100mg Viagra und Cialis Online Viagra Nebenwirkung Erfahrungen Super Kamagra Cialis kaufen Potenzmittel Viagra Lida kaufen Erfahrungen Levitra Original Viagra Cialis
adidas nmd ray ban outlet nike roshe run flyknit Potenzmittel rezeptfrei kaufen Cialis Generika Voordelen van viagra gafas de sol ray ban baratas Acheter Generic Propecia cialis generika nike air force 1 blancas adidas nmd r1 timberland skor adidas stan smith femme timberland montreal adidas nmd r1 Acheter Generic Levitra acquisto viagra mbt barcelona
viagra tablets australia cialis online australia kamagra 100mg oral jelly australia viagra for sale australia cialis daily australia kamagra gel australia levitra online australia viagra priser apotek levitra virkning cialis en om dagen viagra virkning kamagra bivirkninger cialis online danmark kamagra 100mg preis cialis patent cialis erfahrungen
cialis generika kamagra australia cialis bestellen levitra generika viagra online kaufen kamagra bestellen cialis generika kamagra oral jelly kamagra 100mg prix cialis cialis generique kamagra gel kamagra bestellen viagra bestellen kamagra oral jelly levitra kopen
Viagra Generico Cialis Originale Kamagra 100 mg Kamagra Oral Jelly Acquistare Propecia Generico Test Pacchetti Generica Acquistare Viagra Strips Kamagra Oral Jelly Priligy Dapoxetina Generico Viagra Originale Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Kamagra Soft Tabs Viagra Originale 100mg Levitra Generico Levitra Originale Acquistare Test Pacchetti originale viagra Levitra Soft Tabs Kamagra Fizzy Tabs Acquistare Viagra Soft Tabs Viagra Generic Test Pacchetti Originale Acquistare Levitra Strips Il brevetto Viagra Cialis e Super Kamagra Acquistare Cialis Strips Viagra Pastiglie Viagra e Disfunzione Erettile priligy dapoxetina generico Kamagra 100